Omslag CS.indd - Angstforeningen

MAJ 2004
8
Søvnproblemer
ISSN 1601-8591
AngstAvisen
Angstforeningens nyhedsbrev
Panikangst – hvad er det?
Bøger om børn og angst
Selvhjælp og adfærdsterapi
Dødsangst og livsglæde
Den grønne og den alm. ‘lykkepille’
www.angstforeningen.dk

Indholdsfortegnelse
Redaktion:
Kamma Kaspersen (ansv. red.)
Alexandra Pilegaard Lind
Marie Särs Andersen
Produktion:
Toptryk Grafi sk ApS
Oplag:
1.500
Layout:
Omslag: www.Namgyal.dk
Indhold: Kamma Kaspersen
Artikler i Angst-Avisen udtrykker ikke nødvendigvis
redaktionens eller Angstforeningens holdning.
Redaktionen er bekendt med navn og adresse på
skribenter.
Bidrag på diskette eller mail til
kk@angstforeningen.dk
Angstforeningen
Peter Bangsvej 1, G, 3.
2000 Frederiksberg C
Tlf.: 70 27 13 20
Vi frakender os ansvar for tilsendt materiale, vi ikke
har bestilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte
og redigere i materiale.
Angst-Avisen er Angstforeningens medlemsblad og
udkommer 4 gange årligt.
Løssalg pr. stk.: kr. 25.00
Kontingent 2004: 150 kr.
Biblioteksabonnement: 250 kr.
Institutionsabonnement (4 blade): 1.000 kr.
Reg. nr.: 9570 konto nr.: 6-004-9424
Gaver og sponsorering op til 5.000 kr. årligt er fradragsberettiget
efter ligningslovens §8A.
Gavebeløb på mindst 25 kr. pr. medlem, medvirker til
at bevare vores godkendelse til driftstøtte fra Tips-
og Lottomidlerne.
www.angstforeningen.dk
INDHOLD
Forside: Forårs blomster 1
Redaktion, indhold 2
Formandens beretning 3
Panikangst – hvad er det? 4
At gå i Netto med panikangst... 5
Angst som forsvar og handicap 6
Klinik for angst og personlighedsforstyrrelser 8
Kognitiv adfærdsterapi og selvhjælpsgrupper 9
Social, juridisk og psykologisk rådgivning 9
Søvn – og mangel på samme 10
Sov bedre og Søvn 11
Urolige nætter 12
55 tips til forældre... 13
Alle har mellem 0 og 3 venner 14
Lykkepillen – lys for enden af tunnelen 15
Hyperikum – den grønne lykkepille 16
Når angsten får magten 17
Stress – når kroppen siger fra 18
Hvad er meningen? 18
Psykologi 20
Tema: dødsangst. Se uvisheden i øjnene 21
Kunsten at dø 22
Når dødsangst bliver til livsglæde 23
Dødsangst kan bekæmpes 25
Generalforsamling og vedtægtsændringer 27
Opslagstavlen bagsiden

Angst-Avisen 8. 3
Formandens beretning
Af Kamma Kaspersen
Da vi snart har generalforsamling (se side 27) vil jeg benytte
lejligheden til at bringe beretningen her i bladet.
I år fylder Angstforeningen 3 år og har passeret 1.200
medlemmer. Vi kan mærke, at der er brug for os. Vores
telefontid bliver brugt af mange, der ringer og ønsker hjælp.
Vi har nu 28 selvhjælpsgrupper fordelt over hele
landet, og der kommer hele tiden nye til. Der er for nylig
udarbejdet retningslinier for grupperne, og vi har planer om
at indføre en kombination af selvhjælp og behandling, hvor
dette ønskes og er muligt. Derfor følger vi også forsøget i
Ringe (læs mere side 9) med stor interesse.
Der har været bud efter vores foredrag både fra
Frivillighedsformidlinger/centre og fra selvhjælpsgrupperne.
I år har jeg lavet en aftale med nogle af SAKT’s medlemmer
(psykologer og psykiatere med en tillægsuddannelse i
kognitiv adfærdsterapi) om, at vi planlægger fælles foredrag,
hvor en angstramt og en terapeut er tilstede sammen. Det
tager vi for alvor hul på til efteråret.
Sidste sommer undrede jeg mig over, at der var så
lidt fokus på angst i Aalborg-området. Både
behandlingsmæssigt, men også Psykinfo Aalborg var
domineret af de psykotiske lidelser og depression.
I samarbejde med Morten fra selvhjælpsgruppen i
Aalborg aftalte vi et møde med dem, og det udviklede sig til
”Angsttemadage i Aalborg” med foredrag, film og stande i
weekenden 23.-24. jan. 2004. Det lykkedes os at skaffe
nogle af eksperterne inden for området til at holde foredrag.
Det blev en stor succes med over 1.000 besøgende på de to
dage. Vi får stadig positive tilbagemeldinger fra mennesker,
der overværede talerne.
Den 11. maj har jeg planlagt en temadag om angst
og OCD i samarbejde med Psykinfo i Århus, som vi i
forvejen har et godt samarbejde med fra tidligere foredrag.
Selvhjælpsgruppen i Århus har valgt, hvilke fagpersoner de
gerne ville høre, og da Angstforeningen i 2003 er begyndt et
samarbejde med OCD-foreningen på enkelte områder, var
det naturligt også at invitere dem i Århus, samt den
nystartede forening Trik Norden.
I marts skrev jeg til Lars Løkke Rasmussen og bad
om foretræde for sundhedsministeren. Pga. tidspres kunne
han ikke mødes med mig, men ville gerne høre mine forslag
til forbedringer for angstramte i et brev. Han oplyste, at der
er givet tilsagn til udarbejdelse af referenceprogrammer for
angstbehandling og at dette også overvejes ved
angstlidelser hos børn og unge. Desuden indgår behandling
af angsttilstande fra 1. jan. 2004 i den nye
speciallægeuddannelse. Man kan så undre sig – er psykiatere
ikke tidligere blevet oplært i behandling af angstlidelser?
En vigtig opgave i 2003 har været at komme ud til
danskerne via medierne, så de ved, at vi findes og kan vejlede
dem – og mindst lige så vigtigt, at de hører/læser om en, der
beskriver, hvordan angsten udarter sig. Mennesker med fx.
årelang socialangst har bare opfattet sig selv som ”sære” og
er med årene blevet mere og mere triste over alt det, der ikke
lykkedes pga. angst/pres/stress i sociale situationer. Pludselig
opdager de, at flere hundredetusinde mennesker har det på
samme måde, og dermed opnår de både accept af situationen
og mulighed for behandling/forandring.
Siden sidste nr. af Angst-Avisen har Helse haft et
tema-nummer om angst, som er blevet læst af mange
mennesker. Det er nødvendigt at vi hele tiden tænker i
muligheder for at promovere foreningen med henvendelser til
medierne og konstant være opmærksom på, når der er noget i
gærde, hvor Angstforeningen bør give sit besyv med. Vi har
stadig meget små økonomiske midler og derfor ikke råd til
større annoncer o.l.
I det forløbne år har vi fået udgivet egne brochurer:
”Hypokondri/sygdomsangst.” ”Viden om angstlidelser”(Helse)
og ”Kognitiv og medicinsk behandling af angst”. Sidstnævnte
er udgivet med støtte fra Helsefonden, hvor vi netop nu har en
ansøgning liggende på en OBS-udsendelse til DR-tv om
socialfobi. DR har givet grønt lys for manuskriptet, så det er
kun den økonomiske side, der skal falde på plads.
Angstforeningens medlemskab af GAMIAN
(sammenslutning af europæiske foreninger der ligner vores)
går også ind i sit 3. år, og vil blive afholdt i Estland i år. Sidste
år talte jeg med flere skandinaviske angst-, OCD- og
depressionsforeninger om en fælles sommerlejr, der kunne gå
på skift i de nordiske lande, og hvor vores medlemmer kunne
møde hinanden. Der var interesse for dette, og vi fortsætter
planlægningen, når vi mødes i år.
Bestyrelsen har opnået en vis stabilitet i løbet af året,
og de fleste af os ønsker således genvalg. Vi fik et godt råd af
vores revisor sidste år, der foreslog os, at få en advokat valgt
ind i bestyrelsen. Dette har mange fordele efterhånden som
foreningen vokser. Der er ofte juridiske ting, vi ikke har
ekspertise til at forholde os til. Derfor er vi så heldige, at vi har
fået advokat Mads Thyregod til at stille op som
bestyrelsesmedlem. Han har en interesse for humanitært
arbejde, og sidder bl.a. i bestyrelsen for ”Foreningen
Grønlandske børn”, ”Fonden Livslinien” og er formand i
bestyrelsen på et plejehjem.
Så vi håber derfor, at I vil tage godt imod Mads, så
han får rigtigt mange stemmer og kan komme ind i
bestyrelsen til gavn for os alle. Er man forhindret i selv at
møde op, kan der stemmes ved fuldmagt eller i anbefalet brev
senest 8 dage før generalforsamlingen.

Angst-Avisen 8. 4
Panikangst – hvad er det?
Af Marianne Breds Geoffroy
Speciallæge i psykiatri, PhD
Alle mennesker kender oplevelsen af at ’få sig en skræk i
livet’ eller at ’hjertet hopper i brystet’. Dette angstrespons
oplever vi jævnligt: Hvis vi pludselig er i fare i trafikken, bliver
overraskede over noget, fx en høj lyd, eller hvis vi tror vi er
alene, og der pludselig er nogen. Hjertet dunker, man bliver
varm/kold i hele kroppen, og det varer nogle minutter, inden
kroppen falder til ro igen.
De færreste ved imidlertid, at en del af os har en
tærskel for udløsning af angstrespons, der er meget lavere
end andres. Disse mennesker vil kunne opleve, at deres
angstrespons kan starte, uden at der er nogen umiddelbar
grund til det. Et billede på dette kunne fx være en røgalarm
der udløses, blot man tænder en cigaret. En sådan røgalarm
ville være alt for følsom og melde om fare, selv hvis det
drejer sig om ganske lidt røg.
Man mener, at 10-15% af befolkningen er arveligt
disponeret til at reagere meget nemt med angst. Hvis man er
vokset op med en forælder, der er ’nervøs’ eller hæmmet, og
hvis ens forældre har været meget kontrollerende og
kritiske, eller de har været meget overbeskyttende, da vil det
kunne danne grundlag for, at man vokser op og har større
risiko for at udvikle en eller flere angstlidelser. Præcis
hvilken angstlidelse man er disponeret for, er der ingen
undersøgelser, der peger på. Man mener i øjeblikket, at der
er en generel disposition til angst, og det er muligvis et
spørgsmål om, hvilket miljø/hvilke erfaringer man får under
opvæksten.
Panikangst starter typisk i begyndelsen af tyveårs
alderen. Undersøgelser peger dog på, at børn der lider af
separationsangst (angst for at være væk fra forældrene), har
tendens til at udvikle panikangst i teenageårene. Generelt
siger man, at forekomsten af panikangst er 2-3 % i de
vestlige lande. Der er en stor overvægt af kvinder, men
ingen undersøgelser viser, hvorfor kvinder er mere
disponerede for at udvikle angst end mænd. Muligvis er det
også genetisk bestemt.
Der er meget, der tyder på, at der er en sammenhæng
mellem angstlidelser og depression hos kvinder. En meget
stor befolkningsundersøgelse i USA har vist, at der er en
klar overhyppighed af angstlidelser hos kvinder, der senere i
livet har udviklet depression.
Oftest er det i en stresset periode, at det første
angstanfald opstår. Det vil sige, at kroppen i forvejen er
mere stresset end normalt. Man har fx sovet dårligt eller
været til fest hele natten, man har måske bekymringer,
for meget arbejde, er blevet uvenner med nære e.l.
I en sådan situation vil der hos disponerede mennesker
pludselig kunne udløses et angstrespons i kroppen uden
direkte ydre årsag.
Det første angstanfald kommer ofte, mens man er
ude, sidder i en bus, står i kø i en forretning, er på restaurant
eller lign. steder, hvor der er mange mennesker (og man
skal indordne sig omgivelsernes betingelser).
Vi mennesker ønsker at forstå vores omverden. Vi ønsker,
at der skal være sammenhæng i, hvad der sker i vore liv, og
hvorfor det sker, således at vi har nogenlunde kontrol og kan
forebygge ubehageligheder. Når man første gang oplever, at
et angstrespons kører rundt i kroppen, uden at man kan se
en reel ydre fare i omgivelserne – så leder vi straks videre
efter, hvor faren ellers kan være! Angst er jo en biologisk
kropsrefleks, der skal sikre vores overlevelse. Hvis vi ikke kan
finde ydre fare, så er vores næste tanke, at der må være
noget galt med kroppen.
Nogle mærker især, at deres hjerte galopperer – de vil
få tanken, at de må være ved at få et ’hjerteanfald’ og vil
skynde sig til nærmeste skadestue.
Nogle begynder ubevidst at trække vejret hurtigt og
bliver derfor tørre i munden og får følelsen af at blive kvalt,
måske føles prikken og stikken i arme eller ben – de vil
skynde sig ud i det fri for at ’få luft’.
Nogle oplever stærk varme eller svimmelhed – de vil
ofte være bange for at besvime/falde om og vil skynde sig ud
(fordi de føler, det er pinligt at falde om).
Nogle udvikler hurtigt uvirkelighedsfølelse, en oplevelse
af at omverdenen er underlig, lydene forandret, alt virker
måske ’langt væk.’
De vil ofte frygte, at de er ved at blive sindssyge, evt.
være bange for at tale med andre, skynde sig væk fra stedet.
Fælles for alle disse kropsoplevelser er, at man oplever,
at der ER reel fare inde i kroppen, og at man skal gøre alt,
hvad man kan, for ikke at få det sådan inde i kroppen igen.
De fleste går efter forskrækkelsen til læge. Her vil
mange opleve, at lægen beroliger dem med, at det ikke er
farligt, og at det vil gå over. De færreste føler, at denne
information er forklaring nok. Mange læger vil tilbyde at starte
behandling med antidepressiv medicin (lykkepiller), idet der er
dokumenteret effekt af denne type medicin ved angst.
Efterhånden ved de fleste læger, at man helst ikke skal
ordinere beroligende medicin ved angstlidelser. Beroligende
medicin virker kun i få timer, så skal man have mere. Der er
derfor stor fare for at udvikle et misbrug, uden at man er klar
over det.
Panikangsten kureres ikke af beroligende medicin.
Tilsvarende kan man heller ikke kurere panikangst med
alkohol eller hash, man får et kort ’frikvarter’, og ligeså snart
den sløvende virkning er dampet af, opstår samme følelse af,
at panikken lurer, ligeså snart tankerne kredser om emnet.
Det er imidlertid en lettelse at få noget medicin, og tanken om,
at man nu vil få kroppen under kontrol, gør, at mange føler
håb og tænker mindre over angsten.
Det næste er, at man begynder at undgå det sted/de
typer steder, der er relateret til det første panikanfald. Det vil
sige undgå supermarkeder eller busser, tog o.a. Dette er en
stor belastning i det daglige liv. Pludselig tør man ikke købe
ind, man tør ikke tage på arbejde, som man plejer etc.
Mens man venter/håber på, at medicinen skal virke, kan
selve frygten for et nyt ’uforståeligt’ angstrespons gøre, at
angsten stiger i kroppen, lige så snart man får TANKEN om:
’Hvad nu hvis jeg også får det på gaden’ eller ’hjemme hos
venner’, og tanken om angst genfremkalder de kropslige
symptomer.
En del mennesker vil mærke, at angstmedicin
(’lykkepiller’) hjælper dem i løbet af dage til uger. Samtidig vil
deres daglige problemer måske aftage, og det vil hjælpe på
paniktærsklen. De vil kunne klare at udføre de daglige pligter,
uden at deres tanker og frygt for angst udløser panikanfald.
Misbrug i relation til panikanfald:
Nogle mennesker vil gradvis komme til at fokusere mere og
mere på, hvordan de har det i kroppen efter det første
uforståelige anfald af panikangst. Jo mere man fokuserer på,

