Fra socialstat til minimalstat - SEnyt

ydelser kunstigt nede. Lad os antage, at der besluttes en prisregulering, som deklarerer en maksimalpris på mælk, der er lavere end
markedsprisen ville være. Sigtet er at hjælpe svagtbemidlede børnefamilier. Mælkeproducenterne vil ikke producere med tab og stopper
mælkeproduktionen eller anvender mælken til andre produkter med bedre salgspris.
På markedet sker der følgende: Udbuddet af mælk går ned, efterspørgslen efter mælk går op som følge af den kunstigt sænkede pris.
Følgelig er der ikke mælk til alle. Mælk må så rationeres og tildeles efter indviklede procedurer. Rationering indebærer, at kun de
privilegerede får mælk, medens andre ikke får overhovedet. Tilbage står imidlertid, at der er mindre mælk, end før prisindgrebet. De
svagtbemidlede børnefamilier fik ikke mere, men mindre.
Heller ikke prisregulering kan derfor føre til nogen reel omfordeling af markedets egen fordeling. I samfund med prisregulering er det
endog et fremtrædende træk, at der ved siden af den officielle, regulerede Økonomi udvikler sig en uofficiel paralleløkonomi, en sortbørs,
hvor goderne fordeles efter markedsprincipper. Markedet lader sig ikke undertrykke.
Et fjerde omfordelingssystem består i at vedtage minimumlønninger, altså fastsætte en mindstegrænse for lønnen til virksomhedernes
medarbejdere. På det frie marked kan producenten betale en løn, der svarer til den værdiforøgelse af produktet, som arbejderen skaber
ved sit arbejde. Han kan give det i løn, som kunderne er villige til at betale for dette tilføjede arbejde. Det hedder: Lønnen bestemmes af
arbejdskraftens marginale produktivitet.
Altså: Lønnen bestemmes af det beløb, hvormed et mennesker arbejde forøger produktets værdi for andre. Hvis producenten betaler
mere i løn, vil han lide tab.
For at lave omfordeling må minimumslønnen rent logisk ligge højere end det beløb, hvormed de mindst produktive personers arbejde
forøger produkternes værdi. Men af samme grund vil producenten så slet ikke ansætte de mennesker, hvis marginale produktivitet ligger
under den tvungne minimumsløn. For i så fald tider han tab.
Den tvungne minimumsløn hjælper altså ikke de svageste, men støder dem tværtimod ud i arbejdsløshed.
Heller ikke tvungen minimumsløn kan reelt ændre markedets egen indkomstfordeling.
Endelig er så jævnligt anvendt særlige sociale programmer til at forsøge en omfordeling af markedsbelønningen. Sådanne programmer
kan i bedste fald have en omfordelende virkning på kort sigt. På længere sigt eroderer de sociale programmer sig selv bort.
Det skyldes især to forhold. For det første kan der i et demokratisk system ikke: i længden opretholdes sociale ordninger, som
forbeholdes en afgrænset, svag gruppe. Et socialt program kan godt starte som en overførsel af ressourcer fra de bedre stillede til en
særlig fattig gruppe. Men gradvis vil modtagergruppen blive udvidet. Det skyldes, at ikke modtagerne i starten udgør flertallet og typisk
er bedre organiserede end de fattige. Politikerne bliver derfor presset til efterhånden at udvide betingelserne for at komme i betragtning.
Det, der startede som en overførsel til en særlig fattig gruppe, ender som en gigantisk og uoverskuelig omfordeling mellem store
grupper af befolkningen. I visse tilfælde vil det endda gælde, at jo mere velstillede folk er, desto mere modtager de fra de sociale
programmer.
For det andet er der en risiko for, at modtagerne af de sociale programmer ender i en fattigdomsfælde. Visse sociale ordninger er sådan
indrettet, at modtagerne dels kan oppebære næsten det samme i overførselsindkomst som ved at påtage sig lavlønsarbejde, dels har
meget lille økonomisk gevinst ved at arbejde sig ud af en social situation, fordi de sociale overførsler bliver reduceret med op til 100 pct.
af en supplerende arbejdsindkomst. På denne måde bliver der skabt en afhængighed af det sociale system, som ydermere har en
tendens til at gå i arv til næste generation.
Den langsigtede virkning af de sociale programmer er derfor tvivlsom.
Hvis et socialt program kan forbeholdes en lille gruppe modtagere, der har en særlig svag baggrund, og indrettes sådan, at der altid er
et incitament til at arbejde sig ud af den sociale situation, så kan et socialt program bidrage til en omfordeling af markedsbelønningen.
Men ellers ikke.
Uvilkårligt har de fleste af os den opfattelse, at der i et velfungerende sangfund ikke bør være fattigdom. Jeg vil ikke begive mig ind i en
længere udredning om, hvad fattigdom er. Det varierer fra samfund til samfund. Men det er selvsagt hævet over enhver tvivl, at et
samfund fungerer bedst, når dets medlemmer har en god levestandard. Derfor er det et meget vigtigt mål at bekæmpe fattigdom.
Imidlertid bekæmper vi ikke armod ved at fordele den lige Alene. ved at give borgerne frihed til at tjene penge fremmer vi velstanden for
alle. For at være effektiv bør en social omfordeling koncentreres til de mennesker, der virkelig har et behov, fordi de simpelthen er ude
af stand til at klare sig selv.
Ofte er socialdebatten i et slagsmål om de sociale ydelsers størrelse. Jeg vil gerne lægge op til, at diskussionen får et bredere perspektiv.
De mennesker, som vitterligt ikke kan klare sig selv, skal selvfølgelig have en anstændig ydelse fra det offentlige. Det er ikke udtryk for
en speciel liberal ideologi at ville skære ned på satserne for dem, der reelt har behov for hjælp.
Derimod er der et perspektiv i at diskutere, hver mange der skal være berettigede til offentlig hjælp. Lidt forenklet sagt: Skal vi
fortsætte med et omfordelingssystem, hvor 80 pct. af befolkningen overfører midler til 80 pct., eller skal de 20 pct. rigeste overføre
midler til de 20 pct. Mindst bemidlede? Der er hvert fald en overhængende risiko for, at de reelt trængende grupper bliver udstødt af det
massive pres fra den kompakte
majoritet, som i dag deltager i slagsmålet om statens ydelser.
Og i stedet for den ensidigt materialistiske diskussion om penge burde vi i langt højere grad drøfte, hvordan vi kan bygge den sociale
indsats på at stimulere menneskers selvværdsfølelse, at drage nytte af menneskers egne ressourcer og at udvide det ægte fællesskab
om en frivillig og privat indsats i det socialt arbejde.