Hent pdf-fil - Dansk Geologisk Forening

al. 2010). I nutidige upwelling-zoner dannes der ofte
et springlag i et par hundrede meters dybde af en
kystparallel modstrøm. Herover recirkuleres størstedelen
af næringsstofferne, hvilket er grunden til det
rige pelagiske dyreliv ved overfladen. Tilmed kan
dette ret stabile trelagede system fastholde en iltfattig,
stagnerende vandmasse ved bunden (Bonde 1979).
Glendonitkrystallerne viser, at molerhavet må have
haft koldt bundvand. Alle fossiler og geokemiske
parametre indicerer varmt overfladevand, og derfor
må de to vandmasser have været adskilt af et springlag.
Et indhav i tidligste Eocæn
I tidligste Eocæn blev der i Nordsøen, og i det nuværende
Danmark, overalt aflejret gråsort, lamineret ler
(Stolleklint Leret og Sele Formation) i et mindre indhav,
hvor vanddybden oversteg 100 m og hvor bundvandet
var meget iltfattigt. Dinoflagellater af slægten
Apectodinium trivedes på bekostning af mange andre
arter af plankton. Den store opblomstring peger på,
at floder tilførte næringsstoffer til algerne, men ferskvandet
bidrog samtidig til at havets overfladevand fik
nedsat salinitet. Dette ses af fund af transporterede
ferskvands-alger af slægten pediastrum i Stolleklint
Ler (Willumsen 2004). I et varmt klima kan der opstå
en relativt stabil lagdeling af vandsøjlen, hvor let
overfladevand (høj temperatur, lav salinitet) ikke
opblandes med tungere bundvand (køligere og mere
salt) (Schmitz et al. 1996, Heilmann-Clausen 2006).
Forholdene ændredes mens den nedre del af Knudeklint
Led blev aflejret (mellem askelag –33 og –19).
I denne del af lagserien aftager Apectodinium i hyppighed
og opblomstringen af diatomeer stiger hurtigt
i molerområdet. Dette interval omfatter endvidere
skiferlagene. Der er, som ovenfor beskrevet, tydelige
forskelle mellem fiske- og insektfaunaerne i Stolleklint
Leret og Fur Formationen. De mange nye oceaniske
fiskearter peger på, at ’Nordsøen’ fik dybere vand og
bedre forbindelser med andre havområder. Denne
ændring indtraf omkring askelag −19b, hvor både
dinoflagellater og sporer–pollen ændredes samtidigt,
og hvor Nordsøen i perioder havde forbindelse til
andre havområder (Heilmann-Clausen 1982, Willumsen
2004).
I den overliggende del af Fur Formationen ses en
udvikling fra tykke intervaller med lamineret moler i
Knudeklint Led, til overvejende strukturløst moler i
Silstrup Led (Fig. 10, 18). Dette viser, at meget iltfattige
forhold fra at være hyppige og langvarige blev
sjældnere og mere kortvarige. En tilsvarende udvikling
ses i Østjylland og i Nordsøen. De iltfattige aflejringsmiljøer
blev afløst af helt nye forhold i hele
Nordsøbassinet da sedimenttypen skiftede til rødt ler
med kalkskallet plankton (Horda Formationen, Røsnæs
Ler Formationen) (Knox et al. 2010). Sporfossilet
112 · Geologisk Tidsskrift 2011
zoophycos (Fig.11), som er karakteristisk i Holmehus
Formationen, og som helt mangler i de overliggende
lag, ses atter i den øvre del af Knudshoved Led (Håkansson
& Sjørring 1982) og i de efterfølgende lag.
De kvartære aflejringer og
glacialgeologiske forhold
Alle molerklinterne langs Limfjorden indeholder
større eller mindre dele af den kvartære lagserie. Men
ingen steder finder man den komplette succession,
hvilket til dels skyldes, at aflejringsforholdene er meget
varierende, og dels, at erosion og glacialtektonisk
deformation har overpræget de oprindelige lagserier.
I de begravede dale findes tykke enheder, som kun er
repræsenteret ved tynde bænke i det glaciale landskab
på siderne af dalene. De smeltevandssletter, som er
dannet foran iskapperne er ikke geografisk sammenhængende
og har forskellige aldre. Figur 55 viser den
typiske lagfølge af de kvartære sedimenter i molerområdet.
Her har mange af enhederne fået lokale
navne i en række råstofrapporter. De lokale enheder
kan korreleres med formationer, som er formelt opstillet
(til højre i figuren). Se også Faktaboks 18: Kvartære
aflejringer.
Elster og Holstein aflejringer
De ældste kvartære aflejringer, som med sikkerhed er
bestemt inden for den vestlige Limfjordsregion, er
marine aflejringer fra den sene del af Elster istiden og
fra Holstein mellemistid omkring Venø Bugt. I Skærbæk
Klint findes till-aflejringer fra Elster, men her er
de stærkt forstyrret af en kompliceret glacialtektonisk
overprægning.
Saale: Hesselbjerg formationen og
tilknyttede aflejringer
Hesselbjerg formationen er en sandet till, som er en af
de mest gennemgående till formationer i molerområdet
(Fig. 56). Dens store indhold af kalk og flint stammer
fra erosion i Thisteddomens kalkoverflade. Hvor
den overlejrer Fur Formationen er der udviklet en
moler-glacitektonit ved basis af tillen, som det ses i
Feggeklit profilet (Pedersen 1996). Ved Harhøj, Nordmors,
og på andre lokaliteter overlejrer den Sejerslev
formationen, som er en 5–8 m tyk ældre smeltevandsserie.
Hesselbjerg formationen tolkes som afsat af det
dominerende isfremstød fra nord i første del af Saale
istiden.