Angst-Avisen 8. 5
hvordan det føles i kroppen, jo tættere er man på at
fremkalde et nyt uforståeligt panikanfald.
Sådan kommer nogle ind i en ond cirkel, hvor de på
få dage bliver invaliderede og ikke tør gå nogen steder
alene. Man bliver sygemeldt. Mennesker med et nervøst
gemyt, lav stress- og angsttærskel vil ofte være klar over, at
’nerverne’ falder til ro, hvis man drikker lidt alkohol. Denne
viden kan få panikangste til at forsøge at ’kurere’ angsten
med alkohol. Hvis de ikke før havde et misbrug, så er der
stor risiko for at udvikle det nu.
Ofte vil man forsøge at gå på arbejde, men man tør
ikke, hvis man ikke har kroppen i ro først. Alkohol, hash og
beroligende medicin virker netop ved at kroppen dysses til
ro, så tanker om angst ikke så let genfremkalder panik. Man
kan sige, at alkohol/piller generelt øger alle menneskers
tærskel for udløsning af angst, også hos mennesker der ikke
lider af angst. Nogle mennesker med andre angstformer end
panikangst, fx socialfobi og bekymringsangst, der opleves
knap så voldsomme, klarer sig i årevis ved at ’medicinere’
sig med lidt alkohol, når de kommer hjem fra job, før møder
eller til sociale sammenkomster. Ved panikangst kan et
misbrug nogle gange eskalere meget voldsomt, jo mere
angst man er – jo mere skal der til at dysse kroppen ned.
Samtalebehandling af panikangst:
Det er vigtigt at forstå, at menneskers tendens til at reagere
med angstanfald er mere eller mindre medfødt. Oftest kan
man risikere at reagere med angstanfald igen, hvis man på
ny befinder sig i en presset livssituation. Det er derfor vigtigt
at tilegne sig så meget viden som muligt om, hvad
angstlidelsen er udtryk for, og hvordan man bedst lærer at
leve med disse anfald, der kan komme af og til.
Mennesker der kæmper med panikangst har god effekt
af den behandlingsform der hedder kognitiv adfærdsterapi.
For at komme dertil hvor man ikke længere invalideres af sin
angst, har man behov for en, der forklarer og viser én,
hvordan man skal håndtere et angstanfald.
Hvis man lærer at holde op med at frygte anfaldet,
betyder det, at man reelt kun i et eller to minutter kan mærke
angsten bruse igennem sig. En god dag er en dag, hvor man
har kunnet lave de ting, man har lyst til, måske haft 1-2
panikanfald…men når man går i seng om aftenen, kan man
tænke på en dag rig på indhold, og sammenlagt har man
kun haft det dårligt pga. angst i fx 10 min.
Ved at forstå sin angstlidelse og træne i rigtig
håndtering af angst, kan mange, uden nogen former for
medicin, lære at leve med angstanfald. Det er selvfølgelig
generende, med angstanfald ind imellem, til gengæld har
man andre styrker: fx kan man være et meget opmærksomt
menneske, forstående, have indlevelsesevne etc.
Anfaldende bliver mindre slemme og varer kortere, når
man har fundet ud af at tage dem afslappet. Man kan sige,
at når man har lært at lade angsten skylle igennem sig, uden
at det er noget, der gør en ked af det eller vred, så bliver
angstanfaldene radikalt nemmere at leve med – på et
tidspunkt holder mange op med at tænke over panikangst –
så er man fri af den.
At gå i Netto med panikangst er som et
elastikspring ud over havnen
Af Helle Thomsen
Mit liv med angsten begyndte august 1992, da jeg var 25 år.
Min mors mand Poul var lige død, og jeg havde taget alt for
meget ansvar på mig. Vi skulle dagen efter ud til deres
nærmeste venner. Det var meget varmt, og vi havde næsten
ikke sovet om natten. Vi kom ind og fortalte, at Poul var død,
vi græd, og vi blev vist ind i deres havestue. Jeg satte mig ved
havedøren.
Pludselig følte jeg, at jeg skulle besvime, det hele rystede
i mig, og jeg skulle bare UD. Det føltes som om, jeg havde
drukket 20 kopper kaffe. Adrenalinet kørte fuldstændig rundt i
mig, og jeg kunne ikke tænke klart. Jeg satte mig ud i bilen, og
prøvede at få kontrol over mig selv. Tog min trøje af og sagde
til mig selv, at nu skulle jeg slappe af… tage det helt roligt…
Men... den gik ikke. Jeg kaldte på min søster og sagde, jeg
ville køre tilbage til min mors rækkehus og sove lidt.
I dag kan jeg med 100% sikkerhed sige, at jeg burde
absolut IKKE have kørt bil. Jeg kunne dårligt finde ud af at
skifte gear, og var totalt rundt på gulvet. Da jeg nåede min
mors rækkehus, kunne jeg ikke finde ro og havde det bare så
skidt. Jeg fik min svoger til at hente mig i Odense, da jeg ikke
kunne køre bilen hjem selv.
Efterfølgende dage/uger var jeg sygemeldt fra mit
arbejde. Mit hoved kørte med 150 km/t, og jeg kunne ikke
finde ro. Jeg tabte mig og kunne ikke finde ud af, hvad der
dog var galt med mig. Min mand var lige så ulykkelig. Jeg fik
noget beroligende hos lægen, som jeg kunne sove på. Men så
snart jeg vågnede, var den gal igen. Jeg havde fået en
depression oven i det, jeg senere forstod var panikangst.
Jeg tror ikke, der gik en dag, hvor jeg ikke ringede til
lægen. Jeg var helt ude i tovene og bad om at blive indlagt. I
stedet fik jeg udleveret Noritren tabl., som er et meget skrapt
antidepressivt middel. Jeg havde bivirkninger i tre uger, hvor
jeg kun kunne ligge i min seng. Jeg var svimmel og kunne
ingenting.
Jeg skal lige nævne, at jeg dengang havde en søn på to
år (er snart 14 nu). Min mand er falckredder og havde også
dengang døgnvagt. Så hver vagt, min mand skulle på, var
nøje tilrettelagt. Min mor kom og passede Kasper, og jeg
vaklede bare rundt...
Pludselig en dag virkede pillerne. Jeg fornemmede, at jeg
kunne noget. Jeg grinte igen og havde det for en gang skyld
dejligt med min søn.

Angst-Avisen 8. 6
I perioden hvor Noritren skulle ind og virke, havde min
mand fødselsdag. Jeg var sengeliggende, men ville da ind i
stuen for lige at sige goddag. Men bare jeg hørte bilerne i
indkørslen, fik jeg myrekryb over det hele. Jeg lå bare og
”bed” i dynen og vidste ikke, hvordan jeg dog skulle være i
stue med ”alle de mennesker”. Jeg var kun lige inde og stå i
døren til stuen.. Så var det bal forbi. Efterfølgende har jeg
fået at vide (og endda fået en undskyldning for det...flot), at
man tænkte, at ”hun kan da bare tage sig sammen”. På
dette tidspunkt kunne jeg ikke engang spise aftensmad
sammen med min familie, da jeg så fik det dårligt.
Panikangsten var nu udvidet til også at indeholde
socialangst i ekstremt følsomme situationer.
Jeg fik Noritren i ca. 1 år og skulle så afprøves hos min
læge. Han ville prøve NLP-terapi på mig. Man klamrer sig jo
til alt, hvad der måske kan helbrede en. Så jeg var ca. 10
gange hos lægen og fik så at vide, at nu skulle jeg se, om
jeg ikke kunne klare mig selv. Jeg måtte gerne få en snak
engang imellem, hvis jeg havde behov for det.
Skulle jeg ned og handle, skulle det være om
morgenen, når der ikke var så mange mennesker. Vi fik i
den periode en Netto her i byen. Denne kunne jeg ikke gå
ind i. Der var en indgang og en udgang. Når man gik ind,
lukkede døren automatisk bag dig, og du kunne kun komme
ud, hvis du gik hele vejen gennem Netto, og ud gennem
kasserne.
Derudover var gulvet glat, så man følte ikke, der var
ordentligt fodfæste, hvilket medvirkede til at gøre indkøb i
butikken til en alt i alt noget usikker affære.
Jeg plejede at sige, at i forhold til at en ”rask” person
gik ind og handlede, var det at handle for mig den samme
oplevelse, som hvis den raske person skulle tage et
elastikspring ud over havnen. Så bange var jeg…
Det var også slemt, når vi skulle til Odense eller skulle
noget ud over det sædvanlige. Vi blev engang inviteret til
Danland på badeferie. Uha.. jeg vidste ikke, hvordan jeg
skulle overleve det. Det var mine søskende og min far og
hans kone, vi skulle med. Og de forstod ikke en pind af,
hvordan jeg havde det. De så bare stramme ud i ansigterne,
når der var noget, jeg ikke kunne.
På biblioteket ledte jeg efter forklaringer, forsøgte hele
tiden at få oplysninger om angst og depression. Hver gang
jeg fandt noget, hvor der var nogen, der havde fået det godt
igen... Jamen… er du gal.. jeg blev så glad så glad. Bare det
at kunne se lys… På det tidspunkt var der ikke så mange
oplysninger om angst og behandling, som der er nu.
Jeg fandt dog ud af, at hvis jeg kunne sige til andre:
”Jeg har angst, gør det noget hvis døren ikke bliver lukket”,
eller ”jeg har angst, så jeg går ikke i Rosengårdcentret og
Bilka”, så erkendte jeg, at jeg HAVDE ANGST. Og dette
mener jeg, er det halve af behandlingen.. Tænk dig… at
kunne sige til sig selv: ”jeg lider af angst”. Det tog lang tid for
mig, jeg kunne næsten ikke få mig selv til at sige det. Men
så var der ikke noget tys-tys, sådan var jeg bare. Tænk om
det, hvad du vil.
Jeg fandt ud af, at man ikke skal sætte sig ned med
venner og familie og forklare, hvordan man har det, og
hvordan angst er. Det er få, der forstår det, så lad være med
at pådutte nogen din prædiken, som ikke kan forstå det. Man
finder efterhånden ud af, hvem man kan tale med, og hvem
der forstår en.
Da man ikke kan se, at vi lider af angst, har folk svært
ved at forstå det. Det et lettere, med en forbinding eller gips
på.
Nu efter at jeg havde ”accepteret”, at jeg havde angst,
ville jeg mere. Jeg ville være mere rask... Jeg tog initiativ til at
gå hos en psykolog, og ca. 1 år efter prøvede jeg en healer
(dette har jeg prøvet flere gange). Jeg gik også hos en
psykiater. Der fik jeg Fontex, som gav mig smagen på mit liv
igen.
Hos psykiateren, der benyttede kognitiv terapi, gik jeg
også i en angstgruppe med andre. Det hjalp mig også videre.
Hvis jeg var rigtig sur på angsten, kunne jeg finde på at gå i
Bilka eller andre steder, som jeg vidste kunne udløse angst,
så var jeg simpelthen så træt bagefter, så jeg måtte hjem i min
seng og sove. Det tager utrolig mange kræfter at have angst.
Men alle disse kombinationer har gjort mig til det jeg er i dag:
Rask.
Ja, i dag er jeg 37 år og betegner mig selv som rask. Jeg
er lægesekretær og koordinator, og har også en uddannelse
som klinikassistent.
Jeg mener at kunne bidrage med meget til andre med
angst. Bare det at høre om en der er rask, og som er gået alt
det igennem, som andre med angst også har. At se et bevis
på, at det kan lade sig gøre at blive rask. Det gælder om at tro
på det og knokle for det. Det kommer ikke af sig selv. Man
skal træne og træne. Da jeg fandt ud af, at det var muligt at
komme af med angsten...ja… der kunne jeg have kysset hele
verden.
Sundhed indebærer et fuldstændigt
velbefindende såvel fysisk, psykisk og socialt
samt fravær af sygdom.
WHO, 1946
Angst som forsvar og handicap
Af Michael Vestergaard
Indledning
Idet jeg så inderligt ønsker at komme de sidste skridt ud af
angstens hæmmende lænker, vil jeg gerne dele min historie
med jer andre. Det er nu 9 år siden, det startede, jeg var 28,
da det første og stærkeste panikanfald ændrede mit liv og
selvopfattelse totalt. Jeg vil søge at beskrive mine oplevelser,
hvilken behandling jeg har fået, og hvordan nu’et ser ud og
dermed fremtiden. Først vil jeg kort komme ind på min
baggrund for at danne et mere sammenhængende billede.
Opvækst og baggrund
Jeg har altid været reserveret og genert i social
sammenhæng. Jeg er vokset op i en lille landsby i et
skolelærermiljø, hvor mange lærere var tilflyttere. Jeg har haft
svært ved at samle de to forskellige miljøer og deres værdier.
Altid forsøgte jeg at tilpasse mig enten den høje moral, etik og
pædagogik eller landsbyens junglelov. Det kommer dog for
vidt inden for dette indlægs ramme at uddybe episoder, der
beskriver dette.
I de senere skoleår var jeg en af dem, de andre ikke gad
lege med, stod tilbage på fodboldbanen som en af de sidste,
og oftest kom jeg slet ikke på et hold. Mine venner var andre
tilflyttere eller andre, der havde ’trådt forkert’. Mine interesser

Angst-Avisen 8. 7
blev mest individuelle, og jeg holdt meget af musik,
elektronik, bygge vindmøller og at lytte til radioprogrammer.
Ingen skulle se mine følelser, og jeg skulle vise dem,
at jeg var uafhængig af de idioter i skolen.
Resultatet af dette var, at jeg ikke udviklede mig
naturligt. Jeg havde intet teenageopgør, og først som 22-årig
fik jeg en kæreste. Den naturlige mandekamp deltog jeg ikke
i og fandt ikke mine grænser i forhold til andre. Pladsen var
ledig. Jeg skulle ikke fylde noget som helst, og fik jeg en god
karakter i et fag: ’det er bare fordi du er lærerunge’, og jeg
søgte efter mindre karakterer næste gang.
Det eneste sted jeg kunne ta' plads op var i fysik/kemi
og matematik. Her toppede jeg. Elektronik makkede jeg
meget med fra jeg var 12. Teknikken blev ligesom min base
og stedet, der var mig.
Da jeg i 9. fik job som landbrugsmedhjælper, fik jeg
selvtillid og blev accepteret i klassen.
Efter skolen blev jeg uddannet elektronikmekaniker og
var engageret, vellidt og respekteret. Jeg stødte indimellem
på barndommens komplekser, men voksede mig fra det. Jeg
havde materielle ønsker og store præstigedrømme og fandt
ud af, at folk var imponerede, når jeg lånte firmabiler, havde
kreditkort, havde været på serviceture til udlandet, kørte i
Porsche. Så ”eksisterede” jeg.
Udløsende faktorer
I 1993-94 faldt korthuset ret bogstaveligt sammen. Af
forskellige årsager valgte jeg at sige mit skifteholdsjob op på
en boreplatform i Nordsøen. Herefter tog jeg et etårigt ’skod’
vikarjob og oplevede janteloven, når den er værst.
Problemerne tårnede sig op i daværende parforhold, for
meget arbejde/overarbejde, skift til meget lav løn, ekstra job
med biindtægt, to timers kørsel hver dag og tab af
indflydelse og position. Jeg var desperat, følte mig ikke god
nok. Arbejdede og følte alligevel det var for lidt, og at jeg var
for sløv.
Det begyndte at ligne skoletiden og mobningen. Jeg
skulle bare ikke tro, at jeg var noget. Jeg lavede efterhånden
mange fejl, og fik dagligt kritik. Jeg havde svært ved at
koncentrere mig, var hele tiden anspændt og bange for
dagens ’trusler’. Ku' ikke rigtigt løse opgaverne heller - eller
jeg lavede mange fejl. Mit faglige selvværd smuldrede, og da
jeg identificerede mit værd med det, var det særdeles
forvirrende, og i vinteren ’94 var jeg så stresset og brugt op
af den daglige ’eksamensangst’, at jeg fik et sammenbrud.
Det startede i marts, men blev først invaliderende i
oktober hos frisøren. Jeg sad og kikkede i spejlet. Hun
snakkede, men jeg kunne ikke rigtigt høre, hvad hun sagde,
lyden kom som fra et rør.
Jeg kunne se i spejlet, at jeg var hvid i hovedet. Der
begyndte at komme hvide pletter for mine øjne, maven
snurrede rundt. Pludselig føltes det, som om jeg tissede i
bukserne (hvad jeg dog ikke gjorde). Jeg havde en meget
uvirkelig følelse, som jeg ikke rigtigt kan glemme. Hjertet
hamrede, jeg kunne ikke trække vejret, og jeg ville ud -- NU!
Tiden stod stille, og sekunderne blev til minutter, jeg svedte
og frøs samtidigt, jeg fik mumlet noget med influenza og blev
klippet nødtørftigt færdig. Turen hjem husker jeg ikke, men
jeg husker aftenen. Jeg var alene hjemme og var pisse
bange. Jeg stortudede i timevis. ’Hvad var det, der skete
med min krop’.
Behandling første fase
Jeg tog til lægen dagen efter, han mente at nogen vasker
hænder hele tiden, og ”du hyperventilerer, tag en pose og
træk vejret i den, når du føler dig nervøs.” Hmm… senere gad
han ikke tale med mig. Han havde år forinden udfyldt ’blanko’
helbredsattester til mine offshore certifikater. Det føltes som et
stort svigt, at han nedgjorde de aktive symptomer i min krop,
og mig som person.
Efter flere panikanfald i ugerne efter, kunne jeg ikke
køre i bil med andre, handle ind, drikke kaffe med andre etc.
Min selvfølelse smuldrede væk på rekord tid. Det var svært at
erkende, at skulle have hjælp. Jeg startede i psykodynamisk
terapi hos en god psykolog. Han hjalp mig med at se et større
perspektiv, hvor symptomer var symboler for noget andet.
Jeg bad om at blive sagt op, jeg trivedes slet ikke i mit job
og mente, at jeg nok skulle komme ud af problemerne. Jeg
flyttede fra landsbyen og gik for meget alene og var ved at
blive paranoid. Kom posten ind i indkørslen, smed jeg mig på
gulvet, så han ikke så, jeg var der. Jeg stoppede hos
psykologen og ’drev lidt omkring’ i den alternative verden
(NLP, clairvoyance etc.), intet hjalp dog. Jeg fandt en lille
rådgivning i Aalborg, hvor der var tilknyttet en psykolog med
en samtalegruppe. Jeg kom der gennem 1/2 år. Dette blev
skelsættende, jeg ville ud blandt andre igen. Fandt en
højskole med terapeutiske fag, og var i dette miljø knap
halvandet år.
Tilbage til arbejdsmarkedet
Nu ville jeg ha' et job, ikke et teknisk, men et menneskeligt.
Jeg kom via A-kassen ind på et revalideringscenter, ansat
som svejser, med det mål at prøve mine nyerhvervede
menneskelige evner af. Det endte med jeg altid sad og
makkede med revacentrets IT-netværk, og inden længe
skaffede lederen af centret mig ud i et job i en supermoderne
hightech IT-virksomhed med økonomisk støtte fra AF.
Jeg var syg en måned af angst, og tog til lægen og fik
lykkepiller, som han havde foreslået mig i årevis.
Trods vildt mange bivirkninger klarede jeg de første uger
med pillerne. Møder blev der flere af, jeg deltog i stadigt mere
krævende opgaver og socialangsten toppede ved møder, og
jeg brugte min energi op. Jeg var træt og udbrændt.
Virksomheden blev solgt, alt blev mere stressende, og
opgaverne i ind- og udland voksede. Da jeg ikke flyver (endnu
en fobi) kørte jeg rundt. Jeg kunne med nød og næppe klare
motorvej og hotelophold. Jeg spiste fastfood pga. uro ved
restaurantbesøg, og nerverne var på højkant.
Jeg fandt en psykiater, gik til samtaler (om Freud!), og
han mente jeg var psykotisk. Jeg var ked af den melding, men
bad om en recept på antipsykotisk medicin. Det måtte jo fjerne
mine symptomer. Det gik bare helt galt, jeg fik de underligste
følelser og billeder i hovedet og stoppede efter fire mdr. med
piller og psykiater. Jeg var træt, stresset og psykisk mør, og
orkede ikke mere. Meldte mig syg, og sagde det hele ligeud til
mig chef.
Efter kort tid kom jeg til samtaler i distriktspsykiatrien: ”du
lider af stress-symptomer, vi har ingen behandlingstilbud til
dig”! På den igen!
Da kontaktede jeg en alternativ NLP-hypnoterapeut, som
hjalp med at samle trådene med bl.a. kraniesakralterapi
kombineret med let trance og visualiseringer. Pga. et langt
forløb hos hende, har jeg en bedre selvfølelse end
nogensinde.

