læs bogen her - Den Frie

”Er det mig, der ryster over det hele, eller er det ikke mig?
Hvor kommer det fra?”. Og i bogen er der et kapitel, hvor hun
blandt andet giver en spændende beskrivelse af en mand, der
har været gennem en operation, hvor der er blevet fjernet
nogle forbindelser mellem højre og venstre hjernehalvdel. Han
har så mistet en stor del af sin korttidshukommelse, og kan
komme hjem og blive spurgt: ”Nårh, hvad har du så lavet i
dag?”, hvortil han svarer: ”Det ved jeg ikke”. Men giver man
ham en kuglepen, så kan han sidde og systematisk beskrive
hele sin dag, men spørger man ham direkte, kan han ikke svare.
Det, der er interessant med intuition i den her forbindelse, er,
at vi ved en masse, som vi ikke kan sætte ord på. Der er en
meget stor del af vores hjerne, der slet ikke er sproglig, som
slet ikke er i forbindelse med vores talte ord, men som kan
være i forbindelse med det skrevne ord eller det bevægelige,
farver eller dufte. Hvis man tør at følge det, som man ikke kan
sætte ord på, så ved vi meget mere.
LT: Samtidig kan man også sige, at det er samfundsmæssigt
betinget. Som kunstner arbejder man i høj grad med den
højre hjernehalvdel. Den er helhedsorienteret, hvorimod
den venstre halvdel er mere sproglig. Man kan se, hvordan
hele skolesystemet hovedsageligt tilgodeser den venstre
hjernehalvdels egenskaber. Der er nu begrænset undervisning
i billedkunst i folkeskolen. Musikundervisningen er også
beskåret, og det at bruge kroppen er ligeledes nedprioriteret.
Så det vil sige, at den del af mennesket, som udvikles gennem
højre hjernehalvdel, tilsidesættes, fordi vi åbenbart ikke
synes, at den er betydningsfuld. Det vil så også sige, at vi som
billedkunstnere ofte oplever ikke at blive hørt eller forstået,
fordi vi tager fat der, hvor sproget hører op. Men jeg er da
sikker på, at vi er udstyret med både en højre og en venstre
hjernehalvdel, fordi de skal kunne krydskombineres og arbejde
sammen. Som helhedsorienteret og intuitiv indsigt i mødet
med sproglig og strukturerende forståelse.
Jeg har for nyligt set, at kulturministeren vil nedsætte et
panel, der skal se på, hvad det er for nogle værdier, danskerne
ser som væsentlige. Og i det panel er der primært sproglige
folk, der er ingen musikere, billedkunstnere eller folk, der
26
arbejder med kropslige udtryk. Egentlig synes jeg, det er ret
der nedsætter udvalget. Man taler ofte om
at tilgodese den kunstneriske indsigt, men den kommer ofte
til kort i beslutningsmæssige sammenhænge, netop fordi dens
hovedessens ikke er det sproglige.
ØL: Den forklaring, du giver her, det vil jeg kalde for en
socialstruktureret forklaring. Det handler om, hvordan det
udgrænser nogle og indgrænser andre. Men tidligere blev der
også nævnt en anden problemstilling, som måske gør, at I har
svært ved at komme frem i lyset, og hele tiden have, at jeres
udtryk er forbundet med noget ikke-konkret. Er det forkert?
Ja, det er det. Men vi arbejder altid til det givne sted og den
givne situation. Det, vi laver, er aldrig til os selv, for så kunne
vi lige så godt stå derhjemme og gøre det. Der ligger et dybt
behov for at kommunikere og fortælle om en oplevelse. Og der
synes jeg specielt, at vi er nogle meget sociale kunstnere, og
det fornøjer mig, når folk reagerer på det, jeg laver. På den
måde kan vi skubbe til nogle ting.
ØL: Og specielt installationen er kommunikativ.
LT: Ja, installationen inviterer til, at man træder ind i værket.
Det er absolut kommunikerende og fysisk.
Men vi må også lære, at intet er evigt. Vi skal lære at
opleve nuet og derefter være i stand til at tage oplevelsen
med os.
LT: Ja, snart lukker udstillingen ned, og så er der kun
efterbilleder af den tilbage. I erindringen hos de mennesker,
der lagde vejen forbi.
MNR: Jeg er rigtig glad for den måde, I har erobret rummene
på. For da vi jo er kunstnernes hus, ser vi gerne, at kunstnerne
konstrueret.