Download som PDF. - Illustreret Bunker

INDENFOR 

5 FREDAGSBAREN 

Bedre til øl end oprydning 

FOKUS 

17 

PANIK! 

Fobi, krig, præstationsangst 

UDENFOR 

8 JOURNALISTTYPER 

Fra Ritzau til Kvægtorvet 

OKTOBER 2007 | 9. ÅRGANG | NR. 6 

Reportage på side 9 

Danmarks magtelite samlet til virkeligt teater. 

Tag med Bunkeren til Folketingets åbning

2 ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2007 

Tak til alle skribenter, foto’er, korrekturlæsere 

og layoutere, der har bidraget og hjulpet til 

dette nummer. 

Særlig tak til Niels Mørk fra IT, da serveren 

pludselig gik ned. 

Tekst | Esben Christensen LEDER 

Tag noget ansvar 

Langt de fleste undervisere på DJH er forberedte, 

dygtige og dedikerede. 

Men selvfølgelig kan man finde fejl og mangler, 

især hvis det er det, man kigger efter. 

Hvis du som læser bladrer til debatsektionen i 

denne avis, vil du erfare, at klagerne er mange 

og højlydte. 

Hvorfor er problemformuleringerne ikke perfekte? 

Hvorfor tager skolen ikke ansvaret for, at vi 

alle skal lære at sætte komma? 

Hvorfor kan vi ikke have et fritidsjob om eftermiddagen? 

Forbrugerne af uddannelse på DJH råber højt og 

længe. 

Langt de fleste studerende på DJH er forberedte, 

dygtige og dedikerede. 

Som rusvært eller avisredaktør på DJH bliver jeg 

gang på gang positivt overrasket over medstuderendes 

iver og idérigdom. Men hvis jeg kigger 

længe nok, kan jeg finde fejl. 

Når studerende på rusturen kræver sin ret fordi: 

”jeg har betalt 450 kroner for denne her tur, og 

nu mangler der…” 

Eller når en skribent i flere uger vælger ikke at 

tage sin telefon, når redaktøren ringer. Og efterfølgende 

er forundret over, at det har forårsaget 

problemer. 

Så er det en smule svært at tage sine medstuderende 

seriøst. 

Så får jeg en fornemmelse af at sidde i billetlugen 

i en forlystelsespark, hvor den medstuderende 

lægger lidt tid eller penge, og bagefter forventer 

at blive serviceret, underholdt og uddannet. 

Hvis vi vil tages alvorligt, må vi ud af forbrugerens 

offerrolle. I stedet skal vi være ansvarlige borgere. 

Tak i den forbindelse til de tolv medlemmer af 

bestyrelsen i ANDREA. Det er vejen, vi skal gå. 

Så får vi en skole med både dygtigere og gladere 

studerende og undervisere. Og det giver bedre 

journalister. 

redaktionen 

maria denise christoffersen (ansv.) 

mariadc@mail.djh.dk 

esben christensen 

esbenc@mail.djh.dk 

milla mølgaard 

mmjensen@mail.djh.dk 

alice petersen 

apetersen@mail.djh.dk 

niels tofteggaard 

ntoftegaard@mail.djh.dk 


Tekst og foto | Valdemar Jørgensen SHORT STORY 

STØRST 

I en lille by i sydsverige, 

langt fra alt, ligger skandinaviens 

største varehus. 

I byen er der 800 indbyggere. 

Varehuset har 1000 

ansatte. Selvom varehuset 

ligger langt ude på landet 

gik der lørdag den 31. 

september 18.000 gennem 

indgangen. De brugte 16 

millioner. Rekorden på en 

dag er 26.200 besøgende. 

Hvis man ikke når alle indkøbene 

på en dag, kan man 

indlogere sig i på varehusets 

campingplads. Bliver 

indkøbsturen for kedelig 

kan man besøge varehusets 

motormuseum. 

Tilrettelæggelse | Redaktionen 

Politiken læser... 

Praktikantvejleder Bo Søndergaard 

fra Politiken læser 

i denne måned Illustreret 

Bunker og udvælger den artikel, 

han synes bedst om. 

Afgørelsen bliver præsenteret 

og uddybet på Il- 

DE ANDRE SKRIVER | Bermuda 

Bermuda skriver: 

Det var særligt problematikken 

omkring antallet af studerende, 

der skulle optages 

på Journalistik på RUC efter 

sommerferien, som Mette 

Terkelsen undrede sig over. 

Skulle antallet virkelig sættes 

op fra 50 til 100? 