Angst-Avisen 8. 8
Jeg er lige blevet fyret, efter 41/2 år. Bl.a. fordi jeg har
lært at sige et ’rungende nej’. Angsten og panikken er der
stadig, men jeg kommer mig hurtigere. Jeg har lige så stort
krav på at blive taget seriøst som alle andre skabninger!
Sindets billeder, nu’et og fremtiden
Det vigtigste for at skabe en fornuftig fremtid er de
forestillinger, vi har om os selv og de mål, vi sætter os.
Det skift der er sket i min tænkning og i mit syn på mig
selv, er blevet et afgørende drive i det, jeg definerer som
’slutspurten ud af angstens lænker’.
Inden jeg stoppede på mit job, tog jeg til kommunen og
snakkede med en sagsbehandler, fremlage problematikken
med stress, angst, job og fremtid, og jeg bad om
behandlingstilbud på angstklinikken i Århus.
Der skulle gøres noget nu. Hun foreslog at jeg skiftede
læge. Min nye læge tog mig til samtaler og ville gerne
henvise mig. (Gid jeg havde haft ham for 9 år siden!)
Desværre bor jeg i et andet amt end klinikkens ’område’, så
jeg kan ikke umiddelbart komme ind.
Lægen har jeg jævnlige samtaler med, og han vil gerne
henvise mig til Jysk Fobiskole. Dog vil han gerne høre mit
’sygdomsforløb’ først.
De sidste 2-3 måneder har jeg dyrket yoga, hvor jeg
visualiserer fremtidige situationer, målsætninger, fx
tandlægebesøg, og her går uroen i kroppen i gang, indtil jeg
tror på, jeg kan. Og det kan jeg så! Mit sidste
tandlægebesøg forløb 90 % som i ’de gode gamle dage’, jeg
havde endda overskud til lidt pjat, mens jeg lå i stolen.
For to uger siden startede jeg i en gruppe under
Angstforeningen. Det letter at snakke med andre, der kender
alle symptomerne og ved, hvordan det er at være
’handicappet’ af angst. Det er godt at vide, at man ikke er
den eneste og rart at dele erfaringer. Jeg tror på mit liv nu.
Så til mine kære lidelsesfæller: kæmp for din ret for at
blive taget seriøst og din ret til livet, men lav en plan for,
hvad du vil opnå og hvordan. Vi mennesker er i sandhed
vores egen ’lykkes smed’, eller det modsatte!
Siden Michael skrev sit indlæg, var han sygemeldt og starter
på Jysk Fobiskole til april. Han ved ikke, om kommunen vil
betale opholdet, eller om han må tage et banklån.
Lige før redaktionens slutning: har vi fået den glædelige
nyhed fra Michael, at kommunen efter først at have afvist at
betale for opholdet på fobiskolen alligevel har accepteret. I
første omgang blev afslaget givet fordi "alle offentlige tilbud
skulle bruges først". Bevillingen blev efterfølgende givet fordi
lægen og en sagsbehandler endelig forstod, hvad det
drejede sig om, og da efter lov om aktiv socialpolitik § 82.
Du kan kontakte Michael på: mic.vest@ofir.dk
Freuds svigt og løgn. Han snød med sin forskning og
pyntede på resultaterne, En fransk psykiater, Jacques
Bénesteau har samlet kritikken af den freudianske
psykoanalyse og tegner et skræmmende billede af terapi
der i bedst fald var resultatløs og i værste fald førte til
sygdom og selvmord. Politiken 7.2.2004, Læs artiklen:
http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=305752
Klinik for Angst og
Personlighedsforstyrrelser
Af Nicole Rosenberg
Ved årsskiftet 2001/2002 etableredes en række specialen-
heder under den Centrale Enhed ved voksenpsykiatrien i
Århus Amt. Klinik for Angst og Personlighedsforstyrrelser
er en af disse klinikker. Klinikken er ledet af chefpsykolog
Nicole Rosenberg og specialeansvarlig overlæge Morten
Kjølbye. Nicole Rosenberg og hendes team bestående af
psykologer, ergoterapeut, læge og sekretær varetager
behandlingen af angsttilstande.
I klinikken behandles personer over 21 år med:
Panikangst/agorafobi, dvs. personer med svære uventede
angstanfald, der ofte fører til undgåelse af færden alene
uden for hjemmet (agorafobi).
Socialfobi, dvs. personer med svær angst i samvær med
andre - angst for at gøre noget pinligt og angst for at andre
kan se fysiske tegn på angst.
OCD (Obsessiv-Compulsive Disorder). Personer med
tvangstanker og -handlinger, dvs. personer der har ufrivil-
lige, påtrængende tanker (fx om snavs eller at påføre
andre ulykker) og/eller handlinger (fx vaske hænder,
tjekke, tælleritualer).
Personer med disse tilstande tilbydes ambulante be-
handlingsforløb oftest i gruppe, i visse tilfælde indivi-
duelt. Gruppeforløbene består af individuelle forsamtaler
(op til 6 gange) og 13 gange gruppeterapi á 2 timer. I
forbindelse med panikangst er der også behandling hos
fysioterapeut. Personer med OCD tilbydes endnu ikke
behandling i gruppe, bortset fra 2 x 2 undervisningstimer
(psykoedukation).
I klinikken arbejder vi ud fra moderne, velgennem-
prøvede metoder, både psykologisk og medikamentelt.
Den psykologiske behandling er overvejende kognitiv
terapi.
Det sker ofte, at de temmelig forskelligartede angst-
lidelser optræder sammen. Det ses også hyppigt, at
depression forekommer sammen med angsttilstandene.
Dette er ingen hindring for at modtage behandling. Dog er
det vigtigt, at depressionen ikke er dominerende.
Man kan henvises til Klinik for Angst og Personligheds-
forstyrrelser af praktiserende speciallæge eller speciallæge
i lokalpsykiatrien. Egen læge kan henvise til speciallæge,
men kan altså ikke henvise direkte.
Klinik for Angst og personlighedsforstyrrelser,
Den centrale Enhed, Bygning 45B, Tretommervej 1, 8240 Risskov.
77892000. Direkte 77893361 – Fax: 77893399

Angst-Avisen 8. 9
Kognitiv adfærdsterapi og selvhjælpsgrupper
en god cocktail?
En beretning om hvordan vi er nået frem til at kunne tilbyde et
kursus i kognitiv adfærdsterapi opfulgt af selvhjælpsgrupper.
Af Jytte Boisen, Projektleder v. ”Selvhjælp og
Frivillighedsformidlingen på Midtfyn”
Gennem mine godt tre år som projektleder i et
frivillighedshus - hvor vi bl.a. sammensætter og huser
selvhjælpsgrupper - har jeg haft utrolig mange samtaler med
mennesker, der enten selv har ondt i livet eller har pårørende,
der har ondt i livet som kommer til udtryk i fx angst.
De gentagne beretninger jeg hører er: at når man pga.
angst henvender sig til egen læge, ordineres der ofte som
eneste behandling antidepressiv medicin og i de sværere
tilfælde - i heldigste fald - henvises man til en psykiater, hvor
der som bekendt er et til flere års ventetid.
At man har været indlagt, er blevet medicineret, i nogle
tilfælde diagnosticeret, udskrevet og i bedste fald henvist til
psykiater med års ventetid.
Jeg møder primært disse mennesker i deres
”venteperioder”. Nogle venter på at den medicinske
behandling skal løfte dem tilbage til livet, nogle venter på
psykiateren, nogle få har på eget initiativ bekostet en privat
psykolog – fælles er, at de føler sig alene - ladt i stikken – og
de søger efter HJÆLP.
Deres liv er i høj grad infiltreret af deres
angst/depression, så de ikke magter at fortsætte på
arbejdsmarkedet eller fuldføre et studie- eller
uddannelsesforløb - og de fleste er yngre mennesker. Der er
ganske enkelt intet tilbud bygget oven på medicinen - for
denne gruppe her på Fyn.
Vi har flere gange forsøgt at starte selvhjælpsgrupper
for angstramte op, men det fungerer ikke. De opløses hurtigt.
Årsagen er, tror jeg, at man i en kort periode kan føle lettelse
ved at dele problematikker med andre, men kommer ikke
videre. Der mangler værktøjer.
Vi undersøgte herefter det psykologiske marked. Det
mundede ud i en foreløbig konklusion: at den kognitive
adfærdsbehandling var det bedste værktøjstilbud til disse
mennesker.
Og da vi som frivillig social organisation ikke kunne
honorere en psykolog, søgte vi i år 2002 projektmidler til
kobling af selvhjælpsgruppetanken med en kursusrække i
kognitiv adfærdsbehandling – desværre uden held.
I år 2003 afviklede vi to foredrag med Angstforeningen,
og der var totalt udsolgt. Folk fra hele Fyn strømmede til.
Under foredragene blev den kognitive terapeutiske
behandling omtalt, og vi blev efterfølgende opfordret af
mange af deltagerne til snarest at afholde et foredrag med
emnet ”Kognitiv Adfærdsterapi”.
Vi fik kontakt til en psykolog, der var efteruddannet hos
SAKT (Selskab for adfærd og kognitiv terapi) og indgik en
aftale med ham om at annoncere foredraget samt - for
interesserede - en kursusrække på 5X2 timer med
egenbetaling.
Det blev til i alt tre foredrag og mange henvendte sig
forgæves. Igen oplevede vi et slags umætteligt behov for
”viden om” – og ikke mindst en stærk trang fra deltagernes
side til at ”kunne gøre noget aktivt selv” og gerne hånd i
hånd med den medicinske behandling.
Vi følte os i en periode som en magnet for angst- og
depressionsramte. Vi turde nu igen med et kognitivt
kursustilbud opstarte en selvhjælpsgruppe.
Deltagerkriteriet i gruppen var, at man enten skulle have
været/være i enten medicinsk eller kognitiv behandling.
Gruppen fungerer, og alle har tilmeldt sig kurset, og de vil
fremover have mulighed for at få supervision af psykologen
mod egenbetaling.
Kurset starter i april og slutter i juni. Der er for længst
tilmeldt det maximale deltagerantal på 12 personer, og vi har
oprettet en venteliste i håb om at kunne indgå endnu en aftale
til efteråret med psykologen. De kursusdeltagere, der ikke
allerede er i en selvhjælpsgruppe, vil efterfølgende blive
tilbudt at fortsætte i nyoprettede grupper med max. 5 personer
i hver gruppe.
Det koncept vi har skruet sammen er jo enkelt, logisk og
ikke specielt genialt udtænkt. Vi lægger vægt på, at såvel
selvhjælpsgrupperne samt kurset afvikles i en behagelig
afslappet atmosfære - væk fra hospitaler, konsultationer og
klinikker.
Vi ved ikke, hvilken effekt det vil få for deltagerne – kun at
det indtil nu har været en god proces for alle involverede.
Selv den lokale kommune har vist interesse ved dels at
betale kursusbeløbet for flere af deltagerne samt have vist
interesse for at bruge den kognitive adfærdsbehandling i en
gruppe af unge mødre på kontanthjælp.
Selvhjælp på Midtfyn
Østre Ringvej 39, 5750 Ringe Tlf.: 62622201
Psykolog Aage Thomsen.Tlf.: 66179208
Hvis andre frivillighedsformidlinger har lyst til at prøve
noget tilsvarende kan den kognitivt uddannede
psykolog/psykiater findes på: www.sakt.dk
Social, juridisk og
psykologisk rådgivning
SR-Bistand er en anonym, gratis rådgivning af frivillige
færdiguddannede jurister og socialrådgivere samt
psykologistuderende på sidste del af studiet.
Rådgivningen gælder alle former for spørgsmål af social
og juridisk karakter samt om klage- og ankemuligheder.
Rådgivningen kan dog ikke møde op hos offentlige
myndigheder.
Når du ringer til SR-Bistand, bliver du stillet om til en
rådgiver. Hvis dit problem er omfattende, kan du få tilbudt en
personlig samtale, hvor du både vil møde en jurist og en
socialrådgiver.
Psykologisk rådgivning fås telefonisk torsdag kl.15-16.
Hvis du ikke kan hjælpes umiddelbart, bliver du indkaldt til en
samtale. Problemer kan være: angst, manglende selvtillid,
eksistentielle spørgsmål, skilsmisse og dødsfald. Der tilbydes
kortvarige forløb med gratis og anonym terapi.
Erhvervshæmmede, med psykiske eller sociale
problemer kan få rådgivning om de særlige muligheder, der er
tilgængelige for at bevare eller opnå en aktiv tilværelse på
arbejdsmarkedet.
SR-Bistand Sortedams Dossering 5 C, 2200 Kbh. N.
Tlf.: 3536 6395.
Mail: srb@sr-bistand.dk. www.sr-bistand.dk
Mandag-torsdag: 10-15. Fredag 10-14.30.
Åben rådgivning: mandag-torsdag: 13-16.

Angst-Avisen 8. 10
SØVN OG MANGEL PÅ SAMME
Kvalitetssøvn redder minderne. Det glemte fra en travl dag,
dukker op efter en god nats søvn.
Forskere fra Chicago University har bedt frivillige huske enkle ord.
Mange kunne ikke finde ordene om aftenen, men næste morgen kunne
de, der havde sovet godt, huske flere af dem igen. Forskere fra “Nature”
mener, at hjernen kan redde de glemte ord i løbet af natten.
Når hjernen bliver bedt om at huske noget, mens hukommelsen er i en
ustabil tilstand, er det ikke sikkert, at det kan huskes. I nogle tilfælde kan
hjernen gemme vigtige beskeder til den kommer i en bedre tilstand.
Desværre kan den stabile hukommelse let blive ustabil igen, hvis man
anstrenger sig for at huske det glemte. Søvn hjælper minderne til at
modnes og sletter ligegyldige minder.
I starten af forsøget var kun det skrevne ord tilgængeligt, senere blev
forsøgspersonerne bedt om udelukkende at identificere det talte ord.
Tests afslørede, at det blev vanskeligere at finde det rette ord jo senere
på dagen det var. Men da forsøget fortsatte næste morgen var
personerne i stand til at huske ord, som de havde glemt den forrige dag
på det sene tidspunkt. Dr. Daniel Margoliash, siger: "Søvn konsoliderer
hukommelsen og beskytter den mod forfald, ligesom den genkalder og
genskaber minder”. Dr. Karim Nader, fra Psykologisk afd. på McGill
University, Montreal, siger: Hukommelsesforskningen er ved at ændres
til en proces med lagring og genlagring (storage and re-storage).
Desuden kan søvn hjælpe med at modne minderne samt slette
ligegyldige minder.BBC NEWS: 2003/10/09
http://news.bbc.co.uk/go/pr/fr/-/1/hi/health/
Søvnløs i byen der aldrig sover. Støj fra gaden er højest på 8. sal og skaber psykiske problemer.
Bilhorn og sirener rikochetterede rundt i lejligheden døgnet rundt i alle retninger. Megafon-effekten kaldte New York Citys
miljøafdeling problemet. En hørespecialist forsikrede dem, at man får vedvarende høreskader, hvis man er udsat langvarigt for
mindst 85 decibel i over otte timer om dagen. Bilhorn og -alarmer og sirener er alle over 100 decibel.
250 newyorkere har dannet Det Tavse Flertal, som bekæmper støj. Hidtil har responsen på deres kritik været afdæmpet.
Ørepropper irriterer ørerne og duer ikke i længden.
Svaret på at bevare forstanden lå i skyerne. Så højt oppe, at bilhorn og alarmer ikke kunne nå op på 30. sal i en ikke særlig
attraktiv bygning. Selv med politi- og brandstation i nærheden, kan udrykningen ikke høres. Der er kun et lille problem,.»Hvis de nu
bare kunne få naboen til at skrue lidt ned for Eminem«.9.4.2004: www.politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=314364
Ny medicin mod søvnløshed
Lundbeck har indgået en aftale med Merck & Co om at
udvikle og sælge et helt nyt middel mod søvnløshed:
Gaboxadol, der er ved at blive testet færdig. Produktet
er netop blevet blåstemplet. Gaboxadol er beregnet på
salg til praktiserende læger, hvorfor Lundbeck ikke selv
ville kunne løfte denne opgave på det amerikanske
marked.
Amerikanerne færdigudvikler Gaboxadol, og søger
sundhedsmyndighederne om lov til at markedsføre
produktet i USA. Det forventes at ske senest i midten af
2007.
Det nye produkt forbedrer den måde, man sover på.
Den sovemedicin, der fås I dag, får nok folk til at sove,
men er også forbundet med bivirkninger. Når man
vågner, kan man have det, som om man har
tømmermænd. Hvis Gaboxadol kommer til at virke,
som Lundbeck håber, vil man kunne få en søvn, der
minder mere om en normal lur.
10.2.04 Politiken
Søvnløse kan hjælpes uden medicin
Af Kjersti Mo og Signe Karin Hotvedt
1/3 af befolkningen i Norge har søvnproblemer næsten hver
nat. For 10 % går det ud over livskvalitet og arbejdsevne og
kan udløse psykiske problemer. De fleste, som opsøger
lægen med søvn-problemer, får en recept på sovemedicin. I
bedste fald en midlertidig hjælp, i værste fald øges problem-
et. Men der findes metoder - helt uden medicin. I Bergen
findes Norges eneste søvncenter. Her ændres søvnvanerne.
Hele 80 % får det bedre i løbet af nogle uger. Det er vigtigt at
begrænse timerne, man opholder sig i sengen. Mange, ligger
og vrider sig, uden at sove. Hellere stå op og først lægge sig,
når man er så træt, at man kan sove, siger Bjørn Bjorvatn.
Han forsker og underviser medicinstuderende i søvn ved
universitetet i Bergen og har patienter på Bergen
Søvnsenter.
Behandlingsoplægget tilpasses den enkelte og baseres på,
at man fører søvn-dagbog i to uger og så laver et program
med senge- og stå-op-tider, som svarer til antallet af timer,
der soves i sengen. Er det kun to timer, tilbringer man to
timer i sengen. Derefter udvides tiden et kvarter ad gangen,
og lidt efter lidt øges nattesøvnen. Søvnproblemer er både
hønen og ægget, søvnløshed kommer af psykiske problemer
og dårlig søvn kan give psykiske lidelser. Et regelmæssigt liv
er vigtigt for at bevare god psykisk sundhed. Lægers kund-
skab om søvn og adfærdsterapi er minimal. Holsten og Bjor-
vatn arrangerer derfor kurser for sundhedspersonale, så
adgangen til den rigtige hjælp lettes. Forslagene behandles i
Statens Helsetilsyn og Helsedepartementet.

