det er en PDF-fil og - Jørgen Rabøl

tilvænning til stærkere eller svagere magnetfelter blev fuglene dog igen normalt
orienterede. Derimod syntes inklinationen, d.v.s. hældningen af den magnetiske vektor at
være uden betydning i hvert fald indenfor de grænser man afsøgte i starten.
Wolfgangs første store afhandling kom i 1968. Resultaterne var for så vidt klare – i hvert
fald på den måde, som de blev fremstillet. Den beregnede gennemsnitsvektor for det
enkelte forsøg var nemlig meget ofte ikke statistisk signifikant og koncentrationen var
ringe, men dyngede man alle middelretningerne sammen og beregnede en gruppegennemsnitsvektor
blev denne ofte signifikant og forløb stort set i den forventede
retning. Andre – bl.a. Wallraff i Seewiesen - kunne dog ikke gentage Wolfgangs
resultater. Wallraff brugte et lidt anderledes bur med tangentielle siddepinde, der for en
logisk betragtning rent faktisk virkede mere egnet end et bur med radierende siddepinde.
Steve Emlen på Cornell i USA – der brugte orienterings-tragte - kunne heller ikke
bekræfte Wolfgangs resultater og konkluderede i første omgang, at Indigo-værlingen var
uorienteret om natten, hvis der ikke var stjerner på himlen. Senere i 1970-erne gik Emlen
og Wiltschkøerne imidlertid sammen, og man fandt ud af, at Indigo-værlingen rent
faktisk var orienteret under stjerne-løse betingelser, og at Emlen i starten havde været for
striks med at kassere resultaterne fra fugle, der viste lav-koncentreret aktivitet.
Nedtromlet af Wiltschkøerne gik Emlen herefter i sort – bogstavelig talt – da han overgik
til anden forskning i det mørke Afrika.
Der var altså omkring 1970 et udtalt behov for at komme ind og be- eller afkræfte
Wolfgangs magnet-orientering, og vores bidrag (Petersen & Rabøl 1972) var
sammenligninger fra syv forårs- og efterårs-perioder i 1968 til 1971, hvor der var
foretaget samtidige udendørs forsøg under overskyede/stjerne-løse og stjerne-klare
betingelser. Spørgsmålet lød, om fuglene var orienterede under førstnævnte betingelser,
og det skulle så helst være i samme retning som under stjerne-klare betingelser. Hvis de
var, var det en indikation - men jo ikke noget direkte bevis - på magnetisk orientering.
I det store hele fandt vi god overensstemmelse mellem orienteringen på de
overskyede og de stjerne-klare nætter: Aktiviteten var dog lavere, og såvel de
individuelle koncentrationer som koncentrationen af gruppe-gennemsnitsvektorerne var
generelt mindre, når det var overskyet. Middelretningen i forsøgene var dog ofte ikke i
god overensstemmelse med normaltrækretningen - især på nætter efter et stort tiltræk
(fuglene er generelt testet natten lige efter, at de blev fanget i morgen/formiddags-timerne
samme dag).
I 1972 og 73 (Rabøl 1975a) fortsætter jeg med sammenlignende forsøg af orienteringen
på overskyede og stjerne-klare nætter. Overskyet kan være naturligt overskyet, eller
”overskyet”: Det sidste betyder, at tragtens åbning overdækkes ikke bare med net men
også med uigennemsigtig plastik, der lukker synet af stjernerne ude, men som tillader
næsten 100% lys-gennemtrængelighed.
I nogle af disse forsøg ødelægger jeg også fuglenes mulighed for at bruge magnetfeltet
til at orientere sig efter. D.v.s. jeg ødelægger muligheden set ud fra Wiltschkøernes fund
og konklusioner. Hver tragt tilføres en kraftig stangmagnet, der enten anbringes vandret
under siddepuden eller 45º skråt på tragtens yderside ud for siddepuden (Fig.13).
Hovedaksen i stangmagneten vender mod Ø eller V, og magnetisk N i det noget
heterogene, resulterende felt peger enten mod (ca.) Ø eller V. Feltstyrken i midten af
tragtens indre (hvor fuglen befinder sig) er 2.0 – 2.5 Gauss, og da det er 4-5 gange mere
44