”Det var uacceptabelt. Jeg 

synes, det var voldsomt utilfredsstillende 

at være studieleder 

og føle mig ansvarlig, 

billedredaktører 

peter helles eriksen 

pherisken@mail.djh.dk 

tobias selnæs markussen 

tsmarkkussen@mail.djh.dk 

bagsiden 

mads trolle 

mtmunksgaard@mail.djh.dk 

julie mabeck 

jmmabeck@mail.djh.dk 

lustreret Bunkers hjemmeside. 

Bo Elkær valgte Jomfrufesten 

Septemberudgaven blev læst 

af Ekstra Bladets journalist 

men ikke kunne give klar 

besked om, hvem, hvordan 

og hvor mange studerende, 

der skal optages på studiet 

kort tid efter,” siger Mette 

Terkelsen. 

Antallet af studerende har 

løbende været til forhandling 

siden Journalistiks oprettelse, 

men det har Mette 

Terkelsen som studieleder 

ikke haft indflydelse på. Hun 

kasserer 

maria denise christoffersen 


annoncer 

esben christensen 


niels toftegaard 

ntoftegaard@mail.djh.dk 

forsidefoto 

valdemar jørgensen 

pvjorgensen@mail.djh.dk 

illustreret bunker 

danmarks journalisthøjskole 

olof palmes allé 11, 8200 århus n 

ib@mail.djh.dk 

www.illbunker.dk 

89 44 04 90 

RETTELSE: I sidste nummer bragte vi en 

glamour-voxpop på side 17. Fotografen var 

ikke krediteret, men det var altså Anders 

Debel, der havde taget de glimtende billeder. 

Bo Elkær, der på illbunker. 

dk begrunder, hvorfor han 

synes, at fotoreportagen fra 

årets jomfrufest på Social 

Club var den bedste del af 

avisen. Fotoreportagen var 

lavet af Peter Helles Eriksen 

peger på, at der i øjeblikket 

er en balance mellem antallet 

af optagne journaliststuderende 

på DJH, Syddansk 

og RUC, som er nøje afstemt 

med antallet af praktikpladser 

i branchen. En 

branche, som Mette Terkelsen 

ikke mener, kan aftage 

flere, end den gør nu: 

”Jeg vil ikke risikere at have 

ansvar for at undervise 

tryk 

otm avistryk herning-ikast 

97 15 66 00 

oplag 

1700 eksemplarer 8 gange årligt. 

illustreret bunker uddeles til 

studerende og ansatte på djh, 

til danske redaktioner og deres 

praktikanter samt til journaliststuderende 

på sdu og ruc. 

citater, billeder og andet materiale 

fra bladet må kun bringes 

med udførlig kildeangivelse. 

og Tobias Selnæs Markussen. 

Læs mere på www.illbunker.dk 

Tidligere studieleder på Journalistik, Mette Terkelsen, overraskede institutledelse, 

personale og studerende, da hun sagde op efter kun et semester. 

journalister, der ikke kan få 

praktikpladser,” siger Mette 

Terkelsen.” 

Læs mere 

www.bermuda-jour.ruc.dk 

udgivelse 

9. oktober 2007 

9. årgang - 1. oplag 

næste ideudvikling 10. oktober 

deadline for artikler og debatindlæg 

7. november 

næste udgivelse 13. november 

debat 

debatindlæg maks. 1600 anslag 

klummer maks. 2000 anslag 

alle debatindlæg skal sendes i 

.doc-format. 

redaktionen forbeholder sig ret 

til at redigere og forkorte i alle 

indlæg. 

den falske historie på side 19 er 

historien om den aserbaijanske 

sit-com.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2007 

INDENFOR 

Rektor: 

Lærerkantine er nødvendig 

Den hvide kantine inddrages. Underviserne har altid manglet 

et sted at tale sammen, uden at de studerende lytter 

med, siger rektor 

”Det er ret hårdt at stå og 

undervise skulle jeg hilse og 

sige, det har jeg selv prøvet. 

Nogle gange har man 

brug for at sidde og koble 

af sammen med sine kollegaer,” 

fortæller Anne-Marie 

Dohm. 

Nu får DJH’s medarbejdere 

et rum at gøre det 

i, når den hvide kantine 1. 

november overgår til personalet. 

”Det er først og fremmest 

for at have et sted, 

hvor man kan have faglige 

samtaler. 

Det har været et ønske i 

mange år for de fastansatte 

medarbejdere,” fortæller 

rektoren. 

