Hele delrapporten i printervenligt format (Adobe Acrobat 0,9 MB)

Taksteftersyn 

Delrapport om 

mellemlange og lange 

videregående 

uddannelser 

Undervisningsministeriet 

Institutionsstyrelsen 

2000

Indhold 

1 Introduktion til området 5 

1.1 Formål og begrænsninger vedr. taksteftersynet af de videregående 

uddannelser 5 

1.2 De videregående uddannelser 5 

1.3 Bevillingerne til de videregående uddannelser 8 

2 Forudsætninger for takstfastsættelsen 9 

2.1 Universitetslov og flerårsaftale om de videregående uddannelser 9 

2.2 Budgettering, bevillingstyper og optællingsmetoder 9 

2.3 Takstfastsættelsen 11 

3 Takstudviklingen i perioden 1994-99 15 

3.1 Gennemgang af konkrete takstændringer 16 

4 De mellemlange videregående uddannelser 20 

4.1 Uddannelsesspecifikke analyser 22 

4.2 Tværgående analyse 48 

5 Lange videregående uddannelser 56 

5.1 Særlige problemstillinger vedr. taksteftersynet for de lange 

videregående uddannelser 56 

5.2 Sammenligning af takst- og udgiftsniveauer for universiteterne i 

Sverige og Danmark 58 

5.3 Generelle forhold vedrørende taxametersystemet og taksterne på 

universitetsområdet 73 

5.4 Takster og takstgrupper 78 

6 Sammenfatning vedrørende de videregående uddannelser 90 

6.1 Konklusioner vedrørende de mellemlange videregående uddannelser 90 

6.2 Konklusioner vedrørende de lange videregående uddannelser 91 

Bilag A Universiteter i Sverige og Danmark 

Bilag B Universitetsuddannelser i Sverige og Danmark 

Bilag C Universiteternes finansiering 

Bilag D Universiteternes styring og organisation 

Bilag E Universiteternes personale 

Bilag F Universiteternes lokaler 

Bilag G Udviklingen i de økonomiske rammer for de 

naturvidenskabelige fakulteter ved KU og AU 1985-99 

Bilag H Evalueringsinstituttets bidrag til taksteftersynet 

Bilag I Uddannelsesprognosemodellen 

Bilag J Eksempel på spørgeskema vedr. de mellemlange 

videregående uddannelser 

Bilag K Eksempel på spørgeskema vedr. de lange videregående 

uddannelser 

Alle bilag kan hentes på Undervisningsministeriets hjemmeside 

http://www.uvm.dk/pub/1999/takst

1 Introduktion til området 

1.1 Formål og begrænsninger vedr. taksteftersynet af 

de videregående uddannelser 

For de mellemlange og lange videregående uddannelser er hovedformålet med taksteftersynet 

at analysere undervisningstaksterne på de ordinære uddannelser. 

De mellemlange uddannelser udbydes fortrinsvis på institutioner, der kun har én 

uddannelse (monoinstitutioner), og hvor taxametertilskud udgør langt den overvejende del 

af de samlede tilskud. Visse typer institutioner supplerer dog hovedaktiviteten med f.eks. 

åben uddannelse (jf. delrapport om åben uddannelse). 

Når institutionen kun udbyder én uddannelse, er ledelsens muligheder for interne 

omprioriteringer relativt begrænsede. Der kan kun i begrænset omfang omprioriteres 

mellem uddannelse og andre formål (administration, bygningsdrift m.v.), men ikke mellem 

uddannelser. Monoinstitutionernes enhedsomkostninger må derfor på forholdsvis kort sigt 

svare til taksten, og analysen nedenfor viser da også, at der ikke kan konstateres store eller 

langvarige ubalancer. 

Et taksteftersyn på de mellemlange videregående uddannelser vil derfor primært vise 

variationen i den måde, hvorpå de enkelte institutioner udnytter de givne bevillinger, og i 

mindre grad kunne af- eller bekræfte, hvorvidt taksterne giver en rimelig dækning af de 

udgifter, der er forbundet med at gennemføre uddannelsen. 

I modsætning til monoinstitutionerne er universiteterne generelt langt mindre følsomme 

overfor aktivitets- eller takstændringer, dels fordi bevillinger til uddannelse og forskning 

udgør én samlet blokbevilling, hvoraf forskningsbevillingen udgør hovedparten, dels fordi 

de fleste universiteter - i lighed med erhvervsskolerne - udbyder en bred vifte af 

uddannelser, hvorfor følsomheden i forhold til aktivitetsudsving på den enkelte uddannelse 

er begrænset. Universiteterne har således rige muligheder for interne omprioriteringer både 

mellem forskning og uddannelse og mellem de forskellige uddannelser. 

De eksisterende regnskabsoplysninger giver imidlertid kun i begrænset omfang mulighed 

for at afdække omfanget og karakteren af de interne omprioriteringer på universiteterne. 

Taksteftersynet vedr. universitetsområdet er derfor funderet på en række særskilt indkaldte 

oplysninger samt en række særskilte undersøgelser. Der er således foretaget en 

sammenligning af udgifts- og takstniveauer på universiteterne i Sverige og Danmark. 

Resultaterne af analysen er beskrevet i afsnit 5.2. Desuden er Danmarks Evalueringsinstitut 

blevet bedt om med udgangspunkt i allerede foretagne evalueringer at bidrage til 

taksteftersynet (Bilag H). Endelig har ministeriet i forbindelse med analysen af de 

økonomiske problemer på naturvidenskab foretaget en kortlægning af udviklingen i de 

økonomiske rammer for de naturvidenskabelige fakulteter ved universiteterne i København 

og Århus 1985-99 (bilag G). 

1.2 De videregående uddannelser 

De mellemlange videregående uddannelser har typisk en normeret studietid på 3-4 år. 

Uddannelserne er typisk professionsuddannelser med et stort indhold af professionsrettet 

5

teori og praktik som et væsentligt element. De lange videregående uddannelser er 

forskningsbaserede og typisk inddelt i et treårigt bachelorforløb og en toårig 

kandidatoverbygning med mulighed for yderligere et treårigt ph.d.-forløb. 

De mellemlange og lange videregående uddannelser, der indgår i taksteftersynet, samt de 

institutioner, der udbyder uddannelserne 1 , er angivet i tabel 1. 

Tabel 1 Lange og mellemlange videregående uddannelser i taksteftersynet efter 

hovedområde og udbydende institutioner 

HUM SAMF NAT SUND TEK PÆD 

Dansk 

Engelsk 

Medie- og komm. 

udd. 1) 

KU, AU, SDU/OU, 

RUC, AAU, HHK, 

HHÅ 

Socialrådgiver, 

journalist 

Sociale højsk. 

AAU, DJH 

Jura 

Økonomi, 

Erhv.økonomi 


RUC, AAU, HHK, 

HHÅ 

Mellemlange videregående uddannelser/institutioner 

Ergoterapeut, 

Fysioterapeut 

Ergo- og 

fysioterapeutskoler 

Lange videregående uddannelser/institutioner 

Matematik 

Kemi/Biologi 2) 

Veterinær 


RUC, AAU, KVL 

Diplomingeniør, 

Eksportingeniør 

Ingeniørhøjsk, 

DTU, AAU, 

SDU/OU 

Lærer, Pædagog 

Lærer- og 

pædagog 

seminarier 

Læge Civilingeniør Pædagogisk 

kandidatudd. 

(dansk og 

engelsk) 

KU, AU, SDU/OU DTU, SDU/OU, 

AAU 

DLH 

1) Medie- og kommunikationsuddannelser omfatter humanistisk informatik (AAU), medievidenskab og informationsvidenskab (AU), film- og 

medievidenskab (KU), medie- og kommunikationsuddannelsen på RUC og journalistuddannelsen (Danmarks Journalisthøjskole, der er en 

MVU-institution). 2) Kemi udbydes ikke på SDU/OU, biologi udbydes ikke på AAU 

I alt 89 institutioner på Undervisningsministeriets område udbyder mellemlange videregående 

uddannelser som det højeste niveau. Tabel 2 viser en oversigt over antallet af 

institutioner fordelt efter størrelse. 

Som det fremgår har 51 institutioner eller ca. 60 procent af de 89 mellemlange videregående 

uddannelsesinstitutioner en studieaktivitet på mellem 200 og 499 studenterårsværk 

(STÅ). Af de institutioner, som er omfattet af taksteftersynet, ligger flertallet af pædagogseminarier 

og ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne samt de sociale højskoler i dette 

interval. De fleste lærerseminarier, to af ingeniørhøjskolerne samt Danmarks Journalisthøjskole 

har mellem 500-1000 STÅ. Kun fire institutioner beliggende i enten København 

eller Århus - tre lærerseminarier og en ingeniørhøjskole - har en årlig studieaktivitet på over 

1.000 STÅ. 

1 

I det følgende anvendes følgende forkortelser for universiteterne: 

Københavns Universitet KU Danmarks Tekniske Universitet DTU 

Århus Universitet AU Handelshøjskolen i København HHK 

Syddansk Universitet SDU/OU Handelshøjskolen i Århus HHÅ 

Roskilde Universitetscenter RUC Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole KVL 

Aalborg Universitet AAU Danmarks Farmaceutiske Højskole DFH 

Danmarks Lærerhøjskole DLH 

6

Tabel 2 Mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner, antal institutioner 

efter størrelse (antal studenterårsværk) på ordinære uddannelser, 1998 

Institutioner Antal STÅ (1998) 

Type Antal 

Lærerseminarier 19 2 14 3 13.480 

Pædagogseminarier 32 29 3 12.078 

Ingeniørhøjskoler 5 2 2 1 4.327 

Ergo- og fysioterapeutskoler 8 1 7 2.636 

Sociale højskoler 4 4 1.653 

Håndarbejdsseminarier 8 4 4 1.478 

Danmarks Journalisthøjskole 1 1 588 

Danmarks Jordemoderskole 1 1 - 

Ernærings- og 

husholdningsøkonomseminarier 

2 2 485 

Handelshøjskoleafdelinger 3 3 282 

Hospitalslaborantskoler 2 2 186 

Den Grafiske Højskole 1 1 88 

Kaospilot 1 1 75 

Center for tegnsprog m.v. 1 1 67 

Specialkursus i husholdning 1 1 20 

I alt 89 14 51 20 4 37.443 

Inkl. Den Frie Lærerskole i Ollerup 

< 200 

200- 

499 

500- 

999 

> 

1000 

De mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner, som er omfattet af dette 

taksteftersyn er reguleret af følgende institutionslove: 

Lovgrundlag 

• L 311 1996: Lov om selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. 

• LB 608 1997: Bekendtgørelse af lov om uddannelse af lærere til folkeskolen 

• LB 865 1996: Bekendtgørelse af lov om teknika 

• LB 796 1996: Bekendtgørelse af lov om uddannelse til pædagoger 

• LB 679 1992: Bekendtgørelse af lov om statens overtagelse af de sociale højskoler i 

København, Århus, Odense og Esbjerg 

• LB 864 1996: Lov om handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger 

De 11 universitetslovsinstitutioner udbyder lange videregående uddannelser. Fem 

universiteter udbyder uddannelser indenfor 3-5 hovedområder (KU, AU, SDU/OU, AAU 

og RUC), mens de to handelshøjskoler i København og Århus udbyder uddannelser 

indenfor to hovedområder. Endelig er der fire institutioner, der kun har uddannelser 

indenfor et hovedområde, nemlig DTU (tekniske videnskaber), KVL (naturvidenskab), 

DFH (sundhedsvidenskab) samt DLH (pædagogik). 

I tabel 3 er studieaktiviteten på universiteternes ordinære uddannelser fordelt på 

hovedområder. Som det fremgår, er det på de humanistiske og samfundsvidenskabelige 

hovedområder, at langt den største andel af studieaktiviteten på de lange videregående 

uddannelser foregår. Disse to hovedområder tegner sig alene for næsten to tredjedele af det 

samlede antal STÅ. Det fremgår desuden, at universiteterne målt i studenterårsværk er af 

meget forskellig størrelse - fra ca. 15.700 STÅ på Københavns Universitet til ca. 740 STÅ 

på Danmarks Farmaceutiske Højskole. 

Foruden lange videregående uddannelser udbyder en række af universiteterne også 

kompetencegivende mellemlange videregående uddannelser, hvis tilhørende studieaktivitet 

ligeledes er angivet i tabel 3. Fordelingen af STÅ på universiteternes mellemlange 

videregående uddannelser varierer ligeledes meget, idet de to handelshøjskoler sammen 

med DTU tegner sig for næsten 80 procent af det samlede antal. 

I alt 

7

Tabel 3 Studenterårsværk på ordinære uddannelser fordelt på hovedområde og 

institution, 1998 

HUM SAMF NAT SUND TEK PÆD I ALT 

Heraf 

MVU 

KU 5.700 4.545 3.157 2.267 15.669 75 

AU 3.760 3.271 1.836 1.588 10.455 140 

SDU/OU 2.486 1.194 1.035 873 179 5.767 480 

AAU 1.320 1.948 243 2.109 5.620 160 

RUC 1.579 1.335 469 3.383 0 

DTU 3.792 3.792 930 

HHK 1.674 4.184 5.858 1.515 

HHÅ 732 1.616 2.348 745 

DFH 741 741 0 

KVL 1.817 1.817 0 

DLH 495 495 0 

I alt 17.251 18.093 9.298 4.728 6.080 495 55.945 4.045 

Universitetslovsinstitutionerne er statsinstitutioner på nær HHK og HHÅ, der er 

selvejende. De væsentligste institutionslove på området fremgår af boksen nedenfor. 

Lovgrundlag 

• LB 334 1993: Lov om universiteter m.fl. 

• LB 58 1987: Lov om Danmarks Lærerhøjskole 

• LB 864 1996: Lov om handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger 

1.3 Bevillingerne til de videregående uddannelser 

På de mellemlange videregående uddannelser ydes hovedparten af uddannelsesbevillingerne 

som et taxametertilskud pr. studenterårsværk (STÅ). Et studenterårsværk svarer til, at en 

studerende har gennemført og bestået et års fuldtidsstudium. For flertallet af videregående 

uddannelsesinstitutioner (universiteter, teknika, handelshøjskoleafdelinger m.v.) beregnes 

antallet af studenterårsværk som antal beståede eksaminer, større opgaver eller specialer ud 

fra den vægt, hvorefter disse studieelementer indgår i det normerede studieforløb 

(eksamensstudenterårsværk). For bl.a. seminarier og ergoterapeut- og fysioterapeutskoler 

beregnes antallet af studenterårsværk dog ud fra antal godkendte eller beståede semestre 

(semesterstudenterårsværk). 

Hver STÅ udløser en undervisningstakst og en fællesudgiftstakst eller eventuelt en 

praktiktakst. Desuden modtager alle institutioner et fast grundtilskud. Til de selvejende 

institutioner, der er omfattet af lov om selvejende institutioner for videregående uddannelse 

(selvejeloven), gives desuden som hovedregel et bygningstaxametertilskud pr. STÅ og et lidt 

højere grundtilskud. 

I 1998 udgjorde det samlede taxametertilskud (undervisningstilskud + fællesudgiftstilskud 

+ praktiktilskud) til ordinær uddannelse på de mellemlange uddannelser ca. 85 procent af 

de samlede bevillinger til de mellemlange videregående uddannelser. 

For de lange videregående uddannelser er sammensætningen anderledes, idet universiteterne 

udover uddannelsesbevillinger modtager en fast forskningsbevilling foruden 

bevillinger til særlige formål som biblioteker og museer m.v. Da samtlige lange 

videregående uddannelser udbydes på institutioner, der er eller fungerer som 

statsinstitutioner, er tilskud til universiteternes kapitaludgifter ikke aktivitetsafhængige, 

men konkret fastsat på de årlige finanslove. I 1998 udgjorde taxametertilskuddet (inkl. 

tilskud til åben uddannelse og mellemlange videregående uddannelser på universiteterne) 

til universiteterne lidt under en tredjedel af den samlede bevilling. 

8

2 Forudsætninger for 

takstfastsættelsen 

2.1 Universitetslov og flerårsaftale om de videregående 

uddannelser 

Det generelle udgangspunkt for takstreformen på de videregående uddannelser, der 

indebar, at taxametersystemet erstattede den såkaldte budgetmodel som finansieringssystem, 

var forliget om en ny universitetslov og især flerårsaftalen om de videregående 

uddannelser i 1992. Med afsæt heri blev de overordnede strukturelle rammer for de 

videregående uddannelser og rammerne for optagelsespladser og økonomi fastlagt frem til 

1996. Hovedprincipperne i flerårsaftalens økonomistyringsprincipper var: 

• Indførelse af taxameterprincipper svarende til dem, der var anvendt på erhvervsskolerne 

og åben uddannelse 2. 

• Alle bevillingerne skulle gives til institutionerne som en blokbevilling, således at 

ingen bevillinger øremærkedes til bestemte formål. Bevillingerne skulle fortsat gives 

under forudsætning af, at institutionen varetager bestemte opgaver, men 

disponerer frit inden for de samlede bevillinger og indtægter. 

• Institutioner kunne tage initiativ til oprettelse og nedlæggelse af uddannelser. 

Oprettelse og nedlæggelse skulle dog fortsat godkendes i Undervisningsministeriet. 

Ligeledes blev dimensioneringen og optagelsen decentraliseret. Herefter kunne 

institutionerne selv flytte pladser mellem uddannelserne og etablere frit optag på 

bestemte uddannelser indenfor pladsrammen. Desuden fik institutionerne 

mulighed for selv at fastlægge kriterier for og fortage udvælgelsen af kvalificerede 

ansøgere. 

• Større råderum for institutionerne på personaleområdet med decentralisering og 

regelforenklinger i forhold til løn- og ansættelsesforhold. 

2.2 Budgettering, bevillingstyper og optællingsmetoder 

De væsentligste forskelle og ændringer ved indførelsen af taxameterprincippet er for det 

første den detaljeringsgrade, hvormed bevillingerne fastlægges og tildeles. Budgetmodellen 

opererede med en lang række standarder og normer for budgetteringen. Der var normer for 

årsværk samt løn- og annuumsbevillinger. Derudover var der en række bevillinger til særlige 

formål, og antallet af disse særbevillinger forøgedes kraftigt i budgetmodellens levetid. 

Endelig var budgetmodellen karakteriseret ved, at der var tale om faglige hovedområdebudgetter 

fordelt på undervisning og forskning. I årene lige efter budgetmodellens 

indførelse i 1981 skulle væsentlige interne omfordelinger mellem aktiviteter og 

hovedområder i forhold til de givne bevillinger forelægges ministeriet til godkendelse, men 

senere fik universiteterne selvstændig ret til at foretage omfordelinger. En ret der endeligt 

blev lovfæstet med universitetsloven i 1992. 

Med taxameterprincippet forlod man årsværksstyringen og lønsumsstyringen. Der 

reduceredes drastisk i omfanget af særbevillinger m.v. og opdelingen i faglige 

hovedområdebudgetter forlades helt. Herefter bestod den hovedområdevise budgettering 

2 På de videregående uddannelser forudsætter taxameterudløsning dog, i modsætning til erhvervsuddannelser og åben uddan- 

nelse, beståelse af eksamen eller semester. 

9

udelukkende af henføring af de forskellige uddannelser til de respektive hovedområder, 

mens forskningsbevillingen udgjorde en samlet bevilling. 

For det andet ændredes bevillingsstrukturen. Der indførtes nye bevillingstyper, som 

afspejlede, hvilke dele af institutionernes bevillinger, der nu blev takstbudgetteret hhv. 

konkret budgetteret. Disse bevillingstyper fra 1994 er fortsat gældende ved budgetteringen 

af universitetssektoren og de statslige mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner. 

De selvejende mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner har desuden fået 

bygningstaxameter fra og med 1997. 

Bevillingstyper og bevillingsformål fremgår af nedenstående tabel 4. 

Tabel 4 Bevillingstyper og bevillingsformål 

Takstbudgetteret 

Bevillingstyper Bevillingsformål 

Ordinær uddannelse 

Kandidatundervisning 

Praktikundervisning 

Dele af propædeutisk undervisning 

Adgangskurser 

Efteruddannelse Efteruddannelsesaktiviteter, primært for folkeskolelærere 

Forskeruddannelse Ph.D.- uddannelse 

Fællestaxameter Administration, afgifter samt bygningsdrift (energi, rengøring m.v.). 

Bygningstaxameter (selvejende 

institutioner) 

Husleje 

Renter på prioritetsgæld 

Ejendomsskatter 

Bygningsvedligeholdelse 

Grundbevilling Fast grundtilskud på 1. mio. kr. uanset institutionens størrelse 

Konkret budgetteret 

Forskning 

Kapitaludgifter (Statsinstitutioner og 

enkelte selvejende) 

Øvrige formål: 

I. Forskningsinstitutioner 

Øvrige formål: 

II. Institutioner uden forskning 

De ordinære forskningsbevillinger 

Tilbageførte forskningsbesparelser 

Evt. ekstern finansiering af forskerrekrutteringsstillingernes undervisningsdel 

Bevillinger til kandidat- og seniorstipendier 

Bidrag til fællesområdet – overhead på 15 procent 

Statstjenestemændenes pensionsbidrag 

Husleje 

Renter på prioritetsgæld 

Bygningsvedligeholdelse 

Biblioteker og samlinger m.v. 

Ejendomsskatter 

Småfag og udenlandske lektorer 

Propædeutisk undervisning, der ikke er takstbudgetteret 

Særbevillinger 

Langtidsledige 

Tilbagebetaling af apparaturlån 

Undervisningsaktiviteter der ikke er takstbudgetteret 

Statstjenestemændenes pensionsbidrag 

Tilbagebetaling af apparaturlån 


Langtidsledige 

For det tredje ændredes optællingsprincipperne for den ressourceudløsende aktivitet. 

Uddannelsesbudgetteringen blev under budgetmodellen foretaget på grundlag af aktivitets- 

og standardmål. Der blev anvendt en prognose for uddannelsesaktiviteten, målt som de 

studerendes studietrinstilvækster (STTV). STTV-prognosen var baseret på indberetninger 

fra uddannelsesinstitutionerne om de studerendes gennemførelse af et givet studietrin i 

uddannelserne. For hver prognosticeret beståelse af det samlede antal prøver og eksaminer, 

der var indeholdt i et studietrin (f.eks. 1 år), udløstes en bevilling. Finansårets prognose 

byggede på optjente studietrinstilsvækster 2 år tilbage. 

10

Desuden indeholdt STTV-prognosen et tillæg for belastning fra studerende, der ikke 

bestod prøver og eksaminer. Denne korrektionsfaktor blev reduceret i perioden 1991 til 

1993, således at aktiviteten primært blev opgjort på baggrund af faktisk beståede 

eksaminer. Korrektionsfaktoren blev i 1993 beregnet på grundlag af optagelsestallene, 

således at institutionerne i princippet blev kompenseret for eventuelt frafald inden første 

eksamen. 

Med taxametersystemet ændredes aktivitetsenheden til STÅ. En STÅ er defineret som 

beståelse af prøver og eksaminer svarende til et normeret studieår på en fuldtidsuddannelse. 

For hvert normeret studieår er defineret et antal eksaminer, der alle er ressourceudløsende 

på grundlag af en given STÅ-brøkdel - afhængig af hvilken vægt de forskellige eksaminer er 

tillagt i studieåret. 

STÅ-opgørelsen afviger fra budgetmodellens STTV-opgørelse (1993) ved: 

• at være baseret på faktisk - og ikke prognosticeret - aktivitet. 

• ikke at indeholde korrektionsfaktor, der kompenserer for frafald før første 

eksamen. 

• at være mere finmasket mht. studieelementer, idet der udløses STÅ for hver enkelt 

bestået eksamen, mens der tidligere skulle være bestået større klumper af eksaminer 

før, der blev udløst en STTV 

• at være mere differentieret på uddannelsesniveau. 

2.3 Takstfastsættelsen 

Taksterne for 1994 blev i hovedtræk fastsat udgiftsneutralt. Omlægningen blev gennemført 

ud fra det overordnede princip, at alle institutioner i 1994 skulle have bevillinger til 

uddannelse og forskning, der minimum svarede til de bevillinger, de ville have fået ved 

anvendelse af den hidtidige budgetteringsmodel. Dette princip anvendtes på institutionsniveau, 

ikke på hovedområdeniveau. 

Fastsættelsen af taksterne tog med andre ord ikke udgangspunkt i en detaljeret analyse af 

omkostningsstrukturen. Dette fremgik af Undervisningsministeriets principoplæg om den 

fremtidige økonomistyring fra december 1993; ”.. det postuleres ikke, at taksten svarer til 

et faktisk omkostningsniveau. Alene af den grund, at initialomkostninger, gennemsnitsomkostninger 

og marginalomkostninger ved en aktivitet kan være vidt forskellige, er det 

umuligt at fastsætte omkostningsbaserede takster, der dækker alle institutioner”. Derimod 

var taksterne udtryk for en politisk fastsat pris med udgangspunkt i dels hvad staten ville 

betale for en bestemt ydelse og dels kravet om, at den tekniske omlægning ikke måtte 

medføre bevillingstab på institutionsniveau. 

Fremgangsmåden var først at fastlægge takststrukturen for institutioner uden forskning, 

dvs. primært de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner. Her skulle taksterne 

afstemmes og fastsættes således, at de havde det samme bevillingsniveau til uddannelse og 

fællesområde (fællesudgifter m.v.) som tidligere. Der kunne godt ske regulering mellem 

uddannelse og fællesområde ved fastsættelse af taksterne. Den samlede nye takstbevilling 

skulle jo imidlertid være neutral i forhold til tidligere bevillingsniveau. 

Efter fastlæggelsen af takststrukturen på de mellemlange videregående uddannelser, kunne 

visse uddannelser på universiteterne passes ind i disse takstniveauer. For de øvrige skulle der 

udarbejdes supplerende takststruktur. Her bestod hovedopgaven for det første i – i 

samarbejde med institutionerne at foretage en skønsmæssig fordeling af den fremtidige 

STÅ-produktion på uddannelsesniveau – sammenlignet med den tidligere STTV- 

11

produktion på hovedområdeniveau. For det andet blev der beregningsmæssigt fastsat en 

målsituation, som afspejlede, hvad institutionen som helhed og det enkelte hovedområde 

skulle have haft, hvis budgetteringen var fortsat uændret. Indenfor denne ramme – den 

såkaldte målsituation - blev supplerende takster fastsat. 

For det tredje kunne eventuelle problemer med marginale afvigelser i forhold til hidtidige 

bevillingsniveau løses ved opretholdelse af særbevillinger (f.eks. til småfag) og regulering på 

bevillinger til ”øvrige formål” og/eller reguleringer på forskningsbevillingen. 

2.3.1 Beregningsgrundlaget 

Det overordnede grundlag for takstfastsættelsen var som nævnt ønsket om budgetneutralitet. 

Desuden skete omlægningen ud fra de beregningsprincipper- og 

forudsætninger, der er vist i tabel 5. 

Tabel 5 Beregningsprincipper- og forudsætninger for takstfastsættelsen 

Beregningsforudsætninger Delelementer 

Historisk betinget årsværksstyring - standarder 

og normer for udløsning af årsværk 

Historisk betingede bevillingsniveauer – 

lønrammer og driftsrammer 

Ny optællingsmetode af eksamensaktiviteten – 

fra STTV til STÅ 

Indplacering i takststruktur på grundlag af 

forskelle i studie- og undervisningsformer m.v. 

Udgiftsneutral omlægning 

Selektive takstjusteringer 

Student/Lærer ratioer (S/L+D) 

Fastlærerdækning (L/L+D) 

TAP-årsværk pr. lærer-årsværk (TAP+D/VIP+D) 

Annuum pr. lærer-årsværk (ANDET/VIP+D) 

Gennemsnitslønninger 

Korrektion på grundlag af den skønnede ændring i optællingen af 

eksamensaktivitet – overgang til tidstro faktisk eksamensaktivitet 

(StudenterÅrsværk, STÅ) fra prognosticeret produktion med 

udgangspunkt i tidligere års eksamensaktivitet 

(StudieTrinsTilVækster, STTV) 

Graden af forelæsninger contra småholdsundervisning 

Graden af selvstudium contra klasseundervisning 

Elementer af færdighedsundervisning 

Mængden og karakteren af laboratorieundervisning 

Omflytning af bevillinger fra uddannelsestakst til fællestakst. 

Reguleringer på forskningsbevillinger 


Disponering af takstpulje – regulering af takster der er kommet ud af 

niveau 

Der blev fastsat et begrænset antal takster. Uddannelser der hidtil var blevet budgetteret 

med forskellige S/L-ratier kunne blive henført til samme takst på grund af forskelle i de 

historiske gennemsnitslønninger og forskellige annuums-normer. Omvendt kunne 

uddannelser ved et hovedområde, som i det gamle system var budgetteret med én S/L-ratio, 

blive henført til forskellige takster, ud fra indplaceringer i takststrukturen efter forskelle i 

studie- og undervisningsformer, og den skønnede fremtidige fordeling af eksamensaktiviteten 

(STÅ-produktionen) på hovedområdets forskellige uddannelser. Der blev derfor 

ikke i forbindelse med fastsættelsen af de enkelte takster taget eksplicit stilling til et givet 

niveau for S/L-ratier, TAP-normer eller bevillinger til annuum (materialer, udstyr m.v.) for 

de respektive uddannelser. 

Eksempler på indplaceringer i takststrukturen ud fra forskelle i studie- og undervisningsformer 

m.v. er givet i tabel 6 nedenfor. 

12

Tabel 6 Eksempler på indplaceringer af uddannelser i takststrukturen 

Hovedområde Takstniveau Eksempler på fag/uddannelse Faglige hensyn ved indplacering 

Humaniora og 

samfundsvidenskab 

20.000 Jura, økonomi, dansk, 

litteraturvidenskab, retorik, 

teater 

Præget af forelæsninger og selvstudium og 

følgelig relativt billige. 

23-29.000 Socialrådgiver, sprog, 

arkæologi 

Elementer af færdighedsundervisning 

32.000 Musik, filmvidenskab, 

Elementer af færdigheds- og 

journalist 

laboratorieundervisning 

Naturvidenskab 

38-43.000 Matematik, statistik, 

Fag uden væsentlig element af 

Tek./Samf, geografi 

laboratorieundervisning 

49.000 Datalogi, geologi, fysik, 

agronom 

Fag med ”tørre” laboratorier 

56-60.000 Farmaci, kemi, biologi Fag med ”våde” laboratorier 

75.000 Dyrlæge Særlig ressourcekrævende undervisning på 

dyrehospital 

Sundhedsvidenskab 29.000 Ergo- og fysioterapeut Udgifter til praktik afholdes ved siden af 

43.000 Læge 

49.000 Tandlæge Praktik foregår på de tandhospitaler, der er 

tilknyttet tandlægeskolerne, og derfor er 

taksten højere end lægetaksten 

Pædagogiske 

20-32.000 Håndarbejdslærer, pædagog, Præget af klasseundervisning og mindre 

uddannelser 

folkeskolelærer 

element af selvstudium. Desuden praktiktakst 

til folkeskolelærer. 

Tekniske videnskaber 38.000 Adgangskurser og 

Væsentlige elementer af samfundsvidenskab 

eksportingeniør 

og humaniora og derfor billigere end de øvrige 

ingeniører. 

49.000 Civilingeniør Elementer af forelæsninger og selvstudium i 

forhold til teknikum- og akademiingeniør 

56.000 Teknikum- og akademiingeniør Præget af klasseundervisning i forhold til 

civilingeniør 

Ved fastsættelsen af taksterne for folkeskolelærer, pædagog, ergoterapeuter, fysioterapeuter, 

socialrådgiver og diplom- og eksportingeniør blev der taget udgangspunkt i nedenstående 

årsværksnormer, som dannede grundlag for budgetteringen af de ordinære undervisningsbevillinger 

i 1994. 

Tabel 7 Årsværksnormer anvendt til takstfastsættelsen 

Årsværksnormer 

S/L-ratio 

(ekskl. praktik) 

Fastlærer- 

dækning 

Folkeskolelærer 11,5 100% 

Pædagog 12,4 100% 

Ergo- og fysioterapeut 14,5 54% 

Socialrådgiver 17,0 79% 

Diplom- og eksportingeniør 9,5– 10,4 89% 

Herefter blev taksten med de budgetterede gennemsnitslønninger, annuums-normer, 

eventuelle indregninger af diverse puljer og reserver, skønnet effekt af overgangen fra STTV 

til STÅ fastsat ud fra følgende ”bestanddele”, jf. tabel 8. 

13

Tabel 8 Takstberegning til FL94 

kr. Lærerløn TAP-løn Øvrige drift 

Puljer og 

særbevillinger 

mv. 1) 

Takst på FL94 

Folkeskolelærer 29.000 800 1.300 900 32.000 

Pædagog 23.400 - 2.400 3.200 29.000 

Ergo- og fysioterapeut 20.300 1.400 2.500 4.800 29.000 

Socialrådgiver 18.200 2.300 2.500 6.000 29.000 

Diplom- og eksportingeniør 32.000 5.000 4.600 14.400 56.000 

1) Beløbet omfatter puljer og særbevillinger m.v. - typisk – undervisningsbevillinger, som på FL-tidspunktet har været placeret på 

institutionsområdets reserveinstitution, og som efterfølgende er fordelt til de enkelte institutioner på TB. Der kan også være tale om 

særbevillinger til faglig udvikling o.lign., som har været budgetteret ved siden af S/L-ratiobudgetteringen. Endelig omfatter beløbet mindre 

justeringer foretaget i forbindelse med takstfastsættelsen 

I tabel 9 er for universiteterne hovedområdevist angivet S/L-ratierne for de lange 

videregående uddannelser forudsat ved den oprindelige takstfastsættelse. 

Tabel 9 S/L-ratier før takstfastsættelsen for 1994 

HUM SAMF NAT MED TEK 

KU 21,52 24,96 10,39 13,16 

AU 22,14 26,50 11,17 14,79 

SDU/OU 19,61 25,84 11,20 13,28 

AAU 21,33 25,88 11,90 11,90 

RUC 21,31 22,78 11,92 

HHK 19,23 24,91 

DTU (DTH) 12,33 

Standard 21,40 25,80 11,90 

14

3 Takstudviklingen i perioden 1994-99 

Udviklingen i taxametertilskuddet pr. STÅ i perioden 1994-99 for udvalgte mellemlange 

og lange videregående uddannelser fremgår af tabel 10. Taksterne til institutioner omfattet 

af selvejeloven udbetales inkl. moms. Af hensyn til sammenligneligheden er disse i tabellen 

angivet ekskl. moms. 

Tabel 10 Udvikling i taxametertilskud pr. STÅ (ekskl. evt. bygningstaxameter) 

1994-99 

1994 1995 1996 1997 1998 1999 

Mellemlange videregående uddannelser 

Socialrådgiver 41.051 41.069 43.539 44.938 44.426 43.800 

Indeks 100 100 106 109 108 107 

Ergo- og fysioterapeut 41.051 42.729 42.995 43.242 42.784 41.800 

Indeks 100 104 105 105 104 102 

Pædagog 41.051 39.851 41.362 41.546 41.143 40.100 

Indeks 100 97 101 101 100 98 

Folkeskolelærer (Gl.) 44.444 44.833 46.804 46.634 46.170 45.300 

Indeks 100 101 105 105 104 102 

Folkeskolelærer (Ny) 48.427 47.600 

Indeks 109 107 

Eksportingeniør 63.669 74.610 75.214 74.508 73.769 72.700 

Indeks 100 117 118 117 116 114 

Diplomingeniør 74.639 74.610 75.214 74.508 73.769 72.700 

Indeks 100 100 101 100 99 97 

Lange videregående uddannelser 

Jura 29.177 29.114 29.171 30.312 30.370 30.000 

Indeks 100 100 100 104 104 103 

Økonomi 29.177 29.114 29.171 30.312 30.370 30.000 

Indeks 100 100 100 104 104 103 

Dansk 29.177 29.114 29.171 30.312 30.370 30.000 

Indeks 100 100 100 104 104 103 

Engelsk 34.492 34.759 34.722 34.339 33.961 33.500 

Indeks 100 101 101 100 98 97 

Kommunikationsudd. 53.152 52.914 53.009 52.569 52.018 51.200 

Indeks 100 100 100 99 98 96 

Matematik 56.884 56.899 56.927 50.873 50.377 49.500 

Indeks 100 100 100 89 89 87 

Kemi/biologi 78.031 73.282 65.308 64.757 64.125 63.100 

Indeks 100 94 84 83 82 81 

Dyrlæge 96.126 96.086 96.112 95.599 94.597 27.764 

Indeks 100 100 100 99 98 97 

Læge 63.669 63.651 63.676 63.062 62.483 61.400 

Indeks 100 100 100 99 98 96 

Civilingeniør mv. 74.639 74.610 75.214 74.508 73.769 72.700 

Indeks 100 100 101 100 99 97 

Faste 1999-priser. Takster omfatter både undervisnings- og fællestakster. 

De angivne taxametertilskud består af undervisningstakst + fællesudgiftstakst i 1999prisniveau. 

Tilskudsudviklingen er herefter indekseret, hvor udgangsåret for indekseringen 

er 1994 eller det år, hvor uddannelsen er blevet takstindplaceret. 

De generelle reguleringer af taksterne som konsekvens af pris- og lønregulering fra 1994 - 

1999 ligger typisk mellem ca. 2 og 3,5 procent. Derudover er der i perioden foretaget en 

række selektive takstforhøjelser samt takstnedsættelser (procentbesparelser), som 

konsekvens af generelle besparelser på Undervisningsministeriets område. Alle 

takstændringer gennemgås enkeltvis nedenfor. 

15

3.1 Gennemgang af konkrete takstændringer 

Da de videregående uddannelser er knyttet til takstgrupper, foretages takstændringer enten 

som generelle ændringer for alle uddannelser, der er knyttet til en given takstgruppe, eller 

ved at en uddannelse flyttes fra én takstgruppe til en anden. Springet mellem 

takstgrupperne er føleligt og foretages kun, hvis der er væsentlige begrundelser for det. 

Eksempler på forskellige typer af takstændringer, der faktisk har været foretaget i de 

eksisterende taxametersystemer på erhvervsskoleområdet og for de videregående 

uddannelser, er givet i tabel 11. 

Mange af de hidtil foretagne takstændringer har været af teknisk karakter, dvs. de har været 

udgiftsneutrale for staten og har ikke reelt tilført tilskudsmodtageren flere ressourcer til 

forbrug. Eksempelvis er taksterne på flere områder forhøjet som følge af pensionsomlægninger, 

hvor forhøjelsen modsvares af, at institutionerne indbetaler et tilsvarende 

beløb som pensionsbidrag for tjenestemandslignende ansatte og statstjenestemænd. 

