Snoede søjler - dansk sløjdlærerskole

Design og produktkultur
PD studiet
Snoede
søjler
Trædrejning som håndværk, industri og kultur i 1800-tallet
Henning Birk Andersen
Januar 2002
Side 1

Design og produktkultur
PD studiet
Navn: Henning Birk Andersen Telefon:
Adresse: Eksamenstermin: januar 2002
Vejleder: Bent Illum Fag: Design og Produktkultur
Studienr: DS 0101 Sted: Dansk Sløjdlærerskole, Emdrup
Indholdsfortegnelse
Indledning ......................................................................... 3
Drejebænkens udvikling .................................................... 3
Drejererhvervets storhedstid .............................................. 4
Klunketiden....................................................................... 4
Drejerens plads i samfundet............................................... 5
Moden skifter .................................................................... 6
Det er grimt....................................................................... 6
Industrialiseringen............................................................. 6
De snoede søjler ................................................................ 7
Snoninger idag .................................................................. 7
Fremstilling af snoede emner............................................. 7
Udvælgelse af træ.............................................................. 9
Konklusion........................................................................ 9
Kildeliste........................................................................... 10
Bilag
Godkendelse af eksamensemne............................ 12
Interview ............................................................. 15
Side 2

Trædrejning som håndværk, industri og kultur i 1800-tallet
Indledning:
De ældste kendte vidnesbyrd om trædrejning er 5000 år gamle. Frem til midten af 1800-tallet
voksede dette håndværk, og anvendelsesformålene for de drejede emner var mangfoldige:
Kunstgenstande, altertavler og udsmykning på f.eks. møbler, der også i dag er efterspurgte, og
som brugsformål i andre håndværk og industri. På trods af, at trædrejeriet teknologisk set var
højt udviklet og automatiseret, forsvandt teknologien, håndværkeren og den faglige viden i
løbet af en enkelt generation. En særlig teknik, drejning af snoede søjler, udføres ikke mere.
Målet er at genoplive teknikken og dreje snoede emner, samt belyse de kulturelle og
designmæssige strømninger i perioden 1850 – 1950 med henblik på at finde en forklaring på
drejer-erhvervets tilbagegang.
Først vil jeg beskrive drejebænkens udvikling og den kulturelle udvikling der øvede stor
indflydelse på drejer erhvervets muligheder i tiden, dernæst vil jeg beskrive fremstillingen af
et af drejerens unikke produkter, snoede søjler.
Drejebænkens udvikling
Drejekunsten er mindst 5000 år gammel, men den ældste afbildning af en lodret
drejeopstilling er fundet i graven ved en ægyptisk præst og stammer fra ca år 300 f.kr. Emnet
bringes i en frem- og tilbagegående bevægelse ved hjælp af en snor der er viklet om emnet.
Opstillingen kræver 2 mænd, en til at trække snoren frem og tilbage, en til at bearbejde emnet.
År 300 ses en italiensk opstilling hvor en vandret monteret aksel kan drives af en slags
flitsbue. Det menes, at denne opstilling kunne betjenes af en mand. (Drejelad)
År 1000 ses en illustration af, at snoren føres fra en fjeder i loftet, rundt om emnet, til en pedal
i gulvet. (Trædelad). Fordelen var, at drejeren fik begge hænder frie til at bearbejde emnet
samtidig med at han kunne bruge hele sin vægt til at rotere emnet.
År 1500 tegner Leonardo da Vinci drejebænken der grundlæggende virker efter samme
princip som de moderne drejebænke, kontinuerligt omløb, spindel med gevind til opspænding
af emnet og flytbar pinol.
Håndværkerne fortsatte med at bruge det effektive trædelad. I forbindelse med husflidsarbejde
så man ofte drejebænken forsynet med et stort svinghjul der blev drejet rundt af drejerens
børn eller kone. I forbindelse med den begyndende mekanisering blev svinghjulet forsynet
Side 3