Som det er nu, bruger 

underviserne ikke kantinen 

som samlingssted. Ifølge 

Anne-Marie Dohm har underviserne 

ikke lyst til at 

sætte sig ned blandt studerende, 

de ikke kender særlig 

godt. Og så er det svært at 

tale om undervisningen i et 

lokale fyldt med studerede. 

”Jeg tror, at når man sidder 

i et rum, hvor der sidder 

rigtigt mange omkring en, 

så er man måske mere opmærksom 

på, hvordan man 

siger tingene, end hvis man 

Den berygtede kommatest 

på første semester har været 

en hård nød at knække for 

mange studerende. Til gengæld 

har de haft op til otte 

forsøg til klare den. Det bliver 

ændret nu, for otte forsøg 

er hele fem for mange, siger 

Undervisningsministeriet. 

Skolen kan ikke indføre 

en ændring med tilbagevirkende 

kraft, så studieledelsen 

på DJH har besluttet at 

fritage de studerende fra te- 

vidste, man kun sad sammen 

med undervisere.” 

Fællesskab på toilettet 

Anne-Marie Dohm tror, at 

den manglende opdeling 

mellem studerende og undervisere 

er et udtryk for 

den tid, skolen er bygget 

på. En tid med fællesskabstanker, 

der ikke altid virker 

i praksis. 

”Jeg har nogle gange 

som underviser oplevet, at 

jeg er gået ud på toilettet, 

og pludselig har der stået 

nogle studerende og talt om 

mig ude på toilettet. Og der 

er man en lille smule sårbar 

som underviser.” 

”Jeg ved godt, at sådan 

er skolen tænkt, men det 

er måske lidt en 70’er-agtig 

måde at tænke skole på,” 

siger hun. 

Men skaber en kantineopdeling 

ikke et skel mellem 

underviserne og de studerende? 

”Jeg tror ikke, at man 

kan tale om, at der er et skel 

mellem undervisere og studerende. 

Det største skel er, 

sten. 

”Vi gør rent bord og starter 

på en frisk,” siger Solveig 

Schmidt, studieleder på DJH 

og ansvarlig for, at spillereglerne 

bliver overholdt. 

Skolen tilbød det nuværende 

1. semester at gå op til 

kommatesten, så de kunne 

få en fornemmelse af eget 

niveau. Næsten samtlige studerende 

tog imod tilbuddet 

og var oppe til prøven, som 

blev afholdt den 3. oktober. 

For de studerende, der begynder 

til februar, bliver 

hvis underviserne sidder på 

deres kontor, mens de spiser, 

og de studerende sidder 

i kantinen.” 

Frustrerede studerende 

Flere studerende er frustrerede 

over, at der bliver færre 

steder til gruppearbejde, når 

den hvide kantine bliver lukket 

af. Anne-Marie Dohm 

henviser til, at der bliver 

lavet flere arbejdspladser på 

biblioteket i løbet af dette 

og næste semester. 

”Der er jo ingen tvivl om, 

at der er pladsproblemer 

her på stedet, og at vores 

kapacitet udnyttes helt ud 

til kanten,” forklarer hun. 

”Vi ville gerne kunne 

gøre det hele på en gang. 

Det kan vi ikke med de 

forhold, vi har lige nu. Og 

derfor må vi sige: Vi prøver 

at tage nogle få skridt ad 

gangen.” 

Fem om en stol 

Ingen ved præcis, hvor 

mange medarbejdere skolen 

har, men det er i omegnen 

af 200, og der er cirka 800 

studerende. Det giver fem 

studerende per stol, mens 

kun to medarbejdere skal 

deles om en stol. Det regnestykke 

kan virke uretfærdigt, 

men det mener rektor ikke 

nødvendigvis det er, for det 

handler om, hvordan kanti- 

kommatesten en reel eksamen. 

De får, som ved alle 

andre eksamener på skolen, 

tre forsøg til at lære at sætte 

komma. 

Praktikstederne tager 

tingene roligt. Hverken Politiken 

eller Berlingske Tidende, 

som Illustreret Bunker 

har talt med frygter, at 

DJH-studerende af årgang 

2007 efterår vil være dårligere 

til at sætte komma end 

tidligere årgange. 

cholck@mail.djh.dk 

nen faktisk bliver brugt. 

”Vores indtryk er, at anvendelsen 

er meget skæv. At 

der i lange perioder er fuldstændigt 

tomt, og så i andre 

perioder er der meget proppet,” 

siger hun. 

Anne-Marie Dohm 

overvejer at lave en fleksibel 

frokostordning, hvor folk 

spiser forskudt. Først skal 

en arbejdsgruppe dog observere, 

om der er et behov. 