Angst-Avisen 8. 11
Jes Gerlach: Søvn. Psykiatrifondens Forlag 2003.
150sider. & Steven James Linton: Sov Bedre. Gads
Forlag. 2002. 104 sider.
Af Alexandra Pilegaard Lind
Vi sover en tredjedel af vores liv, og kvaliteten af denne
tredjedel har stor betydning for de to andre tredjedele. Søvn
er en utrolig vigtig faktor i vores liv, både fysisk og psykisk.
Der findes intet bedre end en god nats søvn. For hver femte
dansker er vejen hertil desværre ofte belagt med
frustrationer. Der bliver talt mange får, man vender og drejer
sig – men intet sker! Søvnguden Morpheus’ omsluttende
arme lader vente på sig. Årsager til søvnproblemer er der
nok af. Men hvad er søvn egentlig, og hvordan kan man
lære at minimere de søvnløse nætter? Hører du til en af de
plagede, så fortvivl ikke. En del af hjælpen kan muligvis
findes i to nyudgivelser på bogmarkedet, nemlig Sov Bedre
og endnu en titel, der slet og ret hedder Søvn.
Men hvad er søvn egentlig? Det er temmelig svært at
definere, da det er et af biologiens store underværker. De
fleste af os betragter søvnen som en periode med inaktivitet,
hvor kroppens batterier så at sige bliver ladet op. Overordnet
set er det også sandt, men faktisk kan søvn deles op i fem
stadier, og det er det samlede forløb af disse, der for alvor
afgør, om vi er udhvilede, når vi vågner. Den gode søvn har
en pæn fordeling af alle stadier. Forskerne taler om, at hver
enkelt af os har en døgnrytme, hvor vores biologiske ur
styrer vores søvn- og vågenhedsperioder. Denne periode
svarer nogenlunde til et døgn, men reagerer let, hos nogle
mere end hos andre, på flere forskellige faktorer og kan
derved komme i ubalance. Det gælder altså om at
opretholde en god rytme.
Her vil jeg specielt fremhæve Sov Bedre, der er en lille
bog i et handy format, der i et let tilgængeligt sprog
forhåbentlig kan hjælpe sine læsere med at skifte dårlige
sovevaner ud med gode. Hovedbudskabet i bogen er, at det
handler om at få kontrol over sin ofte negative tankegang og
lære at tackle stress. Disse to faktorer er ifølge forfatteren
ofte skyld i en dårlig søvn. De fleste kender det vel, alene
tanken om, at man nok ikke kan falde i søvn, skaber en
negativ forventning til søvn, der igen bliver til en
selvopfyldende profeti. Man sover stort set ikke. Ofte
hjælpes søvnen på vej med en sovepille, der i værste fald
kan skabe afhængighed.
Sov Bedre lægger op til, at man gennem en længere
periode fører en søvndagbog for på den måde at blive i
stand til at vurdere sit eget søvnmønster. Måske kan man
allerede her fange nogle af problemerne. Næste skridt på
vejen er at bruge bogens fine eksempler på teknikker, som
kan kodes ind i sit helt personlige søvnbehandlingsprogram.
Vil man lære at sove godt, er man nødt til at forberede
sig. Det lyder måske nemmere sagt end gjort, men bogen og
dens øvelser virker meget overbevisende og overskuelige, så
hvorfor ikke give det og søvnen en chance? En absolut
anbefalelsesværdig bog, hvis søvnen lader vente på sig.
Bogen lover sågar, at alle der gennemfører dens program vil
få forbedret deres søvn –mange vil endda få normal søvn.
Ønsker man en dybere indsigt i søvnens mekanismer,
bør man læse Søvn, der udover at komme grundigt omkring
mange aspekter ved søvn og søvnproblemer også har gode
råd til den søvnløse. Bestemt en spændende og anvendelig
bog. Visse af kapitlerne er biologisk orienterede med navne
på signalstoffer, sovemidler og hjerneområder, men er ifølge
forfatteren taget med for at give den interesserede læser en
dybere forståelse. Bogen henvender sig derfor både til den
almindelige læser og til professionelle, der arbejder med
sundhed. Et stort plus ved bogen er, at man kan læse
kapitlerne uafhængigt af hinanden. Men læs gerne den hele
og bliv meget klogere på, hvor vigtig en god nattesøvn er.
Anmelderen skal i hvert fald snarest muligt have set på egne
sovevaner.
Søvn hænger uløseligt sammen med både vores
kropslige og psykiske velbefindende. Lider man fx af
depression eller angst, sover man ofte dårligt. Men alene ved
at sove dårligt, er der en øget risiko for at få fx angst. En god
nattesøvn mindsker risikoen og kan givetvis øve god
indflydelse på angsten. Søvn er desuden godt for både
hukommelsen og intellektet. Når vi nu alligevel bruger 1/3 af
vores liv på at sove, hvorfor så ikke bruge den store viden, der
er om søvn og navnlig om at afhjælpe diverse søvnproblemer.
En god nattesøvn er en menneskeret.
Sov godt!
Et godt hvil
– instruktioner i afspænding.
CD 59:31 min. 129 kr. www.dp.dk.
Forlag for Afspændingspædagogik
og Psykomotorik. 2003.
Et godt hvil kan skabe balance mellem aktivitet og hvile og
forebygge muskelsmerter og stress og i stedet give øget
velvære og overskud. Der findes en teoretisk bog med samme
titel, der har 36 afspændingsøvelser. Anmeldelsen beror
udelukkende på CD’en, der nok vil have den største relevans i
forhold til Angst-Avisens læsere.
Cd’ens hensigt er, at man opnår en stressreducerende
virkning og afhjælper muskelspændinger. Dette indvirker på
det autonome nervesystem, som skaber psykisk ro
Det tilrådes at man går langsomt frem og starter med de
korte instruktioner, hvis man er i behandling for en psykisk
lidelse. Instruktionerne er indtalt af forskellige personer og
indeholder under 2 min. musikledsagelse.
Personligt synes jeg, det er mange øvelser at skulle
gennemgå på en gang, men jeg kan forstå, at det heller ikke
er meningen. Man kan derimod vælge de øvelser, der passer
bedst til situation og fx. nøjes med opvarmningsøvelser og
vælge de afsnit, der passer til de problemer, man evt. måtte
have den pågældende dag/periode, man benytter CD’en.
Dejligt, ikke at skulle udføre øvelserne på den lokale
kommuneskoles svedige madrasser hver tirsdag aften, men
kan lægge sin CD på, når man brug for den og tid til det.

Angst-Avisen 8. 12
Urolige nætter
– en bog om søvn.
Helge Holst Kjærsgård.
L&R FAKTA. 2001, 140 sider. Pris 99 kr.
Kan købes via Angstforeningen
Af Kamma Kaspersen
Kjærsgård, der er praktiserende læge, har også skrevet
bogen om lykkepillen, der er anmeldt her i avisen. Urolige
nætter er en faglig og personlig bog om ”problemet”
søvnløshed, som hundredetusinder danskere lider af -
flertallet af disse er kvinder.
Mennesker, der ikke lider af søvnløshed, aner ikke,
hvor privilegerede de er, og desværre er de ofte ufølsomme
over for andre, der ikke sover lige så godt som dem selv.
For 75 år siden begyndte man at forske i søvn og
interesserede sig især for drømmesøvnen, men der er stadig
meget, der ikke er svar på. Dog synes REM-søvnen at have
betydning for vores psykiske velvære den følgende dag, og
unge mennesker tåler bedre at undvære søvn i en kortere
periode.
Søvnløshed er ofte en medspiller ved psykiske lidelser,
deriblandt angst. Når angsten behandles vil søvnen blive
normal igen. Mange tror fejlagtigt, at det skyldes
’livsstilsproblemer’, og at man skal ændre sit liv eller tage sig
sammen, så vil problemerne ophøre.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, konkluderede i
1995, at søvn er et offentligt sundhedsproblem, der rammer
1/3 af alle voksne. 40% af disse selvmedicinerer sig vha.
håndkøbsmedicin eller alkohol. Lægerne bør derfor være
mere opmærksomme på, at selv om de måske ikke kan
helbrede folk, så er det ligeså fint at behandle deres
symptomer, så de kan få et godt ”soveliv” og dermed også et
godt ”vågenliv”.
Bogen har mange eksempler på patienter med
søvnproblemer, som er taget fra Kjærsgårds praksis, og der
leveres også gode råd om forberedelsen til natten, ligesom vi
får en gennemgang af forskellige typer sovemedicin og
bivirkninger. Der advares imod midlet ”Melatonin”, der kan
købes på Internettet, da det har kraftige bivirkninger, bl.a. at
søvnen kan blive lige lovlig dyb!!!
Herudover finder vi eksempler på mennesker, der sover
for meget, har urolige nætter omkring fuldmåne,
tænderskæren (spild ikke penge på en bideskinne, den
gavner kun tandlægens økonomi!) søvngængeri,
sengevædning og snorken.
Drømmetydning er et levn fra Freud, men videnskaben
kritiserer i dag den mangel på dokumentation og objektiv
seriøsitet denne teori bygger på. Teorien er knyttet til
”neuroserne”, der er afskaffet i den moderne psykiatri, da den
fortolkede efter forgodtbefindende og sjældent hjalp
mennesker videre.
Til sidst finder vi et afsnit om ”naturlige” sovemidler.
Disse er ikke undersøgt nær så grundigt som de præparater,
som vi får på recept. Og derfor er kun tre sider afsat til denne
type ud af medicinhåndbogens 950 sider. Naturmedicin har
ofte mange bivirkninger, som den etablerede medicin aldrig
ville acceptere. To af de otte forskellige naturmedicinske
præparater, der findes i håndbogen, er: Ginkgo Biloba der
skal tages i fire uger, før det virker. Samt
Valerinerod/baldrianrod der fås under navnene: Baldrian,
Pasidin og Valerina. Det anbefales, at man ALTID køber sin
naturmedicin på apoteket, da de har sagkundskab, hvilket
sjældent er tilfældet andre steder.
Alternative producenter ofrer ikke penge på at få
produkterne videnskabeligt undersøgt, dels er det dyrt, og
dels risikerer de, at det ikke har den virkning, det burde have,
hvormed deres omsætning vil falde. Dette er et krav for
medicinalfirmaerne og dermed også en garanti for
forbrugerne.
Søvnforsker ph.d. Pia Würzen Norup har skrevet en
brochure om jetlag. Hvis man flyver mod vest, kan der være
behov for en sovepille i 2-3 nætter, og mod øst kan det være
nødvendigt et par dage længere.
Vores holdninger til behandling ændres hele tiden, men
som udgangspunkt bør
lægen gøre, hvad han kan for at hjælpe det menneske, der
kommer i konsultationen med et problem, og fordomme hører
ikke hjemme hos praktiserende læger!
Med denne slutbemærkning fra bogens forfatter kunne
det være på sin plads, at os, der lider af søvnproblemer i
kortere eller længere perioder, også holder op med at
bebrejde os selv, at Morfeus (søvnguden) ikke altid kommer,
når vi har brug for det og accepterer at benytte den hjælp, der
findes til at hjælpe søvnen i gang.
Tema om angst i Helse – marts-nummeret.
Hvis du ikke læst bladet i marts kan du bestille det hos
Helse eller læse artiklerne på hjemmesiden:
www.helse.dk/artikler/list.asp?type=
Artiklerne er følgende: Gør det du er bange for.
Når angsten er voldsom. Reel bekymring eller indbildt
fare. Børn lider også af angst. Angst er stadig tabu.
Angsten er en del af mig.

Angst-Avisen 8. 13
BØRN & ANGST
Mit barn er bange … 55 tips til forældre med
ængstelige børn
Martin Stiefenhofer
LAMBERTHs Forlag. 2002. 48 sider.
Af Marie Särs Andersen
Den lille letlæste bog Mit barn er bange indeholder som lovet
55 konkrete tips til, hvad man som forældre kan gøre for at
hjælpe sit barn - ikke til at undertrykke angsten - men til at
acceptere og leve med angsten som en uundgåelig del af
tilværelsen.
Hovedparten af bogen er henvendt til forældre med
småbørn under skolealderen og drejer sig om angst for at
blive væk, angst for fremmede, for mørke og for
fantasimonstre m.m. Der gives helt konkrete eksempler på,
hvordan man gennem leg hjælper barnet med at se angsten
lige i øjnene og dermed afdramatiserer den. Fx kan man ved
hjælp af en kravletunnel træne barnet i at slippe den voksne
ud af syne, mens det er inde i tunnelen. Når det kommer ud
igen, er den voksne der stadig. Man kan klippe mennesker
med forskellige ansigtsudtryk ud af billedblade og tale om, at
dem, der ser usympatiske ud, måske lige har oplevet noget
ubehageligt og i virkeligheden er søde mennesker. Man kan
lade barnet male drabelige billeder og hjælpe det med at få
sat ord på fantasier, der plager. Sammen kan man tegne en
skytsengel, klippe den ud og hænge den op eller fjerne
monstre før nattetide med monsterspray og meget, meget
mere.
Et afsnit handler om angst for sygdom, handicap og død.
Fx kan man lave et rollespil for at afdramatisere lægebesøg.
Man kan trin for trin lege angsten for småkryb væk, eller man
kan hjælpe barnet med at overvinde den svære følelse af tab
ved at holde begravelse for en fugl.
Bogens sidste afsnit med overskriften Angst for ikke at
slå til og skoleangst henvender sig til forældre med lidt større
børn (de første skoleår) og drejer sig om angsten for ikke at
blive accepteret af de andre, for at føle sig utilstrækkelig, om
angst for en lærers vrede, en forestående prøve osv.
Eksempler på løsninger er udarbejdelsen af en liste med
stærke og svage sider. Bl.a. afspænding, at forestille sig den
vrede lærer i nattøj. Afdramatisere den forestående prøve ved
at tænke på lettelsen efter prøven og på, hvordan det hele er
glemt en uge senere.
Alt i alt en praktisk lille bog med gode og anvendelige råd
til de helt små børn under skolealderen. Har man større børn
eller børn med mere omfattende angst, er bogen ikke
dybdegående nok.
Bogen kan købes via Angstforeningen
til kr. 99 + porto kr. 12,50
Giv lærerne psykiatriundervisning
I Norge har Landsforeningen for Pårørende i
Psykiatri holdt kursus i psykiatri for
klasselærere på de videregående uddannelser
samt ungdomsskoler i anden uge i februar.
For nogle år siden var der en omfattende
optrapningsplan for psykisk sundhed, og i
samarbejde med denne plan har det norske
Sosial- og Helsedepartementet udarbejdet en
informationsstrategi 1999-2008 «Noget at tale
om...» med en delstrategi over for børn og unge
og psykisk sundhed.
I denne delstrategi er der udarbejdet et
nationalt seminar, som omsider er nået ud til
randområderne.
“Seminaret tager fat på et vigtigt og alvorligt tema
med fokus på at starte en ungdomspsykiatrisk
afdeling i Førde”, siger Astrid Gytri, sekretær i
“Landsforeningen for Pårørende i Psykiatri.”
Hun understreger, at det er meget vigtigt, at
unge mennesker, som bliver ramt af psykisk
sygdom, kommer tidligt i behandling.
“Dette er ofte et problem, men ikke kun
fordi der er mangel på behandlingstilbud. Lærere
og andre, som har kontakt med unge, mangler
ofte kundskab om psykisk sygdom samt hvilke
symptomer, der er tegn på sygdom. Ofte bliver
symptomerne opfattet som "vrangvillighed” m.m.,
siger Gytri.
Kurset «Hvad er der med Monica?» var
arrangeret af “Stiftelsen Psykiatrisk Oplysning” og
foregik på “Rica Sunnfjord Hotell” 11.12.2003.

Angst-Avisen 8. 14
Alle har mellem 0 & 3 venner
Søren Lynge
Forlaget Ungdomskultur. 2004.
62 sider.
Af Marie Särs Andersen
Titlen Alle har mellem 0 & 3 venner fanger ikke umiddelbart
blikket, hvis man er på udkig efter litteratur om angst. Men
bogen, der henvender sig til de helt unge, er faktisk slet ikke
tosset som supplement til at forebygge spirende socialangst
(selv om det formodentlig ikke har været i forfatterens
tanker).
De fleste mennesker har mange kammerater, men derimod
kun ganske få venner. Mens kammeratskab er mere
overfladisk, er en ven én, man kan betro sig til, én man kan
stole på, én som er ærlig, loyal, i stand til at tilgive og ikke
mindst én, der elsker én, for den man er og ikke for det, man
gør.
Dårlige venner, derimod, bagtaler og udnytter én. Deres
negative og hensynsløse holdning og deres mangel på
sunde og fornuftige grænser vil efterhånden smitte af på én
selv. Og man vil måske lade sig lokke til at tage stoffer eller
foretage sig andre dumme ting.
De "dårlige venner" har ofte lavt selvværd. Måske er de ikke
gode i skolen og i stedet for at kæmpe, giver de op og
prøver at finde deres identitet i noget andet, fx ved at spille
dum eller smart som erstatning for fiaskooplevelsen.
Men selv om tilværelsen gør modstand, er det vigtigt, at man
har en dyb underliggende vished om, at man er noget værd.
Denne vished kommer blandt andet ved at man vælger
venner, der er fornuftige og behandler en godt. Og for at få
venner, der behandler en godt, må man til gengæld turde
smide masken, holde op med at spille roller og vise sig, som
den man er. Det vil andre respektere én for.
Livet er små mursten, og man bestemmer selv deres kvalitet,
og hvordan de skal ligge: ærlighed, kærlighed, tilgivelse,
troskab, værdier, løgn, misbrug, skænderier, manipulation
osv. For at få et godt liv, er det vigtigt at vælge de rigtige
byggesten og overveje, om nogle af dem, man har brugt, skal
fjernes eller byttes ud med andre.
Bogen indeholder nogle spørgsmål (med plads til at skrive sit
eget svar), som bl.a. skal få én til at tænke over, hvordan man
selv er som ven, og hvordan man kan ændre sine dårlige
sider.
Jeg kan bestemt anbefale Alle har mellem 0 & 3 venner. Ikke
bare de unge selv bør læse den, men også deres forældre og
lærere samt alle andre, der har problemer med venskaber.
Norge: Få psykologen hjem
Psykolog Toby Uche Mbamalu har taget et års orlov fra
Psykiatrisk børne-ungeafsnit på Sygehuset i Skien og
starter egen praksis. Han kommer hjem til patienterne.
Tanken er tænkt før. Haldis Hjort, praktiserende psykolog
i Oslo og tilknyttet Universitetet, skrev en lærebog om det
for mange år siden. Der er især mange med angst, der
ikke tør forlade hjemmet.
I mange lande er fordomme mod psykiatrien store.
Kommer man hjem til patienten, bliver det mere
normaliseret og bryder med de negative fordomme.
06.03.2004
http://www.ta.no/nyheter/article899616.ece?service=print
Psykologer og moral: Der er blandt psykologer
stigende interesse for, hvordan de som professionelle
skal forholde sig til moral. Førhen talte psykologer ofte
kun om karakterafvigelser, altså om noget adskilt fra
personen, når denne opførte sig moralsk uheldigt. I dag
gør mange psykologer op med den forestilling. I stedet
ses moral som noget, der første gang spirer frem i børn,
når de knytter sig til andre mennesker. Psykolog og
forsker Benny Karpatschof fra Københavns Universitet
arbejder med denne teori om moralen som en slags
overbygning på evnen til at føle noget for andre
mennesker. En af teoriens uhyggelige konsekvenser
viser, at mennesker, der som børn lider omsorgssvigt,
udvikler ringe grad af eller slet ingen moral.
J. Lenler, Kristeligt Dagblad, forside.
Torsdag den 13. maj fra 19-21 inviterer Angstforeningen
til en aften i selskab med Franz Kafkas bog ”Processen”
Fællesrummet, Frivillighedscentret, Diakonissestiftelsen.
Peter Bangsvej 1, opgang G, 2000 Frederiksberg.
Velkommen til oplæsning og debat. Man kan sagtens deltage
uden at have læst ”Processen, der er Kafkas hovedværk og
er historien om den unge bankassistent Josef K., der bliver
arresteret uden nogensinde at få at vide, hvad han er
anklaget for. På en besættende og tankevækkende måde
fortæller Kafka historien om mennesket, der ikke kan få
besvaret spørgsmålet: Hvorfor skal jeg dø? Kafka var
svagelig og kæmpede hele livet mod arven fra en
dominerende far, der gjorde ham til et skyld- og
angstbetynget menneske.
Kaffe og te kan købes for 10 kr. NB!! Denne aften er der ikke den
almindelige Torsdags Cafe fra 17-19.

