7 gode historier - KAB

7 gode historier
Boligselskabet AKB s.m.b.a.
November
2006
- om initiativer for udsatt e børn og unge i boligområder

2
Oplag: 2000 eksemplarer © Boligselskabet AKB s.m.b.a.

Indhold
Forord 4
Indledning: En indsats der gør en forskel 5
Når rødderne kommer på A-holdet 6
Et lille åndehul på Nørrebro 11
SpiderWoman, Yasmin, Fatima og alle de andre 13
Kontingentfri klub trak børn og unge ind fra gaden 16
Etniske unge uddannes som integrationsmedarbejdere 20
Junior Artisterne på Den Tømte Firkant 23
Indvandrerbørn strømmer til idrætsforeninger 25
uden for boligområdet
Kontakter 27
3

4
Forord
Børn og unge fylder meget – både i hverdagslivet i boligområderne og i det
boligsociale arbejde.
Vi har i denne lille publikation valgt at fortælle den gode historie – eller rettere
sagt 7 gode historier som eksempler på, at det faktisk nytter at gøre
noget for udsatte børn og unge i boligområderne, herunder også de allerdårligst
stillede og mest belastede børn og unge.
Vi kunne have valgt andre eksempler – der fi ndes mange gode eksempler
på vellykkede initiativer, også i andre boligområder – men vi har valgt
netop disse, fordi de afspejler noget af spændvidden i arbejdet med udsatte
børn og unge i boligområderne.
De er samtidig gode eksempler på dét, der hele tiden har været ambitionen
med byudvalgsarbejdet – et integreret samarbejde mellem boligområder,
kommunale samarbejdspartnere, foreninger, organisationer og frivillige i
lokalområdet.
Boligselskabet AKB ønsker på ingen måde at tage æren for de initiativer,
der er omtalt i pjecen. Lokale samarbejdspartnere har i fl ere tilfælde været
den drivende kraft, men vi synes, at initiativerne fortjener at blive omtalt,
fordi de måske kan inspirere andre, der arbejder med tilsvarende problemstillinger.
Vi vil gerne takke alle, der har bidraget ved tilblivelsen af pjecen.
Med venlig hilsen
Boligselskabet AKB s.m.b.a.
Klaus Lind Bentsen Henning Andersen
Koordinator, Adm. direktør
AKB’s boligsociale udvalg

En indsats der gør en forskel
Næppe nogen anden indsats har så stor, umiddelbar effekt på hverdagslivet
i boligområderne, som når det lykkes at gøre en positiv forskel for nogle af
de dårligst stillede børn og unge i boligområdet.
For når børn og unge mistrives, har det ikke kun ulykkelige konsekvenser
for dem selv og deres familier. Det påvirker ofte også trivslen og trygheden
i hele boligområdet og giver anledning til utallige konfl ikter.
Denne publikation fortæller om en række initiativer over for socialt udsatte
og/eller kriminalitetstruede børn og unge i Boligselskabet AKB’s boligområder.
Fælles for alle initiativerne er, at de i praksis har gjort en forskel.
Initiativerne er blevet til under vidt forskellige forudsætninger, i forskellige
samarbejdskonstellationer og med forskellige grupper af børn og unge som
mål for indsatsen.
Trods disse åbenlyse forskelle er der også en række iøjnefaldende – og
næppe tilfældige – fællestræk:
• De bygger i vid udstrækning på allerede eksisterende ressourcer i lokalområdet
og er forankret i et tæt samarbejde mellem boligområdet og
andre lokale aktører – foreninger, fritids- og ungdomsklubber, institutioner,
kommunale forvaltninger etc.
• De er resultat af en længerevarende indsats, typisk over adskillige år.
• De er båret af et stærkt personligt engagement hos de involverede voksne,
hvad enten de er frivillige eller professionelle ildsjæle – medarbejdere
i boligafdelingerne, beboerrådgivere, lærere og pædagoger i lokalområdets
skoler og børn- og ungeinstitutioner, opsøgende medarbejdere,
politifolk o.a.
• De er udviklet i boligområder og kvarterer, hvor der eksisterer en stærk
projektkultur, mange tværfaglige netværk og en beboerdemokratisk opbakning
til arbejdet med de dårligst stillede beboergrupper.
Børn og unge med indvandrerbaggrund er enten den egentlige målgruppe
eller indgår som en væsentlig del af målgruppen for alle de omtalte initiativer
og projekter – ikke fordi de har indvandrerbaggrund, men fordi man
blandt dem ofte fi nder nogle af boligområdernes mest udsatte og sårbare
grupper.
Begreber som unge med indvandrerbaggrund, etniske minoritetsunge,
tosprogede unge og unge med fremmed kulturbaggrund er anvendt i fl æng
og afspejler blot, at det er de udtryk, de involverede i initiativerne selv har
anvendt.
Synspunkter, der kommer til udtryk i form af citater i de enkelte artikler, er
ikke nødvendigvis udtryk for AKB’s synspunkter.
5

AKB’s bebyggelse, Tåstrupgård, i Høje-
Taastrup Kommune er opført i første
halvdel af 1970’erne og har mere end
900 boliger, som huser ca. 2.400 beboere,
hvoraf den overvejende del har indvandrer-
eller fl ygtningebaggrund.
6
Når rødderne kommer
på A-holdet
Selv nogle af de mest belastede unge fra det kriminelle
miljø kan bringes på ret køl. Det viser erfaringer fra A-holdet,
et kriminalitetsdæmpende projekt i AKB’s bebyggelse,
Tåstrupgård. Nøgleordet hedder arbejde.
Engang vandrede de ud og
ind af fængslerne. Nu går
de på arbejde. Erfaringer fra
A-holdet, et kriminalitetsdæmpende
projekt i Tåstrupgårdbebyggelsen,
viser, at
der er andre løsninger end at
smide de unge kriminelle og
deres familier på gaden. Selv
nogle af de mest belastede
– og for boligområdet belastende
– unge kan bringes på
ret køl. Ikke mindst hvis man
kan hjælpe dem til at få det,
de allermest ønsker, nemlig et
helt almindeligt arbejde.
Tåstrupgård har i dag den
samme lave kriminalitetsrate
som resten af Høje-Taastrup
Kommune. Sådan var det
ikke for 5-6 år siden. Dengang blev
hvert femte indbrud i kommunen
begået i Tåstrupgård, og boligområdet
trak gang på gang overskrifter
i de landsdækkende medier, når
det kom til konfrontationer mellem
unge indvandrere fra bebyggelsen
og politiet.
Efter en overophedet sommer i
1999 med fl ere uroligheder besluttede
kommune og boligområde at
gøre noget radi-
kalt for at normalisere
tilstandene
i bebyggelsen.
Trygheden skulle
genskabes.
Der blev nedsat
en handlegruppe,
som identifi cerede
en lille hård kerne af tungt belastede
kriminelle unge i bebyggelsen og
en mindst dobbelt så stor gruppe,
som var godt på vej til at blive det.
Derudover boede der i bebyggelsen
et par hundrede børn og unge, som
tilbragte en stor del af deres hverdag
på gaden, i butikscentre eller i
bebyggelsen uden tilknytning til de
organiserede fritidstilbud.
En bred indsats
”De unge blev gjort klart, at de
måtte træffe et valg: De kunne
enten tage imod den tilbudte
hjælp eller fortsætte deres kriminelle
løbebane; ikke begge
dele”
Det var indlysende, at der var behov
for en bred indsats, der dækkede
alle grupper af unge i bebyggelsen:
De hårdest belastede skulle
have en sidste mulighed for at normalisere
deres tilværelse, tilgangen
af potentielle medlemmer til de kriminelle
grupperinger skulle stoppes,
og endelig skulle indsatsen have
et mere alment kriminalpræventivt
islæt. Der skulle lægges skodder ind
mellem grupper af unge, der ellers
ville kunne avancere i det kriminelle
hierarki.
En række samarbejdspartnere
gav hinanden håndslag på at ville
medvirke aktivt: Høje-Taastrup
Kommune, herunder ikke mindst
Familie- og Sundhedsforvaltningen
og Socialforvaltningen, Glostrup
Politi, Kriminalforsorgen, den lokale
folkeskole, ungdomsskolen, medarbejderne
i det opsøgende team,
Gadeplan, institutioner i boligområdet,
en række lokale arbejdspladser,
boligselskabet, afdelingsbestyrelsen
– og med beboerrådgiveren
som
det koordinerende
led.
A-holdet er et af
i alt tre kriminalitetsforebyggende
projekter, som
herefter blev sat i
gang med økonomisk støtte fra det
daværende By- og Boligministeriets
pulje ’Mere Trygge Byer’. Fælles
for initiativerne var, at de havde til
formål at hjælp de unge ind i nogle
positive arbejds-undervisnings- og
livsforløb.

