dansk forfatterforening - Menneske

adikalise-res budskabet, for efter nu
at have gjort det første skal man så
kigge på det man har skrevet og sige:
Godt, det er sådan jeg lever, så lever
jeg sådan, så tager jeg konsekvensen
af det, så lægger jeg MÆRKE til, at det
er sådan jeg lever, og så skal jeg også
LEVE sådan som jeg skriver. Og så
begynder mantraet forfra. Dermed
bliver der sat en forskydningsproces i
gang som også er en udviklingsproces,
og den forekom mig at
føre mig dybere og dybere ind i det at
sige tingene lige ud ad posen, uden at
det på den måde blev til dagbog, eller
bekendelser. Men det gjaldt om at
komme fri af ideerne, forestillingerne,
klicheerne, det allerede vidste, og ind i
det uvidste, ubeskrevne - eller ikke
ubeskrevne, for alt er vel beskrevet,
men ind til MIN måde at skrive det på.
Borums ord, hvis det altså er hans, er
tæt på at være meningsløse og nogle
gange ved jeg ikke rigtig hvad de
betyder. Men alligevel kunne jeg bruge
dem til noget. Det er sådan set ikke
fordi jeg ikke kan se forbindelser
mellem digterens, eller forfatterens,
rolle og shamanens, jf. Morrison
ovenfor, som jo om nogen lavede kob-
lingen sanger-digter-shaman. Jeg tror
bare ikke at digteren, i hvert fald ikke
de fleste og slet ikke jeg, har noget at
gøre med at rejse ind i en eller anden
åndeverden, en transcendent
sandhed, en overjordisk verden. Hvis
jeg tror noget tror jeg mere, at
digteren, eller forfatteren, rejser ind i
diskursen, en eller anden diskurs,
mange diskurser, eller en i tiden
herskende diskurs, og lader den skrive
på sig, eller skriver den, og måske
nogen gange på måder som gør, at
folk pludselig ser den diskurs, eller ser
den igen, eller på en ny måde (og
måske kan det også give et andet syn
på "shamaner" - eller også var det
shamanerne havde gang i noget helt
andet). Men måske er det også noget
vrøvl, for en del af rejsen er måske
også at forsøge at skrive sig ud af
den, rejsen og diskursen, flette sig
omkring den, lege med den, svømme i
den, lade sig drukne i skriften og
diskursen, forsvinde i den, og dukke
op igen, eller aldrig igen. Jeg er
fascineret af det sted i sproget, eller
skriften, hvor transcendens og
immanens ophæver hinanden, som det
sker i mystiske tekster, i tekster af de