arbejde, arbejdere og arbejdsløshed i randers - Randers Kommune

KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 1997
FRA LANDARBEJDER TIL BYARBEJDER – ARBEJDE, ARBEJDERE OG
ARBEJDSLØSHED I RANDERS AMT I 1930’ERNE
Af Søren Toft Hansen
Marius flytter til byen
I november 1935 startede Marius Anthon Hansen i lære som maskinarbejder. Han var 18 år
og havde, siden han var 11 år, haft forskellige pladser på landet. Landbrugsarbejdet interesserede
ham ikke. Det, der virkelig interesserede ham, var de maskiner, der efterhånden
vandt mere og mere indpas på gårdene. Han besluttede at forlade landbruget og flytte til byen,
for som han selv siger: "Ja - jeg var jo led ved det landbrugsværk. Det var ikke lige mig. Jeg
ville hellere til noget med noget mere fart i - jeg ville have noget at skrue i". i
Hans forældre havde selv haft forskellige gårde og husmandssteder enten som ejere eller
forpagtere, og de boede i Marius' første læreår i Svenstrup ved Mariager. Herfra cyklede han
det første års tid de 23 km. hver vej for at passe sin læreplads, indtil familien flyttede nærmere
Randers. Lærepladsen var på Buchtrups Maskinfabrik, der var en specialfabrik for landbrugsmaskiner.
Så selv om Marius flyttede sin arbejdskraft fra landet til byen, så leverede han en
form for erstatning tilbage i form af arbejdsbesparende maskiner til landbruget.
Urbaniseringen - flytningen fra land til by
Marius Hansens historie er interessant. Ikke fordi den er speciel; men netop fordi den er
typisk. I januar 1936 blev 14 randersdrenge - en fra hver af de 13 landeveje og 1 fra søvejen -
interviewet til radioen om deres fremtidsdrømme. ii Der var ingen, der drømte om egen gård.
De fleste ville være noget med teknik og mekanik. Der var drømme om at blive mekaniker,
maskinmester, elektroingeniør og maskinkonstruktør. En ville være pølsemager, fordi han
holdt så meget af blodpølse! Hvis drengene skulle realisere deres drømme, så måtte de alle
flytte til byen lige som Marius.
Marius og de interviewede drenge er repræsentanter for en større strukturforandring i
Danmark, der allerede havde varet i et par generationer - nemlig urbaniseringen eller
flytningen fra landet til byen. Det er hverken et specielt randrusiansk eller dansk fænomen;
men en proces, der med forskellig tidsforskydning, er foregået i det meste af verden.
Vi ved ikke, hvordan flytningen fra det gamle Randers Amt præcist er foregået. Nogle er vel
flyttet til byer uden for amtet, mens andre sikkert er emigreret til udlandet. Hovedparten er
sandsynligvis flyttet til Randers og de nærmeste omegnskommuner. Befolkningstallet i
Randers steg i tiåret fra 1930 til 1940 med knap en femtedel fra godt 27.600 til 32.500
indbyggere. iii Hvis man renser tallene for den almindelige befolkningstilvækst, så får man en
nettotilflytning til byen på 2.600 mennesker. Det reelle antal nye randrusianere var naturligvis
større, idet der også skete en vis bortvandring fra byen.
Urbaniseringen betød store forandringer i by og på land. De nye byboere skulle både have
arbejde og bolig. Landbrugene manglede i et vist omfang arbejdskraft. Størrelsen af
landbefolkningen faldt. Samtidig intensiveredes driften, og en omlægning fra
1

kornproducerende til mere arbejdskrævende animalske brug skabte et større behov for
arbejdskraft, end der kunne skaffes.
Krisen kommer til Randers
Var Marius typisk i den henseende, at han flyttede fra landet til byen, så var det ikke alle
tilflyttere beskåret at få arbejde ligesom ham. I starten af 1930'erne ramtes også Danmark af
den krise, der var udløst af det store krak på Wall Street i New York i oktober 1929.
Verdenshandlen stagnerede, og specielt det danske landbrug og industriarbejderen mærkede
de strenge tider.
Landbruget blev ramt af et internationalt prisfald på dets produkter, og med mange
landbrugs store gældsbyrde betød det, at antallet af tvangsauktioner steg voldsomt. Ud af
krisen voksede landbrugernes protester mod de i deres øjne utilstrækkelige
kriseforanstaltninger, som den socialdemokratisk-radikale regering iværksatte. Den største
protestbevægelse var Landbrugernes Sammenslutning (L.S.), der var startet i en kreds
omkring proprietær Knud Bach fra Røngegård ved Langå. Trods beliggenheden i Viborg
Amt, blev bevægelsen i starten også kendt som Randersbevægelsen. Vreden rettede sig mod
"systemet", hvilket indbefattede de etablerede landbrugsorganisationer og regeringen. De blev
beskyldt for at favorisere byerhvervene på landbrugets bekostning, og bevægelsen krævede
bl.a. nedskæring af de sociale udgifter, som man mente var for høje. L.S. pustede til de
glødende modsætninger mellem by og land.
