Fra socialstat til minimalstat - SEnyt

ikke omfordeling af markedsbelønningen at opfylde frihedsprincippet for disse to faktorers vedkommende.
Markedsbelønningen er for det tredje påvirket af held. Her må vi sondre mellem to typer held og uheld. Det held eller uheld, der er
knyttet til markedsprocessen, kan være svært at adskille fra den enkeltes egen indsats. Skyldes et dårligt resultat bristende held eller
manglende anstrengelser? Og: Kompensation for et dårligt resultat som følge af manglende held i markedsprocessen vil givetvis mindske
tilskyndelsen til at gøre sig umage.
Jeg vil altså konkludere, at manglende held i markedsprocessen ikke berettiger til omfordeling.
Anderledes forholder det sig imidlertid med det held eller uheld, der mere eller mindre stammer fra naturen. Hvis et menneske er født
med fysisk eller psykisk handicap, eller hvis et menneske kommer ud for en ulykke, der påfører det fysisk eller psykisk handicap, så kan
den pågældende person helt eller delvis ikke sørge for sig selv. Så har dette menneske ikke de samme muligheder som andre. Så er
frihedsprincippet ikke opfyldt.
Frihedsprincippet kræver, at mennesker, der er ude af stand til at klare sig selv, skal have hjælp. Denne hjælp kan kun tilvejebringes
ved at overføre en del af andres indkomst til de svage, der ikke kan klare sig selv.
I et liberalt samfund er det altså et krav, at der iværksættes en social omfordeling fra dem, der kan klare sig selv, til dem, der er ude af
stand til det, f.eks. fysisk og psykisk handicappede, kronisk syge, forældreløse børn.
Endelig er markedsbelønningen påvirket af det enkelte menneskes herkomst. Det er ret oplagt, at vi her står med det største problem i
henseende til at sikre alle mennesker lige muligheder i udgangspositionen. Fra fødslen har vi fået en forskellig arv, både økonomisk og
menneskeligt. Den, der er født i en rig familie, har en bedre startposition end den, der er født i en fattig familie. Den, der er født i en
stabil familie med tradition for god opdragelse og formidling af viden til børnene, har også en bedre udgangsposition end den, der er født
i en ustabil familie, der ikke tager sig af børnene.
Denne ulighed er det imidlertid ikke muligt at fjerne uden at krænke grundlæggende menneskerettigheder. Forældre har ret til, at
børnene vokser op hos dem. Følgelig vil der naturgivent blive forskel i den menneskelige kapital, som børnene arver i form af viden,
intelligens, og kulturelle værdier.
Når det er umuligt at fjerne forskelle i den arvede menneskelige kapital, er det ulogisk at fjerne forskelle i den arvede fysiske kapital. Det
er svært at indse, hvorfor det er mindre acceptabelt med forskelle i arvet fysisk kapital end i arvet menneskelig kapital.
Af berettigelsesprincippet følger endvidere, at det enkelte menneske har ret til at disponere over sin private ejendom, herunder at
testamentere den til børnene eller andre. Det ville derfor være en krænkelse af de naturlige rettigheder at afskaffe arveretten.
Dertil kommer, at det i praksis er umuligt at fjerne forskelle i økonomisk arv. Hvis man teoretisk forestillede sig konfiskation af al
økonomisk arv, ville forældrene blot fordele den fysiske kapital til børnene inden arvetidspunktet.
Endelig er det en fordel for alle mennesker, at der sker en stadig opbygning af menneskelig og fysisk kapital. Kapitalopsamling er
grundlaget for vækst i mulighederne for at tilfredsstille menneskers behov og mål. Hvis man teoretisk forestillede sig, at hver generation
skulle aflevere sin opsamlede kapital, og at hver ny generation derfor skulle sarte på en frisk, så ville det udvikle ineffektivitet og bremse
væksten.
Frihedsprincippets krav om lige muligheder for alle kan derfor ikke opfyldes ved at afskaffe arv. Men det er muligt at iværksætte en
omfordeling, som i et vist omfang kan kompensere for ulighederne i arv. En oplagt mulighed er, at alle får ret til en uddannelse betalt via
en omfordeling i samfundet. En god uddannelse er det bedst mulige aktiv i henseende til at opnå den størst mulige andel i
markedsbelønningen.
Foreløbig vil jeg altså konkludere, at frihedsprincippets krav om lige muligheder for alle nødvendiggør en social omfordeling i form af
økonomisk støtte til fysisk og psykisk handicappede, kronisk syge, forældreløse børn og andre, som er ude af stand til at klare sig selv.
Desuden bør enhver have ret til uddannelse finansieret via en omfordeling. I næste kapitel vil jeg se nærmere på, hvordan denne
omfordeling bør organiseres.
Jeg indrømmer, at denne sociale omfordeling bryder med berettigelsesprincippet. Vi tager fra nogle menneskers berettiget erhvervede
ejendom og fordeler til nogle andre. Dette syndefald vil jeg legitimere med, at frihedsprincippet må være overordnet
berettigelsesprincippet. Frihedsprincippet siger, at enhver skal have samme ret til den mest udstrakte frihed, der er forenelig med en
tilsvarende frihed for andre. Hvis man forestillede sig, at der ikke gjaldt noget frihedsprincip, så ville der heller ikke være frihed til at
skaffe sig privat ejendom berettigelsesprincippet ville være uden indhold. Jeg anser derfor frihedsprincippet for at være overordnet
berettigelsesprincippet. For at opfylde frihedsprincippets krav om en lige fordeling af frihed og muligheder må vi i ordets bogstaveligste
forstand give en handicapfordel til dem, der er ude af stand til at klare sig selv. For at dette princip ikke skal kunne misbruges til helt
vilkårlige omfordelinger, må der være tale om en klar og objektiv afgrænsning af modtagergruppen. Det er muligt at foretage en
forholdsvis klar og objektiv afgrænsning af fysisk og psykisk handicappede, kronisk syge og forældreløse børn.
Som nævnt kan frihedsprincippets krav om lige frihed og muligheder for alle ikke begrunde en fjernelse af de uligheder, som skyldes arv.
Forældrenes ret til at have deres egne børn hos sig og videregive både menneskelige og fysiske værdier til børnene er begrundet i både
et friheds- og et berettigelsesprincip. Når jeg derimod går ind for, at uddannelse bliver finansieret via en omfordeling, så begrunder jeg
det på følgende måde: Intet menneske er født med instinkter eller kundskaber om, hvordan man overlever. Det skal tillæres. Den mest
betydningsfulde indlæring er den, som forældrene giver deres børn. Og den vil være så uensartet, at børnene helt klart får forskellige
startmuligheder i tilværelsen. At tage børnene fra forældrene vil krænke de helt fundamentale menneskerettigheder. Det nærmeste, vi
kan komme en opfyldelse af frihedsprincippets krav om lige startmuligheder, er derfor at sikre en uddannelse til alle - som en slags
kompensation for forskelle i arv.
Der skal kunne foretages en klar og objektiv afgrænsning af den uddannelse, som er berettiget til finansiering via omfordeling. Det
rigtigste vil være, at omfordelingen begrænses til grunduddannelsen. Dels er den nem at afgrænse objektivt som uddannelse af børn i et