ordet17

...fortsat
på de fleste mennesker tænker kulturelle identiteter,
ligger der en uheldig styrkelse af den tankegang, at
man altid og primært er sit køn, sin kultur, sin etnicitet,
og at disse identiteter er faste positioner, hvorfra man
altid ytrer sig. Hvis kunsten efterhånden mere og mere
tematiserer, beskæftiger sig med og åbner mulighederne
for sociale og kulturelle identiteter, virker det
som om, at der visse steder findes en kulturjournalistik,
der indsnævrer rammerne for kulturel identitet.
KULTURJOURNALISTEN KAN I HØJ GRAD
BESTEMME, IKKE BARE OPFATTELSEN AF ET
KULTURELT PRODUKT, MEN OGSå MåDEN
HVORPå VI OPFATTER BEGREBET ’KULTUR’.
Nye Stemmer
Et eksempel på en sådan kulturjournalistik er konceptet
’Nye Stemmer’. Nye Stemmer er i første omgang
titlen på en antologi, der udkom i februar 2007 som
resultatet af en skrivekonkurrence, som Berlingske
Tidende i samarbejde med Gyldendal havde udskrevet
for ”forfattere af anden etnisk og kulturel baggrund
end dansk”. Antologien indeholder 15 tekster skrevet af
forfattere, der har det tilfælles, at mindst én af deres
forældre er født uden for Danmark. Bogen er pastelgrøn
og bagsideteksten starter: ”Antologien Nye stemmer
er fortællinger om en række menneskeskæbner”.
Men hvis indholdsbeskrivelsen her virker åben, foregår
der imidlertid så meget betydningstilskrivning på
begge sider af udgivelsen, at der opstår et misforhold
mellem på den ene side produktet Nye Stemmer, altså
antologien, og så på den anden side konceptet ’Nye
Stemmer’. Teksterne defineres og gøres gyldige som
nye, forskelligartede ytringer på en kulturel scene, som
man med konkurrenceudskrivelsen har ønsket skulle
være mere mangfoldig. Men samtidigt overtrumfes
de af en journalistik, der gør sig bemærket ved en
altoverskyggende forestilling om kulturel fakticitet og
entydighed. Denne forestilling bliver nemlig til et koncept,
som man kan spore i de presserelaterede manifestationer
af projektet: Fra konkurrenceudskrivelse over
avisledere, artikler, pressemeddelelser og interviews til
anmeldelser italesættes, ikke flerstemmigheden, men
forfatternes forestillede gruppeidentitet i tre led: ’Indvandrerforfatterne’
er etniske kulturbærere (ligesom
I KONCEPTET ’NyE STEMMER’ KUNNE NOGET TyDE På, AT FORFATTERNES MULIGHED FOR STEMMEFØRING
ER BEGRæNSET TIL TRODS FOR DEN OPRINDELIGE INTENTION OM AT OVERKOMME FORHINDRINGERNE FOR
DEN.
alle andre), de er ’de andre’ (i modsætning
til ’os’), de siger ’det andet’. Det er, endnu
før konkurrencebidragene er sendt ind,
bestemt, fra hvilken position de kan tale;
”fortællinger fra ghettoer, forstæder,
oaser og andre steder hvor forskellige
kulturer mødes”.
I den forbindelse er det interessant,
hvordan de generelt lunkne anmeldelser
vægrer sig ved at forholde sig til indhol-
det: Ellers seriøse anmeldere frasiger sig
kritikken og litteraturfagligheden til fordel
for ytringer som: ”Det er urimeligt at frem-
hæve enkelte” og ”De etniske kommer”.
Man kan her tale om, at de, i stedet for at
udøve den autoritet, de som anmeldere
har til at bedømme det kulturelle produkt,
videreformidler projektets iboende fast-
sætning af ytringsgrænser. Konceptet ’Nye
Stemmer’ opretholder i den optik et klart
skel mellem ’os’ og ’dem’, således at for-
fatterne faktisk bliver holdt uden for den
kulturelle ytring. Dermed bliver kulturjour-
nalistikken, udover at være et magtfuldt
medie, et medie for magten.