Byerhvervene - specielt industrien - var da også ramt forholdsvis mildere af krisen.
Prisfaldet betød billigere råvarer og halvfabrikata, og som følge af krisen indførtes forskellige
importreguleringer, der beskyttede den danske hjemmemarkedsindustri mod konkurrence fra
udlandet.
Men var krisens virkninger lidt mildere for industrien som helhed, så gjaldt det dog ikke for
den almindelige arbejder. Arbejdsløsheden steg voldsomt, og i januar 1933 var den på
landsplan rekordhøj med 43%.
Arbejdsløsheden i Randers gennemgik dog et noget anderledes forløb end på landsplan. I de
værste kriseår 1932-33 var den lavere end på landsplan; men da konjunkturerne vendte fra
midten af 30'erne, steg arbejdsløsheden i Randers stærkt. Specielt i 1938/39, der normalt ikke
kan betegnes som kriseår, var arbejdsløsheden i Randers nærmest enorm. Vinteren var
traditionelt den værste periode. I november 1939 var den randrusianske arbejdsløshed helt
oppe på 75%, og i hele 1939 var arbejdsløsheden aldrig under 29%. iv
Arbejdsløsheden månedsvis i Randers og på landsplan
Laveste % Højeste %
Randers Danmark Randers Danmark
1930/31 4,8 8,7 17,8 25,1
1931/32 5,8 11,3 21,5 35,9
1932/33 10,0 24,8 17,0 43,5
1933/34 6,2 20,9 21,5 37,5
1934/35 8,1 15,3 20,1 30,3
1935/36 15,3 12,6 33,7 30,4
1936/37 17,2 12,1 39,9 33,0
1937/38 19,7 13,9 44,4 34,6
1938/39 29,7 16,7 67,7 31,6
1939/40 28,0 74,2
2

Arbejdsløshedsprocenterne beregnes som antallet af ledige arbejdsløshedsforsikrede. Langt
fra alle var i starten medlem af en arbejdsløshedskasse, og derfor er tallene ikke udtryk for
den reelle arbejdsløshed, der var større.
Derfor er de forholdsvise lave arbejdsløshedsprocenter for Randers i starten af årtiet ikke
udtryk for, at der ikke var krise. En del arbejdere var ikke forsikrede mod arbejdsløshed, eller
også var de arbejdsløse så længe, at de ikke længere var berettiget til understøttelse. De
modtog forskellige former for hjælp fra kommunen.
Før ændringerne i sociallovgivningen i starten af 30'erne måtte de kriseramte modtage
fattighjælp fra kommunen, der næsten automatisk medførte fortabelse af valgretten. Under
indtryk af krisen ændredes sociallovgivningen. Socialreformen af 1933 tillægges normalt
størst betydning. v Kommunen og staten trådte til med hjælp til arbejdsløshedskasserne,
kommunehjælp - oftest uden fortabelse af valgretten - til dem, der faldt udenfor a-kasse
systemet, samt andre sociale foranstaltninger og nødhjælpsarbejder.
Randers kommune affattede fra 1931/32 hvert år en opgørelse over kommunens udgifter til
social forsorg. vi De viser, at udgiften fra 1931 til 1939 næsten fordobledes fra 1 til 2 millioner
kr. årligt.
Randers Kommunes samlede udgifter til social forsorg 1931-40
Udgift pr. Indbyggere, der
indbygger modtager off. hjælp
1930 - 31 36,81
1931 - 32 39,05
1932 - 33 62,56
1933 - 34 52,58 31%
1934 - 35 52,25 36%
1935 - 36 50,88 36%
1936 - 37 48,52 36%
1937 - 38 55,88 38%
1938 - 39 60,13 37,5%
1939 - 40 62,34 38%
Udgifterne indbefatter ikke børnebidrag, men forskellig kommunalhjælp og pensioner (alders-
og invaliderente), tilskud til a-kasser og sygekasser samt bidrag til sociale institutioner.
Opgørelserne kan bruges som et barometer for, hvor slem nøden var i Randers. En del af
udgifterne skyldes naturligvis alderspensioner, men størsteparten er decideret hjælp til
udkommet for personer, der af sociale årsager eller arbejdsløshed ikke var i stand til at
forsørge sig selv.
Billedet nuanceres af forholdene i 1932-33. Selv om der ikke var mange forsikrede
arbejdsløse, så kom krisen også til Randers i 1932 med en rekordstor post for socialudgifter i
kommunens regnskab. Fra 1933 til 37 faldt udgifterne pr. indbygger langsomt; men modsat
tendensen på landsplan ramtes Randers igen af en voldsom krise i slutningen af årtiet. En
krise på højde med den i 1932.