med en drivrem. Drivkraften kunne stamme fra en hesteomgang eller som i Småland, fra
vandhjul i de talrige elve.
De avancerede drejebænke var dyre, men da de kunne bruges til kunstdrejning blev det mode
hos kejser, konger og grever at dreje. I 1600- tallet udvikledes slyngbænken der samtidig med
at emnet var i rotation kunne forskyde emnet på langs og på tværs i forhold til pinolerne. 1
Drejererhvervets storhedstid
De første kunstdrejere var således adelige amatører. I 1600- tallet blev det højeste mode i de
europæiske hoffer at opbygge righoldige samlinger af alle mulige ting, herunder også de
drejede specialiteter. Især de tyske hoffer ansatte og uddannede et stort antal kunstdrejere. 2
Hoffets interesse for kunstdrejningen klingede af i løbet af næste århundrede. Det betød dog
ikke at drejerne blev arbejdsløse.
Handelen eksploderede og afledt heraf fik håndværksmestrene ordrebøgerne fulde. Der var
brug for alle håndværkere idet andre grupper i samfundet fik råd til at udsmykke boliger og
slotte. For møbelsnedkere og drejere toppede denne udvikling i slutningen af 1800- tallet.
Hvor især handelsfolk, søfarten og håndværksmestre brugte store summer på grænseløs
udsmykning. Den tid kalder vi klunketiden.
Klunketiden
Stilperiode fra 1880 – 1900. Overdådigt brug af små kugler af uldtråde, ofte med kvaster eller
frynser har givet navnet til denne periode. Møblerne blev fremstillet efter forbillede fra
næsten alle tidligere stilarter, men klunketiden frembragte også nyt design, de overpolstrede
siddemøbler. Der var udsmykning, nips og møbler overalt. Alt træværk var drejet i finurlige
former og forsynet med udskæringer. Det meste arkitekttegnet.
Et klunkehjem var udpræget et rigmandshjem, indrettet i byens meget store lejligheder eller
på slotte og herregårde. Håndværksmæssigt var det en forgyldt periode idet der var råd til at
at satse på godt håndværk. Nationalmuseets klunkehjem er så vidt vides det eneste bevarede
klunkehjem i Danmark. Hjemmet vidner om den mangfoldighed af opgaver der er blevet
udført af møbelsnedkere, træskærere og ikke mindst kunstdrejere. 3
1 Kilde: R. Gustavsson og O. Olson
2 Kilde: R. Gustavsson og O.Olson
3 Kilde: Nationalmuseets Klunkehjem
Side 4