Angst-Avisen 8. 15
Lykkepillen – lys for enden af tunnellen
Helge Holst Kjærsgård
L&R FAKTA. 1997. 156 sider. 79 kr.
Af Kamma Kaspersen
Bogen her er af ældre dato, men interessant ud fra det
synspunkt, at vi måske kan få en fornemmelse af, hvad der
er sket inden for angstområdet og medicinering i de
mellemliggende år. Medicinen, der nævnes, er fx Fontex,
Seroxat, Prozac og Fevarin, som sjældent ordineres i dag.
Der er kommet nye præparater af disse lykkepiller, som
forfatteren selv foreslår, at vi kalder Lysets Pille.
Der er næsten ingen angstdiagnoser i bogen, kun
panikangst synes at have ”slået an” som diagnose i 1997,
resten omtales: ”angstneuroser” (suk), selvom forfatteren et
sted i bogen nævner, at neurosen er død!
Flere af Kjærsgårds patienter synes at have både
socialfobi og generaliseret angst, men får alligevel
diagnosen depression. Nå, men det skal han nu ikke
klandres for. Også i dag får mange med angst en
depressions-diagnose, selv om det var angsten, der kom
først og stadig er det primære problem. I begge tilfælde er
hjernens signalstof, serotonin, formindsket, og lykkepillerne
kaldes derfor også SSRI (serotonin-genoptags-hæmmere).
Bogen indeholder mange patienthistorier, hvor disse
lever et meningsløst liv med søvnproblemer, angst, uro,
irritabilitet, usikkerhed og utilstrækkelighedsfølelse.
Lykkepillernes bivirkninger nævnes: sexproblemer er nok
hyppigere, end man har forestillet sig, nemlig ca. 30%.
Virkningen af medicin opstår efter 2-6 uger, og inden
for 12 uger bør fx angstsymptomer være ophørt. Herefter
tilrådes mindst 9 mdrs. uafbrudt behandling. Når man ønsker
at holde op, skal der trappes langsomt ud igennem 1-2 uger.
Kjærsgård har ikke meget fidus til dynamisk psykoterapi.
Af de 250 forskellige metoder der eksisterer inden for
området, har ingen den samme dokumenterede effekt som
medicin. Terapien er kun lidt bedre end placebo
(snydepille/kalktabletter), og der berettes om meget høje
tilbagefaldsprocenter efter psykoterapi alene: 62-65%.
Alligevel ved vi alle, at en god samtale kan hjælpe mange.
Kognitiv terapi anbefales derimod varmt og kaldes for
”sund fornuft”, da den giver indsigt i og forståelse for, hvad det
er, lidelsen drejer sig om.
Alkoholproblemer bunder ofte i psykiske lidelser, hvorfor
SSRI også her er brugbar behandling. Lidt mystisk at et rent
eksempel på en hypokondri i bogen beskrives som en
depression! Der er sandelig sket noget inden for de sidste 7
år, heldigvis.
Det samme kan man desværre ikke sige om kapitlet:
”Lykkepiller og offentligheden”, for aviserne bruger stadig
overskrifter som: ”Medicin gør folk til misbrugere”. Kjærsgaard
giver journalisterne tørt på: ”alle de mørke missionærer, der vil
bestemme, at andre menneskers liv skal gå med
livsfornægtelse og askese. Hvor det eneste der kan give os
syndsforladelse er hårdt arbejde, dvs. psykoterapi og
afdækkende samtaler, hvor vi finder frem til det
”bagvedliggende problem”. At få det bedre via en pille er alt
for let – og derfor syndigt, ja ligefrem udansk!
Også tankeløse råd som: ”Husk, du bestemmer selv, om
du vil anskue tingene fra en positiv eller negativ vinkel.” har
ingen gavn af at høre.
Tilbage i 1997 viser sundhedsministerens rådgivere sig
katastrofalt uvidende om, at SSRI og benzodiazepiner
(nervepiller) ikke er det samme. Nervepillerne kan give
afhængighed og helbreder ikke. Det gør det ikke bedre, at
politikere i et tv-program i 1996 gør sig lystige over
lykkepillerne.
(I dag er journalister præcis ligeså uvidende, det vidner
TV2-udsendelsen 23.12.03 kl. 22.00 om: Piller fås mod det
hele (nyhederne.tv2.dk/article.php?id=348059). I radioavisen
ml. jul og nytår 2003 stod Sundhedsministeren frem og
fortalte, at der skulle skæres ned på nervemedicin i Danmark
(SSRI og benzo-gruppen blev igen slået sammen til stor
forvirring og skade for de mennesker, der behøver deres
medicin, red.)
Men pressen refererer blot alt det vrøvl, de hører, uden at
undersøge sagerne nærmere, mener Kjærsgaard. Især
Scientology-bevægelsen, hvis formål er at bekæmpe moderne
psykiatri og psykiatere, har ført adskillige retssager mod
lykkepillerne i USA.
Selv om bogen har nogle år på bagen, kan den vise os,
at der stadig er fordomme og misforståelser, der trives i
bedste velgående i 2004. Det er også lidt tilfredsstillende at
se, at der trods alt er sket fremskridt, især inden for
angstdiagnosticeringen i løbet af disse år.

Angst-Avisen 8. 16
Hyperikum –
den grønne lykkepille
Jonathan Zuess. 128 sider. 29 kr.
Aschehoug. 1998
Af Kamma Kaspersen
Også denne bog har en del år på bagen, men da den er
solist på dansk om emnet, valgte jeg at se på den.
Forfatteren er en amerikansk læge med interesse for
holistisk og alternativ lægevidenskab, og lad os slå fast med
det samme: Zuess er en varm fortaler for Hyperikum.
Men allerede i forordet fralæger han sig ansvaret for
”eventuelle skader der påføres personer, der handler eller
undlader at handle som resultat af bogens indhold. Dette er
uanset om skaden på nogen måde skyldes uagtsomhed,
pligtforsømmelser eller undladelser fra forfatterens side eller
andre, der har med bogens udgivelse at gøre”.
Herefter følger en gennemgang af planten (de røde
tårers saft) Hyperikums årtusinde lange historie.
Ukrudtsplanten findes i vejgrøfter og marker i det meste af
verden. Planten gror – nærmest symbolsk – bedst i jord, der
har været beskadiget. Den blomstrer lige omkring Sankt
Hans, og når blomsterne/bladene knuses, fremkommer den
blodrøde saft, der benyttes til fremstilling af lægemidlet.
Det understreges ofte, at Hyperikum kun skal anvendes
ved modløshed, lettere angsttilstande, humørsvingninger,
spændingshovedpine, søvnløshed, PMS, vinternedtrykthed,
samt at man altid bør gå til sin læge for at få undersøgt, om
der skal iværksættes behandling af traditionel medicinsk
angst- og depressionsbehandling i stedet. Det hævdes, at
Hyperikum virker effektivt på 60-80%.
Bogens sammenligninger med konventionelle
antidepressive midler må jeg stille spørgsmålstegn ved. Det
nævnes, at hyperikum ikke giver anledning til døsighed eller
nedsætter reaktionsevnen og koncentrationen, ”som det er
tilfældet med mange andre antidepressive midler”. Det er
noget af en påstand, da SSRI/SNRI ikke har disse
bivirkninger. Det må være benzodiazepiner, der tænkes på,
og det er uheldigt for troværdigheden med sådan en
misforståelse.
Herefter følger forklaringen med serotonins niveau i
hjernen, der påvirkes samme sted og på samme måde af
Hyperikum, som her kaldes ”naturens egen Fontex”.
Samtidig skulle Hyperikum have en evne til at mindske
for megen blødning (har været brugt af soldater i århundreder
til hurtig sårheling). Dette lyder i mine ører som en helt
anderledes effekt end ”lykkepillerne”, der netop ’fortynder’
blodet.
Lysfølsomme personer med meget lys hud vil kunne få
en overfølsomhedsreaktion af Hyperikum efter kort tid i solen.
Når man ophører med medicinen, skal dette ske
gradvist over en måned, hvor man mindsker dosis. De mest
almindelige bivirkninger skulle være: maveproblemer, træthed,
hududslet og kløe. Bagerst i bogen findes et bilag med ca. 30
publicerede undersøgelser af behandling med hyperikum.
På Netdoktor.dk har jeg desuden fundet følgende oplysninger
om hyperikum:
”I en advarsel udsendt af Lægemiddelstyrelsen blev der
advaret mod at virkningen af midler med følgende stoffer
kunne nedsættes, hvis man samtidig tog perikon:
·Digoxin, anvendes hos patienter med dårligt hjerte
·Cyclosporin, anvendes ved transplantation
·Theophyllin anvendes ved astma
·Warfarin anvendes for at undgå blodpropper
·P-piller
·Indinavir, anvendes af HIV-patienter”
Læs mere på
http://www.netdoktor.dk/naturlaegemidler/skematristhed.htm
http://www.netdoktor.dk/naturlaegemidler/artikler/lykkegroen.htm
Hjernen skrumper
Forskningsleder Christian Gerlach fra
forskningsinstitutionen Learning Lab Denmark viste
på en konference, at vores evne til at huske kan
påvirkes negativt af voldsomme påvirkninger som
stress. Længere tids stress kan medføre, at en del af
hjernen, der spiller en aktiv rolle i vores hukommelse
(Hyppocampus), skrumper.
»De forsøg, der er foretaget på området, er med
krigsskadede personer. Det skal være så grelt som fx
krigsskader, for at vi kan påvise fysiske forandringer,
men vi ved endnu ikke, hvilken betydning andre
stressende faktorer kan have for hukommelsen. Fx et
barn der bliver mobbet groft og er bange for at få
bank i det næste frikvarter,« forklarer Christian
Gerlach.
Den internationale hjerneuge foregik i uge 11.
www.berlingske.dk 6. marts 2004

Angst-Avisen 8. 17
Når angsten får magten
- vejen tilbage til glæden og lykken
Helle Bossen Konradsen
Schultz Grafisk, 2004. 195 s. 229 kr.
Af Kamma Kaspersen
Forfatteren er en 43-årig læge i en ledende stilling, der
pludselig rammes af en hjertelidelse som 35-årig. Indtil dette
øjeblik har hun levet et harmonisk liv med mand og
to børn, venner og gode familierelationer. Men da hendes
hjerte begynder at slå ude af takt, ændres livet markant,
og angsten indfinder sig og begrænser livsførelsen.
Bogens første tredjedel giver læseren en klar
fornemmelse af, hvordan det ’urolige’ hjerte og angsten
dominerer dagligdagen, og hvordan hverdagen takles i
forhold til dette. Man føler med hende, og selvom lidelsen
skønnes ufarlig, er det nemt at identificere sig med angsten
og de konstante bekymringer. Betablokkere, Panodil og
mavesmerter er med på sidelinen i forsøg på at dæmpe
hjertets dominerende rolle i hendes liv.
Et mindre biluheld slår hovedet på sømmet. Chok,
hjernerystelse og hektiske arbejdsdage. Derefter starter et
voldsomt angstanfald midt i juletravlheden. Der er ikke mere
overskud tilbage, og hun indser, at hun må have hjælp.
Dødsangsten kendte hun fra hjertelidelsen, men nu opstår
der også tab af kontrol over livet og en længere periode med
psykologhjælp indtræffer.
Sidste del af bogen består af ”gode råd” til andre, der
kommer i en tilsvarende situation. Bl.a. at lære at tænke
positivt, læse selvhjælpsbøger og bøger om andre, der har
været ramt af sygdom og ulykke og er kommet helskindet
igennem.
Personligt læste jeg bogen med størst interesse i
starten, for senere hen mangler bogen en redaktør, der
kunne have fjernet de mange gentagelser af noget, der er
skrevet før, men blot omformuleret. Havde bogen været
’strammet op’ ville kvaliteten som helhed være forøget. En
smagssag er det også med alle de citater, der anvendes. Det
starter i det små, men eskalerer jo længere man kommer frem
i bogen. Det fjerner fokus fra fortællingen, og citaterne
optræder formmæssigt på samme måde som ”de gode råd”,
der også indfinder sig i slutningen.
Men intentionen bag bogen er god nok. At dele sine
lidelser med andre i forsøg på at hjælpe dem igennem på en
mere skånsom måde, hvis de kommer ud for noget lignende.
Og der er ingen tvivl om, at forfatteren har et stort hjerte for nu
at blive i terminologien. Mange vil derfor kunne finde noget i
bogen, de kan bruge.
Bogen har to målgrupper: De der har hjertelidelser, og
de der har PTSD (posttraumtisk stresssyndrom). PTSD er
ligeså rædselsfuld og invaliderende som andre angsttyper,
men den er ikke lige så hyppig. Derfor er det godt med dette
bidrag fra en læge, der selv har været igennem forløbet.
SSRI kan forårsage blødning
Ældre, samt mennesker med blødningsforstyrrelser er blevet
advaret om risikoen ved SSRI-medicin. Eksperter mener, at den kan
forårsage indre blødninger hos mennesker, der er disponeret for
det, og derfor i risikogruppen. Den engelske sundhedsstyrelse
overvejer advarsler. Mere end 12 mio. recepter udskrives på
medicinen hvert år. Deraf 4 mio. til ældre. Det engelske forbrugerråd
har set på 12.000 mennesker, der havde haft mave-tarmblødninger.
De var tre gange mere udsat for en blødning, hvis de
havde taget SSRI inden for de sidste 30 dage sammenlignet med
dem, der ikke havde fået medicinen. Risikoen var størst hvis man
havde fået aspirin i perioden.
En undersøgelse i Canada med over 65-årige år viste en mindre
risiko for de, der tog SSRI, men risikoen var 50% større, hvis man
var over 80 år, hvorfor læger ikke bør udskrive denne type medicin
til 80-årige og ældre samt til andre, der samtidig tager aspirin. I dec.
2003 fik læger forbud mod at udskrive SSRI til børn under 18 år
pga. evt. forøget selvmordsrisiko. Man mente, at ulemperne ved
medicinen for aldersgruppen var større end fordelene. BBC NEWS
2004/03/03

Angst-Avisen 8. 18
Stress – når kroppen siger fra
Katrine Damsgard-Sørensen og Birgit Madsen (red.)
2003. 207 sider. Gyldendals akademiske bogklubber.
Udgivet med støtte fra Sundhedsstyrelsen.
Af Kamma Kaspersen
Lad mig starte med at anbefale denne bog varmt. Stress er i
dag blevet et modeord og bruges i flæng og meget ofte i
stedet for ordet travlhed. Det er uheldigt på samme måde
som ordet angst også ’misbruges’, når man i nogle tilfælde
burde tale om at være bange i stedet. Men det at have travlt
og at være bange er forbigående naturlige tilstande.
De 16 stressramte, der her skriver deres historie, har været
ude i voldsomt invaliderende kronisk og akut stress, der har
truet med at slå hele deres tilværelse i stykker. Sammen
med psykolog Bobby Zachariaes og overlæge Bo
Netterstrøms faglige beskrivelser af fænomenet stress, giver
bogen et skarpt og præcist billede af, hvordan stress opstår
og skaber både fysiske og psykiske symptomer, som alt for
længe negligeres af de ramte og deres omgivelser. Selv
behandlersystemet synes ikke at være for godt klædt på til
opgaven med at diagnosticere, selvom de ofte har fået et
vink med en vognstang.
Interessant at mennesker, der i høj grad oplever egen
indflydelse og kontrol i forskellige af livets situationer,
sjældent bukker under for stress. Ligesom et godt socialt
netværk, evnen til at udtrykke sine følelser og en optimistisk
grundindstilling beskytter mod stress. Her har vi en åbenlys
forebyggelsesmulighed!
Irritabilitet, uro, rastløshed, hukommelses- og
koncentrationsbesvær er symptomer på begyndende stress,
der kan føre til udbrændthed.
Samtidig øger stress vores risiko for at udvikle
sygdomme, som vi latent har anlæg for, og som vi måske
ville få på et senere tidspunkt i livet. Desuden påvirkes
neurotransmittere i hjernen, og serotonin-, noradrenalin- og
dopamin-koncentrationen ændres ved en langvarig
belastning.
Hvis man udsættes for kronisk belastning med stress,
vil man som ved en fysisk langvarig overbelastning have
vanskeligt ved at behandle lidelsen.
Bogen indeholder gode råd til, hvordan man kan
håndtere sin stress i dagligdagen samt en hjertegribende
advarsel imod, hvor slemt det kan gå, hvis man ikke lytter til
advarselssignalerne fra kroppen og psyken i form af de 16
personlige historier, som er meget forskellige, men alle med
den fællesnævner at ingen tog signalerne alvorligt, før det -
næsten - var for sent.
Bogen er et velkomment stykke oplysningslitteratur,
som burde følges op af en kampagne, da de mest udsatte er
mellem 30-50 år. Problemet er dog, at ingen tror, at det
rammer lige præcis dem, fordi man typisk overser alle
forvarsler. Men det mindste man kan forlange er - og desto
vigtigere er det - at behandlerne kan diagnosticere lidelsen!
Arbejdsstyrelsen har optaget Posttraumatisk
Belastningsreaktion (PTSD) på listen over erhvervssygdomme
som den første psykiske lidelse nogensinde på
Arbejdsstyrelsens liste. PTSD rammer ofte mennesker, som har
været udsat for voldsomme begivenheder fx overfald eller røveri.
Antallet af psykiske lidelser, som anmeldes til Arbejdsstyrelsen, er
steget markant de senere år. I 1996 blev der anmeldt 434 tilfælde,
sidste år var tallet oppe på 1139. Mens PTSD er kommet på
Arbejdsstyrelsens liste over erhvervssygdomme, er andre psykiske
sygdomme som depression og krisetilstande ikke med. D. Ipsen,
Boddum, Jyllands-Posten, 22.4.04.
Hvad er meningen?
Af Lotte Schlosshauer Frøik
C.D. Friedrich
At være angstramt er fuldtidsarbejde. Det er opslidende,
lammende og så er det tilsyneladende en meningsløs tilstand,
der på uretfærdig vis griber ind i rigtig mange områder af ens
øvrige liv. Det er ikke en tilstand, man bare beslutter sig for at
lægge fra sig. Man kan ikke, som man kan med andre
tilstande, vide sig sikker på, at helbredelsen er lige om
hjørnet.
Sagen er imidlertid, at er man først angstramt, da er man
for evigt gjort opmærksom på sin forgængelighed. Man er på
smertelig vis gjort bevidst om, at man skal dø før eller siden.
Den viden kan være vanskelig at bære, og kan fra tid til anden
forstærke angsten. Tanken om, at man er gjort bevidst, at
man skal dø, er ikke min iagttagelse, den stammer fra
filosofien og er repræsenteret ved bl.a. Søren Kierkegaard,
Martin Heidegger og Jean Paul Sartre.
Kierkegaard satte skel mellem angst og frygt. Man kan
frygte nogen eller noget, men man kan ikke være angst for
noget eller nogen. Angst er, mens det raser, det totale tab af
mening. ”Det svimler” sagde Kierkegaard. Det er udsigten, der
får det til at svimle. I angsten tiltrækkes vi og skræmmes på
en og samme tid, ifølge ham.
Samme overvejelse gør Sartre sig. Han sammenligner
angsten med, at man står ved en klippekant og er nødt til at
springe eller lade være. Hos Sartre er angsten altså forbundet
med valget. Det handler ikke om, at man bare kan tage et valg
og vælge angsten fra, det er mere et spørgsmål om, at man i
udsigten til følelsen af ingenting, er i angsten, og er tvunget til
at vælge. Det er vi, fordi vi helt grundlæggende, ifølge Sartre,
er frie mennesker og til enhver tid underlagt ensomhed og
angst i en tilværelse, der dybest set bare er absurd. Der er

