Rejsemål: Dannelse! - Statens Museum for Kunst

Rejsemål: ejsemål: Dannelse!
Dannelse!
”At rejse er at leve”
skrev H.C. Andersen (1805-
1875). Men hvorfor rejser vi
egentlig – og hvad betyder det
for os?
Ernst Meyer, dansk (1797-1861):
H.C. Andersen som yngre.
Brystbillede, profil t.v.
I 1800-tallets begyndelse var det at rejse ofte forbundet med besvær og store fysiske anstrengelser.
Lange strækninger blev tilbagelagt til fods eller i dårligt affjedrede hestevogne. Mad og
overnatningsmuligheder var heller ikke altid de bedste. Da H.C. Andersen ankommer til Rom,
skriver han til veninden Henriette Wulff:
”Griseriet overgaaer den mest skiedne Phantasie! I sex Nætter sov vi kun en Nat, vi maatte for Utøi
ty ned i Staldene. Meister Floh spiller en stor Rolle og synes at nedstamme fra Hanibals Elephanter;
Fluerne ere giftige og jeg havde, blot paa den ene Haand 137 Stik, vore Ansigter opsvulmede, vi
leed stor Smerte og maatte næsten være i Klæderne den hele Uge; af Søvn og Sult kunde vi
næsten intet føle for den dejlige Natur. Hanekamme stegt i Olie, raadne Æg og Figen var det vi
opholdt Livet med.” [Brev til Henriette Wulff okt. 1834]
Nogen magelig charterrejse var det bestemt ikke, og alligevel stod de danske guldalderkunstnere i
kø for at modtage et rejselegat, der kunne bringe dem ned over Alperne – hvorfor var det så vigtigt
at komme af sted, og hvorfor lige Italien?
Det er klart, at sol, varme og det eksotiske, anderledes også dengang spillede en væsentlig rolle.
Men for en kunstner var rejsen på den tid mere end det. Siden den kulturperiode, vi kalder
renæssancen, fra ca. 1500-tallet, var det blevet betragtet som en absolut nødvendighed, at en
seriøs kunstner rejste til Rom for at studere den antikke kunst og arkitektur. Senere blev
renæssancens ”genfødsel” af antikken også en attraktion. Kunstnere som Rafael og Michelangelo
spillede en vigtig rolle. På en dannelsesrejse måtte man studere fortidens store mestre, før man selv
kunne gøre sig forhåbninger om ”at finde sig selv” og om at blive til noget.
”Mod det store Alt ere vi nix!”
Også H.C. Andersen måtte af sted. Et rejsestipendium fra fondet Ad usus publicus (til folkets brug)
blev søgt og modtaget. Fondet kunne søges af unge kunstnere og videnskabsmænd, formelt var
det kongen, der uddelte midlerne.
Den 22. april 1833 begyndte rejsen - turen gik ned gennem Tyskland, Frankrig og Schweiz med
mange stop undervejs og først den 8. oktober finder vi ham i Firenze. Her opsøgte han byens
mange kunstskatte, og kunstsamlingen Uffizierne blev studeret nøje. Længe sad han foran den antikke
marmorskulptur Venus Medici og sammenlignede den med Tizians maleri af samme gudinde
på væggen bagved. Til veninden Henriette Wulf skriver han et par dage senere:
”Titians Venus er den jordiske Skjønhed i al sin Fylde, men den mediciæiske, er den himmelske! Jeg
har siddet over en Time for hende; Marmorøiet uden Seekraft fik ved alle Delenes Harmonie et
mægtigt Liv!, - der seer man dog at Guderne ere udødelige! Ståaer hun ikke ung og levende der,
fra Slægt til Slægt, og selv som Marmor smelter Hjertet.”[Brev til Henriette Wulff okt.1834]

http://www.eugwiss.udk-berlin.de/schmid/odahtml/odaVI.1.3.html
Hvorfor tror du HC. Andersen beskriver Titians Venus og Venus Medici
som henholdsvis den jordiske og den himmelske Venus?