Klunkehjemmet vidner også om, at man også har haft de avancerede drejebænke til rådighed
på værkstederne, ovaldrejebænken, passigdrejebænken og slyngbænken, og man har haft
drejesvende på værkstederne der kunne deres håndværk.
Drejerens plads i samfundet
Drejeren er håndværker og lever i tiden under samme vilkår som alle andre håndværksfag.
Det gælder både for kunstdrejeren og for drejeren der producerer brugsformål. Kunstdrejerne
udførte opgaver på bestilling, i samarbejde med en kunstner, arkitekt eller han var ansat i en
håndværksvirksomhed. Altertavler og anden udsmykning udført af træskærere bærer som
regel kunstnerens navn. I modsætning hertil, er drejerens produkter anonyme. De bærer
mesters navn, eller arkitektens.
I tiden efter 1850 var lønningerne lave. Gifte svende havde meget svært ved at forsørge
familien. De ugifte svende var lidt bedre stillet, idet de som regel havde kost og logi hos
mester og derfor kunne bruge den sparsomme løn til selv. Drejerlaugene 4 regulerede
håndværksmestrenes vilkår og bestemte alt vedrørende faget, hvad der krævedes til en
svendeprøve, om en svend kunne slå sig ned som mester, og hvad det så skulle koste.
Politisk ville man laugsvæsenet til livs, idet man så dem som en hindring for fremskridtet.
Især var det ordningen med, at laugsmedlemmerne havde eneret på at udføre deres håndværk
samtidig med at de regulerede antallet af mestre. Ordningen sikrede en høj pris på
produkterne (man kunne ikke handle andre steder) I grundloven af 1849 blev der åbnet for
begrebet ”fri næring”. Det skulle dog vare mange år før ændret lovgivningen muliggjorde
dette.
Fagforening for drejere kom til under industrialiseringen, men den fik ingen lang levetid.
Antallet af medlemmer faldt meget hurtigt, og i 1947 var der kun 90 tilbage. Drejernes
fagforening blev opslugt af træindustriforbundet.
På landet mestrede man også drejeteknikken. Drejeladets teknologi var simpel og billig, og
den kunne derfor bygges op overalt. På gårdene var det udbredt, at man lavede husflid i
vintermånederne. Man drejede brugsting dels til eget brug, dels til at sælge. Enten tog man
drejebænken med ud i skoven hvor den kunne monteres mellem to træer, eller også bar man
træet hjem hvor drejebænken stod fast, ude eller inde. Der var ikke mange penge i drejeriet,
men hver en skilling var vigtig for at mætte familiens mange munde.
4 I Politikens bog Gamle danske håndværk angives, at der fandtes drejerlav i byerne København, Horsens,
Odense, Aalborg og Århus. I de mindre byer var drejerne som regel i lav sammen med en række andre fag. I
øvrigt angives, at lavsvæsenet kun havde egentlig betydning i de større byer.
Side 5

Moden skifter
Ca. år 1900 skifter moden brat. Nu skal alting være glat. Ordene stilrent og industrielt design
kommer til at præge de kommende årtier. Det stilrene står som modsætning til klunkerne og
klunketidens udsmykninger. At moden skifter betyder, at menneskenes opfattelse af hvad er
pænt skifter. Når der således skulle bygges om eller nyindrettes, så var det helt andre former
for udsmykning og møbler, der blev bestilt. Her blev der ikke plads til ovaldrejning,
snoninger og kunstdrejernes håndværksmæssige færdigheder. 5 De avancerede drejebænke fik
lov til at samle støv og svendene løste andre arbejdsopgaver. Kunstdrejernes faglige
kompetencer der blev grundlagt ved hoffets drejebænke 300 år tidligere havde ingen arvtagere
fordi der ikke var nogen der ville købe produkterne. Klunketidens drejemestre tog simpelthen
deres faglige kompetence og viden med sig i graven.
Det er grimt.
Klunketidens gardiner, tæpper, møbler, udsmykninger og nips findes ikke mere. Da det
stilrene blev moderne, blev klunketingene kastet bort. Man syntes simpelthen at det var grimt,
stilløst 6 og ubrugeligt. Meget er sikkert brændt.
Industrialiseringen
I 1880’erne kommer de første pålidelige dampmaskiner til småindustri og håndværk, i starten
af 1900-tallet kan man købe små motorer til alle erhvervsformål. De fleste drejere bliver
maskinarbejdere der passer automatiserede fremstillingsprocesser.
I samme periode udbredes det industrielle design, altså en designproces hvor hensynet til den
maskinelle fremstillingsproces vejer tungere og tungere.
Kendetegnende for perioden er også, at der opstod nye håndværk, eller måske nærmere specialiserede
virksomheder uden egentlig håndværksmæssig baggrund, der fungerede som underleverandører til håndværk og
industri. 7
5 Interview, Enø Antik: ”Det er lige meget hvor dygtige håndværkere er, hvis ikke det er moderne kan det ikke
sælges. At drejer håndværkets glansperiode forsvandt samtidig med klunketiden skyldes udelukkende at moden
ændrede sig. Industrialiseringen ville have gjort drejerens produkter billigere, men man var trætte af klunkeriet,
man fandt at det var grimt”
6 Tove Clemmensen skriver i sin bog nationalmuseets Klunkehjem: ”I 1942 betragtede endnu kun meget få
klunketidens frembringelser som egnede til museumsbrug eller værdige til videnskabelige studier. Man så på
perioden med næsten foragt og talte om, hvor stilløs den var”
7 Tømrermester Jens Hansen fortæller, at man på værkstedet lavede mange trapper, men selvom man havde
drejebænk på værkstedet, drejede man ikke ballustre selv. Dem fik man færdige fra en underleverandør.
Side 6

