ordet17

Skrevet af Kasper Løvborg, stud. Film- og Medievidenskab
Voldelige mænd iført jakkesæt
og filthatte. Drevet ud i
kriminalitet af grådighed
– og altid med fingeren på
aftrækkeren. Gangstergenren er
forbundet med disse klichéer,
men hvilke fællesnævnere er
de mest potente? Ordet kigger
nærmere på tre kategorier,
som nyere bud på genren kan
opdeles i.
den moderne gangsterfilm
Gangstergenren fik i 1990 en tilba-
gekomst med tre film, der sammen
illustrerer dens spændvidde, og hver
for sig repræsenterer tendenser inden for
genren. Francis Ford Coppola afsluttede
sin episke Godfather-trilogi, Coen-brødrene
bød på den originale Miller’s Crossing, mens
Martin Scorsese i Goodfellas beskæftigede
sig med et mere realistisk gangstermiljø.
Episke værker
Kernen i genrens nyere film er ofte en
skildring af gangsteres familiebånd eller
livslange venskaber, der brydes som følge
af enten mistillid eller den uundgåelige kor-
rumpering ved tilranelse af magt. For at få
seeren til at investere i disse loyalitetsbrud
udspiller filmene sig ofte over en årrække.
De bliver episke.
De to første Godfather-film (1972/1974),
hvor en siciliansk mafiafamilie skaber sine
egne rammer i det kapitalistiske amerikan-
ske samfund, var ikke blot afsættet for,
men indbegrebet af denne type gang-
sterfilm. Alligevel er det mest ambitiøse
eksempel på den episke variant nok Sergio
Leones Once Upon a Time in America (1984),
der følger en gruppe unge småkriminelle
fra de mødes og frem til tresserne, hvor
de få overlevende kan kigge tilbage på og
reflektere over deres liv. Omdrejningspunk-
tet er dels deres nostalgiske tilbageblik på
venskab og kærlighed, vundet og tabt, dels
deres angrende refleksion over fordums
forræderi og grådighed.
Protagonisten, Noodles, fortryder bit-
tert sine valg, men at han overhovedet
har haft nogen, adskiller ham fra Michael
Corleone i The Godfather, der, ude af stand
til at undslippe sin skæbne, ender med at
overtage faderens rolle som familiens over-
hoved. Michael kan ikke undgå at blive på-
virket af det korrupte miljø, og man følger
ham udvikle sig til et iskoldt menneske, der
ødelægger sin familie, drevet af ambitioner
og styret af branchens nødvendighed af at
være skånselsløs.
Senere eksempler på film, der lægger
sig op af de nævnte, er Blood In Blood Out
(også kendt som Bound By Honor, 1993) og
Crime Novel (2005). Fælles for dem alle er,
at de fremstiller organiseret kriminalitet
som en forretning, der i sidste ende styres
af grådighed, frem for bånd til familie eller
nære venner. Filmene bliver meditationer
over spændingsfeltet mellem protagoni-
sternes egne ønsker og løfter om loyalitet
og den moralske forkastelighed, som de er
nødsaget til at tillægge sig for at overleve.
ORDET17 vinter 2007 ORDET17 vinter 2007
18 19
Nytænkning
Miller’s Crossing behandler i vidt omfang
de samme temaer som andre gangsterfilm.
Protagonisten Tom Reagan bliver i løbet
af filmen, ligesom Michael i The Godfather,
mere koldblodig og må til sidst sørgmodigt
erkende, at hans venskab med gangsteren
Leo aldrig vil blive det samme efter Toms
affære med hans elskerinde. Disse velkend-
te elementer til trods, så adskiller Miller’s
Crossing sig alligevel markant fra den klas-
siske gangsterfilm, da filmen koncentrerer
sig om at udstille genrekonventioner. Rea-
lisme er underordnet, og det oprindelige
fokus på individets konflikt med samfun-
dets restriktioner går tabt, da ordensmag-
ten og staten utroværdigt skildres som ikke
bare delvist, men fuldstændigt korrupte.
Selve plottet er inspireret af Dashiell
Hammetts krimi The Glass Key, som Akira
Kurusawa skævede til, da han lavede Yojim-
bo, og som siden hen har inspireret utallige
westerns. Der er altså tale om en særdeles
velkendt historie, som udspringer af et
noir-forlæg, og netop ud fra dette opstår
genrevariationen: Coen-brødrene overfø-
rer apatien fra den traditionelle detektiv i
neo-noirs til Tom og genopfinder derved
gangsterprotagonisten som en antihelt. I
modsætning til den klassiske overambitiøse
gangster, er Tom ikke en grådig narcis-
sist, men en intellektuel ener – alene i en
machoverden. Han manipulerer sine omgi-
velser på udspekuleret vis, og det er som
seer nemt at komme i tvivl om, hvorvidt
hans handlinger er velovervejede eller blot
tilfældige.