Ryk frem til start og
indkasser 5.000 kr. –
eller gå direkte i fængsel
De unge blev gjort klart, at de måtte
træffe et valg: De kunne enten
tage imod den tilbudte hjælp eller
fortsætte deres kriminelle løbebane
– ikke begge dele.
De unge på A-holdet er blandt de
mest belastede kriminelle i boligområdet:
”Disse unge – den hårde kerne af
styrende kriminelle i boligområdet
– ville vi nu give en mulighed for
en tilbagevenden til det almindelige
samfund, som ellers ikke gad dem,
når de stod der og viftede med
deres sorte straffeattester. Vi ville
hjælpe dem med de utallige problemer,
de havde med deres familier,
sig selv, deres kærester, myndighederne.
Række en hånd frem til
hjælp,” fortæller beboerrådgiver
Stig Bo Kristensen, Tåstrupgård.
”Men inden de får lov til at komme
ind på A-holdet, skal de have afregnet
deres mellemværende med det
danske retssystem. Vi gør meget
ud af at forklare de unge, at Aholdet
ikke beskytter dem mod at
blive straffet. De får ikke det offentliges
tilgivelse ved at deltage.
De må tage deres straf og komme
tilbage. Herefter tager Tåstrupgård
mod alle unge, der vil have en hånd
med.”
A-holdet
De unge på A-holdet er mellem 18
og 25 år. Fælles for dem er, at de
har indvandrerbaggrund og allerede
er – eller føler sig – udstødte.
Med domme for vold og anden grov
kriminalitet, og som regel med
lange fængselsstraffe bag sig, ser
de ingen mulighed for en entre på
arbejdsmarkedet, skønt det oftest
er det, de selv ser som den eneste
løsning på deres problemer. Netop
derfor er det vigtigt, at projektet
kan tilbyde dem det, de efterspørger:
et job.
Der er knyttet to medarbejdere til
projektet. En håndværker med bred
pædagogisk indsigt og en socialpædagogisk
uddannet medarbejder.
Antallet af unge på A-holdet varierer,
men er på højst otte, som i op
til et år modtager arbejdsmarkedskvalifi
cerende ’behandling’. Sigtet
Tre målgrupper – tre indsatser
Med støtte fra By- og Boligministeriets pulje ’Mere Trygge Byer’
blev der i 1999 etableret følgende tre projekter i Tåstrupgård:
A-holdet for den lille, toneangivende kerne af kriminelle unge med
misbrug og tung kriminalitet. Velkendte af politi og myndigheder.
Over 18 år og ofte med fl ere fængselsstraffe bag sig.
Brændt Gummi for den gruppe af unge, som har haft deres debut
med kriminalitet og misbrug, og som står i fare for at blive rekrutteret
til den hårde kerne. Under 18 år.
Hyttefadet for den meget store gruppe af børn og unge, som
endnu ikke har haft deres debut med kriminalitet og misbrug. Under
18 år.
Hyttefadet blev nedlagt efter projektperiodens udløb, mens Aholdet
i dag er forankret i AKB Tåstrupgård og Brændt Gummi er
overtaget af Høje-Taastrup Kommune og udvidet med tre medarbejdere,
således at konceptet i dag dækker hele kommunen.
7

8
er bl.a. at stoppe deres misbrug og
kriminalitet og lære dem helt basale
dyder – en god omgangstone, en
rimelig fremtræden, præcision og
pålidelighed, inden de bliver sluset
ud i et job på en lokal virksomhed.
”De får ikke tilbudt et job, før vi
føler os overbeviste om, at de er
rede til at tage det,” siger Stig Bo
Kristensen. ”De skal have afregnet
deres mellemværender med det
offentlige, de skal have nogenlunde
styr på deres liv, de skal have bevist,
at de er psykisk stabile og at
de kan omgås andre mennesker på
en ordentlig måde.”
Når Stig Bo Kristensen siger ”vi”,
så omfatter det et netværk af personer,
som indgår i arbejdet med
de unge – bl.a. kommunale sagsbehandlere,
gadeplansmedarbejdere,
folk fra politiet, kriminalforsorgen,
SSP, Jobexpress (den lokale jobformidling
i
boligområdet)
– og så naturligvis
projektets
to fastansatte
medarbejdere
og Tåstrupgårds
ejendomsleder,
der også har det
ledelsesmæssige
ansvar for projektets
ansatte.
”Uden den lokale
ejendomsadministrations
aktive
medvirken ville
det kriminalitetsforebyggende
arbejde i bebyg-
gelsen på forhånd være dømt til at
mislykkes,” mener Stig Bo Kristensen.
De vigtigste af projektets samarbejdspartnerne
indgår i særlige
handle- og visitationsgrupper, der
er nedsat i forbindelse med det
kriminalitetsforebyggende arbejde i
bebyggelsen.
”Gennem handle- og visitationsgruppernes
arbejde, ved vi nu
præcist, hvem der skal holdes øje
med, og hvem der – med en lidt
forslidt frase – er uden for pædagogisk
rækkevidde. Det har også
gjort politiets arbejde nemmere,
fordi kredsen af kriminelle til stadighed
skrumper ind. Og til de unge
kriminelle kan vi nu sige: Pas på,
det er nemmere for mere politi at
holde øje med færre kriminelle, så
tag hellere det rigtige valg med det
samme,” siger Stig Bo Kristensen.
Deltagerne
på A-holdet
rekrutteres fra
en ’randgruppe’
på 20-25 unge,
som holder til i
Aktivitetshuset;
en klub for unge
fra hele Høje-TaastrupKommune,
der er eller
har været kriminelle.
Klubben
blev oprettet for
at give de unge
mulighed for en
mere indholdsrig
fritid.
Herover: De to medarbejdere på A-Holdet har henholdsvis en håndværksmæssig og socialpædagogisk
baggrund
Projektets mål
Ved at tage fat i de mest belastede og toneangivende unge i det
kriminelle miljø var det målene med A-holdet
• at skabe tryghed i boligområdet
• at sænke kriminaliteten til det kommunale gennemsnit
• at hjælpe unge ud af misbrug og kriminalitet
• at 25% af de indskrevne unge fi k en normaliseret tilværelse

Medarbejderne arbejder med at
motivere de unge fra ’randgruppen’
til en entre i en normaliseret tilværelse,
de hjælper dem med at fi nde
en bolig, kontakte myndigheder etc.
På den måde har medarbejderne på
A-holdet som regel haft tæt kontakt
med de unge igennem længere tid,
inden de unge indskrives i projektet.
”A-holdet har stor søgning fra de
unge, blandt andet fordi de her oplever,
at vi – måske som nogle af de
første – tager dem alvorligt,” siger
Stig Bo Kristensen.
Lokale arbejdspladser
tager ansvar
Tåstrupgård har med årene opbygget
et tæt og tillidsfuldt samarbejde
med en lang række lokale virksomheder,
der tager imod de tidligere
kriminelle unge.
”Virksomhederne ved, at vi følger
de unge til dørs. Hvis der opstår
problemer – og det sker selvfølgelig
ind imellem, alt andet ville være
utænkeligt – er der kun brug for én
telefonopringning, så står der en
medarbejder fra A-holdet ude på
arbejdspladsen i løbet af en halv
time, hvis der er brug for det. Vi har
ingen snørklede kommandoveje, og
vi handler øjeblikkeligt,” fortæller
Stig Bo Kristensen.
De fl este unge ender efter en
periode med løntilskud på en lokal
arbejdsplads i forskellige former for
ufaglært arbejde, og heldigvis er
mange godt tilfredse med det. Enkelte
af de unge når længere. Én er
blevet ansat i Høje-Taastrup Kommune
og arbejder som leder i førnævnte
Aktivitetshus, selv om der
stadig er lærere i den nærliggende
skole, der ryster, når de hører om
ham. En anden arbejder nu på en
boreplatform efter et langt uddannelsesforløb.
Dialog og respekt
Et job giver de unge mulighed for
en reentre i familien. De kan genvinde
æren og respekten hos familien,
som ofte har slået hånden af
dem på grund af deres kriminelle
adfærd.
”Bekendtskabet og den daglige
omgang med de unge er medvir-
kende til, at vi også får adgang til
deres familier, som næsten altid er
lykkelige over, at deres unge knægt
har prøvet at vælge dydens smalle
sti. Vi ved alle, det ikke lykkes med
det samme, for nogle tager det lang
tid, men det er en klar gevinst at
have familien med – i stedet for at
true den med at blive smidt på porten,”
mener Stig Bo Kristensen.
Stig Bo Kristensen peger også på
en anden gevinst:
”Når man i et boligområde arbejder
med bestemte grupper af unge
gennem lang tid, opstår der med
tiden et gensidigt kendskab og en
social kontrol. En kontrol som både
handler om, at vi som medarbejdere
i og omkring boligområdet gen-
A-Holdet og de øvrige kriminalitt etsforebyggende
projekter i Tåstrupgård har genskabt
trygheden i boligområdet, og bebyggelsen
har nu samme lave kriminalitetsrate som
resten af Høje-Taastrup Kommune.
9

