Tejne i den danske bondekultur - 120K

Tejne i den danske bondekultur
Design og produktkultur. PD studiet,
Sløjdlærerhøjskolen, København
Ole Klausen, DS-0204, januar 2002
Vejleder: Bent Illum

Side 2 Indholdsfortegnelse
Side 3 Indledning
Side 3 Bondekulturen
Side 6 Fremstilling
Side 7 Design
Side 7 Afslutning
Bilag 1 Eksamensgodkendelsesark
Bilag 2 Vikingefund fra Hedeby
Bilag 3 Vikingefund fra Jorvik
I
Indholdsfortegnelse
2

Indledning:
Slår vi tejne op i ordbog over det danske sprog eller Gyldendals og Lademanns leksikon, kan vi se at tejne
er et ”fiskeredskab”, eller hvad der er nok så interessant i denne sammenhæng, at tejne er en ”oval æske
til transport af mad”. Bekymrende er det dog at tejne i Den Store Danske Encyklopædi fra Gyldendal, kun
optræder som fiskeredskab.
Når jeg har valgt at beskæftige mig med tejner/æsker fra den danske bondekultur, er det fordi disse
Artefacts fortjener at blive bragt frem i lyset, jeg har set disse tejner/æsker på museer, og i
husflidskulturen fremstilles der fortsat tejne, disse er dog meget præget af svensk kultur, muligvis har de
været bedre til at bevare det gamle håndværk, der ligger til grund for disse tejner, det er i alle tilfælde
langt nemmere at finde norsk og svensk litteratur, der om handler dette emne, end det er at finde noget på
dansk Det har ikke været muligt at finde beskrivelser af selve fremstillingsprocessen for tejne/æsker i
bondekulturen. Ligeså er tejne kun nævnt meget få steder i den litteratur, der beskriver bondekulturen og
dens håndværk, så når jeg beskriver fremstillingen af tejne, bygger det på undersøgelse af tejnen på
museer, de erfaringer jeg selv har gjort under fremstillingen, samtaler med personer samt læsning af
litteratur om håndværk i bondekulturen
Bondekulturen
Når jeg i det følgende vil forsøge at beskrive bondekulturen, har jeg taget mit udgangspunkt i det vi kan
kalde mellemstore gårde ca. år 1850, vel vidende at når vi taler om bondekulturen, dækker det over meget
store forskelle, fra meget fattige kår til mere velstillede gårde, også velvidende at dette ikke bliver en
fyldestgørende beskrivelse af bondekulturen, men nedslag der forhåbentlig giver et billede af den kultur
hvori tejnerne havde deres daglige og naturlige plads.
Gården
En mellemstor gård , bestod i hovedreglen udover mand, kone og børn, af et par tjenestekarle og
indimellem daglejere. Et par aftægtsfolk to piger en stor og en lille pige til at hjælpe i husholdningen.
Stuehuset var ca. 150 m/2, medens udlængerne var ca. det dobbelte areal. Arbejdet var stærkt opdelt,
således havde konen det fulde ansvar for husholdningen, fjerkræet, nyttehaven og tjenstepigerne, dog
kunne disse overgå til mandens kommando i høsttiden. Manden havde ansvaret for jordbruget,
3

tjenestekarlene og resten af dyreholdet. altså to hovedområder hvor henholdsvis manden og konen stort
set var enerådende, en bedrift der byggede på, at man var selvforsynende. Kun ganske få ting, så som salt,
sukker og redskaber, som man ikke selv kunne fremstille, købte eller handlede man sig til, det vil sige at
al beklædning, redskaber, reparationsarbejder, husholdningsartikler og fødevarer fremstillede man selv.
Dagligdagen
En typisk dagligdag startede meget tidligt om morgenen, om sommeren ved 5 tiden om vinteren en time
eller to senere, køerne skulle malkes og på græs. Imedens blev morgenmaden tilberedt, et måltid der var
samlet appetit til ved dagens første gøremål. Det blev indtaget med manden siddende for bordenden,
derefter karlene i rangorden. Kvinderne stod altid op under måltiderne. På Fyn bestod dette morgenmåltid
for det meste af øllebrød og flæsk, kalorierigt så der var noget at tære på til det hårde arbejde. Derefter
blev der igen taget fat på dagens arbejde. Hen på formiddagen kunne der i en lille pause indtages en
formiddags-mellemmad med en lille dram, eller helst to, en til hvert ben. Dette gjaldt dog mest mændene,
men også specielt de lidt ældre koner, og ældre, det blev de tidligt den gang, og en dram kunne dulme
småskavankerne. Efter endnu nogle timers arbejde blev dagens hovedmåltid indtaget, middagsmaden, et
solidt måltid der kunne bestå af kål, suppe, flæsk, kød, saltmad, klipfisk og kartofler dertil noget
meldyppelse. Hvis arbejdet ellers tillod det var det nu tid til en middagslur, derefter en kop kaffe hvorefter
arbejdet blev genoptaget. Var man på markarbejde et stykke fra hjemmet, blev eftermiddags-
mellemmaden medbragt i en madkasse ”tejne”(Højrup 1967 s 167). Når dagens arbejde var til ende, som
regel ved 8-9 tiden om aftenen, blev dagens sidste måltid indtaget også kaldet ”Nadveren” natmåltid, der
kunne bestå af surgrød og mælk. Således var dagsprogrammet de fleste af årets måneder, undtaget dog de
mørke vintermåneder. Mellem måltiderne var manden og karlene fuldt beskæftiget med alt det arbejde der
hørte jordbruget til, klargøring af jorden, såning og pasning af afgrøderne. Selve høsten, hø og halm
skulle bringes i hus. Alt sammen tidskrævende opgaver, derefter kom tærskning og kornrensning.
Dyreholdet skulle også passes, fodres, flyttes til nye græsningsområder, og hegn skulle opsættes eller
repareres. Konen og pigerne havde ligeså travlt med deres gøremål, al maden skulle tilberedes, der skulle
malkes, nyttehaven skulle passes, der skulle syltes, saltes, brygges øl, og meget andet, når der var en ledig
stund, blev der spundet, strikket, og syet.
Den mørke tid
December, Januar, Februar, og Marts var typisk husflidens måneder. Selvfølgelig skulle dyrene passes,
men dels var dyreholdet mindst om vinteren, og dels lå markarbejdet stille. Manden og karlene brugte
typisk på denne tid mange timer i huggehuset, hvor der i de andre måneder kun blev tid til simpel
vedligeholdelse og reparationer, var det nu tid til mere genmengribene renoveringer og nyskabelser. Her
4