Hun mener ikke, at der 

nødvendigvis vil opstå et 

flaskehalsproblem, når den 

hvide kantine bliver inddraget, 

selvom de nye arbejdspladser 

på biblioteket endnu 

ikke er bygget. 

”Jeg kan se, for eksempel 

her i formiddag da jeg gik 

rundt dernede, at hvis der 

er ledigt til at arbejde i den 

røde kantine, så sidder de 

studerende i den røde kantine. 

Jeg ved ikke, om det 

er fordi, at de foretrækker 

den?” 

apetersen@mail.djh.dk 

Kommatest midlertidigt afskaffet 

De studerende på nuværende første semester slipper for kommatesten. 

Fra februar bliver den en reel eksamen 

Tekst 

Camilla Holck 

Tekst 

Alice Petersen 

“ 

Det er ret hårdt at stå og 

undervise, skulle jeg hilse 

og sige 

-Anne-Marie Dohm 

“ 

Se også læserbrev fra 

ANDREAS formand og 

studenerende Jesper 

Nørby på debatsiderne. 

KOMMATEST 

Nu har man maksimalt 

tre forsøg til at bestå 

kommatesten 

Alle, der endnu ikke har 

bestået testen, kan ånde 

lettet op. De er også 

fritaget fra at skulle bestå. 

Videnstesten er 

også udgået. Den 

bliver nu en del af 

samfundsfagseksamen 

Gratis kaffe og 

3 

sild i en tønde 

Det mener underviserne og de 

studerende om den nye kantineordning. 

Tekst 

Maria Denise 

Christoffersen 

Nanna Jespersgård, underviser 

Jeg håber, mange vil bruge det, men det er umiddelbart 

meget plads. Vi har savnet at have et lærerværelse, for 

man kommer let til at sidde på hver sit kontor med hver 

sin latterlige elkeddel. Men jeg tror, mange har tænkt, at 

det er meget plads at optage fra de studerende. 

Sara Møller Christensen, 3. semester 

Vi skal have bevis for, at de bruger det. Jeg foreslår, at 

vi har nogen stående ved kantinen, der kan tælle, hvor 

mange undervisere, der sidder der hver dag. Hvis der er 

mindst 50 om dagen, så er det i orden. Men hvis de har 

inddraget kantinen, for at fem tv-teknikere kan sidde der 

og drikke gratis kaffe, så kan de få en skurvogn i stedet. 

Jakob Dybro Johansen, 1. semester 

Jeg tror, lærerne kommer til at sidde og kukkelure 

derinde, mens vi sidder som sild i en tønde lige ved 

siden af. Det må blive lidt akavet for dem, når de skal 

formene os adgang - især fordi den hvide kantine er så 

stor, og vi er så mange i forhold til dem. 

Roger Buch, underviser 

Jeg synes, det er en god idé, og jeg tror, at rigtig mange 

vil bruge den. Den gratis kaffe er et vigtigt trækplaster, og 

jeg ved af erfaring, at underviserne har brug for et sted at 

vende faglige ting med hinanden. Som det er nu, ser jeg 

stort set ikke de andre undervisere. 

Karina Kold, 2. semester 

Jeg kan godt forstå, at lærerne gerne vil have noget 

plads. Det må være trist at sidde på hver sit kontor 

med en madpakke. Men der mangler pladser til 

gruppearbejde, især pladser, hvor der er mere ro til for 

eksempel at lave telefoninterview. 


KOMMATEST | Det nye 1. semester kan brænde kommateststen. Foto: Maja Anderson

4 ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR 

OKTOBER 2007 

FLYVEFÆRDIG | ANDREA har fået ny bestyrelse, og interessen er stor. Nu er der ovenikøbet en suppleant. Foto: Niels Toftegaard 

Pimp dit MySite 

Skal du smide et udvidet cv, bonusinfo om din 

hobby eller billeder fra Denmark by Night ud på 

dit MySite? Hør hvad praktikstederne mener 

Hvis du ligner de fleste 

praktiksteder, så læser du 

sandsynligvis kun den her 

sætning. Og måske lige en 

til. Desværre er den dovne 

læser nemlig ofte identisk 

med din potentielle arbejdsgiver. 

Og det betyder, at du 

skal lave en hjemmeside, 

som råber ”Læs mig!” fra 

først klik. 

Tænk i netavis 

Politikens praktikantvejleder, 

Bo Søndergaard, pointerer, 

at det er vigtigt, at du 

begrænser dig og vælger dit 

indhold med stor omhu, når 

du vil fortælle, hvorfor du er 

drømmepraktikanten. 

