Oversigt over Sindssygeasylernes Virksomhed Aaret 1903 - SSB

I 04 1903.
fritages for en Isolation, som han i de fleste Tilfælde ikke føler som nogen
Ubehagelighed.
Tager jeg for mig Listen over de Patienter, som i Aarets Lob (1903)
har været isolerede, er først at bemærke, at det paa en eneste Undtagelse nær
dreier sig om kroniske Tilfælde. Den ene Undtagelse var en maniakal Kvinde
med stærk motorisk Uro og vedvarende hoirostet Prat og Skrig. Hun forstyrrede
Freden overalt, hvor kun korn hen, og viste sig som et rent Irritament
blandt de andre. Det er muligt, at man paa et mere moderne indrettet og
med et talrigere Pleiepersonale forsynet Asyl vilde have kunnet undgaa at
isolere hende. Men meget vilde derved neppe været vundet. Hun er senere
udgaaet helbredet. De andre er som sagt alle kroniske Tilfælde, Forpleiningspatienter.
Det er dels Paranoikere, som ikke kan afholde sig fra Haandgribeligheder,
dels irritable og impulsive Demente, som for et godt Ord farer løs paa
den første den bedste med Slag, Spænd, Lugging og Kloring, eller som knuser
Vinduer og Husgeraad, eller som med Skrig, Skraal og Skjænderi forstyrrer
Roen paa Afdelingen. Naar de er fjernede, føles det som velgjørende Stille
efter Uveir paa Stuen.
I et Tilfælde gjaldt det en brutal Observationspatient, som, naar han var
i det Lune, ingen Voldsomhed skyede; i et andet en Epileptiker, som under
sine Anfafd i vildt Raseri for løs paa den første den bedste, som kom i hans
Vei. Nogle Gange har ogsaa med god Ret raa og uanstændig Tale og
usømmelige Gebærder og Tilnærmelser været Indikationen.
Jeg tror, at man i alle disse Tilfælde har opnaaet saa store Fordele, at
Isoleringen maa betegnes som en meget vel motiveret Forholdsregel, selv om
man bare ser Sagen fra Asylets eller fra det øvrige Belægs Side. Men jeg har
heller ikke Indtrykket af, at disse Patienter, hv or om der her er Tale,
som Regel føler Isolationen som nogen Brutalitet mod sig. Oftest bliver de
snart rolige, naar de kommer i Ensomhed, og enkelte beder selv om at faa
komme ind paa Isolationsrummet; de føler det som en Lindring at komme
væk fra de hidsende Omgivelser. Men selv om der maa Kraftanvendelse til,
saa man med ,Beklagelse maa indrømme, at Fjernelsen af den Syge minder
om en voldsom Arrestation, maa som Regel Hensynet til den Enkelte vige for
Hensynet til de Mange. Jeg har seet Scener paa Udlandets mest moderne
Asyler, hvor den voldsomme Syge, efter at være overmandet i Slagsmaal med
Sygepleiere og Assistentlæger, maatte finde sig i at faa en Hyoscininjektion, og
jeg kan ingenlunde indrømme, at dette saa mere tiltalende ud, selv om det
endelige Resultat blev, at den Syge forblev paa Stuen. Jeg er ikke i Tvivl
om, at det for alle de andre Syge og kanske ogsaa for ham selv vilde have
været det Bedste, om han strax var bleven fjernet.
Isoleringen har kun i et Par Tilfælde varet længere end 2 Timer, ofte
kortere, og den er aldrig gjentaget samme Dag for samme Syge. Dette Sidste
taler ogsaa for, at den har virket som beroligende Middel.
En Ting paasees altid : det overlades ikke til Pleiepersonalet at foretage
Isolering paa egen Haand.