lev fremstillet de redskaber i træ, som der var brug for i løbet af året, træskovle, grebe, river, plejle, tit
havde man et lille lager liggende, så man hurtigt kunne skifte en rivetand eller en hel rive ud i den travle
høsttid. Men også de ting der var brug for i selve husførelsen blev fremstillet i huggehuset. Var manden
dygtig kunne der indimellem handles lidt med de fremstillede varer. Træet til fremstillingen af disse ting
blev samlet ind gennem hele året, man var altid på jagt efter godt træ. Fandt man i et hegn en gren eller
træ der havde en særlig facon, eller egenskab, det kunne f.eks. være en gren der delte sig i to til et
riveskaft, blev den straks savet af og lagt på lager på loftet. På den måde havde man altid et lager af træ
liggende, af og til gik træet til førend man fik det anvendt. I huggehuset var der udover en snittebænk,
værktøj oftest samlet sammen gennem generationer, såsom knive, økser, save, bor, høvle. Var man dygtig
med hænderne kunne det give gården en ekstra indtægt, hvis ikke måtte man ind imellem ty til
landsbyhåndværkeren. Noget tyder på at jo tættere på København vi kommer jo mindre husflid. Det siges
at nogle steder i nærheden af København i 1840 kunne en karl næppe sætte en tand i en rive eller hugge
en tøjrepæl hjemme (Steensberg 1963 s 547) Konen og pigerne var også i denne tid i gang med deres
husflid, de skulle fortsat passe husførelsen, men derudover blev der spundet, vævet, syet og strikket. Løb
og binding der blev anset for et lettere håndværk kunne være et fælles projekt mellem mand og kone. Selv
om man stort set var selvforsynende, var det nødvendigt med lidt indtægter til køb af varer man ikke selv
kunne fremstilles, og til skatter.
Tejne.
Den samling tejner jeg har valgt at fremstille stammer på nær en enkelt fra Vestfyns Hjemstavnsgård, jeg
har valgt disse tejner, fordi de efter min mening udtrykker en stor spændvidde inden for design, den sidste
tejne er fra Lyø. For dem alle gælder at de er fra 1850 eller tidligere, men det er værd at vide at hver egn
havde sine egne udtryk, ligeså egne navne, På Herning-Ringkøbningegnen blev den kaldt ”æ trøster” på
Djursland en ”skræppe” i Sønderjylland ”knæpæske” Samt på Sydvestsjælland, Lolland og Langeland
for en ”bomme”. (Højrup Ole 1967 s 167). I min jagt efter velegnede emner til femstilling og belysning
af emnet er jeg stødt på tejne helt tilbage fra vikingetiden (bilag 2 og 3). Ud af disse kan jeg se, at teknik
og form i mange hundrede år har haft det samme udgangspunkt. I det følgende vil blive gennemgået
fremstilling af en klassisk tejne
5