3

130.000 arbejdsløse og 25.000 ledige stillinger i landbruget
"Landbrugets medhjælpere...lokkes af de høje understøttelser ind til byen i forbindelse med de
fornøjelser, man mener kan fås der". vii
Marius var ikke inkluderet i arbejdsløshedsstatistikken; men hans arbejdskraft manglede på
landet. Manglen på arbejdskraft på landet var ikke noget nyt fænomen; men med den
voksende arbejdsløshed i byerne, voksede modsætningerne mellem land- og bybefolkningen.
I september 1935 iværksattes en undersøgelse af Statistisk Bureau, der skulle kortlægge
manglen på arbejdskraft på landet. viii Ifølge undersøgelsen var der i sommeren 1935 næsten
25.000 ubesatte stillinger på landet, og det fik landboforeningerne samt partierne Venstre og
Det konservative Folkeparti til at tage affære. Debatten udspillede sig på landsplan; men
Randersaviserne blev via partiernes pressebureauer centralt forsynet med synspunkter og
indlæg i debatten.
Hvordan kunne en sådan mangel på arbejdskraft forekomme, når der på landsplan var
130.000 arbejdsløse? Skytset blev rettet dels mod mod regeringens socialpolitik - specielt
socialminister Steinckes socialreform fra 1933 - og dels mod fagforeningernes tariffer. En
udlægning af problemet var, at de arbejdsløse fik for store understøttelser i byerne, og dermed
gad de unge ikke blive og tage arbejde på landet. ix En anden forklaring fra landbrugets side
var, at de større lønninger i byen lokkede landarbejderne til fabrikkerne, hvorved de, der var
mere arbejdsvante, stødte de hidtidige byarbejdere ud i arbejdsløshed. Løsningen her var
lavere lønninger til de ringeste arbejdere, så deres løn stod mål med deres indsats. x
Socialdemokraterne og fagbevægelsen imødegik kritikken fra landbrugets og
højrepartiernes side. For det første mente man, at undersøgelsen ikke var god nok. Den var
foretaget af sognerådsmedlemmer i landkommunerne, der ofte selv var Venstrefolk.
Kontrolforanstaltningene over for besvarelserne var for ringe. Enhver kunne på et spørgeskema
påstå, at han forgæves havde søgt arbejdskraft, og at han havde tilbudt en vis løn. For
det andet viste undersøgelsen, at landbruget først og fremmest efterspurgte unge ugifte under
21 år. xi På grund af stramninger i økonomien havde landbruget presset lønudgifterne ned ved
at søge og ansætte denne billige arbejdskraft, og den var simpelt hen ikke til stede. De
arbejdsløse i byerne kunne ikke med rimelighed sendes på landet - hvilken glæde skulle
nogen have i at sende en arbejdsløs typograf på arbejde i roemarken? mente socialministeren.
Randers' arbejdsløshed var som ovenfor nævnt meget høj i slutningen af 1930'erne, og også
i kommunalforvaltningen i Randers forsøgte man at forklare de høje tal med indvandringen
fra landdistrikterne. xii De beskæftigelsesarbejder, der var iværksat som følge af
arbejdsløsheden - anlægsarbejderne ved Skovbakkevej, Parkboulevarden og D.S.B's
sporforlængning - havde tilsyneladende virket som en magnet på landbefolkningen. Godt nok
kunne der ikke skaffes nøjagtig dokumentation for forklaringen, men kommunaldirektøren
mente stadig, at den "unormale befolkningsvækst" havde en del af skylden for de i forhold til
landsgennemsnittet usædvanlig høje arbejdsløshedstal i byen.
Vi har ikke de nøjagtige arbejdsløshedstal for arbejdsanvisningskontoret i Randers by, men
befolkningstilvæksten i slutningen af 1930'erne var ikke markant højere end årtiet som
helhed, og i 1934 og 35, hvor der var en ekstraordinær tilvækst i befolkningen, udløste det
ikke samme stigninger i arbejdsløshedstallene. xiii
Det, begge lejre efterhånden kunne blive enige om, var, at landbruget var økonomisk klemt,
og derfor ikke havde råd til at ansætte tilstrækkelig voksen arbejdskraft. Samtidig var udsigten
for de unge, der ønskede egen gård, mørke, og for ikke at ende som daglejere på landet
søgte de til byen, hvor lønningerne var højere og arbejdstiden og -forholdene bedre. Selv
nogle af landbrugets egne måtte sande, at landarbejderne måtte have bedre mulighed for at få
4

fri. xiv
Løn og arbejdsforhold på landet og i byen
Var der hold i påstandene om, at byarbejdernes arbejds- og lønforhold var bedre end på
landet? Ved at se på Marius Hansens tilfælde og sammenligne det med de statistiske oplysninger,
kan vi søge at anskueliggøre de bevæggrunde, der fik ham og andre unge
landarbejdere til at flytte til byen.