10
nem vores kendskab til den enkelte
unge kan hjælpe og bremse, men
også at de unge indbyrdes kontrollerer
hinanden for ikke at miste de
gevinster, de har opnået. I hvert
fald for nogle af de unge bliver
boligområdet et ’fredet’ område, et
sted man ikke skal misbruge.”
Han nævner fl ere eksempler på,
at unge fra A-holdet er begyndt at
blande sig i uhensigtsmæssig opførsel
fra yngre drenges side. Konkret
greb de eksempelvis ind, da nogle
yngre drenge ikke ville efterkomme
’ordrer’ fra redningsfolk ved en
brand i bebyggelsen. Tidligere ville
sådan en situation ofte have eskaleret.
Styrken i det brede,
tværfaglige netværk
A-holdet og to andre kriminalitetsforebyggende
projekter i Tåstrupgård
– Brændt Gummi og Hyttefadet
– blev som nævnt igangsat med
tilskud fra det hedengangne By- og
Boligministeriums pulje ’Mere
Trygge Byer’. Projekterne blev sammen
med ti andre støttede projekter
evalueret af sociologen Mette Watt
Boolsen i samarbejde med Det Kriminalpræventive
Råd.
Kun Tåstrupgårdprojekterne og
projekter i to andre boligområder
blev vurderet til at have haft en
entydig positiv effekt.
Evalueringen fremhæver især ”det
brede, tværfaglige netværksopbyggende
samarbejde i området” som
en særlig kvalitet i Tåstrupgårdprojekterne.
”Der er ganske enkelt tale
om et fl ot arbejde på højt niveau,”
stod der blandt andet i vurderingen.
Karsten Nielsen, evaluator for Det
Kriminalpræventive Råd, konstaterede:
”Fra politiet er der oplysninger
om mere ro i området og mindre
kriminalitet, men også de mange
tiltag, som helhedsperspektivet for
boligområdet indeholder.”
Vigtige faktorer
Tåstrupgårdprojekterne blev evalueret sammen med projekter i ti
andre socialt udsatte boligområder, der modtog støtte fra puljen
”Mere Trygge Byer”.
En række forhold gør sig ifølge evalueringen gældende for de
projekter, der blev vurderet til at være mest virksomme. Generelt
er det kendetegnende, at projekterne
• er velintegrerede i et større system, hvor der allerede er en projektramme
eller projekttankegang
• er forankrede i forskellige netværk
• har mere end én medarbejder med samme rolle
• har korte kommandoveje, dvs. tæt sammenhæng mellem ansvar
og kompetence
• indgår på et tværfagligt niveau
• er metodisk funderet i en professionel projektkultur.

Et lille åndehul på Nørrebro
Et beskedent projekt på Guldbergs Plads på Nørrebro har i
mere end 10 år fungeret som et trygt, lille åndehul for børn,
der ellers ville være henvist til at tilbringe deres fritid på
gaden.
’Træfpunktet’ står der på døren til
den lille pavillon, som udgør den beskedne
ramme om et projekt, der i
mere end 10 år har gjort en forskel
for nogle af kvarterets mest udsatte
børn. Her kommer børn, som i de
fl este tilfælde ellers ville være henvist
til at tilbringe deres fritid på gaden,
børn hvis hverdag ikke byder
på store oplevelser eller udfordringer.
En kerne på omkring 30 børn
kommer her mere eller mindre fast,
men projektet har løsere kontakt til
et meget større antal.
De fl este faste brugere af Træfpunktet
er børn med indvandrerbaggrund
i alderen 6-12 år. De går
ikke i fritids-
ordning efter
skoletid og er
som regel meget
overladt til
sig selv.
”Børnene
kommer, når de har behov og lyst.
De er ikke indskrevet, og vi fører
ikke kontrol med deres fremmøde.
Vi forsøger at skabe en åben og
venlig stemning uden faste aftaler
og rammer,” fortæller projektets
daglige leder, pædagog og socialrådgiver
Anja Holgård. Hun udgør
sammen med 3-4 aktiverede arbejdsledige,
der gerne vil i gang
med arbejde eller uddannelse inden
for det pædagogiske område, projektets
medarbejdergruppe.
Anja Holgård oplever, at der er et
stort behov for et sted som Træfpunktet.
Mange af børnene er lidt
forsømte og har behov for at blive
stimuleret pædagogisk og sprogligt.
”De pædagogiske værktøjer er
bestemt af børnenes behov for
nærvær, samtaler, ro og aktiviteter,
der kan stimulere dem i en hverdag,
der ofte ikke byder på de store
oplevelser eller udfordringer. De har
ofte behov for det tætte nærvær
med en enkelt voksen, der er
sammen med dem om et spil,
lektiehjælp eller måske bare en
snak,” fortæller Anja Holgård.
Pavillonen har et meget
begrænset indendørsareal, så
de fl este lege må foregå udendørs.
Indendørs er der forskellige
spil og mulighed for hobbyprægede
aktiviteter såsom
syning, maling, tegning m.m.
Træfpunktet fungerer som en
bemandet legeplads, der også
servicerer børneinstitutioner
og dagplejemødre, der kommer
for at lege med børnene
på Guldbergs Plads. Med tiden
er der
opstået
så tætte
kontakter
mellem Træfpunktet
og børneinstitutioner
i området, at
man også tager på fælles ture for at
udnytte ressourcerne bedst muligt.
I sommerhalvåret udfolder der
sig et frodigt liv i miljøet omkring
pavillonen med grillarrangementer,
pladsfester, spontane fodboldturneringer
– aktiviteter, som i høj grad
medvirker til den sociale og kulturelle
integration i kvarteret.
”Børnene har ofte behov for det
tætte nærvær med en enkelt voksen,
der er sammen med dem om et
spil, lektiehjælp eller måske bare en
snak”
Herunder: Kvarteret er præget af store karréer
med lukkede gårdanlæg
Kvarteret er opført i 1920’erne og 1930’erne
og afgrænses af Jagtvej, Tagensvej, Sjællandsgade/Meinungsgade
og Nørrebrogade
frem til Nørrebros Runddel.
Der er ca. 1.100 almene boliger, ca. 2.500
andelsboliger (fortrinsvis i tidligere Thor/
kommunale ejendomme) og ca. 200 private
boliger. Der bor i alt ca. 7.000 mennesker.
11

12
Byudvalgsarbejdet dokumenterede
et behov
Træfpunktet er et godt eksempel på,
at det boligsociale arbejde kan være
med til at dokumentere et behov
for en kommunal indsats. Projektet
blev oprindeligt startet helt tilbage
i 1995 som led i byudvalgsarbejdet
i Jagtvejskvarteret. Dengang under
endnu mere primitive forhold i en
gammel jerncontainer og bemandet
med frivillige fra kvarteret, suppleret
med lokale ledige i jobtilbud.
Siden blev der for byudvalgsmidler
ansat en fuldtidsmedarbejder.
I dag er projektet forankret som
et kommunalt beskæftigelsesprojekt
under Københavns Kommunes
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning,
men der eksisterer stadig
tætte bånd til det boligsociale arbejde
i kvarteret. Projektets daglig
leder deltager som fast observatør
i styregruppen for det boligsociale
samarbejde, og de boligsociale
midler fi nansierer indkøb af legeredskaber
og udfl ugter og arrangementer
for børnene, der kommer i
Træfpunktet.
Herover.: Der udfolder sig et frodigt liv i miljøet omkring pavillonen
på Guldbergs Plads med grillarrangementer, pladsfester, spontane
fodboldturneringer og - som her - et fastelavnsarrangement.
Fakta om Træfpunktet på Guldbergs Plads
• Træfpunktet blev oprindeligt etableret i 1995 som et byudvalgs-
projekt og er i dag forankret som et kommunalt beskæftigelses
projekt.
• Træfpunktet er åbent mandag til fredag fra kl. 10-18 for børn fra
6-12 år samt lidt større børn sidst på dagen.
• Personalet består af en daglig leder og 3-4 aktiverede.
• Stedet besøges dagligt eller næsten dagligt af en fast kerne på
cirka 30 børn.