De snoede søjler
De snoede søjler findes man oftest på bord- og stoleben, udsmykning på skabe, portaler,
ildsteder, standure, altertavler og i andet træværk i kirker og på slotte. Gyngestolene med høj
ryg findes stadig i mange hjem.
Snoninger idag
Stolene her er fra 1600 tallet.
Både ben og armlæn er enkelt-snoede.
Billedet stammer fra en handelsvirksomhed på internettet
Fig 1.
Blomsterbord med enkeltsnoede ben.
Umiddelbart kunne det godt ligne et bord fra slutningen af 1800 tallet. Men
det er ikke en antikvitet. Blomsterbordet er produceret i større serier og kan
købes som mail-ordre på internettet for ca kr. 800,- incl. forsendelse.
Fig. 2.
Fremstilling af snoede emner
Hovedpunkterne i fremstilling af en enkeltsnoet søjle.
Fig. 3
Området hvor snoningen skal fremstilles afdrejes til den ønskede diameter. Firkanterne i
enderne bevares for at gøre det nemmere, når emnet ved nogle af skæreprocesserne skal
roteres med håndkraft.
Side 7

De vandrette og lodrette linier danner et net af støttepunkter, der muliggør en præcis
markering af skærelinier. (Fig.3) Den røde linie markerer toppen af snoningen. Skærelinierne
tegnes op ved hjælp af en fleksibel lineal eller på fri hånd. Midt imellem de røde linier ligger
en gul (næsten usynlig), der markerer bunden af udskæringen. De lilla linier er støttelinier der
gør det lettere at styre skæringen.
Samtidig med at emnet roteres med hånden, saves en dyb rille, ca 1/3 af emnediameteren, der
følger den gule linie. (fig. 4)
Fig.4
Savsporet giver den fornødne støtte når resten af fordybningen skæres ved hjælp af et specielt
tilpasset drejerør. (Fig. 5)
Fig. 5
Drejerøret er meget kort. Det er beregnet til at blive styret med en hånd. Den frie hånd bruges
så til at rotere emnet med. Røret er slebet med en meget lang fas for at skæringen kan blive så
let som mulig.
Under skæringen holdes røret parallelt med det savede spor, spidsen peger skråt opad, og
siden af røret støtter på den lodrette kant frembragt af saven. Når den anden side af snoningen
skal laves, er det lettest at vende emnet – så kan man holde værktøjet i samme vinkel. Hvis
bunden bliver lidt ulden, kan den renses op med et stemmejern.
Side 8

