Hent pdf-fil - Dansk Geologisk Forening

egentlige skovområder. I sådanne områder har floderne
formentlig væsentligst transporteret ler og silt.
Den vulkanske aske, der kendes fra de tydelige
askelag, såvel som det usynlige vulkanske støv, må
også have dækket landområderne i ’Europa’ og være
forvitret til de lermineraler (smektit), som findes i både
Fur og Ølst Formationerne (Nielsen 1974, Pedersen et
al. 2004). Ved Ølst er der aflejret ca. 5 m ler mellem
askelag –17 og +138, og ved Silstrup er det tilsvarende
moler ca. 20 m tykt (Andersen 1937b). Dette svarer til
6–7 m ler, under forudsætning af at lermineraler udgør
ca. 33 % af moleret (Pedersen et al. 2004). Dette tyder
på, at lermineralerne har været tilført med en eller
flere floder, og at leret er fordelt jævnt over store områder
af havbunden.
Kystlinien
Den præcise fordeling af hav og land i Tidlig Eocæn
kendes ikke nord og øst for molerområdet, fordi de
tertiære sedimenter er eroderet væk under den neogene
hævning og de kvartære glaciationer. I molerområdet
findes kun finkornede sedimenter, som er
aflejret på forholdsvist dybt vand. Man kan derfor
formode, at den nærmeste kystlinie har ligget mere
end 100 kilometer nord og øst for området (Bonde
1979, Knox et al. 2010).
Vanddybder og havbundens relief
Vanddybden er vanskelig at bestemme ud fra sedimenterne.
De fine partikler og den uforstyrrede lamination
viser, at moleret er aflejret på stillestående vand.
Der er ingen tegn på, at partiklerne blev omlejret af
bølgebevægelser. Dette antyder en minimumsdybde
på 50–75 m ud fra aflejringsmodellen (Fig. 54). Finkornet
sediment kan imidlertid aflejres i meget forskellige
miljøer, hvilket er en del af forklaringen på, at der
er fremlagt meget forskellige tolkninger. Forchhammer
(1835) tolkede Fur Formationen som en ferskvandsaflejring,
idet han mente, at det er mere sandsynligt at
finde insektfossiler i lakustrine end i marine aflejringer,
og idet han bestemte de fossile fisk som ferskvandsformer.
Tilsvarende nåede N.V. Ussing frem til at man
”af disse forskellige organiske Levninger…kan…
slutte.. at Moleret maa være aflejret ikke langt fra en
Syd Nord
Ferskvand, floder
Vind
Næringsrigt overfladevand
Upwelling
Iltfattigt vand optager næringsstoffer
Næringsfattigt
vand
Meget iltfattigt bundvand
Ringkøbing-Fyn
Diatomit
Højderyggen
Kyst og i roligt Vand, maaske i en lun Havbugt” (Ussing
1904: side 148). Denne tolkning blev støttet af
Henriksen (1922), som fandt, at insekterne repræsenterer
faunaen på en en strandeng og derfor formentlig
var aflejret i en lagune i kort afstand fra kysten. I
modsætning hertil sammenlignede S.A. Andersen
(1937b, 1944) Fur Formationen med nutidige diatomitter,
og nåede derved frem til at moleret var aflejret på
ca. 2000 m vand, muligvis under stagnerende betingelser.
Fiskefaunaen i Fur Formationen tyder på, at vanddybden
har været ganske stor, idet flere af fiskene er
fra grupper, der i dag lever på 300–500 m vand (se
Faktaboks 11). Store vanddybder, 300–600 m, er tolket
for den underliggende Holmehus Formation og det
overliggende Røsnæs Ler (Heilmann-Clausen 2006).
Kortet over dybden til kalkoverfladen (Fig. 3) viser
en svagt skrånende flade overpræget af lokale højdestrukturer
over saltdiapirerne. En havbund med et
relief har ofte en dårligere cirkulation langs bunden
og dermed en langsommere udveksling af bundvandet
med de overliggende vandmasser. Dette kan fremme
udviklingen af meget iltfattige forhold.
Kystparallel upwelling
Bonde (1979, 1987) har opstillet en aflejringsmodel for
Fur Formationen (Fig. 53, 54). En sydgående, vinddrevet
overfladestrøm i havet skabte en lang zone med
upwelling parallelt med kysten og hermed gunstige
livsbetingelser for diatomeerne og andet liv i den
øverste del af vandsøjlen. Zonen med upwelling
strakte sig et par hundrede kilometer ud fra den skandinaviske
kyst (Fig. 53, 54). Havstrømmene blev
drevet af dominerende nordlige vinde, påvist ved
spredningen af asken ud over Nordvesteuropa. Modellen
bekræftes af fund af diatomit i boringer i Nordsøen
nordvest for Jylland (Thomsen & Danielsen 1995,
Danielsen & Thomsen 1997). Muddersten i Balder
Formationen i Viking Graven er cementeret med kisel,
som kan stamme fra opløsning af diatomeer (Malm et
al. 1984). Olieefterforskningsboringer langs Norges
kyst nord for Stavanger og nordpå har påtruffet en
diatomit, som er aflejret fra Sen Paleocæn frem til
Tidlig Miocæn, og som er op til 800 m tyk (Neagu et
Ferskvand, floder
Fig. 54. Aflejringmodel for
Fur Formationen, nord-syd
gående profil, som viser
dannelsen af iltfrit eller meget
iltfattigt bundvand, og tilstrømningen
af næringsrigt
vand til overfladen efter Bonde
1979 og 1987.
Molerområdets geologi – sedimenter, fossiler, askelag og glacialtektonik · 111