I romanen Improvisatoren fra 1835 bruger han det også:
”I det lille ottekantede Kammer hænger kun udvalgte Mesterværker, men alle forsvinde de for det
levende Steenbillede her, den medicæiske Venus! Jeg har aldrig seet sligt Livsudtryk i Stenen!…der
er Gudinden selv, født af Havets Skum, der staaer for os. Paa Væggen bag Statuen hænge to
prægtige Venus-Billeder af Titian, det er skjønheds Gudinder i Liv og Farver, men kun den jordiske
Skjønheds, det rige yppige, Marmorgudinden er den himmelske!…hun staar mig, ikke som Billede,
men lys og levende, skuende mig ind i Sjælen med sit Marmor-Øie…” [Improvisatoren, 1. del, kap.
11]
En time tilbragte han foran Venus! Hvad tænkte han?
Gennem citatet får vi et lille indblik i hans tanker, men en time er
temmelig længe … Hvor tit sker det, at du bruger så lang tid på at
betragte noget?
Citatet fortæller os både noget om H.C. Andersens personlighed,
om den rolle, kunsten kunne have på hans tid, og måske også noget
om forskellene på dengang og i dag.
Venus Medici. Romersk kopi efter hellenistisk original. 2. årh. f.Kr. Marmorudgaven, som
Andersen betragtede med stor begejstring, var i 1660 blevet fundet i Hadrians Villa ved
Tivoli. I 1717 blev den flyttet til Uffizierne. Lige siden statuen blev fundet, var den blevet
beundret som oldtidens smukkeste venusfremstilling og idealet af kvindelig skønhed
Mødet med Firenzes storslåede kunstsamlinger overvældede den 28-årige Andersen - og slog ham
ud:
”Gid jeg nu var ”kun 17 Aar” og havde de samme Følelser og Ideer som nu, da skulle der nok blive
noget af mig, nu seer jeg kun at jeg intet veed, intet kan, og Livet er saa kort, hvor skal jeg dog
lære det uhyre Meget! Det er en Følelse jeg aldrig har kjendt, den gjør mig inderlig bedrøvet!”
[Brev til Henriette Wulff okt. 1834]
Hvordan skulle han som kunstner komme videre herfra? Så mange fantastiske kunstnere havde
levet før ham, havde skabt kunstværker, som han følte var så meget bedre, end han i sin vildeste
fantasi kunne drømme om at skabe …
Men som turen skred fremad, overvandt Andersen følelsen af ikke at kunne noget. Indtrykkene fra
dannelsesrejsen blev bearbejdet i dagbogen, i breve og små tegninger. Til sidst begyndte Andersens
første roman at tage form – Improvisatoren, der udkom i 1835 og blev et gennembrud for forfatteren.
I denne proces spiller mødet med de danske guldalderkunstnere også en rolle. Samlingspunktet
for de danske kunstnere var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen 1770-1844, der havde boet
i Rom i 36 år. Thorvaldsen var den første dansker, Andersen opsøgte, da han kom til Rom.

Ditlev Martens, tysk (1795-1864): Pave Leo
XII aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder
ved Piazza Barberini 18. oktober
1826, 1828-29
Thorvaldsen havde flere værksteder i Rom
på samme tid.
Da Andersen besøger ham, er han en
anerkendt kunstner, der modtager
bestillinger fra hele Europa.
”Den By af alle Byer i Verden, hvor jeg snart følte mig som
født og hjemme…”
Rom
Når vi rejser ud, ser vi nye steder, oplever andre måder at gøre tingene på, træffer personer, vi ellers
ikke ville have mødt. At rejse kan være et møde med det fremmede. Det, der er noget andet end
os selv, kan være med til at forandre os. Måske tænker vi i mødet med det fremmede: ”Sådan er
jeg ikke, det kan jeg ikke li!” eller ”Sådan vil jeg også gerne være!”. Begge dele er med til at
påvirke, hvem vi er, eller bliver.