SpiderWoman, Yasmin,
Fatima og alle de andre
I Kærene og Bybjerget i Rødovre er en stor gruppe indvandrerpiger
blevet integreret i den lokale fodboldklub igennem
et usædvanligt integrationsprojekt.
SpiderWoman lever – i hvert fald
som begreb – i Rødovre. Hun spiller
en central rolle, når man skal
forklare, hvordan det er lykkedes
at engagere en stor gruppe foreningsløse
indvandrerpiger til at
spille fodbold i en lokal boldklub.
Et usædvanligt integrationsprojekt,
iværksat som led byudvalgsarbejdet
i boligområdet og gennemført
i et samarbejde mellem bl.a. skolen,
SFO’en, SSP, Danmarks Idræts
Forbund og den lokale fodboldklub,
Boldklubben Vest.
Det er Lars Kruse, indvandrerkonsulent
i Danmarks Idræts Forbund,
der bruger begrebet SpiderWoman
om den vigtige rolle, projektets
kvindelige projektleder har haft.
”Hun har været en gennemgående
fi gur, som har mødt børnene i boligområdet,
i institutionen, i skolen og
i boldklubben. Hun har derigennem
formået at skabe den nærhed, tryghed
og tillid, som har været afgørende
for såvel pigerne som deres
forældre,” siger Lars Kruse.
Lars Kruse mener, at modellen
i tillempet form også kan bruges
andre steder, hvor det handler om
at få skabt en god kontakt til for-
eningsløse børn. Han sammenligner
projektlederens rolle
med skolelæreren i de gamle
landsbyskoler: ”Læreren var
ikke bare lærer. Han var en del
af lokalsamfundet. Ofte var han
også træner i den lokale fodboldklub.
Han var en person,
som både børnene og forældrene
kendte og respekterede Kærene og Bybjerget er et sammenhæn-
og var trygge ved.”
gende boligområde i den sydlige del af
Projektleder Hanne Frøslev Rødovre Kommune. Hovedparten af om-
fortæller i en evalueringsraprådet
er opført i slutningen af 1950’erne
af AKB, AAB, Lejerbo og RAB som højport
om projektet en historie,
huse og almindeligt etagebyggeri og huser
som netop bekræfter betydnin-
ca. 3.500 mennesker, hvilket svarer til
gen af at være kendt og nyde knap 10% af kommunens indbyggertal.
tillid i lokalområdet. Hun var til
et kvindemøde i en somalisk
kvindegruppe i bebyggelsen,
som hun i parentes bemærket havde
arbejdet sammen med i anden
sammenhæng igennem et par år. På
kvindemødet blev der talt om fodbold,
og en mor fortæller, at hendes
10-årige datter gerne vil spille
Herunder: Fodboldpigerne fra Kærene og
Bybjerget er her rykket indendørs for at træne
til en ny sæson.
13

14
fodbold ligesom sin lillebror, men at
moren havde sagt nej, fordi hun var
usikker på, om det blev respekteret,
at pigen havde tørklæde på og ikke
kunne spille med bare arme og ben.
Hanne Frøslev fortalte moren om pigeprojektet,
og da der i forvejen var
opbygget et tæt tillidsforhold imellem
dem, var det nok til, at pigen
fi k lov til at gå til fodbold.
Fodbold for sjov
SSP-koordinator i Rødovre Kommune,
Jan Andersen, der ligesom Lars
Kruse har siddet i projektets baggrundsgruppe,
peger på en anden
vigtig årsag til, at det i den grad
lykkedes at få tag i pigerne: nemlig
at det i første omgang bare handlede
om at mødes om noget og have
det sjovt sammen. Der blev hver
uge arrangeret ’fodbold for sjov’ for
pigerne i boligområdet, og fodboldaktiviteter
for piger indgik også i
Store Legedage, sommeraktiviteter
og andre begivenheder i området.
Først langt senere begyndte man
gradvist at sluse
pigerne over i den
lokale boldklub,
hvor de begyndte
at spille rigtige
kampe.
På det tidspunkt løb projektet så
til gengæld ind i problemer. Det
kneb med at skaffe trænere, der
både havde den nødvendige fodboldfaglige
baggrund og de pædagogiske
færdigheder, som også var
nødvendige for at kunne håndtere
konfl ikter og få pigerne til at fungere
sammen i en gruppe.
Trænerproblemet blev løst, og
Boldklubben Vest kunne i efteråret
2005 tilmelde to pigehold til turneringsfodbold
under SBU, Sjællands
Boldspil Union.
Pigerne gik fra nederlag til nederlag
i turneringen, uden at det tog
modet fra dem. ”Selv om de har
tabt alle kampe i efterårssæsonen,
har de ikke givet op, men derimod
bedt om at træne mere og troet på
sejr næsten hver gang,” fortæller en
af trænerne i evalueringsrapporten.
Samtidig skete der noget andet
med pigerne. En lærer på skolen
bemærkede undervejs: ”Pigerne
identifi cerer ikke længere kun sig
selv som tyrker, kurder eller pakistaner,
men nu også som piger, der
– på tværs af etnisk tilhørsforhold
– spiller fodbold.”
Nye sociale færdigheder
”Pigerne ’voksede’ undervejs, de
fi k mere overskud i hverdagen
og virkede gladere”
Projektet skulle ikke alene give
pigerne gode fritidsvaner. Målet var
også, at pigerne gennem oplevelser
med fodbolden skulle styrke deres
selvværd og udvikle sammenhold,
kammeratskab og ansvarsfølelse for
hinanden og for
gruppen. Lærere
på skolen oplevede,
at pigerne,
der deltog i fodboldprojektet,
voksede undervejs,
de fi k mere overskud i hverdagen
og virkede gladere. Helt konkret
oplevede skolen væsentligt færre
konfl ikter blandt pigerne, samtidigt
med at pigerne ikke længere gav så
hurtigt op over for udfordringer.
Alle omkring projektet er enige
om, at det er afgørende, at man
formår at tilknytte voksne med de
Fakta om pigerne i projektet
Pigerne var mellem 6 og 15 år og de fl este havde tyrkisk/kurdisk,
dansk, arabisk, somalisk eller kinesisk baggrund.
Af de 66 piger, der deltog i fodboldtræningen, var der
• 32 piger, der gik i SFO eller anden fritidsordning, da projektet
startede
• 34 piger, der ikke havde plads i SFO eller anden fritidsordning
• 4 piger, der blev meldt ind i SFO eller klub i løbet af projektet
• 49 piger, der ikke havde kontakt til foreningslivet
• 23 piger, der i løbet af projektet blev meldt ind i Boldklubben
Vest

ette personlige egenskaber, hvad
enten de nu er frivillige eller lønnede.
Trænere og andre voksne
omkring projektet skal være i stand
til at skabe den rummelighed, der
giver den enkelte muligheder for at
udfolde sig, være sig selv og fi nde
sine egne styrker.
Projektet har på forskellige måder
søgt at styrke pigerne. Fodboldtræningen
er f.eks. blev suppleret med
en lektiecafé i bebyggelsen; en udvidelse
af den lektiehjælp, som den
lokale folkeskole i forvejen kunne
tilbyde.
Fodbold for sjov blev eft erhånden til rigtig
fodbold, og mange af pigerne er i dag medlem af
Boldklubben Vest.
Eft erskrift
Efter projektperiodens udløb har
projektet ikke længere en lønnet
projektleder. Fodbolddelen er nu
blevet fast forankret i Boldklubben
Vest, og to pigehold spiller fortsat
turneringsfodbold. Lektiecafédelen
videreføres dels på Hendriksholm
Skole, dels af frivillige i boligområdet.
Boldklubben Vest vil modtage
fonds- og puljemidler i 2006 og
2007 til sine fodboldaktiviteter for
piger.
Kilde: Piger, Integration, Sport og Kultur – et
integrationsprojekt i Rødovre for piger mellem 6
og 15 år. Evalueringsrapport udarbejdet af Peter
Ambs-Thomsen og Hanne Frøslev. Rødovre Kommune,
2006.
15