Angst-Avisen 8. 19
ingen overjordisk mening, som der fx er hos Kierkegaard. Vi
skal selv skabe den. Når vi så bliver angste, er det ved
udsigten til valg og i erkendelse af tilværelsens absurditet.
På den baggrund skal sammenligningen med at rystes,
når man står ved klippens kant, forstås. Hos Sartre er
angsten forbundet med valget. Man kan vælge at gå den
ene eller den anden vej, det vigtige i den forbindelse er, at
man kan mærke muligheden i at have et valg.
Hos Heidegger får angsten endnu en drejning. Han
mener, at angsten er en stemning. En følelse er
karakteristisk ved at have en retning. Man kan have en
følelse af kærlighed til sig selv eller til et andet menneske.
Samme sag med vrede eller irritation. Anderledes er det
med angsten. Den er tom. Den indeholder ikke noget
konkret, den er sådan set ”bare” ubehagelig og virker
truende. Der er i visse former for angst fysisk ubehag
forbundet med den. For andre er det ”bare” en inderlig
ubehagelig sjælelig fornemmelse af, at alt er lige meget. Der
er ingenting, der virker, det er skræmmende, overvældende
og pinefuldt. Men sådan set vil angsten ikke andet end at
genere en, kan man sige. I sig selv indeholder den ikke
noget. Den indeholder ikke umiddelbart en retning på
samme måde, som vreden gør. Den er meningsløs.
Når noget er uden mening, er det fordi, vi ikke forstår
det, ifølge filosoffen Heidegger. Hvis man ikke forstår, så er
der ingen mening. Tænk på en vrøvlesætning, der er
meningsløs. Det er den fordi, vi ikke forstår. Eller en
trafikulykke. Vi forstår den ikke, den er tom for mening. Når
mennesker så alligevel fra tid til anden kan sige: ”mit liv var
meningsløst, men efter ulykken kom der ny mening”, så er
det ifølge filosoffen fordi, vi er drevet af at have mening i
tilværelsen. Er den der ikke, så finder vi en.
Vi har ingen problemer med et dødsfald, når
vedkommende er gammel og mæt af dage, værre er det
med den unge, der dør. Det kalder vi meningsløs død. Altså
ifølge Martin Heidegger: uden mening, ingen forståelse. Det
er intet under, at den der rammes af angst, får et problem.
Ved dette svimlende udsyn til ingenting tvinges man til at se
det meningsløse lige direkte i øjnene.
Et velbeskrevet eksempel på dette stammer fra den
jødiske læge og professor i psykiatri Viktor Frankl, født i
Østrig. Under anden verdenskrig tilbragte han tre år i
koncentrationslejren Auschwitz. I den tid oplevede han
sygdom, angst, ondskab og deraf enorm lidelse. Han så
mennesker dø omkring sig af de lidelser, som nazisterne,
tilsyneladende uden samvittighed, påførte mennesker.
Han beskriver i bogen ”Psykologi og Eksistens” fra
1959, hvordan alle drifter bliver udfordret eller simpelthen sat
i stå. Alle ressourcer bruges op ved de daglige prygl og
ydmygelser. Det får Frankl til at overveje, hvordan det
egentlig kan lade sig gøre at leve under så kummerlige
forhold og alligevel holde sig i live? Hvad er det for en
mekanisme, der sikrer mennesket overlevelse et sted, hvor
det med al sund fornuft i mente faktisk burde være død?
På baggrund af egne og andres oplevelser i lejren
kommer han frem til, at så længe mennesket kan se
meningen med eksistensen, så længe der er et håb, så lever
de. For Frankls selv bliver næste dags brødration meningen
og det håb, der holder ham i live. Udsynet til de 30
sekunders nydelse i det tørre brød holder ham oppe i
arbejdssituationer, hvor han burde være styrtet for længst.
Tanken om hans kone (der i samme tidsrum døde i en
anden lejr) er også med til at holde ham i live. De minutters
nydelse han finder i at forestille sig tid sammen med hende,
indgyder ham håb og mening og ganske få kræfter, men nok
til at fortsætte lidt endnu.
Tilsvarende ser han medfanger, der syge af lidelse
alligevel lever. Så snart de mister håbet og troen på mening,
dør de. Han kommer frem til, at så længe der kan skabes
mening selv i de mest absurde situationer, er der liv. Så snart
den forsvinder, bukker mennesket under. Det får ham med
filosoffen Nietzsche til at konkludere: ”Den som ved, hvorfor
han skal leve, tåler næsten hvilket som helst hvordan.” På den
baggrund etablerer han logoterapien, der bygger på
spørgsmålet om mening.
Hvordan hænger det sammen med angst? Jo, hvis
mennesket befinder sig i angstens meningsløse vakuum i en
så opslidende tilstand, at den berøver en muligheden for at
fungere, da kan spørgsmålet om det meningsløse gøres
relevant, fordi man dermed udfordrer angsten og finder et
ståsted, hvor angsten kan tænkes anderledes og som en
mulighed for at stille spørgsmålet om mening.
Hvis filosofferne har ret i, at mennesket i angsten
konfronteres med den dybeste form for meningsstab, så giver
det håb at tænke sig, at men ved at beskæftige sig med
tilværelsens mening, kan lindre sin angst. Et tænkt eksempel
kunne være, at man ved hjælp af disse tanker begyndte at
fokusere på sin egen (livs)mening.
Det er nok ikke muligt at opstille en formel for mening,
der dækker alle. Det svarer til, at man spørger en skakmester:
”hvad er verdens bedste træk?” Det kan han naturligvis ikke
svare på. Det kommer an på, hvordan brikkerne er placeret i
indeværende spil. Samme sag med angstens meningsløshed.
Hvad der giver mening og perspektiv i den enes liv, gør det
ikke nødvendigvis i den andens. Nogen finder mening i en
religion, i et arbejde, andre i fritidsaktiviteter, der giver følelse
af ro og stabilitet.
Imidlertid kan man kan spørge til sin egen mening ved at
formulere spørgsmålet: Giver det jeg laver lige nu mening for
mig? Er jeg egentlig i en situation, som giver mig betydning og
mening i min hverdag? Det fokus kan hjælpe angstplagede til
at se kritisk på sin hverdag og efterfølgende ændre de ting,
der måske er direkte angstudløsende. På den måde kan
angsten forstås, som det er gjort af filosofferne, som en
tilstand der trods sin inderlige meningsløshed indeholder en
indbygget mulighed for ny og anderledes refleksion over livet.
Filosofien har mig bekendt ikke på dansk jord noget
egentligt tilbud til angste. Det er stadig i sin vorden at tænke
sig et systematiseret samarbejde mellem psykiatrien og
filosofien. De herrer fra filosofiens verden har tænkt en masse
tanker, der forholdsvis enkelt kunne komme angstramte til
nyttig refleksion. Hos Kierkegaard, Sartre, Frankl og
Heidegger kan man få lejlighed til at stifte bekendtskab med
angst både som et filosofisk og menneskeligt begreb. Frem for
alt kan man ved læsning af dem, få lejlighed til at (gen)tænke
sin eksistens på en anden måde, end man normalt gør.
For uddybende litteratur og til inspiration kan anbefales:
Viktor Frankl ”Psykologi og Eksistens”
Søren Kierkegaard ”Begrebet angst” og ”Sygdommen til
døden”
Peter Thielst. ”Livet må leves forlæns men forstås baglæns”
(Om Søren Kierkegaard)
Jean Paul Sartre ”Eksistentialisme er en humanisme”
K. E. Løgstrup ”Martin Heidegger” (meget vanskelig læsning,
anbefales at starte et andet sted)

Angst-Avisen 8. 20
Martin Heidegger Søren Kierkegaard
1889-1976 1813-1855
Viktor Frankl Jean Paul Sartre
1905-1997 1905-1980
Per Kirkeby: Med ånd skal ondt fordrives
Jeg har altid været en stor arbejder og kunnet skubbe ting
væk, når jeg havde travlt.
Jeg har egentlig aldrig før rigtig kendt til angst. Det er gået
op for mig nu, at jeg altid har været et kolossalt ængsteligt
menneske, men det er noget andet. Ængstelse har at gøre
med fornemmelse for at slå til eller ej - den slags.
Ængstelse kan derfor faktisk være en stor drivkraft. Men
angst ... I den nøgne forstand. Det var en ny erfaring for
mig. Og det er en erfaring, der vil noget! Jeg kender
naturligvis mennesker, der har lidt under angst, men jeg
tænkte før i tiden: "nå ja, men man må jo kunne tage sig
sammen".
Det giver virkelig en tolerance-udvidelse, når man opdager,
at dét er altså ikke så let.«
http://www.jp.dk/kultur/advsog/artikel:aid=2325432
Psykologi nr. 1. 16.2-17.5.04
Aller Press A/S Pris: 59,75 kr.
Årsabonnement: 239 kr.
Af Kamma Kaspersen
Så er et nyt kvartalsblad på gaden. Psykologi er bygget op på
samme måde som det svenske blad PS! Populær psykologi &
medicin, der udgives af Aller i Sverige. Og begge blade
lægger sig op ad det amerikanske Psychology Today.
Lad os med det samme slå fast, at dette er et ’dameblad’,
som også henvender sig til mænd, men hvor læserne ikke
behøver at have nogen forudsætninger for at kunne forstå
indholdet. Det er holdt i et ganske almindeligt sprog og er
tilgængeligt for alle samfundslag. Dette er ment positivt. Det er
en stor fordel at kunne oplyse om psykologiske emner, som
mange ellers ikke ville få adgang til.
Alligevel forventes det, at når man laver et tema, der
hedder ”Kontrol” og nævner OCD, burde der også have været
en henvisning til OCD-foreningen, der kan rådgive folk videre
til rette behandling og evt. selvhjælpsgruppe.
Bladet indeholder en del historier om mænd. Måske
satser man også på mændene som målgruppe? Hvis det er
tilfældet, tror jeg, man bør signalere dette allerede på forsiden,
der er meget ”damebladspræget”.
Reklamerne er sparsomme og afstemt efter indholdet: En
dobbeltside med fugtighedscreme, en dobbeltside med
afslappende dufteting og en CD med autentiske naturlyde. En
enkeltside med hvervekupon fra Borgens Bogklub. En
halvsides annonce fra en ny film: Når du mindst venter det
samt en helsides annonce fra OfferRådgivningen. Bagside
med samme fugtighedscreme som på side 1+2.
Bladet indeholder en artikel om kognitiv adfærdsterapi og
enkeltfobier. Det er positivt, at de har sat: www.SAKT.dk på i
en boks, og selvfølgelig havde det været naturligt, hvis de
havde nævnt Angstforeningens hjemmeside, men desværre
nej.
Det bliver spændende at se, om der er et marked for et
sådant blad i Danmark, og hvordan indholdet fremover
prioriteres.

Angst-Avisen 8. 21
TEMA: Dødsangst
Susan Jeffers
Se uvisheden i øjnene.
Nye metoder til at møde det ukendte med
sindsro.
Borgen. 2004. 245 sider. 249 kr.
Af Kamma Kaspersen
I forbindelse med temaet om dødsangst i Angst-Avisen
kommer denne bog som kaldet. Det er en gør-det-selv-bog
for sindet, der handler om kontrol, og hvordan man kan øve
sig i at give slip.
Kontrol er et væsentligt element i angstlidelser, hvor
man netop frygter tab af kontrol, fordi det er det, man
oplever under et angstanfald, og som er skræmmende.
Herefter forsøger angstramte med vold og magt at holde fast
i kontrollerede situationer, hvilket desværre giver en dårlig
livskvalitet.
Ordet uvished indebærer manglende kontrol, og det er
den tilstand, som forfatteren stødt og roligt fører os hen
imod.
Intet er sikkert... Det kan du være sikker på! ”Dine børn
kan vokse op og blive det stik modsatte af, hvad du
ønskede, og den rigtige mad i dag, er den forkerte mad i
morgen”. Sig derfor: ”Jeg har ingen kontrol over fremtiden.
Jeg har ingen kontrol over fremtiden. Jeg har ingen kontrol
over fremtiden.” Når vi har accepteret dette, kan vi sige:
”Kom an” til livet, for nu er vi forberedte på hvad som helst.
Tænk, hvis vi kendte udfaldet af hele vores liv, samt
hvornår vi ville dø! Ville det næsten ikke være værre end at
kende slutningen på filmen i biografen?
I stedet har vi fået den gave af livet, at vi kan gå
uvisheden i møde med nysgerrighed og ”Gad vide..!”
Ordet håb bryder forfatteren sig ikke om, for hvis håbet
ikke opfyldes, kan vi blive ulykkelige. Det er meget bedre med:
”Gad vide”.
”Jeg håber han ringer” – ”Jeg gad vide om han ringer”
Den første sætning giver mulighed for skuffelse, det gør
den anden ikke.
Gad-vide-sætninger eller måske-sætninger er
iagttagerens, hvor man ikke fanges ind i dramaets konflikt,
men kan være eventyrer og se livet folde sig ud. Det er også
den indfaldsvinkel, forskere benytter. En tvivlende holdning
fører nemlig til nye opdagelser.
Forventning skaber derimod binding, længsel og håb, og
vi bliver vores egen værste fjende af forventninger. Derudover
skaber de behov for at kontrollere alt, og fjerner vores indre ro
og holder os vågen om natten med spekulationer. Vi bliver
utrygge af forventninger, der kontrollerer os og giver os
bekymringer.
Vi skal give uvisheden et knus og favne, hvad livet byder
os. Det er fyldt med op- og nedture, og man bør træde et
skridt tilbage og bemærke dem, for de er en del af livets
kredsløb.
Forfatterens helte er alle personer, der har haft mere
modgang end de fleste: en KZ-fange, en der rammes af en
svær hjerneblødning og en kørestolsbruger. De har det til
fælles, at de virkelig formår at få langt mere ud af livet end de
fleste almindelige mennesker.
Ingen mennesker ved, om den død,
som mennesket i sin frygt
opfatter som det største onde,
ikke kunne være det største gode.
(Sokrates)
Hvorfor vender mennesker sig bort fra det, som skal ske for os
alle? Hvorfor ønsker vi ikke at lære noget om kunsten at dø?
Så kunne vi måske opnå en følelse af fred?
Man er nødt til at tage stilling til døden og holde den
for øje. Selv om du ikke tror på Gud eller andre højere magter,
så kan du sige: ”Univers, du bestemmer”. Så kan du give slip
og være taknemmelig for din dag i stedet for at bekymre dig
om i morgen.
Det siges, at når mennesker har haft en
nærdødsoplevelse, er de mere medfølende, givende og
optimistiske, når de kommer tilbage og med større humoristisk
sans, og de har helt mistet deres frygt for døden.
Måske er døden en storslået oplevelse og ikke noget at
frygte. I stedet bør vi lære af evighedsstudenten og studere
verden omkring os og dens mangfoldighed. Du er på en
livslang opdagelsesrejse, hvis eneste formål er, at du skal
lære og udvikle dig. De sjælelige processer sker nemlig
langsomt. Du skal stole på, at det du har brug for, vil være
der. Hvis ikke, så stol på, at du selv kan finde det.