Da Marius startede i lære fik han 6 øre i timen - 2 øre mere end de øvrige 1. års lærlinge,
fordi han var 18 år. Marius nøjagtige årsløn kendes ikke; men en anden nystartet 1. års lærling
fik i 1935 med akkordtillæg og overarbejde en årsløn på 145 kr. xv Det vil omregnet til Marius'
højere timeløn give ham en indtægt på 217 kr. På den sidste plads han havde på landet, fik
han 575 kr. om året plus kost og logi.
Selv om Marius også fik kost og logi hjemme, så kan det ikke have været for den øjeblikkelige
løn, han søgte til byen. De første år måtte han da også ud på landet og hakke roer i
sommerferien for at opveje det store indtægtstab.
Det var godt nok ikke almindeligt at starte i lære så sent, som Marius gjorde det; men ved at
betragte den løn, han kunne forvente som udlært, og ved at vurdere hvad han ville kunne opnå
som arbejdsmand i stedet for som lærling, kan billedet nuanceres.
De faste smede på Buchtrups Maskinfabrik fik mellem 1,10 kr. og 1,23 kr. i timen. Med en
arbejdsuge på 48 timer blev det minimun 53 kr. om ugen. Imidlertid var der akkordarbejde, og
de faktiske lønninger var en del højere. I den uge, hvor Statistisk Bureaus undersøgelse fandt
sted, fik de 20 ansatte smede på Buchtrup en gennemsnitlig ugeløn på næsten 60 kr, men så
havde de også i snit haft 4 timers overarbejde. En af de fastansatte smede, der var beskæftiget
hele året 1935 fik 3100 kr. for 51 ugers arbejde - d.v.s en ugeløn på 61 kr. xvi
Ifølge landbrugets egne statistiske oplysninger fik en landarbejder over 18 år i Østjylland
årligt 700 kr. plus kost og logi. xvii Udgifter til fødevarer, bolig og opvarmning for en
københavnsk byarbejder udgjorde godt 1500 kr, xviii så selv om Marius fik en lavere løn som
lærling i byen, end han kunne få som medhjælp på landet, så var hans lønudsigt som udlært
gode - over 1000 kr. mere om året. Ser man på de beregnede tal for statistikken, så var det
statistisk muligt for Marius at få en nettoårsløn på 1.200 som arbejdsmand, xix hvorimod en
landarbejder burde kunne få 700 årligt. Det konkrete regnestykke for Marius’ løn og
lønudsigter viser en meget stor lønfremgang ved at flytte til byen. Ses tallene ud fra statistikken,
er det knap så givtigt, men dog kunne industrien tilbyde en løn, som landbruget slet
ikke kunne konkurrere med.
5

Lønindtægter 1935/36 for landarbejder og byarbejder
Løn og forventet løn for Marius Anthon Hansen
Årsløn
brutto
Kost og
Logi
Årsløn
netto
Marius som landarbejder 1935 585 - 585
Marius som 1. års lærling 1936 217 - 217
Maskinarbejder på Buchtrup 1935 3115 1554 1561
Lønstatistik
Landarbejder i Østjylland 1937 700 - 700
Beregnet løn for ufaglært arbejder i Randers
1935
2767
1554 1213
6

Arbejdsforholdene på landet var også anderledes. På Buchtrups maskinfabrik arbejdede man
som alle andre steder 48 timer om ugen - dog med en del overarbejde i sæsonen. På landet var
arbejdstiden specielt om sommeren noget længere. Desuden var kosten en del af lønnen, og
den skulle ifølge Medhjælperloven være "sund, tilstrækkelig, nærende og god".
Marius fik i sin plads på landet også kost og logi. Han beretter:
"Logiet bestod af et værelse, der var på størrelse med sengen. Der var et par pæle, der var
smækket ned i hver sin side af værelset, og så var der sat brædder op. Det var fyldt op med
halm, og der lå både bestyreren og mig. Væggen ind til køerne var en lervæg, og der stod
kalvene og slikkede hul. Så stod de og hvæsede ind"
Maden på gården i Tebbestrup erindrer han som følgende:
"Det vi fik til morgenmad, det var mælkebrød - det var rugbrød, der var skåret i terninger -
der var så et bette vaskefad, som vi spiste af. Det kunne godt være sveden og også surt, og
det var ikke lige sagen. Til middagsmad fik vi kogte kartofler og kogt kød eller stegt flæsk. Vi
fik også ofte røgede snitter. Ellers fik vi vandmad som grønkål og ærter"
Selv om Marius' kost kunne være kritisabel, så synes den dog at være nærende. Han erindrer
heller ikke, at der ikke skulle være rigeligt.
