Impuls -juni.indd - Nyimpuls.dk

Enkeltpolethed og dobbeltpolethed
Som det indirekte vil være fremgået af det ovenstående,
er der i virkeligheden tale om det, vi almindeligvis betegner
som seksualisme, men dog i en noget dybere og
videre forstand, end det, de fleste mennesker forstår ved
begrebet. Martinus betegner fænomenet seksualisme
som det redskab eller den kraft, hvormed Guddommen
skaber, styrer og opretholder alt og alle i sin universalorganisme,
verdensaltet. Seksualisme er samtidig det
levende væsens egen inderste og dybeste oplevelsesevne
og skaberkraft, som takket være lovmæssighederne for
de to polers og de to polorganers indbyrdes samspil,
og herunder ikke mindst polforvandlingen og dennes
karakter og konsekvenser, sikrer individets evige og
periodisk livsfornyende eksistens som Guds sanse- og
manifestationsorgan. (5)
Men det er altså den ovenfor skitserede polforvandlingsproces
eller forvandlingen af polkonstellationsforholdet
mellem de to poler og polorganer fra enkeltpolethed til
dobbeltpolethed, som dybest set er årsagen til og forklaringen
på parforholdets og ægteskabsinstitutionens
aktuelle krise. Denne i en større sammenhæng og i et
større perspektiv naturlige udviklingssituation, vil intet
menneske eller nogen anden magt, hverken på jorden eller
i himlene, kunne ændre afgørende ved, endsige forhindre.
Så meget mindre, som at polforvandlingen i virkeligheden
sker til alles gavn og bedste.
Det, der ifølge Martinus ligger til grund for mange af de
problemer og kriser, der kan være i parforhold og ægteskaber,
er den omstændighed, at der i virkeligheden ikke
kun er tale om to parter i forholdet, men derimod om hele
fire, og ikke sjældent fire forskellige parter. Nemlig foruden
’manden’ i kvinden, også ’kvinden’ i manden, eller
mere præcist: Den kvindelige parts vågnende maskuline
pol, og den mandlige parts vågnende feminine pol, som
i begge tilfælde er ledsaget af et vågnende intellektuelt
polorgan, som netop giver sig udtryk i alle de interesser
hos individet, som ligger ud over de basale ægteskabelige
og familiemæssige interesser. Det gælder stort set alle de
interesser eller interesseområder, som ikke direkte tjener
til hjemmets og parforholdets eller ægteskabets etablering
og opretholdelse, lige fra interessen for sport, politik,
kunst, litteratur etc. til interessen for åndelige, spirituelle
og filosofiske emner. (6)
Parforholdets ’krig’ og ’fred’
Men det skal dog siges, at en del mennesker er i stand
til at klare balancegangen mellem interesserne for hjemmet,
ægtefællen, afkommet og familien på den ene side
og de mere personligt orienterede og indadvendte eller
14
udadvendte interesser på den anden side. Det gælder især
for par og ægtefæller, hvor der findes en grundlæggende
forligelighed mellem de involverede fire ’parters’ respektive
interesser, både indenfor og udenfor parforholdet
eller ægteskabet. Dette gælder i henhold til Martinus
ikke mindst for de relativt højtudviklede mennesker, der
henhører under den endnu meget sjældne seksualkategori,
han betegner som H-mennesket.
Men mindst lige så mange, eller måske snarere flere,
kuldsejler i forsøget på at tilgodese begge interesseområder.
Erfaringsmæssigt forstår de to parter, kvinden og
manden, ikke altid hinandens personlige interesser ’udenfor’
parforholdet eller ægteskabet, og hvis den gensidige
seksuelle tiltrækning måske også er aftaget, så kan der
være optræk til alvorlig konflikt eller krise. Dette kan i en
del tilfælde føre til, at enten den ene af de to parter eller
eventuelt begge, foruden interesserne udenfor hjemmet,
også søger og finder en ny partner, og så har vi utroskaben
inde i billedet, med den jalousi, desperation og aggression
eller den sorg, fortvivlelse og depression hos den
part, som føler sig svigtet, der oftest følger i kølvandet
på utroskab, separation og skilsmisse.
Det er rent ud sagt utroligt, hvor fjernt fra hinanden og
gensidigt fjendtlige to tidligere elskende, som tilmed måske
har fået et eller flere børn sammen, kan stå eller blive
overfor hinanden både lige før og vistnok især lige efter et
brud, ja, for nogles vedkommende i årevis eller for altid.
Det kunne parterapeuter, socialrådgivere, statsamterne,
skilsmissedomstolene og børnebidragskontorerne tale
med om, hvis ikke de havde tavshedspligt. (7)
Mediernes romantisering
af ægteskabet
Sådan som situationen tegner sig set på baggrund af
Martinus’ kosmiske analyser, er medierne – måske oftest
ubevidst - i høj grad medvirkende til at viderebringe og
opretholde de ret beset falske forestillinger og ’drømme’,
der hersker omkring parforholdet og ægteskabet. Det
gælder de mange bøger, film og tv-serier, som mere eller
mindre ensidigt romantiserer og forgylder forelskelsen
og ægteskabet, og som foregøgler unge ubefæstede og
uerfarne sjæle, at livet sammen med den udkårne ’eneste
ene’ og afkommet er udtryk for den højeste lykke i
tilværelsen.
Sandsynligvis er det en væsentlig grund til, at forestillingerne
om det fuldendte romantiske bryllup mellem den
hvide, ’uskyldsrene’ brud og den charmerende, galante
og beskyttende brudgom, som vil gå gennem ild og vand,
for til slut at vinde sin udvalgte elskedes gunst, stadig er
meget udbredte. TV-udsendelser fra kirkelige bryllupper
mellem især kendte og allerhelst royale personer hører