Blad nr. 3.indd - Sønderbro Horsens

Tekst: Ebbe Elm
Foto: Jørgen Sixhøi
Den første søndag i advent d. 27. november
2011 skal vi fejre Sønderbro Kirkes
40 års jubilæum. Den kongelige bygningsinspektør,
Niels Vium, der har tilsyn
med kirken, har kaldt Sønderbro Kirke
det måske vigtigste bygningsværk i dansk
bygningshistorie, og det skyldes især lyset
i kirken. Også professor Nils Madsen fra
arkitektskolen i Århus, gav i forbindelse
med kirkens 35 års fødselsdag udtryk
for, at han regner arkitekten bag Sønderbro
Kirke, Paul Niepoort for en af de
fem største arkitekter Skandinavien har
fostret. I Arkitekternes fagblad ”Arkitektur-2-1973”
hed det, under overskriften
Kirke – skulptur: ”Sønderbro Kirke i Horsens
er en arkitektonisk skulptur, et tidløst
kunstværk, der tilmed er funktionelt”.
Uberørt af byens travlhed står det
underligste hus
For os, der har vores gang i Sønderbro
Kirke, er den som mødested og andagtsrum
til daglig inspiration og glæde. Sønderbro
Kirke er ikke bare en af Horsens’
vigtigste seværdigheder. Den løfter Sønderbro
kvarteret og udfordrer den moderne
tilværelse. Det er der særligt én salme, der
udtrykker: ”Uberørt af byens travlhed og
trafikkens tunge brus, som et helle midt i
larmen, står det underligste hus” (DDS
nr. 331). Det er lykkedes for arkitekt Paul
Niepoort og ingeniør Erik Friis at få naturens
lys til at gå smukt i forening med
Livets lys. For lyset i kirkerummet er
nemlig konstant skiftende, så det afspejler
årstiderne og er med til at påvirke kirkegængernes
sindsstemning.
Friis, Niepoort og Arne Thomsen
Side 8
Lysets kirke på Sønderbro har 40 års jubilæum
Lyset er kirkerummets eneste udsmykning.
Lyset, er kirkens eneste udsmykning
gennem genspejlinger fra ”lystårne”, ”lyskastere”
og ”lys-snegle”. De fem ”lystårne”
leder det himmelske lys ned fra
oven. De seks ”lyskastere” afbøjer lysets
stråler fra syd i 90 graders retning, før det
føres ind i kirkerummet med et blåligt klart
skær. Fra søjlerne i samme side vokser de
stærkt foldede loftsplader ud som asymmetriske
hvælvinger, der bøjer det indirekte
lys opad og fremad og skaber nye
lysspejlinger, der får de ellers så tunge
betonpiller til at virke lette og transparente
som den teltdug, der blev spændt
ud over Pagtens Ark. ”Lys-sneglene” helt
oppe i koret bøjer alle lysets farver ind mod
korbuen og fremhæver lysets gyldne og
varme træk. Det er i mødet mellem disse
tre lysspejlinger mellem ”lystårne”, ”lyskastere”
og ”lys-snegle”, at der kan skabes
tredimensionelle lysvirkninger, som om
Lyset selv er levende tilstede og bevæger
sig i rummet under gudstjenesten.
Kirkerummet som evighedens rum
Kirkerummet er orienteret mod øst og
Horsens fjord, der hvor solen står op. ”Jeg
er verdens lys” siger Jesus (Joh 8,12).
Lyset er den side af Gud, der spreder
mørket. Uden lys intet liv, som det hedder
i Johannes prologen: ”I ham var liv,
og livet var menneskers lys. Og lyset skinner
i mørket, og mørket greb det ikke”.
Rummet er skabt til gudstjeneste, og siden
321 har den kristne helligdag været søndagen,
(på engelsk Sunday) solens dag.
I Kristus blev Gud menneske, og han blev
opfattet som den nye sol. Tænk blot på
Ingemanns berømte morgensalme ”I østen
stiger solen op”, hvor det i 3 vers hedder:
”Du soles sol fra Betlehem.
Mødestedet mellem det himmelske og
det jordiske
Sådan bliver kirkerummet mødestedet
mellem det himmelske og det jordiske lys.
Gudstjenesterummet har altså en spejlfunktion.
Som skabte i Guds billede kan
vi genspejle det guddommelige lys. En
fransk biskop har udtrykt det således:
”Ethvert sandt kunstværk har et sakralt
præg, fordi det afspejler, at kunstneren har
evnet at opdage den religiøse dimension
i tingenes kerne. Den kristne kunst skal på
en gang være så engagerende i tiden som
overhovedet muligt, og så tidløs, så åndelig,
som overhovedet muligt. Den er på
ingen måde et kompromis, men en uopløselig
forbindelse af ånd og materie”. (M.
Drouzy i Kirkebygning og teologi s.195).
Kirkens første præst gennem 25 år, Arne
Thomsen, der mere end nogen anden har
været med til at præge huset, udtrykker
dobbeltheden på denne måde: Rummet er
som en skål indrettet - ikke til selv at være
noget, men til at rumme noget - til at modtage
lyset, som kommer fra oven og fylder
den, og gør den levende. Rummet er i sig
selv en kristen prædiken med det særprægede
enkle ”lyskors” foran alteret som
brændpunkt”.
For den allerførste menighed i Sønderbro
blev det afgørende, at dørtrinet mellem
det hellige rum og det daglige rum blev så
lavt som muligt. ”Et mødested til hverdag
og fest” blev Sønderbro Kirke kaldt. Med
to hjertekamre: Sognelokalet til livsoplysning
og fællesmøder, og kirkerummet.
Mødestedet mellem støv og ånd
I forordet til Nordens Mytologi 1832 taler
N. F. S. Grundtvig om mennesket som et
guddommeligt eksperiment af støv og ånd,
der skal vekselvirke og gennemtrænge hinanden
og klares i tusind led. I Grundtvigs
salme Gud Herren så til jorden ned (DDS
nr. 493) skriver Grundtvig i 5. og 6. vers: