downloades som pdf-fil - Lyset i Valby

Vigerslev Allés Skole i året for dens grundlæggelse: 1910.
Vigerslev Allés Skole var så langt fra en ”sort” skole, som skolerne fra den tid ofte er blevet
kaldt. Godt nok havde skolen et spanskrør, men i de ni år jeg gik på skolen, har jeg ikke set
det i anvendelse ti gange. Nu skal man også huske på, at vi var ganske godt opdraget
hjemmefra dengang. Vi vidste godt hvad man måtte – og især hvad man ikke måtte og
opførte os normalt ganske manérligt. Skolen og dens mange dygtige lærere kunne derfor i
det store og hele koncentrere sig om undervisningen.
I Lysets 80‐års jubilæumsskrift Lyset i Valby er skolens elevtal opgivet til 2000. Helt så mange
var vi ikke i min tid – vel omkring 1800. Men det var også mange og krævede undervisning
helt frem til kl. 16.00 om eftermiddagen. Og så gik vi også i skole om lørdagen!
Og ikke mindst set i bakspejlet, var det dygtige lærere skolen betjente sig af. Nu skal jeg
passe på ikke at trætte læserne med historier fra min skoletid, men for illustrationens skyld
vil jeg dog nævne en håndfuld. Min egen klasselærerinde – sådan hed de dengang! – Marie
Knudsen, vil jeg i taknemmelig erindring nævne først. Ikke fordi hun gjorde meget væsen af
sig – var vel nærmest en smule upopulær i nogle kredse. Men hun havde viet hele sit liv til
lærergerningen og vi er ikke så helt få, der kan takke hende for, at vi overhovedet fik en
eksamen. En anden, overlærer S.N. Holck, underviste også på mellemskole‐ og realniveau –
dengang opereredes i skolesammenhæng med en underskole, en mellem‐ eller fri
mellemskole og så en realklasse som overbygning til mellemskolen. Holck havde udgivet en
del børnebøger og bogen ”Dem skylder vi vor frihed” om profiler fra besættelsestiden.
Ligesom Holck havde Orla Lundbo også udgivet en del litterære værker og i min tid var han
en overgang formand for lærerrådet. En spændende lærer der ofte var et skridt foran
udviklingen. Således stillede han en forårsdag i 1950 i blazer og lysegrå benklæder – det
skulle man endnu ellers til England for at opleve. Lundbo var det også, der skrev
skolehistorie. Dengang stillede man op efter hvert frikvarter – man skulle så at sige geares
ned, så man kunne koncentrere sig om undervisningen, når man kom op til time. Der gik
somme tider en rum tid, inden der var helt ro i rækkerne – tid der gik fra undervisningen. Og
det fandt Lundbo usmart. Så han foreslog og fik gennemført, at når klokken ringede op, gik vi
uden videre op til time. Der var stor, stor betænkelighed før premieren – det ville slet ikke
kunne gå, mente mange. Men Lundbo påpegede, at Vigerslev Allés Skole som pavillonskole
med mange opgange, var velegnet til forsøget – der ville ikke blive det samme pres på
trapperne, som der ville på skoler med kun en eller to opgange. Og det blev der heller ikke,
efter en uges tid var der ingen der ønskede det gamle system genindført. Orla Lundbo endte
sin skolegerning som en helt forrygende populær skoleinspektør på Kirsebærhaven Skole.
38