H.C. Andersen bliver hurtigt en del af den danske kunstnerkoloni i Rom. Man fejrede jul, mødtes,
spiste og tog på udflugter sammen. Dagene gik for Andersen med at vandre gennem byen, hvor
han opsøgte antikke mindesmærker, byens utallige kirker og imponerende kunstsamlinger. Han
samlede stemninger, udsigter, personer, optrin til sig – alt gjorde indtryk, påvirkede ham og en del
fandt en plads i hans litteratur.
Constantin Hansen, dansk (1804-1880):
Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837
Ditlev Blunck, dansk (1798-1854):
Danske kunstnere i osteriet La Gensola i
Trastevere, 1837. Thorvaldsens Museum.
Foto: Hans Petersen

De indfødte
Omkring Den spanske Trappe
Julius Friedlænder, dansk (1810-1861):
Det øverste parti af Den spanske Trappe i Rom, 1847.
Midt på trappen ser vi samme Peppo, som Andersen
skriver om.
Et af de mange steder, der var omdrejningspunkt for de danske kunstnere i Rom, var området
omkring Den spanske Trappe. Her fandt malerne mange af deres modeller, oftest klassisk smukke
kvinder i traditionelle italienske dragter, der svarede til danskernes idealiserede forestillinger om
italienerne. Ofte blev italienerne beskrevet som sorgløse, uden spor efter virkelighedens realiteter
med fattigdom og frustrerende sociale forhold.
Har vi i dag særlige forestillinger, måske endda fordomme, knyttet til Italien og italienerne?
Også Andersen færdedes dagligt her og fandt nogle af sine ”modeller” som fx her, hvor
Improvisatorens hovedperson, Antonio, fortæller:
En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet:
”onde Peppo”, eller ogsaa ”Kongen paa den spanske Trappe”, hvor han daglig havde sin
Residents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han fra sin tidligste Barndom
faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en
Rem, der holdt et løst Bræt, og ved Hjelp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem,
som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, paa den spanske Trappe,
tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: ”bon giorno!” til alle Forbigaaende, og det
endog efter at Solen var nede. Min Moder holdt heller ikke meget af ham, ja skammede sig endog
over Slægtskabet, men for min Skyld, sagde hun ofte til mig, holdt hun Venskab med ham. Han
havde det paa Kistebunden, vi Andre skulde lede efter, og naar jeg holdt mig gode Venner med
ham, var jeg den eneste, der kunde arve, gav han det ikke til Kirken. Han havde ogsaa, paa sin
Maade, en Art Kjærlighed for mig, dog følte jeg mig aldrig ret glad i hans Nærhed. Engang havde
jeg været Vidne til en Scene, som havde vakt min Frygt for ham, ligesom den characteriserer hans
Hjertelag. - Paa et af de nederste Trin af Trappen sad en gammel Tigger og raslede med sin lille Blikbøsse,
for at Folk skulde stikke en Bajok deri. Adskillige gik min Onkel forbi, uden at hans sledske
Grinen eller Svingen med Hatten hjalp; ved sin Taushed udrettede den Blinde langt mere, de gave
ham; Tre havde gjort det, nu kom den Fjerde og kastede en Skilling til ham. Længere kunde Peppo
ikke holde det ud; jeg saae hvorledes han, som en Slange, bugtede sig ned af Trappen og slog den
Blinde i Ansigtet, saa han tabte Penge og Stok.
”Din Tyv!” skreg min Onkel, ”skal Du stjæle Pengene fra mig! Du som ikke engang er en ordentlig
Krøbling! Kan ikke see! det er den hele Skavank han har; og saa tager han mig Brødet af Munden!”
[Imp.,1. del, kap. 1]
Der er dog ikke bare tale om et konkret motivisk sammenfald mellem malerne og Andersen (se fx
Friedlænders billede). Forfatteren lærte af malernes måde at arbejde på med indsamling af hurtige
skitser, skriftlige såvel som tegnede, der fastholdt landskaber, arkitektur og folkelige optrin. Resultatet
blev, at både malere og forfatter indfangede den italienske virkelighed med en nyvunden
umiddelbarhed og realisme. Men Andersens billede af Italien er ikke det idylliske postkortmotiv,
som malerne måske i nogen grad lænede sig op ad, men gengiver også et mere nuanceret billede.
