ordet17

Skrevet af Anders Jepsen, stud. Film- og Medievidenskab Foto: DR (retoucheret)
DR-journalist Jeppe Nybroe blev
fyret, fordi han tilføjede eksplosions-
lyde i et nyhedsindslag. Christoffer
Guldbrandsen blev beskyldt for manipu-
lerende brug af underlægningsmusik i
dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig, og
senest klippede TV2 to scener ud af Catrine
Marchen Asmussens dokumentar Mig og
Naser – den ene fordi den var rekonstru-
eret. Filmiske virkemidler bliver flittigt
diskuteret i de danske medier og ofte med
anklager om manipulation.
For den brede befolkning er de tre
nævnte personer nok bedre kendt for
M for...
manipulation?
Manipulation og løgn. En række skandaler har de seneste år sat fokus på dokumentarismens
virkemidler. Tv-journalister og dokumentarister er blevet anklaget for bevidst at fordreje
sandheden. Men hvad handler kritikken i virkeligheden om? Og giver det mening over
én kam at blackliste filmiske virkemidler i dokumentaren? Ordet har kigget nærmere på
skandaler, billedmedier og redigeringsteknikker.
andet. Jeppe Nybroe påstod, at danske
soldater var ved at forlade Irak, da de i
virkeligheden var på vej ind. Regeringen
beskyldte Guldbrandsen for at fordreje
fakta, og Asmussen fremstillede en bil
som udbrændt som følge af uroligheder,
selvom den i virkeligheden bare havde haft
motorstop. Debatten har i høj grad handlet
om, hvorvidt de tre bevidst har løjet for sit
publikum.
Men en ting er at lyve og manipulere
med kendsgerninger, en anden er at udnytte
mulighederne i mediet. Spørgsmålet
er, om det er fornuftigt at fokusere så
ihærdigt på klippe- og lydarbejde, når man
lige så vel kan diskutere den dokumentariske
værdi af disse mediers egentlige byggesten,
nemlig billeder. ”Fotografiets kunst
består af andet og mere end at trykke på
en udløser”, som tidligere lektor i filosofi og
billedmedier, Søren Kjørup, udtrykker det.
Billeder er en bearbejdning af virkeligheden,
der kan snyde og bedrage – selvom de
ikke er manipuleret i klassisk forstand.
Billedet af virkeligheden
Langhåret sagt er spørgsmålet, om fotografiet
er et indeksikalsk tegn eller ej. Indeksi-
kalske tegn, et begreb hentet fra semiotikken,
kan f.eks. være dyrespor i sneen eller
røg. Tegn der indikerer, at noget er sket, at
et dyr har gået en tur i sneen, eller nogen
har tændt et bål. På samme måde kan man
se fotografiet som et digitalt eller kemisk
spor af virkeligheden. En genstand foran
kameraet reflekterer lys, der opfanges gennem
linsen. Teorien forudsætter derved,
at det, der var i virkeligheden, også er på
billedet. Men betyder det, at det, der er på
billedet, også var i virkeligheden?
Teorien får modspil, hvis man forestiller
sig billederne fra familiefødselsdagen, hvor
alle optræder med røde øjne. De færreste
vil stædigt påstå, at familien i netop det
øjeblik var en flok blodsugende monstre.
Dogumentary og ’M’anipulation
I 2002 sagde seks prominente, skandinaviske
dokumentarfilminstruktører ja til et
eksperiment. Eksperimentet hed dogumentary
og var i bedste dogme ’95-stil et
regelsæt, der klart begrænsede instruktøren.
Nogle af de mest vidtgående regler
var: ”Alle klip skal markeres med 6-12 sorte
billeder.” og ”Manipulation af lyd og/eller
billeder må ikke finde sted.”. Reglerne
skulle, ifølge ophavsmanden Lars Von Trier,
bringe dokumentarfilmen tilbage til virkeligheden
og fri den fra den nye teknologis
manipulation.
En lignende bekymring for den nye teknologis
muligheder opstod i Norge, og her
resulterede det i et bredere presse-etisk
initiativ fra branchen selv. Norsk Presseforbund
anbefalede, at manipulerede billeder
i aviser og ugeblade skulle markeres med et
lille M. Så kunne læseren se, at billedet var
manipuleret og dømme derefter.
Men som Søren Kjørup argumenterer,
er en sådan markering ”i bedste fald både
overflødig og naiv, i værste fald direkte
farlig”.
For hvis læseren kun anbefales at være
særlig opmærksom på billeder markeret
med M, vil billeder uden markering automatisk
blive opfattet som mere troværdige.