Miller’s Crossing imiterer og genopfinder
på én gang eksisterende skabeloner og er
dermed temmelig svær at placere. Umid-
delbart må den betegnes som en genrehy-
brid, da den inddrager noir-elementer og
en underspillet humor, som man normalt
ikke forbinder med gangsterfilm. At af-
skrive filmen som ren retro-pastiche virker
således ikke fyldestgørende og med dens
flertydighed og selvrefleksivitet in mente,
fristes man til i stedet at kalde den et post-
moderne bud på en klassisk gangsterfilm.
Filmen er altså, ligesom Tom, svær at
blive klog på. Den kan vel anses for en stil-
øvelse, men ikke i forhold til f.eks. Quentin
Tarantinos og Guy Richies efterfølgende
film, hvis imitationer har udvandet genren
til grænsen af uigenkendelighed. Popula-
riteten af disse har ført til kopier af kopier
– et postmoderne træk, der fordrer spørgs-
målet: Er der originalitet tilbage i gangster-
genren? Er der endnu nye veje at gå?
FILMENE BLIVER MEDITATIONER
OVER SPæNDINGSFELTET
MELLEM PROTAGONISTERNES
EGNE ØNSKER OG LØFTER OM
LOyALITET OG DEN MORALSKE
FORKASTELIGHED, SOM DE ER
NØDSAGET TIL AT TILLæGGE SIG
FOR AT OVERLEVE.
Realisme
Gangsteren er i de postmoderne film
blevet en klichéfyldt myte, der benyttes i
andre sammenhænge end de oprindelige.
De klassiske gangsterfilm var problematise-
ringer af kriminaliteten afledt af samtidens
sociale problemer, hvor protagonisten så
sig nødsaget til at forfølge sin egen om-
vendte udgave af den amerikanske drøm.
”As far back as I can remember, I always
wanted to be a gangster,” som Henry Hill
fortæller i Goodfellas.
Mafiaen besidder den egentlige magt
i fuld kontrol over sin egen uafhængige,
afgrænsede verden. En verden, hvor det
er muligt at realisere sine drømme. Filmen
viser både de umiddelbare fordele, Henry
opnår via sin tilværelse som gangster,
samt hans senere uundgåelige undergang.
Denne struktur skulle vise sig bæredygtig
for mange nye gangsterfilm, bl.a. Scorseses
egen Casino (1995).
I disse film, og f.eks. også Donnie Bra-
sco (1997), er der skruet betydeligt op for
volden, og folk fra det virkelige mafiamiljø
har hjulpet instruktørerne med at få detal-
jerne på plads. Filmene markerer således
en tilbagevenden til mere realistiske miljø-
afbildninger, men det er klart, at filmene
har måttet følge med tiden. Således er det
mest hyldede nutidige portræt af mafiali-
vet, The Sopranos (1999-2007), mere afdæm-
pet end de film, der blev lavet og foregik
i forbudstiden, hvor publikum kunne side-
stille handlingen med hverdagens avisover-
skrifter om datidens store gangstere, der
dengang havde et langt mere omfattende
fortagende med illegal sprut, gambling og
prostitution.
Traditionen for at benytte gangsterfil-
men til at behandle sociale problemer ses
dog stadig. Fernando Meirelles’ City of God
(2002) blev af pressen døbt en brasiliansk
Goodfellas, og filmen kombinerer et episk
narrativ med en virtuos skildring af de så-
kaldte favelas slumkvarterer i Rio de Janei-
ro, hvori politikorruption og bandekrige er
en del af hverdagen. Skulle man være i tvivl
om, hvorvidt miljøbeskrivelsen er over-
dreven og gangsterne for karikerede, kan
det nævnes, at mange af skuespillerne var
amatører opvokset i de fordærvede kvarte-
rer. Asger Leths dokumentar Ghosts of Cité
Soleil (2006) tegner et lignende portræt af
den Central- og Sydamerikanske slum, blot i
stedet med fokus på Haiti.
City of God har tilsyneladende på ny
genoplivet gangsterfilmen, der synes at
trives i bedste velgående med sidste års
Oscar-vinder for bedste film, Scorseses The
Departed (2006), samt dette års to store
gangsterfilm: David Cronenbergs Eastern
Promises (2007), om den russiske mafia, og
Ridley Scotts kommende American Gang-
ster (2007), der genbruger skabelonen om
en gangsters succes og undergang og spås
Oscar-chancer. Dermed mangler vi bare
en arvtager til Miller’s Crossing. En film der
måske med tiden vil vise sig at være den
sande original blandt alle kopierne.