Om kosten på landet generelt opfyldte Medhjælperlovens noget vage krav er et åbent
spørgsmål; men krisetiden havde vel også indflydelse på den mad, der blev spist både af
husbonde og tyende. En sag fra Randers Amt kom til at spille en væsentlig rolle i debatten om
forholdene for landarbejderne. Trudsholm gods ved Havndal kom landsdækkende i avisernes
overskrifter, da folkene januar 1934 nedlagde arbejdet efter at have fået serveret
kartoffelfrikadeller og vandgrød til middagsmad. xx Sagen røg for retten i Mariager og senere
for Vestre Landsret. Ifølge karlene var kosten på godset for ringe - en typisk dags kost bestod
af øllebrød uden øl og sødet med sakkarin til morgenmad; til middag fik man kartoffelfrikadeller
og vandgrød, og om aftenen kunne den stå på pålæg på et stykke mad.
I forbindelse med retssagen blev Retslægerådet rådspurgt, og det vurderede, at kosten
måske nok var "tilstrækkelig" og heller ikke "usund". Hvorvidt den var "god" kunne man ikke
tage stillig til, men "nærende" var den ikke. Dertil var den ikke afvekslende nok. Ud fra den
vurdering mente retten i Mariager ikke, at kosten opfyldte Medhjælperlovens krav; men
Landsretten kom til den modsatte kendelse, og frifandt godsets ejer.
Det er naturligvis umuligt at sige noget om kosten på landet ud fra denne enkeltsag, men
som så ofte før og siden fik den slags sager stor opmærksomhed i debatten, og derfor er sagen
interessant. Fagforeningerne og socialdemokratiske politikere brugte den til at påvise, at
forholdene på landet var kummerlige. Det var på grund af forhold som dem på Trudsholm, at
landbruget ikke kunne få tilstrækkelig arbejdskraft. Det var vilkårene på landet, der var for
ringe, og ikke landarbejderne der ikke gad at arbejde. Landboorganisationerne forsvarede
kosten som god nok, og godsejernes organisation "Tolvmandsforeningen" erklærede, at
kosten var på højde med, hvad der blev budt på på andre herregårde i Jylland.
Industri eller landbrug
7

Marius var blevet industriarbejder i stedet for landarbejder. Dermed var hans flytning et
billede på den pågående ændring af Danmark fra et landbrugs- til et industriland. Industrialiseringen
af Danmark og Randers tog fart i slutningen af 1800-tallet. xxi I 1930'erne var
Danmark dog stadig overvejende et landbrugsland; men skulle det vedvarende være det?
Også i 1930'erne blev det debatteret, om Danmark skulle satse på landbruget eller
industrien; xxii men besindige folk havde det standpunkt, at begge erhvervsgrene kunne
sameksistere. Landmændene havde altid købt deres redskaber i byen eller hos den lokale
smed, men siden omlægningen af landbruget i 1880'erne var landmændene for alvor blevet en
del af pengeøkonomien. Det vil sige, at man i langt større omfang købte de varer, man før selv
havde forarbejdet. Forøgelsen af landbrugets købekraft havde en afsmittende effekt på
byerhvervene, og i det omfang de danske varer kunne produceres til konkurrencedygtige
priser, så var udviklingen til gavn for begge parter.
Landbrugsmaskineindustrien - krydspunkt mellem landbrug og industri
Nogle af Randers' industrier var aftagere af landbrugets produkter - slagterier, mejerier,
rugbrødsfabrikker, bryggerier og spritfabrikker. Størsteparten var ikke direkte afhængige af
landbrugsudviklingen, men Randers havde med et meget stort opland på over 50.000
mennesker en stor kundekreds på landet. xxiii
Den industri, der foruden mejerier og slagterier var mest direkte forbundet til landbruget,
var landbrugsmaskinfabrikkerne. Foruden Buchtrups Maskinfabrik var der i Randers i 1930
tre andre landbrugsmaskinfabrikker. Den mindste - Knud Backs Jernstøberi og Maskinfabrik -
havde et spredt produktprogram. Den producerede vindmotorer og pumpeforlag til disse samt
radrenserskær i større mængder. Den lukkede i 1932 som følge af ejeren Knud Backs død. xxiv
Beckers Maskinfabrik var et udbryderfirma fra Dronningborg Maskinfabrik og havde samme
produktprogram som denne. De var specialiserede i kornbehandling, og producerede
tærskeværker, kværne og halmpakkere.
Ved at kaste et blik på Buchtrups Maskinfabrik og fabrikkens produkter, kan man få et
indblik i, hvor tæt udviklingen i landbruget og industrien kunne være forbundet.