”Hvis jeg skal scrolle 

seks-otte gange ned på siden 

for at se det hele, så bliver 

jeg som læser ramt af øjeblikkelig 

udmattelse,” siger 

han. 

”Når du laver din side, 

så tænk på, hvordan netaviserne 

prioriterer deres indhold.” 

Det vil sige; overvej hvad 

du vil have praktikstedet til at 

se som det allerførste. Og et 

billede af dig selv er faktisk 

ingen dårlig idé. Både Børsen, 

Politiken og Nordjyske 

Medier mener for eksempel, 

at det gør en forskel, at man 

kan genkende folk på hjemmesiden, 

efter de har været 

til åbent hus. Men ét billede 

er også nok, ellers bliver det 

småirriterende. 

Drop flosklerne 

”Show it, don’t tell it” er 

snart den ældste floskel, der 

findes. Men den gælder des- 

værre stadig, når du designer 

dit MySite. Drop svulmende 

ansøgningsklichéer, 

som ”jeg er fuld af initiativer 

og gode idéer,” for de fremstår 

tomme, hvis du ikke har 

bevis for dine påstande. 

”Vis dit initiativ, for eksempel 

hvordan dine idéer 

ANDREA vil på banen 

DJH’s elevråd ANDREA er kommet på benene. Illustreret 

Bunker har talt med formand Marie Rønde 

Tekst 

Louise Frimer 

”ANDREA har ikke eksisteret 

længe. Foreningen 

er ikke rigtig kommet op at 

køre, men det håber vi, at 

den gør nu.” 

Med disse ord åbner 

formand Marie Rønde generalforsamlingen 

i De Studerendes 

Råd på DJH. Den 

klassiske cocktail af kaffe 

og kage bliver fordelt mellem 

mødedeltagerne, imens 

er blevet sat igang,” siger 

Michael Korsbæk fra Vejle 

Amts Folkeblad. 

”Ikke kun ting du har 

lavet på Journalisthøjskolen, 

men hvad du ellers har 

bedrevet i den virkelige verden.” 

Bo Søndergaard fra Politiken 

er enig. 

”Fortæl om dine idéer. 

Selvom det er sårbart at 

lægge dem ud, så alle kan 

se dem, så vil det vise noget 

om, hvad du kan. Og det vil 

vi selvfølgelig også se efter i 

de færdige artikler, du lægger 

ud på siden, altså hvilke 

idéer du har fået, og hvordan 

du har udført dem. Men jeg 

behøver ikke læse 25 artikler 

for at kunne se, om folk kan 

skrive - det opdager man rimelig 

hurtigt.” 

Det allervigtigste 

Læg en masse arbejde i at 

have et godt cv. Om det skal 

være langt eller kort, kan 

praktikstederne ikke blive 

enige om, men det er vigtigt 

at vise, at du er mere end 

bare studerende. 

”Der må gerne stå fritidsinteresser 

og erhvervserfaring 

på,” siger Bent Sø- 

Journalisthøjskolen uddeler pris igen 

Tekst 

Louise Frimer 

Tekst 

Maria Denise 


Marie Rønde fortæller om 

elevrådet med kælenavnet 

’ANDREA’. 

Der skal vælges en ny 

bestyrelse blandt de studerende 

på DJH. Derfor er 

generalforsamlingen også 

åben for alle, men skolens 

grå gange virker øde denne 

onsdag eftermiddag. I alt 

var 18 studerende til stede 

ved mødet. 

Koldstart 

Som studerende på DJH 

rensen, redaktionschef på 

Børsen. 

”Skriv hvilke organisationer 

du er medlem af, og 

hvis du laver noget frivilligt 

arbejde. Så man viser, at 

man er aktiv udover at have 

gået i gymnasiet og drukket 

øl.” 

Bo Søndergaard fra Politiken 

vil ikke have et cv, der 

opremser for mange personlige 

ting. 

”Skriv ikke om, at du har 

været på interrail, men hvis 

du har noget erhvervserfaring, 

så fortæl om det, og 

vis hvor meget du kender til 

arbejdsmarkedet. Det kan 

ofte være en fordel, at du 

har prøvet at være på en arbejdsplads 

i stedet for udelukkende 

at have studeret 

hele livet. Det er ikke noget, 

man skal gøre en masse ud 

bliver man automatisk medlem 

af ANDREA, som blev 

oprettet for ét år siden. Alligevel 

er det ikke alle studerende 

på DJH som ved, 

hvad der egentlig foregår 

i ANDREA. Marie Rønde 

overtog formandsposten for 

to måneder siden og fandt 

på at afholde generalforsamlingen. 