Udvælgelse af træ
Principielt kan man skære snoninger i alle slags træ. Hårdt træ er fysisk krævende både under
skæring og ved den efterfølgende pudsning med sandpapir. Blødt træ er let at skære, men man
skal være meget varsom ved pudsning med sandpapir. De skarpe konturer, der giver
snoningen karakter, forsvinder forbavsende hurtigt, og er umulige at genoprette.
Træ med knaster eller knuder bryder rytmen i skæringen, hvilket er tidskrævende at rette op
på. En enkelt genstridig knast kan let fordoble arbejdstiden på et emne.
Konklusion
Den beskrevne teknik kræver ikke en udviklet teknologi, idet den kan udføres på alle typer af
drejebænke, fra det gamle trædelad til nutidens motordrevne drejebænke. Bordet på figur 2 er
sandsynligvis fremstillet på en maskine, hvor det skærende håndværktøj og slibepapiret er
afløst af en fræser, styret af computer eller styret efter en skabelon.
I slutningen af 1800-tallet havde mestre og svende opsamlet århundreders erfaring, og var i
stand til på datidens teknologi, at udføre drejekunstens mesterteknikker. I dag har industrien
rådighed over den mest avancerede teknologi nogensinde, men teknikkerne er gået i
glemmebogen. IT-teknologien bringer hverken teknikkerne eller efterspørgslen efter de
avancerede kunststykker tilbage.
Interessen for at dreje i træ er i dag større end nogensinde. Der er måske flere drejebænke og
mere værktøj i hjemmene og på uddannelsesstederne, end der nogensinde har været.
Ligeledes er der udviklet værktøj i en kvalitet som slet ikke var til rådighed i drejererhvervets
storhedstid. Hvis mesterteknikkerne skal genopdages og videreføres, vil det være hobbyfolket
og ikke erhvervslivet der bærer kulturen.
På en måde er ringen sluttet. Kunstdrejningen startede som en hobby ved hoffet, det udviklede
sig til et stort og omfattende erhvervsliv. Da moden så skiftede forsvandt drejererhvervet. Nu
genopstår drejningen igen som hobby.
Side 9

Kilder:
Fælleslitteratur:
Aubry, Didier og Vavik, Tom, (1992), Produkt Design, Tell forlag A/S, Asker, Norge.
Dansk Sløjdlærerforening, (1895), Sløjden og dens Betydning som Skolefag, L.A.
Jørgenssens Bogtrykkeri, København, udleveret artikel.
Engholm, Ida og Michelsen, Anders, (1999), Designmaskinen, Nordisk Forlag A/S,
København.
Hanks, Belliston og Edwards, (1992), Design selv, Borgen, København.
Hastrup, Kirsten og Ramløv, Kirsten, Kulturanalyse. Fortolkningens forløb i antropologien,
Akademisk Forlag, udleveret artikel.
Hastrup, Kirsten, (1988), Kultur som analytisk begreb, Aarhus Universitetsforlag, artikel.
Holt, Ivar, (1995), Design, Borgen, København.
Jensen, Johan Fjord, Kulturbegrebets kulturhistorie, udleveret artikel.
Kragelund, Minna, (1999), Det gode håndværk som modernitetens læringsrum, udleveret
artikel.
Peltonen, Juhani, (1999), Slöjdkultur och slöjdpedagogik, Nordisk Pedagogik.
Poulsen, Pernille, (16. januar 2000), Antropo… hvaffor noget?, Kronik i Fyens Stiftstidende.
Egen litteratur:
Bender, Johan Andreas og Christiansen, Knud Bisgaard, Fra håndværk til industri,
Industrirådet
Dunbar, Michael, Woodturning for Cabinetmakers, Sterling Publishing Co. Inc, New York
Gustavsson, R og Olson, O, Trædrejning som hobby, Høst & Søn
Hastrup, Bjarne, Håndværkets økonomiske historie 1779-1979, Håndværkerrådets forlag.
Holtzapffel, John Jacob, Hand or simple turning, Dover Publications, Inc. New York
Jacobsen, Grethe, m.fl, Håndværkets Kulturhistorie, Bind 1-4, Håndværkerrådets Forlag
Knoppe, Hugo, Meistertechniken der Drechslerkunst, Verlag Th. Schäfer, Hannover
Mortimer, Stuart, Techniques of Spiral Work, Stobart Davis, Hertford UK
Mårtensson, Hans, Träsvarvning efter gamle förebilder, Ica-Förlaget AB, Sverige
Palla, Rudi, Verschwundene Arbeit, Eichborn Verlag 1994, Frankfurt am Main
Roszkiewicz, Ron, The Woodturner’s Companion, Sterling Publishing Co. Inc, New York
Spannagel, Fritz, Das Drechslerwerk, Verlag Th. Schäfer, Hannover
Spannagel, Fritz, Gedrechselte Geräte, Verlag Th. Schäfer, Hannover
Steensberg, Axel, Dagligliv i Danmark, bind 6-7-8, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk A/S
Side 10

