dansk forfatterforening - Menneske

Digte kan ikke planlægges.
Jo, det kan de godt. Der findes digtere
der i høj grad planlægger deres digte,
jeg kan bare tænke på min kollega
Niels Christiansen, hvem det ikke er
fremmed at lave dispositioner og
temabeskrivelser, inden han går i gang
med selve sagen. Og det kan der
komme fremragende poesi ud af,
hvorfor ikke? Jeg selv planlægger kun
på et meget overordnet niveau når jeg
skriver; jeg tænker meget i hele bøger,
det var noget der kom da jeg havde
mit eget undergrundsforlag, og i
forhold til bogniveauet gør jeg mig en
del tanker, planlægger en del, i forhold
til værdi-sæt, form, strategi, metode,
grund-stemning måske også. I sin
oprindelse blev Livet i nullerne skrevet
ud fra den kongstanke, at det skulle
være en bog, som gjorde alt det
forkerte i forhold til at skrive digte.
Hver gang jeg hørte f.eks. en litterær
kritiker komme med et eller andet
udsagn om hvordan man skriver gode
digte, tog jeg det som en inspiration til
at gøre det modsatte, eller i hvert fald
ikke lige dét. Senere hen renoncerede
jeg på en del af denne ”kompro-
misløse” metode, bla. i en erkendelse
af at det dog nok var en ide ikke
fuldstændigt utvetydigt at ville skrive
en bog, der var ulæselig - ikke at
komme læseren det mindste i møde.
Men det var faktisk, til at begynde
med, grundplanen. Men de enkelte
tekster har jeg som regel ingen plan
for; de skrives på en energi (totalt
tomt begreb, men uhyre brugbart,
sikkert netop derfor), en stemning, en
følelse, men som regel uden nogen
konkret ide om hvad der skal indgå.
Det er måske derfor jeg arbejder
meget ekspansivt; dvs. min arbejdsproces
går i høj grad ud på at skære
væk fra den abnorme omgang blæver,
jeg i første omgang producerer.
Det er uden betydning for
digtningen, og for dens betydning
for samfundet, om
”anerkendte” forlag og veluddannede
redaktører står bag
udgivelserne og ”anerkendte”
kritikere giver deres besyv med.
Igen: Både ja og nej. Altså: Selvfølgelig
har det en enorm betydning om
anerkendte forlag, med deres videns-