Fra socialstat til minimalstat - SEnyt

Da mennesker ifølge deres natur er frie, må de også være forskellige, fordi friheden nødvendigvis må føre til forskelle i de enkelte
menneskers udbytte af egen indsats. Hvis mennesker af natur var ens, ville deres adfærd være som insekters, hvilket vil sige ensrettet,
fordi den så ville være styret af deterministiske love, det vil sige naturlove, der ikke rummer den frie vilje. Følgelig er ethvert forsøg på
med magt at indføre lighed eller ensartethed amoralsk, fordi et sådant indgreb bygger på en benægtelse og undertrykkelse af
menneskets naturbestemte frihed.
Rothbard ønsker derfor et anarkistisk samfund, hvor der ikke eksisterer en legal mulighed for tvangsmæssig aggression imod noget
menneskes liv eller ejendom. At være modstander af staten indebærer ikke nødvendigvis, at man er modstander af de serviceydelser,
denne ofte er blevet forbundet med. Rothbard er altså ikke modstander af politi, domstole, voldgift, udstedelse af mønter, postservice
eller jernbaner og veje. Men han er imod, at staten skal udbyde disse ydelser og ønsker dem i stedet leveret af private, ikke-statslige
virksomheder, institutioner og organisationer.
Anarkokapitalisterne er altså imod enhver tvang i forbindelse med eller over for mennesker og ejendom. Og det er netop statens
anvendelse af tvang, f.eks. i forbindelse med inddrivelse af skatter, som de opponerer imod.
Hvad anarkisterne anbefaler, er da at afskaffe staten, det vil sige afskaffe den regulerende institution, der er baseret på tvang og
magtanvendelse. I stedet skal borgerne selv organisere beskyttelsen af de naturlige rettigheder til liv, frihed og ejendom ved at oprette
private organisationer til at levere beskyttelsesydelser mv.
Nyliberalismen fik sit store gennembrud i 1980erne. Den slog an i intellektuelle kredse. Den slog igennem i praktisk politik, hvor
markedsbaserede løsninger i højere grad blev bragt i anvendelse.
De kommunistiske systemers sammenbrud i Øst- og Centraleuropa beseglede kollektivismens skæbne. De Øst- og centraleuropæiske
folk råbte på personlig frihed og markedsøkonomi.
Liberalismen blomstrede på ny efter de mange års dvale under kollektivismens tryk.
Den afgørende forskel på konsekvensliberalisme og rettighedsliberalisme er, at konsekvensliberalismen er baseret på økonomiske og
sociale effektivitetsbetragtninger, medens rettighedsliberalismen er baseret på menneskerettigheder, der er absolutte og ukrænkelige.
De to liberale skoler strider ikke nødvendigvis mod hinanden, men kan supplere hinanden. Konsekvensliberalismen kan ikke stå alene,
for den gør frihedskravet afhængigt af noget relativt, nemlig det frie markeds overlegenhed i forhold til socialismen. Friheden behøver et
absolut fundament, der ikke er afhængigt af effektivitetsbetragtninger, men tager sit udgangspunkt i fundamentale og umistelige
menneskerettigheder.
Rettighedsliberalisterne leverer det absolutte etiske fundament for menneskets frihed. Konsekvensliberalisterne kan så supplere med
påvisningen af, at liberalismen desuden er det mest effektive system til at opfylde menneskers ønsker og behov.
3. Lad mennesket blomstre!
Intet på jorden har højere værdi end det enkelte menneske! Mennesket har en særlig værdighed. Ja, det kan måske lyde lidt arrogant,
men for mig er det indlysende, at mennesket har en højere værdighed end f.eks. en snegl. Alene det, at jeg gør enig overvejelsen om
den særlige værdighed, hæver mig over sneglen. Jeg tvivler på, at sneglen gør sig den slags tanker. Og i hvert fald kan jeg ikke
diskutere spørgsmålet med beboeren i sneglehuset.
At jeg som menneske har en højere værdighed end sneglen betyder ikke, at jeg så kan gøre med snegle, hvad jeg vil. Det gør jeg
bestemt heller ikke. Jeg hader at komme til at mase en snegl. Så under havearbejdet prøver jeg forsigtigt at redde sneglene fra rivens
og skuffejernets voldsomme angreb. Hvorfor, vi mennesker har det sådan, kommer jeg senere tilbage til.
Lad os nu springe en masse teoretiske mellemregninger over og gå direkte til sagen: Mennesket er et fornuftsvæsen. Det betyder
bestemt ikke, at alt, hvad vi mennesker gør, er fornuftigt. Verdenshistorien er kun alt for fyldt med eksempler på menneskets uforstand.
Alligevel er mennesket et fornuftsvæsen. For vi har evnen til at tænke og handle fornuftsbetonet, at foretage rationelle valg.
At kunne tænke og handle ved hjælp af fornuften er det særegne ved mennesket. Det er den egenskab, som adskiller os fra alle andre
skabninger på jorden.
Vi kan endda fastslå, at mennesket kun kan leve og overleve ved at foretage rationelle handlinger. Dyrs adfærd er givet ved instinkter
og andre biologiske egenskaber. Menneskets tilværelse giver ikke sig selv. Tværtimod er menneskets overlevelse som menneske
betinget af evnen til at opfatte verden i begreber, at drage slutninger om sammenhængen mellem disse begreber, at skaffe sig viden, at
vurdere denne viden og at handle på basis heraf. Dyrets instinkt fortæller, at når vinteren nærmer sig, skal der samles forråd og
forberedes vinterhi. Mennesket har ikke et sådant instinkt. Men mennesket har dannet begrebet »årstider«, bar lært sammenhængen
imellem dem og kan handle på basis af denne viden.
Fornuften som det ordnende princip
Lad os nu se lidt nærmere på, hvad der egentlig bestemmer vore handlinger. Der er vist enighed mellem biologer, psykologer og
filosoffer om, at vi kan beskrive mekanismen bag menneskets handlinger nogenlunde sådan her: Vi har i os nogle naturgivne basale
kræfter, som giver dynamikken. Under eet kalder vi disse kræfter begær, attrå, trang, drift eller stræben. Det er i kraft af dem, at en
handling kan blive sat i gang, kan blive virksom i mennesket, og udført. Lidt forenklet sagt: Det er trangen til at nå et bestemt mål, som