Kontingentfri klub trak børn
og unge ind fra gaden
Byudvalgssamarbejdet i Lundtoft egadekvarteret har sponsoreret
et vellykket forsøg med at gøre den lokale fritids- og
ungdomsklub kontingentfri.
Et forsøg med ’kontingentfri
klub’ har været med til
at trække mange børn og
unge, som ellers holdt til
på gaden, ind i den lokale
fritids- og ungdomsklub i
AKB’s bebyggelse i Lundtoftegade
på Ydre Nørrebro.
Det fl erårige forsøg var
sponsoreret af lokale byudvalgsmidler.
AKB’s bebyggelse i Lundtoft egade på
Da ’Projekt Kontingent-
Ydre Nørrebro, med de markante højhuse fri Klub’ blev søsat i 2001,
ved Bispeengbuen, blev opført i slutnin- havde klubben i fl ere omgen
af 1960’erne. Afdelingen har knapt
gange været millimeter fra
750 boliger og huser ca. 1.500 beboere.
at blive lukket for stedse.
Det boligsociale arbejde i bebyggelsen er
integreret i kvarterløft et i Nørrebro Park
Klubben kørte i realiteten på
Kvarteret, der er et sammensat område
halvt blus. Medlemstallet var
med boligbebyggelser fra forskellige
raslet ned. Og ungdomsklub-
tidsperioder og ca. 16.000 beboere. Ydre ben var præget af massive
Nørrebro har en af landets højeste koncen- problemer i forholdet til de
trationer af mennesker med indvandrer- unge rødder fra kvarteret.
eller fl ygtningebaggrund.
En stor gruppe unge – de
fl este med indvandrerbaggrund
– var på kollisionskurs
med klubben, som ikke ville lade
dem benytte faciliteterne på grund
af deres adfærd. Modsat hævdede
de unge, at de opførte sig som de
gjorde, fordi de ikke var velkomne
i klubben. Ikke bare klubben, men
hele kvarteret omkring Lundtoftegade
havde oplevet perioder med
16
voldsom uro og ballade, hærværk
og tyverier.
Ny ledelse – nyt syn på
klubbens opgave
En ny leder af fritids- og ungdomsklubben
kom til – og med ham også
et ændret syn på klubbens opgave
i forhold til de unge. Klubbens
fornemste opgave måtte være at
skabe et tilbud, som var i stand til
at rumme så mange som muligt af
lokalmiljøets unge. Også de allerdårligst
stillede unge.
Tre år senere var situationen
vendt 180 grader. Medlemstallet var
nærmest eksploderet, og hovedparten
af de unge utilpassede ’rødder’,
som tidligere havde skabt så store
problemer i klubben og lokalmiljøet,
var nu fuldt integrerede i klubben.
Ja, enkelte af dem var endda blevet
ansat som medarbejdere i klubben.
Samtidig var der sket et markant
fald i omfanget af hærværk og kriminalitet
i kvarteret.
Et målbevidst
udviklingsarbejde
Den forvandling, som klubben på
få år gennemgik, var resultatet af
et meget målbevidst forsøg på at
tilpasse klubben til de anderledes
vilkår, der gælder for en fritids- og
ungdomsklub, som skal fungere
midt i et socialt og kulturelt brændpunkt
som Lundtoftegadekvarteret.
Et kvarter, hvor mere end seks ud af
ti unge har indvandrerbaggrund.
Noget af det, folk i og omkring
klubben tilskriver størst betydning,
er:
• En mere rummelig og
fl eksibel pædagogik
• Stor lydhørhed over for de
unges ønsker til en klub
• Forsøget med kontingentfri klub
• Ansættelsen af tidligere ’rødder’
som klubmedarbejdere
• Etablering af en særlig klub i
klubben for unge piger
• Satsning på en veludstyret
computercafé
• Et tæt samarbejde med Lundtoftegadebebyggelsen
og andre
aktører i lokalmiljøet.

Medlemstallet
tredoblet på tre år
”Projekt Kontingentfri Klub” gik i
gang i foråret 2001. Små tre år
senere var medlemstallet i både fritids-
og ungdomsklubben mere end
tredoblet. Alt i alt et par hundrede
børn og unge var blevet medlemmer.
Og blandt dem mange, som
netop havde allermest behov for et
godt klubtilbud.
Især i fritidsklubben fi k kontingentfritagelsen
stor betydning. De
drenge, som tidligere havde løbet
rundt uden for klubben – og engang
imellem havde sneget sig ind – begyndte
nu at komme fast i klubben.
For dem fi k kontingentfritagelsen
kolossal betydning. Det var dem,
man før lukkede
ude, siger afdelingsleder
i fritids-
og ungdomsklubben,
Martin
Schrøder.
Det var ikke nødvendigvis, fordi
forældrene ikke kunne betale. Lige
så ofte er det et spørgsmål om, at
forældrene ikke fi nder det ’naturligt’
at betale for et kommunalt fritidstilbud
til børnene. En del mellemøstlige
familier – selvfølgelig ikke alle
– mener dybest set, at når børnene
forlader fritidshjemmet som tiårige,
kan de sagtens passe sig selv og
hinanden i gården. Det gælder først
og fremmest drengene, som får lov
til at løbe rundt
i lokalmiljøet,
mens pigerne som
oftest bliver holdt
tættere til familien.
Udgående medarbejder
Tove
Bruhns fra socialcentret på Nørrebro,
som har fulgt udviklingen i
Lundtoftegadekvarteret på tæt hold,
er en varm fortaler for kontingentfrie
klubber: ”I den sammenhæng
vi taler om her, er de penge, som
kommunen eventuelt skulle punge
ud med, ikke noget at skrive hjem
om. At indføre kontingentfritagelse i
alle klubber vil være en både god og
lønlig samfundsinvestering.”
Kontingentfritagelsen har ikke,
som nogen måske kunne have
troet, haft en negativ effekt på de
unges ’ansvarsfølelse’ over for inventar
og lignende. Tværtimod faldt
klubbens udgifter til ødelagte ting
og hærværk. Tilsvarende oplevede
AKB Lundtoftegade et markant fald
på hærværkskontoen, da klubben
begyndte at trække børn og unge
ind fra gaden.
Regler uden
detaljerede regelsæt
”Klubbens fornemste opgave er
at skabe et tilbud, som er i stand
til at rumme så mange som muligt
af lokalmiljøets unge.”
”At indføre kontingentfritagelse
i alle klubber vil være en både
god og lønlig samfundsinvestering.”
Et af klubbens vigtigste kendetegn
er en stemning præget af gensidig
anerkendelse og respekt, men ikke
accept af hvad
som helst. Sådan
skrev et forskningsteam
fra
Danmarks PædagogiskeUniversitet,
som i et halvt år fulgte dagliglivet
i klubben.
Klubben har forsøgt at opbygge
så fl eksible rammer som muligt.
Jo færre nagelfaste regler, desto
bedre. Netop stive regler havde tidligere
været kilde til voldsomme og
ofte unødvendige konfl ikter i klubben.
En nedskreven regel er nu engang
en regel, og har man sagt ’a’ ,
må man også sige ’b’. Men at sætte
hårdt mod hårdt er under ingen
omstændigheder
en farbar vej i
et område som
Lundtoftegade.
Det havde historien
vist. I stedet
17