”Jeg syntes, at det var vigtigt, 

vi fik det her i gang. Der 

er ikke rigtig sket noget, og 

ANDREA har ikke gjort 

af, men det kan være en fordel.” 

Duer ikke, væk! 

De største turn-offs er 

ifølge praktikantvejlederne 

stavefejl, for mange links og 

for mange personlige ting. I 

nævnte rækkefølge. De personlige 

ting er ikke decideret 

upassende, men de tager 

læserens tid, som var bedre 

brugt på at se dine artikler, 

og hvad du faktisk kan. 

Men Michael Korsbæk, 

praktikantvejleder på Vejle 

Amts Folkeblad, minder 

om, at du skal huske på, at 

det er ret let at finde frem til 

eventuelle andre hjemmesider 

med privat indhold, du 

har. 

”Med hensyn til drukbilleder 

og blogs, så er rådet: 

Lad være med at lægge noget 

ud, som potentielle arbejdsgivere 

ikke skal se. For hvis 

man finder sådan en side, så 

kigger man. Ikke for at være 

negativ og fordømmende, 

men for at komme rundt 

om personen, og få så helt 

et billede som muligt af den, 

der søger.” 


DJH giver hvert år en pris til den, som har ydet en ekstraordinær journalistisk præstation 

Et rejselegat på 10.000 kroner 

og en glasskulptur inspireret 

af DJHs logo. Det er, 

hvad vinderen af Journalisthøjskolens 

Pris 2007 inkasserer. 

”Journalisthøjskolen vil 

gerne belønne en person, 

redaktion eller institution, 

som har gjort en særlig indsats 

i relation til journalistikken. 

Det handler om at 

sætte fokus på gode produktioner 

eller videreudvikling 

inden for faget,” siger DJHs 

Alle tegnere er velkomne til fotojournalisternes 

idéudviklinger. 

“ 

Jeg behøver ikke 

læse 25 artikler, for 

at kunne se, om 

folk kan skrive - det 

opdager man rimeligt 

hurtigt. 

- Bo Søndergaard, Politiken 

“ 

kommunikationschef Ulla 

Krag Jespersen. 

Hvem skal vinde? 

Har man ikke allerede indstillet 

sin favorit, er det 

desværre for sent. Den 9. 

oktober mødes en komité 

af dommere og vurderer 

hvem, der skal kåres til 

vinder. I komitéen sidder 

rektor Anne-Marie Dohm, 

undervisningsleder Henrik 

Berggreen, praktikvejleder 

Pia Færing, Mads Zacho og 

Nanna Schelde fra 8. semester, 

samt Esben Christensen 

fra 3. semester. 

“ 

De største turn-offs 

er: Stavefejl, for 

mange links og for 

mange personlige 

ting. I nævnte rækkefølge. 

-Praktikantvejlederne 

“ 

Prisoverrækkelse 

Vinderen får ikke lov til at 

slippe ubemærket af sted 

med prisen. I starten af november 

bliver der nemlig 

afholdt prisoverrækkelse på 

skolen. 

”Ved den lejlighed håber 

vi, at prismodtageren også 

vil holde et foredrag,” siger 

Ulla Kragh Jespersen. 

lpfrimer@mail.djh.dk

ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR 

OKTOBER 2007 

noget for at markere sig,” 

siger hun. 

Derfor er der en del at 

tage fat på for den nye bestyrelse. 

”Det er en koldstart for 

os nu. Vi starter faktisk lidt 

fra bunden,” siger Marie 

Rønde. 

Bedre betingelser 

ANDREA arbejder for at 

sikre DJH-studerende gode 

rammer, mens de går på 

skolen. 

”Under førsteårsopgaven 

var der nogle studerende, 

som ikke kunne få lov til at 

sidde i klasselokalerne om 

aftenen. Sådan nogle ting 

går vi ind og tager os af,” 

siger Marie Rønde. 

Derudover vil ANDREA 

fremover også gøre lidt ekstra 

for eleverne. 

”Vi vil gerne have nogle 

arrangementer for de studerende. 

Det kunne være et 

skrivekursus eller et oplæg 

med en stressforsker,” siger 

hun. 

Ny på posten 

Rasmus Flindt Pedersen 

går på første semester. Han 

var en af dem, der deltog i 

ANDREAs generalforsamling, 

men det var andet end 

kaffetørsten, han fik stillet. 

Rasmus meldte sig også ind 

i bestyrelsen. 

”Jeg kan godt lide at engagere 

mig i foreningsarbejde,” 

siger han. 

