Tema: DeN DaNSKe FOLKeSKOLe - Arkitektforbundet

stor dansk flora
– jens møller-jensens snørkler
I “Billedborgen – Københavns Rådhus 1905-2005” hylder arkitekturskribenten
Allan de Waal og fotografen Lars Gundersen Martin Nyrops
monumentale bygningsværk, der fyldte 100 år den 12. september 2005.
Her bringer ARKFOKUS et uddrag fra bogen, der er en oplagt julegave
– sprængfyldt med fine billeder, informationer og gode historier om
arkitekturen, rådhusets hellige haller, tidens gang og de mange mennesker,
der har præget stedet eller haft deres gang i det mangfoldige
bygningsværk. Som fx dekorationsmaleren Jens Møller-Jensen:
Det høje københavnske rådhustårn med
gylden urskive, næsten som en omstigningsbillet
fra sporvognenes tid, var
svært at hamle op med for den internationale
funktionalist Arne Jacobsen, da
han en menneskealder senere blev tvunget
til at sætte tårn på Århus Rådhus.
Den stemning af blod og jord, som
under anden verdenskrig drev et sådant
politisk krav frem af den jyske muld, var
til gengæld helt legitim, da arkitekten
Martin Nyrop og dekorationsmaleren
Jens Møller-Jensen trak åndeligt vod
ved den danske friske strand for at give
Københavns Rådhus identitet.
De var ikke ene om det i tiden omkring
det nye århundrede. Johannes V.
Jensen skrev i sin roman “Einar Elkær”,
1898, flere drivvåde bondebilleder op mod
tidens spleen og teknik.
“Det var Einar, der fik den underfundige
idé, at de skulle i vandet.
Betty ville gerne, det var kvælende
varmt. Bag en lille brink, hvor der var en
blød græsplet, tog de tøjet af. Einar måtte
love at vende hovedet bort. Han gjorde
det også, men pludselig vendte han sig alligevel
og så på Betty, just som hun drog
sin lille chemise over hovedet. Hun rød-
mede over hele legemet – som en hvid
rose, der glider ind i rødt lys.”
Han er løbet stærkt for hemmeligt at besøge
hende i nabobyen, så:
“Einar havde mørke, bugtede tegninger
ligesom af tusch ned ad benene, fordi han
svedte så stærkt på turen. Hans ben var
sammentrykte, og det rørte sig i dem, når
han gik, Bettys var ganske runde og hvide.
Over stenene sprang de ud i vandet,
Einar først. Stranden var flad som et gulv
langt ud, og vandet var lyst af bunden.
Længere ude gik der mørke tangbælter.
Hele fjorden lå blikstille. Hvor sandet var
venligt at træde på, det var fint rillet af
bølgeslag som et dyrs gane. Solspil for
over bunden som revner i et spejl, når
vandet kom i uro. Småbitte flynderunger,
der havde solet sig inde i det varme fladvande,
skyndte sig hovedkuls afsted foran
de to, pilede bort som små visne blade, en
høstvind fejer langs jorden.«
Det er en potent storbytilflytter, der tænker
bagud, og senere også vender tilbage
sammen med sin besværlige kærlighed:
“Et lille dampskib gik frem over en af
Limfjordens breddinger, det var i maj
måned.
Einar og Betty stod på dækket, de kom
“Det skulle være blæretang og blomstrende tidsler, der satte liv i monumentet, og stenportrætter
af de involverede håndværkere, eller embedsmænd udstyret med store ører, der
gjorde den italiensk inspirerede bygning til et årvågent og pæredansk forvaltningssystem.”