Fra socialstat til minimalstat - SEnyt

Under moralismens maske og med kirken som spydspids markedsfører synodefolkene en kollektiv moral: At vi er gode mennesker, hvis
vi er imod forurening og for flygtninge, imod arbejdsløshed og for ulandsbistand, imod profit og for socialhjælp. De har verdsliggjort
evangeliet og taget det til indtægt for en bestemt politisk opfattelse.
I Sløks forstand er det nonsens at tale om moral i den her forbindelse. Synodemoralen har ikke det fjerneste med moral at gøre. Det er
menneskeskabte regler, sone ikke er funderet på noget overordnet etisk princip. Der er i hvert fald ikke redegjort for et sådant princip i
bogen. Tværtimod er det hele bogens grundsyn, at en særlig elite af mennesker, samlet i synoden, selv skal skabe, udvikle og fastsætte
den etik, som moralnormerne er funderet på.
Inden jeg går videre er det vist påkrævet at få rede på begreberne »etik« og »moral«, som jævnt hen bruges i flæng. Alligevel
fornemmer de fleste nok, at der er en vis forskel på de to ord. I stedet for at bruge tid og plads på en længere udredning om dette
ældgamle spørgsmål, vil jeg gå lige til biddet ved at anvende professor Sløks definitioner af de to begreber. Ved »moral« forstår Sløk
»hvad man i et givet samfund anser for rosværdige handlinger, man bør udføre, og forkastelige handlinger, som man bør undlade«. Og
»etik« er »den måde, på hvilken man begrunder en given moralnorm«. I henhold til disse definitioner synes moral altså at være noget,
der er tæt knyttet til den enkelte persons handlinger, imedens etik er det overordnede normsystem, som begrunder moralen. Jeg synes,
at det er en velegnet sondring, så den vil jeg bruge i det følgende.
Til grund for moralen ligger altså et etisk regelsæt, som udgør et højeste princip, der hersker generel enighed om. Dette etiske regelsæt
kan være givet uafhængigt af mennesker, f.eks.. ved at have sit udspring i et religiøst krav eller i en naturens orden. Det vil jeg kalde en
»objektiv etik«. Men der er også den mulighed, at det etiske regelsæt er fastsat af mennesker selv. Det vil jeg kalde en »subjektiv etik«.
Morale kan vi egentlig dele på samme måde. Et menneskes handlinger kan være styret eller bestemt af andre end mennesket selv. Det
er f.eks. tilfældet, hvis man lægger til grund, at menneskets handlinger er styret af gudens stemme eller naturlovene eller en diktator.
Det kan vi kalde en »heteronom moral« -mennesket beslutter ikke selv de moralske handlinger. Omvendt kan vi kalde det en »autonom
moral«, når mennesket selv skal beslutte og udføre de moralske handlinger.
Hvor befinder synodefolkene sig i dette skema? Ja, det er tydeligvis en subjektiv etik, de bærer frem. For de er kun kødelige mennesker.
At verdslighed sminker sig op til pudelighed ved at bruge kirken som indpakning, giver ikke budskabet religiøs kraft. Det er og bliver
menneskeskabt værk. Jeg ved ikke, hvordan synodefolkene forholder sig til moral. Om mennesket selv skal beslutte og udføre de
moralske handlinger - eller mennesket skal lade sine handlinger diktere udefra, af synoden. Men det er i grunden også ligegyldigt - for
det fører til samme resultat. Hvis en kirkeelite skal vedtage det etiske regelsæt, og alle mennesker derefter skal lade deres handlinger
diktere af dette, får vi det system, som hedder absolutisme. Og hvis omvendt mennesket er frit stillet i forhold til synodeetikken og selv
skal beslutte og udføre de moralske handlinger, så lever vi i den rene værdirelativisme. Værdirelativisme betyder, at der ikke gælder
nogle absolutte værdier, og ud af denne værditomhed vil der vokse et krav om nogle faste værdier, en pligtetik. Og så er vi tilbage i
absolutismen.