At Andersen selv er klar over denne forskel, afspejles i Improvisatorens lidt ironiserende skildring af
den danske maler Frederik, Federigo:

”Der ligger mit skidne Itri!« raabte han og pegede paa Byen foran
os. »Du troer det neppe, Antonio! men jeg har i Norden, hvor
Gaderne ere saa rene, saa regelmæssige og afmaalte, ret længtes
efter en rigtig skiden italiensk By; en saadan har noget
characteristisk, just Noget for en Maler. Disse snevre, smudsige
Gader, graae, skidne Steen-Altaner med Strømper og Klokker
paa, Vinduerne uden Orden, et oppe, et nede, nogle store, andre
smaae, her en Trappe fire til fem Alen op for at naae Døren, hvor
Mutter sidder med sin Haandteen, og saa et Citrontræ med store,
gule Frugter ud over Muren, ja det kan blive et Maleri! men disse
cultiverede Gader, hvor Husene staae som Soldater, hvor Trapper
og Kanapper beskjæres, kan man aldrig faae Noget ud af.”
”Her er Fra-Diavolos Fødeby!« raabte de inde i Vognen, da vi rullede
ind i det snevre, smudsige Itri, som Federigo fandt saa
malerisksmuk. Byen ligger høit paa en Klippe ved den dybe Afgrund;
Hovedgaden var paa de fleste Steder kun bred nok for een
Vogn. De fleste Stue-Etager vare uden Vinduer, i disses Sted en
stor, bred Port, gjennem hvilken man saae som ned i en mørk
Kjælder; overalt opfyldt med skidne Børn og Koner; Alle rakte
Haanden frem for at tigge. Konerne loe, og Børnene skreg og vrængede med Munden af os. Man
turde ikke stikke Hovedet ud af Vognen, for ei at faae det knuust mellem den og de fremspringende
Huse, fra hvilke Steenaltanerne paa enkelte Steder hang høit ud over os, saa det syntes, som
kjørte vi gjennem en Buegang. Sorte Vægge saae jeg til begge Sider, Røgen banede sig Vei
gjennem de aabne Porte op ad de sodede mure.
”Det er en deilig By,” sagde Federigo og klappede i Hænderne.”[Imp., 2. del, kap. 1]
”Jeg er en Barbar, der er kommet til Italien for at cultiveres”
Antikken
Generelt betragtede nordboerne italienerne som eksotiske, måske mere oprindelige, temperamentsfulde,
ja til tider primitive. Dette stod i kontrast til den ærefrygt, man betragtede italienernes
fortid med, antikken med dens ophøjede ro og idealiserede skønhed ikke mindst. For malernes vedkommende
fik det antikke motiv stor betydning
C.W. Eckersberg, dansk (1783-1853): Et parti
af det indre af Colosseum, 1815.
Bygningsværket står i dag som en ruin. Romerne
genbrugte i århundreder bygningsmaterialet
til andre bygninger. I 1744 blev
ruinen indviet til ihukommelse af kristne
martyrer, og der blev opstillet 14 bedesteder.
C.W. Eckersberg, dansk (1783-1853): Udsigt gennem
tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk.
Tordenskyer trækker op over byen, 1815-16.
Hvad er det nytænkende ved dette maleri? De landskabsbilleder,
Eckersberg malede i Italien, kom til at
få meget stor indflydelse på de kommende generationer
af malere i Danmark. I dag kan det være svært at
se, hvad det nye ved billedet er, men dengang vakte
det opsigt. Hvorfor?

Levende modeller er dyre. Antik arkitektur er der nok af!
Der var masser af antikke monumenter i Rom og i resten af Italien. Og endnu flere dukkede op.
