det er en PDF-fil og - Jørgen Rabøl

5. Skallingen
Blåvand gled jævnt over i Skallingen. Fra 1970 begyndte jeg at optræde som lærer i
terrestrisk økologisk sommerkursus (10 dage) og med nogen modstand fra det
dominerende entomologiske societet fik jeg hen ad vejen indført diverse ornitologiske
projekter. Det holdt hårdt. Ellinor Bro Larsen og hendes trofaste væbnere Bo Vest og
Hans Dreisig stod for det insektoide, autøkologiske approach med demonstrationer mere
end projekter i fokus. I tidens ånd mente jeg, at folket skulle involveres og være
medbestemmende, og det var bestemt ikke Ellinors linie. Der kom nogle sammenstød.
Det var ikke rart, og det var – lidt – synd for hende, men så heller ikke mere. Hun var en
dinosaur, og det bliver vi alle med tiden.
På Skallingen eksperimenterede jeg en del med nyt og ofte hjemmelavet udstyr. Til min
egen overraskelse viste det sig, at jeg var rimelig kreativ udi det praktiske. Jeg
konstruerede bl.a. en kviksølv-vippebryder baseret på torsion i en el-ledning til
registrering af insekters døgnrytme. Dreisig havde indført en 10 kanalers Miniscript Z
aktivitets-skriver, og den brugte jeg til som basis til at registrere både insekters og
trækfugles aktivitetsrytmer. Vi lavede også observationer på Blåvandshuk af
vadefugletrækket under inspiration af de Noers-Kiørboeske metoder og forestillinger. Vi
var til krofest hver fredag i Blåvand sammen med fuglestations-folkene, og jeg gjorde
den basale observation og erfaring at et godt socialt og et godt fagligt miljø følges ad.
Tidligere havde man nærmest haft den opfattelse, at asocialitet og afholdenhed
promoverede det faglige udbytte. Sammen med den legendariske kok Jesper Hansen
(senere Reines) udviklede jeg med årene en god næse for at holde pladespiller-spillende
fester på de rigtige tidspunkter, hvilket pr. definition var, når de unge fruer var parate til
at bryde ud i en mindre eller større omgang utroskab. Det var lærerige år. Jeg lærte en del
om den kvindelige psyke, og ramlede blandt andre ind i min senere kone, der dengang i
sommeren 1977 var 25 år og særdeles attraktiv. Det gik ud over mit forhold til Inge, hvad
der på mange måder var ret ulykkeligt, men det bragte dog bl.a. to udmærkede sønner
med sig.
De sidste år kom der også orienterings-forsøg ind i billedet bl.a. den første forflytning
(1986) fra Chr.ø i et smadret magnetfelt. Tidligere havde jeg lavet orienterings-forsøg tæt
på og lige øst for Blåvand Fyr i den døde, afskærmede lys-vinkel ind mod land. Nu
flyttede jeg til lysninger i Ho Plantage. Efter Skalling-kursernes ophør sidst i 1980-erne
fortsatte jeg i flere omgange sådanne forsøg fra Skalling-laboratoriet. I efteråret 1990 var
den to-årige Ras og jeg således alene i en uges tid på laboratoriet, og jeg var gået ud en
mørk nat til forsøgene efter meget bestemt at havde indskærpet ham, at han ikke under
nogen omstændigheder måtte gå ud af huset. Jeg ville snart komme tilbage. Det gjorde
jeg også – og faldt næsten over den sovende dreng på måtten lige indenfor døren. Vi så
en sen, ung Gøg og snakkede om, at den skulle finde vej helt alene ned til Afrika. Det var
han meget optaget af.
6. Konklusion for tidligere artikler om synligt dagtræk
Når jeg genlæser disse gamle artikler fra 1960-erne er der én ting, der overrasker mig:
Jeg havde en erindring om noget helt konkret og observations-baseret nemlig en
16