Lad os kigge lidt nærmere på begreberne absolutisme og værdirelativisme.
Absolutisme betyder, at det enkelte menneske skal adlyde etiske regler, der er givne, uafhængigt af mennesker. Normsystemet er en
frembringelse af Gud. Det hviler i sin egen evige og urokkelige gyldighed. Mennesket kan ikke gribe ind i det, ændre det eller ophæve
det. Menneskets opgave er blindt at adlyde de guddommelige bud. Det enkelte menneske skal ikke selv forme en personlig etisk
holdning. Intet er overladt til den enkeltes forgodtbefindende. Alle handlinger og situationer skal følge den etiske norm, som er givet af
Gud.
Ifølge denne normtype skal mennesket altså ikke selv tænke og handle. Mennesket er blot et viljeløst redskab for en højere magt.
Mennesket er frarøvet det særkende, som gør det til menneske, som adskiller det fra dyr og planter: evnen til at tænke og handle
fornuftsbetonet. Og mennesket er uden personligt ansvar, for alle handlinger er dikteret af en guddommelig magt.
Denne normtype findes også i en ikke-religiøs variant I denne udgave skal mennesket i eet og alt følge naturens love. Mennesket er blot
en materiel størrelse, der ligesom alt andet eksisterende er underkastet naturlovene ubetinget. Med andre ord: Mennesket er ikke
længere et menneske, men et dyr. Dette synspunkt forfægtes af behaviourismen.
Vi lever også under absolutisme, hvis det enkelte menneske skal adlyde etiske regler fastsat af andre mennesker, foks. en synode.
Normsystemet er da en rent kulturel dannelse, en menneskelig frembringelse, som behersker samfundet. Gennem opvæksten får hvert
enkelt menneske indarbejdet normerne i sin egen bevidsthed. Mennesket bliver så at sige dannet i det herskende normmønster. Det
enkelte menneske skal således ikke forme en personlig moralsk holdning.
Heller ikke i denne normtype er vi levnet muligheden for at tænke og handle ved hjælp af vor fornuft. Mennesket skal blot adlyde de
udefra givne etiske regler. Vi har ikke mulighed for at leve som mennesker. Mennesket er underordnet »sagen«, den objektive og hellige
sag. Vi skal tilpasse os, vi bliver reduceret til blot at være brikker i et maskineri. Og hvis det enkelte menneske gør knuder eller ikke
passer ind i maskineriet, så bliver det kastet bort eller forsøgt tilpasset. Hitlers tredje rige og de socialistregimer, som undertrykker og
har undertrykt befolkningerne i en række lande siden 1917, er eksempler på sådanne autoritære systemer.
Fælles for disse normsystemer er, at de er disponerede for autoritære samfundsformer, enten et religiøst diktatur, eller et verdsligt
diktatur. I begge tilfælde er mennesket tvunget til at adlyde etiske regler fastsat af en given autoritet. Når mennesket foretager en
handling, er den ikke udsprunget af et personligt valg, men af et udefra givet påbud. Følgelig kan menneskets handlinger under sådanne
autoritære normsystemer slet ikke gøres til genstand for en moralsk vurdering.
Værdirelativisme
Den totale absolutisme levner ikke mennesket mulighed for at leve som menneske. Lad os så kigge nærmere på absolutismens
diametrale modsætning, relativisme. Relativisme vil sige, at det enkelte menneske skal udforene sin egen moralske holdning i
overensstemmelse med etiske regler fastsat af mennesket selv. Ingen værdier er givne og absolutte. Umiddelbart skulle man da mene,
at denne totale frihed for mennesket til selv at fastsætte de etiske regler og selv beslutte de moralske handlinger måtte give uendelige
muligheder for at realisere sig selv som menneske. Når vi kigger nærmere efter, ser vi, at det forholder sig anderledes.