Interessen for antikken betød, at arkæologerne havde nok at lave. Hjemmefra havde kunstnerne
læst og hørt om de betydeligste af de antikke værker. I Italien opsøgte de dem og studerede dem
grundigt. Eckersberg var en af de første af guldaldermalerne, der kom til Italien, og da han manglede
penge til levende modeller, begyndte han at male den antikke arkitektur.
Han lavede omhyggelige skitser på stedet. Arbejdede videre hjemme hos sig selv, og som noget
helt nyt blev billederne færdiggjort udenfor, foran motivet. Motiverne blev indfanget med en hidtil
uset friskhed i farven til forskel fra de malerier, der blev lavet i kunstnerens atelier. I dag synes vi,
farverne er vældig naturtro, men i guldalderen vakte de opsigt, og man fandt dem meget skarpe.
Eckersberg blev, da han kom til Danmark, professor på Kunstakademiet. Mange af guldalderkunstnerne
var elever hos ham, så hans arkitekturbilleder, og når de kom til Italien, opsøgte de de
samme steder som deres lærer og malede dem.
Også H.C. Andersen opsøgte stederne og brugte dem i sine skriverier, her er det Improvisatoren:
”Oppe i den mellemste Søilegang gik Folk, sikkert Reisende, der sildigt i det smukke Maaneskin
besaae denne mærkelige Ruin; en hvidklædt Dame var med i Selskabet. Endnu seer jeg tydeligt
dette sælsomme Malerie, hvor de kom til Syne, forsvandt og atter viste sig mellem Colonnerne,
belyste af Maaneskinnet og den røde Fakkel. Luften var saa uendelig mørkeblaa og Krat og Buske
saae ud som det sorteste Fløiel, hvert Blad aandede Nat. Mit Øie fulgte de Fremmede. Endnu efter
at de reent vare mig af Syne, saae jeg det røde Skjær af Faklen, men ogsaa dette forsvandt, og alt
rundtom var dødstille.
Bag et af de mange Træ-Altre, der staae Side ved Side inde i Ruinen og vise Christi Korsvandring,
satte jeg mig paa en sønderbrudt Capitel, der laae i Græsset. Stenen var kold, som Iis, mit Hoved
brændte, der var Feber i mit Blod; sove kunde jeg slet ikke og nu faldt det mig ind, alt hvad man
havde fortalt mig om denne gamle Bygning, om fangne Jøder, som havde maattet reise disse store
Steenblokke, for den mægtige, romerske Keiser; om de vilde Dyr, som herinde havde kjæmpet mod
hinanden, ja tidt endogsaa imod Mennesker, at Folket da sad paa Steenbænkene, der stige
trappeviis fra Jorden til den øverste Søilegang.” [Imp. 1. del, kap. 4]
HC.Andersen har skrevet en note til denne passage i bogen:
”Colosseum har en oval Form, er reist af Travertin-Steen, og med fire Etager, hver af disse i en
forskjellig Orden, dorisk, jonisk og korinthisk; det blev bygget under Vespasian, nogle og halvfjerdsindstyve
Aar efter Christi Fødsel; 12000 fangne Jøder arbeidede derpaa. Det har 80 Buer og dets
Omkreds anslaaes af de Fleste til 1641 Fod; der skal have været 86000 siddende Pladser omkring
Arena og øverst oppe 20000 staaende. Nu er Ruinen indviet til kristelig Gudstjeneste. “While
stands the Coliseum, Rome shall stand, / “When falls the coliseum, Rome shall fall; / “And when
Rome falls - the world –“ - Byron.” [Imp., 1. del, kap. 4]
Den skønlitterære fortælling får, med dens nøjagtige skildring af stedet,
næsten karakter af rejseguide.
Turistfoto 2004. Antikke mindesmærker som Colosseum bliver
stadig i dag anset af mange for at være vigtige turistmål.
Hvorfor er de så vigtige, hvad ville det betyde for dig at se
Colosseum?