18
forsøgte klubben målrettet at skabe
et sted, hvor de fl este kunne føle
sig hjemme, og hvor stemningen
– de uskrevne regler – skabte et
velfungerende miljø og en rimelig
omgangstone.
Tidligere ’rødder’ som klubmedarbejdere
Ansættelsen af tidligere ’rødder’
som klubmedarbejdere har haft
stor betydning for stemningsskiftet
i klubben. De unge medarbejdere,
som tidligere selv var med til at
skabe spændinger i klubmiljøet,
fungerer nu som en slags bindeled
mellem de unge og pædagogerne.
Den respekt, som ungemedarbejderne
nyder i miljøet i Lundtoftegade,
fordi de er opvokset og hører
hjemme her, trækkes med ind i
klubben og er med til at skabe en
god stemning mellem
de unge og de
voksne, en ’aura’ i
klubmiljøet.
Det er lykkedes
at skabe en frugtbar
cocktail af
unge, ungemedarbejdere og klubpædagoger,
hvor alle er tilfredse
og anerkender hinandens behov og
egenskaber, mener klubbens leder.
At være tidligere rod eller kende
lokalmiljøet som sin egen bukselomme
er ikke nødvendigvis en
kvalifi kation i sig selv. Klubben går
efter de, som har noget individuelt
at byde på. De, som vil noget andet
med deres liv. De, som har viljen og
er på rette vej.
Den status og tillid, som de unge
får gennem ansættelsen i klubben,
kan så til gengæld netop være det,
der giver dem et godt skub ind i
voksentilværelsen.
Tøsepigerne –
en klub kun for piger
Tøsepigerne er noget helt særligt.
En klub i klubben kun for piger. En
særlig fritidsklub for de piger, hvis
forældre ikke tillader, at de kommer
i en klub domineret af drenge. Tidligere
gik der næsten ingen tosprogede
piger i klubben.
I pigeklubben føres tilsyn med
de unges fremmøde – et særsyn
i danske klubber i modsætning til
”Et af klubbens vigtigste kendetegn
er en stemning præget af
gensidig anerkendelse og respekt,
men ikke accept af hvad
som helst.”
fritidshjem og skolefritidsordninger,
men et ønske fra forældrene til de
tosprogede piger. Etableringen af
pigeklubben er et eksempel på, at
klubben tager de unge og deres
særlige behov i Lundtoftegadekvarteret
alvorligt – og samtidig et eksempel
på klubbens vilje til også at
komme børnenes forældre i møde.
Pigerne fi k et fristed uden for hjemmets
rammer – og forældrene fi k
den tryghed, de efterlyste.
Succesen har inspireret klubben
til endnu en knopskydning: Tøsepigernes
Ungdomsklub, en særlig klub
for de fjorten til attenårige piger.
Computercaféen –
klubbens fl agskib
I kælderen under klubben ligger
computercaféen: Ungdomsklubbens
ét og alt, fritidsklubbens væsent-
ligste aktivitet og
Tøsepigernes torsdagsbeskæftigelse.
Computercaféen er
klubbens stolthed
og fl agskib, når
det gælder aktiviteter.
Der er plads til godt og vel
femogtyve spillende, chat’ende og
surfende unge.
Satsningen på en veludstyret
computercafé er endnu et kontant
eksempel på klubbens vilje til at
komme de unge og deres ønsker i
møde.
Tæt samarbejde med lokalområdets
øvrige aktører
Klubben har et tæt samarbejde med
andre aktører i lokalområdet.
F.eks. indgår lederen af klubben
sammen med Lundtoftegadekvarterets
beboerrådgiver, formanden for
afdelingsbestyrelsen i AKB Lundtoftegade,
en udgående medarbejder
fra socialcentret og nærpolitiet i
en ’bekymringsgruppe’, som følger
kvarterets problembørn tæt.
Den positive udvikling, som Lundtoftegadekvarteret
har oplevet de
senere år, er ikke kun et resultat af,
at klubben er lykkedes med at åbne
dørene og skabe et klubmiljø, som
kan rumme nogle af kvarterets ’hårde
drenge’. Det skyldes i høj grad
også, at andre rundt om klubben
har ydet deres til at ændre stemnin-

gen og situationen i lokalområdet.
Initiativer fra afdelingsbestyrelsen i
AKB Lundtoftegade, byudvalgssamarbejdet,
kvarterløftet, SSP, Lokalcenter
Nørrebro, de lokale Natteravne
m.fl . har haft stor indfl ydelse på
de unges udvikling.
Klubben har altså kunnet profi tere
af, at nogle gør en indsats for og
med de belastede unge i lokalmiljøet.
Tilsvarende profi terer lokalmiljøet
af, at der er en ’rigtigt’ indstillet
klub i området, der kan fungere
som samlingssted for de unge – et
alternativ til gaden.
Herunder: Den positive udvikling, som
Lundtoft egadekvarteret har oplevet, er
ikke kun et resultat af klubbens åbne døre.
Det skyldes også, at andre rundt om klubben
har ydet deres. Her er det f.eks. den
lokale gruppe af Natt eravnene på rundtur
i Lundtoft egade by night.
Eft erskrift
Projekt Kontingentfri Klub sluttede
med udgangen af 2004, og klubberne
i Lundtoftegade har siden da
oplevet en afmatning i medlemstallet.
Men de positive erfaringer fra
forsøget og lignende tiltag i fl ere
andre klubber i udsatte boligområder
har resulteret i, at der i Københavns
Kommune er konkrete overvejelser
om at åbne mulighed for
kontingentfrie klubber fra 2007, dog
kun i ungdomsklubber.
Det er gået godt for mange af rødderne,
der for 5-6 år siden skabte
store problemer i Lundtoftegadekvarteret.
Mange er i dag i fast
arbejde eller under uddannelse,
og nogle af dem har stiftet familie.
Flere af dem har i interviews givet
udtryk for, at klubben har spillet en
betydningsfuld rolle i deres udvikling
fra at være en folk unge rødder
uden megen tro på fremtiden til at
være ’almindelige’ unge i arbejde
eller under uddannelse.
Kilde: René Lyngfeldt Skov og Søren Langager:
”Klubberne i Lundtoft egade – historien om en succes”,
udgivet af Danmarks Pædagogiske Universitets
Forlag, 2004.
Fakta om børn og unge i Lundtoftegadekvarteret
• I Lundtoftegade har mere end seks ud af ti unge i klubalderen
indvandrerbaggrund. For hele Københavns Kommune er det kun
cirka to ud af ti.
• Otte ud af ti medlemmer i klubberne i Lundtoftegade havde i
2004 indvandrerbaggrund.
• Inden forsøget med kontingentfri klub blev op mod 90% af en
årgang meldt ud af institutionen, når de fyldte ti år og skulle
begynde i fritidsklub eller efter et par måneder i klubben.
19

20
Etniske unge uddannes som
integrationsmedarbejdere
To af kvarterets egne unge har arbejdet som praktikanter i
byudvalgsprojektet i Lundtoft egadekvarteret som led i et
utraditionelt uddannelsesforsøg på Ydre Nørrebro – de er
fremragende som brobyggere til andre unge i boligområdet,
lyder vurderingen.
Et utraditionelt uddannelsesforsøg
på Ydre Nørrebro har vist sig at
have fat i den lange ende. Her har
man i SSP regi tilbudt lokale unge
med indvandrerbaggrund et seks
måneders praktik- og undervisningsforløb
for at kvalifi cere dem
til at varetage opgaver inden for
det socialpædagogiske arbejdsfelt.
Måske ligger fremtiden for nogle af
de unge integrationsmedarbejdere i
det boligsociale arbejde. I hvert fald
har de vist sig at være fremragende
som brobyggere til andre unge i
boligområdet. Sådan lyder tilbagemeldingen
fra byudvalgsprojektet i
Lundtoftegade, der har haft to af de
unge i praktik.
Den oprindelige ophavsmand til
idéen bag uddannelsesprojektet
er Martin Schrøder, som til daglig
er afdelingsleder i fritids- og ungdomsklubben
i AKB’s bebyggelse i
Lundtoftegade. Martin Schrøder er
overbevist om, at de fl este problemstillinger
i klubben, der involverer
etniske eller kulturelle konfl ikter,
bedst løses af et personale, som
både rummer
almindelige
pædagoger
og personer,
som har etnisk
minoritetsbaggrund
og
personligt
kendskab til ’livet på gaden’:
”Vi har efterhånden i fl ere år haft
gode erfaringer med at ansætte
nogle af rødderne fra lokalmiljøet
som ungemedarbejdere i klubben.
Vi oplever, at disse unge bidrager til
personalegruppen på en måde, som
kun de kan. De bidrager i kraft af
deres etniske baggrund og person-
lige kendskab til livet på gaden med
en mængde erfaringer og viden,
som vi i personalegruppen ellers er
afskåret fra. Samtidig fungerer de
som brobyggere mellem det pædagogiske
personale og de unge.
Personalet opnår kort og godt et
bedre og mere tillidsfuldt forhold
til de unge i klubben, fordi vi tæller
ungemedarbejdere blandt os.”
Engagementet er i top, viser erfaringerne
fra både klubberne i Lundtoftegade
og andre klubber og projekter
i lokalområdet, der med held
har benyttet motiverede tosprogede
unge i arbejdet med andre børn og
unge. Det er magtpåliggende for
mange af de unge at sørge for, at
de yngre generationer ikke behøver
gennemleve de samme faser i deres
liv og begå de samme fejl, som de
selv har gjort.
Men det er svært at få et job som
pædagogmedhjælper, og mange af
disse unge har dårlige skolepapirer
og har ikke modet på at skulle gennemgå
en pædagoguddannelse.
Idéen var derfor at tilbyde de
unge en kor-
terevarende
uformel uddannelse,
hvor
de gennem
praktikforløb og
undervisningsdage
kvalifi cerede
sig til at arbejde med integrationsproblematikker
inden for det
socialpædagogiske arbejdsfelt.
Fælles for de ti unge, som påbegyndte
uddannelsesforløbet, var,
at de på det tidspunkt var kontanthjælpsmodtagere.
De er alle vokset
op i bydelen og kommet godt igennem
teenagealderen med selvvær-
” Det er magtpåliggende for mange af
de unge at sørge for, at de yngre generationer
ikke behøver gennemleve
de samme faser i deres liv og begå de
samme fejl, som de selv har gjort”

