læs bogen her - Den Frie

laver. Til sidst er der så Janes med skibet i midterrummet, hvor
der også er en utopi forbundet med værket. Men den er ikke
placeret noget sted. Et himmelskib vil jeg nærmest kalde det.
Det er en drøm, fordi vi er frigjort fra de bindinger, vi ellers
er bundet ind i. Det, jeg synes, er interessant ved kunst, er at
læse samfundet gennem sådanne udtryk.
På mange måder kan man godt
inddrage det samfundsperspektiv, du kommer med. Men er
det, du siger ikke også, at vi oftest sætter os selv i spil, når vi
betragter noget? Altså, sætter os selv i spil i en sammenhæng.
Hvad er jeg en del af i mit fællesskab? Når jeg ser båden,
tænker jeg f.eks.: ”Den kan jo ikke sejle, men den kan
heldigvis svæve”. Ligesom jeg bliver nødt til at lade mig drage
ind i skoven, fordi der er de her mange stier. Jeg var også
sammenhæng, for vi har ikke en anden horisont end os selv at
starte ud fra. Vi har også kun vores eget fortolkningsunivers,
forskellen mellem kunstens verden og naturvidenskabens
verden, så handler det om det subjektive versus det objektive.
Men jeg kommer ikke helt fri af det subjektive heller, for jeg
har kun mit eget fortolkningsapparat at arbejde ud fra. Så det
er vel at sætte sig selv i en kontekst i naturvidenskaben og i
fællesskabets kontekst i kunsten.
ØL: Det, jeg synes, der er det generelle tema, er, at det
er tolkninger, vi præsenteres for i både udstillingen og
foredragene. Hvad er det, de vil fortælle os, de her mennesker?
MNR: Jeg opfatter sådan set det, som Transit gør i udstillingen,
som kunstnerisk forskning. Man kan sige, at for hele vores
samfund er der et kæmpe hul i forståelsen af mønstre eller i
hvert fald årsagssammenhænge eller sammenhænge generelt.
Regeringen har det problem, at Danmark i løbet af de næste
ni år skal blive til en designnation, så vi kan blive bedre til
set kan leve af. I ideen om at stille design alene er der en
mangel på forståelse af sammenhæng. Hvis det var mere
24
tydeligt, at kunstnerisk forskning også er en inspirationskilde,
så er jeg sikker på, at man ville vægte de to former for
naturvidenskabelig og kunstnerisk forskning en hel del mere
ligeligt. Det er vel egentlig det, du sætter spørgsmålstegn ved,
ikke Øjvind?
ØL: Jo, det man taler om, er det, man kan kalde samfundets
aktiviteter. Os, der er på det samfundsvidenskabelige, vi erfarer
tit den grundtanke, at de samfundsvidenskabelige, de tolker,
humanisterne gør det endnu mere og kunsten endnu mere, ud
over at de også skaber udtryk. Så har vi naturvidenskaben, der
er objektiv. Men det, der er interessant, er, når man er på et
niveau, hvor du er, Bente. Selve din forskning går jo ud på at
afdække nogle nye områder, ligesom kunstneren forsøger at
afdække nye områder.
LT: Under dit foredrag, Bente, tænkte jeg også på, hvordan
man taler om DNA og bevidsthed, altså om ordet ”bevidsthed”.
For lige præcis ordet ”bevidsthed”, synes jeg, er fællesnævner
for alle områderne. Det at spørge ”hvorfor?” er noget, man
uvilkårligt arbejder med i kunstens rum. Det, hele tiden at
stille spørgsmål, men ikke lukke ned med for entydige svar,
hvilket også er det, der gør, at kunst kan være lidt vanskelig at
forholde sig til. Man kan sige, at kunst oftest bliver betragtet
prøver man jo faktisk at forholde sig til virkeligheden. Eller til
andre dimensioner af den. Det, man mærker, fornemmer og
ser i sin samtid. Det, der måske peger nye steder hen. Sådan
ser jeg processen.
Selve begrebet ”bevidsthed” har jeg helt klart været
inde omkring mange gange. Molekyler har nok ikke enkeltvis
nogen bevidsthed, men spørgsmålet er, om man egentlig kan
tillade sig at bruge begrebet ”kollektiv bevidsthed”. Molekylet
er et mini-samfund, en organisme i organismen. I dens fælles
potentiale for respons opnår den faktisk en højere enhed. Jeg
synes, at udtrykket ”potentialet for respons” er helt fantastisk