Buchtrups Maskinfabrik producerede en række forskellige maskiner til brug i marken -
specielt til brug i roemarken. Fabrikken havde et produktprogram, der fulgte årets gang. I
starten af året lavede man jordbearbejdningsmaskiner som harver og tromler. Ved såtid
leverede man roesåmaskiner og kartoffellæggemaskiner. Radrensning mellem roerækkerne
kunne også foregå med en Buchtrupmaskine, og i sommeren stod den på høbjergning med
hesteriver. Høst af kornet foregik endnu i 1930'erne udelukkende med udenlandske - først og
fremmest amerikanske - maskiner, men til optagning af kartofler og roer var de danske
fabrikker stærke på markedet. Buchtrups hovedprodukt havde siden starten af
århundredeskiftet været kålroeoptagere.
8

Udviklingen af roeoptagningsmaskiner betød en stor lettelse i arbejdet på gårdene. Roernes
indtog på de danske marker kom i kølvandet på 1880'erne omlægningen af landbruget fra
kornproducerende til aminalsk landbrug. Specielt køerne skulle have godt foder, for at kunne
levere mælk til smørproduktionen, og her betød roedyrkningen nærmest en revolution, idet
foderudbyttet af roemarken var mere end dobbelt så stort som for korn og græs. xxv Men
pasningen af roerne var også meget arbejdskrævende. Roerne skulle udtyndes, under væksten
skulle der renses mellem rækkerne, og aftopnings- og optagningsarbejdet var meget tids- og
mandskabskrævende. Derfor var Buchtrups Maskinfabriks grundlægger H. Th. Buchtrups
medvirken til udviklingen af roeoptagningsmaskinen omkring århundredeskiftet meget
velkommen hos landbruget. Buchtrups roesåmaskine fik bronzemedalje ved De danske
Redskabs- og Maskinprøver i 1896, og i 1908 opnåede den nye model af roeoptageren sølvmedalje
af 2. klasse. Sådanne bedømmelser var næsten garanti for et godt salg. Roeoptageren
blev bedømt til med en hest og mand at kunne udføre et arbejde til en værdi af 50 kr. dagligt,
og med en pris på 250 kr. kunne maskinen ifølge denne bedømmelse forholdsvis hurtigt tjene
sig ind. Randers Amtshusholdningsselskab vurderede, at maskinen optog roerne lige så godt
som ved håndkraft. Desuden kunne den arbejde også under så vanskelige jord- og vejrforhold,
at selskabet vurderede, at den vanskelige opgave med maskinel optagning af roer nu var løst
fuldstændig. xxvi
Men mekaniseringen af optagningsarbejdet med kålroerne var kun et første skridt. Stadig
manglede der muligheder for optagning af roer, der ikke sad så højt på jorden - først og
fremmest sukkerroer. Man skulle stadig samle roerne sammen og køre dem hjem, og sidst
men ikke mindst var udtyndingsarbejdet, der betød meget for en god roehøst, stadig
håndarbejde. Buchtrups Maskinfabrik foretog stadige forbedringer af roeoptageren, ligesom
man udviklede andre landbrugsmaskiner - specielt til roemarken.
Selv med maskinernes indtog og udbredelse i landbruget var den menneskelige arbejdskraft
stadig nødvendig. I løbet af årtiet oprettedes mange nye landbrug - specielt husmandsbrug -
og produktionen på gårdene steg. Maskinparken kunne ikke fuldt ud erstatte den afvandrede
arbejdskraft.
Fra landet til byen - arbejde og arbejdsløshed
Marius var nødt til i læretiden at bruge en del af sommerferien på at hakke roer; men en stor
del af byarbejderne var ikke tilgængelige for landbruget. De boede og havde deres udkomme i
byerne. Og selv om der i landbokredsene argumenteredes for det hovedløse i, at der gik
arbejdsløse rundt i byerne, mens landbruget manglede arbejdskraft, så var f.eks.
arbejdsløsheden som følge af sæsonudsvingene i byerhvervene ikke reelt udtryk for en
tilgængelig arbejdskraftsreserve. På Buchtrups Maskinfabrik var der foruden
konjunktursvingningerne også udsving i sæsonen. Selv om man fabrikerede maskiner året
rundt, så vejede roeoptagerne stærkest, og oktober måned var højsæson. Efter jul var der
derimod ikke så meget at lave, og i de aller værste kriseår, hvor landmændene nærmest ingen
købekraft havde, der var der ikke mange arbejdere, der overvintrede. Sidste uge af 1932 var
alle medarbejdere på virksomheden fyret på nær de 11 lærlinge og værkføreren, og i januar
1933 var arbejdsstyrken kun på 15 mand. Selv med omslaget i konjunkturerne var der store
sæsonudsving, og forskellen mellem høj- og lavsæson var over 30 mand - mere end 60% af
arbejdsstyrken.