det og troen på fremtiden i behold,
trods enkelte pletter på straffeattesten
hos nogle af dem.
En række lokale arbejdspladser
meldte sig som praktiksteder,
primært fritids- og ungdomsklubber,
men altså også blandt andre
Beboernes Kvarterssekretariat, der
koordinerer byudvalgsarbejdet i
Lundtoftegade. Her indgik de unge
praktikanter i arbejdet med at organisere
aktiviteter for børn og unge i
boligområdet.
”De var fantastisk gode til at
skabe opbakning om idéer og til
at hjælpe andre unge med selv at
organisere aktiviteter. Vi oplevede
også, at den tillid, som de nød i
kraft af at være vokset op i kvarteret,
blev overført på os, og det
har givet os et meget, meget tæt-
tere forhold til mange af de unge
i kvarteret,” siger Anker Pedersen
fra Beboernes Kvarterssekretariat,
der udover at være beboerrådgiver
i Lundtoftegadekvarteret også har
siddet i udannelsesprojektets styregruppe.
Etniske unge er fremragende som brobyggere til
andre unge i det boligsociale arbejde, viser erfaringerne
fra Lundtoft egadekvarteret.
21

22
Fat i den lange ende
Samtlige deltagere var efter uddannelsesforløbets
afslutning ude af
kontanthjælpssystemet. Projektet
har været i stand til at give de unge
netop den chance for at komme
ind på arbejdsmarkedet, som fl ere
af dem har sukket efter. Alle har
ganske vist ikke fået beskæftigelse
inden for det arbejdsfelt, som uddannelsesforløbet
primært var rettet
mod, og man kan ikke i alle tilfælde
spore en direkte sammenhæng mellem
uddannelsesprojektet og tilbuddet
om job.
Projektet har fat i den lange ende,
men der er – naturligvis – også
ting, som ikke lykkedes. Det, som
måske er mest skuffende i forhold
til projektet som helhed, er, at det
kun i begrænset omfang lykkedes
at indfri ambitionerne om at skabe
nye alternative jobfunktioner – for
eksempel i skoler, ungdomsklubber,
biblioteker, forsamlingshuse, idrætsforeninger,
butikscentre og andre
steder, hvor der fi ndes konfl ikter
mellem en bestemt kultur og grupper
af indvandrerunges væremåder.
Sådan er det ikke gået. I hvert
fald ikke endnu. Men praktikanternes
tilstedeværelse på Ydre Nørrebro
har vakt genlyd, uddannelsen
er blevet registreret hos fagfolk på
området og projektet har spredt positive
ringe i vandet. Spørgsmålet er
så, om disse ringe formår at sætte
nye initiativer i gang og skabe debat
om anvendelsen af positive rollemodeller
og opinionsdannere, som i
kraft af deres opvækst i miljøet og
etniske kulturbaggrund er i stand
til at udfylde rollen som en slags
brobyggere.
Målet med uddannelsen
Kilde: René Lyngfeldt Skov og Søren Langager: Etniske
minoritetsunge som integrationsmedarbejdere
– et utraditionelt udannelsesprojekt. Danmarks
Pædagogiske Universitet, 2004.
• at de unge opnår praktisk erfaring med ungearbejde
• at de unge tilegner sig relevant teoretisk viden
• at de unge skaber sig et tværfagligt professionelt netværk
• at de unge får mulighed for at udveksle erfaringer og refl ektere
over egen praksis
• at de unge modtager et bevis på deres kunnen
• at de unge opnår status som kompetent og attraktiv arbejdskraft.

Junior Artisterne på Den
Tømte Firkant
I et lidt glemt kvarter på Nørrebro har det boligsociale samarbejde
formået at involvere mange gode kræft er i arbejdet
med at skabe tilbud, der kan trække børn og unge væk fra
gaden.
’Den Tømte Firkant’, har nogle
beboere lidt sarkastisk døbt deres
kvarter på Nørrebro – fi rkanten, der
afgrænses af de store boligkarréer
langs Jagtvej, Tagensvej, Sjællandsgade
og Nørrebrogade frem til
Nørrebros Runddel. De udtrykker
en udbredt opfattelse i kvarteret af,
at mens Den Sorte Firkant omkring
Blågårds Plads og andre dele af
Nørrebro er løbet med al bevågenheden,
så har kommunen gradvist
tømt deres kvarter for funktioner.
For nogle år siden røg så også biblioteket,
et af de få tilbageværende
samlingssteder i kvarteret. Med slet
skjult misundelse har man set til,
mens kvarterløft og områdefornyelser
har rejst andre nedslidte dele
af byen, skabt nyt liv og forbedrede
levevilkår for børn og voksne.
Her på ’Den Tømte Firkant’ har der
siden midten af 1990’erne foregået
et omfattende boligsocialt arbejde
med udgangspunkt i AKB’s store
karréer fra begyndelsen af forrige
århundrede. Jagtvejsprojektet,
bliver det kaldt til daglig. Ligesom
i andre gamle arbejderkvarte-
rer er der siden
1970’erne fl yttet
mange beboere
med indvandrerbaggrund
ind,
ligesom der bor
mange socialt dårligt
stillede, danske
familier. Det
statusløft, som
den indre del af
Nørrebro ellers har oplevet igennem
de senere år, er ikke rigtig nået her
ud – endnu.
Den boligsociale indsats har i høj
grad været dikteret af, at kvarteret
har manglet oplagte samlingssteder,
og at mange børn og unge lever en
stor del af deres tid på gaden med
den risiko, det indebærer for at
havne i dårligt selskab.
Men frem for at lade sig hæmme
af de åbenlyse begrænsninger, der
eksisterer, har man i det boligsociale
samarbejde fra starten valgt at
fokusere på kvarterets styrker og de
ressourcer, der kunne være med til
at drive en positiv udvikling frem.
Man har søgt samarbejde med alle,
der vil samarbejde, og har fået skoler,
beboerforeninger og andre til at
åbne deres døre og være med til at
udvikle tilbud, som kan trække børn
og unge ind fra gaden.
Med årene har projektet udviklet
et tæt netværk af formelle og uformelle
samarbejdspartnere i kvarteret.
Et fl eksibelt samarbejde, som
hurtigt kan aktiveres, når behovet
melder sig.
Junior Artist Kompagniet
”Frem for at lade sig hæmme af
de åbenlyse begrænsninger, der
eksisterer, har man i det boligsociale
samarbejde fra starten
valgt at fokusere på kvarterets
styrker og de ressourcer, der
kunne være med til at drive en
positiv udvikling frem”
Tilbage i 1996/97 blev en række aktiviteter
for børn
og unge samlet
under en fælles
hat, Junior Artist
Kompagniet.
”Navnet skulle
signalere, at der
ikke er kun er
tale om en social
og integrerende
indsats overfor
børn og unge, men at kulturforståelse
også er vigtig, og at alle er
’artister’ i deres eget liv. Og så skal
det være sjovt,” fortæller beboerrådgiver
Kurt Kristensen, der siden
byudvalgsarbejdets start har ko-
23

24
ordineret det boligsociale arbejde i
kvarteret.
Siden har der hvert år været gennemført
10-15 forskellige aktiviteter
for børn og unge – på skoler,
på badeanstalten, i kælderlokaler, i
boligafdelingerne, på gader og pladser.
Junior Artist Kompagniet har
kontakt med mere end 100 børn og
unge, hvoraf de fl este har indvandrerbaggrund.
Nogle af de første indvandrerbørn,
der deltog i Junior Artist Kompagniets
aktiviteter, blev siden hyret til
selv at forestå forskellige småaktiviteter.
En af dem ’steg i graderne’
og blev siden fuldtidsansat til at
koordinere de mange aktiviteter.
Han har i kraft af sin baggrund og
sit kendskab til kvarterets unge
formået at involvere andre unge til
at stå for nye aktiviteter. Unge, der
tjener som ’positive rollemodeller’
for de yngre børn.
Projekterne virker samtidig som
lommepengeprojekter for de unge,
der står for aktiviteterne. ”Vi vil
gerne også på den måde vise de
unge, at vi påskønner deres arbejde
– vi ved, at mange af dem har
svært ved ellers at skaffe sig fritidsjobs,”
siger Kurt Kristensen.
”Det net af kontakter, vi på den
måde efterhånden har fået til de
unge i kvarteret, betyder, at vi har
et ganske godt billede af, hvad der
sker i kvarteret, og kan handle
derpå. Det er også ofte dem, vi aktiverer,
når det ind imellem spidser
til blandt de unge i kvarteret, og der
er brug for nogen til at gyde olie på
vandene,” siger Kurt Kristensen.
Herover: En gruppe børn i gang med en
udsmykningsopgave i en af baggårdene.
Fakta om Junior Artist Kompagniet
• Gennemfører hvert år 10-15 forskellige aktiviteter for børn
og unge på Den Tømte Firkant.
• Har kontakt med mere end 100 børn og unge, hvoraf de
fl este har indvandrerbaggrund.
• Mange aktiviteter og arrangementer gennemføres med de
unge selv som tovholdere.