Clemmensen, Tove, Nationalmuseets Klunkehjem, Nationalmuseet 1990
Clemmensen, Tove, Nationalmuseets Klunkehjem, Nationalmuseet 1975
Hjemmesider:
www.nationalmuseet.dk
www.toolpost.co.uk
www.infoguide.dk
http://shop.store.yahoo.com/hradil/bartwisfer1.html
Video:
Tvists and Advanced turning, Knowhow Productions Limited, Middlesex 1987
Interview:
Pens. Trædrejer Børge Hammer, Silkeborg
Fhv. Tømrermester Jens Hansen, Fuglebjerg
Enø Antik, Ramsherred 13, Næstved
Steffens Antik, Ramsherred 17, Næstved
Side 11

Bilag 1
Interview med Pens. Trædrejer Børge Hammer, Silkeborg
Børge Hammer kom i lære i 1947 og har arbejdet som trædrejer indtil han gik på pension.
Samtidig har han undervist hobbydrejere i fritidsundervisningen og andre kurser. I 1947 var
der kun få drejere tilbage i landet. Fagforeningen talte kun 90 medlemmer og den blev kort
efter opslugt af træindustriforbundet.
Siden industrialiseringen havde drejer erhvervene været meget specialiserede. F.eks.
Blokdrejere (skibsindustrien), møbeldrejere, rokkedrejere, pumpedrejere, pibedrejere, rokke-
drejere, kunstdrejere ( billiardkugler m.v.) og ovaldrejere (billed- og spejlrammer).
For alle specialerne gælder det, at de forsvandt i takt med, at virksomhederne indførte
automatiske dreje- og fræsemaskiner der blot skulle indstilles og herefter fødes med
materialer. I andre tilfælde forsvandt opgaverne samtidig med indførelse af ny teknologi.
Pumpedrejerne blev overflødige da man fandt ud af at lave el-drevne vandpumper.
Klunketiden var drejer erhvervets guldalder. Den designmæssigt glatte tid der fulgte efter
betød farvel til håndværket. Design af industriprodukter tog ikke udgangspunkt i hvad den
gode håndværker kunne fremstille, derimod gik design hånd i hånd med maskinernes
udvikling således at designere arbejdede indenfor de rammer der sattes af maskinernes
muligheder.
Børge Hammer har også arbejdet med slyngdrejebænke der kunne fremstille snoninger.
Arbejdet med indstilling af maskinen var omfattende. Det kunne kun betale sig hvis der skulle
laves store serier. Det var hurtigere at håndlave enkelte produkter, men snoninger var, og er
fortsat ikke efterspurgte. I midten af 1900-tallet blev der fremstillet standere med askebægre,
indskudsborde og lignende møbler. Ikke dikteret af en fremherskende mode, men enhver idé
der kunne sælge var velkommen i et trædrejeri der kæmpede for sin overlevelse.
Det skete, at man fik opgaver på værkstedet som ikke umiddelbart kunne løses. På
mestersvendens foranledning blev der så fremstillet det fornødne værktøj, som måske kun
blev brugt den ene gang.
Side 12