9

Arbejdsstyrken på Buchtrups Maskinfabri k1k
År Januar Oktober Største forskel i ugetal
1930 39 41 - 32: 9
1931 31 24 31 - 18: 13
1932 17 26 27 - 11: 16
1933 16 37 38 - 14: 14
1934 20 45 52 - 16: 36
1935 24 51 53 - 17: 36
Det vil sige, at 36 maskinarbejdere var afskediget fra Buchtrups Maskinfabrik i løbet af 1934
og 1935. Hvorvidt de også var arbejdsløse, er vanskeligt at sige. De kunne måske få
ansættelse på andre virksomheder, der havde andre sæsonudsving. Ser man på tilsvarende tal
for Dronningborg Maskinfabrik, så viser det sig, at man også her havde højsæson i oktober, så
de to virksomheder kunne ikke tage medarbejdere på skift. Også Dronningborg Maskinfabrik
havde meget store sæsonudsving .xxvii
Bortset fra dyk i medarbejdertallet i 1932 og 34 så steg antallet af ansatte på Dronningborg
Maskinfabrik i tiåret fra 1930 til 1940. I højsæsonen i oktober fordobledes antallet af ansatte
fra 1931 til 1939 til over 200. Forskellen i medarbejdertallet mellem høj- og lavsæson faldt
lidt i slutningen af perioden. Denne forskel kan indikere sæsonledigheden, som steg i
perioden fra 59 til 125. Det svarer til, at mellem 60 og 80% af medarbejderstaben i
højsæsonen var midlertidigt ansat.
Sæsonudsvingene i landbrugsmaskineindustrien kan være en del af forklaringen på det
paradoksale i, at der øjensynligt manglede folk på landet samtidig med, at der gik folk ledige i
byerne. Marius var lærling, så han arbejdede året rundt. Hans udlærte fagfæller på både
Buchtrups og Dronningborg Maskinfabrik, der også beskæftigede en stort antal snedkere,
måtte for en stor dels vedkommende acceptere perioder med arbejdsløshed. Disse folk havde
deres udkomme i industrien; og kunne ikke uden videre træde til som midlertid medhjælp i
landbruget i Randers' store opland. I 1930 indberettede lederen af arbejdsanvisningskontoret,
at der "Til landbrugsarbejde i byens nærmeste opland anvistes en del arbejdere fra byen, af
hvilke de fleste oprindelig har hørt hjemme på landet"; men det ser ud til at ophøre
. xxviii
Flytningen fra landet til byen var ikke en flytning fra fast arbejde til fast arbejdsløshed. Fra
1934 til 1936 faldt antallet af helårsarbejdere i landbruget med 19.000 på landsplan samtidig
med, at antallet af midlertidig medhjælp voksede med 5.000 .xxix Derfor havde en del af de
fraflyttede kun udsigt til sæsonarbejde på landet. De kunne selvfølgelig risikere at komme i
længerevarende arbejdsløshed i byen; men selv med et fast arbejdssted på byens fabrikker
eller i bygge- og anlægsbranchen i den stærkt ekspanderende by, var der udsigt til perioder
med arbejdsløshed. Der var for nogles vedkommende tale om en flytning fra sæsonarbejde på
landet til sæsonarbejde i byen.
10

Industrialiseringen i Randers
Marius blev udlært i 1939 og fik da råd til at flytte på eget værelse. Siden hen blev han gift og
byggede eget hus. Han fik arbejde som svend på Buchtrups Maskinfabrik; men blev senere
automekaniker.
Den store tilstrømning af 1. generations byarbejdere, som også Marius var en del af, er
udtryk for en samfundsforandring. Der blev færre folk på landet, der så til gengæld måtte
have en stor maskinpark til at afhjælpe med arbejdet. Der blev flere folk i byerne og nye
industrier eller forretninger etableredes, for at producere og sælge varer både til den voksende
bybefolkning og til landbefolkningen. Industrialiseringen har igennem 150 år
gennemgribende forandret Randers og skabt nye samfundsgrupper, nye kvarterer og nye
virksomheder.
Noter
i...... Interview med Marius Hansen, 1997. Museumssag nr. 1102.
ii..... Artikel om optagelsen til radioudsendelsen i Randers Dagblad 31. januar
1936.
iii......
Folketællingerne for Randers blev foretaget hvert år pr. 1. november og er
optrykt i Randers Byråds forhandlinger. Til denne opgørelse er dog, på nær
1930/31, brugt tallene for 1. marts, sådan som de er opgjort i opgørelserne fra
Socialkontoret. Væksten i Danmark er opgjort på grundlag af folketællingerne
1930 og 40, trykt i Statistiske undersøgelser nr. 19, 1966,
”Befolkningsudvikling og Samfundsforhold”. Væksten i den danske befolkning
var fra 1930 til 1940 på 8,3%.
iv......
