downloades som pdf-fil - Lyset i Valby

En anden sygdom man var på vagt overfor var tuberkulosen. Den har man heldigvis også fået
bugt med, men så sent som i 1953 havde jeg en skolekammerat, der blev ramt af
tuberkulose og måtte på sanatorium et halvt års tid, inden hun blev sin sygdom kvit. Under
besættelsen gik man ret radikalt til værks for at dæmme op for sygdommen og alle blev
undersøgt. Det skete på en mobil ”Folketuberkuloseundersøgelsesstation” – navnet gav os
knægte anledning til at prøve at finde på længere ord! Stationerne var to store rutebiler, der
blev koblet sammen og dermed dannede dels et administrations‐ og venteværelse, dels et
undersøgelsesrum med bl.a. et gennemlysningsapparat betjent af de læger, der var tilknyttet
stationen. På det tidspunkt var der bar mark langs Vigerslev Allé mellem Panumsvej og
Saxtorphsvej og her var den mobile tuberkulosestation opstillet, medens undersøgelserne
fandt sted.
I sommeren 1944 ramtes bl.a. København af generalstrejke. For at dæmme op for
sabotagerne havde den tyske besættelsesmagt i sin store visdom bestemt, at ingen måtte
færdes ude mellem kl. 20 og kl. 6 næste morgen – midt om sommeren! Det skulle gå galt og
det gjorde det også. De første der reagerede var arbejderne på det store B&W skibsværft,
der blandt andet var tvunget til at arbejde med tyske skibe. Nu gik arbejderne altså hjem:
”Når vi ikke kan passe vores kolonihaver om aftenen, må vi gøre det om dagen”, lød
forklaringen. De næste dage var hele byen lammet. Det ville man ikke finde sig i fra tysk side,
så man lukkede for vand og gas og elektricitet. På Nørre‐ og Vesterbro mindede det mest af
alt om borgerkrig og udtrykket ”Istedgade overgi’r sig aldrig” stammer fra dengang.
I Lyset gik det mere fredeligt til, selv om generalstrejken naturligvis satte sine spor. Jeg kan
huske, at jeg undrede mig meget over, at vandet først forsvandt fra os oppe på kvisten for til
sidst helt at forsvinde i kælderen, medens vi til gengæld havde gas længst og derfor kogte
mad til hele huset, så længe det kunne lade sig gøre. Selv om der var tappet vand i
vaskebaljer og gulvspande, forsvandt det jo efterhånden. Og det var mest mærkbart på
toilettet. Om det blev til noget, kan jeg ikke huske, men man overvejede i alt fald i fuldt alvor
at grave en latrin i haven.
Forretningerne var selvfølgelig lukkede og som tiden gik blev det meget knapt med
fødevarer. Min farbror var mælkemand på Valby‐mejeriet ”Lyshøj”, hvor man så at sige
”brændte inde” med en del mælk. Så den delte man ud til medarbejderne inden den blev sur
og han var så sød nok til at give os en hel del. Men alt det andet? Nå, ”Spækkelas” boede
privat helt ude på Østerbro og havde ikke mulighed for at komme. Men købmand Jørgensen
boede bare oppe på Scharlingsvej, så han tog sin kone under armen og kom ud og solgte ved
bagdøren, så længe han overhovedet havde noget. Også bager Olsen gjorde sit til, at man i
Lyset ikke skulle sulte. Han indskrænkede godt nok produktionen til franskbrød og sigtebrød
som også blev solgt inde fra gården. Men han gjorde det så effektivt, at den sorte tørverøg
væltede op ad skorstenen så det kunne ses langt væk. Det kunne være gået galt – men det
gjorde det ikke.
48