Fremstillingen
Den ovale æsker tager sit udgangspunkt om en træspån 60 til 80 cm længde 3 til 4 mm tyk fra et retåret
stykke træ ca. 15 cm bredt. Dette kløves eller saves ud af en stamme på minimum 25 cm diameter, jeg har
selv anvendt begge metoder, herefter høvles spånen til den ønskede tykkelse opnås, hvorefter den bøjes
om en form. Det kan lade sig gøre, uden først at blødgøre spånet i vand eller ved opvarmning hvis træet er
friskt, altså nyfældet. Men da træ tit blev fældet på andre tidspunkter af året end når det skulle anvendes,
er der meget god grund til at tro, at der var et godt kendskab til formbøjning af træ ved hjælp af vand og
varme. Jeg har selv benyttet begge fremgangsmåder, og selv med friskt træ er det nemmere at styre selve
bukningen når træet er varmet op. Når spånen har siddet i spænd om formen ca. 1 uges tid, kan den tages
af og vil derefter holde formen, at bøje spånen uden at have en form er muligt, men den er svær at styre
da svagheder i træet med det samme afslører sig. Når spånen er tør og har sin form, skal den sættes
sammen, lim var ikke særlig udbredt, så enten blev de syet eller sømmet sammen, begge metoder har jeg
anvendt til mine tejner, nu er den ydre form så færdig. Bunden er lavet af et tyndt stykke træ 5 til 10 mm.
Spånen bliver stillet oven på træet og streget op, hvorefter det saves ud, så det passer præcist op i spånen.
Bunden sættes fast med søm , eller der bores med syl eller lignende værktøj små huller genmen spån og
bund, og små trænagler bankes i, bunden er nu fastgjort. To opstandere tildannes nu. I hver af dem saves
en rille, sådan at de passer ned over spånen, og et stykke når op over kanten. I dette stykke saves og
snittets et hak der passer med lågets tykkelse, opstanderne dyvels fast i hver ende af æsken. Låget
fremstiles af et stykke træ ca. 10 mm tykt, også med form som selve æsken, dog således at der i hver ende
er er plads til at tilpasse at låget i den ene ende kan skubbes ind i opstanderens hak, og i den anden ende
kan det trykkes ned over opstanderen således at låget låses fast. På selve låget monteres en hank, bøjet i
friskt træ - pil eller hassel - en gren på ca. 20 mm kløves og bøjes. Igen sker dette nemmest efter
opvarmning, 2 huller bores i låget, hanken snittets til og monteres i hullerne og dyvles fra bagsiden.
Tejnen er nu færdig og kan efterbehandles, eller dekoreres. Til fremstillingen af selve spånen har det
fortrinsvis været eg eller asketræ, hvilket jeg også har valgt at bruge. Til bund og låg har det formentligt
været mere tilfældigt, hvad man nu havde for hånden, opstanderne var af hårdt træ da de skulle holde til
meget slid.
6

Designet
Når jeg kikker på design af disse tejner i bondekulturen, har der ofte været tale om at designet har
bevæget sig inden for det præg og udtryk den enkelte kunne tilføre den givne form og egnsbestemte
traditioner. Dette kunne være i form træskærerarbejde, malede dekorationer eller udtryk. Der har været
meget store forskelle fra egn til egn, fra det helt enkle i råt træ til meget dekorerede tejner. Der var
formentlig også forskel på tejnen der skulle bruges til markarbejde, og den der blev brugt når andre
mennesker var til stede. Jeg kan også forestille mig at en gammel slidt tejne er frisket op med maling og
dekorationer. Men jeg har også set, hvad jeg vel kan kalde en design-proces, udvikling af nye ideer, når
det trationele håndværk og materiale har fået helt nye udtryk og anvendelser i form af f.eks.
syæsker/dametasker. I de tejner/æsker jeg har fremstillet har jeg forsøgt at vise spændviden indenfor
designet og anvendelsen.
Afslutning
Som jeg i starten har gjort opmærksomt på, er det forbløffende så lidt der er skrevet om tejner, Der er
ingen tvivl om at de har været en udbredt dagligdags ting, som alle i bondekulturen har haft i hånden eller
stiftet bekendtskab med, Gårdmænd og husmænd, mand og kone, med store ruller af tøj og hver med en
uundgåelig ”tejne” fuld af pandekager, rullede ind til byen. (Holger Rasmussen 1979 s 49). Viser og
spørger jeg gamle mennesker her på Vestfyn eller andre steder hvad er dette? Siger de en madkasse
enkelte også en syæske. De findes i pænt antal på vores museer. Men det kan undre at netop tejne ikke er
mere velbeskrevet, måske fordi det har været så dagligdags en ting, måske har de fundet anvendelse langt
op i det 20 århundrede til opbevaring af forskellige ting, at de ikke er blevet betragtet som noget specielt.
For mig har dette arbejde med tejne været en stor oplevelse, at man af naturens egne materialer med
ganske enkelt værktøj kan fremstille noget der i sin færdige form er så stærkt, holdbart og funktionelt,
samtidig let og efter min mening er er nogle af modellerne utroligt smukke. Det er også forståeligt men
ærgerligt at produktion ikke længere finder sted, dertil er det for tidskrævende rent håndværksmæssigt. En
tejne kunne vel i dag nemt koste mellem 1000 og 1500 kr. i en forretning, da det ikke er muligt at
maskinfremstille disse. Dog ses den ovale form igen i opbevaringsbeholdere. Nu fremstillet i plast og
rustfrit stål, derved udstråler de selvfølgelig ikke den samme varme som et håndformet naturprodukt af
træ gør. I mit arbejde med disse tejner føler jeg at jeg er kommet tæt på den glæde og fordybelse der
ligger i fremstillingen af disse produkter, en glæde som bonden helt sikkert også har følt når han
arbejdede med disse tejner.
Ole Klausen
7