Regnskab og beregninger for Amtsarbejdsanvisningskontoret i Randers.
Trykt i uddrag af Randers Købstads forhandlinger – senere benævnt
Byrådsbogen 1930-40. Arbejdsløshedsprocenterne er beregnet ud fra tilmeldte
arbejdssøgende i forhold til medlemmer af arbejdsløshedskasserne.
v......
Vagn Dybdahl m.fl. Krise i Danmark, København 1975. Vagn Dybdahls
afsnit: ”Kriser og kriseteorier” s. 52ff.
vi......
Uddrag af Byrådsbogen 1930-40.
vii......
Victor Larsen (kons.) i Rigsdagen 4. februar 1936. Rigsdagstidende,
Folketingets forhandlinger 1935-36, sp. 2652 f.
viii......
Statistiske Efterretninger nr. 2 14. januar 1936.
ix......
Synspunktet bl.a. i Randers Dagblads kommentar til socialminister Ludvig
Christensens radiotale 29. januar 1936.
x.....
Formanden for De samvirkende danske Landboforeninger Jac. Tvedegaard, bl.a. i Randers
Dagblad 31. januar 1936.
xi.....
Socialminister Ludvig Christensen (S.) i et radioforedrag. Refereret bl.a. i Socialdemokraten, Randers
29. januar 1936.
xii..... Opgørelse fra kommunaldirektør Axel Nielsen 29. november 1939, i Byrådsbogen 1938/39, bilag nr.
153.
xiii.....
I 1934 var nettotilvæksten 1020 mand eller 3,6%. I 1935 tilsvarende 633 (2,1). I 1938 og 39 voksede
Randers med godt 500 personer – svarende til 1,8 og 1,9%. Byrådsbogen.
xiv........ Bl.a. Laurs. Laursen i Andelsbladet 1936, s. 289-91.
xv.....
Lønningsbog for Buchtrups Maskinfabrik 1930-35. Randers Lokalhistoriske Arkiv.
xvi.....
Martinus Nielsen. Timeløn: 1,15 kr. I 1935 oppebar han i 51 uger 3115 kr. Lønningsbog, Buchtrups
Maskinfabrik. Randers Lokalhistoriske Arkiv.
xvii.....
Ifølge meddelelser fra Det landøkonomiske Driftsbureau. 26. marts 1938 fik en landarbejder over 18 år
11

700 kr. om måneden i 1937.
xviii..... Et budget for en københavnsk arbejderfamilie for 1931 så sådan ud ifølge
Statistisk Bureau. Fødevarer: 974, Beklædning m.v.: 383, Bolig: 421, Brændsel
og belysning: 159, Skatter og kontingenter: 436, Andre udgifter: 727. I alt
3100. Kilde: Statistiske Efterretninger, nr. 24, 1933.
xix..... Beregnet ud fra landsgennemsnittet for arbejdslønninger i provinsen. I 1935 tjente en ufaglært 89% af
en faglært. En faglært fik 142 øre mod en faglært 126 øre i timen i oktober kvartal 1935. Statistiske
Efterretninger, nr. 36, 1936.
xx..... Sagen florerede i landets aviser og faglige blade. Også i Randers Socialdemokrat. Sagen blev optaget til
doms i landsretten 15. marts og dommen afsat 18. marts 1936.
xxi..... Søren Bitsch Christensen og Søren Toft Hansen: Industrialiseringen i Randers. I Erhvervshistorisk
Årbog 1992.
xxii..... Jens Warming. Landbrug eller industri. 1935.
xxiii..... Randers’ opland var i 1935 på 56.500. H. Hintz: Oplandets betydning for købstædernes erhvervsliv.
1941.
xxiv..... Randers Lokalhistoriske Arkiv. Læg vedr. Karl Sørensen/Knud Backs maskinfabrik og jernstøberi.
Heri interview med Tage Back – søn af Knud Back.
xxv..... S.P. Jensen i Det danske landbrugs historie bd. III, 1810 – 1914. S. 307ff.
xxvi..... De Danske Redskabs- og Maskinprøver 1902, og Randers
Amtshusholdningsselskabs medlemsblad 27. marts 1908.
k..
...
xxvii.... Dronningborg Maskinfabriks Arkiv. Erhvervsarkivet. Ugebøger for arbejdsløn. Tallene
bearbejdet af Kirsten Møller Nielsen.
.....
xxviii....
Randers Byråds forhandlinger 1930/31.
.....
xxix....
Statistiske Efterretninger nr. 47, 21. november 1936.
12