”Mit Blod var som sydende Lava”
Napoli, Vesuv og kvinderne
”Mit Blod i stærk Bevægelse. Uhyre Sandselighed og Kamp med mig selv. Er det virkeligt en Synd
at tilfredsstille denne mægtige Lyst da lad mig bekjæmpe den; endnu er jeg uskyldig, men mit Blod
brænder, i Drømme koger mit hele Indre. Syden kræver vist sin Ret! jeg er halv syg”[Dagbogen, 23.
marts 1834]
Andersen noterer i dagbogen, at kommer han uskyldig fra Napoli, så tror han, at han vil forblive
uskyldig altid.
Carl Bloch, dansk (1834-1890):
Fra et romersk osteria, 1866
Italien var mere end bare klassisk almendannelse. Kunstnerne var unge, de var væk hjemmefra, der
var sol, varme og for tidens forhold – letpåklædte, smukke kvinder, der sendte de skandinaviske
mænd længselsfulde, ja måske endda erotiske blikke … De italienske kvinder spiller en rolle i malernes
privatliv. Men vi finder dem også i deres billeder. Hos Andersen er forholdet ikke helt ukompliceret.
Kvinderne skræmmer ham. Især i Napoli oplever han, at seksualitet og dyd sættes på en alvorlig
prøve. I Improvisatoren kommer dette også til udtryk:
”Hun var selv bevæget, jeg saae hendes Bryst hæve sig stærkt, hun løste en Sløife, for at
aande friere. ”De er mig værdig!” sagde hun, ”Aand og Skjønhed er enhver Qvinde værdig!”
hun lagde sin Arm om min Skulder og saae mig ind i Øiet; og med et Smiil, saa uendeligt talende,
sagde hun, ”og jeg kunde troe, at De kun drømte i en Idealverden! Fiinhed og Klogskab
har De, og de have Seiren mellem dem; derfor brændte Feber i mit Blod, derfor var jeg syg! -
De har kunnet gjøre alt ved mig! Antonio, Deres Kys, Deres Kjærlighed er min Drøm, min
Tanke!” - hun trykkede mig fast til sit Bryst, hendes Læber var Ild, den strømmede ind i mit
Blod, i min Sjæl, i min Tanke - -! Evige Guds Moder, dit hellige Billede styrtede ned fra Væggen
paa mit Hoved; det var ei ved Tilfældet, nei, Du rørte min Pande, greb mig, i det jeg vilde synke
ned i Lidenskabens Mal-Strøm.
”Nei! nei!” skreg jeg og sprang op, mit Blod var som sydende Lava.
”Antonio!” raabte hun, ”dræb mig! dræb mig, men gaae ikke fra mig!” - hendes Kinder, hendes
Øine, Blik og Udtryk var Lidenskab, og dog var hun saa smuk, et Skjønheds Billede, malet med
Flammer, jeg følte en Zittren i alle mine Nerver, og uden Svar forlod jeg Værelset, foer ned af
Trapperne, som om en ond Aand forfulgte mig.
Alt var Flamme udenfor, som i mit Blod; Luftstrømmen bølgede Varme, Vesuv stod i glødende
Ild, Eruptionerne oplyste Alt rundt om! Luft, Luft! forlangte mit Hjerte, jeg ilede ned paa Molo
ved den aabne Sø-Bugt, og satte mig tæt ved, hvor Brændingerne brødes. Blodet trængte mig
op i mine Øine, jeg kjølede min Pande med det salte Vand, rev min Kjole op, for at hver Luftning
kunde kjøle, men Alt var Flamme, Havet selv skinnede, som Ild, af den røde Lava, der væltede
ned af Bjerget! hvor jeg saae, stod hun malet med Flamme og saae mig med det bedende,
brændende Ildblik ind i Sjælen! ”dræb mig, men forlad mig ikke!” lød det for mit Øre; jeg pressede
Øinene til, vendte min Tanke mod Gud, men den sank tilbage, det var som Syndens
Flamme havde svedet dens Vinger. En ond Samvittighed maa kunne knuse, kan Tanken om den
saaledes lamme Mod og Styrke.”[Imp., 2. del, kap. 5]

Wilhelm Marstrand, dansk (1810-1873):
En romerinde i karnevalsdragt
Wilhelm Marstrand, dansk (1810-
1873): Frederikke Raffenberg, 1846
J.C. Dahl, norsk (1788-1857): Vesuvs udbrud
1820, 1821
Jeg var der! Jeg er her!
