Fra socialstat til minimalstat - SEnyt

Næste skridt bliver så at etablere sammenhængen mellem natur og etik.
Akkurat som den aristoteliske naturopfattelse bygger på et udfoldelsesprincip, så er den aristoteliske etik en udfoldelsesetik.
Grundvilkåret er selve den dynamiske bevægelse frem mod et mål. Målet er den fulde udfoldelse af, den optimale virkeliggørelse af, det,
der ligger i den pågældende art. Det, arten erfaringsmæssigt udvikler sig frem mod, kalder vi »det gode« for den pågældende art.
Det gode for mennesket er derfor at nå den fulde udfoldelse af menneskets potentiale. Det er det gode liv, eller menneskelig blomstring.
Som naturens princip er også etikkens princip at nå den fulde udfoldelse til et helt udviklet stadium. Sådan hænger natur og etik
sammen.
Kan vi nu nærmere bestemme, hvori menneskets fulde udfoldelse, det gode liv, skal bestå? Ja, vi kan fastslå, at to basale livsytringer er
fælles for alle levende væsener: Næringsoptagelse, der har selvopholdelsen som mål. Og reproduktionen, der har artens opretholdelse
som formål. Det gælder også for mennesker. Vi kan således konkludere, at det er indbygget i naturens orden at værne livet som et gode
både for det enkelte individ og for arten. Dette er den fundamentale sammenhæng mellem natur og etik. At værne livet er derfor et
grundlæggende mål for menneskets handlinger. Og dette giver mennesket et udgangspunkt for den moralske handling - et
udgangspunkt, som ligger i mennesket selv. Vi har altså på dette punkt kunnet drage en slutning fra, hvordan naturen er, til hvordan
mennesket bør handle.
Da mennesket er et fornuftsvæsen, kan det imidlertid ikke nøjes med at opfylde de basale livsbehov, hvis det vil nå den fulde udfoldelse
som menneske. Ernærings- og forplantningsprincippet har vi fælles med dyr og planter. Princippet for sansning har vi fælles med dyrene.
At eksistere som menneske kræver derfor mere. Det kræver, at vi udfolder os helt ud med det, der er vi menneskers særkende: At
tænke og handle ved hjælp af fornuften.
Nu er vi fremme ved det virkeligt svære Den kritiske læser vil spørge: Kan det virkelig være et mål i sig selv at bruge fornuften? Er
fornuften ikke snarere et middel, et redskab, til at nå et mål? Og hvis målet blot er at bruge fornuften, er vi så ikke tilbage i den rene
subjektivisme, hvor vi mennesker kan gøre, hvad vi finder for godt, hvor alle pejlemærker er væk, og hvor vi er efterladt i total tomhed?
Disse spørgsmål dukker naturligt op, fordi vi er vant til at forestille os, at fornuften kan sætte, hvilke regler den finder for godt. Men det
er et vildspor. I et aristotelisk perspektiv kan fornuften ikke vilkårligt sætte målene. Hvis fornuften vilkårligt sætter menneskets mål,
skyldes det alene, at de basale, naturgivne kræfter - begær, attrå, drift mv. - har taget magten fra fornuften, og at fornuften så af viljen
sættes til at efterrationalisere, hvad viljen og begæringerne allerede har sat i værk.
Fornuften kan ikke vilkårligt sætte målene, fordi fornuften er objektiv. Fornuften er det ordnende princip. Selve ordningsprincippet er
objektivt. Ordningsprincippet er hævet over, hvad fornuften ordner, og hvordan den gør det.
Fornuften er formålsbestemt ligesom alt andet i naturens orden. Den er opmærksomt rettet mod et bestemt punkt. Denne målrettethed
er nødvendig for at kunne finde sammenhæng i tingene, for at kunne bringe orden i tingene, og for at foretage de nødvendige valg og
handlinger. Fornuften ser hen mod et mål og sigter mod det som en bueskytte mod sit mål.
Da fornuften ikke kan sætte vilkårlige mål, må der altså eksistere nogle objektive mål, som fornuften - fordi den er objektiv - af sig selv
vil stile målrettet imod, hvis den vel at mærke får lov at undertrykke begærets og lidenskabernes afledningsmanøvrer. Disse objektive
mål kan vi finde ved at studere Aristoteles´ berømte lære om »den gyldne middelvej«.
Læren om midten viser helt umiddelbart og praktisk sammenhængene mellem natur og etik. Et gammelt ord siger, at »for meget og for
lidt fordærver alting«. Af erfaring ved vi, at både for meget og for lidt føde er skadelig for levende væsener der er altså en balance, som
er til gavn for liv, vækst, selvopholdelse og udfoldelse.
At søge den rette balance er altså en lovmæssighed funderet i naturens orden.
Men den rette balance varierer for de forskellige arter og individer. Aristoteles bruger selv følgende eksempel: »Hvis ti pund er for meget
at spise og to for lidt, forordner træneren ikke af den grund seks pund, for måske er det også for neget for den, som skal spise det, eller
for lidt for lidt for Milon, men for nybegynderen i legemsøvelser for meget« ?. Netop fordi vi ikke taler om den aritmetiske midte, er det
bedre at bruge udtrykket »den rette balance«.
Ifølge Aristoteles er dyd - altså »det bedste« - at være duelig til at træffe den rette balance. Dyden er den rette balance mellem to
laster, den som svarer til for meget, og den som svarer til for lidt. Aristoteles giver også nogle eksempler på de vigtigste moralske dyder.
Mod er en mellemting mellem frygt og tillid. Tillid er en mellemting mellem dristig og fej. Den, der er dristig, har nemlig for stor tillid.
Den, der er fej, bliver alt for nemt skræmt og har for lidt tillid.
Med hensyn til det at give og modtage pengemidler er mellemtingen rundhåndenhed, mens for meget og for lidt er overdådighed og
gerrighed. Mellemtingen mellem langmodighed og hidsighed er mildhed. Sandhed er mellemtingen mellem praleri og ironi. Venlighed
ligger mellem smiger og vrangvillighed. Opbragthed er midt mellem misundelse og skadefryd. Beskedenhed er mellem undseelighed og
skamløshed, og så fremdeles.
Aristoteles´ skema kan fortsættes i en uendelighed. Der er to vigtige forhold at understrege. For det første: Luren om midten er ikke en
lære om, at det er sikrest at holde sig til det middelmådige. Middelmådighed er ikke nogen dyd, tværtimod. Aristoteles siger selv, at
»mellemtingen« er en »yderlighed« betragtet med hensyn til det bedste og det rigtige. Derfor er det det bedste og det rigtige. Efter min
mening er det derfor også mere træffende at bruge udtrykket »den rette balance«. For det andet: Med sin lære om den rette balance
giver Aristoteles ikke en facitliste over moralske dyder. Tværtimod varierer den rette balance fra menneske til menneske. Men pointen
er, at den sunde fornuft altid vil søge mod den rette balance for det enkelte menneske. For sådan er fornuften simpelthen indrettet - for
alle mennesker. Det ligger i naturens orden.
Yderligere en omstændighed understreger, at den etiske opgave ligger hos hver enkelt af os som et personligt ansvar. Dyderne får vi
kun ved at udøve dem. Sådan er det også med al anden slags kunnen. Det, vi skal lære for at kunne udføre noget, lærer vi ved at gøre