Rasmus går dog ikke til posten 

med en bestemt mær- 

kesag i ærmet. 

”Jeg vil først se, hvilke 

rammer vi har at arbejde 

med. Jeg vil gerne være med 

til at arrangere foredrag og 

give en hånd med på den 

front,” fortæller han. 

Alt optaget 

Det er en glad formand, 

som tænker tilbage på ge- 

neralforsamlingen. 11 bestyrelsespladser 

var ledige, 

men der var 12, som gerne 

ville besætte dem. 

”Jeg var lidt bange for, at 

der ikke kom så mange til 

generalforsamlingen, men 

jeg er vildt glad for, at vi er 

blevet en fuldtallig bestyrelse,” 

siger Marie Rønde. 

Målet er ikke, at alle studerende 

på DJH skal kende 

ANDREA, når dette semester 

er slut, men der skal 

alligevel gøres mere for at 

profilere elevrådet. 

”Det tager længere tid at 

gøre alle bevidste om, hvem 

vi er, men vi vil gerne holde 

et arrangement inden jul for 

at vise, at vi er på banen,” 

siger hun. 

lpfrimer@mail.djh.dk 

Ultimatum til Fredagsbaren 

Fredagsbaren droppede rengøring efter seneste intern-fest. Flere klager vil betyde lukning 

Tekst 

Esben 

Christensen 

Der var kun tre fredagsbartendere 

tilbage på DJH, da 

de vågnede søndag morgen, 

så derfor kunne de ikke 

overskue at gøre rent. Det 

fortæller formand for Fredagsbaren, 

Linda Corfitz. I 

stedet for at komme tilbage 

senere samme dag valgte 

formændene, at de først ville 

gøre rent mandag. 

På skolen kan man leje 

lokaler og afholde kurser. 

Udenfor et af de lokaler, 

hvor der efter weekenden 

var kursus, lå der en pøl med 

bræk. Det fik kursisterne til 

at klage. 

Ikke den første klage 

De sidste par år har der 

været flere klager over Fredagsbaren. 

Derfor var der, 

ifølge formændene i Fredagsbaren, 

Linda Corfitz og 

Kristian Foss Brandt, stem- 

 

 

Læs på illbunker.dk om 

Konkurrencestyrelsens 

sag mod landets 

fredagsbarer. Får det 

konsekvenser for DJH? 

 

 

ANDREA 

ANDREAs bestyrelse 

holder møde sidste 

onsdag i måneden, og 

mødes med rektor dagen 

efter. 

På seneste møde 

nedsatte ANDREA blandt 

andet et fusionsudvalg, et 

udvalg for fotojournalister 

og et for 1. semester. 

ning blandt flere af skolens 

ansatte for helt at lukke Fredagsbaren 

ned, men rektor 

gav en sidste chance. 

Kristian Foss Brandt 

fortæller, at der i fremtiden 

vil være en ædru bartender 

på hvert skift. Han og Linda 

Corfitz er langt fra stolte af 

forløbet omkring den interne 

fest. De vil i fremtiden 

arbejde for at sikre, at 

Fredagsbaren får lov til at 

bestå, men de får ikke lov at 

holde flere interne fester på 

skolen. 

 

 


 

 

 

“Jeg har nu bladret Illustreret Bunker igennem 

mange gange. Der er nogle artikler, jeg har 

læst. Der er nogle, jeg ikke har læst. Der er 

nogle, jeg har forsøgt at læse.” 

ROD | Sådan så der stadig ud i Fredagsbaren mandag morgen. Foto: Andreas Bro 

 

 

- Bo Elkjær 

 

 

NY BESTYRELSE | Marie Rønde er formand for ANDREA. Foto: Niels Toftegaard 

5

6 ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR 

OKTOBER 2007 

Tid og lyst er altafgørende 

Har du altid undret dig over, hvordan nogle studerende på skolen åbenbart har mere tid end os andre dødelige? Mød to 

engagerede studerende, der fortæller om, hvorfor de bruger så meget tid på frivilligt DJH-arbejde 

Tekst 

Trine Kristensen 

Martin Thimes Langballe, 

8. semester 

DJH-engagementer: 

Skolens eneste KaJ-repræsentant 

Rusvært på 2. og 3. semester 

Redaktør på Illustreret 

Bunker på 3. semester 

Medlem af medarbejderbestyrelsen 

på sit praktiksted 

Hvorfor har du engageret 

dig i så mange ting på 

DJH? 

”Jeg ville gerne være rusvært, 

fordi det var rigtig 

sjovt og på grund af det 

sociale. Mange af mine tætteste 

venner er dem, jeg var 

rusvært sammen med. 

