det er en PDF-fil og - Jørgen Rabøl

sandsynlighed på under 5% (Rayleight-testet) for, at koncentrationen var stor nok til, at
man kunne fæstne lid til gennemsnitsretningen.
Hvis vi ser på gruppens gennemsnitsvektor – baseret på de accepterede individuelle
gennemsnitsretninger - var der ingen afgørende forskel på de tre metoder. De ligger
meget tæt, henholdsvis: 1) 4º - 0.870, 2) 9º - 0.813, og 3) 8º - 0.833. Antallet af individer,
der blev accepteret, var også næsten ens: 17, 16 og 19.
Det virker altså ret så ligegyldigt, hvilken metode man bruger, så hvorfor bruge den
besværlige 3), når den nemme 1) giver det samme. Jeg går derfor i løbet af nogle år over
til at bruge 1). Der er jo ingen grund til at plage sig selv unødvendigt, og hvis andre
forskere synes, at metode 3) eller lignende er mere videnskabelig og objektiv så dem om
det. Deres henvisning til at de har talt antallet af streger som basis for beregningen af en
gennemsnitsvektor kan generelt ikke være rigtig. Ved blot nogen aktivitet flyder
stregerne sammen til en gang mos, så i bedste fald har de grov-skønnet antallet af
streger, og så er de ikke meget mere eksakte end jeg er.
Næsten før den mest eksakte analyse-procedure og statistiske behandling er indført, dør
den derfor ud igen. Steve Emlen bruger den i noget tid, men han frustrerer tilsyneladende
i samarbejdet med Wiltschkøerne og er snart på vej ud af orienterings-forskningen og går
over til at studere social adfærd hos Hvidpandede Biædere i Afrika. Den anden store
orienterings-komet, Wolfgang Wiltschko når aldrig så langt med fortolkningerne af
trækadfærden i det klodsede 8-kantede Frankfurt-bur. Han laver slet ikke statistik på de
enkelte fugle, men kasserer blot alle gennemsnitsvektorer baseret på mindre end 40
siddepinds-registreringer pr. nat. Koncentrationen af den enkelte fugls aktivitet
interesserer ham ikke. Den kan være så lav som 0.01. Blot antallet af registreringer er
over 40 så opfattes den som god nok og inkluderes i gruppen og beregningen af gruppegennemsnitsvektoren.
Det blev han i øvrigt kritiseret en del for, for i starten troede ingen
på magnetisk orientering, og slet ikke når den var så lav-koncentreret som den så oftest er
for den individuelle aktivitet i det 8-kantede bur. Men Wolfgang er enten tykhudet eller
også er han (tillige) klog nok til at indse, at det er lige meget, blot gruppe
gennemsnitsvektoren er statistisk signifikant – og det har han meget ret i.
12. De næste geografiske forflytninger m.v.
I efteråret 1969 (Rabøl 1970b) fortsætter jeg med geografiske forflytninger.
(1) I august er jeg i Hanstholm, Jyllands NV-hjørne. Jeg bor hos plantør Mortensens i
Tved (Poul Halds forældre) og kører hver morgen på Vespa-en ud til fyr-haverne ved
Hanstholm, hvor jeg har sat net op. I to omgange (14 og 24 August) flytter jeg Løv- og
Havesangere mod ØSØ-SØ til Dueodde, Bornholms SØ-hjørne. Det er en forflytning
6.5º mod Ø og 2º mod S, i alt 475 km. Først går turen til Ålborg Lufthavn på scooter med
fuglene bag på i en kasse med spande. Så flyves over Kastrup til København og derfra til
Rønne og videre med taxi til Dueodde. Her har jeg i forvejen været ovre med tragte og
andet udstyr og lagret det op i et gammelt sirenehus ude i klitterne sydøst for det lange
fyrtårn. Den ene af gangene flyver vi fra klart vejr i Ålborg ind i et frontsystem over
Kattegat. I København regner det løs og først over Smygehuk kommer vi gennem
skydækket ind i solskinnet igen. Jeg når lige at få afsluttet forsøgene i Dueodde før
30