Andre tekniske takstændringer er foretaget som følge af en ændret afgrænsning mellem 

udgifts- og takstarter (f.eks. i forholdet mellem undervisnings- og fællesudgifter), 

udgiftsneutrale omlægninger mellem taxameterstyrede og ikke-aktivitetsstyrede tilskud 3 

(f.eks. pulje- eller forskningsbevillinger), eller ændrede opgørelsesmetoder for 

årselever/studenterårsværk (hvor takstændringen er gennemført for at gøre metodeskiftet 

udgiftsneutralt). 

Tabel 11 Eksempler på årsager til foretagne takstændringer 

Reale ændringer Tekniske ændringer 

Generelle ændringer 

Ønske om produktivitetsbesparelser 

(ændring af takstgruppeniveau) Ønske om kvalitetsforbedringer 

Specifikke ændringer 

Ændret tidsnormering 

(omflytning mellem takstgrupper) Nye krav til uddannelsens indhold 

Pensionsomlægning 

Ændret afgrænsning mellem udgifts- og 

takstarter 

Omlægning mellem taxameterstyrede og 

ikke-taxameterstyrede tilskud 

Ændret opgørelsesmetode for studenterårsværk 

Som det fremgår af tabel 12, har der siden indførelsen af taxametersystemet kun været en 

meget beskeden udgiftsmæssig effekt af reale takstændringer på de videregående 

uddannelser. 

Tabel 12 Den reale takstudvikling på de videregående uddannelser 4 

1994 5 

1995 1996 1997 1998 1999 

Indeks 100,0 100,4 101,3 101,5 101,0 99,6 

I tabellerne nedenfor er samtlige reale og tekniske takstændringer for de videregående 

uddannelser beskrevet 6. Fra 1994 til 1995 har der været reale uddannelsestakstforhøjelser 

for eksportingeniør og læreruddannelsen. Der er desuden foretaget tekniske 

takstreguleringer vedr. kemi-, biologi-, diplomingeniør- og pædagoguddannelserne. 

3 På længere sigt kan sådanne reguleringer naturligvis have reel udgiftsmæssig effekt 

4 Ekskl. KVU og åben uddannelse. Beregningen er foretaget ved at vægte reale takstændringer med tilhørende aktivitet. 

Resultatet er udtryk for, at de videregående uddannelsesinstitutioner ville have modtaget 0,4 procent mere i taxametertilskud, 

hvis der ikke var foretaget reale takstændringer. 

5 Udgangsniveauet er TB94-taksterne. 

6 

Takstforhøjelserne på TB94 er ikke medtaget 

16

Tabel 13 Takstændringer for de udvalgte uddannelser 1994-1995 

Takststigninger 

Lærer Undervisningstaksten er forhøjet. 

Ergoterapeut og fysioterapeut Fællesudgiftstaksten er blevet forhøjet 

Eksportingeniør Eksportingeniør er flyttet til samme takstgruppe, som diplomingeniør 

KVL-uddannelser Fællesudgiftstaksten er flyttet til en højere takstgruppe 

Sprog/HUM II Fællesudgiftstaksten er forhøjet. 

Takstnedsættelser 

Data/geologi og kemi/biologi Ressourcefordelingen mellem undervisning og forskning er blevet 

ændret. Dette har bevirket, at taksterne er blevet reduceret, og 

forskningsbevillingerne er tilsvarende blevet forhøjet. 

Pædagog Taksten er blevet reguleret fra 29.600 kr. til 28.500 kr. pga. en ændret 

opgørelse af studenterårsværk. 

Værkstedskursus Dette indledende kursus til diplomingeniør er blevet tidsmæssigt 

reduceret, og taksten er derfor nedsat 



Uddannelser uden forskningsbasering Taksterne er generelt sat op som følge af indregning af pensionsbidrag 

for tjenestemandslignende ansatte og statstjenestemænd. 

Ergoterapeut og fysioterapeut Undervisningstaksten er forhøjet pga. takstharmonisering til 

pædagogtaksten. Takstforhøjelsen overstiger disse skolers udgifter til 

pensionsbidrag, hvorfor der delvis er tale om en mindre real stigning, 

som dog, pga. dens minimale størrelse, er udeladt i beregning af de 

reale takststigninger. 

Diplom-, eksport- og civilingeniør 

Som følge af indregning i taksterne af pensionsbidrag for 

tjenestemandslignende ansatte og statstjenestemænd er taksten 

forhøjet. Dette er også tilfældet for civilingeniøruddannelsen, selvom 

denne ikke udbydes på ingeniørhøjskoler. Uddannelsen deler imidlertid 

takstgruppe med diplom- og eksportingeniøruddannelsen 

KVL-uddannelser Taksten er steget, da denne deler takst med diplomingeniøruddannelse, 

hvor taksten er forhøjet som følge af indregning af pensionsbidrag m.v. 

Takstnedsættelser 

Kemi/biologi Taksten er faldet som konsekvens af en ændret ressourcefordeling 

mellem undervisning og forskning. Nedsættelsen er også sket for at 

harmonisere kemi-/biologitaksten med data-, geologi- og fysiktaksten. 

Fra 1995 til 1996 er taksterne på en række uddannelser uden forskningsbasering sat op som 

følge af indregning af pensionsbidrag til tjenestemandslignende ansatte og statstjenestemænd. 

Takstgruppeprincippet har medført, at taksterne for nogle uddannelser, hvortil der 

ikke er foretaget indregning af pensionsbidrag, er fulgt med op, således at disse 

uddannelser, herunder civilingeniør- og KVL-uddannelserne har oplevet reale takststigninger. 

Der er fra 1995 til 1996 foretaget en teknisk takstnedsættelse af kemi og biologi. 

Fra 1996 til 1997 er alle takster omfattet af en generel procentbesparelse på 1procent, idet 

der dog samtidig foretages en forhøjelse af den laveste takst til humaniora og samfundsvidenskab. 

Taksterne til socialrådgiver samt til ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne 

er forhøjet (realt). Der er desuden foretaget tekniske takstreguleringer vedr. lærer- og 

pædagoguddannelserne samt de naturvidenskabelige uddannelser. 

17


Generelt 

Alle I 1997 er samtlige takster blevet nedsat med 1 procent 


HUM og SAMF Den laveste undervisnings- og fællesudgiftstakst er blevet 

forhøjet med henholdsvis ca. 1000 kr. og ca. 300 kr. pr. STÅ. 

Socialrådgiver Socialrådgivertaksten er steget fordi den er flyttet til 

læreruddannelsens takstgruppe. Samtidig er fællesudgiftstaksten 

blevet nedsat 

Ergoterapeut og fysioterapeut Undervisningstaksten er forhøjet idet denne deler takstgruppe 

med pædagoguddannelsen, som er forhøjet p.g.a. indregning af 

pensionsbidrag for statstjenestemænd m.v. 

Pædagog m.v. Taksten forhøjet pga. tilpasning til indregning af pensionsbidrag 

for statstjenestemænd m.v. i taksten. 

Takstnedsættelser (ud over den generelle takstnedsættelse) 

Lærer Taksten forhøjet pga. tilpasning til indregning af pensionsbidrag i 

taksten. 

Matematik/statistik, operationsanalyse, 

Uddannelserne er flyttet til en anden takstgruppe, og taksten er 

data/geologi og kemi/biologi 

blevet reduceret til fordel for øgede bevillinger til forskning 

I 1998 foretages en generel procentbesparelse, som den laveste takst til humaniora og 

samfundsvidenskab forskånes for. Samtidig gives den nye læreruddannelse en højere takst 

end den gamle. 


Generelt 

Alle (med udtagelse af HUM og SAMF) I 1998 er samtlige takster blevet nedsat med 1 procent med 

undtagelse af de laveste takster på HUM og SAMF. 


Lærer Takster til læreruddannelsen er blevet forhøjet pga. af den 

nye lov om læreruddannelsen. Taksten til den nuværende 

læreruddannelse er som alle andre takster nedsat med 1 

procent. Den nye læreruddannelse får først økonomiske 

konsekvenser i 1999, når årgang 1998 udløser STÅ. 

I 1999 foretages en procentbesparelse på alle takster. Taksten til pædagoguddannelsen 

nedsættes yderligere. 

Tabel 17 Takstændringer 1998-1999 

Generelt 

Alle I 1999 er samtlige takster blevet nedsat med 1,36 procent. 


Takstnedsættelser (ud over den generelle takstnedsættelse) 

Pædagog Undervisningstaksten nedsættes med 300 kr. og 

fællesudgiftstaksten med 200 kr. i forbindelse med udmøntning af 

selektive besparelser. Fællesudgiftstaksten for selvejende 

institutioner nedsættes dog med i alt 300 kr. til finansiering af 

uændret udbetalingsdato for udbetaling af tilskud. 

Lærer Fællesudgiftstaksten nedsættes med 200 kr. Fællesudgiftstaksten for 

selvejende institutioner nedsættes dog med i alt 300 kr. til 

finansiering af uændret udbetalingsdato for udbetaling af tilskud. 

Læge, biomekanik, kolkesundhedsvidenskab: Fællesudgiftstaksten nedsættes med 200 kr. 

I tabel 18 og 19 opsummeres takstudviklingen i løbende priser for de udvalgte mellem og 

lange videregående uddannelser, med angivelse af henholdsvis reale og tekniske ændringer. 

18

Tabel 18 Reale og tekniske takstændringer på de mellemlange videregående 

uddannelser 1994-99 (løbende priser) 

Uddannelse 1994 1995 1996 1997 1998 1999 

Socialrådgiver 36.300 37.100 40.000 42.400 43.300 43.800 

• P/L-regulering 800 600 1.100 1.400 1.100 

• Øvrige tekniske ændringer 2.300 

• Reale takstændringer 1.300 -500 -600 

Ergoterapeut og fysioterapeut 36.300 38.600 39.500 40.800 41.700 41.800 

• P/L-regulering 800 700 1.100 1.300 1.100 

• Øvrige tekniske ændringer 200 

• Reale takstændringer 1.500 200 -400 -1.000 

Pædagog 36.300 36.000 38.000 39.200 40.100 40.100 

• P/L-regulering 800 600 1.100 1.300 1.000 

• Øvrige tekniske ændringer -1.100 1.400 100 

• Reale takstændringer -400 -1.000 

Lærer (Gl. ordning) 39.300 40.500 43.000 44.000 45.000 45.300 

• P/L-regulering 800 700 1.200 1.500 1.170 

• Øvrige tekniske ændringer 1.800 -200 

• Reale takstændringer 400 -500 -870 

Eksportingeniør 56.300 67.400 69.100 70.300 71.900 72.700 

• P/L-regulering 1.200 1.100 71.000 72.600 73.800 


• Reale takstændringer 9.900 -700 -700 -1.100 

Diplomingeniør 66.000 67.400 69.100 70.300 71.900 72.700 

• P/L-regulering 1.400 1.100 1.900 2.300 1.900 


• Reale takstændringer -700 -700 -1.100 

De anførte takstændringer er ændringer til året, hvorunder ændringen er placeret i forhold til året før. Takster omfatter både 

undervisnings- og fællestakster. 

Tabel 19 Reale og tekniske takstændringer på de lange videregående 

uddannelser, 1994-99 (løbende priser) 

Uddannelsestakster og takstændringer 1994 1995 1996 1997 1998 1999 

Jura 25.800 26.300 26.800 28.600 29.600 30.000 

• P/L-regulering 500 500 700 1.000 800 

• Reale takstændringer 1.100 -400 

Økonomi 25.800 26.300 26.800 28.600 29.600 30.000 

• P/L-regulering 500 500 700 1000 800 


Dansk 25.800 26.300 26.800 28.600 29.600 30.000 

• P/L-regulering 500 500 700 1.000 800 


Engelsk 30.500 31.400 31.900 32.400 33.100 33.500 

• P/L-regulering 700 500 900 1.100 900 

• Reale takstændringer 200 -400 -400 -500 

Matematik 50.300 51.400 52.300 48.000 49.100 49.500 

• P/L-regulering 1.100 900 1.400 1.600 1.300 

• Tekniske ændringer -5.700 

• Reale takstændringer -500 -900 

Kemi/biologi 69.000 66.200 60.000 61.100 62.500 63.100 

• P/L-regulering 1.500 1.100 1.600 2.000 1.600 

• Tekniske ændringer -4.300 -7.300 -500 

• Reale takstændringer -600 -1.000 

Dyrlæge 85.000 86.800 88.300 90.200 92.200 93.300 

• P/L-regulering 1.800 1.500 2.400 3.000 2.400 

• Reale takstændringer -500 -1.000 -1.300 

Civilingeniør 66.000 67.400 69.100 70.300 71.900 72.700 

• P/L-regulering 1.400 1.100 1.900 2.300 1.900 

• Reale takstændringer 600 -700 -700 -1.100 

De anførte takstændringer er ændringer til året, hvorunder ændringen er placeret i forhold til året før. Takster omfatter både 

undervisnings- og fællestakster. 

19

4 De mellemlange 


Taksteftersynet af de udvalgte mellemlange videregående uddannelser falder i to 

hovedafsnit. 

Afsnit 4.1 indeholder de uddannelsesspecifikke analyser for de syv mellemlange 

videregående uddannelser, der indgår i dette taksteftersyn. Formålet med de 

uddannelsesspecifikke analyser er at foretage en systematisk analyse af udviklingen i de 

enkelte uddannelsers økonomi. Der lægges i analyserne vægt på: 

• at gøre rede for de i perioden væsentlige udefrakommende ændringer i form af 

ændringer i uddannelsernes regelgrundlag og ændringer i aktiviteten, 

• at analysere udgiftsudviklingen på uddannelsesformål, herunder økonomien i 

forbindelse med gennemførelse af praktik, og 

• at foretage en overordnet vurdering af den aktuelle effektivitet og kvalitet i 

uddannelsen. 

Afsnit 4.2. indeholder en tværgående analyse af de mellemlange videregående uddannelser. 

Sigtet med den tværgående analyse er dobbelt: for det første at foretage en overordnet 

vurdering af uddannelsestaksternes dækningsgrad og rimelighed på grundlag af de 

uddannelsesspecifikke analyser; for det andet at foretage en generel analyse af økonomien 

på de institutioner, der udbyder de udvalgte uddannelser. I relation til sidstnævnte 

foretages dels en analyse af udgiftsfordelingen, dels en analyse af institutionernes samlede 

resultat. 

Analysen af uddannelsernes økonomi bygger dels på en spørgeskemaundersøgelse foretaget 

i løbet af sommeren 1999, dels på institutionernes 1998-regnskaber. Der er udsendt 

spørgeskemaer til samtlige institutioner, der udbyder de syv udvalgte uddannelser, og 

svarprocenten har været høj - ca. 90 procent. Et eksemplar af spørgeskemaet kan ses i bilag 

J. 

I relation til anvendelsen af institutionernes regnskaber bør det bemærkes, at det er første 

gang, at disse anvendes som led i en tværgående analyse. Ministeriet er opmærksom på, at 

det ikke er uproblematisk at anvende forskellige institutioners regnskabsoplysninger i 

forbindelse med tværgående sammenligninger. For det første er principperne for 

regnskabsaflæggelsen forskellig for stats- og selvejeinstitutioner. For det andet kan det på 

statsinstitutionernes område konstateres, at der ikke foretages en minutiøs omkostningsrelatering. 

Selv for institutioner, der udbyder den samme uddannelse, kan der således 

forekomme forskelle i regnskabspraksis, der gør sammenligninger vanskelige. Ministeriet er 

opmærksom på de nævnte problemer, og har forsøgt at tage højde herfor. 

Analysen af uddannelsernes effektivitet og kvalitet er baseret på den ovenfor omtalte 

spørgeskemaundersøgelse, ministeriets egne statistiske oplysninger om blandt andet 

udviklingen i fuldførelsen samt endelig et bidrag fra Danmarks Evalueringsinstitut 

vedrørende en række aspekter vedrørende uddannelsernes kvalitet. 

20

I spørgeskemaundersøgelsen er der blandt andet spurgt til antallet af undervisningstimer 

fordelt på forskellige undervisningsformer. Visse institutioner har i den forbindelse taget 

forbehold med hensyn til de absolutte tal. Ministeriet har dog fundet det forsvarligt at 

anvende de oplyste timetal til at foretage en relativ fordeling på undervisningsformer. I flere 

tilfælde har det dog været nødvendigt at udelade praktikken i fordelingerne. 

Der er foretaget evalueringer for hovedparten af de mellemlange uddannelser, der indgår i 

dette taksteftersyn. Kun et udvalg af disse indgår i det bidrag Danmarks Evalueringsinstitut 

har udarbejdet i forbindelse med taksteftersyn (se bilag H). Når evalueringerne af 

socialrådgiver- og eksportingeniøruddannelserne ikke er inddraget i evalueringsinstituttets 

bidrag skyldes det primært, at de bygger på oplysninger fra før midten af 1990’erne. 

Desuden er der på ingeniørområdet foretaget en række retningsspecifikke evalueringer. 

Kun den nyeste – evalueringen af kemiingeniøruddannelserne – indgår i evalueringsinstituttets 

bidrag. 

Endelig indgår der i analyserne af uddannelsernes effektivitet oplysninger om fuldførelse. 

De anførte fuldførelsesprocenter er beregnet efter den såkaldte tværsnitsmetode 7 . Der 

foreligger kun data for perioden indtil 1995. På grund af manglende fuldførelsesprocenter i 

periodens sidste halvdel anvendes et alternativt mål for effektiviteten - STÅ-produktiviteten 

- der er opgjort for hver uddannelse i 1998. STÅ-produktiviteten udtrykker, hvor stor en 

andel af de optagne, der i løbet af uddannelsen udløser studenterårsværk svarende til den 

normerede studietid. Det må understreges, at STÅ-produktiviteten og fuldførelsesprocenten 

ikke er udtryk for det samme. Hvis en stor andel af de optagne studerende 

udløser STÅ i løbet af uddannelsen, evt. som omgængere, men afbryder relativt sent, vil 

STÅ-produktiviteten være relativt høj, mens fuldførelsesprocenter vil være lav. Opgørelse af 

STÅ-produktiviteten udgør et fast element i forbindelse med den del af finanslovsarbejdet, 

der vedrører udarbejdelsen af aktivitetsprognoser. På nogle områder sker opgørelsen dog 

ikke hvert år, da STÅ-produktiviteten forudsættes at være relativt stabil. Der skal derfor 

tages et generelt forbehold i forbindelse med anvendelsen af dette mål, da det opgivne 

1998-tal kan være udtryk for den beregnede STÅ-produktivitet i 1997, der blot er overført 

til 1998. STÅ-produktiviteten skal alene ses som et supplement til fuldførelsesprocenterne. 

7 Ved tværsnitsmetoden anvendes det særlige tværsnitsmodul, som er udviklet i Undervisningsministeriet. I tværsnitsmodulet 

beregnes sandsynlighederne for overgange mellem de forskellige tilstande i uddannelsessystemet i et udvalgt tværsnitsår. På 

grund af modellens kompleksitet vil beregningerne for 1996-1998 først være afsluttet ultimo 1999. Se bilag I for en teknisk 

beskrivelse metoden. 

21

4.1 Uddannelsesspecifikke analyser 

4.1.1 Socialrådgiveruddannelsen 

Introduktion til uddannelsen 

Regelgrundlag 

• BK 191 1987 (Historisk): Bekendtgørelse om socialrådgiveruddannelsen ved de sociale 

højskoler 

• BK 1993 1987 (Historisk): Bekendtgørelse om socialrådgiveruddannelsen ved Aalborg 

Universitetscenter 

• BK 720 1996 (Gældende): Bekendtgørelse om socialrådgiveruddannelsen 

Socialrådgiveruddannelsen udbydes på landets fire sociale højskoler og på Aalborg 

Universitet 8 . Formålet med socialrådgiveruddannelsen er at kvalificere de studerende til at 

varetage funktioner inden for det sociale arbejdsområde på offentlige og private 

institutioner samt i den offentlige forvaltning. Det er en treårig uddannelse, hvor der skal 

indgå mindst én sammenhængende praktikperiode med en varighed på fem måneder. 

Tidligere var uddannelserne på de sociale højskoler og Aalborg Universitet omfattet af hver 

sin bekendtgørelse. I forbindelse med en reform af uddannelserne blev der i 1996 udstedt 

en ny bekendtgørelse, der samlede de to uddannelser under en bekendtgørelse, og som 

brød med den hidtidige centrale indholdsmæssige styring af socialrådgiveruddannelserne. 

Udviklingen i perioden 1994-98 har været præget af denne reform. 

Den nuværende bekendtgørelse indeholder rammebestemmelser med generelle regler om 

formål, indhold og eksamen mv. - herunder blandt andet en omfangsmæssig vægtning af 

uddannelsens fire hovedområder: 1) Socialrådgivning og socialrådgivningsmetodik, 

2) Menneskers udvikling og interaktion, 3) Retlig regulering og 4) Samfund, politik, 

økonomi og organisation. Det er op til institutionerne indenfor rammerne af 

bekendtgørelsen at fastsætte nærmere regler om uddannelsen i institutionernes 

studieordning. 

Aktivitetsudvikling 

Figur 1 viser aktivitetsudviklingen på de sociale højskoler fra 1994-98. 

Som det fremgår af figuren har aktiviteten på socialrådgiveruddannelsen været stigende i 

hele perioden. Mens der i første halvdel af perioden har været en vækst på mellem 12 og 20 

procent, falder væksten i periodens sidste halvdel til 1-2 procent. En nærmere analyse af 

aktivitetsudviklingen på de sociale højskoler i 1996-1998 viser ret store variationer mellem 

de fire institutioner. Én højskole har således oplevet en tilbagegang i aktiviteten på 5 

procent, mens en anden har haft en aktivitetsfremgang på hele 25 procent på bare tre år. 

8 Sammenligninger mellem uddannelsen på de sociale højskoler og Aalborg Universitet skal tages med forbehold. For det 

første har varigheden for uddannelsen for studerende, der har påbegyndt studiet før september 1996, været forskellig for de to 

institutionstyper. På de sociale højskoler har uddannelsen været 3-årig, mens uddannelsen på Aalborg Universitet har haft en 

varigheden 3½ år. For det andet er detaljeringsniveauet i oplysningerne fra institutionerne meget forskelligt. Fra Aalborg 

Universitet har ministeriet kun uddannelsesspecifikke oplysninger fra 1998, og disse er ikke så detaljerede, som oplysningerne 

fra de sociale højskoler. Hovedparten af den uddannelsesspecifikke analyse tager således alene udgangspunkt i oplysninger fra 

de sociale højskoler. 

22

Figur 1 Aktivitetsudviklingen på socialrådgiveruddannelsen ved de sociale 

1.800 

1.600 

1.400 

1.200 

1.000 

800 

600 

400 

200 

0 

jskoler, 1994-98 

1994 1995 1996 1997 1998 

Kilde: FFL 2000 

Økonomiske nøgletal 

Analysen af socialrådgiveruddannelsens økonomi i perioden fra 1996 til 1998 efterlader det 

indtryk, at uddannelsen ved de sociale højskoler har været kendetegnet ved rigelige 

ressourcer til uddannelsesformål. Tabel 20 viser udvalgte nøgletal. Det fremgår af tabellen, 

at uddannelsesresultat pr. STÅ 9 i alle tre år har været positive. 

Den betydelige fremgang i resultat pr. STÅ i 1997 skyldes først og fremmest, at socialrådgivernes 

undervisningstakst blev flyttet til en ny og højere takstgruppe i 1997 i forbindelse 

med en reduktion i antallet af takstgrupper 10 . Da uddannelsesudgiften pr. STÅ er faldet i 

både 1997 og 1998, og indtægterne til undervisningsformål på ordinær uddannelse 

samtidig er steget markant på grund af den højere undervisningstakst, har der på 

uddannelsesformål været betydelige overskud i både 1997 og 1998. 

Tabel 20 Nøgletal for socialrådgiveruddannelsen, 1999-prisniveau 

STÅ 

STÅ pr. 

lærerårsværk 

(ekskl. 

praktik) 

Lønudgift 

Uddannelsesudgifter pr. STÅ 

Øvrige 

udgifter 

I alt 

Praktikudgift 

1) 

Takster 

(u. moms) 

Under- 

visning 

Resultat pr. 

STÅ 

Praktik Uddannelses- 

Formål 

1.000 kr. 

1996 1.592 - 27,2 7,5 34,8 - 35,3 35,3 3,4 

1997 1.630 15,3 26,7 6,8 33,4 24,5 38,5 38,5 5,1 

1998 1.653 15,9 27,0 6,1 33,0 24,0 38,1 38,1 4,7 

Kilde: FFL 2000, Regnskabs- og spørgeskemaoplysninger for de sociale højskoler. Socialrådgiveruddannelsen på Aalborg Universitet er ikke 

medtaget, fordi der kun foreligger oplysninger fra 1998 og kun for enkelte nøgletal. 

1) Praktikudgiften er udtryk for praktikudgiften pr. praktikstudenterårsværk. 

Når institutionerne i den analyserede periode har været i stand til undgå udgiftsstigninger, 

skyldes det, dels at de sociale højskoler har forbedret den gennemsnitlige 

STÅ/lærerårsværksratio, dels at institutionerne har haft et direkte udgiftsfald i øvrige 

uddannelsesudgifter pr. STÅ 11 . 

9 

Resultat pr. STÅ opgjort på uddannelsesformål er beregnet som forskellen mellem indtægter og udgifter for 

uddannelsesformål på ordinær uddannelse. 

10 

Det bemærkes, at der samtidig med stigningen af undervisningstaksten skete en reduktion af fællesudgiftstaksten. Betragtes 

udviklingen i 1996-97 for undervisnings- og fællesudgiftstakst under ét, har socialrådgiveruddannelsen dog samlet haft en reel 

takststigning. 

11 

Øvrige udgifter er her defineret som de samlede uddannelsesudgifter på ordinær uddannelse fratrukket lønudgiften på 

ordinær uddannelse. 

23

Lønudgiften pr. STÅ har ligget på et meget stabilt niveau. Der er dog i følge spørgeskemaundersøgelsen 

ingen grund til at forvente, at lønudviklingen i de kommende år fortsat vil 

være præget af stabilitet. De sociale højskoler giver samstemmende udtryk for, at 

overgangen til nye lønsystemer og aftalen om ny stillingsstruktur, der giver mulighed for 

lektorbedømmelse for de fastansatte lærere, kan forventes at ville medføre betydelige 

stigninger i lærernes gennemsnitsløn og dermed et betydeligt udgiftspres. 

En anden grund til, at de sociale højskoler har opnået bemærkelsesværdige store overskud 

på den ordinære uddannelse, har været den høje praktiktakst (= undervisningstaksten). 

Praktikken, der som minimum udgør én sammenhængende praktikperiode på fem 

måneder, er ulønnet. Uddannelsesstedet skal i forbindelse med praktikken dække de 

udgifter, uddannelsesstedet har til løn af vejleder og administrativt personale samt 

eventuelle transport- og opholdsudgifter for de studerende. Uddannelsesstedet er derimod 

ikke forpligtet til at refundere de udgifter, som praktikstedet måtte have i forbindelse med 

gennemførelse af praktikken. Som det fremgår af tabel 20, er der betydelige forskelle 

mellem praktikudgiften pr. STÅ og praktiktaksten. De sociale højskoler har i gennemsnit 

haft et overskud på omkring 14.000 kr. på praktikken i 1997 og 1998. 

En nærmere analyse af besvarelserne af spørgeskemaundersøgelsen viser, at der er tale om et 

entydigt mønster, idet alle fire sociale højskoler i begge år har haft praktikudgifter, der har 

været betydeligt mindre end den tilsvarende indtægt. Det skal dog nævnes, at alle fire 

sociale højskoler forventer, at der med den ny praktikvejledning for uddannelsen i 

fremtiden vil ske en betydelig stigning i udgifterne til praktikken. 

For 1998, som er det eneste år, hvor der er sammenlignelige oplysninger for uddannelsen 

på samtlige uddannelsessteder, er forskelle og ligheder på en række nøglevariabler på 

socialrådgiveruddannelsen på de sociale højskoler hhv. Aalborg Universitet sammenlignet. 

Socialrådgiveruddannelsen ved Aalborg Universitet er aktivitetsmæssigt betydeligt mindre 

end uddannelsen på de sociale højskoler. I 1998 var der på uddannelsen i Aalborg 160 

studenterårsværk 12 , mens gennemsnittet på de sociale højskoler var 415 STÅ. 

Sammenlignes produktionen af STÅ pr. lærerårsværk på de fem uddannelsessteder, har 

Aalborg Universitet den højeste produktivitet. På den baggrund er det umiddelbart 

overraskende, at Aalborg samtidig har de højeste uddannelsesudgifter pr. STÅ. Grunden 

hertil er, at gennemsnitslærerlønnen på universitet er betydeligt højere end gennemsnitslønnen 

for lærerne på de sociale højskoler. Aalborg Universitet oplyser i spørgeskemaundersøgelsen, 

at gennemsnitslærerlønnen på socialrådgiveruddannelsen i 1998 var 536.000 

kroner, mens der i besvarelserne fra de sociale højskoler er oplyst en gennemsnitslærerløn 

på 354.000 kroner 13 - en forskel på mere end 50 procent. 

En del af forklaringen på disse forskelle i gennemsnitslønnen er forskelle i stillingsstrukturen 

for de to typer institutioner. Med indførelsen af lektorbedømmelser på de 

sociale højskoler vil forskellen i udgiftsniveauet for socialrådgiveruddannelsen på de to 

typer institutioner i fremtiden formentlig indsnævres. Uanset dette er det dog et åbent 

spørgsmål, om forskelle mellem Aalborg Universitet og de sociale højskoler med hensyn til 

undervisningens kvalitet kan begrunde så markante lønforskelle. 

12 

Det skal nævnes, at der udover disse 160 studenterårsværk på socialrådgivernes overbygningsuddannelse i 1998, var omtrent 

80 STÅ på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, der var optaget som socialrådgiverstuderende. 

13 

Begge beløb er opregnet til 1999-prisniveau 

24

Uddannelsernes tilrettelæggelse, effektivitet og kvalitet 

I spørgeskemaundersøgelsen er der spurgt til fordelingen af undervisningstimer på 

forskellige undervisningsformer. Af besvarelserne 14 fremgår, at en gennemsnitsstuderende i 

1998 modtog 195 undervisningstimer pr. semester eller 14 undervisningstimer pr. uge 15 . 

De sociale højskoler vurderer, at der er sket en reduktion af det samlede timetal på 

uddannelsen. 

Forelæsninger og klasseundervisning er fortsat de mest anvendte undervisningsformer og 

udgør henholdsvis 45 og 32 procent af undervisningen på socialrådgiveruddannelsen. De 

gennemsnitlige holdstørrelser er for disse to undervisningsformer henholdsvis 64 og 25 

studerende, jf. tabel 21 nedenfor. Når praktikken ikke udgør en større del af 

undervisningen skyldes det, at de sociale højskoler i fordelingen af undervisningstimer alene 

har medregnet de praktikundervisningstimer, som de studerende modtager på 

uddannelsesstedet. Figur 2 figur viser, hvorledes undervisningstimerne i 1998 fordelte sig 

på undervisningsformer. 

Figur 2 Undervisningen fordelt på undervisningsformer, de sociale højskoler 

1998 

Gruppeprojekter med 

vejleder 

7% 

Værksteds-undervisning 

2% 

Klasseundervisning 

32% 

Ekskursioner 

3% 

Praktik 

3% 

Andre 

undervisningsformer 

8% 

Forelæsninger 

45% 

Kilde: Spørgeskemaundersøgelsen 

Tabel 21 viser indikatorer for uddannelsens effektivitet og kvalitet: fastlærerdækning, 

gennemsnitlige holdstørrelser og STÅ-produktivitet. Fastlærerdækning og holdstørrelser 

anvendes som et mål for kvalitet. Der forudsættes en positiv sammenhæng mellem 

fastlærerdækning og kvalitet - jo højere fastlærerdækning, desto større kvalitet i 

undervisning - mens sammenhængen mellem holdstørrelser og kvalitet antages at være 

negativ - jo lavere holdstørrelser, desto større kvalitet i undervisningen. 

Tabel 21 Indikatorer for effektivitet og kvalitet 

Fastlærerdækning, procent 

Gennemsnitlige holdstørrelser (antal studerende) 

Forelæsning Klasseunderv. 

STÅ-produktivitet, procent 

89 64 25 96,5 

Kilde: Regnskabs- og spørgeskemaoplysninger. 

Som det fremgår af tabellen ovenfor, har der i 1998 været en gennemsnitlig fastlærerdækning 

på 89 procent Fastlærerdækningen varierer med uddannelsesstedets geografiske 

placering. De tre sociale højskoler, der er placeret i provinsen, har i alle tre år haft en 

14 

Kun tre af de fire sociale højskoler har svaret fyldestgørende på dette spørgsmål. Resultaterne vedr. undervisningstimer og 

-former er dermed alene baseret på tre besvarelser. 

15 

Ved beregning af antallet af undervisningstimer pr. semester og pr. uger er det forudsat, at undervisningstimerne fordeles på 

6 semestre og der er 14 uger pr. semester. 

25

fastlærerdækning på 90 procent eller derover, mens den for Den Sociale Højskole i 

København i perioden har varieret mellem 80 og 85 procent. 

Der er for 1998 beregnet en samlet STÅ-produktivitet for de sociale højskoler på 96,5 

procent, hvilket peger på en høj fuldførelse. Den høje STÅ-produktivitet er i overensstemmelse 

med fuldførelsesprocenterne indtil 1995, jf. tabel 22. Fra 1991 til 1995 er fuldførelsesprocenten 

steget fra 85 til 87 procent, hvilket sammenlignet med andre 

mellemlange uddannelser må anses for at være et højt niveau for gennemførelse. 

Tabel 22 Udviklingen i bestand, tilgang, fuldførte mv. for socialrådgiver- 

uddannelsen, 1991-98 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 1.181 1.255 1.372 1.565 1.815 1.977 1.999 2.007 

Tilgang 425 446 516 642 662 623 686 669 

Fuldførte 290 327 337 382 346 471 554 565 

Afbrudte 51 47 64 70 69 73 103 96 

Fuldførelsesprocent 85,4 88,0 85,1 85,9 87,2 

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet 

Konklusion 

Socialrådgiveruddannelsen blev i 1997 indplaceret i en ny og højere takstgruppe. 

Efterfølgende har udgiftsniveauet på uddannelsen været svagt faldende, således at 

uddannelsen har udvist store overskud i 1997 og -98. Generelt bør enkeltstående overskud 

på en uddannelse ikke automatisk give anledning til takstnedsættelser. Dette gælder også 

for socialrådgiveruddannelsen. Den højere takstindplacering af socialrådgiveruddannelsen 

forekommer dog mindre velbegrundet. 

Uddannelsens relativt høje praktiktakst har ikke afspejlet sig i tilsvarende høje praktikudgifter. 

Fastsættelsen af praktiktakstens størrelse bør ske efter nogenlunde ensartede 

principper for alle mellemlange videregående uddannelser. Der bør blandt andet tages 

hensyn til institutionernes byrder i forbindelse med gennemførsel af praktikken. På den 

baggrund anbefales det, at der igangsættes et tværgående analysearbejde, der skal 

fremkomme med forslag til en harmonisering på området, jf. afsnit 4.2. nedenfor. 

4.1.2 Ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsen 

Introduktion til uddannelserne 

Regelgrundlag 

• LBK 631 (Gældende): Bekendtgørelse af lov om terapiassistenter 

• BK 44 1988 (Gældende): Bekendtgørelse om uddannelse af ergoterapeuter 

• BK 45 1988 (Gældende): Bekendtgørelse om uddannelse af fysioterapeuter 

Ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsens formål er at kvalificere de studerende til at 

varetage funktioner i forbindelse med forebyggelse, behandling, udvikling og formidling 

inden for ergoterapeutiske og fysioterapeutiske fagområder. Der er tale om to selvstændige 

uddannelser på hver af tre års varighed. Begge uddannelser indeholder naturvidenskab samt 

pædagogisk-psykologiske, samfundsvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige fag. 

På både ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsen indgår der i den treårige uddannelse en 

praktikperiode på sammenlagt 24 uger. Den teoretiske undervisning og praktikken tilrettelægges 

dog som et integreret forløb. Praktikken, der på begge uddannelser er ulønnet, kan 

bl.a. aflægges på hospitaler, plejehjem, dagcentre og private klinikker. 

26

Ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsen udbydes på i alt syv statsinstitutioner placeret i 

København, Århus, Odense, Ålborg, Holstebro, Esbjerg og Næstved. Bortset fra skolerne i 

København og Esbjerg er institutionerne “dobbeltskoler”, dvs. at de både udbyder 

ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsen og har fælles bestyrelse, lokaler og 

administration. 

Derudover findes der en privat fysioterapeutskole i Skodsborg, der ikke modtager 

taxametertilskud, men en mindre, fast årlig statsbevilling. Det bør overvejes, hvorledes 

statstilskuddet til fysioterapeutskolen i Skodsborg fremover, på linie med finansieringen af 

de øvrige skoler, kan omfattes af taxameterstyringen. 


Figur 3 nedenfor viser aktivitetsudviklingen på ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne 

fra 1994-98. 

Figur 3 Aktivitetsudviklingen på ergoterapeut- og fysioterapeut- 

3.500 

3.000 

2.500 

2.000 

1.500 

1.000 

500 

0 

uddannelserne,1994-98 

1994 1995 1996 1997 1998 


Uddannelserne har i de seneste år oplevet stigende studentertilgang, og deraf følgende 

vækst i studieaktiviteten. Som det fremgår af figuren, er den samlede STÅ-produktion 

således steget med mere end 50 procent fra 1994 til -98. Den øgede tilgang til begge 

uddannelser er sket indenfor de eksisterende udbyderinstitutioners rammer. Fra 1996 til - 

98 er den gennemsnitlige studieaktivitet på institutionerne vokset fra 263 STÅ til ca. 329 

STÅ - en vækst for sektoren under ét på 25 procent. Institutionerne har dermed opnået en 

væsentlig forbedring af kapacitetsudnyttelsen, hvad der alt andet lige burde trække i retning 

af lavere enhedsomkostninger og dermed en forbedring af den samlede økonomi. 


Analysen af ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsernes økonomi foretages under ét. 

Tabel 23 indeholder de vigtigste nøgletal for uddannelserne. 

27

Tabel 23 Nøgletal for ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne 

STÅ Lønudgift 


Heraf 

Øvrige 

I alt praktik- 

udgifter 

udgift 

Takster (u. moms) 

Resultat pr. 

STÅ 

1) 

Under- 

Praktik 

visning 

Uddannelses- 

STÅ pr. 


(ekskl. 

praktik) 

1.000 kr. 

formål 

1996 2.233 - 29,3 8,8 38,1 - 33,1 - -1,9 

1997 2.471 12,4 28,0 9,0 36,2 2,3 33,4 - -1,8 

1998 3.041 12,7 27,4 8,3 35,7 2,3 33,0 - -2,8 

Kilde: FFL 2000, regnskabs- og spørgeskemaoplysninger. Faste 1999-priser. 

1) Praktikudgiften er beregnet på grundlag af de samlede udgifter til praktik ekskl. udgifter, der er blevet refunderet af ministeriet. Da der 

før 1998-1999 ikke har været et praktiktaxameter på ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne har STÅ-opgørelserne på de to 

uddannelser før 1998/1999 ikke indeholdt en opgørelse af antallet af praktikstudenterårsværk. Praktikudgiften pr. STÅ er således udtryk for, 

at praktikudgiften fordelt på de studenterårsværk, der er optjent i forbindelse med den teoretiske undervisning. 

På trods af en stigende aktivitet og faldende uddannelsesudgifter pr. STÅ er det ikke 

lykkedes for udbyderne af de to uddannelser at reducere underskuddene på uddannelsesformål. 

Tværtimod ses det af opgørelsen af uddannelsesresultat pr. STÅ, at væksten i 

udgifterne i forbindelse med undervisningens gennemførelse i perioden har været større en 

væksten på indtægtssiden. Mens underskuddet på uddannelsesformål i 1996 var på 1.900 

kr. pr. STÅ, er underskuddet to år efter forøget til 2.800 kr. pr. STÅ. Det kan på baggrund 

heraf konstateres, at skolerne har prioriteret en overførsel af stadig flere ressourcer fra andre 

formål - primært fællesudgiftstaxametret - til uddannelsesformål. En analyse af 

institutionerne (se afsnit 4.2.2 nedenfor) viser imidlertid ikke, at terapeutskolernes resultat 

har været præget af systematiske underskud. 

De voksende underskud på uddannelsesformål skyldes ikke forringelser af produktiviteten. 

På lærersiden er der skabt en mindre produktivitetsforbedring, der kommer til udtryk ved 

en forbedring af STÅ/lærerårsværksratioen fra 12,4 i 1997 til 12,7 1998. Sammenlignes de 

aktuelle produktivitetstal med den S/L-ratio, der blev budgetteret med ved reformen i 

1994, får man umiddelbart det indtryk, at produktiviteten fra 1994 til 1998 er faldet. Det 

er i denne sammenhæng væsentligt at understrege, at den reformfastsatte S/L-ratio var 

baseret på en STTV-prognose og ikke på grundlag af optjente STÅ. Ændrede 

optællingsprincipper kan formentlig forklare den forskel, der er konstateret mellem den 

budgetterede lærerproduktivitet i 1994 og de aktuelle produktivitetstal. 

At det i perioden generelt er lykkedes at undgå stigninger i lønudgiften pr. STÅ skyldes 

ikke alene produktivitetsudviklingen, men også at akademiseringen af personalet først for 

ganske nylig er begyndt at slå igennem på terapeutområdet. Området har således oplevet 

relativt beskedne stigninger i gennemsnitslønnen. 

Med hensyn til praktikken har ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsernes område indtil 

studieåret 1998/1999 haft en særlig finansieringsordning. Skolernes udgifter til praktikstedet 

er blevet refunderet efter regning af Undervisningsministeriet, til gengæld har der 

ikke været knyttet noget praktiktaxameter til uddannelserne. Fra studieåret 1998/99 er 

denne ordning afløst af et praktiktaxameter (på 14.200 kr.). 

Da praktikudgifterne i perioden 1996-1998 er blevet næsten 100 procent finansieret uden 

om taxametersystemet, er praktikrefusionen ikke medtaget i ovenstående omkostningsanalyse. 

De udgifter som alligevel måtte være opført under praktik (jf. tabel 23), er 

udgifter, der ikke dækkes af praktikrefusionen – eksempelvis udgifter til praktikvejledning 

– men afholdes af skolerne over uddannelsestaxametret. Analysen viser, at skolernes 

gennemsnitlige praktikudgift pr. STÅ i både 1997 og 1998 har været på 2.300 kr. 

28

Udgifterne til øvrige pr. STÅ - eksempelvis udgifter til materialer i forbindelse med 

undervisningen – har ligget på et meget konstant niveau i perioden fra 1996 til 1998. 

Imidlertid forudser skolerne, at nye IKT-krav og stigende ressourceforbrug til 

praktiktilrettelæggelse i de kommende år vil øge presset på de øvrige udgifter. Der er ifølge 

skolerne ingen udsigt til, at underskuddet på uddannelsesformål kan reduceres i de 

kommende år, hvis den nuværende undervisningstakst fastholdes. Dette opfattes af 

skolerne som værende en stort problem, da underskud på uddannelsesformål kun kan 

dækkes ved, at der tilføres midler fra fællesområdet. 

Det bør i denne sammenhæng bemærkes, at ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne 

modtager et relativt højt fællesudgiftstaxameter. Af de syv udvalgte mellemlange 

uddannelser, der indgår i taksteftersynet, er det alene diplom- og eksportingeniøruddannelserne, 

som modtager en højere fællesudgiftstakst. 


Ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne kan selvstændigt tilrettelægge undervisningen på de 

enkelte skoler. 

Det fremgår af spørgeskemaundersøgelsen, at der i valget af undervisningsformer de seneste 

år har været en tendens til, at den traditionelle klasseundervisning forlades til fordel for 

flere gruppe- og projektarbejder. Udviklingen er udtryk for skolernes ønske om at fremme 

de studerendes ansvar for egen læring samt selvstændige deltagelse i undervisningen. 

Nedenstående figur 4 viser uddannelsernes fordeling af timer på undervisningsformer i 

1998. 

Figur 4 Undervisningen fordelt på undervisningsformer, ergoterapeut- og 

fysioterapeutuddannelserne, 1998 


lærer/vejleder 

15% 

Vejledning af 

enkeltpersoner 

2% 

Værkstedsundervisning 

23% 

Ekskursioner 

1% 

Andre undervisningsformer 

6% 


14% 


39% 

Kilde: Spørgeskemaundersøgelsen. Praktik er udeladt i fordelingen af undervisningsformer på uddannelserne, da der har været problemer 

med opgørelserne af antallet af undervisningstimer i forbindelse med praktikken 

Klasseundervisning, der udgør 39 procent af samtlige undervisningstimer, er dog fortsat 

den mest anvendte undervisningsform. Værkstedsundervisningen udgør 23 procent, mens 

gruppeprojekter på trods af en opprioritering stadig kun udgør 15 procent af samtlige 

undervisningstimer. 

Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår det tillige, at en gennemsnitsstuderende i 1998 

modtog 499 undervisningstimer pr. semester – svarende til 31 timer pr. uge ved et semester 

med 16 ugers undervisning. En række skoler har de seneste år nedsat det samlede ugentlige 

timetal for at give de studerende mere tid til opsøgning af viden samt fordybelse. Samtidig 

har der på flere skoler været behov for at øge de gennemsnitlige holdstørrelser. Dette 

29

kommer eksempelvis til udtryk ved, at forelæsningsformen anvendes hyppigere. Ved at 

afholde forelæsninger frigøres der ressourcer til de mere ressourcekrævende undervisningsformer. 

Som det fremgår af tabel 24 nedenfor, er de nuværende gennemsnitlige holdstørrelser for 

klasseundervisningen 21 studerende, hvilket ikke er unormalt højt sammenlignet med 

andre mellemlange uddannelser. 

Tabel 24 Indikatorer for kvalitet og effektivitet på ergoterapeut- og fysioterapeut 

uddannelserne, 1998 

Fastlærerdækning, 


procent Forelæsning Klasseunderv. 

STÅ-produktivitet, 

procent 

76 35 21 95 


Derimod er fastlærerdækningen steget betydeligt i forhold til den norm, der blev 

budgetteret med ved reformen i 1994. Af tabel 24 fremgår det, at fastlærerdækningen på 

ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsen i 1998 var 76 procent. Til sammenligning kan 

det nævnes, at den budgetterede fastlærernorm ved overgangen til taxameterstyring i 1994 

var på 54 procent. 

Uddannelserne har siden 1991 tillige haft en både høj og ganske stabil fuldførelsesprocent, 

jf. tabel 25. I 1995 var den samlede fuldførelse næsten 90 procent, hvilket sammenlignet 

med andre mellemlange uddannelser må anses for tilfredsstillende. Tal for fuldførelsen på 

institutionsniveau i 1995 viser næsten samme fuldførelse på alle skoler. Da der ikke findes 

tal for fuldførelsesprocenten efter 1995 er den såkaldte STÅ-produktivitet beregnet som et 

alternativ hertil. STÅ-produktivitet i 1998 lå på 95 procent. Næsten alle de optagne 

udløser studenterårsværk svarende til den normerede årsværksproduktion for hele studiet. 

Meget tyder således på, at der også i periodens slutning har været en relativt høj fuldførelse. 

Tabel 25 Udviklingen i bestand, tilgang, fuldførelse mv. for ergoterapeut- og 

fysioterapeutuddannelserne, 1991-98 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 1.205 1.325 1.467 1.787 2.244 2.577 2.785 3.021 

Tilgang 479 62 637 807 815 956 1.042 1.127 

Fuldførte 408 419 426 407 561 566 756 764 

Afbrudte 52 51 60 64 79 121 96 124 



I 1997 blev ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne evalueret af Evalueringscenteret. 

Hovedkonklusionerne var generelt positive, men følgende konklusioner skal dog 

fremhæves: 

Det faglige indhold er på sigt ikke tidssvarende 

Der bør fastsættes et fast praktiktimetal for uddannelserne 

Uddannelsen vil med fordel kunne forlænges 

Der bør anvendes mere differentierede undervisningsformer 

Der bør ske en opkvalificering af lærerkorpset 

Timetallet på ergoterapeutskolerne bør reduceres 

En række af disse anbefalinger, som opkvalificering af lærerkorpset, fast praktiktimetal, 

større differentiering af undervisningsformerne, er skolerne allerede i færd med at omsætte i 

30

praksis 16 . Flere af anbefalingerne kan imidlertid ikke iværksættes på kort sigt, men kræver et 

større forarbejde af flere deltagere end blot ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne. 

Dette er bl.a. baggrunden for, at Undervisningsministeriet siden foråret 1999 har igangsat 

et større arbejde hen imod en samlet reform af de mellemlange sundhedsuddannelser, 

herunder således også ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne. Arbejde forventes 

afsluttet i år 2000. 

Konklusion 

Ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne har generelt ikke formået at holde de 

uddannelsesrelaterede udgifter på et niveau, der svarer til uddannelsestaksten. Dette er 

imidlertid ikke noget egentligt økonomisk problem. Der har i perioden ikke været 

systematiske underskud på institutionernes samlede drift, da skolerne har været i stand til at 

finansiere underskuddene på uddannelsesformål ved at overføre ressourcer fra fællesudgiftsområdet, 

hvor de to uddannelser modtager relativt høje takster. 

Det kan ikke på det foreliggende grundlag anbefales at forøge undervisningstaksten til 

ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne. Der henstilles derimod til, at resultaterne af 

taksteftersynet medtænkes i arbejdet om reform af de mellemlange videregående 

sundhedsuddannelser. 

4.1.3 Pædagoguddannelsen 


Regelgrundlag 

• L 370 1991 (Historisk). Bekendtgørelse om lov om uddannelse af pædagoger 

• BK 457 1992 (Historisk). Bekendtgørelse om uddannelse af pædagoger 

• LB 75 1995 (Historisk). Bekendtgørelse af lov om uddannelse af pædagoger 

• LB 796 1996 (Gældende). Bekendtgørelse af lov om uddannelse af pædagoger 

• BK 930 1997 (Gældende). Bekendtgørelse om uddannelse af pædagoger 

Pædagoguddannelsen udbydes ved 32 pædagogseminarier, der er spredt over hele landet. 

Formålet med uddannelsen er at kvalificere den studerende til at varetage arbejde med 

børn, unge og voksne på tværs af foranstaltningstyper og institutionstyper. Uddannelsen 

varer 3½ år og foregår dels på seminariet, dels på praktiksteder. Gennem individuel 

praktikplacering, speciale og andre studieaktiviteter skal uddannelsen give mulighed for 

fordybelse i problemstillinger indenfor det pædagogiske arbejdsområde. 

Undervisningen på seminariet omfatter pædagogik, psykologi, socialfag, sundhedsfag, 

dansk, musik, bevægelsesfag, værkstedsfag, drama, naturfag samt faget kommunikation, 

organisation og ledelse. Praktikken omfatter dels en tolv ugers ulønnet øvelsespraktik i 

første studieår, dels to lønnede praktikperioder af seks måneders varighed i 3. hhv. 6. 

semester. 

Pædagoguddannelsen blev etableret i 1992 ved en sammenlægning mellem de tidligere 

uddannelser til børnehavepædagog, fritidspædagog og socialpædagog. Lov og 

bekendtgørelse om pædagoguddannelsen er senest ændret i hhv. 1996 og 1997. Det 

16 

En række skoler har udarbejdet nye studieordninger, hvor det centrale er et nyt pædagogisk koncept “problematiseret 

læring”, som har fokus på projektarbejde, hvor de studerende bl.a. lærer problemløsning i faglige sammenhænge, der svarer 

til, hvad færdiguddannede kommer til at stifte bekendtskab med. 

31

gældende regelsæt er en rammebestemmelser med generelle regler om formål, indhold og 

eksamen m.v. 


Figur 5 viser aktivitetsudviklingen for pædagoguddannelsen fra 1994-98. 

Figur 5 Aktivitetsudviklingen på pædagoguddannelsen, 1994-98 

14.000 

12.000 

10.000 

8.000 

6.000 

4.000 

2.000 

0 

1994 1995 1996 1997 1998 


Pædagoguddannelsen har på grund af den store udbygning af daginstitutionsområdet og 

den heraf følgende pædagogmangel oplevet et ganske betydelig vækst i studentertallet op 

gennem 1990’erne. Således er der på fire år sket en vækst på over 60 procent i antallet af 

studenterårsværk; fra 7.450 STÅ i 1994 til 12.089 STÅ i 1998. 

Den øgede aktivitet i perioden er sket, uden at antallet af pædagogseminarier er steget. 

Aktivitetsstigningerne har således - alt andet lige - givet de eksisterende seminarier en bedre 

kapacitetsudnyttelse. Det gennemsnitlige antal studenterårsværk pr. pædagogseminarium er 

steget fra 226 STÅ i 1994 til 377 i 1998. Aktivitetsstigningen er sket på samtlige 

pædagogseminarier, men dog sådan at de største seminarier har oplevet den største vækst. 


Resultaterne af analysen af pædagoguddannelsens økonomi summeres i tabel 26, der 

indeholder udvalgte nøgletal for uddannelsen 17. Som det fremgår af tabellen har 

udviklingen i pædagoguddannelsens økonomi fra 1996 til 1998 været positiv. Resultatet pr. 

STÅ har i alle årene været positivt, med det største overskud i 1997. Pædagogseminarierne 

har i gennemsnit brugt mellem 30.600 og 32.400 kr. pr. STÅ til gennemførelsen af 

undervisning på den ordinære uddannelse i årene 1996-98. Undervisningstaksten har i 

samme periode ligget på mellem 33.000 og 33.400 kr. pr. STÅ. 

17 Beregningerne er foretaget på baggrund af regnskabs- og spørgeskemaoplysninger. Der indgår regnskabsoplysninger fra 94 

procent af pædagogseminarierne, mens besvarelsesprocenten i spørgeskemaundersøgelsen har været 78. 

32

Tabel 26 Nøgletal for pædagoguddannelsen (1999-prisniveau) 

STÅ 

STÅ pr. 


(ekskl. 

praktik) 

Lønud- 

gift 

Uddannelsesudgifter pr. STÅ Takster (u. moms) 

Øvrige 

udgifter 

I alt 

Heraf 

praktikudgift 1) 

Under- 

visning 

Praktik 

Resultat pr. 

STÅ 

Uddannelses- 

formål 

1.000 kr. 

1996 10.566 27,0 5,3 32,5 - 33,1 - 0,6 

1997 11.479 16,4 26,1 4,5 30,6 4,2 33,4 - 2,7 

1998 12.089 16,6 25,9 5,0 31,0 3,4 33,0 - 1,8 

Kilde: FFL 2000 samt regnskabs- og spørgeskemaoplysninger. 

1) Da der er et praktiktaxameter på pædagoguddannelsen indeholder STÅ-opgørelserne ikke opgørelse af antallet af 

praktikstudenterårsværk. Praktikudgiften pr. STÅ er således udtryk for, at praktikudgiften fordelt på de studenterårsværk, der er optjent i 

forbindelse med den teoretiske undervisning. 

Det fremgår af tabel 26, at pædagogseminariernes uddannelsesudgifter til ordinær 

uddannelse samlet set ligger indenfor de økonomiske rammer, som taksterne sætter. 

Anlægges en gennemsnitsbetragtning har der i både 1997 og 1998 været pæne overskud på 

uddannelsesformål. Det skal dog understreges, at der bag det gennemsnitlige resultat pr. 

STÅ ligger store forskelle i udgiftsstrukturen seminarierne imellem. Således var resultatet på 

den ordinære uddannelse negativt på en tredjedel af seminarierne i 1996, hvorimod kun 

fem hhv. otte seminarier havde et negativt resultatet i 1997 og 1998. Som eksempel på den 

store variation mellem de enkelte institutioner, kan det nævnes, at uddannelsesudgiften pr. 

STÅ i 1996 på det dyreste pædagogseminarium (39.000 kr.) lå 83 procent over det billigste 

(21.300 kr.). 

Den generelt positive udvikling i uddannelsens økonomi skyldes både et fald i lønudgiften 

pr. STÅ og udgiften til øvrige pr. STÅ. Den forbedrede produktivitet på lærersiden - der 

kommer til udtryk ved STÅ pr. lærerårsværk - har været af afgørende betydning for 

reduktionen i lønudgiften. I 1998 er den gennemsnitlige STÅ pr. lærerårsværk på 16,6. Til 

sammenligning var der i forbindelse med takstfastsættelsen i 1994 budgetteret med en S/Lratio 

på 11,5. 

Da ministeriet ikke har regnskabsoplysninger for perioden 1993-95 er det ikke muligt at 

beregne det faktiske niveau for den gennemsnitlige STÅ/lærerårsværksratio i 1994. Mest 

sandsynligt er det dog, at den faktiske STÅ pr. lærerårsværk har været under 11,5. Dette 

indikerer, at der i perioden fra 1994 til 1998 er opnået ganske betydelig produktivitetsstigning 

på lærersiden. 

En del af stigningen i lærerproduktiviteten kan være forbundet med en faldende 

produktivitet blandt det teknisk-administrative personale (TAP). Det er således 

bemærkelsesværdigt, at TAP-produktiviteten i samme periode er faldet med omkring 25 

procent. Dette kan hænge sammen med, at administrative opgaver er flyttet fra lærere over 

til kontorpersonale, men det kan også - som flere seminarier har dokumenteret - skyldes, at 

der i forbindelse med den tiltagende decentralisering har været en stigning i de 

administrative opgaver, der har betydet et stigende årsværksforbrug på TAP-siden – 

eksempelvis i relation til praktikken, jf. nedenfor. Endelig kan det ikke udelukkes, at 

stigningen i TAP-årsværksforbruget ved den ordinære uddannelse for en stor del kan 

tilskrives større opmærksomhed omkring konteringspraksis, herunder især at administrative 

funktioner som studievejledning m.v. skal henføres til ordinær uddannelse. 

På trods af produktivitetsstigningen på lærersiden har lønnens andel af de samlede 

uddannelsesudgifter været svagt stigende i 1996-98 på grund af en stigende 

gennemsnitsløn. En af forklaringerne herpå er ifølge seminarierne en generel akademisering 

af personalet. Desuden forventer pædagogseminarierne stærkt stigende lønudgifter til 

lærerne de kommende år, da der med overenskomstaftalen 1999 er åbnet mulighed for 

33

lektorbedømmelse på pædagogseminarierne. For flertallet af seminarierne vurderes det, at 

mindst halvdelen af lærerne vil kunne komme i betragtning i forbindelse med lektorbedømmelse, 

og at det vil påføre seminarier ekstraudgifter i størrelsesorden 5-10 procent. 

Som nævnt indledningsvist indgår der i pædagoguddannelsen tre praktikforløb. Ingen af 

disse udløser praktiktaxameter. De to lønnede praktikperioder er ikke ressourceudløsende, 

mens øvelsespraktikken beregningsmæssigt er forudsat finansieret af den generelle 

uddannelsestakst. 

I spørgeskemaundersøgelsen har seminarierne angivet en skønnet fordeling af uddannelsesudgifternes 

fordeling på teori og praktik. Heraf fremgår det, jf. tabel 26 ovenfor, at der 

gennemsnitligt er anvendt 4.200 og 3.400 kr. pr. STÅ på praktik i henholdsvis 1997 og 

1998. Det bekræftes tillige af spørgeskemaundersøgelsen, at forbruget af TAP-årsværk i 

forhold til forbruget af lærerårsværk vejer meget tungere på praktikdelen end teoridelen. 

Om end udgifterne til praktik er faldet en smule fra 1997 til 1998, peger flere seminarier 

på, at praktikken generelt er blevet mere ressourcekrævende. Det gælder både i forhold til 

planlægning, tilrettelæggelse og vejledning. Flere seminarier har i spørgeskemaundersøgelsen 

nævnt, at de obligatoriske praktikmøder i forbindelse med den lønnede praktik, 

der blev indført med 1997-bekendtgørelsen, har været en ganske ressourcekrævende 

nyskabelse. Flere seminarier påpeger endvidere, at det er utilfredsstillende, at praktikken 

ikke er ressourceudløsende, og at det kan blive nødvendigt at begrænse ressourceforbruget 

til praktikken for at kunne fastholde og styrke niveauet på teoriundervisningen. 


Frem til 1994 blev pædagoguddannelsen - eller de tidligere uddannelser til børnehave-, 

fritidshjems- og socialpædagog - budgetteret ud fra en forudsætning om, at uddannelsen 

primært byggede på traditionel klasse- og holdundervisning med gennemsnitlige holdstørrelser 

på 25 studerende. Desuden indgik der et vist element af værkstedsundervisning i 

form af uddannelsens musisk-praktiske fag. 

I forbindelse med taksteftersynet er seminarierne blev bedt om at angive den skønnede 

fordeling af undervisningen på forskellige undervisningsformer. Samtidig er der spurgt om 

de gennemsnitlige og maksimale holdstørrelser for de respektive undervisningsformer. Af 

besvarelserne fremgår det, at en pædagogstuderende vil modtage mellem 140 og 534 timers 

undervisning med tilstedeværelse af lærer/vejleder pr. semester. Typisk vil den studerende 

modtage ca. 250 undervisningstimer pr. semester 18. Det vurderes, at opgørelsen af antal 

timer pr. semester skal tages med meget stort forbehold, idet svarene på grund af eventuelle 

forskelle i opgørelsesmetoden ikke nødvendigvis er sammenlignelige. Derimod er den 

relative fordeling mellem de forskellige undervisningsformer mindre sårbar overfor forskelle 

i opgørelsesmetoder, idet det enkelte seminarium må formodes at anvende samme metode 

for alle undervisningsformer. Nedenstående figur 6 viser den gennemsnitlige relative 

fordeling på undervisningsformer i 1998. Det skal bemærkes, at figurens fordeling ikke 

medtager den undervisning, seminarierne giver i forbindelse med de studerendes praktik, 

der ifølge bekendtgørelsen udgør godt en tredjedel af pædagoguddannelsen. Når praktikken 

er udeladt, skyldes det, at der i besvarelserne af spørgeskemaet har vist sig at være væsentlige 

forskelle i den måde, seminarierne har opgjort antallet af undervisningstimer, der relaterer 

sig til praktikken. 

18 Seminarierne blev i spørgeskemaundersøgelsen bedt om at angive den skønnede fordeling af den undervisning (med deltagelse 

af lærere/vejleder), en gennemsnitsstuderende på uddannelsen modtog i 1998. Af de indkomne besvarelser fremgik det, 

at det har været vanskelig at foretage de ønskede skøn, og ni besvarelser er udtaget i beregninger på grund af markant afvigende 

timeangivelser 

34

Figur 6 Undervisningen fordelt på undervisningsformer, 


lærer/vejleder 

18% 

Vejledning af 


5% 


21% 

lsen 1998 

Ekskursioner 

(studieture) 

3% 

Andre 


6% 


11% 


36% 


Som det fremgår af figuren er klasseundervisning med en andel på 36 procent af det 

samlede antal undervisningstimer fortsat den mest dominerende undervisningsform. 

Herefter kommer værkstedsundervisningen, som udgør 21 procent. Samtidig ses det, at 

projektarbejde med en andel på 18 procent også placerer sig som en hyppigt benyttet 

undervisningsform i studiet, mens der i mindre omfang anvendes forelæsninger såvel som 

vejledning af enkeltpersoner. 

Hovedparten af pædagogseminarierne peger i spørgeskemabesvarelserne på, at der de 

seneste fem år er sket en udvikling fra traditionel klasseundervisning til større vægtning af 

projektarbejde og stigende grad af individuel eller gruppevis vejledning. Desuden er der 

generelt sket en stigning i brugen af forelæsninger. Kun fire seminarier vurderer, at der ikke 

er sket væsentlige ændringer de seneste fem år. 

Skiftet i undervisningsformerne er ifølge besvarelsen overvejende begrundet i pædagogiske 

overvejelser, men også vægtningen af større selvstændighed i studierne, tværfaglighed og 

den fælles pædagoguddannelses større generalistindhold har spillet ind. Samtidig peges der 

ikke overraskende på, at der også indgår elementer af økonomiske overvejelser i 

undervisningens tilrettelæggelse. Dette har blandt andet medført en større differentiering 

mellem forskellige undervisningsformer. Anvendelsen af f.eks. forelæsninger og mindre 

ressourcekrævende undervisningsformer muliggør den mere omkostningstunge 

undervisning i form af f.eks. projektorienteret undervisning og individuel vejledning. 

I forbindelse med beskrivelsen af udviklingen i undervisningsformer er det tillige relevant at 

se på udviklingen i holdstørrelser. Tabel 27 indeholder blandt andet en opgørelse over de 

typiske holdstørrelser for henholdsvis forelæsninger og klasseundervisning i 1998. Ifølge 

seminarierne har der været en tendens til stigende holdstørrelser på klasse- og værkstedsundervisningen 

samt forelæsningerne, hvilket er begrundet med dels stigende aktivitet, dels 

økonomiske hensyn. Med en gennemsnitlig holdstørrelse for klasseundervisning på 23 

studerende er der dog ikke tegn på, at der i perioden er sket væsentlige ændringer i forhold 

til de forudsætninger, der gjaldt i forbindelse med takstfastsættelsen. 

Tabel 27 Effektivitets- og kvalitetsindikatorer for pædagoguddannelsen, 1998 





procent 

91 62 23 86,4 

Kilde: Regnskabs- og spørgeskemaoplysninger 

35

Af tabellen fremgår desuden, at den gennemsnitlige fastlærerdækning på pædagogseminarierne 

i 1998 var 91 procent. Den har ikke ændret sig væsentlig i perioden 1996-98. 

Det er i denne sammenhæng værd at nævne, at der i forbindelse med indførelsen af 

taxameterstyring på de videregående uddannelser i 1994 var budgetteret med en 

fastlærerdækning på 100 procent. 

Fuldførelsesprocenten for pædagoguddannelsen har været svagt stigende i perioden 

begyndende i 1991 lige under 84 procent for i 1995 at ende på 86 procent, jf. tabel 28. 

Bemærkelsesværdigt for 1990’ernes første halvdel er især de relativt store udsving i 

fuldførelsesprocenten. Det er ikke muligt at afgøre, hvorvidt tilsvarende udsving i 

fuldførelsen har præget udviklingen frem til 1998. Med en STÅ-produktivitet på 86 

procent i 1998 kan det udelukkes, at der er sket afgørende varige forbedringer af 

fuldførelsesprocenten på uddannelsen i periodens sidste halvdel. 

Tabel 28 Udviklingen i bestand, tilgang og fuldførelse mv. for 

ddannelsen, 1991-98 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 9.137 8.404 9.744 10.934 15.884 16.359 17.842 18.598 

Tilgang 3.516 2.164 4.482 4.774 5.350 5.217 5.294 5.610 

Fuldførte 2.762 2.505 2.730 3.209 - 3.409 3.463 4.151 

Afbrudte 487 418 429 393 342 491 959 703 


Kilde: Danmark Statistik og Undervisningsministeriet 

Konklusion 

På baggrund af analysen ovenfor kan det konkluderes, at pædagogseminarierne blandt 

andet i kraft af den stadige aktivitetsfremgang, der har kendetegnet perioden, har opnået en 

bedre ressourceudnyttelse og dermed en lavere uddannelsesudgift pr. STÅ. Da 

undervisningstaksten samtidig har været næsten konstant, har sektoren samlet set forbedret 

resultatet pr. STÅ 

Den lønnede praktik udgør en tredjedel af pædagoguddannelsen, og påfører seminarierne 

ikke ubetydelige udgifter i forbindelse med vejledning, administration mv. Det kan på 

baggrund heraf overvejes, om det er rimeligt at fastholde reglen om, at lønnet praktik ikke 

kan udløse nogen form for praktiktaxameter. Samlet set er der dog ikke grundlag for at 

anbefale øgede taxametertilskud til pædagoguddannelserne, så eventuel indførelse af 

praktiktaxameter bør finansieres ved en nedsættelse af undervisningstaksten. 

4.1.4 Læreruddannelsen 


Regelgrundlag 

• LB 410 1991 (Historisk). Bekendtgørelse af lov om uddannelse af lærere til folkeskolen 

• BK 261 1992 (Historisk). Bekendtgørelse om uddannelse af lærere til folkeskolen 

• LB 608 1997 (Gældende). Bekendtgørelse af lov om uddannelse af lærere til 

folkeskolen 

• BK 382 1998 (Gældende). Bekendtgørelsen om uddannelse af lærere til folkeskolen 

Folkeskolelæreruddannelsen foregår på 18 seminarier over hele landet. Det er en fagligpædagogisk 

uddannelse, hvis hovedsigte er at uddanne lærere til folkeskolen og tillige give 

36

grundlag for anden undervisning. Uddannelsen har en varighed på fire år og inkluderer i alt 

et halvt år til praktik 19 . 

Der er flere gange siden indførelsen af taxametersystemet i 1994 gennemført ændringer i 

regelgrundlaget. Den ny læreruddannelseslov i 1997 og den efterfølgende uddannelsesbekendtgørelse 

fra 1998 indeholder de mest omfattende ændringer. Da loven først har haft 

virkning på seminarierne fra studieåret 1998/99 er det primært læreruddannelsesloven og 

bekendtgørelsen fra hhv. 1991 og 1992, der har udgjort rammerne for uddannelsen af 

lærere i den periode, der her er genstand for analyse. 

Lov og bekendtgørelse er rammebestemmelser. Ansvaret for den nærmere udformning og 

tilrettelæggelse af læreruddannelsen er i vidt omfang udlagt til de enkelte lærerseminariers 

bestyrelser, der fastsætter de nærmere regler om uddannelsen i seminariets studieordning. 

De centralt fastsatte rammebestemmelser indeholder generelle regler om uddannelsens 

formål og indhold - herunder regler for fordelingen af de forskellige fag og fagområder, der 

indgår i uddannelsen. 1991-uddannelsen omfatter således for alle studerende et antal 

pædagogiske fag, en bred vifte af folkeskolens fag, to liniefag samt praktik. 


Af figur 7 ses den meget kraftige stigning i aktiviteten, der har været kendetegnende for 

læreruddannelsen i perioden fra 1994 til -98. På bare fem år er der sket mere end en 

fordobling af årsværksproduktionen. Således var der i 1998 en samlet årsværksproduktion 

på 13.242 mod 5.856 i 1994. Baggrunden for denne stigning har været et stærkt politisk 

ønske om at uddanne flere lærere for at imødegå en forventet lærermangel. 

Figur 7 Aktivitetsudviklingen på læreruddannelsen,1994-1998 

14.000 

12.000 

10.000 

8.000 

6.000 

4.000 

2.000 

0 

1994 1995 1996 1997 1998 


Aktivitetsstigningen er blevet muliggjort ved aktivitetsudvidelser på de eksisterende 

seminarier. Det gennemsnitlige antal studenterårsværk pr. lærerseminarium er følgelig 

steget fra 325 i 1994 til godt 736 i 1998. En nærmere analyse af aktivitetsudviklingen i 

perioden fra 1996 til 1998 viser, at der med en enkelt undtagelse har været 

aktivitetsstigninger på samtlige lærerseminarier. Analysen viser tillige, at de tre seminarier, 

der aktivitetsmæssigt har oplevet den største procentuelle vækst i perioden, alle er 

beliggende i universitetsbyerne. 

19 

Med den ny bekendtgørelse fra 1998 er praktikken blevet udvidet til 24 uger, hvilket svarer til 0,6 årsværk. Tidligere har 

praktikken haft et omfang på 0,5 årsværk. 

37


Udviklingen i læreruddannelsens økonomi har som helhed været gunstig i perioden 20 . Som 

det fremgår af tabel 29 har resultatet pr. STÅ i alle tre år været positive med det største 

overskud i 1997. 

Tabel 29 Nøgletal for læreruddannelsen, 1999-prisniveau 


Lønud- Øvrige 

Praktik- 

I alt 

Gift udgifter 

udgift 

Takster (u. moms) 

Resultat pr. 

STÅ 

1) 

STÅ 

STÅ pr. 


(ekskl. 

praktik) 

1.000 kr. 

Under- 

Praktik 

visning 

Uddannelsesformål 

1996 10.779 33,0 8,7 41,7 - 38,5 33,9 0,8 

1997 12.283 12,6 29,1 7,5 36,6 38,7 38,5 33,5 2,8 

1998 13.242 12,3 29,0 7,8 36,7 36,4 38,1 33,6 1,5 

Kilde: FFL 2000 samt regnskabs- og spørgeskemaoplysninger 

1) Praktikudgiften er udtryk for praktikudgiften pr. praktikstudenterårsværk. 

Det bør dog understreges, at der bag disse gennemsnitsbetragtninger gemmer sig betydelige 

variationer i lærerseminariernes resultater. På næsten 40 procent af seminarierne var 

resultatet på den ordinære uddannelse således negativt i 1996. I overensstemmelse med 

hovedtendensen var dette tal i 1998 reduceret til under 20 procent. 

En af forklaringerne på den generelt positive økonomiske udvikling kan være, at der som 

følge af den kraftige vækst i aktiviteten er sket en forbedring af ressourceudnyttelsen. Dette 

ses blandt andet som produktivitetsforbedringer på personalesiden. Ved indførelsen af 

taxametersystemet var der som led i en flerårig budgetaftale mellem lærerseminarierne og 

Undervisningsministeriet fastlagt en S/L-ratio (ekskl. praktik) på 11,5. Efter aftalens ophør 

er der sket en forbedring af produktiviteten. I 1998 var den gennemsnitlige STÅ pr. 

lærerårsværk (ekskl. praktik) steget til 12,3 21 . 

Da udgifterne til løn udgør en meget stor andel af de samlede uddannelsesudgifter vil selv 

små forbedringer af lærerproduktiviteten alt andet lige resultere i betydelige fald i 

uddannelsesudgifterne pr. STÅ. Den forbedrede gennemsnitlige lærerproduktivitet har ikke 

alene betydet et fald i uddannelsesudgifterne pr. STÅ, men også påvirket sammensætningen 

i forbruget. Dels har lønudgiftens andel af de samlede uddannelsesudgifter på læreruddannelsen 

- i modsætning til den generelle tendens for de videregående uddannelser - været 

faldende i perioden. Dels er andelen af det administrative personale steget. Når det teknisk 

administrative personale ikke ligesom lærerne har været i stand til at forbedre 

produktiviteten, skyldes det i følge flere seminarier, at der er tilført det administrative 

personale nye administrative opgaver som følge af decentraliseringen. 

Praktikforløbet i læreruddannelsen er ulønnet, og seminariet er ansvarlig for at afholde 

praktikudgifter til praktikstedet. Udover refusionsudgifter til praktikstedet er praktikken 

forbundet med udgifter på seminariet i forbindelse med vejledning og administration samt 

øvrige udgifter til eksempelvis dækning af transportudgifter. Spørgeskemaundersøgelsen 

viser, at der i 1997 og 1998 som helhed har været et fald i seminariernes udgifter til 

praktik. På trods heraf har praktikken for hovedparten af seminarierne været underskudsgivende. 

En sammenligning af den gennemsnitlige praktikudgift pr. STÅ og praktiktaksten, 

jf. tabel 29 overfor, kan dokumentere dette forhold. 

20 

Mens udviklingen i aktiviteten dækker samtlige lærerseminarier, bygger nedenstående analyse af uddannelsens økonomi 

alene på data fra de 16 lærerseminarier, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen. Analysen er således baseret på 

oplysninger fra 89 procent af lærerseminarierne. 

21 

Disse produktivitetsforbedringer er blandt andet blevet muliggjort på grund af løbende ændringer i lokalaftaler om lærernes 

arbejdstid og større holdstørrelser, specielt i liniefagene (se nedenfor). 

38

Mere end to tredjedele af seminarierne har i de to undersøgte år haft praktikudgifter, der 

oversteg indtægterne fra praktiktaxametret. Analysen viser tillige, at der har været 

bemærkelsesværdigt store forskelle på praktikudgifterne pr. STÅ på de enkelte 

lærerseminarier. Størst var forskellene i 1997, hvor praktikudgiften pr. STÅ på det dyreste 

seminarium lå 95 procent over det billigste seminarium. Det er dog væsentligt at være 

forsigtig med af drage konklusioner på baggrund af det foreliggende materiale. 

Seminarierne laver normalt ikke en egentlig registrering af udgifts- og personaleforbrug på 

praktikken, hvorfor praktikoplysninger må ses som udtryk for grove skøn. 

Det er endnu for tidligt at sige, hvorledes den ny læreruddannelse vil påvirke 

udgiftsniveauet for praktikken. Det fremgår dog af spørgeskemaerne, at omtrent halvdelen 

af seminarierne forventer, at praktikken i fremtiden vil blive mere ressourcekrævende. 


De lærerstuderende modtager i gennemsnit 22 undervisningstimer pr. uge 22 . Flere 

seminarier påpeger i spørgeskemaundersøgelsen, at det af hensyn til uddannelsens økonomi 

de seneste år har været nødvendigt til at reducere antallet af undervisningstimer pr. 

studerende, ligesom holdstørrelserne på hovedparten af seminarierne har været stigende. 

Figur 8 nedenfor viser, at klasseundervisning fortsat er den mest anvendte undervisningsform. 

Godt halvdelen af den undervisning, de studerende modtager, foregår som 

klasseundervisning med en gennemsnitlig holdstørrelse på 24 studerende, jf. tabel 30 

nedenfor. Den mere ressourcetunge værkstedsundervisning udgør i gennemsnit lidt under 

en fjerdedel af den samlede undervisning. 

Der gøres i spørgeskemaundersøgelsen opmærksom på, at skal lærerseminarierne i de 

kommende år leve op til kravene i den ny læreruddannelse, vil det betyde en øget 

prioritering af projektarbejde, hvilket alt andet lige vil resultere i øgede udgifter, da 

lærertimeforbruget i de tværgående projekter normalt er større end ved den mere 

traditionelle klasseundervisning. 

Figur 8 Undervisningen fordelt på undervisningsformer, læreruddannelsen 

1998 

Gruppeprojekter 

3% 

Vejledning af 


2% 

Ekskursioner 

2% 


23% 

Praktik 

13% 

Andet 

1% 


11% 


51% 


I henhold til det politiske forlig om reform af læreruddannelsen er der sket en 

takstforhøjelse for den ny læreruddannelse, begrundet i omkostningsforøgelse som følge af 

bortfald af fællesfag (store hold) og indførelse af flere liniefag (mindre hold). 

22 

En meget stor spredning i tallene gør, at der er grund til at tage forbehold for oplysningerne om antallet af 

undervisningstimer. Som supplement til gennemsnittet er medianen beregnet og giver et resultat på 23 undervisningstimer 

pr. uge. 

39

Læreruddannelsen har generelt været kendetegnet ved en høj fastlærerdækningen, jf. tabel 

30. I alle tre år har fastlærerdækningen således været på over 90 procent - dog med en 

faldende tendens. Meget tyder på, at lærerseminarierne bevidst har brugt timelæreransættelser 

til at imødekomme det øgede undervisningsbehov, som aktivitetsstigningen har 

afstedkommet. Timelæreransættelser giver sammenlignet med fastansættelser en større 

personalemæssig fleksibilitet og mulighed for relativt hurtige tilpasninger i 

personaleforbruget i perioder, hvor aktiviteten er faldende. 

Tabel 30 Indikatorer for kvalitet og effektivitet på læreruddannelsen 





procent 

91 81 24 87,4 


Med hensyn til udviklingen i fuldførelsesprocenten på læreruddannelsen har der i perioden 

1991-95 været en svag stigning, jf. tabel 31. I 1995 var der en fuldførelsesprocent på 83 

procent. At der tilsyneladende ikke er sket markante udsving i fuldførelsen på uddannelsen 

i perioden frem til 1998 vidner en STÅ-produktivitet på 87 procent om. 

Tabel 31 Udviklingen i bestand, tilgang, fuldførelse mv., læreruddannelsen, 

1991-98 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 7.362 7.904 8.644 9.983 11.525 12.838 14.510 15.113 

Tilgang 2.090 2.255 2.507 3.173 3.679 3.542 3.908 4.175 

Fuldførte 1.144 1.362 1.400 1.522 1.693 1.836 2.030 2.388 

Afbrudte 311 373 378 335 454 575 611 824 



Endelig er det værd at bemærke, at læreruddannelsen er kendetegnet ved en noget større 

variation med hensyn til fuldførelsen institutionerne imellem end de øvrige mellemlange 

uddannelser. Den højeste fuldførelsesprocent er over 85, den laveste under 70. Der er dog 

tilsyneladende ikke noget klart mønster i, hvor gennemførelsen er høj, og hvor den er lav. 

Konklusion 

Økonomien på læreruddannelsen er generelt god. Der er i perioden sket en række eksterne 

ændringer - aktivitetsstigning og lovændringer - som lærerseminarierne har vist sig i stand 

til at tilpasse sig. Praktiktaksten giver tilsyneladende ikke en tilstrækkelig dækning, men det 

har dog indtil videre været muligt for seminarierne at finde dækning for ekstraudgifterne i 

forbindelse med praktikken i det almindelige undervisningstaxameter. Samlet set har 

uddannelsestaxametrene givet et tilstrækkeligt grundlag for at gennemføre læreruddannelse 

i overensstemmelse med læreruddannelseslovens mål. 

Det er endnu for tidligt at vurdere de nye og højere takster i forhold til den ny 

læreruddannelse. 

40

4.1.5 Eksport- og diplomingeniøruddannelserne 

Introduktion til uddannelserne 

Regelgrundlag: 

• BK 610 1993 (Historisk). Bekendtgørelse om diplomingeniøruddannelsen ved teknika 

• BK 796 1994 (Historisk). Bekendtgørelse om ingeniøruddannelserne 

• BK 681 1996 (Gældende). Bekendtgørelse om ingeniøruddannelserne 

• BK 319 1998 (Gældende). Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om 

ingeniøruddannelserne 

Diplomingeniøruddannelsen udbydes ved ingeniørhøjskolerne i Horsens, København, 

Odense og Århus, Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet, Ingeniørhøjskole 

Syd - Handelshøjskole Syd ved Syddansk Universitet samt Handels- og Ingeniørhøjskolen i 

Herning. Eksportingeniøruddannelsen, udbydes i København og Horsens samt ved 

Ingeniørhøjskole Syd - Handelshøjskole Syd ved Syddansk Universitet. 

Diplomingeniøruddannelsen har en varighed på 3½ år. Der lægges i diplomingeniøruddannelsen 

vægt på at uddanne ingeniører, som kan omsætte naturvidenskabens og de tekniske 

videnskabers forskningsresultater til praktisk anvendelse. Udover vægten på det ingeniørfaglige 

indhold stilles der krav om, at de studerende tilføres en række andre kvalifikationer: 

at kunne inddrage samfundsmæssige, økonomiske, miljø- og arbejdsmiljømæssige 

konsekvenser i løsningen af de tekniske opgaver samt indgå i ledelses- og 

samarbejdsmæssige sammenhænge. 

Eksportingeniøruddannelsen er en 4 ½ årig tværfaglig uddannelse med et internationalt 

projekt- og produktorienteret sigte. Uddannelsen er en kombinationsuddannelse, der søger 

at integrere naturvidenskab og teknik med fremmedsprog, økonomi og international 

markedsføring. Først med ingeniørbekendtgørelsen fra 1996 er eksportingeniøruddannelsen, 

som tidligere blot var en forsøgsuddannelse, blevet gjort permanent. 

På begge uddannelser indgår der et halvt års praktik, ligesom institutionerne kan vælge at 

indlægge værkstedspraktik af en varighed på op til fem uger i undervisningsfrie perioder. 

Praktikforløbet ligger typisk i slutningen af uddannelsen og har en varighed på et semester. 

Som hovedregel er praktikken lønnet. Aalborg Universitet, der uddanner diplomingeniører, 

har indtil 1998 haft dispensation fra den integrerede praktik, der har været erstattet med 

projektarbejde. 

Analysen af de to uddannelser er slået sammen i et fællesafsnit. Det skyldes, at 

udbyderinstitutionerne har flere retninger indenfor ingeniøruddannelserne, og at det i 

regnskabsoplysninger ikke altid er muligt er sondre mellem retninger og uddannelser. 

Strukturen i denne uddannelsesspecifikke analyse vil følgelig afvige en smule fra den 

struktur, der er anvendt på de øvrige mellemlange videregående uddannelser. 


Nedenstående figur 9 giver et samlet billede af aktivitetsudviklingen for diplom- og 

eksportingeniøruddannelsen i årene 1994 til -98. 

41

Figur 9 Aktivitetsudvikling på diplom- og eksportingeniøruddannelserne ved 

7.000 

6.000 

5.000 

4.000 

3.000 

2.000 

1.000 

0 

ingeniørhøjskolerne fra 1994 til 1998 

1994 1995 1996 1997 1998 

Kilde: FFL 2000. Aktivitetsudviklingen er udtryk for en tilnærmet opgørelse af aktiviteten på diplom- og eksportingeniøruddannelserne. Den 

faktiske aktivitetsudvikling diplom- og ingeniøruddannelserne er en smule mindre end angivet i figuren. Dette skyldes, at 

aktivitetsopgørelsen i aktivitetsskemaet for ingeniørhøjskolerne på FFL 2000 ikke kun omfatter studenterårsværk optjent på diplom- og 

eksportingeniøruddannelserne, men indeholder et mindre antal studenterårsværk optjent ved civilingeniøruddannelsen på 

ingeniørhøjskolen Odense Teknikum/Odense Universitet og et par hundrede studenterårsværk optjent ved den erhvervssproglige og 

erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse på Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning. 

Samlet set er der på fem år sket et fald i aktiviteten på næsten 30 procent på de to 

uddannelser. Faldet har været størst i første halvdel af perioden, mens faldet er næsten 

ophørt i periodens sidste halvdel. 

Sektoren har i perioden været præget af omfattende institutionsreformer. Samtidig med det 

kraftige aktivitetsfald er antallet af institutioner, der udbyder de to ingeniøruddannelser, 

blevet reduceret fra 11 til 8. Faldet i antallet af udbydere har betydet, at aktivitetsfaldet ikke 

er slået så voldsomt igennem ude på de enkelte institutioner. Det er imidlertid 

bemærkelsesværdigt, at selv om det generelt er lykkedes at bremse faldet i aktiviteten på de 

to uddannelser i periodens sidste halvdel, så har de mindste institutioner fortsat oplevet 

relativt store aktivitetsfald i både 1997 og 1998. 


I analysen af uddannelsernes økonomi foretages først en samlet analyse af udviklingen i de 

to uddannelsers økonomi i perioden fra 1996 til 1998. Denne del af analysen er alene 

baseret på regnskabs- og spørgeskemaoplysninger fra de fire ingeniørhøjskoler, Handels- og 

Ingeniørhøjskolen i Herning samt Ingeniørhøjskole Syd - Handelshøjskole Syd ved 

Syddansk Universitet. Herefter følger en mere detaljeret analyse af de to uddannelsers 

økonomi i 1998. 

Udviklingen i de to ingeniøruddannelsers økonomi har generelt været negativ, jf. tabel 32 

Udviklingen i resultat pr. STÅ opgjort på uddannelsesformål illustrerer den negative 

tendens. Af tabellen nedenfor ses det, at et beskedent overskud på uddannelserne i 1996 er 

vendt til store underskud i 1997 og 1998. Det skal imidlertid understreges, at der ikke bør 

drages egentlige konklusioner alene på grundlag af gennemsnitsværdierne for uddannelsesresultatet. 

Hertil er datagrundlaget som bemærket i tabellen nedenfor for spinkelt. 

42

Tabel 32 Nøgletal for eksport- og diplomingeniøruddannelserne, 1999-prisniveau 

Uddannelsesudgifter pr. STÅ Takster (u. moms) 

Resultat pr. 

STÅ 

Lønudgift 

Øvrige 

udgifter 

I alt 

Heraf 

praktikudgift 

Undervisning 

Praktik 

Uddannelses- 

STÅ pr. 

STÅ lærerårsværk 

1.000 kr. 

formål 

1996 4.462 8,6 53,3 9,4 63,4 - 63,9 10,9 0,1 

1997 4.436 8,7 53,7 8,0 63,3 - 63,3 10,8 -3,6 

1998 4.327 8,8 53,7 8,1 62,3 - 62,7 10,7 -3,7 

Kilde: FFL 2000, regnskabs- og spørgeskemaoplysninger for de fire ingeniørhøjskoler, Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning samt 

Ingeniør- og Handelshøjskole Syd ved Syddansk Universitet. Der tages et generelt forbehold for beregningerne af lønudgift pr. STÅ, øvrige 

udgifter pr. STÅ og uddannelsesresultat pr. STÅ, da disse er beregnede på baggrund af oplysninger fra et mindre udsnit af institutioner. 

Dette forhold forklarer tillige, at summen af lønudgift pr. STÅ og udgifter til øvrige pr. STÅ ikke er lig med uddannelsesudgifter i alt pr. STÅ. 

De negative gennemsnitsresultater i 1997 og 1998 har ikke været forårsaget af voksende 

uddannelsesudgifter pr. STÅ. På trods af faldende aktivitet har ingeniørhøjskolerne formået 

at reducere uddannelsesudgifterne pr. STÅ. Udgiftsreduktionen er muliggjort af en 

reduktion i øvrige udgifter pr. STÅ og en mindre stigning i produktiviteten (STÅ pr. 

lærerårsværk). 

En sammenligning af de enkelte ingeniørhøjskolers uddannelsesudgifter viser, at der i 

1996-98 har været en klar negativ sammenhæng mellem institutionens aktivitet og 

uddannelsesudgift pr. STÅ. Figur 10 nedenfor viser sammenhængens form i 1998. Det kan 

på baggrund heraf konstateres, at der tilsyneladende er betydelige stordriftsfordele knyttet 

til uddannelserne. En vis volume i uddannelserne har tilsyneladende været en nødvendig 

betingelse for at opnå en sund økonomi på uddannelserne. 

Figur 10 Sammenhæng mellem institutionernes aktivitet og udgift pr. STÅ 

Udgift per STÅ 

100 

90 

80 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

0 200 400 600 800 1000 1200 1400 

Aktivitet 

Spørgeskemaundersøgelsen giver mulighed for at tegne et øjebliksbillede af økonomien på 

hver af de to ingeniøruddannelser i 1998. Udvalgte nøgletal fra analyserne er vist i 

nedenstående tabel. Vurderingen af de to uddannelsers økonomi beror på sammenligning 

af undervisningstakst og uddannelsesudgifter pr. STÅ 

43

Tabel 33 Udvalgte nøgletal for hhv. diplom- og eksportingeniøruddannelsen 1998 

STÅ 

STÅ pr. 


(ekskl. 

praktik) 

Løn- 

udgift 

Uddannelsesudgifter pr. STÅ Takster 

Øvrige 

Udg. 

Udgift i 

alt 

1.000 kr. 

Praktik- 

udgift 3) 

Under- 

visning 

Praktik 

Diplomingeniør 1) 

4.043 8,2 56,0 8,2 64,2 11,8 62,7 - 

Eksportingeniør 2) 536 9,2 43,6 8,8 52,4 24,9 62,7 - 

Kilde: TB1996-98, virksomhedsregnskaber og spørgeskemaundersøgelsen. Alle beløb er faste 1999-priser. 

1) Opgørelsen inkluderer samtlige institutioner, der uddanner diplomingeniører, med undtagelse af Aalborg Universitet. Når Aalborg 

Universitet ikke er inkluderet heri skyldes det, at universitetet ikke har været i stand til at sondre mellem udgifter vedr. civil- og 

diplomingeniører. 

2) Eksportingeniøruddannelsen på Ingeniørhøjskole Syd - Handelshøjskole Syd ved Syddansk Universitet er først startet i 

efterårssemesteret 1998. Institutionen har derfor valgt ikke at give økonomioplysninger for uddannelsen. 

3) Praktikudgiften er udtryk for praktikudgiften pr. praktikstudenterårsværk. Beregningen af praktikudgifter pr. STÅ er for eksportingeniør 

alene baseret på oplysninger fra Ingeniørhøjskolen i Horsens. 

Beregningerne vedrørende diplomingeniøruddannelsen i 1998 er foretaget på baggrund af 

oplysninger fra syv af de otte institutioner, der udbyder uddannelsen 23 . Da diplomingeniøruddannelsen 

aktivitetsmæssigt er langt den største af de to ingeniøruddannelser ligger de 

beregnede nøgletal for diplomuddannelsen tæt op af de generelle nøgletal i tabel 32. 

De samlede uddannelsesudgifter pr. STÅ for diplomingeniøruddannelsen ligger i 

gennemsnit et par tusinde kroner over undervisningstaksten. Den store variation i 

uddannelsesudgiften pr. STÅ mellem uddannelsesstederne gør imidlertid, at det i denne 

sammenhæng er mindre relevant at fokusere snævert på gennemsnitsresultater. Langt mere 

interessant er det at undersøge, hvorledes uddannelsesstedernes uddannelsesudgifter pr. 

STÅ placerer sig i forhold til undervisningstaksten. Det har i 1998 været sådan, at tre ud af 

de syv uddannelsessteder har haft en uddannelsesudgift pr. STÅ, der har ligget under 

undervisningstaksten. I tråd med konklusionerne ovenfor er det de aktivitetsmæssigt store 

uddannelsessteder, der har de laveste uddannelsesudgifter pr. STÅ. En vis volume i 

uddannelsen på de enkelte institutioner har tilsyneladende været en nødvendig - men ikke 

en tilstrækkelig - betingelse for at tilvejebringe en sund økonomi på uddannelsen. 

Diplomingeniøruddannelsen på DTU udgør dog en undtagelse fra det generelle mønster. 

Selvom DTU tegner sig som det uddannelsessted, der har den største STÅ-produktion, så 

har DTU den næstdyreste diplomingeniøruddannelse. 

Eksportingeniøruddannelsen er aktivitetsmæssigt en lille uddannelse. Som nævnt ovenfor 

har den indtil sommeren 1998 kun været udbudt to steder i landet. Tallene fra 1998 viser, 

at eksportingeniøruddannelsen har en sund økonomi. Både på ingeniørhøjskolen i 

København og Horsens er det lykkedes at holde udgiften pr. STÅ under undervisningstaksten. 

Når det har været muligt skyldes det først og fremmest en relativt høj STÅ/lærerårsværk-ratio, 

der blandt andet har været med til sikre, at lønudgifterne har kunnet holdes 

på et lavt niveau. 

Kravene til praktikken på de to uddannelser er identiske. Uddannelsesstedet har i 

forbindelse med gennemførelsen af praktikken ansvaret for at afholde de udgifter, 

uddannelsesstedet har til løn af vejleder og administrativt personale samt eventuelle 

transport- og opholdsudgifter for de studerende. Uddannelsesstedet er derimod ikke 

forpligtet til at refundere de udgifter, praktikstedet måtte have i forbindelse med 

praktikken. Med hensyn til finansieringen af praktikken adskiller de to uddannelser sig 

derimod fra hinanden. Diplomingeniøruddannelsen modtager praktiktakst, mens 

eksportingeniøruddannelsen modtager undervisningstakst i praktikken. 

23 Som nævnt ovenfor er Aalborg Universitet udeladt af beregningerne. En sammenligning af gennemsnitsberegninger på 

relevante nøgletal for diplom- og civilingeniøruddannelsen på Aalborg Universitet med nøgletallene for diplomuddannelsen i 

tabel 33 viser imidlertid ikke de store afvigelser. Udgiften pr. STÅ for diplom- og civilingeniørerne i Aalborg ligger godt én 

procent under det vægtede gennemsnit for diplomingeniørerne. 

44

Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår det, at hovedparten af uddannelsesstederne i 1998 

har haft praktikrelaterede udgifter, der oversteg praktiktaksten. Kun to af de uddannelsessteder, 

der udbyder diplomingeniøruddannelsen har formået at holde praktikudgifterne pr. 

STÅ under praktiktaksten. For eksportingeniøruddannelsen er der alene oplysninger om 

praktikudgifter fra ét uddannelsessted. Her har praktikudgifterne pr. STÅ i 1998 været 

væsentligt lavere end taksten. 


I spørgeskemaundersøgelsen er der spurgt til undervisningens tilrettelæggelse. Begge 

ingeniøruddannelser er kendetegnet ved et forholdsvis stort antal undervisningstimer pr. 

semester. En studerende ved diplomingeniøruddannelsen modtager således i gennemsnit 

484 pr. semester – svarende til 30 timer pr. uge for et semester med en varighed af 16 uger 

- mens de studerende ved eksportingeniøruddannelsen i gennemsnit modtager 427 pr. 

semester eller 27 timer pr. uge. 

Af figurerne nedenfor ses det, at fordelingen af undervisningsformer varierer en del på de to 

uddannelser. På begge uddannelser udgør klasseundervisningen den dominerende 

undervisningsform, dog med noget forskellig tyngde - 55 procent på diplomingeniøruddannelsen 

og 70 procent på eksportingeniøruddannelsen. Det er dog i denne 

sammenhæng væsentligt at understrege, at der er forskel på, hvorledes klasseundervisning 

defineres på de to uddannelser. På eksportingeniøruddannelsen er den maksimale 

holdstørrelse i forbindelse med klasseundervisning på 33, mens flere ingeniørhøjskoler 

opererer med holdstørrelser på klasseundervisning på 75. Der er dog ikke afgørende forskel 

på de gennemsnitlige holdstørrelser på klasseundervisningen, jf. tabel 34. 

Figur 11 Undervisningen fordelt på undervisningsformer på diplom - 

uddannelsen, 1998 


18% 

Individuel vejledning 

3% 


15% 

Ekskursioner 

3% 

Andre 


2% 


4% 

Klasseundervining 

55% 

Kilde: Spørgeskemaundersøgelsen. Fordelingen af undervisningsformer er lavet på baggrund af spørgeskemabesvarelser fra de fem 

ingeniørhøjskoler. Da der i forbindelse med besvarelserne har vist sig at være problemer med opgørelsen af undervisningstimer til praktik, 

er praktikken helt udeladt i opgørelsen af fordelingen af undervisningsformer på uddannelsen. 

45

Figur 12 Undervisningen fordelt på undervisningsformer på eksportingeniør- 

uddannelsen i 1998 

Andre undervisningsformer 

4% 

Ekskursioner 

2% 


8% 

Individuel vejledning 

7% 


8% 


1% 


70% 

Kilde: Spørgeskemaundersøgelsen. Fordelingen af undervisningsformer er lavet på baggrund af spørgeskemabesvarelser fra 

ingeniørhøjskolen i København og Horsens. Da der i forbindelse med besvarelserne har vist sig at være problemer i relation til opgørelsen 

af undervisningstimer til praktik, er praktikken helt udeladt i opgørelsen af fordelingen af undervisningsformer på uddannelsen. 

Klasseundervisningen suppleres primært med værkstedsundervisning og projektarbejde. På 

diplomingeniøruddannelsen udgør den projektorienterede undervisning 18 procent, mens 

værkstedsundervisning udgør 15 procent. På eksportingeniøruddannelsen er prioriteringen 

af den projektorienterede undervisning og værkstedsundervisningen lidt lavere: 7-8 procent 

for begge undervisningsformer. 

Det er i denne sammenhæng værd at nævne, at spørgsmålet om valg af undervisningsformer 

har været genstand for nærmere analyse i Evalueringscenterets retningsspecifikke 

evalueringer af ingeniøruddannelserne (se bilag H). Heraf fremgår det, at valget af 

undervisningsformer tilsyneladende i højere grad er afhængigt af hvem, der udbyder, end 

hvilken uddannelse eller uddannelsesretninger, der udbydes. At der er store forskelle i 

prioriteringen af de forskellige undervisningsformer mellem udbyderinstitutionerne på 

ingeniørområdet anses af Evalueringscenteret dog primært for at være en styrke. 

Hvorom alting er, kan diplomingeniøruddannelsens høje gennemsnitlige antal 

undervisningstimer pr. semester og en prioritering i retning af mere ressourcekrævende 

undervisningsformer bidrage til at forklare, hvorfor den gennemsnitlige uddannelsesudgift 

pr. STÅ er større på diplomingeniøruddannelsen end eksportingeniøruddannelsen. 

Det er ikke muligt på baggrund af de eksisterende data at sige noget om udviklingen i 

fastlærerdækningen på hver af de to uddannelser. Derimod gælder det generelt for 

ingeniørhøjskolerne, at fastlærerandelen har været stigende i perioden. Af tabel 34 fremgår, 

at der i 1998 var en samlet fastlærerdækning på 88 procent. Denne tendens hænger 

formentlig tæt sammen med de personaletilpasninger, der har været nødvendige at foretage 

i forbindelse med den faldende aktivitet. Ved personalereduktioner vil det alt andet lige 

være enklere for institutionerne at skille sig af med de timeansatte lærere frem for de 

fastansatte. 

Tabel 34 Indikatorer for effektivitet og kvalitet for diplom- og 

eksportingeniøruddannelserne, 1998 

Fastlærerdækning, Gennemsnitlige holdstørrelser (antal 

STÅstuderende) 

Produktivitet, 

Procent Forelæsning Klasseundervisning 

procent 

Diplomingeniør 


88 

- 

68 

23,6 

22,7 

61,2 

56,4 


46

Tabel 35 viser blandt andet udviklingen i fuldførelsesprocenterne for de to ingeniøruddannelser. 

Fra 1991 til 1994 er fuldførelsen for uddannelserne faldet, hvorefter den i året 

efter er steget markant, så den i 1995 ender på et niveau, der ligger lidt over niveauet i 

1991. Et blik på STÅ-produktiviteten i 1998, jf. tabel 34, viser relativt lave værdier på 61,2 

og 56,4 procent for henholdsvis diplom- og eksportingeniøruddannelsen. Dette peger i 

retning af, at der i periodens slutning fortsat er relativt lave fuldførelsesprocenter på de to 

ingeniøruddannelser, og at den konstaterede stigning i fuldførelsen i 1995 formentlig er 

udtryk for et tilfældigt udsving. 

Tabel 35 Udviklingen i bestand, tilgang, fuldførelse mv. for diplom- og 

eksportingeniøruddannelserne, 1991-98 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 9439 9295 8776 7900 6843 6171 5786 5620 

Tilgang 3215 3107 2580 2051 1550 1715 1782 1757 

Fuldførte 2031 2026 1989 1920 1878 1685 1487 1248 

Afbrudte 1163 1238 1185 1091 806 701 681 675 



De seneste års vigende tilgang til ingeniøruddannelserne og udsigten til mindre ungdomsårgange 

i de kommende år gør, at der er særlig grund til, at både uddannelsesinstitutioner 

og ministeriet løbende analysere problemstillingen vedrørende ingeniøruddannelsernes lave 

fuldførelsesprocenter Det må i denne sammenhæng understreges, at lave fuldførelsesprocenter 

er ikke nødvendigvis et problem. I tråd hermed understreger Evalueringscenteret 

i sin seneste evaluering af ingeniøruddannelserne væsentligheden af at undgå, at 

institutionerne ikke sænker det faglige niveau i bestræbelsen på at sikre en højere 

gennemførsel (se bilag H). Som led i et forsøg på at minimere omkostningerne i relation til 

frafaldet anbefaler Evalueringscenteret desuden, at institutionerne søger at tilrettelægge 

uddannelserne således, at frafaldet sker så tidligt som muligt i uddannelsesforløbet 24. 

Konklusion 

Aktuelt er økonomien på eksportingeniøruddannelsen sund. På trods af en beskeden 

aktivitet, er det lykkedes for de to udbydere i København og Horsens at holde 

uddannelsesudgifterne pr. STÅ på et niveau, der ligger under undervisningstaksten. 

De økonomiske problemer knytter sig alene til diplomingeniøruddannelsen. Her har 

faldende aktivitet betydet markante fald i indtægterne for institutionerne. Det kan på 

baggrund af analysen konkluderes, at det kun er et mindre antal, aktivitetsmæssigt store 

institutioner, der har formået at gennemføre diplomingeniøruddannelsen indenfor de 

økonomiske rammer, undervisningstaksten giver. 

Analysen dokumenterer en klar sammenhæng mellem de enkelte institutioners aktivitet og 

uddannelsesudgifter – jo større studieaktivitet, jo lavere uddannelsesudgifter pr. STÅ. Ikke 

mindst i relation til det arbejde, der er i gang om dannelsen af Centre for Videregående 

uddannelse på det tekniske område, er det værd at hæfte sig ved de stordriftsfordele, der 

ofte knytter sig til de større enheder i form af lavere uddannelsesudgifter pr. STÅ. 

Da der på baggrund af det foreliggende materiale ikke er grundlag for at anbefale 

takstforhøjelser på diplomingeniøruddannelsen, må der i stedet lægges op til, at resultaterne 

af nærværende analyse indgår i de institutionspolitiske overvejelser om dannelsen af 

CVU’er på det tekniske område. 

24 

Evalueringscenteret (1998): Evaluering af elektroingeniøruddannelserne. 

47

4.2 Tværgående analyse 

4.2.1 Uddannelsesudgifter og uddannelsestaksternes niveau 

Med afsæt i de uddannelsesspecifikke analyser er formålet i dette afsnit af foretage en 

tværgående analyse af undervisnings- og praktiktakster for på baggrund heraf at vurdere 

taksternes rimelighed. Der fokuseres i det følgende primært på udviklingen fra 1996-1998. 

Som det fremgår af figuren nedenfor har de syv udvalgte mellemlange videregående 

uddannelser samlet set haft en betydelig aktivitetsfremgang i perioden. Samlet set har der 

for de syv uddannelser været en gennemsnitlige vækst fra 1994 til 1998 på 55 procent. 

Diplom- og eksportingeniøruddannelserne udgør en undtagelse fra det generelle billede, 

idet der på de mellemlange ingeniøruddannelser har været en aktivitetstilbagegang på 

omkring 30 procent. 

Figur 13 Aktivitetsudviklingen på de udvalgte mellemlange videregående 

14.000 

12.000 

10.000 

8.000 

6.000 

4.000 

2.000 

0 

uddannelser 

1994 1995 1996 1997 1998 

Lærerudd Pædagogudd. Ergo/fys.udd 

Socialrådg.udd Ingeniørudd. 

Den generelle aktivitetsfremgang har betydet, at hovedparten af uddannelsesstederne har 

oplevet betydelige indtægtsmæssige stigninger i perioden, hvilket har givet et gunstigt 

udgangspunkt for tilrettelæggelsen af uddannelserne og en bedre udnyttelse af ressourcerne. 

Nedenstående tabel 36 indeholder udvalgte nøgletal for de syv uddannelser i 1998. 

Den gunstige økonomiske situation forårsaget af aktivitetsfremgangen har afspejlet sig i 

udviklingen i uddannelsens resultat pr. STÅ 25 . Med undtagelse af ergoterapeut- og 

fysioterapeutuddannelserne har samtlige uddannelser med aktivitetsfremgang forbedret 

deres resultat pr. STÅ på ordinær uddannelse i perioden. Det er i relation til ergoterapeut- 

og fysioterapeutuddannelserne værd at bemærke, at de betragtelige underskud på 

uddannelsesformål på ordinær uddannelse er blevet dækket ved overførsel af ressourcer fra 

skolernes fællesudgiftstaxameter. Underskuddene på uddannelsesformål har ikke givet 

anledning til systematiske underskud på skolernes samlede drift (se afsnit 4.2.2 nedenfor). 

På diplom- og eksportingeniøruddannelserne har den økonomiske situation derimod været 

præget af en markant aktivitetstilbagegang, hvilket kommer til udtryk ved store underskud 

25 

Ligesom i de uddannelsesspecifikke analyser er resultat pr. STÅ defineret som, der er beregnet som differensen mellem 

indtægter og udgifter på uddannelsesformål på ordinær uddannelse divideret med antallet af studenterårsværk på ordinær 

uddannelse. 

48

på uddannelsesformål i 1997 og 1998 på ingeniørhøjskolernes ordinære uddannelser. 

Diplomingeniøruddannelsen er den største af de to ingeniøruddannelser og samtidig den af 

de to, der har haft sværest ved at skabe balance mellem indtægter og udgifter på 

uddannelsesformål. 

Tabel 36 Nøgletal for de udvalgte mellemlange videregående uddannelser i 1998 

STÅ 

STÅ pr. 


(ekskl. 

praktik) 

Lærer 

gennemsnitsløn 

Uddannelsesudgift 

pr. STÅ 

1.000 kr. 

Undervisningstakst 

Resultat pr. 

STÅ 1) 

Diplomingeniør 


4.027 

536 

8,2 

9,2 

432 

410 

64,1 

52,4 

62,7 

62,7 

-3,7 

Ergo- og fysioterapeut 3.041 12,7 309 35,7 33,0 -2,8 

Lærer 2) 13.242 12,3 395 36,7 38,1 1,5 

Pædagog 12.089 16,6 352 31,0 33,0 1,8 

Socialrådgiver 1.653 15,9 354 33,0 38,1 4,7 

Alle beløb er i faste 1999-priser. 

1) Resultat pr. STÅ er defineret som differensen mellem indtægter og udgifter på uddannelsesformål på ordinær uddannelse divideret med 

antallet af studenterårsværk på ordinær uddannelse. For hver af de to ingeniøruddannelser er det ikke muligt at foretage denne beregning. 

Det skal derfor bemærkes, at de to uddannelsers samlede uddannelsesresultat pr. STÅ, der er angivet i tabellen, primært er udtryk for 

resultatet pr. STÅ på diplomuddannelsen, der er langt den største af de to. Det overskud, der faktisk har været på uddannelsesformål for 

eksportingeniøruddannelsen, slår ikke igennem på det samlede resultat for de to uddannelser. 

2) Undervisningstaksten for den ny læreruddannelser, der trådte i kraft ved studiestart 1998/99 var i 1998 40.300 kr. 

Bemærkelsesværdigt er det, at der i de seneste år har været systematiske stigninger i lærerproduktiviteten 

for samtlige uddannelser. Den forbedrede produktivitet på lærersiden er 

tilsyneladende en af hovedforklaringerne på, at uddannelserne til trods for stigende 

gennemsnitslønninger - på grund af overenskomstaftaler og en stigende akademisering af 

lærergruppen - har kunnet reducere uddannelsesudgifterne pr. STÅ og dermed forbedre 

deres resultat. Den forbedrede produktivitet kan ses som et udtryk for, at institutionerne 

har været i stand til at udnytte de stordriftsfordele, der er forbundet med 

aktivitetsfremgangen. 

I tråd med de oprindelige takstforudsætninger er der stadig meget store forskelle på den 

gennemsnitlige lærerløn på uddannelserne. En ændret stillingsstruktur på pædagogseminarierne 

og de sociale højskoler, der giver mulighed for lektorbedømmelse af de 

fastansatte lærere, vil indebære en risiko for vækst i gennemsnitslønnen pr. lærerårsværk på 

de to nævnte institutionstyper. En nøjere overvågning af lønudviklingen på de nævnte 

områder bør i de kommende år indgå som et led i ministeriets arbejde. 

Det indsamlede materiale giver ikke grundlag for at drage entydige konklusioner om, 

hvorledes det forbedrede lærerproduktivitet har påvirket tilrettelæggelsen af 

undervisningen. Det kan imidlertid konkluderes, at der de seneste fem år generelt er sket en 

større differentiering af undervisningsformerne på de syv mellemlange videregående 

uddannelser. Klasseundervisningen hører stadig til blandt en af de mest dominerende 

undervisningsformer, men er i stadig stigende grad blevet suppleret med for eksempel 

projektorienteret undervisning. For ressourcemæssigt at åbne mulighed for en højere 

prioritering af de lærertunge undervisningsformer har der samtidig været en tendens til en 

hyppigere anvendelse af forelæsninger på store hold end tidligere. 

Ud fra en overordnet betragtning har økonomien på de analyserede mellemlange 

videregående uddannelser generelt været god. Der er i perioden sket en række eksterne 

ændringer – aktivitetsstigninger, ændringer i uddannelsernes regelgrundlag, en tiltagende 

akademisering af lærerpersonalet samt overgang fra stats- til selveje på seminarieområdet - 

som uddannelserne har vist sig i stand til at tilpasse sig indenfor de givne økonomiske 

rammer. 

49

Samlet set synes taksternes niveau og de enkelte gruppers takstindplacering at give et 

rimeligt økonomisk grundlag for ikke bare at gennemføre uddannelse i overensstemmelse 

med uddannelsernes formål, men også for at foretage en opkvalificering og videreudvikling 

uddannelserne. 

Ovennævnte analyse giver således ikke anledning til anbefalinger om konkrete takstforhøjelser 

på området for de mellemlange videregående uddannelser. 

Til gengæld er der med afsæt i resultaterne fra de uddannelsesspecifikke analyser grundlag 

for at foretage en mere detaljeret tværgående analyse af en række forhold vedrørende 

uddannelsernes praktik. Analyse og anbefalinger vedrørende praktikken præsenteres 

nedenfor. 

Praktikordninger, -taxameter og -takster 

Ens for de syv uddannelser er, at der i uddannelsesforløbet indgår mindst en obligatorisk 

praktikperiode med en varighed på omtrent et halvt år. En sammenligning af praktikordningerne 

viser imidlertid, at der er store forskelle på disse ordninger. 

Forskellene skyldes ikke mindste forskellige traditioner - og herunder forskelle vedrørende 

bekendtgørelser, vejledninger og aftaler - for så vidt angår gennemførelsen af praktikken. 

Læreruddannelsen er eksempelvis kendetegnet ved at have forholdsvis detaljerede regler og 

aftaler om praktikkens gennemførelse for både indhold og økonomi. Diplomingeniøruddannelsen 

er derimod kendetegnet ved få bestemmelser, der alene vedrører forhold om 

praktikkens varighed, aflønning, placering i uddannelsesforløbet samt praktikpladsernes 

placering. 

En nærmere analyse af bestemmelser såvel som faktiske forhold vedrørende økonomien 

omkring praktikkens gennemførelse understøtter en tese om, at der for så vidt angår 

praktikordningerne er betydelige - og tilsyneladende ubegrundede - forskelle mellem 

uddannelserne. Der foretages nedenfor en analyse af følgende fire forhold: 

regler for taxameterbevilling til praktik 

praktiktakstens størrelse 

regler eller aftaler om byrdefordelingen mellem praktiksted og uddannelsessted 

den faktiske praktikudgifter pr. STÅ og resultat pr. STÅ 

Tabel 37 indeholder en række nøgleoplysninger, der er anvendt i nedenstående 

sammenligning af praktikken på de syv uddannelser. 

En sammenligning af uddannelsernes praktikordninger viser for det første, at reglerne for 

hvornår et praktikforløb udløser en taxameterbevilling ikke er blevet fulgt entydigt. 

Hovedreglen følger af Finansloven for finansåret 1999 og lyder som følger: “Taxameterbevillingen 

til praktik ydes til de uddannelser, hvor praktikken er ulønnet, og hvor 

praktikudgifter til praktikstedet skal afholdes af uddannelsesinstitutionen”. Endvidere 

gælder der den uformelle regel, at praktikken skal have en varighed på minimum et 

semester, før den kan udløse praktiktaxameter. Sammenligningen viser, at der i den 

analyserede periode har været flere afvigelser fra disse regler. 

50

Tabel 37 Nøgleoplysninger om praktik for de udvalgte uddannelser 

Praktiktakst Praktikudgifter pr. STÅ 2) 

1997 1998 

1.000 kr. 

1997 1998 

Aflønning under 

praktik 

Diplomingeniør - - - 11,8 Lønnet 

Eksportingeniør - - - 24,9 Lønnet 

Ergoterapeut og 

Refusion 2,3 2,3 Ulønnet 

fysioterapeut 1) 

Lærer 33,9 33,5 38,7 36,4 Ulønnet 

Pædagog 3) 

Ingen 4,2 3,4 Lønnet 

Socialrådgiver - - 24,5 24,0 Ulønnet 


1) Indtil september 1998 er institutionernes udgifter til praktikstedet refunderet af Undervisningsministeriet. Med de nye 

uddannelsesbekendtgørelser ændres også praktikordningerne. For studerende, der er påbegyndt studiet i studieåret 1998/99 og derefter 

udbetales praktiktakst (på FL1999 14.000 kr.) 

2) Praktikudgifter pr. STÅ på ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne og pædagoguddannelsen er ikke umiddelbart sammenlignelige 

med praktikudgifterne pr. STÅ på lærer- og socialrådgiveruddannelsen. Den manglende sammenlignelighed skyldes, at der på 

ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne samt pædagoguddannelserne ikke opgøres STÅ for praktikken. 

