Hent pdf-fil - Dansk Geologisk Forening

Sen Paleocæn og tidligste Eocæn (Fig. 4, 53) og muliggjorde
en migration af planter og landdyr mellem
Europa og Nordamerika.
I Sen Paleocæn blev der aflejret tykke sandstenslag
i den nordvestlige del af Nordsøen. Sedimenterne kom
væsentligst fra Shetland Platformen (Shetlandsøerne,
Hebriderne, Det skotske Højland og områder nordvest
herfor). Disse områder var præget af tektonisk hævning.
Store mængder af sand blev transporteret mod
øst og sydøst af turbiditstrømme og aflejret som store,
komplekse marine vifter (engelsk: submarine fans)
(Ahmadi et al. 2003). Den danske del af Nordsøen ligger
langt fra Shetland Platformen, og det ses i sedimenterne,
som her overvejende består af muddersten (Lista
Formationen) (Fig. 10). I den snævre Siri Canyon, som
strækker sig mod SV fra Sydvestnorge, findes dog
tykke legemer af sandsten, som er aflejret på dybt vand
af sedimentære tyngdestrømme (Schiøler et al. 2007).
I Tidlig Eocæn ændredes aflejringsmønstret. Muddersten
dominerede, og sand blev kun aflejret i mindre,
mere lokale vifter. Sedimenttilførslen skete væsentligst
fra deltaer, som byggede ud fra Shetland Platformen
og Det skotske Højland (Jones et al. 2003). I den danske
del af Nordsøen findes grå til sorte laminerede muddersten,
som tilhører den 10–50 m tykke Sele Formation.
Disse muddersten har et højt organisk indhold,
som giver en tydelig respons ved målinger af den
naturlige radioaktivitet (gamma log). Diatomeer er
almindelige (Schiøler et al. 2007) og viser, at der var et
Fig. 4. Palæogeografisk oversigtskort, som viser kontinenternes
placering for ca. 56 mill. år siden. Man ser den Nordatlantiske
Vulkanprovins (rød), ’landbroen’ som i perioder forbandt
Nordamerika og Europa, samt havet som dækkede Danmark.
F= Færøerne, VP= Vøring Plateau, SP= Shetland Platform, N=
Nordsøen, M= Molerområdet. Spredningsaksen af Nordatlanten
og Labradorhavet er vist. Modificeret efter Ziegler (1988).
46 · Geologisk Tidsskrift 2011
stort næringsindhold i de øvre vandmasser. Der forekommer
tynde vulkanske askelag i toppen af Sele
Formationen, som korreleres med Haslund Led (inklusive
Stolleklint Ler) og Knudeklint Led (Schiøler et al.
2007, se Fig. 10).
Sele Formationens muddersten er sammensat af
pelagiske partikler, som blev transporteret i suspension,
og af silt og finkornet sand, der blev aflejret af
lavdensitets-turbiditstrømme. De laminerede sedimenter
viser, at havets bundvand var iltfattigt til iltfrit.
Nordsøbassinet var afsnøret, bortset fra en snæver
forbindelse mod nord, muligvis som resultat af et
havniveau-fald kombineret med tektonisk hævning
mod nordvest (Knox 1996b, Schiøler et al. 2007). Stolleklint
Ler viser også tegn på at være aflejret i et mere
lavvandet og indelukket havområde (Fig. 4, 53; se side
109, Aflejringsmiljø).
I det meste af Nordsøen overlejres Sele Formationen
af Balder Formationen. Den er 5–20 m tyk og består af
laminerede, grå, spaltelige muddersten mellemlejret
af vulkanske askelag, som er normalt graderede (se
Fig. 28), og som typisk er mindre end 5 cm tykke.
Kalkskallet plankton mangler (bortset fra sjældne
indslag af pelagiske vingesnegle), og agglutinerende
foraminiferer er meget sjældne, mens der er meget
kiselskallet og organiskvægget plankton, især diatomeer
og dinoflagellatcyster. Terrestriske sporer og
pollen er hyppige (Schröder 1992, Schiøler et al. 2007).
De tætliggende askelag genkendes overalt i Nordsøbassinet
og er en vigtig korrelationshorisont, den såkaldte
’ash-marker’. Balder Formationen blev aflejret
i et indhav med stor vanddybde og iltfattigt til iltfrit
bundvand.
Nedre del af Balder Formationen korreleres med
Værum Led og Silstrup Led, og den øvre del med
Knudshoved Led (Knox 1997) (Fig. 10). Over Balder
Formationen følger i nogle boringer rødbrunt ler
(Horda Formationen), som korreleres med det røde ler
i Røsnæs Ler Formationen (Schiøler et al. 2007). De
tætliggende askelag afspejler dermed en relativt kort
periode, hvor lavatilstrømningen var stor og hvor
udbruddene skete på lavt vand. Derefter hævedes
udbrudsstederne op over havniveau, hvorved dannelsen
af store askeskyer ophørte (se side 109).
De vulkansk askelag er indlejet i adskillige formationer
og led, som tilsammen betegnes Askeserien (se
Fig. 10). I Danmark omfatter Askeserien Ølst Formationen
og Fur Formationen, som begge beskrives
nedenfor (se side 61). I molerområdet omfatter Askeserien
Stolleklint Leret og Fur Formationen. Fur Formationen
er den vigtigste enhed for studier af Askeserien,
fordi den vulkanske aske er meget velbevaret og
dermed danner en tydelig kontrast til diatomitten.
Endvidere havde Fur Formationen så stor sedimentationshastighed,
at alle askelagene er adskilt af moler.