I dag dyrker rigtig mange trædrejning som hobby. Paradoksalt nok er der de senere år udviklet
rigtig mange gode værktøjer til alle tænkelige formål, og i en kvalitet der langt overgår det
værktøj man havde til rådighed i den erhvervsmæssige trædrejning.
Der uddannes en drejer hvert andet år fra Krügers Drejeri i København. Det bliver der dog
ikke flere drejere af, idet de nyuddannede drejere som regel opsluges af designindustrien.
Bilag 2
Interview med Fhv. Tømrermester Jens Hansen, Fuglebjerg
Jens Hansen kom i tømrerlære midt i 1920’erne, i Fuglebjerg.
De snoede søjler hører ikke tømrerfaget til, men Jens Hansen har fremstillet adskillige som
dekoration på møbler eller som skulpturer. Drejebænken har da også ofte været i drift på
tømrerværkstedet. Jeg havde taget mine snoede produkter med til interviewet.
Jens Hansen blev meget overrasket over, at jeg havde brugt drejebænken til mine snoninger.
Han havde altid håndskåret sine idet han aldrig havde hørt om en teknik hvor drejebænken
blev brugt. Ligeledes havde han heller ikke hørt om slyngbænken der kunne automatisere
processen.
På værkstedet havde man mest brugt trædrejebænken til hjulnav og lignende opgaver hvor
der kun skulle fremstilles enkelte eksemplarer, oftest for at reparere, og emner der skulle
bruges til et bestemt formål. I forbindelse men bygning af trapper havde man altid købt
ballustrene færdige hos en underleverandør. Allerede dengang kunne man bestille et bredt
sortiment af hvad vi i dag kalder halvfabrikata.
Bilag 3
Interview med Ulla Pedersen, Enø Antik, Ramsherred 13, Næstved.
Der stod et skab i butikken, med snoede søjler som udsmykning. Af skiltet fremgik det, at
skabet var solgt.
Side 13

Skabet var ca 100 år gammelt. Det var solgt til en udenlandsk opkøber og det skulle videre til
Tyskland.
Hvorfor ?
”Det er umuligt at sælge den slags her i landet, der er ingen her der gider at have sådan noget
stående.”
”Efter klunketiden fik vi det rene, det glatte. Det var en befrielse efter alt det overdådigt
udsmykkede. Alt hvad der bare mindede om klunketid blev hurtigst muligt afløst af det
stilrene. Man smed simpelthen det hele ud. Det gør man stadigvæk. Vi tager det kun med
fordi vi har en opkøber der kommer. Der er ingen penge i det.”
”Har du lavet snoninger fordi du tror at du kan sælge sådan noget? Det kan du godt glemme
alt om. I dag vil folk have noget der er pænt og stilrent”
”Det er lige meget hvor dygtige håndværkere er, hvis ikke det er moderne kan det ikke
sælges. At drejerhåndværkets glansperiode forsvandt samtidig med klunketiden skyldes
udelukkende at moden ændrede sig. Industrialiseringen ville have gjort drejerens produkter
billigere, men man var trætte af klunkeriet, man fandt at det var grimt”
Bilag 4
Interview med Steffen Dinesen, Steffens Antik, Ramsherred 17, Næstved
Klunketiden var et overflødighedshorn af drejede ting. Så kom modernismen med det glatte,
industrielle design. Når moden skifter så voldsomt og pludseligt som efter klunketiden, er det
ikke prisen på produkterne eller håndværkets kvalitet der er afgørende.
Man forkastede simpelthen alt hvad der havde med klunketid at gøre, man fandt det afskyeligt
og gammeldags. Meget er sikkert blevet brændt.
Museet i Næstved har nok ikke noget fra den tid. Når man finder noget fra middelalderen er
det altid bevaringsværdigt, men klunketiden griner folk stadig af. Vi har sjældent noget med
snoninger eller andre klunketing her i forretningen. Der er ingen købere til det.
Flere kunder, gamle håndværkere fra byen, havde samlet sig rundt om mine snoede søjler. En
kunne fortælle, at der I 1950’erne var fire store trædrejerier i Næstved. Et af dem lå i
Grønnegade. Men der var ingen af de tilstedeværende der kunne huske hvad man egentlig
fremstillede på drejerierne.
Side 14