H e r l u f s h o l m S k o l e · D e c e m b e r 2 0 0 9

D i m i s s i o n e n 2 0 0 9
Rektor overrækker en boggave til Amalie
Elizabeth Th une Andersen.
En af mailens forbandelser er, at man sommetider
får en mail, hvis indhold gør en
vred. Sender man en svarmail med det
samme, så vil man med sikkerhed 2 dage
efter sige: ”Den skulle jeg aldrig have sendt”.
2 dage efter vil man med sikkerhed have
svaret tilbage på en helt anden nuanceret
måde, og med sikkerhed i et væsentligt
mere elegant og nuanceret sprog.
Mit sidste og 4. budskab er et lidt specielt
budskab til Jer, som jeg har glædet mig
overordentlig meget til at komme med,
idet jeg nu vil optræde for Jer.
Jeg har ikke optrådt her på skolen, siden jeg
optrådte som Kejserinde Julia i skolekomedien
i 1966, altså for 43 år siden, hvor min
klasse var den sidste rene drengeklasse, og
det var derfor drenge, der optrådte i kvindelige
roller.
8 H e r l u f s h o l m K o s t s k o l e · K o n t a k t 2 0 0 9
Min rolle var som nævnt Kejserinde Julia i
Frederik Dürrenmaths Romulus den store.
Min barm bestod af foldboldsstrømper, der
hele tiden faldt lidt ned, så der var tale om
– om man så kan sige en lidt lavt hængende
C-skål.
Efter skolekomedien skulle man gå en indtogsmarch
med den pige, man nu havde
inviteret. Jeg havde inviteret en fantastisk
fl ot pige med, Pia hed hun og blev senere
model.
Da vi gik indtogsmarch og for mit vedkommende
i kvindelige gevandter, hørte
jeg nogle af forældrene sige ”Gud hvor han
ligner sin mor”.
Som i hvert fald i egne øjne værende en
potentiel he-man var det ikke lige den
bemærkning, jeg var allermest glad for at
høre.
Friedrich Bernstorff var ved skoleårets start blevet tildelt Ellipsen og fi k den i
forbindelse med dimissionen ombyttet med et par manchetknapper.
Jeg vil nu som det 4. budskab optræde med
at læse en fabel op af la Fontaine, som er
gendigtet af Johannes Møllehave.
Det ender galt med verdens riger,
hvis ikke no’e i verden viger,
hvis hver kun holder på sin ret.
to geder mødtes på et bræt.
Forbi ku ingen af dem komme,
da ingen af dem veg en tomme,
og derfor kom de op og slås
på brættet over bjergets fos.
Da begge havde horn i panden,
så stangede de straks hinanden.
Så kæmpede de ged mod ged,
og så faldt begge geder ned.
Det fi k de altså ud af trodsen:
De drukned begge to i fossen.
Og de faldt begge ned deri,
og ingen af dem slap forbi.
Vi kæmper tit som disse geder
om ret og magt og herligheder,
du laver ganske samme fejl
hver gang, du viser dig for stejl,
og derfor bør du lige vide,
at man kan også gå til side.
Hvis én vil gi en anden ret,
kan begge gå på samme bræt.
Altså mine budskaber er:
· udvis den udvidede form for opmærksomhed.
· udvis handlekraft.
· Send aldrig mails i vrede.
· Og vær aldrig stejle.
· Man må gerne stå fast, hvis det er rigtigt
at stå fast. Men man må ikke stå fast,
bare for at stå fast.
Og med de ord sluttede Christian de Jonquières
den mere personlige del af sin tale og
gik derefter over til at tale om det glimrende
samarbejde mellem Herlovianersamfundet
og skolen, og inviterede årets studenter til et
arrangement i Herlovianersamfundet som optakt
til et forhåbentlig livslangt medlemskab.
De her bragte billeder viser kun en del af
legat- og prismodtagerne; en fuldstændig
oversigt over tildelte legater og præmier vil
blive bragt i skolens årsskrift.