Bum-modellen og Fælles Sprog i den kommunale ældresektor.

mere eller mindre gjort det til en del af deres rollefunktion også at fungere som en slags
socialrådgiver, når de er på visitationsbesøg hos borgerne.
Ud fra det ny-institutionelle perspektiv kan man se dette som et eksempel på, at visitatorerne
selv har tillagt deres rollefunktion kompetencer, værdier og mening, som går videre end det, der
fra rollekonstruktørerne og omgivelserne var tiltænkt. Mikroniveauets anvendelse af
ændringerne har således fået betydning for, hvordan strukturerne og den medfølgende rolle er
kommet til at fungere i praksis. Hvis man vil forstå, hvorfor visitatorerne har tillagt deres rolle
socialrådgiverfunktionen, kan man se det som et udtryk for, at de søger at få deres
fagprofessionelle identitet til at hænge sammen med den nye visitatoridentitet. De ønsker, at
bevare oplevelsen af, at borgerne føler, at visitatorerne hjælper dem her og nu, og at der bliver
gjort noget ved deres problemer. Den oplevelse får visitatorerne ikke på samme måde i forhold
til bevillingen af hjælpen. De sender bestillingen til udførerne, og så er den ude af deres hænder.
Tidligere nød de at følge tingene til døren. ”Som gruppeleder var det godt at komme ud med egne øjne og
se, hvad er det den her borger har brug for. Love dem, at jeg sætter den her hjælp i gang her og nu og så gå tilbage
og finde de rigtige medarbejdere til at tage derud, det synes jeg var godt………Det kan jeg jo ikke nu. Som visitator
ser jeg nu, hvad de har brug for, og giver dem lovning på, at det har de krav på, men det er ingen garanti for……”
De fleste visitatorer har ikke været i tvivl, at det var nødvendigt at lave adskillelsen mellem
bestiller og udfører, fordi de følte, at det var svært at bevare overblikket, når man stod med
begge opgaver og ikke mindst økonomien at rette sig efter. Men ved at tillægge deres rolle
socialrådgiverfunktionen, kan de bedre forene sig med den nye visitatorfunktion, fordi værdien
og normen om ”her og nu hjælp” netop er en så vigtig del af deres identitet. Derfor er
socialrådgiverfunktionen nødvendig for at skabe mening med deres rollefunktion og ikke mindst
rollerelation til borgerne.
Selvbevidstheden omkring visitatorernes ansvarsområde kan man udfra ovenstående sige
eksisterer. Hvad der så mangler i forhold til BUM-modellen er en kontrol af, at de udfører deres
opgaver. Visitatorerne føler ikke, at de bliver holdt ansvarlige af nogen udefra. De holder
hinanden ansvarlige eller ”tjekker hinanden”, når de kommer ud til revisitationer. Så snakker de
sammen, hvis der er noget, de er uenige om, og det samme gælder i forhold til ledelsen, der
nogle gange tager med ud til visitationerne. Visitatorerne ser selv denne løsning som værende
god nok, da det har vist sig, at de bliver mere og mere ens i deres visitationer. Man kan så stille
spørgsmålstegn ved, om det er det rigtige og det ønskede, som de er ens om at udføre. Men
politikerne har i hvert fald fået deres ensretning.
Ifølge visitatorerne er årsagen til, at man ikke kontrollerer dem udefra, at man ikke ved,
hvordan det skal gøres. Det vidner om, at den specielle offentlige kontekst spiller en central
rolle. Andre undersøgelser af forskellige offentlige områder og sektorer har vist, at
19