Fra socialstat til minimalstat - SEnyt

fastsætter selv sine etiske regler og lever lykkeligt løs, er optaget af livets mange gøremål og bliver en god borger efter tidens anskuelse
af, hvad det er. Alligevel lever spidsborgeren i fortabthed, fordi han ikke har faste holdepunkter i tilværelsen. Da begreberne om godt og
ondt er relative, er der ingen grænser for, hvad et menneske kan gøre sig til. Der er ikke noget, man kan pege på som det faste,
uforanderlige, evige i mennesket. Man kan ikke på forhånd sige, hvad et menneske er.
Man må først forhøre sig om, hvad der med Kierkegaards ord er »markedsprisen på et menneske« der på stedet. Når spidsborgeren
opdager, at alt i grunden er ligegyldigt, gør han livet til en maskerade. Denne tilstand kalder Kierkegaard det æstetiske stadie i
menneskets liv Mennesket har ifølge Kierkegaard en række, principielt forskellige eksistensmuligheder, såkaldte stadier, at leve indenfor.
Stadieteorien har i sin simple form tre stadier: Det æstetiske, det etiske og det religiøse. Det æstetiske stadie er kendetegnet ved
fortvivlelse, fordi mennesket vægrer sig ved at tage ansvaret for sit konkrete liv. I det æstetiske stadie er alt uendelig ligegyldigt, det
ene ikke værre eller bedre end noget andet.
Af dette uforpligtende liv vokser en fortvivlelse frem. Gennem forskellige trin når mennesket da frem til at blive etiker. Etikeren kommer
ud af fortvivlelsen ved at finde »det evige i mennesket«. Det er Gud. Gud er det a-historiske, det, der er uafhængigt af historien og
samfundet, det evige. Og på den måde etablerer Søren Kierkegaard den absolutte instans uden for mennesket, som gør mennesket til
menneske.
Det betyder ikke, at mennesket er fritaget for at leve sit eget liv og tage ansvaret herfor. Tværtimod siger Kierkegaard, at mennesket
skal vælge sig selv, overtage ansvaret for sig selv, aldeles som om det havde skabt sig selv. Når mennesket således tager ansvaret for
sig selv, bliver det skyld i sig selv. Den skyld, som angeren ikke kan afløse, er synd. Synden kan kun hæves ved Guds tilgivelse. Troen
på Gud bliver derved til et eksistentielt behov. Og så har mennesket nået det religiøs stadie.
Efter min opfattelse kan vi nu etablere en syntese mellem naturetikken og Kierkegaards eksistensfilosofi. Ifølge begge
betragtningsmåder har mennesket et ansvar over for noget uden for mennesket, noget givet, noget absolut. I naturetikken taler vi om
respekten for naturens lovmæssigheder og indre vækstprincipper. Men som jeg var inde på i kapitel 3, kan naturens livs og
udfoldelsesproces kun forstås fuldt ud som en guddommelig proces. Det guddommelige er netop det evige. Mennesket er ikke sin egen
skaber. Menneskelivet ligesom andet liv er et produkt af den guddommelige proces. Det er det, vi har et ansvar overfor. Ved at få
ansvar er mennesket blevet til menneske og ikke et dyr eller en plante eller en brik i et maskineri.
Men det er vigtigt at holde fast i, at hverken Aristoteles eller Kierkegaard taler om en absolut instans uden for mennesket, som
moraliserer og dikterer menneskets moralske handlinger ved hjælp af et ydre regulativ. Nej, de taler tværtimod begge om, at
mennesket kun når sin fulde udfoldelse som menneske ved selv at vælge og handle. Den perspektivrige betydning af det absolutte er, at
intet menneske har retten til at diktere et andet menneske en bestemt livsform, og at det enkelte menneskes frihed kun begrænses af,
at ingen må krænke andre menneskers naturlige rettigheder til liv, frihed og ejendom. Betydningen af det absolutte, det a-historiske,
det evige er, at det så at sige etablerer en etisk beskyttelseszone rundt om det enkelte menneske - en zone inden for hvilken mennesket
har frihed til og ansvar for at leve sit eget liv.
Aristoteles talte om »praktisk visdom«. Søren Kierkegaard talte om »stadier på livets vej«. Begge begreber bygger på, at mennesket
selv har et ansvar for at leve sit eget liv. Man kan ikke slå op i en facitliste for at fastslå, hvad der er den rette handlemåde. Det er op til
hvert menneske selv at finde ud af gennem moralske valg.
For at kunne vælge må mennesket have frihed.
6. Frihed er et etisk krav
Vi er nu så vidt, at jeg kan begynde at sammenfatte den etiske begrundelse for, at vi mennesker skal leve i frihed. Umiddelbart vil
mange nok mene, at begrebet frihed er ligetil, det er noget med at vælge og handle frit. Men helt så ligetil er det nu ikke. Så vi må først
kigge lidt nøjere på, hvad frihed egentlig er.
I sidste kapitel fastslog jeg, at mennesket ikke har skabt sig selv. Nu vil min vakse læser straks fange mig og sige: Jamen, når
mennesket ikke har skabt sig selv, hvordan kan det så overhovedet vælge frit? Når mennesket ikke har ansvar for sine medfødte
forudsætninger og anlæg, kan man så sige, at mennesket kan vælge frit? Og kan mennesket overhovedet pålægges et ansvar for sine
handlinger? Vi kender alle sammen påstanden om, at et menneskes sørgelige situation skyldes medfødte tilbøjeligheder eller en trist
barndom, eller at den pågældende tidligt kom i dårligt selskab. Det er omgivelsernes, samfundets, skyld alt sammen.
Hvis vi vælger at sige sådan, så er mennesket jo ikke menneske længere. For så er alt skæbne - og årsagsbestemt, mennesket selv har
ikke nogen rolle at spille i tilværelsen Alt er meningsløst og ligegyldigt, og mennesket opgiver at vælge, dropper ansvaret for sig selv.
Søren Kierkegaard har anvist en vej ud af denne håbløshed. Han siger: Vælg dig selv! Det lyder jo lidt mærkeligt. Hvordan kan man
vælge sig selv? Jo, selv om mennesket ikke har skabt sig selv, så skal mennesket overtage ansvaret for sig selv, ganske som om det
havde skabt sig selv. Når mennesket således vælger sig selv, bliver det skyld i sig selv og får derved ansvar for sig selv. Dette er den
etiske fordring: At have mod til at vælge sig selv for sin egen situation og for eventuelt at ændre den. Og vi har altid friheden til at vælge
os selv. På den måde får friheden et reelt indhold. Dette kan vi kalde den eksistentialistiske frihed.
Eksistentialistisk frihed kan strengt taget godt eksistere uden politisk frihed. Ethvert menneske kan »vælge sig selv«, også selv om det
lever i et diktatur. Men man kan sige, at fristelsen til ikke at tage ansvaret for sig selv og i stedet at skubbe skyld og ansvar over på
samfundet og autoriteterne er større i et despotisk end i et frit samfund.
Medens eksistentialistisk frihed er individets frihed i forhold til sig selv, så er politisk frihed menneskets frihed i forhold til andre
mennesker. Politisk frihed er lig med fravær af tvang og er således også ensbetydende med respekt for de naturlige rettigheders
beskyttelseszone rundt om hvert enkelt menneske.
Endelig er det så spørgsmålet, om mennesket har en fri vilje. For uden fri vilje er det meningsløst at tale om frihed, hvad enten den er