det er en PDF-fil og - Jørgen Rabøl

Samtidig med Rabøl (1967) publiceres artiklen ”Forårstrækbevægelser af spurvefugle
(Passeres) ved Blåvand. Med bemærkninger om årsagerne til omvendt træk”
(Møller & Rabøl 1967).
Blåvand er et SV-hjørne, og derfor velegnet om foråret til at opsamle omvendt træk (mod
‖SV‖) i forhold til normaltrækretningen. Det postuleres, at noget omvendt træk er ægte
omvendt træk, d.v.s. en trækbevægelse udgående fra normaltrækkraften. Her tænkes
ikke kun abstrakt på SV-fraktionen af variationen omkring den gennemsnitlige
normaltrækretning mod NØ, men hvordan mål-retningerne i den omvendte retning kan
tænkes at være opstået. Dette kan ske gennem overskydning af yngleområdet, eller som
følge af ugunstige vejr- og omverdens-forhold, hvor fuglen er kommet for langt i forhold
til det hensigtsmæssige. Fra både efterår og forår nævnes eks. på, hvordan et morgentræk
i normaltrækretningen i medvinde op af dagen efterfølges af et omvendt træk mod
vinden. Jeg nævner ikke eksplicit ordet vandrende målområde, som jeg først
introducerer i Rabøl (1969b), men det er klart nok noget sådant, jeg har i tankerne.
Beliggenheden af målområdet er ikke bare årstidsbestemt men også i nogen udstrækning
forskydeligt frem eller tilbage i trækretning under indflydelse af henholdsvis gunstige
eller ugunstige omverdensforhold.
I 1962 besøgte Arne Møller og jeg Blåvand for første gang. Blåvand var et meget øde
sted dengang, og fyrmester Thomsen og hans kone led på det nærmeste af ø-kuller, der i
løbet af få år udviklede sig til forfølgelsesvanvid, når de invaderende turist-masser – ikke
mindst sådanne af typen fuglefolk – standsede op og kikkede ind i haven og dermed op
mod huset og familien Thomsen, der sad derinde bag de nedrullede gardiner. Der sad ofte
sjældne fugle i denne Danmarks vestligste have, men den sjældne fugl som kikkert-folket
kikkede efter var ikke, som hun troede, fru Thomsen.
Allerede året efter var der ved Lorenz Ferdinands mellemkomst blevet oprettet en
fuglestation i den beskedne gamle redningsstation, og Thomas Thelle og Arne Møller
startede som de første observatører med at se på vade- og havfugle-trækket nede på
Hukket. Senere – vist i efteråret 1964 – kom der ringmærkning med spejlnet op at stå i
vegetationen bag fyrpasser-boligerne, og her fangede Arne Møller 13 august 1966
Danmarks første Bjergløvsanger. En time efter ankom jeg og kunne bekræfte artsbestemmelsen
(Sjældenhedsudvalget har just ‖fundet ud af‖, at man ikke ved om den var
øst- eller vestlig, så den svæver nu i et ubestemt limbo). Senere slog vi den stakkels fugl
ihjel, fordi vi ikke stolede på, at den ville blive godkendt af det dengang ret så
inkompetente (nu overkompetente) Sjældenhedsudvalg. Bagefter stegte og spiste vi den
stakkels lille krop, hvad jeg senere med ringe følsomhed kaldte årets ‖ornithologiske
oplevelse‖ på mødet af samme navn i DOF i København. Det vakte lige dele munterhed
og opstandelse/forargelse. Man var vel fremme i skoene dengang.
I de næste mange somre kom jeg hvert år til Blåvand, hvor vi studerede det N-fra
kommende vadefugletræk. I to sæsoner lavede vi sågar kæde-observationer med vist 7
poster spredt fra Revtangen i SV-Norge til den tyske ø, Sild i S. Det var gode og
inspirerende år. Fig.5 til venstre viser en del af personalet ved 10 års-jubilæet i 1973
tegnet af Jens Gregersen i FO. Det er mig øverst til venstre, så følger Henning Noer,
Dalle, Svend Rønnest, Thomas Kiørboe og Erik Overlund. På billedet holder Hans Mel
nøje øje med Lorenz. Henning Noer, Finn Dalberg og den dengang noget embryonale
Thomas Kiøerboe førte sig frem med matematiske falbelader, og vi forsøgte at forstå og
modellere, medens Frank Zappa og Captain Beafheart støjede i baggrunden. Det var vist
12