Er du macho Farvel til en kæmpe - Kattens Værn

♥Du er alligevel min (s)kat
Tak for kampen
Af Lise Thorsen
Det har sneet.
Og det har sneet.
Hele vinteren.
Jeg personligt synes, sne er rigtig dejligt.
Men det er jeg ret alene om at synes. For
en gangs skyld har husets tre katte nemlig
været helt enige. Sne er højst noget, man
kigger ud på, når man sidder i vindueskarmen.
Men der er ingen – absolut
ingen - grund til også at gå ud i den.
Nu er der bare den hage ved sagen, at
alle tre er udekatte. Og de bliver frygtelig
irriterende at være sammen med, når
de ikke kommer ud hver dag. De bliver
simpelthen rastløse.
Især ham med mest krudt i. Hvis han
ikke selv melder sig ved døren, plejer jeg
at smide ham ud med besked om at løbe
nogle gange rundt om huset, før han
kommer ind igen. For jeg kan jo godt
høre, når det er ved at være på tide med
lidt motion.
Når der går for længe imellem, han kommer
ud, udvider han repertoiret. Løber
op og ned ad væggene. Kradser i tæpperne.
Kræver konstant opmærksomhed.
Går i vejen for alt og alle. Så er det, jeg
insisterer på, at han får lidt frisk luft, og
vi andre får en tiltrængt pause. Men når
jeg lukker døren op en times tid senere og
tænker, at nu har han da nok fået brugt
nogle kræfter, sidder han lige uden for
døren og ser bebrejdende ud. Ikke en
meter har han rørt sig.
06 Kattens Værn • www.kattens-vaern.dk • www.katteregister
”Du er alligevel min (s)kat” er en klumme, hvor vi – og gerne læserne – kan bidrage
med små historier, der anskuer katten fra en anden side end almindeligvis.
Hans bror er i forvejen ikke meget for at
gå ud i den store farlige verden. Så han
får lidt længere snor. Men ind imellem
synes jeg alligevel, at også han trænger til
at komme lidt ud. Det er bare lettere sagt
end gjort. For han går ikke frivilligt. Han
skal bæres. Men han hører ikke til de
slanke. Og han kæmper som en løve for
at komme fri. Så det er en kunst at lukke
døren op, sætte katten ud på trappen og
så få smækket døren i, inden han er inde
igen. For på trods af sit omfangsrige korpus
er han forbløffende hurtig til at vende
i luften og lande lige inden for igen. Så
ca. en gang om ugen har der udspillet sig
en sand kamp i døråbningen mellem ham
og mig. Jeg håber bare ikke naboerne ser
det, for så får de sig da et billigt grin.
Husets tredje kat går mere eller mindre i
hi hele vinteren. Det er sådan set ok, for
han er både gammel og gigtplaget. Men
alligevel sker det, at han adstadigt går hen
til fordøren og vil ud. Og det kommer
han så. Kun for fire minutter senere at
banke hidsigt og bebrejdende på havedøren.
Bebrejdende som i ”du-kunne-da-godtha´-sagt-at-det-var-koldt-og-vådt”.
Som
om det lige er MIN skyld, at det er blevet
vinter….
Ind imellem ser jeg genboens flotte røde
kat spankulere rundt i sneen. Glad og
tilfreds og tilsyneladende fuldstændig
ligeglad med vejret. Det forklarer jeg så
pædagogisk den del af katteflokken, der
tilfældigvis sidder i vindueskarmen og ser
ud: ”Når han kan, så kan I også”. Men
den opfordring bliver ikke mødt med
andet end et enkelt løftet øjenbryn.
Så, jo. Jeg glæder mig til foråret. Glæder
mig til at slippe for overfyldte kattebakker
og kattehår over det hele. Glæder mig til
at slippe for rastløse og småfornærmede
katte. Jeg tror faktisk også, kattene glæder
sig. For når foråret kommer, ryster vi
nemlig pote og siger ”tak for kampen”.