3) Pædagoguddannelsen indeholder tre praktikperioder, dels en 11-ugers ulønnet øvelsespraktik, dels to lønnede praktikforløb med en 

varighed på 24 uger. 

Eksempelvis har diplomingeniøruddannelsen modtaget praktiktakst, selv om den ikke 

opfylder den ovennævnte hovedregel, da praktikken som hovedregel er lønnet 26 . 

Socialrådgiveruddannelsen modtager derimod undervisningstakst i praktikken på trods af, 

at de opfylder betingelserne for at modtage praktiktakst. 

For det andet har der for de uddannelser, som modtager taxameterbevilling til praktikken, 

været store variationer i praktiktakstens størrelse. Som det fremgår af tabellen har socialrådgiveruddannelsen 

den højeste praktiktakst, hvilket blandt andet skyldes, at socialrådgiveruddannelsens 

praktiktakst er identisk med undervisningstaksten. I 1998 udløste et 

praktikstudenterårsværk således 38.100 kroner. I den anden ende af skalaen findes diplom- 

og eksportingeniørerne, der i 1998 havde en praktiktakst på 10.700 kroner 27 . 

For det tredje indeholder de i perioden gældende regler og aftaler store forskelle for så vidt 

angår byrdefordelingen mellem uddannelsessted og praktiksted. For læreruddannelsen samt 

ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne har uddannelsesstederne udover egne udgifter 

til vejledning, administration og andet ansvaret for afholdelse af de udgifter, praktikstedet 

har i forbindelse med praktikken. Disse refusionsudgifter har samlet set udgjort en meget 

betydelig andel af de samlede praktikudgifter. For ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne 

er disse blevet refunderet af ministeriet, mens lærerseminarierne selv har måttet 

finansiere refusionen til praktikstedet. For de øvrige fire uddannelser har uddannelsesstedet 

alene ansvar for at afholde egne udgifter i forbindelse med praktik. 

For det fjerde er der ingen klar sammenhæng mellem regler og aftaler om byrdefordeling og 

taksternes størrelse. De sociale højskolers økonomiske forpligtelser i forbindelse med 

gennemførelsen af praktikken er ikke væsentlig forskellige fra de forpligtelser, der gælder for 

pædagogseminarierne og ingeniørhøjskolerne, men alligevel er socialrådgiveruddannelsens 

praktiktakst væsentligt højere end diplom- og eksportingeniørernes. Pædagogseminarierne 

modtager ingen form for tilskud i forbindelse med den lønnede praktik. 

Ovennævnte forhold gør, at der for det femte har været stor variation i de gennemsnitlige 

praktikudgifter pr. STÅ 28 og praktikresultat pr. STÅ på de syv uddannelser. For nogle 

uddannelser har praktikken været underskudsgivende, mens andre uddannelser har haft 

26 

Uddannelsesbekendtgørelsen for ingeniøruddannelserne åbner dog mulighed for, at der kan gives dispensation fra 

bestemmelsen om, at praktikken skal være lønnet. I disse tilfælde gives der i stedet SU til praktikanten. 

27 

De to takster, der angives her, er begge opregnet til 1999-prísniveau. 

28 

Sammenligning af praktikudgifter pr. STÅ må indtil videre tages med stort forbehold, da de anvendte beregningsmetoder 

på ergoterapeut-, fysioterapeut- og pædagoguddannelserne ikke svarer til den beregningsmetode, der er anvendt for lærer- og 

socialrådgiveruddannelsen. 

51

systematiske overskud på praktikken. Socialrådgiveruddannelsen hører til sidstnævnte 

kategori. De betydelige overskud på praktikken har medvirket til at skabe et forholdsmæssigt 

stort overskud på den ordinære uddannelses uddannelsesformål. Pædagoguddannelsen 

har derimod haft stigende udgifter til vejledning og transport i forbindelse 

med gennemførelsen af praktikken. De stigende udgifter skyldes blandt andet en ny 

uddannelsesbekendtgørelse, der stiller nye krav til praktikvejledningen i de lønnede 

praktikforløb. Da der ikke er noget praktiktaxameter på pædagoguddannelsen, medfører de 

øgede udgifter et voksende underskud på praktikken. 

På baggrund af ovennævnte analyse må det anbefales, at der foretages en analyse af en række 

forhold vedrørende finansieringen af praktikken på de mellemlange videregående 

uddannelser. Formålet med igangsættelse af et analysearbejde vedrørende praktikken bør 

være: 

• at revidere retningslinierne for, hvornår der ydes taxameterbevillinger til praktikken på 

de mellemlange videregående uddannelser, 

• at sikre at praksis er i overensstemmelse med de fastsatte retningslinier, og 

• at der sker en revurdering af praktiktakster på de mellemlange videregående 

uddannelser, så eventuelle forskelle mellem praktiktakster er velbegrundede. 

Eventuelle ændringer af praktiktaksterne bør naturligvis ses i sammenhæng med de øvrige 

taxametertilskud til uddannelserne. 

4.2.2 Udviklingen i udgiftsfordelingen 

De syv uddannelser, der indgår i dette taksteftersyn, er alle kendetegnet ved, at de som 

hovedregel udbydes på de såkaldte monoinstitutioner 29 . Sammenlignes monoinstitutionerne 

med de institutioner, der udbyder en bredere vifte af uddannelser, har 

monoinstitutionerne relativt begrænsede muligheder for at foretage interne omfordelinger. 

Når dette er sagt er det alligevel interessant at undersøge, om der er væsentlige forskelle 

mellem uddannelserne for så vidt angår fordelingen af de samlede udgifter på formål samt 

den ordinære uddannelses uddannelsesudgifters andel af institutionernes samlede udgifter 

og endelig om disse fordelinger ændres over tid. 

Der skal ikke herske tvivl om, at den ordinære uddannelse fortsat er uddannelsesinstitutionernes 

kerneområde. Det er dog i denne sammenhæng værd at nævne, at det for de syv 

uddannelser er meget varierende, hvor stor en andel uddannelsesudgifterne til ordinær 

uddannelse udgør i forhold til uddannelsesinstitutionernes samlede udgifter. 

Af tabel 38 nedenfor fremgår det, at uddannelsesudgifterne til ordinær uddannelse i 1998 

gennemsnit udgør 72 procent af terapeutskolernes samlede udgifter. Dette er med andre 

ord udtryk for, at skolernes aktivitet i perioden næsten udelukkende har været koncentreret 

om de ordinære uddannelser. Et anderledes billede tegner sig for pædagogseminarierne og 

de sociale højskoler. Her udgør uddannelsesudgifterne til ordinær uddannelse i 1998 i 

gennemsnit kun henholdsvis 51 procent og 46 procent af institutionernes samlede udgifter. 

Både pædagogseminarierne og de sociale højskoler har haft betydelige sideaktiviteter i form 

af andre uddannelsesaktiviteter. Dette øger uddannelsernes muligheder for at foretage 

interne omfordelinger af indtægterne og gør, at institutionerne er mindre sårbare overfor 

eksempelvis udefrakommende ændringer, der retter sig mod de ordinære uddannelser. 

Analyseres udviklingen over tid viser det sig, at terapeutskolerne er de eneste 

29 

Som det fremgår af de uddannelsesspecifikke analyser i afsnit 4.1 er der for socialrådgiver- og diplomingeniøruddannelsen 

undtagelser, da disse også udbydes på en eller flere universitetslovsinstitutioner. 

52

uddannelsesinstitutioner, hvor uddannelsesudgifterne til de ordinære uddannelser er steget 

relativt mere end andre udgifter. Den generelle tendens er, at de ordinære uddannelsers 

andel af de samlede udgifter er reduceret en smule i perioden. 

Tabel 38 Uddannelsesudgifter til ordinær uddannelse og fordelingen mellem 

hovedformål, 1998 

Uddannelsesformål 

Ordinær 

I alt 

uddannelse 

Fællesformål Kapitalformål 

Resultat pr. 

STÅ 

% 1.000 kr. 

Diplom- og eksportingeniør 1 

53 69 22 9 -1,2 

Ergoterapeut og fysioterapeut 72 73 15 12 0,6 

Lærer 64 72 21 7 4,0 

Pædagog 48 64 27 10 3,1 

Socialrådgiver 47 69 20 11 -1,8 

Kilde: Regnskaber. 

1) For ingeniøruddannelserne er det formålsopdelte regnskab opdelt i fire formål. Det fjerde formål - andre faglige formål - der dækker 

blandt andet biblioteksudgifter, er her lagt ind under uddannelsesformål. 

Årsagen til reduktionen i de ordinære uddannelsesudgifters andel af de samlede udgifter 

kan ikke alene skyldes en satsning på andre uddannelsesformål, men også en ændret 

fordeling mellem hovedformålene: uddannelsesudgifter, fællesudgifter og kapitaludgifter. 

En nærmere analyse af udviklingen i fordelingen af udgifterne mellem de tre hovedformål 

viser imidlertid, at der ud fra en gennemsnitsbetragtning er tale om ganske små ændringer 

på de syv uddannelser. Fællesudgiftens andel af de samlede udgifter er i gennemsnit steget 

1-3 procent på lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelsen. Bag disse gennemsnitsbetragtninger 

gemmer der sig betydelige variationer i udgiftsfordelingen indenfor de 

enkelte institutionstyper. På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen kan det konstateres, at 

en gennemgående forklaring på forskydninger i retning af relativt større fællesudgifter på de 

tre uddannelser har været, at institutionernes udgifter til informations- og kommunikationsteknologi 

(IKT) er øgede. 

En tværgående analyse af fordelingen af udgifterne viser imidlertid, at der har været 

forskelle på fordelingen på hovedformål mellem uddannelserne. Det er særligt 

fællesudgiftens andel, der varierer. På ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelserne 

udgjorde fællesudgifterne i gennemsnit kun 15 procent af de samlede udgifter i 1998, mens 

fællesudgiften på pædagoguddannelsen i gennemsnit udgjorde næsten 30 procent af de 

samlede udgifter i samme år. 

Hvad angår institutionernes samlede resultat pr. STÅ, har lærer- og pædagogseminarierne 

samt ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne som helhed overskud i 1998, mens de sociale 

højskoler og ingeniørhøjskolerne har underskud. 

Det er ikke overraskende, at ingeniørhøjskolerne har underskud, når resultatet på de 

ordinære uddannelser tages i betragtning. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at 

hovedparten af de sociale højskoler på trods af store overskud på den ordinære uddannelse 

alligevel har haft negative resultater på institutionernes samlede regnskab i 1998. Meget 

tyder dog på, at 1998 har været et atypisk år for de sociale højskoler. Eksempelvis har tre 

ud af fire skoler foretaget bygningsmæssige forbedringer, der har betydet ekstraordinært 

høje udgifter på bygningsdriften. Ministeriet kan ikke på det foreliggende grundlag give 

entydige forklaringer på de sociale højskolers samlede underskud. Endelig er det værd at 

bemærke, at ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne har overskud trods det negative resultat 

på ordinær uddannelse. For terapeutskolerne, som har en relativt beskeden sideaktivitet på 

53

uddannelsesformål, må det primært være interne omprioriteringer mellem uddannelses- og 

fællesformål, der gør et samlet positivt institutionsresultat muligt. 

Problemstillingen omkring institutionernes samlede resultat hænger tæt sammen med 

institutionernes opsparingsadfærd. For de sociale højskoler, ingeniørhøjskolerne og 

ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne kan der med afsæt i finanslovens videreførselsoversigter 

tegnes et billede af opsparingsadfærden fra 1996 til 1998 30 . Videreførselsoversigterne 

opgøres både for drifts- og anlægsbudgettet, hvor opgørelsen af beholdningerne er 

udtryk for det akkumulerede overskud. Der fokuseres her udelukkende på driftssiden. 

Af tabel 39 fremgår størrelsen af de videreførte driftsmidler opgjort fra primo 1996 til 

primo 1999 for hver af de tre institutionstyper. For det første er det værd at hæfte sig ved 

de meget store forskelle på beholdningens størrelse for de tre institutionstyper. Ingeniørhøjskolerne 

har haft langt den største beholdning, mens den mindste beholdning findes på 

ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne. Disse forskelle kan ikke udelukkende forklares med 

forskellene i aktiviteten på de tre institutionstyper. Det nævnte mønster ændres således ikke 

ved beregning af beholdningen pr. STÅ. 

Tabel 39 Udviklingen i beholdningen af driftsmidler for ingeniørhøjskolerne, 

ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne samt de sociale højskoler 

Beholdning (mio. kr.) 

primo 1996 primo 1997 primo 1998 primo 1999 

Ingeniørhøjskolerne 60,8 57,1 45,2 39,6 

Ergoterapeut og 

fysioterapeutskolerne 

2,2 2,5 1,6 3,1 

De sociale højskoler 9,8 6,1 8,3 5,1 

Kilde: Finanslove for finansårene 1997, 1998, 1999; Forslag til Finanslov for finansåret 2000. Alle beløb er i faste 1999-priser. 

For det andet er der i perioden sket et fald i beholdningen for to af de tre institutionstyper. 

Det absolutte fald har været størst på ingeniørhøjskolerne. Set i lyset af ingeniørhøjskolernes 

ugunstige økonomiske situation i perioden er det ikke overraskende, at der har 

været behov for at forbruge af opsparingen. Beholdningen er i perioden fra begyndelsen af 

1996 til begyndelsen af 1999 reduceret med 35 procent. Det er imidlertid værd at hæfte sig 

ved, at der på ingeniørhøjskolerne fortsat er en betragtelig opsparing. Beholdningen er 

primo 1999 opgjort til at være på næsten 40 mio. kr. 

Der har tillige været reduktioner i opsparingen på de sociale højskoler. Både i 1996 og 

1998 har skolerne forbrugt af det akkumulerede overskud. Samlet set er der sket en 

reduktion på næsten 50 procent. På ergoterapeut- og fysioterapeutskolerne har det derimod 

været muligt at øge beholdningen i perioden. Mens der i 1997 er sket mindre reduktioner i 

beholdninger, er udviklingen i 1998 vendt, således at beholdningen i begyndelsen af 1999 

er større end niveauet primo 1996. 

Analysen af opsparingsadfærden viser, at statsinstitutionerne har haft mulighed for at 

dække mindre underskud på institutionernes samlede drift ved at forbruge af det 

akkumulerede overskud. Det kan ikke afvises, at nogle institutioner har planlagt og således 

budgetteret med et underskud, fordi de bevidst har ønsket at reducere beholdningen. En 

lignende analyse af opsparingsadfærden kan laves på baggrund af de selvejende pædagog- og 

lærerseminariers virksomhedsregnskaber, men er ikke medtaget her. 

30 

Finansloven indeholder også videreførselsoversigter for de statslige lærer- og pædagogseminarier. Når disse ikke er medtaget 

her, skyldes det, at det kun er en mindre del af lærer- og pædagogseminarierne, der er statsinstitutioner. 

54

Alt i alt må det konstateres, at forskydningerne i forbrugssammensætningen på de enkelte 

uddannelser har været marginale. Til gengæld viser den tværgående analyse, at der mellem 

uddannelserne er relativt store forskelle på, hvorledes udgifterne fordeler sig på hovedformålene. 

Ministeriet finder ikke, at det på det foreliggende grundlag kan anbefales, at der 

indenfor de enkelte uddannelser foretages justeringer af fælles- og undervisningstaksterne 

med henblik på at opnå takster, der afspejler de omprioriteringer, som institutionerne 

foretager mellem uddannelses- og fællesformål. 

55

5 Lange videregående uddannelser 

5.1 Særlige problemstillinger vedr. taksteftersynet for 

de lange videregående uddannelser 

Taksteftersynet står i forhold til de lange videregående uddannelsesinstitutioner over for 

nogle særlige problemstillinger. Først og fremmest hænger uddannelsesaktiviteterne på 

universiteterne uløseligt sammen med forskningsaktiviteterne. Den forskningsbaserede 

undervisning indebærer, at det ikke uden videre er muligt at isolere udgifter og personaleforbrug 

til uddannelsesformålet. Under alle omstændigheder vil en sådan opdeling 

indeholde et betydeligt element af skøn, og de indberetninger, ministeriet har modtaget fra 

universiteterne i forbindelse med taksteftersynet, understreger tydeligt, at der anvendes et 

bredt spektrum af forskellige skønsprincipper på universiteterne. 

Grundlaget for at foretage sammenligninger mellem universiteterne med hensyn til 

uddannelsesudgifter og personaleforbrug til uddannelsesformålet er dermed dårligt. Den 

primære hensigt med ministeriets indsamling af data vedrørende uddannelsesudgifter og 

personaleforbrug har da også været at få et indtryk af udgifts- og personaleforbruget på den 

enkelte institution i forhold til en række udvalgte uddannelser, og dermed også eventuelle 

interne omfordelinger mellem uddannelserne på de enkelte institutioner. Det viser sig 

imidlertid, at principperne for regnskabsmæssig formålsfordeling af udgifter og 

personaleårsværk selv på samme institution afviger væsentligt fra uddannelsesområde til 

uddannelsesområde, jf. tabel 40, der indeholder en summarisk oversigt for fordelingsprincipperne 

(anvendt ved indberetningen til taksteftersynet) på Københavns Universitet. 

Såfremt man fra politisk side ønsker i højere grad at kunne sammenligne 

uddannelsesudgifter mellem forskellige universitetsuddannelser og forskellige universiteter, 

vil der være behov for, at der udstikkes præcise og bindende fælles retningslinier for den 

regnskabsmæssige formålsfordeling på universitetsområdet. Det må imidlertid tages i 

betragtning, at arbejdet med at definere, implementere og kontrollere sådanne 

retningslinier må forudses at blive ressourcekrævende for såvel universiteterne som 

Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet. Desuden vil det under alle 

omstændigheder ikke være muligt helt at fjerne det skønsmæssige element i fordelingen. 

56

Tabel 40 Grundlag for fordeling af udgifter på uddannelses- vs. øvrige formål 

Københavns Universitet 

Jura VIP/ 

DVIP 

Økonomi 

(fordelingen svarer ikke 

til fordelingen i 

virksomheds- 

regnskabet) 

Optælling af konfrontationstimer plus skøn for aktiviteter, der ikke har 

kunnet optælles konkret. For VIP regnes med 6 forberedelsestimer pr. 

konfrontationstime. Ved beregningen af udgifter bruges gennemsnitslønninger 

(beregnet på fakultetsniveau) for hhv. VIP og DVIP. 

TAP Alle årsværk til studenterrettede aktiviteter som bibliotek og 

studiekontor samt en skønsmæssigt fastsat andel af edb-personalet 

henføres til uddannelse. I øvrige tilfælde, hvor årsværk ikke direkte 

har kunnet henføres til et formål, henføres 70 pct. til ordinær 

uddannelse. Ved beregningen af udgifter bruges en TAPgennemsnitsløn 

(beregnet på fakultetsniveau) 

Øvrig 

drift 

Alle udgifter til gæsteforelæsere, pædagogisk efteruddannelse og 

eksamenstilsyn m.v. henføres til uddannelse. En skønsmæssigt 

fastsat del af edb-udgifterne henføres til uddannelse. I øvrige tilfælde, 

hvor udgifter ikke direkte har kunnet henføres til et formål, henføres 

70 pct. til ordinær uddannelse 

VIP/ DVIP Tidsregistrering på detaljeret niveau for alle VIP. 

TAP Årsværk, der ikke konkret kan henføres til formål, fordeles med 50 pct. 

til ordinær uddannelse 

Øvrig 

Udgifter, der ikke direkte kan henføres til formål, fordeles med 50 pct. 

drift 

til ordinær uddannelse. 

Fællesudgifter Ca. 2,2 mio. kr. uddannelsesrelaterede udgifter på fakultetsniveau er 

ikke i opgørelsen fordelt på institutniveau. 

Medicin VIP/ DVIP Alle VIP, der i kraft af deres stilling eller tilknytning til en enhed 

entydigt kan henføres til et enkelt formål, fordeles konkret. For øvrige 

VIP regnes med en undervisningsarbejdstid på 740 timer pr. år, (inkl. 

forberedelse og eksamen), dvs. ca. 40 pct., for kliniske professorer 

dog kun 275 timer. De kliniske refusionsbetalinger til sygehusene 

medregnes til uddannelse på både årsværks- og lønkronesiden. 

DVIP-ressourcerne henføres primært til uddannelse. 

TAP Fordelingen tager udgangspunkt i en bemandingsplan fra 1992, der 

fastlægger tildelingen af undervisnings-TAP til de enkelte institutter. 

TAP-ansatte ved teoretiske og parakliniske institutter (laboranter og 

lignende) fordeles med 10 pct. til uddannelse. 

Alle Biblioteksansatte henføres til uddannelse. Rengøringspersonale, 

der foretager glasvask, henføres til uddannelse. 

Øvrig drift Driftsmidler, der direkte kan henføres til et formål, fordeles konkret. 

Dansk og 

engelsk samt medie- 

og komm.udd 

Matematik, kemi og 

biologi (fordelingen 

svarer ikke til 

fordelingen i 

virksomheds- 

regnskabet) 

VIP/ 

DVIP 

VIP fordeles med 50 pct. til uddannelse. Dog henføres adjunkter med 

1/3 og amanuenser med 75 pct. Der fratrækkes en skønsmæssigt 

fastsat andel til åben uddannelse. DVIP henføres 100 pct. til 

uddannelse. Ph.d.-studerendes pligtarbejde henregnes til 

uddannelse. 

TAP TAP-fordelingen tager udgangspunkt i ovennævnte fordeling vedr. 

VIP, således at uddannelses-TAP andelen svarer til uddannelses-VIPandelen. 

øvrig 

drift 

Fordelingen tager udgangspunkt i ovennævnte fordeling vedr. VIP, 

således at uddannelsesandelen svarer til uddannelsesandelen for 

VIP. Udgifter vedr. ekstern censur og eksamenstilsyn henføres 

udelukkende til uddannelsesformålet. 

Fællesudgifter En række uddannelsesrelaterede fællesudgifter (kopiservice, 

studentercenter, EDB-center, AV/ITV-afdeling) er ikke fordelt på 

uddannelser, men indgår i residualen. Ifølge fakultetets skøn kan 

trækket på fællesfaciliteterne opgøres til ca. 2.000 kr. pr. STÅ for 

dansk og engelsk samt ca. 4.000 kr. pr. STÅ for medie- og 

kommunikationsuddannelserne. 

VIP Uddannelserne foregår ved flere institutter. Der er ved opgørelsen 

taget udgangspunkt i “idealstudieforløb” mht. fordelingen mellem 

institutter. VIP-opgørelsen tager udgangspunkt i institutternes 

opgørelse af antal konfrontationstimer og forberedelsesnormer i 

forhold til idealstudieforløbene. 

TAP Opgørelsen tager udgangspunkt i institutternes konkrete skøn for 

TAP-forbruget i relation til de skitserede idealstudieforløb. 

Øvrig drift Opgørelserne tager udgangspunkt i skønnede fordelingsnøgler på 

institutterne i relation til idealstudieforløbene. 

Fællesudgifter Fællesudgifter (på fakultetsniveau) vedr. uddannelsesformålet, der 

ikke kan fordeles på de konkrete uddannelser udgør jf. fakultetet ca. 

3.290 kr. pr. STÅ 

57

Rektorkollegiet har på baggrund af de i forbindelse med taksteftersynet påpegede 

problemer erklæret sig villig til at deltage i en indgående drøftelse med Undervisningsministeriet 

og Forskningsministeriet om, hvordan de fremtidige dokumentationskrav skal 

udformes, således at ministerierne sikres de relevante informationer om sektoren. 

Dette taksteftersyn er desuden i nogen grad præget af, at der ikke er tradition for, at staten 

indsamler detaljerede oplysninger om universiteternes virksomhed, og at universiteterne på 

forskellig vis har erklæret sig betænkelige ved at udlevere nye oplysninger. Rektorkollegiet 

har således over for Undervisningsministeriet givet udtryk for generel betænkelighed ved 

gennemførelse af undersøgelsen og bl.a. henvist til, at spørgsmål vedrørende de enkelte 

studiers tilrettelæggelse må anses for et institutionsanliggende, der ikke bør indgå i et 

ministerielt eftersyn af taksterne. 

Ministeriet har i forhold til universiteterne fastholdt nødvendigheden af at indhente nye 

oplysninger om udgiftsanvendelsen og tilrettelæggelsen af enkeltuddannelser. Efter aftale 

med en af Rektorkollegiet nedsat sparringsgruppe er mængden af nye data, der er indhentet 

fra universiteterne i denne udgave af taksteftersynet, dog reduceret kraftigt i forhold til 

ministeriets oprindelige intentioner. Reduktionen er primært sket med henblik på at 

begrænse den administrative arbejdsbelastning af universiteterne i forbindelse med 

undersøgelsen, samt i øvrigt under hensyntagen til de forsinkelser af udsendelsen af 

spørgeskemaer m.v., som drøftelserne mellem ministeriet og Rektorkollegiet førte til. 

Mens spørgeskemaundersøgelsen på universitetsområdet således er mindre omfattende end 

på andre uddannelsesområder, har ministeriet til gengæld iværksat særlige analyser på 

området på baggrund af allerede tilgængelige data. Der er således foretaget en sammenligning 

af udgifts- og takstniveauer på universiteter i Sverige og Danmark. Resultaterne af 

analysen er beskrevet i afsnit 5.2. Desuden er Evalueringsinstituttet blevet bedt om med 

udgangspunkt i allerede foretagne evalueringer at bidrage til taksteftersynet (bilag H). 

Endelig har ministeriet i forbindelse med analysen af de økonomiske problemer på naturvidenskab 

foretaget en kortlægning af udviklingen i de økonomiske rammer for de naturvidenskabelige 

fakulteter ved universiteterne i København og Århus 1985-99 (bilag G). 

5.2 Sammenligning af takst- og udgiftsniveauer for 

universiteterne i Sverige og Danmark 

5.2.1 Indledning 

Taksteftersynet har til formål at tilvejebringe et forbedret informationsgrundlag for de 

politiske takstbeslutninger, og ministeriet har vurderet, at information om takst- og 

udgiftsniveauer på universitetsuddannelser i andre lande kan være et relevant – om end 

naturligvis ikke i sig selv tilstrækkeligt - element i vurderingen af de danske takster. 

Analysearbejdet er udført af Undervisningsministeriets Institutionsstyrelse i foråret 1999. 

Kontaktpersoner ved universiteterne i Lund og Uppsala har bistået med konkrete 

oplysninger. Högskoleverket i Sverige og Evalueringsinstituttet i Danmark har bistået med 

oplysninger og kommentering af rapportudkast. 

Der er en række vanskeligheder forbundet med at foretage og fortolke internationale 

sammenligninger på universitetsområdet. Der kan være store forskelle med hensyn til 

hvilke typer af institutioner, man i et givent land betegner som universiteter, hvilke 

uddannelser de udbyder, hvordan fordelingen er mellem uddannelses-, forsknings- og 

58

øvrige opgaver på universiteterne, hvordan universiteterne finansieres, samt ikke mindst 

med hensyn til metoder for opgørelse af indtægter, udgifter og uddannelsesaktivitet. 

For at begrænse kompleksiteten er sammenligningen af ressourceforbrug og takstniveauer i 

denne omgang begrænset til at omfatte Danmark og Sverige. Sverige er udvalgt som 

sammenligningsland bl.a. fordi: 

• Danmark og Sverige i forhold til et bredt felt af offentlige ydelser og investeringer 

traditionelt opfattes som værende niveaumæssigt tæt på hinanden. 

• De to landes uddannelsessystemer har ligheder på en række væsentlige punkter 

• Begge lande i løbet af 90'erne har indført en form for taxametersystemer, dvs. at 

universiteternes bevillinger til uddannelse beregnes ud fra uddannelsesaktivitet og på 

forhånd fastsatte takster. Dette betyder, at der findes en sammenlignelig enhed for 

uddannelsesproduktion - studenterårsværk i Danmark og helårspræstationer i Sverige 

• Sverige ifølge OECD’s opgørelser har verdens tredjehøjeste udgiftsforbrug pr. 

studerende på de videregående uddannelser - kun overgået af Schweiz og USA. 

De systematiske forskelle mellem de sammenlignede lande mht. struktur, organisering og 

finansiering indebærer en betydelig risiko for fejlslutninger ved umiddelbare talsammenligninger. 

Der er derfor i bilagsdelen lagt stor vægt på at klargøre forskelle og ligheder 

mellem de 2 landes universitetssystemer og dermed forhåbentlig skabt mulighed for at 

kvalificere talsammenligningerne og pege på relevante forbehold. 

I bilag A og B beskrives, hvorledes man i Sverige og Danmark sondrer mellem universiteter 

og øvrige videregående uddannelsesinstitutioner, samt hvilke typer af uddannelser 

universiteterne udbyder. I bilag C og D beskrives finansierings-, styrings- og organisationsmodeller. 

I bilag E og F ses nærmere på universiteternes personale og lokaler. Da 

undersøgelsens hovedmålgruppe må forudsættes at kende det danske system, er der i de 

bilagsdelen lagt størst vægt på beskrivelsen af det svenske system. 

Indledningsvis skal kort fremhæves nogle centrale træk og forskelle ved de 2 systemer: 

• Universitetsbegrebet er såvel i Sverige som i Danmark blevet udvidet i de senere år, 

således at det omfatter flere institutioner end tidligere. I både Sverige og Danmark 

dækker begrebet i dag de institutioner, der i væsentligt omfang har faste forskningsressourcer 

og forskeruddannelse samt udbyder forskningsbaseret uddannelse. På den 

danske side omfatter universiteterne i denne undersøgelse de daværende (i 1997) 12 

danske universitetslovsinstitutioner. For Sveriges vedkommende omfatter 

universiteterne i undersøgelsen de 10 statslige institutioner, der i 1997 officielt havde 

ret til at kalde sig for universiteter, og de 3 selvejende (men primært offentligt 

finansierede) institutioner, der har egen forskeruddannelse, og som normalt medregnes 

til universitetssektoren. Fra 1999 har imidlertid yderligere 3 svenske högskoler 31 fået 

lov til at kalde sig for universiteter. 

• Svenske universiteter adskiller sig fra de danske bl.a. ved, at de udbyder en række 

uddannelser, såsom sygepleje- og læreruddannelser samt kunstneriske uddannelser, der 

i Danmark varetages af andre institutioner. Disse uddannelser omfatter ca. 10 procent 

af uddannelsesaktiviteten på de svenske universiteter. 

• Grunduddannelserne på de svenske universiteter er gennemsnitligt af kortere varighed. 

Omkring 40 procent af de studerende, der aflagde afsluttende eksamen på Lunds 

universitet i 1997, færdiggjorde således uddannelser med en normeret varighed på 3 år 

eller derunder. 

31 

I Karlstad, Växjö og Örebro. 

59

• Til gengæld er forskeruddannelsen på de svenske universiteter 4-årig, hvorimod den 

danske er 3-årig. Svenske forskerstuderende har dog også mulighed for at afslutte 

forskeruddannelsen allerede efter 2 år med en licentiatgrad. 

• På de danske universiteter udgør studenterårsværk på humaniora over 30 procent af 

den samlede uddannelsesproduktion mod kun ca. 18 procent på de svenske. De 

svenske universiteter har til gengæld en større andel af 

studenterårsværk/helårspræstationer på tekniske uddannelser/kurser, nemlig ca. 19 

procent af den samlede produktion mod ca. 11 procent i Danmark. Alt i alt er den 

svenske uddannelsesproduktion i højere grad end den danske koncentreret på de 

traditionelt dyre hovedområder (naturvidenskab, teknik og medicin). 

• De studerende har i Sverige siden 1993 haft meget frie muligheder for selv at 

kombinere forskellige kurser og emner og således individuelt sammensætte 

universitetsuddannelsen. 

• I Sverige er den offentligt finansierede forskning koncentreret på universiteterne. Kun 

omkring 4 procent af den offentligt finansierede forskning foretages på 

sektorforskningsinstitutioner. 32 Sektorforskningsinstitutionerne udfører derimod ca. 20 

procent af al forskning og udviklingsarbejde (FoU) udført i offentlige institutioner i 

Danmark. 33 

• På de svenske universiteter har man selvstændig professornormeringsret og 

lønfastsættelsen er i langt højere grad individuel eller bundet til lokale aftaler. 

• De svenske universiteters gennemsnitslønudgift er relativt lavere end de danske 

universiteters. Gennemsnitslønudgiften pr. personaleårsværk var således i 1997 ca. 

245.000 DKK på Lunds Universitet, mod ca. 300.000 DKK på Københavns 

Universitet (en del af denne forskel skyldes dog formentlig, at en betydelig andel af de 

forskerstuderende i Sverige var registreret som ansatte i 1997, og dermed trækker 

gennemsnitslønnen ned) 

• Personalemæssigt adskiller de svenske universiteter sig i øvrigt ved at have en mindre 

andel af teknisk-administrativt personale, ligesom der anvendes langt færre 

deltidslærere i Sverige. Professor- og adjunktandelene er en anelse højere i Sverige, 

mens lektorandelen er mindre. 

• Sammenligninger af antallet af studenterårsværk pr. personaleårsværk og pr. VIPårsværk 

tyder på, at produktiviteten er noget højere i Sverige. Der var i 1997 8,4 

studenterårsværk pr. VIP-årsværk på de svenske universiteter mod 7,3 studenterårsværk 

pr. VIP-årsværk på de danske universiteter. 

• Såvel rektor som konsistorieflertallet udnævnes i Sverige af regeringen for et fast 

åremål, og ledelsen har selvstændig kompetence til at fastlægge den institutionelle 

organisation, herunder inddelingen i arbejdsenheder og beslutningsorganer. 

• Der er betydelig forskel på lokaleforsyningen i de to lande, idet de svenske universiteter 

med reformen i 1993/94 fik overdraget det fulde ansvar herfor. I årene efter reformen 

har der i Sverige været en vækst i det samlede lokaleforbrug, men antallet af m 2 pr. 

studenterårsværk/helårsstuderende er dog fortsat relativt mindre end i Danmark. 

• Det svenske “taxametersystem” for universitetsuddannelser adskiller sig fra det danske 

derved, at der foruden en takst for beståelse (helårspræstationer, dvs. det der svarer til 

studenterårsværk) også findes en takst for kursustilmeldte (helårsstudenter), altså en 

aktivitetsenhed der alene afhænger af studenterantallet. 

• I Sverige er det de enkelte kursers emneindhold, der afgør uddannelsesaktivitetens 

tilknytning til en takst, mens taksten i Danmark bestemmes ud fra enten det 

udbydende institut eller det studie, kurset indgår i. 

32 Jf. F. Kaiser m.fl., Separating teaching and research expenditure in higher education, Center for Higher Education Policy 

Studies, University of Twente, September 1999. 

33 

Jf. Danmarks Forskningsråds Årsrapport ’98. 

60

• Antallet af takster er, når man ser bort fra de kunstneriske uddannelser, væsentligt 

lavere i Sverige. Der er således én fælles takst for humaniora, teologi og 

samfundsvidenskab og én fælles takst for naturvidenskab, teknik, farmaci og sygepleje. 

• Det enkelte universitet i Sverige er omfattet af et på finansloven fastsat bevillingsloft, 

der sætter en grænse for, hvor stort et “taxametertilskud”, der kan udbetales til 

universitetet. Dette loft indebærer, at universiteterne typisk ikke modtager direkte 

kompensation for hele uddannelsesproduktionen. Det er dog muligt for universitetet at 

opspare ikke-kompenseret produktion. Opsparingen udløses, hvis bevillingsloftet i 

senere år tillader det. 

• I såvel Sverige som Danmark gælder, at taksterne ikke binder universiteterne til at 

anvende bestemte beløb på bestemte typer af uddannelser og kurser. Universiteterne i 

begge lande har således mulighed for at omfordele mellem uddannelsesområderne, og 

har desuden reelt mulighed for at omfordele mellem uddannelse og forskning (i Sverige 

er dette formelt ikke tilladt). 

Der henvises til bilagsafsnittene for nærmere uddybning af ovenstående. 

I afsnit 5.2.2 foretages en sammenligning af taksterne i de to taxametersystemer. I afsnit 

5.2.3. sammenlignes universiteternes udgiftsforbrug. 

Sammenligningen er baseret på en nærmere granskning af økonomioplysninger for 

universiteterne i de to lande. For Sveriges vedkommende findes udførlige 

økonomioplysninger i Högskoleverkets Årsrapport för universitet & högskolor samt i NUdatabasen 

(Nationella Uppföljningsdatabas), der er tilgængelig via internettet 

(http://nu.hsv.se). Oplysningerne herfra er i det følgende suppleret med data fra de enkelte 

universiteters virksomhedsberetninger og årsregnskaber. Endvidere er der i forbindelse med 

denne undersøgelse via forespørgsler indhentet særskilte oplysninger fra enkelte 

universiteter. 

For Danmarks vedkommende er de fleste relevante oplysninger at finde i statsregnskabet og 

universiteternes virksomhedsregnskaber. Oplysningerne herfra er i det følgende suppleret 

med oplysninger fra Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets egne data. 

Det svenske ressourcetildelingssystem er delvist baseret på antallet af såkaldte 

helårspræstationer (se bilag C). Antallet af helårspræsentationer beregnes som antallet af 

studerende, der er registreret på og har bestået et givet kursus, gange kursets point (hvor 40 

point svarer til et års fuldtidsstudie) divideret med 40. En svensk helårspræstation svarer 

dermed i princippet til et dansk studenterårsværk, hvilket giver mulighed for at 

sammenholde indtægter og udgiftsforbrug med uddannelsesproduktionen. I det følgende 

anvendes betegnelsen “studenterårsværk” om såvel danske studenterårsværk som svenske 

helårspræstationer. 

Nedenstående sammenligninger er alene baseret på tal for året 1997. Det skyldes dels, at tal 

for 1998 ikke var tilgængelige i analysefasen, og dels at der i Sverige i 1995/96 var et 

forlænget budget- og regnskabsår, hvilket besværliggør sammenligninger i denne periode. 

Alle beløb i svenske kroner er omregnet til danske kroner på baggrund af OECD’s 

estimater for købekraftspariteter. Ifølge OECD svarede 1 svensk krone i 1997 til 0,8659 

danske kroner. 

61

5.2.2 Sammenligning af takstniveauer 

Både i Sverige og Danmark har man i løbet af 90’erne indført en form for 

taxametersystemer til finansiering af universitetsuddannelserne, hvilket indebærer, at faktisk 

konstateret uddannelsesaktivitet samt på forhånd fastsatte takster i begge lande er direkte 

bestemmende for bevillingernes størrelse. I princippet giver dette en enestående lejlighed til 

at sammenligne taksterne i de to lande, og dermed også de politiske prioriteringer, som 

disse er udtryk for. 

Det svenske finansieringssystem er nærmere beskrevet i bilag C. Det fremgår heraf, at der 

en række konkrete forskelle mellem de to systemer, som man må være opmærksom på ved 

takstsammenligninger, herunder: 

• I Sverige opereres med to taxameterudløsende aktivitetsenheder, nemlig helårsstudenter 

og helårspræstationer, hvoraf kun helårspræstationerne er direkte sammenlignelige med 

de danske studenterårsværk. 

• De svenske takster forudsættes - i modsætning til de danske - at dække alle 

lokaleudgifter (se bilag F). 

• De svenske takster er kursustakster, således at den studerende i samme 

uddannelsesforløb udløser forskellige takster afhængigt af de enkelte kurser, der indgår 

i forløbet. I Danmark bestemmes taksttilhørsforholdet på naturvidenskab og 

humaniora tilsvarende generelt ud fra, hvilket institut, der udbyder den konkret 

gennemførte undervisning, men for de øvrige uddannelsesområder gælder som 

hovedregel, at taksterne er uddannelsestakster, således at den studerende udløser 

samme takst i hele forløbet. 

• I Sverige er det enkelte universitet underlagt et loft for uddannelsesbevillingen, hvilket i 

praksis indebærer, at det ofte(st) ikke får økonomisk kompensation for hele 

uddannelsesaktiviteten. 

Som nævnt gælder endvidere, at taksterne hverken i Sverige eller i Danmark er bindende i 

den forstand, at universiteterne er afskåret fra internt at omfordele mellem uddannelserne. 

Takstforskelle mellem uddannelser er følgelig ikke nødvendigvis ensbetydende med 

tilsvarende forskelle med hensyn til enhedsomkostninger. 

Ud fra forholdet mellem antallet af helårsstudenter og antallet af helårspræstationer pr. 

takstområde i 1997 34 kan beregnes et samlet taxametertilskud pr. helårspræstation, dvs. 

studenterårsværk, på de svenske universiteter jf. tabel 41. 

34 

På de 13 universiteter. 

62

Tabel 41 Svenske taxametertilskud pr. studenterårsværk 1997 inkl. huslejebidrag 

Uddannelsesomr. (kurser) 

Taxametertilskud pr. 

studenterårsværk inkl. 

huslejebidrag 

(DKK) 

Antal studenterårsværk 

Humaniora, teologi, jura, samf.videnskab 25.906 61.980 

Naturvidenskab, teknik, farmaci, sygepleje 64.558 47.619 

Tandlæge 62.175 1.152 

Medicin 87.697 6.892 

Lærerudd. 59.051 7.249 

Dans 241.462 4 

Design 183.354 473 

Idræt 130.383 40 

Kunst 219.137 224 

Media 383.705 12 

Musik 152.479 977 

Opera 281.718 34 

Teater 289.556 108 

Øvrigt 55.991 2.292 

Alle uddannelser 47.491 129.055 

Gennemsnitligt svarer taxametertilskuddet pr. studenterårsværk beregnet på denne måde til 

ca. 47.500 DKK inkl. bidrag til husleje. 

Disse svenske taxametertilskud pr. studenterårsværk kan ikke umiddelbart sammenlignes 

med de danske takster, da sidstnævnte ikke forudsættes at dække universiteternes 

bygningsrelaterede udgifter. I nedenstående tabel sammenlignes derfor med de danske 

takster plus et tillæg, der tager højde for de særlige danske tilskud til universiteternes 

kapitalformål og anlægsbevillingerne. 35 

Inklusive de bygningsrelaterede tilskud var ”gennemsnitstaksten” pr. studenterårsværk 36 på 

de ordinære universitetsuddannelser i Danmark (i 1997) på ca. 50.800 DKK, dvs. ca. 7 

pct. højere end den svenske gennemsnitstakst. Givet de usikkerheder, der er ved en sådan 

sammenligning, herunder ikke mindst den usikkerhed, der følger af de ulige principper for 

finansiering af universiteternes bygningsudgifter, bør dette ikke tolkes som en signifikant 

stor forskel. 

Det må dog tages med i betragtningen, at de svenske universiteter typisk ikke får udbetalt 

det fulde taxametertilskud som følge af de på finansloven fastsatte bevillingslofter. I 1997 

fik Uppsala universitet således kun udbetalt 91 procent af det optjente taxametertilskud, 

Göteborgs universitet fik ligeledes 91procent, mens f.eks. Stockholms universitet fik 

udbetalt fuldt taxametertilskud. I alt svarede antallet af overskydende studenterårsværk, der 

ikke udløste tilskud i 1997 til ca. ½ mia. SEK. 

De betydelige besparelser, der i Sverige er gennemført på universitetsområdet siden midten 

af 1990’erne, er dels netop implementeret ved nedsættelse af bevillingslofterne, men også til 

dels via nedsættelse af taksterne. 37 

Den beskedne forskel mht. gennemsnitstaksten dækker desuden over mere væsentlige 

forskelle mht. taksterne på de enkelte uddannelsesområder, hvilket - som beskrevet i bilag 

B – bl.a. skyldes, at andelen af studenterårsværk på traditionelt billige områder (humaniora 

35 

Dette tillæg er beregnet til 11,5 procent. Det antages her, at 42 procent af tilskuddet til kapitaludgifter samt anlægsbevillingerne 

kan henføres til uddannelsesformålet, jf. næste afsnit, hvoraf det fremgår, at udgiftsfordelingen mellem forskning og 

uddannelse på de danske universiteter er 58-42 procent. De hermed henførte indtægter udgør 11,5 procent af universiteternes 

samlede taxameterindtægter. 

36 

På universiteterne ekskl. Lærerhøjskolen 

37 

Taksterne pr. helårsstuderende er således nedsat ca. 17 procent fra 1994 til 1997, jf. årsrapport för universitet & högskolor 

1997, s. 92. 

63

og samfundsvidenskab) er større i Danmark end i Sverige, mens andelen på dyre områder 

(medicin, naturvidenskab og teknik) omvendt er relativt mindre jf. tabel 42. På den 

baggrund burde den svenske gennemsnitstakst alt andet lige være større end den danske. 

Tabel 42 Fordeling af studenterårsværk på hhv. dyre og billige områder 38 

Svenske universiteter Danske universiteter 

Samfundsvidenskab, humaniora og 

pædagogiske udd. 

55,4% 64,1% 

Teknik, naturvidenskab, medicin m.v. 44,6% 35,9% 

Total 100,0% 100,0% 

Når dette alligevel ikke er tilfældet kan det bl.a. skyldes, at svenske lønninger generelt er 

lavere end de danske. Det betydelige indslag af korterevarende uddannelser på de svenske 

universiteter kan evt. også i nogle tilfælde begrunde et lavere tilskud pr. studenterårsværk. 

Tabel 43 illustrerer forskellene mellem de konkrete uddannelsestakster i Sverige og 

Danmark. 

Tabel 43 Svenske og danske takster (DKK) 1997 39 

Uddannelsesomr. (kurser) 

Humaniora, teologi, jura, 

samfundsvidensk. 

Naturvidenskab, teknik, 

farmaci, sygepleje 

Tandlæge 

Medicin 

Sverige Danmark 

Taxametertilskud pr. 

studenterårsværk Inkl. 

huslejebidrag 

25.900 

64.600 

62.200 

87.700 

Uddannelse (forløb) 

Dansk, sprog, 

teologi, 

jura/økonomi 

psykologi 

Matematik, 

kemi/biologi, 

ingeniør, 

farmaci 

Tandlæge 

Medicin 

Undervisnings- og 

fællesudgiftstakst Inkl. 

tillæg for tilskud til 

kapitalformål og 

anlægsbevillinger 

31.900 

36.100 

31.900 

36.100 

53.600 

68.200 

78.400 

77.000 

68.200 

66.400 

Alle udd. 47.500 Alle udd. 50.800 

I det svenske system henføres taksterne som nævnt ikke til hele uddannelser, men derimod 

til de enkelte kurser, som uddannelserne består af. Et uddannelsesprogram kan således være 

sammensat af kurser, der som følge af forskelligt emneindhold, udløser forskellige takster. 

Tabel 44 viser for en række uddannelsesprogrammer på Lunds universitet fordelingen af 

programmets kurser på takster, samt en på den baggrund beregnet gennemsnitstakst for 

programmet. 

38 Uddannelserne har ikke nødvendigvis nøjagtigt samme tilhørsforhold til hovedområder i de to lande. 

39 I tabellen er de svenske taxametertilskud pr. studenterårsværk for de to hovedtakstgrupper beregnet ud fra forholdet mellem 

helårspræstationer og helårsstudenter for gruppen som helhed. Ser man på de enkelte hovedområder i takstgrupperne hver for 

sig, svinger taxametertilskuddet pr. studenterårsværk i første hovedgruppe fra 25.000 DKK (jura) til 26.500 DKK 

(humaniora) og i anden hovedgruppe fra 59.400 DKK (vård) til 64.900 DKK (naturvidenskab). 

64

Tabel 44 “Takster” til uddannelsesprogrammer på Lunds universitet 1997 40 

Uddannelses- 

programmer 

Humaniora, 

samfunds- 

videnskab, teologi, 

jura 

Takst 

Naturviden- 

skab, teknik, 

farmaceut, sygepleje 

Medicin 

“Gennem- 

snitstakst” Inkl. 

huslejebidrag 

% (DKK) 

Jura 100 0 0 25.906 

Økonomi 97 3 0 27.132 

Informatik 58 42 0 42.140 

Psykologi 35 - 65 66.070 

Matematik - 99 1 64.461 

Kemi - 99 1 64.461 

Biologi - 99 1 64.461 

Civilingeniør 4 96 - 62.842 

Medicin - 1 99 87.504 

Det skal bemærkes at fordelingen er specifik for Lunds universitet, idet det som udgangspunkt 

er universiteterne selv, der klassificerer kurserne i forhold til uddannelsesområder/takster. 

Endvidere tillader programmerne, inden for visse rammer, de studerende selv at 

sammensætte kurser. Denne valgfrihed udnyttes dog ifølge Lunds universitet p.t. kun i 

ringe grad. 

I tabel 45 sammenlignes uddannelsesprogramtaksterne med de danske takster mht. såvel 

absolutte størrelser som relativ afvigelse fra landets gennemsnitstakst. 

Det fremgår af tabel 43 og 45, at der i Sverige er en klart større forskel mellem de laveste og 

højeste takster. Den konstaterede relativt større difference i Sverige mellem de billigste og 

de dyreste uddannelsesområder (dvs. humaniora og jura vs. medicin) stemmer overens med 

resultaterne fra en undersøgelse, der blev foretaget som optakt til reformerne i Sverige 

(1993). Af denne undersøgelse, hvor de svenske uddannelsesudgifter blev sammenlignet 

med de tilsvarende i Australien, Ontario, New Zealand og Storbritannien, fremgik, at det 

var et særskilt træk ved det svenske system, at udgiftsforskellen mellem hovedområderne er 

meget stor 41 . 

De relativt lave takster til det samfundsvidenskabelige og humanistiske område opfattes af 

institutioner med disse uddannelser som et problem (se bilag C). Taksterne ligger som 

følge af besparelser under det minimumsniveau, svarende til finansiering af seks ugentlige 

forelæsningstimer og tre ugentlige holdundervisningstimer, som var grundlaget ved 

etableringen af taxametersystemet. Desuden betragtes særligt sprogområdet som hårdt ramt 

af den lave takst som følge af det betydelige indslag af laboratorieøvelser. Endvidere 

argumenteres for, at forsøg på fornyelse af undervisningsformerne på samfundsvidenskab 

og humaniora, inddragelse af IT i uddannelserne, vanskeliggøres på baggrund af de aktuelle 

takstniveauer. 

Högskoleverket anbefalede i 1997 med disse bevæggrunde en forhøjelse af taksterne for 

samfundsvidenskab og (især) humaniora, men den svenske Riksdag valgte ikke at følge 

anbefalingerne. Der er nu iværksat en ny udredning om det svenske taxametersystem og 

takstniveauerne, der efter planen skal foreligge sommeren 2000. 

40 

41 

Uddannelsesprogrammernes takstfordeling vedrører 1998. 

Högskoleverket, Grundläggande högskoleutbildning, 1997, pp. 16. 

65

Tabel 45 “Takster” til uddannelsesprogrammer på Lunds universitet 

Uddannelses- 

programmer 

sammenlignet med danske takster 1997 

Sverige Danmark 

Taxametertil- 

skud pr. 

helårspræstation 

inkl. 

husleje 

(DKK) 

Afvigelse fra 

gennemsnit 

Uddan- 

nelser 

Undervisnings- plus 

fællesudgifts 

takst plus. tillæg for 

tilskud til 

kapitalformål og 

anlægsbevillinger 

(DKK) 

Afvigelse fra 

gennemsnit 

Jura 25.906 -45,5% Jura 31.900 -37,2% 

Økonomi 27.131 -42,9% Økonomi 36.100 -37,2% 

Informatik 42.140 -11,3% Informatik 55.300 9,0% 

Psykologi 66.070 39,1% Psykologi 36.100 -28,8% 

Matematik 64.461 35,7% Matematik 53.600 5,4% 

Kemi 64.461 35,7% Kemi 68.200 34,2% 

Biologi 64.461 35,7% Biologi 68.200 34,2% 

Civ.ing. 62.842 32,3% Civ.ing. 78.400 54,4% 

Medicin 42 87.504 84,3% Medicin 43 66.400 30,7% 

Taksterne til medicin, matematik og psykologi 44 er relativt højere i Sverige, hvorimod det 

foruden de humanistiske og samfundsvidenskabelige takster er ingeniørtaksten, der er 

væsentligt højere i Danmark. Mens den svenske takst til de tekniske uddannelser således er 

på samme niveau (eller endog lidt lavere) end taksten til naturvidenskab, er de tekniske 

takster i Danmark klart højere end de naturvidenskabelige. Dette hænger dog i nogen grad 

sammen med, at man i Danmark i flere omgange har valgt at sænke de naturvidenskabelige 

takster mod tilsvarende forhøjelser af forskningsbevillingerne, bl.a. for at mindske de 

økonomiske effekter af aktivitetsudsving. 

Som nævnt forpligter takststørrelserne hverken i Danmark eller Sverige universiteterne 

mht. den interne ressourcefordeling mellem uddannelsesområderne, og der er derfor behov 

for også at se på det konkrete udgiftsforbrug, jf. næste afsnit. 

5.2.3 Sammenligning af universiteternes udgiftsforbrug 

Ifølge OECDs opgørelse i publikationen “Education at a Glance” har man i Sverige 

verdens tredjehøjeste udgiftsforbrug pr. studerende på offentlige og private videregående 

uddannelsesinstitutioner, kun overgået af Schweiz og USA. I 1995, som er seneste 

opgørelsesår, brugte man i Sverige ifølge OECD $13.168 eller 113.600 DKK 45 pr. 

fuldtidsstuderende på videregående uddannelsesinstitutioner. 

I Danmark brugte man derimod ifølge samme opgørelse kun $8.157 eller 70.380 DKK pr. 

fuldtidsstuderende, hvilket svarer til OECD-gennemsnittet. Det svenske udgiftsniveau 

fremstår dermed som over 60 procent højere end det danske. 

Set i forhold til BNP udgjorde udgifterne til videregående uddannelsesinstitutioner ifølge 

OECD 1,7 procent i Sverige og 1,3 procent i Danmark. 

Som OECD selv påpeger 46 , vil direkte sammenligninger af de nævnte tal imidlertid kunne 

være misvisende. Dette skyldes ikke mindst, at udgifter til forskning er medtaget i stærkt 

varierende omfang i de forskellige landes indberetninger 47 . Det viser sig således, at 

42 

Ekskl. klinisk uddannelse. 

43 

Ekskl. klinisk uddannelse. 

44 

Dette skyldes dog primært, at det konkrete psykologiske uddannelsesprogram er meget medicinsk orienteret. 

45 

Omregningen er foretaget ud fra OECDs opgørelse af købekraftspariteter (PPP). 

46 

OECD, Education at a Glance, 1998, pp. 385. 

47 

En anden mulig fejlkilde består i, at der kan være forskelle mht., hvordan man opgør antallet af studerende, herunder 

frasorterer ikke-aktive m.v. 

66

opgørelsen for Sverige inkluderer samtlige udgifter (uanset finansieringskilde) til 

forskningsvirksomhed ved universiteter og högskoler, mens den danske opgørelse kun 

omfatter en mindre del af forskningsudgifterne 48 . En ny analyse, foretaget ved Twente 

universitet i Holland, har peget på, at den hidtidige svenske opgørelser i særlig grad 

bidrager til en relativ overvurdering af det svenske udgiftsniveau vedr. videregående 

uddannelse 49. 

For at kunne foretage en reel sammenligning af udgiftsniveauerne i de to lande, er det 

følgelig nødvendigt at foretage en nærmere granskning af de nationale udgiftsopgørelser. 

Totale udgifter til videregående uddannelsesinstitutioner 

Totalt har videregående uddannelsesinstitutioner i Sverige forbrugt 25.085 mio. DKK i 

1997, mens udgiftsforbruget i Danmark var på 13.785 mio. DKK, jf. tabel 46. 

Udgiftstallene i tabel 46 omfatter for Sverige uddannelsesinstitutionernes samlede 

driftsudgifter inkl. afskrivninger og ekskl. udgifter til købsmoms 50 . 

Da de svenske uddannelsesinstitutioner afholder alle udgifter til (leje og vedligeholdelse af) 

lokaler og bygninger (se bilag F), inkluderer tallene for Danmark summen af drifts- og 

anlægsudgifter (ekskl. moms), hvoraf anlægsudgifterne ikke er indeholdt i universiteternes 

regnskaber, men fremgår af statsregnskabet. Desuden er medtaget udgifter til 

universitetsbiblioteker, selv om disse i nogle tilfælde fungerer som selvstændige 

institutioner. 51 

Tabel 46 Udgiftsforbruget på videregående uddannelsesinstitutioner i 1997 

Sverige 52 Danmark 53 

mio. DKK % mio. DKK % 

Universiteter 20.325 81,0 9.615 69,8 

Øvrige videregående udd.inst. 4.760 19,0 4.170 30,2 

Total 25.085 100,0 13.785 100,0 

Til universiteterne regnes i denne undersøgelse de institutioner, der i væsentligt omfang har 

faste forskningsressourcer og forskeruddannelse samt udbyder forskningsbaseret uddannelse 

(se bilag A) 54. 

48 Det er den svenske opgørelse, der er i overensstemmelse med de aktuelle retningslinier, OECD har udstukket i forbindelse 

med den økonomiske rapportering. Det fremgår heraf, at “...countries should include all expenditures for research performed 

at universities and other institutions of tertiary education, regardless of whether the research is financed from general 

institutional funds or through separate grants or contracts from public or private sponsors. The only exception is that 

expenditures for independent, organisationally separate, government research institutions should be excluded in cases where 

the connection between the universities and the research institutions is purely administrative." 

Der er igangsat et forskningsprojekt ved Twente-universitetet vedr. mulighederne for i opgørelserne at separere udgifter til 

forskning og uddannelse. Dette projekt kan evt. føre til ændrede retningslinier fra OECD. Den danske opgørelsesmetode vil 

under alle omstændigheder blive taget op til revision. 

49 Jf. F. Kaiser m.fl., Separating teaching and research expenditure in higher education, Center for Higher Education Policy 

Studies, University of Twente, september 1999. Analysen lægger tillige op til en helt ny opgørelsesmetode. 

50 

I såvel Sverige som Danmark får statsinstitutionerne refunderet udgifter til købsmoms. I begge lande udgør 

momsrefusionerne omtrent 5 pct. af de samlede udgifter (se bilag C). 

51 

På baggrund af årsberetningen 98 fra Det kongelige Bibliotek skønnes, at ca. 40 pct. af bibliotekets aktiviteter vedrører dets 

funktion som universitetsbibliotek. 40 pct. af bibliotekets driftsudgifter er derfor medregnet som Københavns Universitets 

udgifter, der ligeledes omfatter udgifter til drift af Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek (Universitetsbibliotek 

2). På baggrund af virksomhedsregnskabet fra Statsbiblioteket i Århus skønnes, at godt 60 pct. af bibliotekets aktiviteter 

vedrører dets funktion som universitetsbibliotek, og en tilsvarende procentdel af bibliotekets driftsudgifter er derfor tillagt 

Aarhus Universitets udgifter. Odense Universitetsbiblioteks driftsudgifter er tillagt Odense Universitets udgifter. Samlet er 

tillagt 265 mio DKK til de tre universiteters udgifter. I Sverige har alle universiteter universitetsbiblioteker (regeringen har 

eksplicit opstillet høj biblioteksstandard som en nødvendig forudsætning for, at en uddannelsesinstitution kan kalde sig for et 

universitet), som de selv finansierer af egne bevillinger. Nationalbiblioteket, Kungl. biblioteket, fungerer ikke som universitetsbibliotek, 

men har dog en vis koordinerende rolle i forhold til landets universitets- og forskningsbiblioteker. 

52 Kilde: Årsrapport för universitet & högskolor 1997. 

53 

Vedr. de danske erhvervsskoler er alene medtaget taxametertilskuddet til kortere videregående uddannelser. 

Amtsrådsforeningen har oplyst, at udgifterne til de amtslige sygeplejeskoler i 1997 udgjorde 320 mio. DKK. Øvrige 

oplysninger er hentet i statsregnskabet. 

67

Det fremgår af tabel 46, at øvrige videregående uddannelsesinstitutioners andel af 

udgifterne er relativt størst i Danmark. Dette hænger bl.a. sammen med, at de svenske 

universiteter typisk udbyder uddannelser, der i Danmark udbydes af andre institutioner 

end universiteterne (f.eks. læreruddannelsen), jf. bilag B. Desuden spiller det ind, at en 

betydelig del (ca. 20 procent) af den offentligt finansierede forskning i Danmark foregår på 

sektorforskningsinstitutioner, mens forskningen i Sverige er koncentreret på 

universiteterne 55 (jf. bilag A). 

Tabel 47 Udgiftsforbruget på videregående uddannelsesinstitutioner i 1997 pr. 

indbygger og i procent af BNP 

Udgift pr. indbygger DKK Andel af BNP, pct 

Sverige Danmark Sverige Danmark 

Universiteter 2.283 1.827 1,35 0,86 

Øvrige videregående udd.inst. 535 792 0,32 0,37 

Total 2.818 2.620 1,67 1,23 

De videregående uddannelsesinstitutioners udgifter er i forhold til indbyggertallet ca. 10 

procent højere i Sverige, og svenskerne bruger ca. ½ procent mere af BNP på videregående 

uddannelsesinstitutioner, jf. tabel 47. 

Medregner man imidlertid sektorforskningsinstitutionernes udgifter 56, bliver resultatet, at 

Danmark og Sverige anvender omtrent det samme beløb pr. indbygger på videregående 

uddannelses- og forskningsinstitutioner 57. Den høje andel af BNP, der i Sverige anvendes 

på videregående uddannelsesinstitutioner, må endvidere ses i sammenhæng med den 

relativt lave vækst i det svenske bruttonationalprodukt indenfor det seneste årti. 

Universiteternes samlede udgifter pr. studenterårsværk 

De samlede udgifter (inkl. forskning, forskeruddannelse og administration) pr. studenterårsværk 

(inkl. åben uddannelse og uppdragsutbildning 58, men ekskl. aktivitet ved forskeruddannelserne) 

var i 1997 på universiteterne i Sverige på ca. 163.000 DKK, mens de i 

Danmark var ca. 150.000 DKK. Dvs. at de totale udgifter pr. studenterårsværk var ca. 8 

procent højere i Sverige. 

Tabel 48 Udgifter og aktivitet på videregående uddannelsesinstitutioner 1997 59 

Svenske universiteter Danske universiteter 

Totale udgifter (ekskl. moms) 21.362 mio. DKK 9.615 mio. DKK 

Aktivitet 

-ordinær uddannelse 

-øvrig grunduddannelse 

130.907 studenterårsværk 






Udgift pr. STÅ/HPR 163.186 DKK 150.443 DKK 

54 På den danske side gælder dette de 12 danske universitetslovsinstitutioner, der eksisterede i 1997. De svenske universiteter 

omfatter i denne sammenhæng de 10 statslige institutioner, der i 1997 officielt havde ret til at kalde sig for universiteter, plus 

3 selvejende (men primært offentligt finansierede) institutioner, der har egen forskeruddannelse, og som normalt medregnes 

til universitetssektoren. 

55 Ca. 4% af den offentligt finansierede forskning foregår i Sverige på sektorforskningsinstitutioner, jf.. F. Kaiser m.fl., Separating 

teaching and research expenditure in higher education, Center for Higher Education Policy Studies, University of 

Twente, September 1999. 

Instituttet för rymdfysik (udgifter på 35,0 mio SEK i 1997) og Polarforskningssekretariatet (udgifter på 10,1 mio. SEK i 

1997). 

56 

De danske sektorforskningsinstitutioner udfører rådgivnings- og overvågningsopgaver for ministerierne. På baggrund af 

opgørelser af tidsforbrug skønnes, at institutionerne bruger lidt under ¼ af deres ressourcer på disse aktiviteter. Da sådanne 

opgaver i Sverige antages primært at blive udført i ministerierne, er ca. ¼ af sektorforskningsinstitutionernes udgifter fratrukket 

i ovenstående beregning. 

57 I den resterende del af rapporten er sektorforskningsinstitutionernes udgifter IKKE medregnet. 

58 Indtægtsdækket virksomhed. 

59 Udgifter angives ekskl. moms. Udg. for Sverige er inkl. afskrivninger. Udg. for Danmark er inkl. anlægsudgifter og særlige 

biblioteksudgifter. 

68

Gennemsnitsudgiften pr. studenterårsværk dækker naturligvis over betydelige forskelle 

mellem de enkelte institutioner, jf. tabel 49. De dyreste er Karolinska Institutet 

(medicinsk), de to landbrugsuniversiteter (Sveriges Lantbruksuniversitet og 

Landbohøjskolen) samt Danmarks Tekniske Universitet og Danmarks Farmaceutiske 

Højskole. Blandt de billigste er institutioner, der overvejende udbyder 

samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser. 

Tabel 49 Samlede universitetsudgifter pr. studenterårsværk 60 i 1997 

Sverige Udgift (DKK) Danmark Udgift (DKK) 

Uppsala universitet 173.292 Københavns universitet 168.180 

Lunds universitet 143.353 Aarhus universitet 163.355 

Göteborgs universitet 136.628 Odense universitet 146.231 

Stockholms universitet 99.000 Aalborg universitet 125.473 

Umeå universitet 135.896 Roskilde universitetscenter 105.001 

Linköpings universitet 126.675 

Danmarks Lærerhøjskole 82.683 

Luleå tekniska universitet 112.890 

Kungl. Tekniska Högskolan 213.098 Danmarks Tekniske Universitet 335.427 

Sveriges lantbruksuniversitet 545.508 KVL 394.860 

Karolinska instituttet 649.418 DFH 223.471 

Chalmers tekniska högskola 222.634 

Handelshögskolan i Stockholm 250.707 Handelshøjskolen i København 67.504 

Handelshøjskolen i Århus 74.787 

Högskolan i Jönköping 55.196 HHS-IHS 70.810 

Alle svenske 163.186 Alle danske 150.443 

Ovenstående sammenstilling bør fortolkes med forsigtighed. Foruden, at mange offentligt 

finansierede forskningsprojekter i Danmark er placeret uden for universiteterne, er der 

f.eks. forskelle med hensyn til i hvilket omfang universiteterne finansierer museer, 

samlinger, botaniske haver m.v., der dermed indgår i universiteternes regnskaber. Det er 

især de ”gamle” universiteter (Lund, Uppsala, København), der har sådanne aktiviteter. 

Endvidere har nogle af universiteterne særlige forpligtelser på sundhedsområdet. Lunds 

universitet driver således en tandplejecentral, som foruden uddannelse og forskning også 

udfører egentlig tandpleje 61, ligesom de ansatte på Odontologisk Institut på Københavns 

Universitet anvender en del af deres tid på klinisk servicevirksomhed. 

Universiteternes økonomi vil også være påvirket af de aftaler, der er indgået om betaling 

vedr. klinisk uddannelse og forskning, der foregår på offentlige sygehuse. De 6 svenske 

universiteter med medicinsk uddannelse betalte i 1997 i alt 1,3 mia. DKK til Landsting og 

kommuner vedrørende klinisk uddannelse og forskning. Denne betaling følger af en aftale 

den svenske regering og de respektive landsting og kommuner indgik i 1989. I budgetpropositionen 

for 1998/99 betegnes aftalen imidlertid som ”utidssvarende” og en 

genforhandling forestår. De danske universiteter synes til sammenligning at yde en mere 

beskeden betaling for brug af sygehusvæsenet. 

Endelig kan der være forskelle på opgavefordelingen mellem universiteter og centrale 

myndigheder i de to lande. Umiddelbart vurderes der dog ikke på dette punkt at være 

meget væsentlige forskelle. 

Uddannelsesudgifter pr. studenterårsværk 

Ovenstående udgiftstal omfatter alle universiteternes udgifter, dvs. også udgifter til 

forskning og en række øvrige formål. I lyset af den forskellige organisering mht. forskning, 

60 

I grunduddannelserne. 

61 

Med en skønnet årlig udgift til egentlig tandpleje på ca. 40 mio. SEK. 

69

hvor der kun i Danmark i væsentligt omfang findes sektorforskningsinstitutioner, kan man 

formode, at de svenske universiteters forskningsandel til gengæld vil være større, og at de 

svenske universiteters uddannelsesudgifter tilsvarende vil udgøre en mindre andel. 

I såvel Sverige som Danmark aflægger universiteterne regnskaber, hvor universiteterne har 

fordelt deres udgifter på formål. Hverken i Danmark eller i Sverige findes udpræget præcise 

retningslinier for, hvorledes universiteterne skal foretage en sådan fordeling, så der må 

udvises nogen forsigtighed med hensyn til fortolkningen af opgørelserne. Der er formentlig 

ikke blot forskelle på praksis i de 2 lande, men også forskelle mellem de enkelte 

universiteter i samme land. 

Ifølge opgørelserne anvendes, som det fremgår af tabel 50, over 60 procent udgifterne på de 

svenske universiteter på forskning og forskeruddannelse, hvilket stemmer overens med, at 

en relativt stor del af de svenske universiteters indtægter vedrører forskning og 

forskeruddannelse jf. bilag C. Det ses samtidig, at næsten alle udgifter i Sverige er fordelt på 

henholdsvis forsknings- og uddannelsesformålet, mens der i de danske universiteters 

virksomhedsregnskaber optræder en række udgiftskategorier, der ikke er fordelt på 

uddannelse og forskning. 

Tabel 50 Fordeling af universiteternes udgifter i 1997 

Sverige 62 

Danmark 63 

Ordinær 

grundudd. 

Øvrig 

grundudd. 

Forskning & 

forsk.udd 

Øvrigt/ ikke fordelt 

Uden for 

regnskab 

32,2% 2,5% 61,7% 3,5% - 100,0% 

24,4% 4,4% 39,8% 23,0% 8,4% 100,0% 

De udgiftskategorier i de danske regnskaber, der ikke er fordelt på henholdsvis forskning og 

uddannelse, omfatter udgifter til øvrige faglige formål, så som biblioteker og museer (3,9 

procent), generel ledelse og administration (4,8 procent), bygningsdrift og andre fællesudgifter 

(8,6 procent) samt kapitalformål (3,7 procent). De ikke-fordelte udgifter, der 

optræder uden for regnskabet, udgøres af anlægsudgifter (5,6 procent) og biblioteksudgifter. 

Der er intet der tyder på, at de danske universiteter reelt har relativt flere opgaver, 

der ikke er relateret til forskning og uddannelse. Der er blot tale om forskellig regnskabspraksis, 

hvor man i Sverige fordeler bygningsrelaterede udgifter og administrative udgifter 

på de to hovedformål. 

Med henblik på at kunne foretage en sammenligning af de svenske og danske universiteters 

udgifter til uddannelse er alle udgifter, der ikke umiddelbart er fordelt på forskning eller 

uddannelse i universiteternes regnskaber, i det følgende fordelt forholdsmæssigt (efter 

udgiftsvægt) på henholdsvis forskning/forskeruddannelse og grunduddannelse. Dette er 

selvsagt en skønsmæssig fordeling. 

Ud fra den nævnte metode bliver resultatet, at de svenske universiteter anvender 36,1 

procent af de samlede udgifter på grunduddannelse (inkl. uppdragsutbildning), mens de 

danske universiteter anvender 42,0 procent (inkl. åben uddannelse). 

Målt på denne måde udgør udgifterne til grunduddannelse (dvs. ekskl. forskeruddannelse) i 

Sverige ca. 58.000 DKK pr. helårspræstation mod ca. 63.000 DKK pr. studenterårsværk i 

Danmark. De danske uddannelsesudgifter pr. studenterårsværk er dermed jf. denne 

opgørelsesmetode ca. 8 procent højere end de svenske. Dette svarer meget præcist til den i 

forrige afsnit konstaterede gennemsnitlige forskel på taxametertilskud pr. studenterårsværk. 

62 

63 

Kilde: NU-databasen. 

Kilde: Universiteternes virksomhedsregnskaber. 

Total 

70

Givet de betydelige usikkerheder ved en sådan sammenligning, bør forskellen dog ikke 

tolkes som signifikant stor. 

Fordelingen på institutioner fremgår af tabel 51. 

Tabel 51 Udgifter til grunduddannelse pr. studenterårsværk i 1997 64 

Svenske universiteter Udgift (DKK) Danske universiteter Udgift (DKK) 

Uppsala 53.715 København 66.307 

Lund 54.741 Aarhus 58.558 

Göteborg 56.454 Odense 59.576 

Stockholm 36.619 Aalborg 58.422 

Umeå 58.601 Roskilde 49.488 

Linköping 57.316 

DK’s Lærerhøjsk. 58.941 

Luleå 56.969 

Kungl. Tekn. 78.446 DTU 116.859 

SLU 125.455 KVL 125.521 

Karolinska 124.617 Farmaceuthøjsk 81.880 

Chalmers 75.084 

HH Stockholm 51.681 65 HHK 44.759 

HHÅ 44.578 

Högsk. Jönköping 45.983 HHS-IHS 53.058 

Alle svenske 58.317 Alle danske 63.252 

De højeste uddannelsesudgifter pr. studenterårsværk findes på de 2 landbrugsuniversiteter 

samt Karolinska Institutet og DTU. De laveste uddannelsesudgifter findes på universiteter, 

hvor samfundsvidenskabelige eller humanistiske fag dominerer, dvs. Stockholms 

universitet, Högskolan i Jönkoping, RUC og handelshøjskolerne. 

Enhedsomkostninger fordelt på hovedområder 

Som nævnt i forrige afsnit synes de tilsyneladende højere enhedsomkostninger i Danmark 

ikke umiddelbart at kunne forklares med forskelle i uddannelsessammensætningen, idet 

andelen af studenterårsværk på traditionelt billige områder (humaniora og samfundsvidenskab) 

er større i Danmark end i Sverige, mens andelen på dyre områder (medicin, 

naturvidenskab og teknik) omvendt er relativt mindre. 

Sammenligner man grunduddannelsesudgifterne pr. studenterårsværk på fakulteterne på 

universiteterne i Lund, Uppsala, Århus og Ålborg, jf. tabel 52, ser man, at det navnlig er på 

det humanistiske område, at de to svenske universiteter har lavere udgifter pr. studenterårsværk 

end de to danske. De humanistiske fakulteter i Århus og Ålborg har op til dobbelt 

så høje enhedsomkostninger i forhold til de humanistiske fakulteter i Lund og Uppsala. 

Dette stemmer overens med, at humaniora taksterne, jf. forrige afsnit, er lavere i Sverige. 

Med hensyn til de samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige, tekniske og medicinske 66 

områder kan ikke her konstateres entydige forskelle på enhedsomkostningerne mellem de 

to landes universiteter. 

64 

Alle typer af fællesudgifter er forholdsmæssigt fordelt på hhv. grunduddannelse og forskning/forskeruddannelse. Vedr. 

svenske universiteter er der taget udgangspunkt i den udgiftsfordeling på formål, der fremgår af NU-databasen. Herefter er 

henholdsvis afskrivninger og udgiftsformål, der ikke vedrører henholdsvis grunduddannelse (inkl. uppdragsuttbildning) samt 

forskning/forskeruddannelse, fordelt forholdsmæssigt på henholdsvis grunduddannelse samt forskning/forskeruddannelse. 

Det beregnede beløb for grunduddannelse inkl. fordelte fællesudgifter er herefter sat i forhold til summen af antallet af helårspræstationer 

for grunduddannelse (inkl. uppdragsuttbildning). Vedr. danske universiteter er taget udgangspunkt i den 

fordeling af udgifter på formål, der fremgår af universiteternes virksomhedsregnskaber. Herefter er udgifter, der ikke er fordelt 

på henholdsvis uddannelse (ekskl. forskeruddannelse) og forskning/forskeruddannelse fordelt forholdsmæssigt på disse formål. 

Desuden fordeles udgifter, der er afholdt under universitetets anlægsbevilling. Det beregnede beløb for uddannelse (ekskl. 

forskeruddannelse) inkl. fordelte fællesudgifter er herefter sat i forhold til summen af antallet af studenterårsværk (ekskl. 

forskeruddannelse). 

65 

Ekskl. uppdragsutbildning. 

71

Tabel 52 Uddannelsesudgifter pr. studenterårsværk fordelt på hovedområder 67 

Fakulteter 

ved Lunds 

univ. 

HUM- 

TEO 

Udd.udg. pr. 

STÅ (DKK) 

Fakulteter 

ved Upp- 

sala univ. 

Udd.udg. pr. 

STÅ (DKK) 

Fakulteter 

ved Aarhus 

univ. 

Udd.udg. pr. 

STÅ (DKK) 

Fakulteter 

ved Ålborg 

univ. 

Udd.udg. pr. 

STÅ (DKK) 

27.156 HIS- 

FIL 

23.908 HUM 46.670 HUM 47.994 

TEO 28.117 TEO 36.380 

SPROG 29.907 

SAM 

31.245 SAM 37.440 

JUR 26.496 JUR 27.098 

MED 

120.601 MED 140.043 

ODONT 289.761 FARM 52.698 

NAT 

84.597 

TEK 78.168 

Lærerudd. 45.999 

Kunstudd. 170.730 

TEK- 

NAT 

80.135 

SAM 

SUND 

NAT 

32.887 

127.917 

77.837 

SAM 

TEK- 

NAT 

36.266 

86.695 

Total 54.741 Total 53.717 Total 58.558 Total 58.432 

Det skal bemærkes, at de 4 universiteter ikke nødvendigvis udgiftsmæssigt er repræsentative 

for hovedområderne i hhv. Danmark og Sverige. 

5.2.4 Sammenfatning 

Det gælder generelt, at undersøgelsesresultaterne må fortolkes med en vis forsigtighed. På 

trods af, at de svenske universiteter formentlig “ligner” de danske mere end mange andre 

landes universiteter, er der som påvist i bilagsdelen betydelige forskelle mellem de to 

systemer, hvilket kan gøre direkte sammenligninger problematiske. 

Ifølge de i analysen foretagne beregninger er det gennemsnitlige taxametertilskud pr. 

studenterårsværk ca. 7 procent højere i Danmark. Tilsvarende er uddannelsesomkostningerne 

pr. studenterårsværk ca. 8 procent højere på de danske universiteter. Givet de 

betydelige usikkerheder, der er involveret ved en sådan sammenligning, vurderes dette ikke 

til at være signifikant store forskelle. 

Resultat kan dog umiddelbart forekomme overraskende på baggrund af de tal for 

udgiftsforbruget, der kendes fra OECD’s publikationer. OECD-tallene for Danmark og 

Sverige vedrørende udgiftsforbruget på de videregående uddannelser er imidlertid ikke 

sammenlignelige, bl.a. fordi de i meget forskellig grad inkluderer forskningsudgifter. 

Endvidere stilles resultatet i relief af, at de svenske universiteter har en relativt større andel 

af de traditionelt set ”dyre” studenterårsværk på de tekniske, naturvidenskabelige og 

medicinske hovedområder. Alt andet lige burde de svenske gennemsnitstakster og –udgifter 

66 

Gennemsnitsuddannelsesudgiften pr. helårspræstation på Tandvårdshögskolan i Malmö (der er en del af Lunds universitet) 

er bemærkelsesværdigt høj. Som en betydelig del af skolens virksomhed foretages behandling af patienter (mod betaling) og 

det kan tænkes, at det er dette forhold, der indvirker på opgørelsen. 

67 Alle typer af fællesudgifter er fordelt på fakulteter og formål. Vedr. de 2 svenske universiteter er der med hensyn til fordelingen 

af udgifter og helårspræstationer mellem fakulteter/hovedområder og fordeling af udgifter mellem grunduddannelse og 

forskning/forskeruddannelse taget udgangspunkt i universiteternes årsregnskaber samt oplysninger, der særskilt er indhentet 

ved kontakt til universiteterne. Summen af de oplyste uddannelsesudgifter for hovedområderne er herefter sammenholdt med 

det i forbindelse med tabel 51 beregnede samlede beløb til grunduddannelse på universitetet inkl. fordelte fællesudgifter og 

differencen er forholdsmæssigt fordelt på og tillagt hovedområdernes uddannelsesudgifter. Eventuelle helårspræstationer, der 

ikke i opgørelserne er fordelt på hovedområder, er ligeledes fordelt forholdsmæssigt. Vedr. de 2 danske universiteter er taget 

udgangspunkt i den fordeling mellem hovedområder, der fremgår af virksomhedsregnskaberne. Summen af de her opgivne 

uddannelsesudgifter for fakulteterne er sammenholdt med det i forbindelse med tabel 51 beregnede samlede beløb til grunduddannelse 

på universitetet inkl. fordelte fællesudgifter og differencen er forholdsmæssigt fordelt på og tillagt hovedområdernes 

uddannelsesudgifter 

72

derfor være højere end de danske. Når dette ikke er tilfældet, kan det bl.a. hænge sammen 

med de relativt lave lønninger på de svenske universiteter. Det betydelige indslag af 

korterevarende uddannelser på de svenske universiteter kan evt. også i nogle tilfælde 

begrunde et lavere tilskud pr. studenterårsværk. 

Det er særligt de svenske takster til de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder, 

der er væsentligt lavere end de danske. Dette afspejler sig også i markant lavere 

uddannelsesudgifter pr. studenterårsværk på især de humanistiske fakulteter. De lave 

takster opfattes af mange som et problem, særligt i relation til sprogfagene, og 

Högskoleverket har konkret foreslået en forhøjelse af taksterne for humaniora og 

samfundsvidenskab mod nedsættelse af de øvrige takster. 

Taksten til ingeniøruddannelserne er ligeledes væsentligt lavere i Sverige, mens 

medicintaksten til gengæld er betydeligt højere. Disse takstforskelle afspejler sig imidlertid 

ikke entydigt i enhedsomkostningerne på de medicinske og tekniske fakulteter på de 2 

udvalgte svenske og 2 udvalgte danske universiteter. 

5.3 Generelle forhold vedrørende taxametersystemet 

og taksterne på universitetsområdet 

I det følgende behandles nedennævnte generelle spørgsmål vedrørende taxametersystemet 

og taksterne på universitetsområdet: 

• Det generelle takst- og indtægtsniveau 

• Forholdet mellem basisbevillinger og taxameterbevillinger 

• Antallet af takstgrupper 

• Særlige tilskudsordninger vedrørende uddannelse 

5.3.1 Det generelle takst-/indtægtsniveau 

Taksteftersynet er i udgangspunktet gennemført under forudsætning af, at den samlede 

bevillingsramme ligger fast. Det er således ikke størrelsen af det samlede taxametertilskud, 

men derimod den relative fordeling af tilskud mellem uddannelser og uddannelsesområder, 

der analyseres. Bl.a. på foranledning af, at Rektorkollegiet 1. september 1999 fremlagde en 

rapport 68 , der fremhævede, at universiteterne i 1998 er pålagt godt 200 mio. kr. i såkaldte 

“overvæltningsudgifter” (dvs. udgifter, der tidligere er blevet finansieret via andre kilder), 

skal dog gøres følgende bemærkninger. 

De i rapporten anførte “overvæltningsudgifter” er for en stor dels vedkommende 

bygningsrelaterede (vedligeholdelsesudgifter, ejendomsskatter) og har dermed ikke noget 

med undervisningstaksterne at gøre. Desuden er der primært tale om udgiftstyper, der 

såfremt de har ramt universiteterne også har ramt alle andre uddannelsesinstitutioner, samt 

i øvrigt offentlige og private organisationer. Energiafgifter, ejendomsskatter samt ændringer 

af ordningerne for AER-bidrag, arbejdsmarkedsbidrag og langtidsledige rammer bredt. 

Det er i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag muligt konkret at tage stilling til det 

skøn/den beregning, Rektorkollegiet har foretaget, og den beløbsstørrelse, man er nået frem 

til. Det kan dog ikke anfægtes, at universiteterne i lighed med andre uddannelsesinstitutioner 

er blevet pålagt mindre udgifter (dvs. enkeltvis af meget begrænset størrelse i 

forhold til universiteternes samlede udgifter) i form af ændringer af diverse ordninger, 

ligesom der omvendt løbende kan forekomme mindre byrdelettelser. 

68 

Rektorkollegiet. Analyse af overvæltningsudgifter, 1. september 1999. 

73

Hverken ministeriet eller universiteterne kan imidlertid være interesseret i, at den 

økonomiske styring baseres på detaljerede reguleringer af rammerne i forhold til helt 

marginale ændringer af byrde- og opgavefordeling. De ekstra ressourcer, der i så fald skulle 

afsættes til at vurdere de økonomiske effekter, forhandle sig til rette om reguleringer m.v. 

ville formentlig i mange tilfælde overstige de pågældende mer- eller mindreudgifter. 

I forhold til disse marginale påvirkninger må det antages, at være en langt større udfordring 

for universiteterne, at alene de rent anciennitetsbetingede lønstigninger kan stille krav om 

effektiviseringer på 1-1,5 procent årligt. Det må imidlertid forventes, at ledelsen på 

universiteterne, såvel som på de øvrige uddannelsesinstitutioner, løbende er i stand til at 

foretage tilpasninger, indstilling af overflødige aktiviteter og effektiviseringer, der giver den 

enkelte institution det fornødne økonomiske råderum. Sådanne effektiviseringsgevinster 

giver i almindelighed ikke anledning til efterfølgende takstreduktioner eller øvrige 

forringelser af de politisk fastsatte økonomiske rammer for universiteterne. 

Af de indhentede oplysninger i forbindelse med taksteftersynet samt i øvrigt af 

universiteternes virksomhedsregnskaber fremgår det, at universiteterne generelt vurderer, at 

de undervisningsrelaterede udgifter overstiger de undervisningsrelaterede indtægter, dvs. 

taksterne. jf. afsnit 5.4 nedenfor. 

Det skal imidlertid hertil bemærkes, at de undervisningsrelaterede udgifter, som beskrevet 

ovenfor, typisk i et vist omfang er skønnet ud fra overordnede fordelingsnøgler mht. bl.a. 

VIP’ernes arbejdstid/løn, således at f.eks. 40 til 60 procent af VIP-lønnen fordeles til 

undervisningsformålet i forbindelse med regnskabsopgørelsen. Evalueringsinstituttet har i 

en rapport fra August 1998 69 på baggrund af de foretagne turnusevalueringer konkluderet, 

at den generelt forudsatte norm for undervisningens omfang, nemlig 40 til 50 procent af et 

fastlærerårsværk, gennemgående ikke er relevant og operationel på den enkelte uddannelses 

niveau. 

Årsagen er ifølge Evalueringsinstituttet bl.a., at det videnskabelige personale i vidt omfang 

anser forskningsarbejde som mere interessant og prestigefyldt end undervisningsopgaver. 

De forudsatte fastlærerårsværk til undervisning vil typisk ikke stå fuldt ud til rådighed for 

undervisningsopgaver på grund af frikøb til forskning og ubesatte stillinger. Desuden 

omsættes undervisningen ofte kun i meget begrænset omfang i egentlige undervisningstimer 

(konfrontationstimer), idet lokale aftaler og normer for tid til faglig udvikling, 

forberedelse, vejledning m.v. i nogle tilfælde næsten helt kan udfylde undervisningsforpligtelsen 

70 . 

Endvidere konkluderer Forskningsministeriet i forbindelse med sin undersøgelse af 

universiteternes formålskontering 71: 

"...forholdet mellem forskning og uddannelse – gør, at det nødvendigvis må være en registrering 

af uddannelsesaktivitet, der er udgangspunktet. Forskningsaktivitet kan ikke registreres på 

samme måde. Når opgørelsesmetoden er en residualmodel, kan der være en tendens til at fokusere 

for meget på det, der registreres (undervisning). Det kan få den konsekvens, at det ser ud som 

om, at en forholdsmæssig for stor del af de ansattes tid anvendes til uddannelsesaktiviteter." 

69 

Evalueringsinstituttet, Hvor er forskerne? Erfaringer med forskningsbaseret undervisning og faglig udvikling i forbindelse med 

Evalueringsinstituttets turnusevalueringer, August 1998. 

70 

Evalueringsinstituttets betragtninger understøttes i nogen grad af en ny spørgeskemaundersøgelse af universitetslærernes 

arbejdstid, gennemført af Gallup (Gallup og Dansk Magisterforening, Universitetslærernes arbejdstid - en GALLUPundersøgelse 

1999, september 1999). Ifølge undersøgelsen forsker universitetslærerne gennemsnitligt mere end de underviser. 

Professorer bruger gennemsnitligt ca. 30 pct. af arbejdstiden på undervisning (inkl. forberedelse og vejledning m.v.), mens 

lektorer og adjunkter bruger ca. 40 pct. af arbejdstiden på undervisning. 

71 

Forskningsministeriet, Universiteternes formålskontering, rapportudkast. 

74

Det findes på den baggrund tvivlsomt, om de indberettede udgifter giver et korrekt billede 

af forholdet mellem takster og undervisningsrelaterede udgifter. 

Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at Evalueringsinstituttet på baggrund af de 

gennemførte uddannelsesevalueringer kan konstatere, at uddannelserne gennemgående ikke 

bærer præg af ressourceknaphed, men derimod prioriteringsknaphed, jf. bilag H. 

Alt i alt findes ikke grundlag for at konkludere, at universitetsområdet i forhold til de 

øvrige uddannelsesområder er særligt nødlidende i økonomisk henseende. 

5.3.2 Forholdet mellem basisbevillinger og 

taxameterbevillinger 

Handelshøjskolen i Århus samt det juridiske fakultet ved Københavns Universitet har i 

deres bidrag til taksteftersynet anført, at de finder det problematisk, at taxameterbevillingerne 

udgør så stor en andel af bevillingerne til specielt de samfundsvidenskabelige 

områder. 

Universiteterne adskiller sig fra de øvrige taxameterstyrede institutioner ved at have relativt 

høje basisbevillinger, primært i form af bevillinger til forskning og kapitaludgifter. 

Gennemsnitligt modtager universiteterne kun ca. en tredjedel af deres indtægter i form af 

taxametertilskud. For f.eks. det juridiske fakultet ved Københavns Universitet udgør 

taxameterindtægterne dog ca. 70 procent. 

I forbindelse med budgetanalysen af taxameterstyring 72 , der gennemførtes i 1998 i 

samarbejde med Finansministeriet, har Undervisningsministeriet undersøgt, hvilke effekter 

anvendelsen af taxametersystemer har i forhold til institutioner med endog meget beskedne 

basisbevillinger (erhvervsskoler og seminarier). Det er en markant konklusion fra 

undersøgelsen, at ulemperne ved taxameterstyringen af disse institutioner, i form af bl.a. 

kortsigtet budgetusikkerhed, klart opvejes af de positive effekter, der bl.a. består i bedre 

intern økonomisk styring og planlægning, markant bedre ressourceudnyttelse og større 

opmærksomhed på brugernes behov og kvalitetsudvikling. Institutionernes stærkt 

aktivitetsafhængige økonomi har givet dem incitamenter til at forbedre styringen på disse 

områder. 

På baggrund heraf vil det være betænkeligt, at reducere taxameterbevillingerne mod 

forhøjelse af basisbevillingerne. 

5.3.3 Antallet af takstgrupper 

I Danmark er der 9 undervisningstakstgrupper (ekskl. ph.d.) på universitetsområdet. Den 

laveste undervisningstakst på 24.700 kr. (FFL2000) udbetales pr. studenterårsværk til bl.a. 

jura, økonomi og dansk, mens den højeste på 83.700 kr. udbetales pr. studenterårsværk til 

dyrlægeuddannelsen og klinisk medicin. 

I Sverige er der kun 4 takstgrupper til de traditionelle universitetsuddannelser. Endvidere er 

der tale om hovedområdetakster, således at f.eks. kurser i matematik- og kemi begge 

henføres til den samme naturvidenskabelige takst, ligesom alle humanistiske kurser 

henføres til samme takst. Der anvendes et lignende system i Holland. 

Den differentierede takststruktur på universitetsområdet i Danmark er som beskrevet i 

afsnit 5.1 ikke kædet sammen med mulighed for ud fra det eksisterende regnskabsmateriale 

72 

Undervisningsministeriet m.fl., Rapport om taxameterstyring, November 1998. 

75

at få pålidelige og tilsvarende differentierede oplysninger om udgiftsforbruget. Der er 

således ikke reel mulighed for at vurdere, hvorvidt den politiske prioritering, 

takstdifferentieringen er udtryk for, slår igennem i forhold til udgiftsforbruget. 

På baggrund heraf kan der være grund til at overveje en forenkling af takststrukturen, 

således at der f.eks. kun opereres med 3 takster. 

Alternativet hertil må være, at der via øgede krav til præcision i virksomhedsregnskabet 

skabes reel mulighed for at vurdere forholdet mellem de differentierede takster og 

udgiftsforbruget. Nedenstående diskussion tager primært udgangspunkt i, at den 

differentierede takststruktur bevares. 

Det er under alle omstændigheder vigtigt, at antallet af takstgrupper af hensyn til 

overskueligheden i systemet holdes på et lavt niveau. Der kan således være grund til at 

overveje, hvorvidt to takstgrupper, der beløbsmæssigt ligger tæt på hinanden bør 

sammenlægges til én gruppe. Desuden bør det overvejes at nedlægge takstgrupper, der kun 

omfatter meget få studenterårsværk. 

Fælles hovedområdetakster er dog ikke uproblematiske. På flere hovedområder er der i dag 

betydelige takstforskelle, der netop er udtryk for reelle forskelle på rimelige ressourcebehov 

på de forskellige uddannelser under hovedområdet (f.eks. matematik vs. kemi). Det er 

således, at de fleste af universitetsfakulteterne modtager en bevilling fra universitetet, der 

svarer til taxameterbevillingen (evt. minus et mindre procentuelt fradrag til central 

ledelsespulje m.v.), men foretager den videre fordeling på uddannelsesniveau uafhængigt af 

taksterne 73. Fælles hovedområdetakster ville indebære, at fakulteternes bevillinger ikke 

afspejlede eventuelle ændringer i forholdet mellem mere og mindre ressourcekrævende 

uddannelser på samme hovedområde. 

5.3.4 Kombinationsuddannelser 

Der findes en række uddannelsesforløb, der ikke umiddelbart entydigt kan placeres i 

forhold til en enkelt takst, fordi der indgår elementer fra fag med forskellige takster. Det 

gælder således en række af de basisuddannelsesforløb, der findes på universiteterne. 

Udgangspunktet for beregningen af taxametertilskud til disse uddannelsesforløb har været 

den såkaldte netværksmodel, hvorefter det er de enkelte institutters STÅ-produktion, der 

udløser taxametertilskud. En matematik-datalogi-studerende ved Aarhus Universitet vil 

således udløse matematik-takst for STÅ-optjeningen på Institut for matematiske fag og 

datalogitakst for STÅ på Datalogisk Institut. 

I flere tilfælde har man imidlertid valgt ikke at bruge denne model. Det gælder således 

Tek/samf-uddannelsen på RUC samt matematik-økonomi og datalogi-økonomi, der alle 

særskilt er indplaceret i en takstgruppe på finansloven. Desuden gælder for kombinationsuddannelserne 

i sprog og økonomi på handelshøjskolerne (SPRØK), at 50 procent af den 

samlede STÅ-produktionen udløser økonomitakst, mens 50 procent udløser sprog-takst. 

Som anført af Aalborg Universitet i deres bidrag til taksteftersynet er det utilfredsstillende, 

at der ikke bruges ensartede metoder for taxametertilskudsberegningen på kombinationsuddannelserne. 

Særligt ordningen for sprog-økonomi er betænkelig, idet der er tale om en 

særaftale, der ikke fremgår af finansloven. Det er denne type særaftaler, der er med til 

unødigt at komplicere og begrænse synligheden i systemet. 

73 

Jf. Evalueringsinstituttet, Notat vedrørende økonomistyring i universitetssektoren - Et tværsnit af Evalueringsinstituttets rapporter 

fra 1996 og 1997, maj 1998 

76

Der er fordele og ulemper ved såvel netværksmodellen som konkret takstindplacering af 

kombinationsuddannelserne. Netværksmodellen er på den ene side følsom over for 

eventuelle ændringer af fordelingen af fag på kombinationsuddannelserne. På den anden 

side kan man forestille sig, at modellen i tilfælde, hvor institutter emnemæssigt overlapper 

hinanden, særskilt kan påvirke institutudviklingen (f.eks. ved at aktiviteterne placeres på de 

institutter, der udløser de relativt største takster) på en måde, der ikke i øvrigt kan betragtes 

som hensigtsmæssig eller i strid med de oprindelige intentioner med takstindplaceringen. 

Ministeriet har dog ikke belæg for at konkludere, at dette rent faktisk forekommer. 

Konkrete indplaceringer af alle kombinationsforløb vil omvendt føre til en ret markant 

forøgelse af antallet af takstindplaceringer. Dette er både i strid med hensynet til at 

begrænse systemets kompleksitet samt hensynet til at begrænse mængden af politiske eller 

ministerielle enkeltsagsafgørelser. 

Det vil derfor være mest hensigtsmæssigt, at alle kombinationsuddannelser finansieres ved 

netværksmodellen. Samtidig bør stikprøvevis føres kontrol med, at institutternes udbud er i 

overensstemmelse med intentionerne bag takstindplaceringen. 

5.3.5 Særlige tilskudsordninger vedrørende uddannelse 

Der findes en række særlige tilskudsordninger til universitetsuddannelser, der ikke er 

omfattet af taxameterprincippet. Disse kan bidrage til at reducere synligheden i 

finansieringen af uddannelserne og vanskeliggør tværgående sammenligninger af 

enhedsomkostninger. Over tid er der risiko for, at ordningerne får deres “eget liv”, løsrevet 

fra de oprindelige intentioner. Særlige tiltag til støtte for bestemte formål bør så vidt muligt 

ikke have bevillingsmæssige konsekvenser, der er i uoverensstemmelse med 

taxameterprincippet. 

Der udbetales således et tilskud til universiteternes såkaldte småfag 74 . Formålet med denne 

særbevilling er at sikre, at alle de aktivitetsmæssigt små fremmedsprog kan opretholdes ét 

sted i landet, dels af hensyn til opfyldelsen af Danmarks kulturaftaler og nationale 

forpligtelser i forhold til de pågældende lande, dels fordi småfagene understøtter andre 

universitetsfag som f.eks. historie, antropologi og litteraturvidenskab. Ud fra hensynet til at 

opretholde en enkel finansieringsstruktur uden særtilskud kan det overvejes at afskaffe 

denne ordning til gengæld for en generel forhøjelse af humaniorataksten (takstgruppe 2), 

der omfatter fremmedsprog. På grund af småfagsbevillingens beskedne størrelse (ca. 15 

mio. kr. i 1999) vil der dog i givet fald være tale om en helt marginal forhøjelse af 

humaniorataksten. 

Småfagenes udgifter kan givetvis ofte ikke dækkes af taksterne alene. Det er imidlertid 

universiteternes opgave at sørge for en rimelig ressourcefordeling ud fra det samlede 

bloktilskud, uanset om bloktilskuddet er beregnet inkl. et særligt småfagstilskud. 

Småfagene findes stort set kun på universiteterne i København og Århus og det må 

vurderes, at disse institutioner alene som følge af deres volumen har særligt gode 

muligheder for at foretage omprioriteringer ud fra taxameterindtægterne, evt. til fordel for 

småfagene. 

Det kan ligeledes overvejes, hvorvidt øvrige særbevillinger til uddannelsesaktiviteter kan 

afskaffes mod generelle takstforhøjelser. 

74 Klassisk arkæologi, byzantinsk, middelalderfilologi, lingvistik, norrønfilologi, ømål, finsk, eskimologi/grønlandsk, 

nederlandsk, polsk, tjekkisk, rumænsk, semitisk filologi, old- og middelalderindisk, kinesisk, japansk, portugisisk, nygræsk, 

koreansk, thai, tibetansk, iransk, nærorientalsk, jyske dialekter, serbokroatisk, bulgarsk, nyindisk, ungarsk og arabisk. I 1999 

var det samlede småfagstilskud på ca. 15 mio. kr., hvoraf KU fik de 10 mio. kr., mens AU fik 4 mio. kr. 

77

5.4 Takster og takstgrupper 

I det følgende diskuteres indplaceringen af uddannelser i henholdsvis de fire laveste og fem 

højeste takstgrupper. Alle takstbeløb angives jf. FFL2000. 

Tabel 53 viser den forventede aktivitetsfordeling på takstgrupper i år 2000. Universiteternes 

uddannelsesproduktion vil være koncentreret på takstgruppe 1 og 2 

(samfundsvidenskab og humaniora) samt takstgruppe 6 og 7 (naturvidenskab, teknik og 

sundhedsvidenskab). 

Tabel 53 Aktivitetsfordeling (STÅ) på takstgrupper 

Takstgruppe Takst Forventet aktivitet på universiteterne 75 “Værdi” af takstændring på 5 pct. 


kr. STÅ mio. kr. 

1 24.700 21.970 27,1 

2 27.600 12.596 17,4 

3 32.800 225 0,4 

4 42.400 3.920 8,3 

5 47.800 1.068 2,6 

6 54.500 8.512 23,2 

7 62.800 7.574 23,8 

8 83.700 2.130 8,9 

Den ulige aktivitetsfordeling på takstgrupper indebærer, at der vil være meget forskellige 

udgiftskonsekvenser ved reguleringer af gruppetaksterne. 

5.4.1 Samfundsvidenskab og humaniora (takstgr. 1 - 4) 

De udvalgte uddannelser 

De udvalgte uddannelser omfatter for takstgruppe 1-4 jura, økonomi m.v., dansk, engelsk/ 

erhvervssprog samt medie- og kommunikationsuddannelserne. 

Tabel 54 Takstgruppe 1-4 

Takstgruppe 1 24.700 kr. jura, økonomi m.v., dansk, historie, filosofi, idehistorie, litteraturvidenskab, 

pædagogik, dramaturgi, retorik, teater og nordisk folkemindevidenskab 

Takstgruppe 2 27.600 kr. sprog, psykologi, antropologi, kulturstudier, filologi, etnologi, arkæologi, 

kunsthistorie, informationspsykologi, sprogpsykologi, teologi, 

religion/kristendomskundskab og kandidatuddannelser på DLH 

Takstgruppe 3 32.800 kr. kombinationsuddannelsen af matematik og erhvervsøkonomi 

Takstgruppe 4 42.400 kr. humanistisk informatik, kommunikation, journalist, musik, musikterapi, 

audiologopædi, filmvidenskab, datalingvistik og datalogi/erhvervsøkonomi 

Jura 

Optag og bestand på jurauddannelsen steg frem til 1995, hvorefter aktiviteten 

stabiliseredes. Fuldførelsesprocenten varierer i perioden fra 56-62 procent uden nogen klar 

tendens i udviklingen 

75 

Inkl. mellemlange uddannelser på universiteterne samt journalisthøjskolens uddannelser. 

78

Tabel 55 Studentertal, jura 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 4.427 4.553 4.775 4.934 5.033 5.141 5.157 5.072 

Tilgang 977 895 951 1.042 985 1.043 1.024 997 

Fuldførte 620 364 376 524 538 514 584 693 

Afbrudte 406 436 372 389 369 461 430 389 

Fuldførelsesprocent 76 62,4 55,6 56,9 59,0 62,0 - - - 

STÅ - - - 3.341 3.388 3.362 3.687 3.617 


Opgørelser 1991-95 er baseret på UVMs egne beregninger mens 1996-98 er baseret direkte på DS's tal. DS's kategorisering af 

uddannelserne adskiller sig fra UVMs, hvorfor tallene for de to perioder ikke er fuldt sammenlignelige. 

Økonomi 

På nær en periode med lavere optag i midten af 1990’erne, har aktivitetsniveauet været 

forholdsvist jævnt med 3.000 i optag og en bestand på omkring 12.000. 

Fuldførelsesprocenten steg i 1991-1995 jævnt fra 55 til 63 procent. Der var en betydelig 

stigning i afbrydelser i 1996-1997. 

Tabel 56 Studentertal, økonomi (inkl. erhvervsøkonomi) 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 11.404 11.961 12.285 12.200 11.818 12.008 11.394 11.201 

Tilgang 3.031 3.004 3.093 2.900 2.567 2.877 2.968 2.935 

Fuldførte 1.372 1.350 1.732 1.858 1.921 2.135 1.851 1.885 

Afbrudte 1.279 1.168 1.121 1.234 1.096 1.623 1.866 1.243 

Fuldførelsesprocent 54,3 57,1 61,0 60,4 63,0 - - - 


Dansk 

Som følge af en stigende tilgang er bestanden på dansk steget frem til 1995. Fuldførelsesprocenter 

er ikke modelleret på uddannelsesniveau for humaniora, hvorfor tabellen 

gengiver totalen. For hele humaniora har fuldførelsesprocenten historisk været meget lav, 

men steg dog fra 30 procent til 50 procent i første halvdel af årtiet. Generelt har 

fuldførelsen for dansk og historie været højere end for tysk og engelsk. 

At fuldførelsesprocenter (og antal afbrudte) inden for humaniora (dansk/engelsk) er lave 

skyldes bl.a., at det netop på disse studier er almindeligt, at folk i løbet af studiet supplerer 

med uddannelser inden for andre områder (undergrupper). Sådanne elever vil fremstå som 

afbrudte og påvirke fuldførelsesprocenterne negativt, idet tværsnitsmetoden kun beskriver 

bevægelser inden for tværsnitsåret. 

Tabel 57 Studentertal, dansk 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 995 1.224 1.382 1.467 1.606 - - - 

Tilgang 541 594 555 626 713 - - - 

Fuldførte 185 153 172 231 419 - - - 

Afbrudte 238 211 256 325 242 - - - 

Fuldførelsesprocent 1) 

29,1 30,2 35,2 41,0 50,0 - - - 

STÅ - - - 1.226 1.391 1.622 1.537 - 


1) for hele humaniora, delvist skønnet 

Engelsk 

Som følge af et stigende optag i begyndelsen af perioden, steg bestanden på engelsk 

signifikant frem til 1995. 

76 Udregnet ved tværsnitsmetoden efter det særlige tværsnitsmodul, som er udviklet i Undervisningsministeriet. I 

tværsnitsmodulet beregnes sandsynlighederne for overgange mellem de forskellige tilstande i uddannelsessystemet i et udvalgt 

tværsnitsår. På grund af modellens kompleksitet vil beregningerne for 1996-1998 først være afsluttet ultimo 1999. Se bilag I 

for en teknisk beskrivelse af den benyttede metode. 

79

Tabel 58 Studentertal, engelsk 

1991 1992 1993 1994 1995 

Bestand 600 748 874 962 1.153 

Tilgang 319 335 358 404 542 

Fuldførte 1) 

73 50 99 166 191 

Afbrudte 85 139 145 164 173 


1) for hele humaniora, delvist skønnet. 

Ressourceforbrug 

Tabel 59 viser uddannelsesudgiften pr. STÅ, som institutionerne i forbindelse med 

taksteftersynet har opgivet for de udvalgte uddannelser i takstgruppe 1-4. Det må 

understreges, jf. ovenstående betragtninger om opgørelsesmetoder, at tallene ikke er direkte 

sammenlignelige mellem institutionerne, og at der i det hele taget er grund til forsigtighed 

med hensyn til fortolkning af oplysningerne. Indberetningerne er foretaget på baggrund af 

forskellige fordelingsmetoder mht. fordelingen mellem uddannelse og forskning. Endvidere 

varierer indberetningerne med hensyn til fordelingen af fællesudgifter (på fakultetsniveau), 

der ikke umiddelbart har kunnet henføres til enkeltuddannelser, samt med hensyn til valget 

af afgrænsning i forhold til de udvalgte uddannelser. 

Tabel 59 Udgift pr. STÅ 

Takst 

1998 

KU AU SDU/OU AAU RUC DLH 77 HHK HHÅ DJH 

IHS/ 

HHS 

Jura 24,0 21,8 21,4 

Økonomi 78 

24,0 28,0 25,9 26,6 24,3 27,6 33,0 

Dansk 79 Engelsk 

24,0 29,5 26,9 24,8 29,1 22,0 19,9 

80 Medie-/komm 

SAMF gns. 

HUM gns. 

26,9 

41,2 

31,7 

32,3 

24,4 

37,8 

26,3 

27,6 

22,0 

33,3 

24,7 

28,8 

28,5 

31,5 

33,2 

23,7 

36,0 

41,0 

38,1 

20,0 

27,9 

22,5 

27,3 

23,9 

36,6 

25,2 

29,2 

37,8 

33,1 

37,8 

45,2 

45,2 

25,2 

27,2 

26,2 

Faste 1999-priser 

For engelsk, dansk og økonomi ligger den indberettede udgift pr. STÅ gennemgående over 

taksten. I alle tre tilfælde gælder dog, at der findes institutioner, der har 

enhedsomkostninger, som ligger meget tæt på eller endog under taksten. For jura samt 

medie- og kommunikationsuddannelserne ligger udgiften pr. STÅ gennemgående under 

taksten. 

Tabel 60 viser S/L-ratier for uddannelserne jf. institutionernes indberetninger til 

taksteftersynet. Samme forbehold må tages med hensyn til fortolkning af disse tal. 81 

77 

Taksteftersynet omfatter de pædagogiske kandidatuddannelser (cand.pæd.) i dansk og engelsk på Danmarks Lærerhøjskole. 

Lærerhøjskolens kandidatuddannelser er 2-årige overbygningsuddannelser til lærerseminariernes uddannelser. Der findes ikke 

bacheloruddannelse på lærerhøjskolen. Alle lærerhøjskolens kandidatuddannelser er indplaceret i takstgruppe 2. 

78 

HHK har i forbindelse med indberetningen til taksteftersynet afgrænset “økonomi” til at omfatte HA, HA-international 

business, HA-filosofi, HA-jura, cand.merc. og cand.merc.aud (men ikke kombinationsuddannelserne med matematik, 

datalogi og sprog eller cand. merc. int.). Indberetningerne fra IHS-HHS og HHÅ omfatter samfundsvidenskabs andel af 

SPRØK. AAUs Indberetning vedr. økonomi omfatter HA, cand.merc. og cand.oecon., men ikke HA-jur, Merc.jur og 

revisorkandidatuddannelsen. 

79 

Indberetningen vedr. dansk fra AU omfatter alle fag under Nordisk Institut 

80 Indberetningen fra HHÅ vedr. engelsk omfatter alle uddannelser (og alle sprog) på det erhvervsøkonomiske fakultet. 

Indberetningen fra HHK omfatter al ordinær uddannelse på det erhvervssproglige fakultet, bortset fra 

overbygningsuddannelsen til cand.ling.merc. i datalingvistik, SPRØK og cand.merc.int. Indberetningen fra HHS/IHS 

omfatter alle 2-sprogede erhvervssproglige uddannelser, hvori engelsk indgår som det ene fremmedsprog. Desuden er 

medtaget BA i sprog og pædagogik samt humanioras andel af SPRØK. AAUs indberetning vedr. engelsk omfatter kun 

cand.mag.studiet og ikke erhvervssprog 

81 

En yderligere fejlkilder består i, at flere institutioner tilsyneladende tæller ”dobbelt” i forbindelse med frikøb af VIP-årsværk. 

80

Tabel 60 S/L-ratier (STÅ pr. lærerårsværk) 

KU AU SDU/OU AAU RUC DLH 82 HHK HHÅ DJH 

IHS/ 

HHS 

Jura 

Økonomi 

33,1 

19,2 

26,8 

23,6 

- 

- 29,9 21,8 16,6 16,9 

Dansk 

Engelsk 

Medie-/komm. 

SAMF gns. 

HUM gns. 

15,6 

15,8 

21,4 

26,2 

15,5 

25,0 

24,9 

30,3 

26,7 

17,4 

- 

- 

- 

- 

- 

20,1 

18,6 

17,5 

26,8 

15,4 

21,9 

11,2 

14,2 

19,9 

20,6 

17,4 

12,0 

48,6 

18,6 

14,5 

23,9 

18,2 

14,8 

16,5 

14,8 

13,3 

18,8 

16,9 

18,3 

Ved en sammenligning mellem uddannelsesudgift pr. STÅ og S/L-ratier er hovedtendensen 

som forventet, at en højere uddannelsesudgift pr. STÅ oftest hænger sammen med en 

lavere S/L-ratio. Det er dog også bemærkelsesværdigt, at der inden for samme takstgruppe 

er markante S/L-ratio-forskelle, typisk med lavere S/L-ratier ved humaniora end ved 

samfundsvidenskab. 

Samtlige institutioners gennemsnitlige S/L-ratier på humaniora ligger lavere (færre 

studenterårsværk pr. lærer) end forudsat ved den oprindelige takstfastsættelse. Således er der 

i forhold til den generelle standard på FFL93-BO1 mellem 3 til 6 (eller ca. 15-30 procent) 

færre studerende pr. lærerårsværk i 1998. Hvad angår samfundsvidenskab ligger de 

gennemsnitlige S/L-ratier både over og under - men relativt tæt - på niveauet, der 

oprindeligt forudsattes (fra minus 4 procent til plus 5 procent), i afsnit 2 om 

takstforudsætninger 83 . 

Tabel 61 viser for de udvalgte uddannelser fordelingen af undervisningstimer (med 

deltagelse af lærer/vejleder) for en “typisk” studerende på henholdsvis forelæsninger 

(defineret som skemaundervisning med mere end 30 studerende i gruppen), 

holdundervisning (defineret som skemaundervisning med op til 30 studerende i gruppen). 

82 

DLH modtog en takst på 26.900 kr. (takstgruppe 2) for samtlige kandidatuddannelser. 

83 Der skal tages forbehold for, at der er tale om budgetterede S/L-ratioer fra før takstreformen - ikke faktiske og 

dokumenterede ratioer. Ligeledes er der tale om en S/L-ratio baseret på en STTV-prognose hhv. en S/L-ratio beregnet på 

grundlag af optjente STÅ i 98. F.eks. kender vi ikke STTV-sammensætningen fra før takstreformen sammenholdt med STÅsammensætningen 

på de lavere eller højere takstgrupper i 98. 

81

Tabel 61 Undervisningsformer og gennemsnitlig holdstørrelse for humaniora og 

samfundsfag, 1998 

Uddannelse/ 

institution 

Undervisningsformer 

Holdunder- Vejled- 

Forelæsning 

visning ning 

% 

Gennemsnitlig 

holdstørrelse 

Dansk KU 6 89 5 26 

RUC 7 18 15 10 

AU 9 74 18 46 

AAU 52 31 17 75 

Engelsk HHK 64 27 8 55 

HHÅ 19 73 8 34 

IHS/HHS 0 89 11 25 

KU 12 83 6 43 

SDU/OU 60 40 0 36 

RUC 4 71 26 19 

AU 5 84 11 14 

AAU 8 78 17 34 

Jura KU 91 5 3 - 

AU 66 32 2 139 

Medie- og kommunikation DJH 12 70 18 40 

KU 3 79 18 25 

AU 19 67 14 32 

AAU 26 28 46 50 

Økonomi HHK - - - - 

HHÅ 66 9 25 63 

IHS/HHS 0 70 30 17 

KU 54 36 9 61 

SDU/OU 59 30 11 63 

AU 49 46 5 62 

AAU ordinær øk. 0 53 47 13 

AAU erhvervsøk. 15 35 50 32 

Anm.: Tabellen viser et vægtet gennemsnit for bachelor og kandidatuddannelsen, således at institutionernes oplysninger er vægtet med 3/5 

hhv. 2/5. Det gennemsnitlige holdstørrelse er endvidere et vægtet gennemsnit for forelæsninger og holdundervisning, på grundlag af det 

relative forhold mellem disse to undervisningsformer. Ud fra de indberettede oplysninger er der ikke meget markante forskelle mellem 

undervisningsformer og holdstørrelser på henholdsvis bachelor og overbygningsdelen, idet kandidatdelen dog generelt er mindre 

forelæsningsbaseret og mere vejledningstung end bachelordelen. 

Det fremgår, at der ofte for samme uddannelse er betydelige forskelle med hensyn til valget 

af undervisningsformer på de forskellige institutioner. De gældende økonomiske rammer 

giver med andre ord mulighed for en høj grad af fleksibilitet i valget af undervisningsform. 

Gennemgående viser tabellen dog, at det er jura- og økonomiuddannelserne, der i videst 

omfang er forelæsningsbaserede og dermed også har de højeste gennemsnitlige 

undervisningsgruppestørrelser. Omvendt er forelæsningsprocenten gennemgående relativt 

lav for engelsk og dansk, idet dansk på Aalborg Universitet dog i høj grad er 

forelæsningsbaseret. 

Selv om HHKs og HHÅs uddannelser i fremmedsprog ifølge opgørelserne generelt er 

dyrere end de øvrige sproguddannelser har de samtidig relativt store holdstørrelser. Det 

lader sig ikke umiddelbart afgøre om dette skal tilskrives en relativt dårligere 

ressourceanvendelse på de to handelshøjskoler, en højere standard mht. timetal, 

undervisningsudstyr m.v., eller simpelt hen skal tilskrives den usikkerhed, der generelt er 

ved de indberettede tal. 

I forbindelse med taksteftersynet har ministeriet indkaldt oplysninger om det samlede antal 

undervisningstimer en typisk studerende skønnes at modtage pr. semester på de udvalgte 

uddannelser. Kvaliteten af de indsendte oplysninger herom vurderes imidlertid at være af 

en sådan karakter, at det ikke er fundet relevant at medtage dem i analysen. 

Takstvurderinger 

Det er bemærkelsesværdigt, at man på jurauddannelserne tilsyneladende har et 

udgiftsniveau pr. STÅ, der ligger væsentligt under det gældende takstniveau. 

82

Sammenligningen med svenske takster (afsnit 5.2) viser, at de svenske universiteter navnlig, 

når det gælder humaniora og samfundsvidenskab klarer sig for væsentligt lavere takster. 

Generelt synes udviklingen imidlertid at gå i retning af, at forskellene på undervisningsformer 

indsnævres mellem samfundsvidenskab, humaniora og øvrige uddannelser. Den 

udvikling, der består i, at IT-udstyr anvendes bredt på alle uddannelser samt i, at 

undervisningsformer generelt udvikles og fornyes, herunder at forelæsningsbaseret 

undervisning også på samfundsvidenskab og humaniora gradvist suppleres med andre 

undervisningsformer, vil ikke understøttes via en forøgelse af takstforskellen mellem de 

laveste og højeste takstgrupper. I Sverige har man som nævnt også seriøst overvejet at 

indsnævre de nuværende takstforskelle. 

Evalueringsinstituttet fremhæver i sin rapport, at det er muligt inden for den eksisterende 

økonomiske ramme at drive økonomiuddannelser af god kvalitet og med varierede 

undervisnings- og eksamensformer. Desuden fremhæves, at man uden bevillingsmæssige 

problemer kan opretholde en velfungerende jura-uddannelse. Endelig beskrives danskuddannelsen 

som værende inde i en positiv faglig udvikling og på vej mod bedre 

økonomiske vilkår (jf. den generelt stigende aktivitet på de humanistiske uddannelser). 

Generelt synes de undersøgte uddannelser i den laveste takstgruppe dermed at kunne 

fungere med de eksisterende økonomiske rammer. Med de store variationer og 

variationsmuligheder, der kan konstateres for ressourceanvendelsen, skulle der også være 

rum for en mere effektiv ressourceanvendelse. 

Vedrørende engelskuddannelsen fremhæver Evalueringsinstituttet således i sin rapport, at 

de eksisterende uddannelser fungerer tilfredsstillende, samt at de forbedringer, der bør 

foretages, i vid udstrækning kan opnås gennem bedre og mere effektiv anvendelse af de 

eksisterende ressourcer. Flere universiteter har dog givet udtryk for, at taksterne ikke giver 

en tilfredsstillende finansiering af sproguddannelserne. 

Den nuværende takstgruppe 3 vil ikke længere omfatte universitetsuddannelser, såfremt 

kombinationsuddannelserne (og dermed matematik/erhvervsøkonomi) overgår til 

finansiering via netværksmodellen. 

Med hensyn til takstgruppe 4 fremhæver Evalueringsinstituttet, at medie- og 

kommunikationsuddannelserne i nogen grad har fungeret som en pengemaskine for de 

humanistiske fakulteter i den forstand, at en del af taxameterindtægterne fra medie- og 

kommunikationsuddannelserne har finansieret andre uddannelser. Dette underbygges af, at 

udgiften pr. STÅ jf. institutionernes indberetninger generelt ligger under taksten. 84 

5.4.2 Naturvidenskab, teknik og naturvidenskab (Takstgr. 4-8) 

De udvalgte uddannelser 

De udvalgte strategiske uddannelser omfatter for takstgruppe 4-8 matematik, kemi, biologi, 

læge, dyrlæge og ingeniør. 

84 RUC, der har den største medie- og kommunikationsuddannelse, har anført, at man i 1998 foretog en opsparing af midler 

med henblik på flytning og indkøb af apparatur i 1999. 

83

Tabel 62 Takstgruppe 4-8 

Takstgruppe 4 42.400 kr. 

matematik, statistik, operationsanalyse, lærerbachelor (2. del) og 

datalogi/erhvervsøkonomi. 


tek./samf. på RUC, legemsøvelser, folkesundhedsvidenskab samt tekniske 

adgangs- og værkstedskurser 


læge, biomekanik, tandlæge, tandplejer, geografi, datalogi, geologi, fysik, 

landinspektør, kemi og biologi 

civilingeniør, diplomingeniør, akademiingeniør, datateknik, eksportingeniør, 

Takstgruppe 7 62.800 kr. fiskeriteknologi, klinisk tandtekniker, farmaci og KVLs uddannelser (ekskl. 

dyrlæge). 

Takstgruppe 8 83.700 kr. Dyrlægeuddannelsen. 

Tabel 63 Studentertal for matematik, fysik, kemi mv. 

1991 1992 1993 1994 1995 

Bestand 4.932 5.189 5.352 5.358 5.263 

Tilgang 1.327 1.297 1.224 1.286 1.012 

Fuldførte 257 301 294 423 379 

Afbrudte 630 753 807 890 780 



Tilgang og bestand for matematik, fysik, kemi mv. var nogenlunde jævn i begyndelsen af 

perioden, men faldt i 1995. Fuldførelsesprocenten er lav omkring de 35 procent. 

Foreløbige tal, som ikke er medtaget i tabellen ovenfor, antyder dog, at fuldførelsen på 

mat/fys siden 1995 har været svagt stigende og i dag er lige over 40 procent. 

Tabel 64 Studentertal, medicin 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 3.655 3.681 3.822 4.053 4.298 4.731 5.117 5.306 

Tilgang 566 597 667 724 711 865 997 827 

Fuldførte 505 459 384 353 342 411 362 419 

Afbrudte 157 123 148 155 142 217 221 219 


STÅ - - - 2.733 2.902 3.249 3.651 - 


Tilgang og bestand på medicin har været jævn stigende frem til 1997. Fuldførelsesprocenten 

er høj, og har svinget mellem 73-77 procent. 

Tabel 65 Studentertal for biologi, geografi, mv. 

1991 1992 1993 1994 1995 

Bestand 4.617 4.726 4.786 4.938 5.044 

Tilgang 963 949 936 1.076 1.020 

Fuldførte 378 370 420 456 396 

Afbrudte 448 531 496 546 578 



Bestand og tilgang på biologi/geografi m.v. har været jævnt stigende i perioden. I første 

halvdel af 1990’erne var fuldførelsesprocenten nogenlunde stabil på et lavt niveau omkring 

45 procent. Foreløbige tal, som ikke er medtaget i tabellen ovenfor, antyder dog, at 

fuldførelsen siden 1995 har været stigende og i dag er omkring 50 procent. 

84

Tabel 66 Studentertal, civilingeniør 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 5.238 5.148 4.854 4.550 4.281 5.808 5.498 5.268 

Tilgang 1.081 922 852 812 722 1.385 1.413 1.576 

Fuldførte 718 653 784 775 667 1.032 968 890 

Afbrudte 417 407 382 381 348 662 676 754 



Civilingeniøruddannelsen oplevede et kraftigt fald i tilgangen fra 1991-1995, hvilket 

smittede af på bestanden. Fuldførelsesprocenten har været forholdsvis stabil på 59-62 

procent. 

Tabel 67 Studentertal, veterinær 

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 

Bestand 675 643 644 648 670 715 723 756 

Tilgang 107 96 90 112 108 110 114 114 

Fuldførte 76 109 77 87 69 84 103 55 

Afbrudte 13 19 12 21 18 15 31 26 

Fuldførelsesprocent 1) 

76,9 73,7 67,5 74,7 64,3 - - - 

STÅ - - - 443 491 526 427 - 


1) For hele landbrugsvidenskab, idet fuldførelsesprocent ikke er modelleret på uddannelsesniveau. 

På nær en mindre nedgang i 1992-1993 har tilgangen været meget stabil på dyrlægeuddannelsen. 

Antal fuldførte og afbrudte svinger i større grad. Fuldførelsesprocenten på hele 

landbrugsvidenskab er høj og varierer mellem 64-77 procent uden nogen klar tendens i 

udviklingen. 

Ressourceforbrug 

Tabel 68 viser uddannelsesudgiften pr. STÅ, som institutionerne i forbindelse med 

taksteftersynet har opgivet for de strategiske uddannelser i takstgruppe 4-8. Det må 

understreges, jf. ovenstående opgørelsesmetoder og uddannelsesafgrænsning, at tallene ikke 

er direkte sammenlignelige mellem institutionerne. 

Tabel 68 Udgift pr. STÅ 

Takst KU AU SDU/OU AAU RUC KVL DLH 1) 

DTU 

IHS/ 

HHS 

- Matematik 41,2 46,2 70,8 49,2 - 55,0 - 40,4 - - 

- Kemi 53,0 68,4 82,1 60,8 - 65,5 - 43,9 - - 

- Biologi 53,0 62,7 57,8 64,4 - 80,0 - 41,4 - - 

- Veterinær 81,4 - - - - 90,1 - - - 

- Læge85 53,0 78,3 71,3 65,6 - - - - - - 

- Civilingeniør 61,1 - - - 61,9 - - - 92,6 - 

Naturvidenskab i alt 60,1 57,9 58,4 - 69,8 78,3 40,0 - - 

Sundhedsvidenskab i alt 70,7 83,8 63,1 - - - - - - 

Tekniske videnskaber i alt - - 61,7 - - - 90,2 76,6 

1) DLH modtog en takst på 26.900 for samtlige kandidatuddannelser. 

Opgørelsen bygger på de enkelte universiteters vurderinger af, hvilken aktivitet og hvilke udgifter, der kan henføres til de angivne 

uddannelsesbetegnelser. Universiteterne er dog blevet bedt om at foretage afgrænsningen således, at de angivne studenterårsværk i alle 

tilfælde kan henføres til én og samme takst. AAU har ikke kunnet foretage opgørelser for de enkelte naturvidenskabelige fag 

Alle beløb er i faste 1998-priser 

For alle uddannelserne ligger den indberettede udgift pr. STÅ over taksten. I flere tilfælde 

ligger udgiften pr. STÅ endog markant over taksten. Således har AU oplyst udgifter på 50- 

70 procent over taksten til matematik og kemi, ligesom RUC’s udgifter ligger væsentligt 

over taksterne. For f.eks. matematik på KU, biologi på AU og dyrlæge på KVL gælder det, 

85 

Den her angivne udgift pr. STÅ inkluderer både udgifter til praktik og de tilsvarende praktik-STÅ. Den anførte takst er 

teoritaksten, og således ikke direkte sammenlignelig med den angivet udgift. En “vægtet” takst pr. STÅ ud fra fordelingen af 

STÅ på teori hhv. praktik, er på 62.300 kr. 

85

at den indberettede uddannelsesudgift ligger ca. 10 procent højere end taksten. Endelig har 

civilingeniør ved AAU et udgiftsniveau, der stort set svarer til taksten. Det er som nævnt 

ovenfor ikke usandsynligt, at institutionerne generelt i indberetningerne har overvurderet 

de uddannelsesrelaterede udgifter (primært i forhold til forskningssiden). 

Den indberettede udgift pr. STÅ er for civilingeniøruddannelsen bemærkelsesværdigt høj 

for DTU, også sammenlignet med udgifterne ved diplomingeniør, jf. afsnit 4.1.5. Dette 

kan evt. hænge sammen med, at DTU i forbindelse med den regnskabsmæssige 

formålsfordeling anvender en fordelingsnøgle, hvorefter hele 58 procent af alle VIP-årsværk 

(og dermed lønnen) henføres til ordinær uddannelse 86. 

Tabel 69 viser S/L-ratioer for de strategiske uddannelser på naturvidenskab, teknik og 

sundhedsvidenskab. Samme forbehold, jf. ovenfor, må tages med hensyn til disse tal. 

Tabel 69 S/L-ratier 

KU AU SDU/OU AAU RUC KVL DLH DTU 

IHS/ 

HHS 

- Matematik 11,9 6,7 12,2 - 12,2 - 10,8 - - 

- Kemi 10,1 6,8 11,4 - 11,7 - 11,0 - - 

- Biologi 11,5 9,2 11,2 - 9,3 - 11,0 - - 

- Veterinær - - - - 10,9 - - - 

- Læge 13,0 10,6 13,7 - - - - - - 

- Civilingeniør - - 11,4 - - - 7,0 - 

Naturvidenskab i alt 11,1 10,2 12,5 - 11,6 10,8 11,6 - - 

Sundhedsvidenskab i alt 10,3 9,7 13,2 - - - - - - 

Tekniske videnskaber i alt - - 11,4 - - - 7,3 8,1 

Ligesom udgifterne pr. STÅ viser også S/L-ratierne stor variation både mellem institutioner 

og mellem uddannelser i de forskellige takstgrupper. Som forventet er der generelt en 

sammenhæng mellem den oplyste udgift pr. STÅ og den oplyste S/L-ratio, således at høje 

udgifter pr. STÅ er knyttet til lave S/L-ratioer 87 . Institutionerne har ifølge oplysningerne 

gennemsnitligt en lavere S/L-ratio (og dermed en højere standard) på de 

naturvidenskabelige og tekniske uddannelser end forudsat ved den oprindelige 

takstfastsættelse (jf. afsnit 2) 88 . 

Tabel 70 viser for de udvalgte uddannelser fordelingen af undervisningstimer (med 

deltagelse af lærer/vejleder) for en “typisk” studerende på henholdsvis forelæsninger 

(defineret som skemaundervisning med mere end 30 studerende på hold), holdundervisning 

(defineret med op til 30 studerende pr. hold/gruppe) 89 , samt vejledning mv. 

86 

DTU har desuden anført, at der er tale om et unormalt stort underskud som følge af, at de planlagte personalenedskæringer 

endnu ikke er slået igennem fuldt ud. 

87 

Tilsvarende viser de indberettede oplysninger om årsværksforbrug m.v. pr. uddannelse, at der også med hensyn til udgift pr. 

STÅ og forbrug af TAP-årsværk er en klar sammenhæng, hvor f.eks. veterinær i den dyreste takstgruppe også har det absolut 

største TAP-årsværksforbrug pr. STÅ. En undtagelse herfor er dog AU, som trods markant høje udgifter til matematik har det 

absolut laveste forbrug af TAP-årsværk på denne uddannelse. 

88 

Det skal understreges at vi ikke har dokumentation for de faktiske S/L-ratioer i 1993/94, og at ovenstående sammenligning 

sker i forhold til budgetoplysninger fra finanslov 1993 hhv. væsentlig højere udgifter end de fastsatte takster på finanslov 

1998. Ligeledes er der tale om en S/L-ratio baseret på en STTV-prognose hhv. en S/L-ratio beregnet på grundlag af optjente 

STÅ i 1998. Derfor kan vi f.eks. ikke sige noget om, hvorvidt der i forhold til før takstreformen er sket en forskydning i STÅsammensætningen 

fra de lavere takstgrupper mod de højere. Imidlertid indikerer S/L-ratioerne ifølge institutionernes 

indberettede oplysninger, at der ikke er tale om et markant ændring i S/L-ratio-niveauerne fra 1994 til 1998. 

89 

Ministeriet har udelukkende analyseret den relative fordeling mellem undervisningsformer, idet der er meget stor forskel på 

de indberettede timetal pr. semester (fra ca. 10-1.000 eller derover). Når det gælder den relative fordeling, må man imidlertid 

gå udfra at det kan give et mere retvisende billede af undervisningsformerne i 1998, idet det antages at der indenfor de enkelte 

uddannelser er anvendt samme opgørelsesmetode for de forskellige undervisningsformer. 

86

Tabel 70 Undervisningsformer og gennemsnitlig holdstørrelse for humaniora og 

samfundsfag, 1998 

Undervisningsformer 

Uddannelse/ 

institution 

Forelæsning 

Holdundervisning 

Vejledning 

mv. 

Gennemsnitlig 

holdstørrelse 

Biologi KU 22 

% 

67 11 65 

SDU/OU 49 6 45 45 

RUC 36 3 61 37 

AU 26 3 71 71 

Ingeniør DTU 20 24 55 38 

AAU 15 52 34 31 

Kemi KU 22 55 22 76 

SDU/OU 38 25 36 66 

RUC 16 16 68 36 

AU 30 32 38 32 

Matematik KU 62 27 11 - 

SDU/OU 33 38 30 39 

RUC 0 67 33 10 

AU 21 49 30 46 

Medicin KU 24 14 62 114 

SDU/OU 47 29 24 59 

AU 1) 33 48 19 68 

Veterinær KVL 37 0 63 60 

Anm.: Tabellen viser et vægtet gennemsnit for hele uddannelsen, dvs. hvor oplysningerne fra institutionerne for bachelor hhv. kandidat er 

vægtet med 3/5 og 2/5 del. Den gennemsnitlige holdstørrelse er et vægtet gennemsnit for forelæsning og holdundervisning, på grundlag af 

den relative fordeling mellem de to undervisningsformer. 1) Aalborg Universitet opdeler medicinstudiet i hhv. klinisk og teoretisk 

undervisning, hvoraf kun tallene for den teoretiske del fremgår af tabellen. 

Det fremgår, at der - i lighed med de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser 

- er stor variation i valg af undervisningsformer på de enkelte institutioner. De gældende 

økonomiske rammer og interne prioriteringer giver med andre ord også for disse 

uddannelser mulighed for stor fleksibilitet i valget af undervisningsformer. 

Gennemgående viser tabellen at knap halvdelen af uddannelser har en forelæsningsprocent 

på mellem 30 procent og knap 50 procent. Det fremgår også, at matematik ved KU er den 

absolut mest forelæsningsbaserede uddannelse, mens RUC slet ikke har forelæsninger på 

matematik. Tabellen viser endvidere en tendens i retning af, at uddannelserne i kemi, 

biologi, medicin og dyrlæge alle har et relativt stort indhold af vejledning m.v. Ikke 

overraskende har uddannelserne med mest forelæsningsbaserede undervisning også generelt 

de højeste gennemsnitlige holdstørrelser. 

I forbindelse med taksteftersynet har ministeriet indkaldt oplysninger om det samlede antal 

undervisningstimer en typisk studerende skønnes at modtage pr. semester på de udvalgte 

uddannelser. Kvaliteten af de indsendte oplysninger herom vurderes imidlertid at være af 

en sådan karakter, at det ikke er fundet relevant at medtage dem i analysen. 

Takstvurderinger 

Evalueringsinstituttet anfører vedrørende civilingeniøruddannelserne, at man på såvel 

DTU som AAU opfatter sig som under økonomisk pres, men at der ikke er tale om en akut 

eller fagligt uforsvarlig situation. I samme åndedrag nævner Evalueringsinstituttet, at “en 

forværring af forholdene fra et meget højt til blot et højt niveau af de implicerede kan 

opfattes som værre end en situation, der altid har været mellemgod”. 

Lægeuddannelsen er en af de få uddannelser, der tilsyneladende tildeles færre ressourcer pr. 

studenterårsværk i Danmark end i Sverige 90 . Evalueringsrapporten peger dog ikke på, at der 

generelt er ressourceknaphed på de medicinske fakulteter i Danmark, men fremhæver 

90 

Netop vedr. lægeuddannelsen er en sammenligning af takst- og udgiftsniveauer mellem de to lande dog særligt problematisk 

pga. den særlige finansiering af den kliniske uddannelsesdel. 

87

derimod, at de eksisterende undervisningsmæssige ressourcer ikke udnyttes tilstrækkeligt, 

samt at det fungerende eksamenssystem beslaglægger for mange ressourcer. 

Ministeriet har kortlagt udviklingen i de økonomiske rammer for de naturvidenskabelige 

fakulteter ved universiteterne i København og Aarhus og på Syddansk Universitet 1985-99 

(jf. bilag G). 

Undersøgelsen viser: 

• at der i perioden 1985-93 var en forøgelse af uddannelsesaktiviteten uden 

tilsvarende forøgelse af uddannelsesbevillingerne til de 2 fakulteter. Sammenlignet 

med flere andre hovedområder er den hermed forbundne forøgelse i perioden af 

S/L-ratioen på naturvidenskab dog forholdsvis beskeden. 

• Budgetreformen i 1993/1994 påvirkede ikke i væsentligt omfang de eksternt 

fastsatte økonomiske rammer for de naturvidenskabelige fakulteter. 

• Fra 1994 er der som følge af diverse reguleringer af takster og forskningsbevillinger 

samt særbevillinger i betydelig grad tilført ekstra ressourcer til de 

naturvidenskabelige fakulteter. 

Sidstnævnte er sket på trods af, at de naturvidenskabelige takster generelt er nedsat. I 

foråret 1994 henvendte institutionerne sig til ministeriet med ønske om regulering af 

NAT-taksterne i forhold til forskningsbevillingen. Det blev anført, at den fordeling af 

udgifter til TAP og øvrig drift mellem hhv. forsknings- og uddannelsesformålet, der lå til 

grund for takstfastsættelsen ikke svarede til det reelle forbrug. Desuden ville en forhøjelse af 

basisbevillingerne til forskning mod nedsættelse af taksterne mindske de økonomiske 

effekter af aktivitetsnedgang. 

Som følge af forhandlingerne nedsattes taksterne til datalogi, fysik og geografi samt taksten 

til biologi mod en forhøjelse af forskningsbevillingerne. For KU forhøjedes forskningsbevillingen 

med 17,6 mio. kr., mens AU fik 12,3 mio. kr. I 1997 gentog situationen sig, 

idet man efter henvendelse fra dekanerne nedsatte taksten til matematik og statistik mod en 

forhøjelse af forskningsbevillingen. KU fik 3,5 mio. kr. og AU fik 3,0 mio. kr. 

Den samlede økonomiske effekt af ændringer i de eksternt fastsatte rammer 1994 til 1999 

kan opgøres som vist i tabel 71. Ændringerne har samlet tilgodeset de to universiteter med 

ca. 165 mio. kr. ekstra i perioden vedr. det naturvidenskabelige hovedområde. 

Tabel 71 Effekt af ændrede (eksterne) økonomiske vilkår vedr. naturvidenskab 

-99, mio. kr. 

KU 1994 1995 1996 1997 1998 1999 94-99 

Takstreguleringer 91 Reg. af forskningbev. 

3,7 -10,5 

19,5 

-11,1 

19,5 

-14,9 

23,2 

-16,6 

23,2 

-18,7 

23,2 

-68,2 

108,5 

Særbevillinger 92 

11,8 7 2,5 2,6 21,7 29,9 75,5 

I alt 

AU 

15,5 15,9 10,9 10,9 28,3 34,4 115,8 

Takstreguleringer 

Reg. af forskningbev. 


3,2 -7,1 

13,6 

-7,4 

13,6 

-11,2 

16,8 

11,3 

-11,8 

16,8 

4,1 

-13 

16,8 

6,3 

-47,1 

77,6 

21,7 

I alt 3,2 6,5 6,2 17,0 9,1 10,1 52,2 

Faste 1999-priser 

91 

Effekten af takstreguleringerne er beregnet som forskellen mellem årets taxameterindtægt og den indtægt, der ville have 

været, hvis man havde brugt FL94-taksterne (PL-regulerede). 

92 

Universiteter i vækst, stemmeaftalepenge m.v. 

88

De naturvidenskabelige uddannelser på KU, AU, SDU/OU, AAU og RUC har som følge 

af de aftalte takstnedsættelser lavere takster end de uddannelser på bl.a. DTU og KVL, som 

de på visse punkter kan sammenlignes med. Med henvisning til den historiske baggrund 

for de relativt lave takster på naturvidenskab bør eventuelle takstforhøjelser som 

udgangspunkt finansieres via nedsættelser af forskningsbevillingerne. 93 

93 Da basisbevillingerne ikke tildeles som hovedområdebevillinger, men som blokbevillinger til institutionerne, vil det være op 

til de enkelte institutioner, hvorvidt en eventuel nedsættelse af den samlede forskningsbevilling, med baggrund i en forhøjelse 

af taksterne til naturvidenskab, konkret skal medføre en nedsættelse af forskningsbevillingen til specielt naturvidenskab. 

89

6 Sammenfatning vedrørende de 


6.1 Konklusioner vedrørende de mellemlange 


Stabile og rimelige takster. Taksterne på de mellemlange videregående uddannelser har 

siden taxameterreformen været præget af stabilitet, dog med selektive forhøjelser samt 

generelle besparelser indenfor de seneste år. 

Samlet set synes taksternes niveau og de enkelte gruppers takstindplacering at give et 

rimeligt økonomisk grundlag for at gennemføre uddannelse i overensstemmelse 

uddannelsernes formål. Der synes samtidig inden for de eksisterende rammer at være 

mulighed for fortsat at opkvalificere og videreudvikle uddannelserne. Det kan på det 

foreliggende grundlag ikke anbefales, at der foretages konkrete takstændringer på området 

for de mellemlange videregående uddannelser. 

Det bemærkes imidlertid, at socialrådgiveruddannelsen har uddannelsestakster, der 

væsentligt overstiger de uddannelsesrelaterede udgifter. Omvendt har diplomingeniøruddannelsen, 

særligt på aktivitetsmæssigt mindre institutioner, givet anledning til 

underskud på uddannelsesformål. 

Systematiske produktivitetsforbedringer. Det kan på baggrund af analysen konstateres, at 

der de seneste år er sket systematiske produktivitetsforbedringer på lærersiden. Produktivitetsfremgangen 

har betydet, at det på trods af en stigende gennemsnitslærerlønninger - 

forårsaget af nye overenskomstaftaler og stigende akademisering - har været muligt på 

samtlige uddannelser at holde uddannelsesudgifterne pr. STÅ i ro. Hovedparten af 

udbyderinstitutionerne på området for de mellemlange videregående uddannelser har 

således vist sig at være i stand til at udnytte stordriftsfordelene ved den generelle 

aktivitetsfremgang. 

Ubegrundede forskelle i forbindelse med uddannelsernes praktikordninger. 

Taksteftersynet har tillige dokumenteret, at de gældende retningslinier for gennemførelsen 

af praktikken er uensartede og på enkelte punkter ligefrem uklare. Forskellene skyldes 

tilsyneladende først og fremmest forskellige traditioner uddannelserne imellem. En 

nærmere analyse af bestemmelser såvel som faktiske forhold vedrørende økonomien 

omkring praktikkens gennemførelse understøtter tesen om, at forskellene mellem 

uddannelserne er betydelige og ubegrundede. Det anbefales, at der for de mellemlange 

videregående uddannelser foretages en analyse af en række forhold vedrørende 

gennemførelse af praktikken. Formålet hermed bør være: at revidere retningslinierne for, 

hvornår der ydes taxameterbevillinger til praktikken på de mellemlange videregående 

uddannelser; at sikre at praksis er i overensstemmelse med de fastsatte retningslinier; og at 

der sker en revurdering af praktiktakster på de mellemlange videregående uddannelser, så 

eventuelle forskelle mellem praktiktakster er velbegrundede. 

90

Mulighed for omprioritering indenfor de givne økonomiske rammer. Endelig kan det på 

baggrund af taksteftersynet konstateres, at der for institutionsudbyderne indenfor hver af 

de syv uddannelser er store forskelle på uddannelsesudgifterne pr. STÅ. Dette indikerer, at 

der indenfor de gældende økonomiske rammer er vidde prioriteringsmuligheder, der giver 

institutionerne en betydelig fleksibilitet med hensyn til undervisningens tilrettelæggelse 

såvel som institutionernes drift i øvrigt. Der findes ikke for de analyserede uddannelser at 

være behov for justeringer undervisnings- og fællesudgiftstaksterne med henblik på at opnå 

takster, der afspejler de omprioriteringer, som institutionerne foretager mellem 

uddannelses- og fællesformål. 

6.2 Konklusioner vedrørende de lange vi 

uddannelser 

Behov for at forbedre universiteternes økonomiske rapportering. Dokumentationsmaterialet 

for universitetsinstitutionernes opgørelser af undervisningsudgifter er 

mangelfuldt. Ved flere institutioner må der stilles store spørgsmålstegn ved de i 

regnskaberne anvendte fordelingsnøgler. Såfremt man fra politisk side ønsker at kunne 

foretage retvisende sammenligninger af uddannelsesudgifter mellem forskellige 

universitetsuddannelser (og sammenligninger med øvrige videregående uddannelser) og 

mellem forskellige institutioner, må der udstikkes præcise og bindende fælles retningslinier 

for den regnskabsmæssige formålsfordeling på universitetsområdet. 

Forenklet takststruktur bør overvejes. Så længe den differentierede takststruktur på 

universitetsområdet i Danmark ikke er kædet sammen med mulighed for ud fra det 

eksisterende regnskabsmateriale at få rimeligt pålidelige og differentierede oplysninger om 

udgiftsforbruget, er der ikke reel mulighed for at vurdere, hvorvidt takstdifferentieringen 

inden for de større hovedområder slår igennem i forhold til udgiftsforbruget ved 

enkeltuddannelser. Der er på den baggrund behov for, at ministerierne og universiteterne 

foretager en afklaring af, hvorvidt det er muligt at opnå en detaljeringsgrad i regnskabsaflæggelsen, 

der svarer til takststrukturens nuværende detaljeringsgrad. Hvis det ikke viser 

sig muligt at forbedre den økonomiske rapporterings detaljeringsgrad, bør det i stedet 

overvejes at forenkle takststrukturen, f.eks. således at der kun opereres med 3 takster på 

universitetsområdet. 

Stabile takster. Samlet set har de reale takstreguleringer for de videregående uddannelser, 

der har været gennemført i perioden siden etableringen af taxametersystemet i 1994, været 

stort set udgiftsneutrale. Dette dækker over, at der er foretaget en række selektive 

takstforhøjelser i den første del af perioden, mens der i de senere år er foretaget generelle 

procentbesparelser på taksterne. 

Universiteterne vurderer, at uddannelsesudgifterne overstiger indtægterne. Af de 

indhentede oplysninger i forbindelse med taksteftersynet samt i øvrigt af universiteternes 

virksomhedsregnskaber fremgår det, at universiteterne generelt vurderer, at de undervisningsrelaterede 

udgifter overstiger de undervisningsrelaterede indtægter, dvs. taksterne. 

På baggrund af Institutionsstyrelsens gennemgang af materialet, Forskningsministeriets 

netop afsluttede undersøgelse af formålskonteringen i virksomhedsregnskaberne og 

Evalueringsinstituttets vurdering af normer for undervisningens omfang, er der imidlertid 

grund til at betvivle, hvorvidt de indberettede tal giver et korrekt billede af det generelle 

forhold mellem takster og undervisningsrelaterede udgifter. En reel vurdering af dette 

spørgsmål forudsætter som anført ovenfor en kraftig opstramning af kravene til 

universiteternes rapportering i virksomhedsregnskaberne 

91

Ikke ressourceknaphed på universitetsuddannelserne ifølge evalueringer. På baggrund af 

det af universiteterne fremlagte dokumentationsmateriale findes derfor ikke i sig selv 

grundlag for at konkludere, at universitetsområdet i forhold til de øvrige uddannelsesområder 

har særligt restriktive ressourcerammer. Det er således også bemærkelsesværdigt, at 

Evalueringsinstituttet på baggrund af de gennemførte uddannelsesevalueringer kan 

konstatere, at de videregående uddannelser gennemgående ikke bærer præg af 

ressourceknaphed. 

Stor fleksibilitet med hensyn til valg af undervisningsformer og lærerforbrug. På 

baggrund af taksteftersynet kan konstateres, at der for samme uddannelse ofte er betydelige 

forskelle med hensyn til valget af undervisningsformer på de forskellige institutioner og 

hermed samhørende lærerforbrug. De gældende økonomiske rammer giver med andre ord 

betydelige prioriteringsmuligheder, herunder mulighed for en høj grad af fleksibilitet i 

valget af undervisningsformer og lærerforbrug. 

Danske og svenske takster er gennemsnitligt på nogenlunde samme niveau. I forbindelse 

med taksteftersynet er der foretaget en sammenligning af de danske og svenske takst- og 

udgiftsniveauer på universitetsområdet. Ifølge de konkrete beregninger er taksterne, når der 

er korrigeret for visse systemforskelle, gennemsnitligt ca. 3.000 DKK lavere i Sverige, 

svarende til ca. 7 procent. Ifølge beregningerne er de gennemsnitlige uddannelsesudgifter 

tilsvarende ca. 8 procent lavere i Sverige. Givet de betydelige usikkerheder, der er ved en 

sådan sammenligning, fortolkes dette resultat som en indikator på, at de danske og svenske 

takster og uddannelsesudgifter pr. studenterårsværk gennemsnitligt er på nogenlunde 

samme niveau. Dette dækker imidlertid over, at der er betydelige forskelle med hensyn til 

uddannelsessammensætningen i de to lande. I Sverige produceres relativt flere 

studenterårsværk på de traditionelt set dyre områder, så som de tekniske uddannelser, 

naturvidenskab og medicin, mens der i Danmark er relativt flere humanistiske og 

samfundsvidenskabelige studenterårsværk. Alt andet lige burde de svenske takster og 

udgifter derfor være relativt højere. Når det ikke er tilfældet, kan det bl.a. skyldes, at 

lønningerne på de svenske universiteter er relativt lave. Desuden kan det spille ind, at der 

på de svenske universiteter er et betydeligt indslag af korte uddannelser. 

Større takstspredning, men færre takster i Sverige. Der er desuden større takstforskelle i 

Sverige. Den laveste svenske takster til humaniora og samfundsvidenskab er således 

væsentligt lavere end de danske, mens medicintaksten til gengæld er betydeligt højere i 

Sverige. Den svenske takst til ingeniøruddannelserne er også relativt væsentligt lavere. Til 

gengæld opererer man i Sverige med et lavere antal forskellige takster (når der bortses fra, at 

der er et større antal forskellige takster til diverse små kunstneriske uddannelser). 

Overskud på jura samt universiteternes medie- og kommunikationsuddannelser 

Taksteftersynet er baseret på analyse af en række udvalgte uddannelser. Generelt synes de 

undersøgte uddannelser i den laveste (danske) takstgruppe (jura, økonomi og dansk) at 

fungere godt med de eksisterende økonomiske rammer, jf. bl.a. de gennemførte 

evalueringer. Det er bemærkelsesværdigt, at man på begge jurauddannelser samt på 

universiteternes medie- og kommunikationsuddannelser tilsyneladende har et udgiftsniveau 

pr. STÅ, der generelt ligger væsentligt under det gældende takstniveau. Evalueringsinstituttets 

uddannelsesevaluering af medie- og kommunikationsuddannelserne bekræfter, 

at medie- og kommunikationsuddannelserne generelt synes at give pæne overskud. 

Finansieringsproblemer på sprogfagene. Flere universiteter har rapporteret, at taxametertilskuddet 

ikke giver en tilfredsstillende finansiering af sproguddannelserne, der kræver et 

betydeligt element af færdighedsundervisning. På den baggrund kan det overvejes, hvorvidt 

92

en forhøjelse af sprogtaksten kan finansieres ved en nedsættelse af taksterne til uddannelser, 

hvor taksten giver en systematisk overdækning i forhold til forbruget, f.eks. universiteternes 

medie- og kommunikationsuddannelser. Det anbefales, at der i 2000 foretages en nærmere 

analyse af muligheder for og konsekvenser af at foretage sådanne reguleringer. Det anbefales 

endvidere, at muligheden for at omlægge diverse særbevillinger, herunder småfagsbevillingen, 

til taxametertilskud, undersøges nærmere. Vedrørende småfagsbevillingen bør 

der foretages en analyse af, i hvilket omfang de forudsætninger og karakteristika, der lå til 

grund for den oprindelige bevillingsfastsættelse, fortsat er til stede. 

Underskud på DTU. Den indberettede udgift pr. STÅ for civilingeniøruddannelsen er 

bemærkelsesværdigt høj for DTU sammenlignet med ingeniøruddannelserne på øvrige 

institutioner og diplomingeniøruddannelsen ved DTU. Dette hænger formentlig sammen 

med, at DTU i forbindelse med den regnskabsmæssige formålsfordeling anvender en 

fordelingsnøgle, hvorefter hele 58 procent af alle VIP-årsværk (og dermed lønnen) henføres 

til ordinær uddannelse. Evalueringsinstituttets rapport indikerer, at den faglige og 

økonomiske situation på civilingeniøruddannelserne er rimelig. 

Mulighed for bedre ressourceudnyttelse på lægeuddannelsen. Lægeuddannelsen er en af 

de få uddannelser, der i Danmark tildeles en lavere takst pr. studenterårsværk end i Sverige. 

Evalueringsrapporten peger dog ikke på, at der generelt er ressourceknaphed på de 

medicinske fakulteter i Danmark, men fremhæver derimod, at de eksisterende 

undervisningsmæssige ressourcer ikke udnyttes tilstrækkeligt, samt at det fungerende 

eksamenssystem beslaglægger for mange ressourcer. 

Der er tilført ekstra ressourcer til naturvidenskab. Siden taxametersystemets indførelse er 

der som følge af diverse særbevillinger samt reguleringer af takster og forskningsbevillinger 

tilført betydelige ekstra ressourcer til det naturvidenskabelige område. På baggrund af den 

af Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet gennemførte analyse af naturvidenskab 

på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet kan der 

imidlertid rejses tvivl om, hvorvidt tilførsel af yderligere ressourcer er den rette løsning på 

de problemer, der aktuelt er på de naturvidenskabelige fakulteter. De naturvidenskabelige 

uddannelser på KU, AU, SDU/OU, AAU og RUC har som følge af omlægninger mellem 

taksterne og forskningsbevillingerne lavere takster end de uddannelser på bl.a. DTU og 

KVL, som de på visse punkter kan sammenlignes med. Med henvisning til den historiske 

baggrund for de relativt lave takster på naturvidenskab, bør eventuelle takstændringer som 

udgangspunkt kædes sammen med regulering af forskningsbevillingerne. 

Behov for ensartede principper for finansiering af kombinationsuddannelser. 

Endelig peger taksteftersynet på, at der anvendes uensartede metoder for taxametertilskudsberegningen 

på kombinationsuddannelserne. Dette vurderes som utilfredsstillende. 

Konkrete indplaceringer af alle kombinationsforløb vil føre til en ret markant forøgelse af 

antallet af takstindplaceringer. Det vil derfor være mest hensigtsmæssigt, såfremt alle 

kombinationsuddannelser kan finansieres via netværksmodellen, således at STÅproduktionens 

tilknytning til institutter er afgørende for, hvilken takst der udløses. 

Samtidig bør der stikprøvevis føres kontrol med, at institutternes udbud er i overensstemmelse 

med intentionerne bag takstindplaceringen. 

93

Hele delrapporten i printervenligt format (Adobe Acrobat 0,9 MB)

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?