Bum-modellen og Fælles Sprog i den kommunale ældresektor.

højere grad kunne hjælpe hinanden med forstå og ikke mindst lære, hvad den nye rollefunktion
indebar, og hvordan den skulle håndteres og virkeliggøres.
Man kan ud fra det ny-institutionelle perspektiv tale om, at visitatorerne havde et behov for
sammen at skabe mening med den nye rollefunktion i forhold til deres gamle gruppelederrolle.
Ude i distrikterne blev dette vanskeliggjort af, at de blev påvirket af gruppeledernes og
medarbejdernes forestilling om, hvad visitatorernes rollefunktion skulle være. Der var mere tale
om forskellige distriktskonstruktioner fremfor en samlet visitatorkonstruktion, og denne
meningskonstruktion var svær at forene med den meningskonstruktion, som var blevet skabt
under uddannelsen, hvor der i forhold til BUM-modellen blev fokuseret på ensretning og klar
adskillelse mellem bestiller og udfører. De havde derfor svært ved at skabe mening med og
forholde sig til deres nye visitatoridentitet og derved også til deres nye rollefunktion og
rollerelationer – hvem er jeg nu og hvad er min funktion og relation til de andre aktører i det
institutionelle felt? Det var spørgsmål, der var svære at svare på, fordi visitatorerne netop stod i
en situation, hvor de blev påvirket af forskellige aktører med forskellige meninger og
forestillinger om, hvad den nye visitatorfunktion skulle bestå i. Samlet havde visitatorerne lettere
ved at få den nye visitatorfunktion tilpasset til deres identitet, fordi de sammen kunne udvikle og
ikke mindst opretholde en fælles mening med den nye rollefunktion og de nye rollerelationer.
Den nye fysiske og centrale placering har endvidere fået visitatorerne til at føle, at de er
kommet tættere på det politiske system. Deres nye leder fokuserer i højere grad på den politiske
kontekst. Ord som servicelov, serviceniveau og rettigheder er blevet en virkelig del af
visitatorernes arbejde og dagligdag. Deres bevillinger er nu i langt højere grad begyndt at blive
lavet på baggrund af og med fokus på serviceloven og det politisk vedtagne serviceniveau for
kommunens hjemmehjælp. Før indførelsen af BUM-modellen havde bevillingerne i langt højere
grad været styret af distrikternes økonomi, ligesom personlige følelser havde spillet en ikke
ubetydelig rolle i forhold til bevilling af hjemmehjælp.
Blev man som borger visiteret første gang i starten af året var sandsynligheden for at få hjælp
langt større, end hvis det første møde med plejesystemet foregik i december måned. Desuden
havde borgernes adresse stor betydning, fordi der kunne være stor forskel på den mængde af
hjælp, der blev visiteret i de forskellige distrikter. Det mærkede gruppelederne, når en borger
flyttede fra et distrikt til et andet indenfor kommunegrænsen. Og det var hverken tilfredsstillende
for personalet eller for borgerne. Før BUM-modellen oplevede gruppelederne det som
frustrerende at skulle skuffe en borger, fordi de var nødt til at skære i hjælpen, efter borgeren var
flyttet til et andet distrikt, selvom han eller hun stadig betalte det samme i skat. Men det var
økonomien og ikke serviceniveauet, der styrede bevillingerne, og der var stor forskel på, hvordan
gruppelederne fik budgettet til at hænge sammen. Efter BUM-modellen er det som tiltænkt
17