T - Ansgars Kirke

Af sognepræst
Agnete Holm Hvidt
side 3
en lille smule om
vulkaner
For nylig kom vi til at opleve et
naturfænomen, som ingen af os havde
nogen som helst forventning om. Oppe
på Island åbnede sig en sprække i
isen, og røg og ild og aske begyndte at
vælde frem. Men efter som udbruddet
voksede i styrke, dækkede aske og nedfald
snart markernes vintergule græs,
så hele landskabet med eet lignede
parkeringspladsen ved Føtex eller et
dommedagssceneri. Det var først en
tragedie for bønderne omkring Eyrfjellajókúll.
Og for hestene. Da asken blev
ført med vindstrømmene højt oppe i
atmosfæren, blev det et problem for
os alle her på den nordlige halvkugle.
Vi kunne ikke mere flyve. Vi kunne ikke
mere gøre, som vi ville.
Både turistrejser og vigtige konferencer
blev aflyst, fordi flyene stod som forstenede
på banerne i lufthavnene.
Alle ved, hvor meget vi hele tiden udveksler
informationer og varer som
følge af vores globaliserede økonomiske
verdensorden. Alle ved, hvor stor en
mængde af mennesker, der rejser som
turister. Alle ved, hvor spredt mange
familier bor. Hvad enten man vil handle
eller holde sammen på sit personlige liv,
er vi afhængige af transport over lange
afstande. Vi ved, at vi er afhængige.
Men vi tænker ikke på det til hverdag.
Så længe som mulighederne er åbne,
savner vi ingenting. Og vi er vant til at
gøre, hvad vi vil.
Jo mere teknik, jo mere kan vi gøre,
hvad vi vil. Det er simpelthen hensigten
med hele den moderne kultur at være
uafhængig.
Men naturen viser stadigvæk sin overrumplende
styrke. Inden for de seneste
få år har vi oplevet tsunamien, flere
jordskælv og nu sidst vulkanudbruddet
på Island.
Hver gang må vi erkende, at vi er og
bliver afhængige af naturens balance
og dens uforstyrrede hvilen i sig selv,
hvis vi skal opretholde et godt liv på
jordkloden. Det er nærliggende for os
at glemme det, fordi vi akkurat er blevet
dygtige til at beskytte os imod naturens
overraskelser. Men når det ”virkeligt
store” sker, er det en påmindelse
om, at vi dybest set er afhængige, og
at jordklodens skrøbelige harmoni er
forudsætningen for vores lykke.
Hvordan taler vi om vulkaner og Gud?
Før i tiden så man naturkatastrofer
som en manifestation af Guds indgriben.
Nogen har forklaret ilden omkring
Moses på Sinaibjerget som et vulkan-
udbrud. Syndfloden som en tsunami.
Naturligvis har fortidens mennesker villet
forklare hændelserne religiøst. Man
havde jo ingen naturvidenskabelige
forklaringsmodeller som dem, vi bruger
i dag. Videnskaben kan i dag klart
beskrive omstændighederne omkring
vulkanens udbrud.
Men også religionen kan i sit eget
sprog, billedsproget, udlede noget
af den naturbegivenhed, vi har overværet:
Vulkanen er med sit opbrud af
ild fra undergrunden et vidnesbyrd om,
at der dybt i vores liv og under vores
hverdagsfundamenter er en uregerlig
kraft, som overstiger hvert et forsøg på
beherskelse. Ilden i jordens indre er et
billede på, hvordan døden huserer under
os og ikke vil lade sig beskrive eller
underkue. Der er en overmagt, som
trods alle tiltag fra vores side får sin
vilje, når det kommer til stykket. Den
erkendelse er rystende.
Og dog er det den erkendelse, der gør
os til bevidste, voksne mennesker. For
den som ikke har indset sin egen endelighed,
mener at have ret til at gøre,
som man vil. At indse, at ens tid er begrænset,
er det samme som at indse, at
ens magt er begrænset.
fortsættes side 4