Fra socialstat til minimalstat - SEnyt

person eller institution må gøre mod det uden at de derved forbryder sig mod disse rettigheder.
Hos Nozick er rettighederne hverken udledt af naturretten eller af teorier om menneskets natur. Han tager direkte udgangspunkt i
rettigheder som middel til at være beskyttet mod mulige overgreb fra andre. Mennesker må ikke bruge magt eller svig i deres indbyrdes
forretninger. Nozick opfatter således menneskerettighederne som en slags beskyttelseszone rundt om hvert enkelt menneske.
Også retten til ejendom formulerer Nozick som en frihedsrettighed: Den enkelte person ejer sit eget legeme og ejer derfor det arbejde,
han eller hun udfører, og ejer dette arbejdes resultat, medmindre det sælges gennem en frivillig kontrakt. Men ved tilegnelsen af
ejendomsret må ingen person forværre situationen for andre.
Ethvert menneske er berettiget til de goder, som han eller hun i kraft af egen indsats har gjort sig fortjent til. Det kalder Nozick
berettigelsesprincippet. Fordelingen af goder er retfærdig, når blot goderne er erhvervet i overensstemmelse med
berettigelsesprincippet. Ingen har ret til at begrænse den indtægt eller den formue, et menneske retmæssigt tjener eller retmæssigt har
samlet sammen.
Nozick illustrerer sin tankegang med et tankeeksperiment om ti Robinson Crusoer, der bebor ti forskellige øer. De er uvidende om
hinandens eksistens. På et tidspunkt får de imidlertid kendskab til hinanden. Derved får de også kendskab til, at de lever under meget
ulige forhold. Nogle af dem har været meget heldige med jordens frugtbarhed og milde gaver, mens andre har været uheldige.
Hvis man følger et fordelingsprincip, der har til formål at udligne goderne, skulle det nu være udtryk for retfærdighed, hvis der bliver
lavet en overførsel fra de bedst stillede til de dårligst stillede. Ifølge Nozicks berettigelsesprincip er et sådant krav ikke et
retfærdighedskrav. De bedst stillede Robinson Crusoer har (ufrivilligt) taget deres øer i besiddelse helt i overensstemmelse med
berettigelsesprincippet. Følgelig er det en krænkelse af deres naturlige rettigheder - og dermed uretfærdigt - at tage noget fra dem, og
overføre til andre. De dårligst stillede vil sandsynligvis modtage hjælp, men de er ikke berettigede til, de har ikke noget krav på at
modtage hjælp. Nozick noterer: Dersom personer blandt de dårligst stillede ganske enkelt tog fra de bedre stillede, ville det kunne
betegnes
som røveri. Det, de dårligst stillede modtager fra de bedre stillede, er noget, der gives dem. Det er en gave.
Nozicks pointe er således, at uligheder, som er et resultat af berettigelsesprincippet, er acceptable og ikke i strid med retfærdighed.
Der er imidlertid uligheder, som ikke er et resultat af berettigelsesprincippet. Der findes mennesker, som ikke er i stand til at sørge for
sig selv, f.eks. retarderede eller fysisk eller mentalt invaliderede mennesker. Denne gruppe af mennesker må der sørges for gennem en
overførsel af midler, der er erhvervet i overensstemmelse med berettigelsesprincippet.
Nozick tager stærkt afstand fra begrebet skat, som han kalder tvangsarbejde. I stedet ønsker han, at hjælpen til de nødstedte skal
organiseres af forskellige organisationer, fonde, institutioner mv., der oprettes og administreres på privat bases.
Nozick har ydet et afgørende bidrag til teorien om statsmagtens opståen og berettigelse. Ligesom Locke og andre tager Nozick sit
udgangspunkt i, at deri den tænkte naturtilstand vil være kriminalitet, og dermed behov for at beskytte borgerne. Nozicks tankegang er
så, at der på privat basis bliver oprettet gensidige beskyttelsesforeninger. Foreningens formål er at beskytte medlemmernes naturlige
rettigheder. Der vil blive dannet flere sådanne foreninger. Nogle vil være mere effektive end andre, og der vil være konkurrence imellem
dem med det resultat, at den bedste beskyttelsesforening bliver den mest eftertragtede. Den bliver, hvad Nozick kalder, den
dominerende beskyttelsesforening. Med tiden bliver den ikke blot dominerende, men den eneste. Den får monopol på tvangsmagt og er
herved blevet til en minimalstat.
Ifølge Nozicks definition er der to slags tvang knyttet til minimalstaten: Det er ikke tilladt for borgerne at oprette og drive private militær
og politikorps. Og udbud af beskyttelsesydelser til dem, som ikke kan eller vil betale, nødvendiggør, at der bliver opkrævet en betaling,
det vil sige økonomisk omfordeling.
Kernen i Nozicks statsteori er således, at staten godt kan være opstået, uden at nogens rettigheder dermed er blevet krænket.
Mennesker har en ret til beskyttelse af liv, frihed og ejendom. For at sikre denne ret kan de frivilligt slå sig sammen i
beskyttelsesorganisationer, der afgør indbyrdes stridigheder og forsvarer medlemmerne mod krænkelser fra andre. En sådan
beskyttelsesforening kan i kraft af en simpel markedsmekanisme opnå monopol og dermed blive en stat.
På den anden side vil Nozick lægge strenge begrænsninger på statens beføjelser. Den har efter Nozicks opfattelse kun ret til at gribe ind
over for et menneske, hvis dette menneske krænker andres rettigheder. Ligesom Ayn Rand mener Nozick altså, at minimalstatens
eneste opgave er at beskytte menneskets naturlige rettigheder.
Murray Rothbard og anarkokapitalismen
Den mest kompromisløse afvisning af statsmagten overhovedet er repræsenteret af den såkaldte anarkokapitalisme. Begrebet er afledt
af det græske ord »anarkos«, som betyder »uden leder«. Og det er netop, hvad anarko-kapitalisterne tilstræber: Et samfund uden stat.
Den amerikanske professor Murray Rothbard er anarkokapitalismens mest fremtrædende repræsentant. Ligesom Rand og Nozick
begrunder Rothbard kapitalismen etisk. Han tager sit udgangspunkt i de naturlige rettigheder. Den grundlæggende rettighed er
selvejerskabet, som ifølge Rothbard er hvert enkelt menneskes ret til at eje sit eget legeme. Af dette følger, at den enkelte person
nødvendigvis ejer det, som vedkommende producerer ved hjælp af sin egen krop.
Den indiskutable sandhed om mennesket er, at det er et specielt væsen med en særlig natur: Mennesket er »frit«. Dyr og genstande i
den fysiske verden er forklaret og kategoriseret efter de mekaniske love, der bestemmer deres adfærd, medens mennesket kun kan
forstås som et tænkende, handlende og rationelt væsen, der har en evne til at vælge mål og iværksætte handlinger for at realisere
disse. At gribe ind i mennesketsfrihed er at undergrave det, som er nødvendigt for at leve, for at søge viden og erkendelse og for at
stræbe efter velstand, fordi uden frihed kan mennesket ikke udvikle sine evner og udnytte sin kapacitet.