Billeder markeret M vil, måske retmæssigt,
signalere utroværdighed, mens billeder
uden M vil signalere en dokumentarisk
autencitet.
Men ønsker man bevidst at manipulere
og vildlede, er det for det første naivt at
forestille sig, at skurken ville markere sit billede
”M”, og for det andet skulle det være
en smal sag at fortælle en falsk historie
uden at redigere i billedet.
Ligeledes med dokumentarfilmgenren.
Hvis der skabes enighed om, at filmiske virkemidler
forpurrer sandheden, vil tiltroen
til de enkeltstående billeder og dokumentarfilmen
uden synlige virkemidler blive
højere. Og samtidig vil en række grundlæggende
og harmløse fortælleteknikker samt
redigeringsteknikker blive mistænkeliggjort.
Krav til dokumentaristen
Under overskriften ”TV2 manipulerer i ny
dokumentar” forlangte en journalist fra
Nyhedsavisen, at Catrine Asmussens dokumentar
Mig og Naser blev fjernet fra TV2’s
sendeflade. ”Billederne skal tale sandt,
lyden skal være sand, indtalingen skal være
sand, tiden skal være rigtig,” lød parolen,
og dermed var sagen ifølge ham klar. Journalisten
forventer, at dokumentaristen
fremviser virkeligheden kronologisk og
objektiv. Som seer kan vi ikke gennemskue
virkemidlerne, og ”vi har ikke andet valg
end at ‘give op’, læne os tilbage og ‘tro’ på
filmen.” fortsætter han.
Men lad os undersøge en typisk scene
fra en dokumentarfilm. To personer har
en samtale ved et bord. Den ene snakker,
den anden lytter. De fleste dokumentarfilm
optages med ét kamera, og det er derfor
umuligt samtidig at filme den talende og
den lyttende person – hver for sig vel at
mærke. Alligevel klippes der i dokumentarfilm
ofte til ’reaction shots’ af den lyttende.
Altså billeder som umuligt kan være
optaget i den rækkefølge, de præsenteres
i filmen. Hvis den lyttende tilmed nikker,
har vi kun instruktørens gode ord for, at
vedkommende rent faktisk nikkede netop
her. Journalisten har altså ret. Vi må ’give
op’, læne os tilbage og ’tro’ på dokumentaristens
moral, men sådan er det hele tiden
- selv ned i den mindste detalje.
Mig og Naser blev da også sendt, men
uden to centrale scener. TV2’s fakta- og dokumentarredaktør
Lasse Bjerre begrunde-
de: ”Rekonstruktioner skal undgås, når der
er tale om centrale scener”. Hvad en central
scene er, melder historien ikke noget om.
At rekonstruktioner skal undgås, er desuden
et pudsigt ideal, som ikke traditionelt
er knyttet til dokumentarismen. Filmhistorisk
er én af de mere tungtvejende definitioner
på dokumentarismen jo netop John
Griersons ”a creative treatment of actuality”.
En betegnelse der accepterer filmskaberens
bearbejdning af sit materiale.
Hvis Lasse Bjerre nærstuderede TV2nyhederne
på en typisk mandag aften,
ville han nok også få et chok. Mange nyhedsindslag
gør brug af iscenesættelser
og rekonstruktioner. Ofte har journalisten
bedt interviewpersonen læse i avisen, gå
ud for at hente post eller gå en tur på havnen,
mens speakeren fortæller om tidligere
depression og selvmordsforsøg.
Man kan lyve på mange måder, og fortælle
sandheder på mange andre. Spørgsmålet
er da, om det er rimeligt over én
kam at angribe traditionelle, basale redigeringsteknikker
for at være manipulation.
Tilliden i højsædet
Morten Bay, cand. mag. i Medievidenskab,
tidligere formand for det Radikale venstres
mediegruppe og forfatter af bogen Generation
Netværk, har foreslået, at kildekritik
indføres som fag i folkeskolen. Han mener,
det er vigtigt at træne de unge i kritisk stillingtagen
til medier.
Og måske er det ikke en helt dårlig vej at
gå. Tidligere kunne man tydeligt se, hvis et
billede var manipuleret. Saksen og limstiften
efterlod tydelige spor. Men i takt med
teknologiudviklingen bliver det sværere og
sværere. Så i stedet for at slå sporadisk ned
på filmiske virkemidler, er vi bedre stillet
med generel kritisk stillingtagen. I sidste
ende er det alligevel tilliden til den enkelte
person og dennes forvaltning af teknologien,
der afgør, om vi kan tro på det, vi ser.
Kameraet sikrer ikke objektiviteten.
ORDET17 vinter 2007
ORDET17 vinter 2007 20 21