Angst-Avisen 8. 22
KUNSTEN AT DØ
Religiøse traditioner og åndelig humanisme ansigt til
ansigt med døden i dag
Marie de Hennezel, psykolog
Jean-Yves Leloup, præst og doktor i psykologi og filosofi
Munksgaard, 2001. 115 sider.
Af Marie Särs Andersen
I Kunsten at dø sammenligner forfatterne holdninger i den
vestlige kristne verden med holdninger i andre kulturer og
religioner. Vores måde at ledsage en døende på er nemlig
påvirket af vores forestilling om mennesket og af vores
opfattelse af livet og døden. I vores vestlige, materialiserede
verden, hvor den fremherskende indstilling er, at døden er
absurd og meningsløs og i høj grad et tabu, er der således
en tendens til at hospitalspersonalet betragter den døende
som en diagnose. Lægen er en maskine, der forsøger at
reparere en anden maskine, og i den proces glemmer man
at tage hensyn til mennesket som helhed.
Det er tankevækkende at pårørende i en verden, hvor
det følelsesmæssige må vige for teknik og rentabilitet ofte
føler sorg over at være følelsesmæssigt lammede. Over ikke
at vide hvordan de skal forholde sig til den døende, og hvad
de skal sige til ham. Nærheden bliver pludselig mere
skræmmende end selve døden.
Når man skal ledsage et menneske det sidste stykke
vej, skal man møde ham med respekt og tale med ham, på
det niveau han ønsker, når han ønsker det. Man skal tage
imod ham som et helt menneske. Give ham mulighed for at
dele sine følelser med sine nærmeste og hjælpe ham til at
føle, at selv om kroppen er i forfald kan ånden stadig udvikle
sig. Et døende menneske har behov for at blive betragtet
som et levende menneske lige til det sidste.
Ofte forsøger vi som pårørende at fremstå som stærke,
mens vi holder tårerne og sorgen tilbage og skjuler
forvirringen bag aktivisme eller overfladiske ord for at
udfylde den skræmmende tavshed, hvorefter vi må gå
udenfor og "bryde sammen", før vi atter vender maskerede
tilbage. Det ville gøre vores forhold til den døende mere
menneskeligt, hvis vi kunne acceptere at være berørt af den
andens lidelse, og være hjælpeløse over for døden. For, som
forfatterne skriver, de øjeblikke hvor man deler sin
magtesløshed, er øjeblikke af nåde og velsignelse.
Det døende menneske gennemgår forskellige stadier i
dødsprocessen og her refererer forfatterne bl.a. til Ars
Moriendi (skrift fra 1492) der beskriver dødskampens åndelige
prøvelser lige fra tvivl (hvad er meningen med det hele),
fortvivlelse, fasthængen (klamren sig til livet), utålmodighed,
vrede, hovmod (jeg har ikke længere brug for nogen) til en
tilstand af given sig hen (ro i sjælen). I Ars Moriendi lægges
der vægt på, at mennesket er i besiddelse af evnen til at
gennemleve disse faser.
Til sammenligning har vi i dag Elizabeth Kübler-Ross'
mere psykologiske iagttagelser af dødskampen. Her oplever
den døende først fornægtelsen (et forsøg på at bevare
kontrollen), fasen glider over i oprør og vrede (Hvorfor sker
det for mig?). Hernæst købslåen-stadiet (Man vil lige vinde lidt
tid fx til barnebarnet er født. Denne frist hjælper tilsyneladende
den døende med at forblive i live til det yderste). Endelig
indtræder den depressive periode, hvor man oplever en slags
følelsesmæssig udmattelse, giver slip og glider over i en slags
accept, der minder om resignation.
Døden kommer aldrig bag på en klog mand.
Han er altid parat til at tage af sted.
John de La Fontaine
Bogen henvender sig primært til sundhedspersonale, men kan
også læses af andre, der ønsker at være bedre rustet til at
ledsage et menneske på dets sidste vej til døden indtræder.
Ud i det blå med klip-klapper på.....
søndag den 13. juni kl. 11.30
Så er Angstforeningen på banen igen!
Vi mødes ved Lyngby Station for at tage en tur med
Bådfarten på lyngby Sø. I det dejlige sommervejr –
forhåbentlig – sejler vi ud til det skønne naturområde
ved Sopienholm og spiser medbragt mad og drikke.
Huske tæpper! Tag gerne børn og ægtefælle/samlever
med. De der har lyst, kan se på glaskunst på museet.
Pris for denne herlige tur: enkeltbillet voksne kr. 30,
børn og pensionister kr. 20.
Hjemturen til Lyngby er der frit valg. Sejltur, bus eller
vandretur. På sommerligt gensyn
Vibeke Christiansen, Lotte Schlosshauer Frøik og
Benny Nielsen
.........................................................................
Arrangementer i Angstforeningen
Med inspiration fra Torsdags Cafeen er Vibeke
Christiansen, Benny Nielsen (fra bestyrelsen) og Lotte
Schlosshauer (foredrag i vinter om ”mening”) gået
sammen for at sætte gang i nogle fælles
medlemsarrangementer. Foreløbig ”barsler” vi med to
arrangementer frem til sommerferien. Se indbydelserne
i bladet og på hjemmesiden.
Bemærk at arrangementet den 13. maj kl. 19-21
erstatter den almindelige Torsdags Cafe.

Angst-Avisen 8. 23
Når dødsangst bliver til livsglæde…
Af Marie Särs Andersen
Dødsangst og livsangst er uløseligt forbundet. Er man angst
for at dø, er man også angst for at leve. Mennesker, der har
været så tæt på livets afslutning, at de har set døden i
øjnene, har oplevet, at de i samme øjeblik, de accepterede
døden, heller ikke mere var bange for livet.
De fleste mennesker oplever en eller anden grad af
dødsangst, og det er kun naturligt, at man er usikker på det,
der er ukendt. For nogle bliver dødsangsten imidlertid så
dominerende, at den forhindrer dem i at leve. Problemet i
vores tilsyneladende ellers så frigjorte kultur er, at døden
stadig er et stort tabuemne. Noget vi alle skal igennem, men
som de fleste fortrænger, og de færreste taler åbent om. I
andre kulturer har folk gennem tiderne støttet sig til religion,
myter og ritualer, som har gjort, at de ikke har været så
fremmedgjorte i forhold til døden. Dette er desværre ikke
tilfældet i dagens Danmark, hvor mange ikke har en tro.
Hvor lægerne opfatter det som et nederlag, når deres
patienter dør. Hvor pårørende længst muligt forsøger at
fortrænge tanken om, at deres kære skal dø og måske
nægter at tale om det som en reel mulighed i en given
situation. Nægter at indse, at den døende måske selv har
behov for at tale om det, men måske ikke tør af frygt for at
gøre andre ilde til mode.
Hvis dødsangsten hæmmer en i at leve og nyde livet
fuldt ud, må man forsøge at få styr på den. Lige som med al
anden angst må man for at overvinde den (eller i det
mindste reducere den til et acceptabelt niveau) turde se den
direkte i øjnene og finde ud af nøjagtig, hvad det er, man er
bange for, så man ikke lader katastrofetankerne løbe af med
sig.
I den forbindelse er det nødvendigt at stille sig selv
nogle centrale spørgsmål: Er jeg bange for at dø, fordi jeg
frygter, hvordan det vil gå mine børn og andre efterladte, når
jeg ikke er her? Er jeg bange for at gå en lang og smertefuld
sygdomsperiode i møde? Er jeg bange for tanken om ikke at
eksistere mere? Tanken om selve døden og hvad den
indebærer?
I dette indlæg vil jeg kun kort berøre de første spørgsmål,
hvorefter jeg vil se nærmere på selve døden.
Er du fx angst for at efterlade dine børn, så forestil dig,
hvordan børnene vil have det om ti-tyve år, når de er blevet
voksne. Vil børnene være så tynget af sorg, at de ikke får
noget ud af resten af livet, eller vil de have skabt sig et liv
med familie, venner arbejde og fritidsinteresser? Vil de med
andre ord være i stand til at glæde sig over livet?
(Rent praktisk vil nogle måske have glæde af at oprette et
børnetestamente, så man ved og selv har indflydelse på,
hvem der i givet fald skal tage sig af børnene).
Tanken om hjælpeløshed og smerter i den sidste tid er ikke
rar. Men hvorfor ødelægge livet med katastrofetanker, som
måske viser sig aldrig at blive virkelighed? Skulle det vise
sig, at din sidste tid bliver præget af sygdom, hvad vil du så
helst huske tilbage på – at du har levet dit liv fuldt ud, så
længe du kunne, eller at du har brugt det på bekymringer
om, hvad der måske skulle komme?
Er du bange for tanken om ikke at eksistere mere, må du
spørge dig selv, hvad det værste i givet fald ville være - er det
tanken om at miste kontrol både med dig selv og måske med
andre? Eller er det frygten for at blive glemt? (Hvis man
virkelig ikke eksisterede mere, ville man så kunne føle, tænke,
have brug for kontrol eller kunne bekymre sig om, hvorvidt
man blev husket eller ej…..?)
Med hensyn til angsten for selve døden er troen på Gud
og det evige liv en trøst og en glæde for mange mennesker.
Jeg skal ikke her komme nærmere ind på religion som sådan,
men med udgangspunkt i bl.a. Raymond A. Moodys bøger
Livet efter livet og Lyset fra den anden side vil jeg fortælle om
et fænomen, som har bekræftet mange mennesker i deres tro
og kastet nyt lys over døden for dem, der ikke i forvejen havde
en tro. Det drejer sig om de stadig til en vis grad tabubelagte
nærdødsoplevelser (NDOer), som mange mennesker har haft,
og som har vist dem, at døden blot er en overgang fra en
tilværelse til en anden.
Men først lidt om Moody, som bliver født i 1944 i Georgia.
Som voksen studerer han filosofi og underviser efterfølgende i
faget ved universitetet i North Carolina. Han støder i denne
periode tilfældigt på nogle få mennesker, som enten selv eller
i deres nære omgangskreds har mennesker, der har været
udsat for en NDO.
Som 28-årig beslutter Moody at gå i sin fars fodspor og
læse medicin for at blive psykiater. Han møder i den
forbindelse en gammel ven, John, der også vil være psykiater,
og som har startet en forening for unge læger. John, som er
fascineret af Moodys beretninger om NDOer, beder ham på et
tidspunkt holde et lille foredrag om fænomenet i lægeklubben.
Moody stritter først imod - bange for at blive stemplet som
skør - men indvilger og giver emnet om "de klinisk døde, der
blev reddet i sidste øjeblik" en humoristisk drejning. Stik mod
forventet melder seks-syv medlemmer af lægeklubben sig
efter indlægget og fortæller lignende historier, de har hørt fra
deres patienter. Den sidste beretning kommer fra en læge, der
selv har oplevet fænomenet. Efter mødet modtager Moody
flere adresser, så han selv kan udspørge de mennesker, der
har været ude for oplevelsen.
Aviserne spreder hurtigt rygtet om aftenens møde, og
Moody bliver inviteret til at holde foredrag flere steder. Antallet
af beretninger stiger, og det hele ender med udgivelsen af Life
after Life (Livet efter livet) i 1975.
Bogen bygger på interviews med 150 personer. Den er
ikke noget videnskabeligt værk, men Moody, som personligt
er stærkt påvirket af folks beretninger, ønsker at gøre
opmærksom på de besynderlige kendsgerninger, der finder
sted overalt, men som mange holder for sig selv, af frygt for at
blive stemplet som sindssyge.
Lige som menneskers fødsler og liv på jorden er
forskellige, er NDOer også forskellige, men der er nogle
karakteristiske træk, der går igen - uafhængigt af køn, alder,
race og religion (eller mangel på samme) - og som kan
opdeles i forskellige stadier. (Ikke alle når at opleve alle
stadier, før de vender tilbage til kroppen.)
En typisk NDO foregår ofte på et hospital, hvor det med
nutidens moderne udstyr er muligt at redde mange som
tidligere ville være "gået tabt". Den forløber nogenlunde som
følger: Den døende hører en underlig summende eller
ringende lyd og fyldes af fred. Alle smerter forsvinder. Herefter
bliver han trukket - eller flyder - ud af kroppen og stiger op
under loftet, hvorfra han kan se ned på lægerne, der arbejder
med den livløse krop. Han oplever sig selv i en åndelig krop,

Angst-Avisen 8. 24
der ligner en slags levende energifelt. Han kan høre, hvad
lægerne taler om og oven i købet vide, hvad de vil sige, før
de siger det. Men han kan ikke selv fange deres
opmærksomhed og kommunikere med dem, hvilket kan
være meget frustrerende. Han kan bevæge sig gennem
loftet eller væggen ud af bygningen eller ind i andre rum. I
denne uvante tilstand vil han af gammel vane forsøge at
vige til side for forbipasserende på gangene, men når det
ikke lykkes, oplever han, at folk bare kan gå lige gennem
ham.
På et tidspunkt bliver han trukket ind i en mørk tunnel
og bevæger sig gennem den med en enorm hastighed. For
enden af tunnelen er der et strålende gyldent/hvidt lys.
På den anden side af tunnelen står afdøde venner og
slægtninge parat i vidunderlige omgivelser for at tage imod.
Nogle beskriver det som at komme hjem.
Han møder nu et "Lysvæsen" - et blændende lys - der
udstråler en enorm, ubeskrivelig kærlighed. Afhængig af
religion og tro eller mangel på samme refereres til Lyset
som: Gud, Jesus, en engel eller blot et Lys.
Lyset viser ham nu med stor kærlighed - uden på nogen
måde at være fordømmende - et tilbageblik på alt, hvad han
har oplevet i livet. Han ser især, hvordan hans handlinger
har påvirket andre mennesker - føler i den forbindelse både
sine egne og de andre menneskers følelser (hvilket kan
opleves smertefuldt, men dog positivt pga. indsigten). Han
finder ud af, at kærlighed er det vigtigste i livet, og at vi er
sat på jorden for at lære og for at lære at elske.
Ofte opleves en modvilje mod at vende tilbage til
kroppen og en stor lyst til at blive hos Lyset. Nogle får selv
lov at vælge, om de vil blive, andre får at vide, at de skal
vende tilbage, fordi der er noget, de endnu ikke har gjort
færdigt. De, der vælger at vende tilbage, gør det ofte, fordi
de ikke vil efterlade mennesker, de elsker, og som har brug
for dem, fx deres børn. Men det kan også være børn, der
ikke vil gøre deres forældre kede af det.
Raymond Moody nævner i sin bog, at folk typisk
forsøger at forklare (læs: afvise) fænomenet ud fra det
fagområde, de hver især er eksperter i. Men endnu har
ingen teori været tilstrækkelig til at kunne afvise NDOer som
virkelige oplevelser.
Til gengæld vil nogle måske finde den tidligere
skeptiker Dr. Michael Saboms undersøgelse interessant.
Sabom undersøgte 32 patienter, der havde haft en NDO på
skadestuen eller under en operation. En kontrolgruppe
bestående af 25 "lægeligt velorienterede" personer gav
deres "kvalificerede gæt" på, hvad der sker, når en læge
forsøger at sætte et hjerte i gang igen. 23 ud af disse 25
lavede afgørende fejl i deres beskrivelser af
genoplivningsproceduren. Ingen af de 32 nær-død-patienter
lavede fejl, når de hver især beskrev, hvad der foregik under
deres genopliving.
Der findes endvidere mange enkeltstående eksempler
på folk, der efter at være vendt tilbage efter en NDO, har
kunnet fortælle ting, som senere er blevet bekræftet. Fx har
de kunnet fortælle, hvad folk har foretaget sig og sagt uden
for det operationslokale, hvor deres fysiske krop befandt sig.
Eller de har set ting de umuligt kunne have set med fysiske
øjne på et givent tidspunkt.
En patient fortalte fx en sygeplejerske, at hun havde
forladt sin krop, og at hun kort efter var blevet trukket op
gennem flere etager i hospitalet. Til sidst var hun oppe over
hospitalets tag og kunne se ud over byen (Hartford). Hun var
forbavset over udsigten. Så havde hun fået øje på en rød
genstand, der viste sig at være en sko. Herefter var hun blevet
suget op i et mørkt hul og havde en typisk NDO.
Sygeplejersken viderefortalte kvindens beretning til en
hun kendte, som var skeptisk, men som fik en pedel til at
hjælpe sig op på taget, hvor han fandt den røde sko.
Et andet eksempel fortælles af en kvinde, der var med
ved genoplivningen af en mand. Hun gav ham ilt, men midt i
genoplivningen overtog en anden, og hun forlod rummet.
Nogle dage senere mødte hun patienten, og han
kommenterede spontant.
"Du så meget bedre ud i din gule bluse". Hun blev
chokeret og fik gåsehud, for hun havde haft den gule bluse
på.
Mennesker, der har haft en NDO, er meget rørte. De har
svært ved at finde ord, der dækker det, de har oplevet. De
længes ofte efter den ubeskrivelige kærlighed, de har mødt,
og de ændrer værdier og levevis. De bliver blidere og hænger
sig ikke længere i bagateller og skænderier, da disse er
meningsløse - det er "de små ting", der tæller. De ser skøn/
heden i naturen omkring sig. De ved, at de er en del af en stor
helhed, bliver mere opmærksomme på andres følelser og på
følgerne af deres egne handlinger. Men på en positiv og ikkeneurotisk
måde, hvor de ønsker at lære af deres fejl.
Mennesker, der ikke tidligere har interesseret sig for at lære,
begynder at suge viden til sig i bevidstheden om, at denne
læreproces vil fortsætte også på den anden side. Endelig
sætter de større pris på og værner mere om livet samtidig
med, at de ikke længere er bange for at dø.
Litteratur:
Moody, Raymond A: Livet efter livet (Borgen, 1977)
Mere om livet efter livet (Borgen, 1978)
Lyset fra den anden side (Borgen, 1988)
Kirsten Mørch-Nielsen: Lys bag døden - engle og syner - hjertestop,
hjerneskade (Unitas Forlag 2000)
(Kirsten Mørch-Nielsen oplevede en NDO som ung. Fik en
hjerneskade, der bl.a. udmøntede sig i ekstremt talebesvær, men fik
trænet sig op, og blev senere præst).
Patrice van Eersel: Den skjulte kilde (Munksgaard 1990)
(Forfatteren har talt med en række af dødsforskningens pionerer,
hvoraf en del startede som skeptikere).
Dagmar Andreasen:Er der et liv efter døden?
(Gennem samtaler og beretninger afdækker Dagmar Andreasen det
moderne menneskes angst og rådvildhed over for døden)
Syge stemples som misbrugere. I TV2 Nyhederne (23.12.03) hævdedes
det i et kort indslag at bl.a. socialfobi var skabt af medierne. En læge fra
Præstø, som tidligere har luftet sin ”bekymring” for alle de ”nye”
sygdomme, heriblandt angst, er i studiet og mener ikke staten bør give
tilskud til medicin til ’normale’ tilstande – underforstået socialfobi er ikke en
lidelse! Den er dog anerkendt af WHO og at finde i bogen om diagnostiske
kriterier siden 1994, så nogen må have sovet i timen! Trods en
efterfølgende heftig mailudveksling med journalisten fra udsendelsen, hvor
jeg (Kamma Kaspersen) mente, at et dementi ville være på sin plads, blev
dette dog ikke imødekommet.
Asgar Baunsbak-Jensen havde et indlæg i Politiken 8.1.04 hvor han
reagerede på sundhedsministerens ’straffeforanstaltninger’ til de 100.000
danskere der får medicin mod angst, søvnløshed og depression.
Ministeren får fejlagtigt kaldt ’det hele’ for nervemedicin og giver lægerne
et år til at bringe patienterne ud af afhængigheden...Det bliver interessant
at se hvad lægerne mon kan sætte i stedet: kognitiv terapi, kortere
ventelister til psykiatere og børnepsykiatere?
Det ville være ønskeligt, at man satte sig lidt ind i sagerne inden man
skaber en mediestorm, hvor sandheden og virkeligheden har ringe kår, og
som skader bl.a. de angstramte.