Aktivt at give ordet til minoriteten
(her: indvandrerforfattere) er udtryk for
en inklusionsstrategi: ’de andre’ skal også
repræsenteres i ’vores’ ytringsfelt (her:
litteraturen). Men denne inklusion kan på
paradoksal vis føre en ekskludering med
sig. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem
der markerer tilhørsforholdene. Det at
lade sig repræsentere er ikke nødvendig-
DET VIRKER SOM EN AFSLØRING
AF EN SOCIAL DISKURS’
IMPLICITTE MENNESKESyN;
MENNESKER ER FØRST
OG FREMMEST ETNISKE
KULTURBæRERE.
vis ensbetydende med, at man bevidst
markerer et tilhørsforhold eller vælger
den diskurs inden for hvilken, repræsenta-
tionen foregår. I konceptet ’Nye Stemmer’
kunne noget tyde på, at forfatternes mu-
lighed for stemmeføring er begrænset til
trods for den oprindelige intention om at
overkomme forhindringerne for den. Nye
Stemmer kvæles af forældede fordomme.
En arena for kulturel forhandling
Menneskers kulturelle identitet opstår i
balancegangen mellem repræsentation og
selvrepræsentation i en slags kulturel for-
handling, som foregår overalt mellem selv-
billede og ’the public image’. Et eksempel
på en kulturel forhandling er Fyns Stiftstidendes
interview med forfatteren Shadi
Angelina Bazeghi under overskriften ”Identitet
handler om holdninger”. Forfatteren
vil helst tale om sin litteratur, og derfor
er det påfaldende, at netop det litterære
bliver kogt ned til et minimum til fordel
for fængende overskrifter som ”Vollsmose”,
”Integration = kvalme” og ”Religion
er en privatsag”. Men mest slående er det,
at interviewet følges af en faktaboks med
”tal-kilde: Udenrigsministeriet” om landet
Iran. Her bliver kulturjournalistikken arena
for en identitetsforhandling: Forfatteren
ønsker at definere sig som kunstner. Hun
insisterer på at tale om fiktionen, mens
intervieweren identificerer hende i en
(fakta)boks under kategorien ’anden etnisk
baggrund’. Hvordan giver det mening at
oplyse om befolkningstallet i Iran i forbindelse
med et forfatterinterview? Det
virker som en afsløring af en social diskurs’
implicitte menneskesyn; mennesker er
først og fremmest etniske kulturbærere.
Shadi Angelina Bazeghi er altså mere
’oprindeligt iraner’, end hun er forfatter.
På denne måde kan man tale om, at der
foregår mere tildeling af identitet end
forhandling i dette ’kulturmøde’, og at
interviewet fremstår som en magtdemonstration
af majoritetens kulturbegreb.
Når selv ikke anmeldelserne anerkender
den kulturelle repræsentation, bliver Nye
Stemmer et eksempel på en kulturjournalistik,
som ukritisk skriver sig ind i en aktuel
diskurs. Det er en diskurs, der udstikker
forhindringer for den mangfoldighed som
’kulturen’ i praksis kunne være scene for
– for eksempel hvis ’indvandrerforfatterne’
fik, ikke blot en principiel ret til at tale,
men også en faktisk ret til at blive hørt.
ORDET17 vinter 2007
ORDET17 vinter 2007 10 11
Litteratur
Jenkins, Richard: Rethinking Ethnicity:
identity, categorization and
power, In: Ethnic and Racial Studies,
vol 17, no. 2, april 1994.
Hastrup, Kirsten: Kultur. Det fleksible
fællesskab, 2005
Hall, Stuart: Old and New Identities,
Old and New Ethnicities, In: Anthony
D. King (ed.): Culture, Globalization
and the World-system, 1991
Jørgensen, Marianne Winther & Phillips,
Louise: Diskursanalyse som teori
og metode, 1999
Naja Marie Aidt, Jens Andersen, Rushy
Rashid og Janne Breinholt Bak (red.):
Nye Stemmer, 2007.