Fra socialstat til minimalstat - SEnyt

I 1944 udgav Hayek en bog, som vakte stor opmærksomhed, Vejen til Trældom. Hayek ønskede at advare mod den tendens til øget
statslig intervention, som var populær blandt intellektuelle.
Han argumenterede for, at øget statslig økonomisk planlægning gradvis ville føre de demokratiske lande til netop at overtage de
totalitære kontrolmetoder, som krigen gik ud på at bekæmpe. Hayek fandt, at ideen om statsinterventionisme var blevet adopteret langt
uden for socialisternes kreds. Han tilegnede derfor sin bog »Socialister af alle partier«.
Centralt i Hayeks teori er, at vi ikke kan »skabe« menneskehedens fremtid gennem central planlægning. Ingen central
planlægningsmyndighed er i besiddelse af så mange informationer og så megen visdom, at alle menneskers behov kan opfyldes ved
politiske beslutninger og central planlægning. Tværtimod er det produktet af enkeltpersoners individuelle beslutninger, som vil skabe en
»spontan orden« i samfundet.
I virkeligheden går der en lige linje fra Adam Smiths »usynlige hånd« til Hayeks »spontane orden«. Den spontane orden er et resultat af,
at det frie marked får enkeltpersonernes planer til at mødes i en samlet helhed. Vi er alle planlæggere, siger Hayek. Virksomheder får
succes, hvis deres planlægning er præcis og effektiv, og slår fejl, hvis den ikke er det. Den frie markedsøkonomi er derfor planlagt i
mange centre i stedet for bare i eet: »Det er ikke spørgsmålet, om der skal udføres planlægning eller ej. Det er et spørgsmål om,
hvorvidt planlægning skal udføres centralt af en myndighed for hele det økonomiske system eller skal uddelegeres iblandt mange
individer«.
Den personlige frihed indtager en nøgleposition i Hayeks tænkning. Frihed er en tilstand, hvor et menneske ikke er udsat for et andet
menneskes tilfældige vilje. Det frie samfund er et samfund, hvor undertrykkelsen af mennesket i forhold til andres vilje og brugen af
tvang er minimeret. Hayeks frihedsbegreb er altså en samfundsmæssig frihed, det vil sige en frihed mellem mennesker, hvor intet
menneske kan tvinge et andet menneske mod dets vilje.
Frihed er helt afgørende for at skabe plads for det uforudsete og uforudsigelige. Fremskridt kan ikke planlægges. Det bedste, vi kan
gøre, er at skabe de rammer, som gør det mest sandsynligt, at der bliver gjort nye opdagelser.
Frihed giver mennesker lov til at udføre deres egne eksperimenter og afprøve deres egne ideer. Vi er simpelthen ikke kloge nok til på
forhånd at vide, hvilke nye ideer eller initiativer, der kan fungere i fremtiden.
Ingen enkeltperson eller central planlægningsmyndighed kan med sikkerhed forudsige ideers og initiativers overlevelsesevne. Den
bedste chance er derfor at lade enhver udføre sine egne eksperimenter og løbe sin egen risiko. Så vil de virkningsfulde ideer blive bragt i
anvendelse. Vi kan ikke beordre fremskridt, men kan opmuntre fremskridt.
Hayek udelukker enhver central eller statslig fordeling af goder. Han afviser begrebet »social retfærdighed«. Der findes intet generelt
objektivt fordelingsprincip - kun dette, at det frie markeds belønning til det enkelte menneske afhænger af dette menneskes evne til at
tilfredsstille andre menneskers ønsker og behov.
Ifølge Hayek kan tvang ikke undgås fuldstændigt, fordi den eneste måde at undgå tvang på er at true med sanktioner over for den, som
forsøger at udøve den. Løsningen er at overføre et monopol på tvang til staten.
Men statens magt skal begrænses. Staten må ikke tvinge borgerne til at opføre sig på bestemte måder. Statens opgave er alene at
forhindre borgerne i at bryde reglerne. Kun de, der bryder reglerne, kan udsættes for tvang.
Et frit samfunds statsmagt må selv styres af regler, siger Hayek. Navnlig regler, som begrænser statens magt. Opgaven er ikke at dele
magten, men at begrænse den, for »det værste onde er ubegrænset offentlig styring, og ingen er kvalificeret til at besidde ubegrænset
magt«.
Hayck sondrer mellem lov og lovgivning. Den ægte lov er vokset frem i et samfund af frie mennesker. Frie mennesker forpligter sig selv
til at følge generelle regler og lægge begrænsninger på deres adfærd. Loven er altså ikke givet af en hersker eller lovgivende forsamling,
men er en samling af adfærdsregler erfaret og opsamlet gennem generationer i en udviklingsproces. Loven er udtryk for den
fremherskende opfattelse af, hvad der er retfærdigt og ikke retfærdigt.
Lovgivning er derimod givet af en hersker eller vedtaget i et parlament. Det er administrative eller organisatoriske vedtagelser, som er
skabt for at få regeringsapparatet til at fungere.
Hayek ønsker, at statsmagten skal være underlagt loven. For loven er den eneste beskyttelse mod, at flertallet i et parlament vedtager
beslutninger; som diskriminerer mod bestemte grupper, som overlader vigtige afgørelser til offentlige myndigheders frie skøn eller som
vilkårligt udsætter borgere for indgreb, eventuelt med tilbagevirkende kraft. For at forebygge at flertalsstyre degenererer til tyranni, vil
Hayek derfor have klare grænser for de beføjelser, som flertallet kan give sig selv.
Nyliberalisterne
I 1950 flyttede Hayck til Chicago Universitet. Her forstærkede han det miljø af frimarkeds-økonomer, som allerede var skabt under
ledelse af Frank Knight (1885-1972). Knight var økonom og varm fortaler for markedsøkonomi og individualisme.
Netop »Chicagoskolen« blev spydspids i den nye liberalismes gennembrud i 1980erne.
Fælles for nyliberalisterne er kravet om fri markedsøkonomi og den mindst mulige statsmagt. Men der er to retninger, som bruger hver
sit sæt argumenter for det fælles mål: Konsekvensliberalisme og rettighedsliberalisme.
Konsekvensliberalisme ser på konsekvensen af en bestemt samfundsindretning og konkluderer, at friheden er et afgørende vigtigt