Angst-Avisen 8. 25
Dødsangst kan bekæmpes
Af Kamma Kaspersen
Som 12-årig mistede jeg min far. Det skete pludseligt. En
banal operation for en ufarlig lidelse endte tragisk. Hele
familien var i chok. Det eneste jeg husker fra begravelsen
var, at min onkel lo så ufatteligt højt under det efterfølgende
kaffeselskab, og jeg måtte væk derfra, da hans latter skar
som knive i brystet.
Jeg blev holdt hjemme fra skole i nogle dage, hvorefter
jeg kom i skole iklædt sort tøj i en uge. Ingen talte om min
fars død, og jeg var lettet, da jeg igen kunne gå med farvet
tøj. ”Sorgperioden” var heldigvis ovre og mine kammerater
talte til mig igen.
Vi boede i embedsbolig og havde tre mdr. til at flytte ud
af huset, før de nye flyttede ind. Pga. tidsnød og kaos endte
vi i en anden landsdel for at starte på en frisk.
Jeg fik travlt med at få nye venner og trak mig fra min
mors ønske om at holde fast i billedet af min far og græde
sammen. Jeg skulle videre. Egentlig savnede jeg ikke min
far, for jeg undlod at tænke på ham. Jeg husker ikke, om jeg
havde skyldfølelse over tidligere konfrontationer med ham,
for han kunne blive meget vred på mig til tider, og jeg havde
ikke let ved at give ham en undskyldning. Kun når jeg i
skolen læste ordet ”far” i en tekst, blev mit syn sløret af tårer,
som jeg hurtigt tørrede væk, og som jeg forsøgte at skjule
for klassen.
Min mor og jeg gled fra hinanden. Jeg så fremad, og
hun levede i minderne om sin tabte, elskede mand.
Som 17-årig flyttede jeg hjemmefra og til udlandet og
forlod definitivt fortiden. På det tidspunkt kunne jeg næsten
intet huske om min far og om mit livs første 12 år.
Da jeg som 21-årig kom tilbage til Danmark og
måtte sige farvel til min dejlige kæreste, fordi jeg skulle i
gang med en uddannelse, fik jeg mit første angstanfald. Det
var panikangst, men blev ret hurtigt til socialangst, som jeg
fik Stesolid til at holde nede. Min livskvalitet dalede stødt og
roligt måned for måned, og da angsten var ligeså
tabubelagt, som døden havde været for mig 9 år tidligere,
gik jeg også stille med dørene denne gang. Jeg ”tog mig
sammen” og skammede mig over, hvor trist jeg var, og hvor
dårligt jeg fungerede blandt andre.
Jeg begyndte i mine ensomme stunder at spekulere på
døden. Havde jeg en influenza i optræk, følte jeg mine dage
var talte. Det måtte være en tumor. Jeg blev opmærksom på
min hjerterytme og var sikker på, at det slog ekstraslag. Jeg
gik ofte til lægen og bemærkede, hvordan jeg ikke blev taget
alvorligt. Det var pinligt, for jeg var sund og rask, og i det
øjeblik jeg sad foran lægen og fortalte om mine mærkelige
symptomer, var jeg også godt klar over det.
Nogle uger senere kunne jeg igen få en frygtelig
fornemmelse af, at jeg nok ikke blev særlig gammel, at jeg
ikke ville opnå at stifte familie, eller at jeg ville få en dødelig
sygdom inden længe. Disse fantasier føltes reelle.
En hypokonder var en latterlig person, som ingen kunne
tage alvorligt. Ja, jeg havde selv alle fordommene og
skammede mig. Ingen steder kunne der findes sympati for
denne lidelse, ikke engang hos mig selv.
Samtidig var jeg fascineret af døden og det dramatiske
element. Jeg havde en periode, hvor jeg hørte alle de store
klassiske rekviem’er (dødsmesser) og læste Goethe: Den
unge Werthers lidelser samtidig. Det gav mig fred i sindet at
”gå ind i døden” i stedet for at fornægte den. Ubevidst
fornemmede jeg, at hvis jeg stirrede døden direkte i øjnene og
anerkendte den, så ville angsten forsvinde.
Jeg stødte på Irvin Yalom: Eksistentiel psykoterapi og her
fik jeg god hjælp til selvhjælp, bl.a. i sætningen: ”Rust dig til
døden, hvis du vil kunne udholde livet.” (Freud). Det gik jeg
så i gang med, nu da min sociale fobi alligevel havde spærret
mig inde i hjemmet. Så litteratur og film blev mine bedste
venner.
Stræben efter viden og kompetence er også et forsøg på
at få magt og kontrol over tilværelsens uforudsigelighed, der
igen dæmper angsten for døden. Dødsangst er nemlig selv en
”delvis død”, da angstramte begrænser evnen til at leve
spontant og kreativt med det ofte ”ubrugte” liv.
At konfrontationen med døden kan gøre livet mere værd,
er skildret i Dickens’ Et juleeventyr hvor Scrooge’s forvandles
fra en iskold gnier til et venligt og gavmildt menneske.
Scrooge får en eksistentiel chokbehandling, da han i en
drømmesekvens overværer sin egen død og begravelse og
bliver et lykkeligere og venligere menneske herefter.
Det siges, at hvis man får en dødbringende sygdom, får
man samtidig et større engagement i livet, der giver en
betydelig bedre livskvalitet. Det er ofte mennesker, der ikke
lever i nuet, men i fortiden eller fremtiden, der lider af
dødsangst.
Terapeutisk kan man derfor skærpe angstramtes
bevidsthed om døden, ligesom de gamle ægyptere lod
fremvise et billede af døden til fester, for at minde gæsterne
om, at de skulle glæde sig over nuet. Den rolle har kunstnere i
århundreder påtaget sig lige fra Dantes Den guddommelige
komedie (år 1300) til udstillingen Skandaler på Århus
Kunstmuseum i 1994, hvor Christian Lemmerz udstillede
svinekroppe i forrådnelse, med lugtgener.
Uden forklaring på sådanne udstillinger tager man
automatisk afstand. Døden er tabu, ulækker og skal helst
gemmes væk på kirkegården hurtigst muligt.
Kunstnerens rolle er at konfrontere os med tabu og
forfaldet. Men vi er tydeligvis mindre parate til at tage imod
udfordringen i dag, end man var i barokken i 1600-tallet, hvor
malerkunsten raskt væk skildrede livets forgængelighed med
nedbrændte lys, kraniet, visne blomster, madvarer i fordærv
og lyset, der brænder ud som symbol på vores eget liv. Vi
spilder vores liv, hvis vi ikke tør se døden i øjnene:
C.N. Gijsbrechts 1668
Livets store mestre
er altid parate til at dø
Emir Kusturica.

Angst-Avisen 8. 26
Filminstruktøren Antonioni skildrede ofte ting, der var
løsrevet fra mening og hovedpersoner, der var ude at stand
til at handle, mens alle andre omkring hovedpersonen fik
noget ud af livet. Tankevækkende!
Filminstruktøren Peter Greenaway viser os igen og
igen, hvordan livets tilfældigheder altid spiller os et pus.
Ligegyldigt hvor meget vi forsøger at styre og kontrollere
alting, så vil tilfældigheden altid få det sidste ord.
Vi kaldte det skæbnen før i tiden, da vi troede på højere
magter. For at undgå døden skaber vi et utal af regler, som
kan give os tryghed for en tid. Religionerne er et regelsæt, et
andet er at beskytte sig mod omverdenens farer som
helsefanatiker.
OCD-ramte skaber egne regler og ritualer i forsøg på at
beherske verden og undgå dens mange farlige elementer.
Den panikangste undgår at forlade sin lejlighed, fordi
angstanfaldet kan opstå lige rundt om hjørnet, og dette
forhindrer hende desværre i at komme ud og få nye
oplevelser og noget andet at tænke på.
Den socialangste er så bange for at komme til at sige
eller gøre noget forkert foran andre, at hun hellere vil
gemme sig væk, så ingen kan få et dårligt indtryk af hende.
Problemet er, at ingen ved, at hun eksisterer i de
levendes verden, når hun ikke bruger den, så hendes liv er
allerede lidt dødt i sin begrænsning. Hun må nøjes med at
reflektere over de situationer, hun har oplevet, gode som
dårlige, men refleksionen er ensom gerning, hvor andre
mennesker kun har birollerne, og man selv er
hovedpersonen, hvilket er en forvrænget opfattelse af
virkeligheden.
Personen med generaliseret angst lever i minderne om
det frygtelige, der evt. ville kunne ske, og som engang skete
(angsten tog over). Alle bekymringer, der har vist sig at
kunne opstå, forventes automatisk at genfinde sig i
tilsvarende situationer som en selvopfyldende profeti.
I alle nævnte eksempler gælder det, at de angstramte
ikke kan komme ”ud over sig selv” og give slip og tage, hvad
tilværelsen byder på og glemme sig selv imens.
Med angsten som et spejl der konstant holdes op foran
de negative tanker, der går i selvsving ved det mindste
minde om tidligere angstprovokerende situationer, er det
umuligt at springe fuldt og helt ud i engagement og handling:
livet.
For det er nødvendigt at udfolde sig meningsfyldt i
verden, så man ikke lever døende, for gør man det, er det
sikkert at dødsangsten vil melde sin ankomst, før tiden er
rede.
Et er, at vi skal dø engang, men aldrig at have levet
fuldt ud er forfærdeligt og sørgeligt.
I 2000 kastede jeg mig over forgængeligheden, for at
blive fortrolig med den. Biologen Midas Dekkers: Al kødets
gang – om forgængelighed fangede min interesse. Måske
anede jeg, at den bedste terapi var at konfrontere
dødsangsten, at dykke ned i detaljerne for derefter at give
slip. Angsten har det med at vokse i det ukendte.
Jeg var på det tidspunkt for længst klar over, at en tro
på Gud, ville jeg ikke være i stand til at skabe mig. Men jeg
var stadig ”hypokonder light,” nu også på mine børns vegne,
og det har ingen glæde af.
Bogens første side har et billede af en blomst, et kranie
og et timeglas og de følgende sider: en tegning af
livstrappen og –hjulet, herefter følger ruinen, Titanic og
nedbrydning af bygninger, dyr og planter.
På indholdssiden skildres forfaldet, og vi får en
systematisk gennemgang af, hvad der sker med mennesket
under nedbrydningen fra 20-års alderen og derefter.
Jeg har fuld forståelse for, hvis mange vil finde dette
skræmmende og helst vil forblive uoplyste, men for mig var
det betryggende at vide, hvad der sker med alt levende, når vi
står for tur. Det forløser og reducerer dødsangsten at kende
processen. Det er faktisk celledelingen, der langsomt slides
op og gør os ældre for hver gang, der skal nye celler ud og
reparere på et eller andet i kroppen. Der er ikke noget mystisk
i at blive ældre, det er kodet ind i os fra starten og ingen
slipper udenom. Kilden til evig ungdom er endnu ikke
opfundet, selv om det måske ikke varer længe (ca. 20 år), før
mennesket kan blive både 200 og 300 år. Så måske har vi
mere tid tilbage end vi umiddelbart regner med. Så lad os
gøre hvad vi kan, for at det bliver en levende tid med plads til
engagement og glæde, og hvor angsten kun får tildelt et
minimum af plads.
Personligt er jeg ikke i tvivl om, at jeg har måttet gå den
lange vej med døden ved min side, fordi jeg aldrig fik talt med
nogen om min fars død, og fordi bruddet med kæresten var
dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Af uransagelige veje fandt jeg selv frem til de forklaringer,
som præcis jeg havde brug for. Det har givet mig en dybde i
tilværelsen, og jeg fik ved egen hjælp bearbejdet min
dødsangst. Men det har kostet mange ensomme timer i
selskab med tanker om døden og hypokondri, som jeg godt
kunne have undværet. Det glæder mig derfor, at man i dag er
bedre til at tage hånd om børn, der mister deres forældre, og
at de kan komme ud med deres sorg og tanker i tide.
Kilder:
Dekkers, Midas: Al kødets gang. Tiderne Skifter. 2000.
Gottlieb, Lennart: Skandaler. Århus kunstmuseums Forlag. 1999.
Yalom, Irvin D: Eksistentiel psykoterapi. Reizels forlag. 1999.
Desuden kan jeg anbefale
to film af Peter Greenaway for interesserede:
Drowning by numbers 1988
A Zed & Two Noughts, 1986
Caspar David Friedrich Munken ved havet (1808-10)

Indkaldelse til Angstforeningens generalforsamling
onsdag den 26.5.04 kl. 19.00
i Menighedshuset, Pile Alle 3, Frederiksberg
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Godkendelse af dagsordenen
4. Valg af stemmetællere
5. Formandens beretning
6. Regnskabsafl æggelse, godkendelse af 2003-regnskab
7. Godkendelse af budget for 2004
8. Fastsættelse af kontingent
9. Behandling af indkomne forslag
10. Forslag til vedtægtsændringer
11. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. På valg er:
Kamma Kaspersen, formand (genopstiller),
Martin Glarding, kasserer (genopstiller)
Benny Nielsen (genopstiller)
Marianne Breds Geoffroy (genopstiller)
2 suppleanter (aktuelle ønsker ikke genvalg)
Forslag til vedtægtsændringer 2004
Den aktuelle bestyrelsesstruktur med en faggruppe der indgår
som en selvstændig del af bestyrelsen har vist sig at være
mindre hensigtsmæssig i det daglige arbejde. Flere af vores
fagpersoner har udtrykt ønske om at fi gurere i et præsidium
frem for som en del af bestyrelsen. Vi er således blevet tilrådet
fl g. ændringer.
§ 6 Præsidium (ny paragraf)
Stk. 1 En i såvel fagkredse som i befolkningen almen kendt og
respekteret person kan anmodes om at være foreningens præsident.
Flere andre personer kan anmodes om at være præsidiets
medlemmer.
Præsidiemedlemmerne udpeges af bestyrelsen for to år ad gangen.
Genvalg kan fi nde sted.
Foreningens præsidium udgør et repræsentativt forum, der i
relation til bestyrelsen har en rådgivende funktion.
§7-9 er ændret. Resten uændret.
§ 7 Foreningens daglige ledelse
Stk. 1 Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der
foruden formanden består af næstformand, kasserer, sekretær
og 3 menige medlemmer. Bestyrelsen kan bestå af angstramte,
pårørende til angstramte og fagpersoner.
Stk. 2 Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen
skal bestå af mindst 4 nuværende eller tidligere angstramte.
Stk. 3 De faglige personer skal have engagement og/eller faglig
erfaring med angst.
Stk. 4 Der vælges 3 suppleanter, heraf bør 1 suppleant være
fagperson.
Stk. 5 I ulige år skal der vælges 3 bestyrelsesmedlemmer, i lige
år 4.
Genvalg kan fi nde sted.
Stk. 6 Hver valgperiode er på to år.
Stk. 7 Suppleanter, der indtræder i bestyrelsen, overtager det
udtrædende bestyrelsesmedlems anciennitet og afgår det år,
hvor det udtrædende medlem skulle være afgået.
Stk. 8 Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med
nærværende vedtægter og bestyrelsens beslutninger.
Stk. 9 Senest 14 dage efter valg til bestyrelsen afholdes konstituerende
møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer
vælger formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Stk. 10 Alle tillidsposter gælder for hele valgperioden.
Stk. 11 Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg, som i
det daglige skal stå for foreningens forskelligartede forretninger
og aktiviteter. Bestyrelsen kan også udpege en direktør
eller forretningsfører til at varetage foreningens daglige drift.
Stk. 12 Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper.
Stk. 4-6 bliver til Stk. 12-14, men er ellers uændret
§ 7 bliver nu § 8 og er ellers uændret
§ 8 bliver nu § 9 og er ellers uændret
§ 9 Tegningsregler og hæftelser
Stk. 1. Er der ikke nedsat et forretningsudvalg, tegnes foreningen
udadtil ved underskrift af formanden og direktøren/
forretningsføreren eller i formandens forfald af næstformanden
og direktøren.
Stk. 2. Ved optagelse af lån og ved køb/salg/pantsætning af
fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 3 Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig
hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§ 9 bliver til § 10 og er ellers uændret
§ 10 bliver til § 11 og er ellers uændret
Regnskab for 2004 kan ses på medlemssiden på:
www.angstforeningen.dk eller tilsendes efter ønske.
Næste nummer af
Angst-Avisen
kommer i august.

Angstforeningen
Peter Bangsvej 1, G, 3.
2000 Frederiksberg C
Tlf.: 70 27 13 20
Returneres ved vedvarende adresseændring
“Magasinpost” og ID: 3551
Angstforeningen, OCD-foreningen og Trik Norden
arrangerer i samarbejde med PsykInfo Risskov
Fyraftensmøde om panik-, social-, og generaliseret angst,
hypokondri, OCD og trikotillomani (hårudrivning).
Tirsdag den 11. maj 2004
14.00-14.30 Præsentation af Angstforeningen, OCD-foreningen, Trik Norden.
Plads til spørgsmål fra publikum efter hver forening.
14.30-15.15 Personlig historie om at leve med angst
15.15-16.00 Jens Thorngaard, om at leve med OCD
16.00-16.35 Lene Møller: »28 år med trikotillomani«
16.35-17.00 Pause
17.00-17.45 Esben Hougaard, cand.psych. lektor ved Psykologisk Institut.
Om angstlidelser og behandling
17.45-18.05 Spørgsmål
18.05-18.45 Lang pause samt sandwich og vand
18.45-19.30 Per Fink, ph.d dr.med. forskningsleder om hypokondri
19.30-19.45 Spørgsmål
19.45-20.45 Per Hove Thomsen, professor i børne- og ungdomspsykiatri.
(45 min. om OCD og 15 min. om trikotillomani)
20.45-21.00 Spørgsmål
Tilmelding senest 6. maj 2004 på
Tlf.: 8624 2519 eller 7592 3534
Mødet afholdes:
Sted: Auditoriet, Psykiatrisk Hospital, Risskov Skovagervej 2, Risskov
Tid: Kl. 14.00-21.00
Pris: Entre: 25 kr. (Betales ved indgangen)
TAGANGST - Ny diagnose?
Reference: www.bygogbolig.dk tagangst
Veninde til bytræning og
hyggeligt samvær søges
Jeg er en mand i 40´erne, som søger
en god veninde at tale og bytræne
med (biografture/ud at spise m.m.).
Jeg er førtidspensioneret pga.
angst, men går nu i kognitiv behandling
og gør gode fremskridt.
Mine interesser er musik, fi lm,
litteratur, edb, foto, kunst og natur.
Jeg bor i Nordsjælland, kan letkomme
til Kbh. og kan kontaktes
via Angstforeningen. Send en mail
til marie@angstforeningen.dk eller
et brev til Angstforeningen, Peter
Bangsvej 1G, 2000 Frederiksberg.
Opslags-
tavlen
Ved fornyelse af medlemskab for 2004,
har nogle medlemmer desværre indbetalt på
et ‘blankt’ girokort. Vores eneste information
er posthus samt dato og beløb. Genkender I
nedenstående og har indbetalt i februar-marts
hører vi gerne fra jer:
2640 Hedehusene: 150 kr.
2703 Tingbjerg: 150 kr.
7511 Nørreland postbutik: 175 kr.
5001 Odense City: 175 kr.
8735 Søvind: 150 kr.
6270 Tønder posthus: 150 kr.
2675 Greve posthus: 180 kr.
2820 Gentofte posthus: 150 kr.
Vi vil samtidig benytte lejligheden til at takke for
de mange gavebeløb, små som store, mange af
jer har givet ved kontingentbetalingen i år.