Indvandrerbørn strømmer til
idrætsforeninger uden for
boligområdet
AKB Tåstrupgård har igennem fl ere år haft succes med at
invitere lokale idrætsforeninger ind i boligområdet og lave
idrætsaktiviteter for børn. Nu går strømmen den anden vej
– børn og unge søger ud i idrætsforeningerne.
Børn og unge fra Tåstrupgård søger
i stigende grad ud af bebyggelsen
for at dyrke idræt i foreninger i
lokalområdet. Udviklingen er blandt
andet et resultat af, at en række
idrætsforeninger igennem de senere
år er blevet inviteret ind i bebyggelsen
for at lave aktiviteter for børn
med økonomisk støtte fra Høje-Taastrup
Kommunes integrationspulje
og hjælp fra kommunens integrationsmedarbejder.
Hvor mange, der ad den vej er
blevet sluset ud i idrætsforeningerne
i årenes løb, har man ikke
præcise tal for, men da man tilbage
i 2001/2002 forsøgte sig første
gang i Tåstrupgård og en række andre
store almene boligbebyggelser
i kommunen, kunne foreningerne
bagefter registrere en samlet medlemstilgang
på ca. 300 børn.
En genial
”integrationsmaskine”
Høje-Taastrup Kommunes integrationskonsulent,
Francisco Ortega,
har gang på gang oplevet, hvordan
der sker en
ændring i
indvandrerbørnenes
opfattelse
af danskere
og det
danske samfund, når de kommer
ud i foreningerne og ad den vej får
relationer uden for bebyggelsen:
”Det er som om, at opfattelsen af
danskere som fremmedfjendske
fortoner sig, når de møder danske
børn og er sammen med dem om
noget, de alle sammen er helt vilde
med, nemlig sport.” Fordommene
trives i øvrigt lige godt på begge sider,
understreger Francisco Ortega,
og for danske børn er mødet med
indvandrerbørn i idrætsforeningerne
en lige så stor øjenåbner. Idræt er
simpelthen en genial integrationsmaskine,
mener han.
Francisco Ortega glæder sig over,
at fl ere af de indvandrerbørn, som
blev rekrutteret til idrætsforeningerne
tilbage i 2001/2002, i mellemtiden
selv er blevet hjælpetrænere.
Nogle af dem vender nu tilbage til
boligområderne for at være med til
at lave aktiviteter, der skal trække
en ny generation af børn ud i foreningerne.
De mange gode oplevelser,
som de selv har fået, vil de
gerne give videre – og det er også
vigtigt for dem, at de på den måde
måske kan være med til at forhindre,
at nogle af de yngre børn
havner i dårligt selskab.
”De unge, der kommer ud og træner
med børnene i boligområderne,
har et enormt engagement og en
imponerende evne til at motivere og
fastholde børnene. Det er fantastisk
at se, hvordan sådan nogle 18-19-
årige fyre er
i stand til at
få 25-30 unger
til at stå
musestille,
når de skal
fortælle dem
noget,” fortæller Francisco Ortega.
Han oplever, at de fl este børn er
hurtige til af afkode de spilleregler,
der gælder, og han synes i øvrigt, at
man ind imellem overdriver indvandrerbørns
vanskeligheder ved at tilpasse
sig den danske idrætsmodel.
”Det er som om, opfattelsen af danskere
som fremmedfjendske fortoner sig, når de
møder danske børn og er sammen med
dem om noget, de alle sammen er helt
vilde med, nemlig sport”
25

26
Kinesisk tallerkenkunstner
Konceptet er i og for sig enkelt. Det
kræver selvfølgelig, at man råder
over de nødvendige fysiske rammer,
f.eks. en boldbane/boldbur i
boligområdet – eller egnede lokaler,
hvis det drejer sig om indendørs
aktiviteter. Nogen gange låner man
sig også ind på en skole rundt om
hjørnet.
Idéen er at bruge de steder, hvor
børnene fra boligområdet i forvejen
kommer. Steder som både de
og deres forældre er trygge ved.
Det gælder selvfølgelig specielt,
når det handler om aktiviteter for
de mindste af børnene. Der bliver
lavet intro-idræt, som man kalder
det i Tåstrupgård, for børn helt ned
i aldersgruppen 4-7 år. Det starter
som regel som en helt åben aktivitet,
hvor børnene har mulighed for
at komme i en kortere eller længere
periode for sjov.
De mange praktiske aftaler om
lån af lokaler, nøgler, aftaler med
trænere osv. kræver lidt tid, siger
Tåstrupgårds beboerrådgiver, Stig
Bo Kristensen. Han kan ind imellem
opleve sig selv som en ’kinesisk
tallerkenkunstner’, der må løbe fra
pind til pind for at undgå, at noget
falder på gulvet. Men han er overbevist
om, at den tid, han og andre
bruger på at få rammerne på plads,
er givet godt ud.
Idrætsforeninger kommer ud i boligområderne
og laver aktiviteter - nu gør strømmen også
den anden vej: børn og unge søger ud til
foreningerne.
Foto herunder: Scanpix/Ulrik Jantzen
Fakta om intro-idræt
• Idrætsforeninger og sportsklubber har lavet intro-idræt i Tåstrup
gård og fl ere andre store, almene boligområder i kommunen siden
2001.
• Initiativerne støttes økonomisk af Høje-Taastrup Kommunes integrationspulje.
• De store idrætsgrene, ikke mindst fodbold, tegner sig for de fl este
af aktiviteterne, men på det seneste er også f.eks. bordtennis og
skak kommet med i nogle boligområder.

Kontakter
Når rødderne kommer på A-holdet
Beboerrådgiver Stig Bo Kristensen, Tåstrupgård, tght@byudvalget.dk
Ejendomsleder Finn Larsen, Tåstrupgård, ftl@akb.dk
Et lille åndehul på Nørrebro
Daglig leder Anja Holgård, Træfpunktet, EB34@bif.kk.dk
SpiderWoman, Yasmin, Fatima og alle de andre
SSP-koordinator Jan Andersen, Rødovre Kommune, Jan.Andersen@rk.dk
Integrationskonsulent Lars Kruse, Danmarks Idræts-Forbund, lkr@dif.dk
Kontingentfri klub trak børn og unge ind fra gaden
Afdelingsleder Martin Schrøder, fritids- og ungdomsklubben Kloden,
mascho@kloden.kk.dk
Etniske unge uddannes som integrationsmedarbejdere
Afdelingsleder, Martin Schrøder, fritids- og ungdomsklubben Kloden,
mascho@kloden.kk.dk
Junior Artisterne på Den Tømte Firkant
Beboerrådgiver Kurt Kristensen, Jagtvejsprojektet, kk-n@byudvalget.dk
Indvandrerbørn strømmer til idrætsforeninger uden for
boligområdet
Integrationskonsulent Francisco Ortega, Høje-Taastrup Kommune,
franciscove@htk.dk
Beboerrådgiver Stig Bo Kristensen, Tåstrupgård, tght@byudvalget.dk
27

28
Egne notater

Fotos: Svend Erik Andersen, Marianne Svolgaard, AKB, Jens Peter Skaarup, AKB, Per Faurby, AKB,
Mikal Schlosser, Lars Bahl, ansatt e i projekterne.

Boligselskabet AKB s.m.b.a.
Tomsgårdsvej 28
2400 København NV
Tlf.: 3838 1800 / Fax: 3838 1802
www.akb.dk / Mail: akb@akb.dk