Når vi rejser, vil vi gerne fastholde det, vi ser og
oplever, både over for os selv, men også for at
vise andre, hvor vi har været, og hvad det betød
for os. Se, hvor smukt der var, hvor sjovt jeg
havde det, hvilke interessante ting jeg så! …
Portrættet af Frederikke Raffenberg er svaret på
vores tids turistfoto. Nogle fik portrættet malet,
mens de rejste, andre først når de var kommet
hjem. Men i alle tilfælde er der jo ikke ligefrem
tale om et snapshot – kompositionen er nøje
overvejet. Hvad fortæller portrættet af Frederikke
Raffenberg om hende, hvordan vil hun
gerne opfattes? Sammenlign evt. med portrættet
af romerinden i karnevalsdragt. Hvordan
opfatter vi hende?
En anden måde H.C. Andersen delagtiggør andre i sin rejse og dens betydning er hans små hurtige
tegninger, de mange breve, han skrev, dagbøger, der lige fra starten har karakter af at skulle læses
af andre, og endelig romanen Improvisatoren, som på mange måder opsummerer rejsen og de oplevelser,
han havde.

Overvej, hvilken betydning, postkort, snapshots, videooptagelser, mobiltelefon og internet har for
vores egen og andres opfattelse af vores rejser, af tid og sted?
At rejse er at blive en anden!
H.C. Andersen (1805-1875): Mit vindue i Rom, 1833-34.
Pen og blyant. Odense Bys Museer.
Fra udsigt til indsigt?
På Andersens rejse opsøger han en lang række seværdigheder, hvor kendskabet til dem gennem
mange århundreder er blevet betragtet som vigtige forudsætninger for, at man kunne betragte sig
selv som en dannet person. Hvad er dannelse? Og er der noget, der kan danne os på en bedre
måde end noget andet?
Andersen får på sin dannelsesrejse nogle erfaringer, der får ham til at se verden på en ny måde. Det
får indflydelse på den måde, han skriver, og romanen Improvisatoren blev hans litterære gennembrud.
Var det en tilfældighed, at det lige var dannelsesrejsen, der satte dette i gang? Kunne det
samme være sket på en tur til Sverige?
Tror du, at der kan være noget, der danner os mere end andet? Er der bestemte bøger, musik eller
malerier, der har sådan en kvalitet, at de bedre end andre ting kan være med til at danne vores personlighed?
Kan du komme i tanke om noget, der har betydet noget helt særligt for den måde, du er blevet
på? Og tror du, at det er de samme ting, der kan være med til at danne os alle? – Eller er det forskelligt
fra person til person? Kan det, der danner os, være det samme, som det, der var med til at
danne H.C. Andersen - fx Venus Medici eller Collosseum? Eller er der nogle andre kunstværker,
nogle andre steder, der danner os i dag?
Thailand
biblioteket
Ekstremsport
Improvisatoren ligger på det kongelige biblioteks hjemmeside:
www.kb.dk/elib/lit/dan/andersen/romaner/imp.dk
internettet
Badeland

Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50
1307 København K
Tlf.: 3374 8494
Her i Italien... H.C. Andersen og guldaldermalerne 12. februar - 12. juni 2005
Arrangeret af Hans Edvard Nørregård-Nielsen
Større grupper skal melde deres ankomst på tlf.: 3374 8484, mandag-fredag kl. 10-14
Omvisninger efter aftale med mindst 1 uges varsel på tlf.: 3374 8484, mandag-fredag kl. 10-14
Åbningstider: Tirs.-søn. kl. 10-17, ons. kl. 10-20, man. lukket
Tekst: Anne Grethe Uldall
Layout: Anne Grethe Uldall
Bo Jensen
Foto: SMK/ Jacob Skou-Hansen & Riccardo Buccarella
Hans Petersen
DOWIC Fotografi
Bo Jensen