det er en PDF-fil og - Jørgen Rabøl

okt. 2006. Enhver kan på nettet finde frem til de britiske og islandske amerikanere, men
de grønlandske er ikke sådan at få fat i. Men dem har Grønlands-fareren David Boertman
styr på.
I denne populære, men dog alligevel faglige artikel beskriver vi nogle mere eller mindre
nye forhold. Tæller man antallet af arter, er arts-diversiteten størst i Storbritannien, men
korrigerer vi med kvadratroden af antal individer bliver den størst i Grønland (4.45) og
mindst i Storbritannien (1.98). Island er midt i mellem (2.81).
De fugle, der dominerer i Storbritannien, er lang-distance trækkere, medens der er
forholdsvis mange kort-distance trækkere i Grønland.
De islandske og Grønlandske fugle når formentlig især frem gennem omvendt træk,
medens de britiske forekomster mestendels skyldes vinddriftet normaltræk fra en
udgangsposition ude over Atlanten øst for USA.
De amerikanske sjældenheder – med sparrows som en delvis undtagelse – trænger meget
lidt igennem til Nordsø-kysterne. Hermed står de i klar modsætning til sjældenheder
østfra, der langt mere persisterende trænger hele vejen igennem for til sidst at fortabe sig
i Atlanterhavet. Det passer også med, at amerikanerne i denne region er vinddriftede
normaltrækkere. Når og hvis de når frem til Europa, forsøger de sikkert straks en reorientering,
medens de omvendte asiatere bare knokler fejlagtigt på i en uendelighed.
Vi skrev det ikke, men det er påfaldende, så få europæere og sibiriere der ses i
Nordmamerika. Sådanne ses jo ‖ret alm.‖ på Island. Forklaringen er formentlig
mestendels, at de dumper bredt ned i hele det nordlige Canada, der ligger stort, mægtigt
og mennesketomt. Den amerikanske østkyst med de mange mennesker og
koncentrations-mekanismerne langs kysten ligger stort set ‖i læ‖ på en storcirkelkurs
som set fra Europa. Vindene er heller ikke så meget med i den retning. Vi trænger til, at
nogle observerer eller fanger fugle på østkysten af New Foundland, men selv her ligger
man noget i læ af Grønland.
Dette kapitel kan passende sluttes af med resultatet af en ikke-forstået fejl-orientering,
nemlig en Isabellastenpikkers opdukken på Endelave den 21 september 1989.
Jeg forstår til fulde fejl-orienteringen bag de N- og V-europæiske efterårs-forekomsterne
af Lille Fluesnapper og Høgesanger. Det er simpel omvendt orientering (de to stk. Lille
Fluesnapper, som jeg så på La Gomera i november 1978 er nu ikke ganske nemme at
forstå). Jeg forstår – til dels – også fejl-orienteringen hos de Hvidbrynede Løvsangere
o.l.; det er nærmest omvendt orientering, måske langs storcirklen og måske iblandet
noget komplementær-vinkel orientering.
Men jeg forstår ikke, hvad der ligger bag den – i reglen - sene efterårs-vandring mod NV-
Europa af bl.a. Ørkensanger, Ørken-, Nonne- og Isabellastenpikker, samt SØ-lige
Sydlige Nattergale. De skal jo til Ø-Afrika sådan ca. mod SSV (det kan evt. beskrives
som omvendt komplementær-vinkel træk). Men derfor var det jo herligt, at se Danmarks
første Isabellastenpikker på et lidt uventet sted i fædrelandet og ganske fri for andre
fuglefolk.
Jeg var ude at gå en tidlig eftermiddagstur med 1-årige Rasmus i rygselen. Jeg gik langs
Strandvejen og spejdede efter champignoner på Niels Holm`s tørre eng, da mit øje – en
halv km væk - fangede en formodet opflyvende Sanglærke, der satte sig i på toppen af en
pæl. Det gør Sanglærker iblandt om foråret, men sgu ikke i september, så jeg satte
42