Skatteinformation august 2012 - Partner Revision

48
Administrative afgørelser
Læger på privathospitaler
Skatterådet har i tre sager afgivet bindende svar på,
hvorvidt læger, der arbejdede på et privathospital,
skulle anses som lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende.
I den ene sag var der tale om en privatpraktiserende
læge i reumatologi, der ville påtage sig ad hoc-opgaver
på et privathospital.
Den anden sag omhandlede en offentligt ansat afdelingslæge
med speciale inden for plastikkirurgi, der ligeledes
kunne få ad hoc-opgaver på et privathospital.
Og den sidste sag drejede sig om en anæstesilæge,
der dels havde en fast overlægestilling på et offentligt
sygehus, dels var tilknyttet 6-7 tand- og ørelægeklinikker.
Han skulle også udføre ad hoc-opgaver på et privathospital.
Skatterådets svar var i alle tre sager, at de var lønmodtagere.
Begrundelserne er lidt forskellige i de tre
sager, da aftalerne med de implicerede privathospitaler
havde forskelligt indhold.
Men kendetegnende for alle sagerne var, at Skatterådet
fandt, at lægerne ikke havde tilstrækkelig reel økonomisk
risiko ved det udførte arbejde. Selvstændig erhvervsmæssig
virksomhed er netop kendetegnet ved, at
der for egen regning og risiko udøves en virksomhed
af økonomisk karakter med det formål at opnå et
overskud.
De bindende svar er offentliggjort i SKM2012.199,
SKM2012.200 og SKM2012.231.
Kommentarer
En række faktorer indgår ved bedømmelsen af, hvorvidt
et aftaleforhold kan rubriceres som selvstændig virksomhed
eller et lønmodtagerforhold.
Problemet i lægernes aftale med privathospitalerne er
blandt andet, at de reelt ikke har væsentlige driftsudgifter,
i det arbejdet udføres i operationslokaler mv., der tilhører
privathospitalet. Endvidere er det alt andet lige privathospitalets
patienter, og ikke lægens egne patienter.
Praksis viser, at næsten uanset, hvordan lægernes aftale
med privathospitalet udformes, er der tale om et lønmodtagerforhold.
© REVITAX
Beskatning af fri telefon
Skatterådet har afgivet et bindende svar om beskatning
af fri telefon, når medarbejderen kun har delvis fri telefon.
Der var tale om en virksomhed, som ønskede, at en
række medarbejdere skulle have en mobiltelefon, da
det arbejdsmæssigt var hensigtsmæssigt.
Arbejdsgiveren ville betale udgiften til anskaffelse af
mobiltelefonen og samtaleudgifter på op til 500 kr. pr.
kvartal. Samtaleudgifter herudover skulle medarbejderen
selv betale.
Medarbejdernes betaling kvartalvis til arbejdsgiveren
for den del af samtaleudgifterne, der måtte overstige
500 kr., ville arbejdsgiveren modregne på medarbejderens
lønseddel.
Virksomheden ønskede svar på følgende spørgsmål:
1. Skal medarbejderen beskattes af fri telefon?
2. Kan medarbejderbetalingen trækkes i lønnen før
skattetræk?
Skatterådets svar på det første spørgsmål var, at medarbejderen
skulle beskattes af fri telefon med 2.500 kr.
årligt (2012), selv om arbejdsgiveren ikke betalte de
fulde samtaleudgifter. Medarbejderens egenbetaling
kunne ikke nedsætte den skattepligtige værdi af fri
telefon.
Skatterådets svar på det andet spørgsmål var, at da
der ikke var indgået en egentlig bruttotrækordning,
skulle fradraget på lønsedlen ske, efter at der var indeholdt
AM-bidrag og A-skat.
Det bindende svar er offentliggjort i SKM2012.208.
Kommentarer
Skatterådets afgørelse er korrekt, men det er nok ikke den
skattemæssigt mest hensigtsmæssige måde at indrette sig
på.
En bruttotrækordning, hvor der aftales en generel løn -
nedgang, er skattemæssigt mere gunstig for medarbejderen.
Ved en bruttotrækordning løber arbejdsgiveren selvfølgelig
også den risiko, at samtaleudgifterne overstiger
den aftalte bruttolønnedgang, hvilket medfører en større
samlet lønudgift i det pågældende år.