Snoede søjler - dansk sløjdlærerskole

Skabet var ca 100 år gammelt. Det var solgt til en udenlandsk opkøber og det skulle videre til
Tyskland.
Hvorfor ?
”Det er umuligt at sælge den slags her i landet, der er ingen her der gider at have sådan noget
stående.”
”Efter klunketiden fik vi det rene, det glatte. Det var en befrielse efter alt det overdådigt
udsmykkede. Alt hvad der bare mindede om klunketid blev hurtigst muligt afløst af det
stilrene. Man smed simpelthen det hele ud. Det gør man stadigvæk. Vi tager det kun med
fordi vi har en opkøber der kommer. Der er ingen penge i det.”
”Har du lavet snoninger fordi du tror at du kan sælge sådan noget? Det kan du godt glemme
alt om. I dag vil folk have noget der er pænt og stilrent”
”Det er lige meget hvor dygtige håndværkere er, hvis ikke det er moderne kan det ikke
sælges. At drejerhåndværkets glansperiode forsvandt samtidig med klunketiden skyldes
udelukkende at moden ændrede sig. Industrialiseringen ville have gjort drejerens produkter
billigere, men man var trætte af klunkeriet, man fandt at det var grimt”
Bilag 4
Interview med Steffen Dinesen, Steffens Antik, Ramsherred 17, Næstved
Klunketiden var et overflødighedshorn af drejede ting. Så kom modernismen med det glatte,
industrielle design. Når moden skifter så voldsomt og pludseligt som efter klunketiden, er det
ikke prisen på produkterne eller håndværkets kvalitet der er afgørende.
Man forkastede simpelthen alt hvad der havde med klunketid at gøre, man fandt det afskyeligt
og gammeldags. Meget er sikkert blevet brændt.
Museet i Næstved har nok ikke noget fra den tid. Når man finder noget fra middelalderen er
det altid bevaringsværdigt, men klunketiden griner folk stadig af. Vi har sjældent noget med
snoninger eller andre klunketing her i forretningen. Der er ingen købere til det.
Flere kunder, gamle håndværkere fra byen, havde samlet sig rundt om mine snoede søjler. En
kunne fortælle, at der I 1950’erne var fire store trædrejerier i Næstved. Et af dem lå i
Grønnegade. Men der var ingen af de tilstedeværende der kunne huske hvad man egentlig
fremstillede på drejerierne.
Side 14