Rejsemål: Dannelse! - Statens Museum for Kunst

De indfødte
Omkring Den spanske Trappe
Julius Friedlænder, dansk (1810-1861):
Det øverste parti af Den spanske Trappe i Rom, 1847.
Midt på trappen ser vi samme Peppo, som Andersen
skriver om.
Et af de mange steder, der var omdrejningspunkt for de danske kunstnere i Rom, var området
omkring Den spanske Trappe. Her fandt malerne mange af deres modeller, oftest klassisk smukke
kvinder i traditionelle italienske dragter, der svarede til danskernes idealiserede forestillinger om
italienerne. Ofte blev italienerne beskrevet som sorgløse, uden spor efter virkelighedens realiteter
med fattigdom og frustrerende sociale forhold.
Har vi i dag særlige forestillinger, måske endda fordomme, knyttet til Italien og italienerne?
Også Andersen færdedes dagligt her og fandt nogle af sine ”modeller” som fx her, hvor
Improvisatorens hovedperson, Antonio, fortæller:
En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet:
”onde Peppo”, eller ogsaa ”Kongen paa den spanske Trappe”, hvor han daglig havde sin
Residents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han fra sin tidligste Barndom
faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en
Rem, der holdt et løst Bræt, og ved Hjelp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem,
som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, paa den spanske Trappe,
tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: ”bon giorno!” til alle Forbigaaende, og det
endog efter at Solen var nede. Min Moder holdt heller ikke meget af ham, ja skammede sig endog
over Slægtskabet, men for min Skyld, sagde hun ofte til mig, holdt hun Venskab med ham. Han
havde det paa Kistebunden, vi Andre skulde lede efter, og naar jeg holdt mig gode Venner med
ham, var jeg den eneste, der kunde arve, gav han det ikke til Kirken. Han havde ogsaa, paa sin
Maade, en Art Kjærlighed for mig, dog følte jeg mig aldrig ret glad i hans Nærhed. Engang havde
jeg været Vidne til en Scene, som havde vakt min Frygt for ham, ligesom den characteriserer hans
Hjertelag. - Paa et af de nederste Trin af Trappen sad en gammel Tigger og raslede med sin lille Blikbøsse,
for at Folk skulde stikke en Bajok deri. Adskillige gik min Onkel forbi, uden at hans sledske
Grinen eller Svingen med Hatten hjalp; ved sin Taushed udrettede den Blinde langt mere, de gave
ham; Tre havde gjort det, nu kom den Fjerde og kastede en Skilling til ham. Længere kunde Peppo
ikke holde det ud; jeg saae hvorledes han, som en Slange, bugtede sig ned af Trappen og slog den
Blinde i Ansigtet, saa han tabte Penge og Stok.
”Din Tyv!” skreg min Onkel, ”skal Du stjæle Pengene fra mig! Du som ikke engang er en ordentlig
Krøbling! Kan ikke see! det er den hele Skavank han har; og saa tager han mig Brødet af Munden!”
[Imp.,1. del, kap. 1]
Der er dog ikke bare tale om et konkret motivisk sammenfald mellem malerne og Andersen (se fx
Friedlænders billede). Forfatteren lærte af malernes måde at arbejde på med indsamling af hurtige
skitser, skriftlige såvel som tegnede, der fastholdt landskaber, arkitektur og folkelige optrin. Resultatet
blev, at både malere og forfatter indfangede den italienske virkelighed med en nyvunden
umiddelbarhed og realisme. Men Andersens billede af Italien er ikke det idylliske postkortmotiv,
som malerne måske i nogen grad lænede sig op ad, men gengiver også et mere nuanceret billede.
At Andersen selv er klar over denne forskel, afspejles i Improvisatorens lidt ironiserende skildring af
den danske maler Frederik, Federigo: