downloades som pdf-fil - Lyset i Valby

og ”de små” lige så stor fornøjelse i at blive kørt rundt, blive billetteret og hvad der ellers
hørte til en tur med ”toget”. Vi legede med den nogle dage, indtil en kraftig tordenbyge satte
endelig stopper for ”jernbanen på Steins Plads”.
Det var ikke kun på selve den asfalterede plads, der kunne leges. Grusarealet langs Steinsvej
egnede sig for eksempel godt til at spille ”Land” på. Da det vist er en fritidsfornøjelse der for
længst er gået i glemmebogen, skal her kort nævnes, at man indtegnede et kvadratisk stykke
jord og delte det i lige store dele – en del til hver spiller. Man skiftedes så til at slå en
spejderdolk i jorden hos en af de andre og tegnede så nye grænser i bladets retning. På den
måde kunne man erobre modspillernes jordstykker – eller miste sit eget.
Det lille areal på den anden side af Steinsvej var også godt at lege på. Med en pind tegnede
vi for eksempel en flyvemaskine som vi så tog på drabelige togter med – inspireret af ”Willy
paa Eventyr” fra Familiejournalen, som de fleste abonnerede på dengang.
Uden mad og drikke ….
Der var på den tid umådelig fredeligt i Lyset – også under besættelsen (se senere). Som det
var skik dengang, passede mutter hus, børn og kødgryder, medens fatter var ude og tjene
penge til familiens underhold. Det betød igen, at børnehaver var en sjældenhed og
dagplejemødre et helt ukendt begreb. Børnene blev passet af deres mødre og når den
daglige rengøring var overstået kunne man se dem på legepladsen i selskab med andre.
Opdragelse var derfor ofte overstået, når far kom træt hjem om aftenen. Og han kunne så i
stedet bruge tiden på andre sysler – for eksempel snakke over havehækken med naboerne,
stilfærdigt bakkende på en pibe. Oppe hos os på kvisten var det kutyme, at jeg med min far
hver søndag formiddag besøgte mine bedsteforældre ovre på Panumsvej, medens min mor
gjorde huset i stand og lavede søndagsmiddag. Det var den samme rute hver søndag – hen
ad Eschrichtsvej, til venstre ad Mansasvej og så til højre op ad Panumsvej. Og hver gang vi
mødte andre – og det gjorde vi tit – lettede far på hatten, nikkede venligt og sagde goddag.
Det er da vist også gået af mode?
Indkøbsmønstret var også et helt andet dengang. Det var længe før selvbetjening og
supermarkeder var kendte begreber, så i alle kvarterer var der mindst en købmandsbutik.
Nede i Valby Vænge var der således to af slagsen – Fritsche på hjørnet af Eschrichtsvej og
Mansasvej og en oppe i den anden ende på Saxtorphsvej. Begge med et begrænset
varesortiment, men dog stort nok til at klare de almindeligste, daglige fornødenheder. I den
retning var man i Lyset noget bedre stillet, med den store bygning på hjørnet af Steins Plads
og Eschrichtsvej som et helt lille indkøbscenter. Ikke mindre end fire forretninger havde til
huse i bygningen.
29