Min drivkraft ved både 

Bunkeren og KaJ har været 

Krig på skoleskemaet 

Drømmen om krigsreporteren lever i bedste velgående på DJH til hverdag på fagspecialet 

KKK – Krig, krise og katastrofer 

Tekst 

Peter Schøler 

Titanic, Tjernobyl og Tantholdt. 

Hvorfor ikke gøre 

som sidstnævnte, specialisere 

sig i de to førstnævnte, 

tage kriserygsæk og katastrofehjelm 

på og drage i 

krig? 

Det er lige, hvad gruppen 

af KKK’ere, fagspecialister 

på 8. semester gør. 

Kridt og tavlesvamp er vigtige 

våben, når strategier for 

nye togter skal lægges, men 

ellers er det i felten benarbejdet 

gøres. 

”Jeg har som ambition, 

at vi skal have verdens mest 

omrejsende klasselokale,” 

siger underviser og tilrettelægger 

af KKK-forløbet, 

Erik Lund om de mange 

ture ud af huset. 

KKK på farten 

Og de er mange, turene. Inspektion 

af kernekraftværket 

Ringhals, Sverige, pres- 

min lyst til at ændre på tingene. 

På Bunkeren var jeg 

blandt andet med til at lægge 

en lidt blødere stil med forbruger-tips, 

og hos KaJ var 

jeg irriteret over den sløsede 

måde, tingene foregik på.” 

Hvad laver du egentlig ud 

over DJH? 

”Jeg går til koncerter eller 

spiller som DJ og skriver 

musikanmeldelser til en 

webside. Caféture bliver det 

ikke til så mange af, men det 

er heller ikke lige mig.” 

Hvordan får du overskud til 

al det engagement ved siden 

af det almindelige skolearbejde? 

”Jeg synes først og fremmest, 

det er rigtig sjovt. Som 

rusvært var det helt klart det 

sociale, der gjorde det værd 

at bruge så mange timer på. 

Som redaktør på Bunkeren 

var det af og til rigtig surt at 

sidde og redigere og layoute 

hele sin weekend væk, men 

alt det glemte jeg fuldstæn- 

semøde med Jægerkorpset 

på flyvestation Skrydstrup, 

aktiv i rollen som pressekorps 

i den nationale krisestyringsøvelse 

2007 på Holmen. 

Det er bare nogle af indslagene 

i årets KKK-program, 

der også rummer en 

uge med Steffen Jensen som 

gæsteunderviser, røverhistorier 

med Rasmus Tantholdt 

og lukkede pressemøder 

med PET-chefer og centrale 

ledere i det danske forsvar. 

En grusgrav ved Kolding 

Også denne regnvåde efterårsfredag 

er KKK’erne i 

felten. Vi er ombord på en 

lettere bedaget Mercedes 

minibus, der skal fragte holdet 

til Seest ved Kolding. 

Seest er Danmarks bedste 

bud på en katastrofe-location 

siden årtusindeskiftet. 

Der er ikke udbredt enighed 

om, hvad der skal foregå, 

”Men når Erik arrangerer, 

er det altid interessant.” 

lyder det fra flere i bussen. 

Der er mange rygning forbudt-skilte på Journalisthøjskolen. 

Alene i lokale 205 er der seks 

klistermærker. 

dig, når den Bunker, som jeg 

havde været redaktør på, lå 

klar i holderne på gangen. 

Det er fedt at se resultatet af 

knokleriet, og det er det, der 

gør det hele noget værd. Jeg 

har aldrig følt det som en 

sur pligt.” 

Hvad har du måttet give afkald 

på? 

”Jeg har af og til måttet gå 

lidt tidligere fra undervisningen, 

og så har jeg ikke 

længere et fornuftigt forhold 

til min bankrådgiver. Jeg har 

fra starten fravalgt et studiejob, 

og det har min økonomi 

måttet bøde for. Til gengæld 

har jeg fået en masse gode 

oplevelser og venner ud af 

det, som jeg ikke ville have 

været foruden.” 

Et godt råd til studerende, 

der overvejer at engagere 

sig i DJH? 

”Først og fremmest er det 

vigtigt, at du har overskud, 

lyst og energi til at gøre et 

stykke arbejde. Du skal ikke 

Måske er Seest tre år efter 

ikke lige så action-packed 

som andre missioner, holdet 

har været på, men vedkommende 

og interessant er det 

alligevel. 

Briefingen om fyrværkeriulykken 

i Seest foretages af 

Cathrine Reinert, en tidligere 

KKK-elev. Hun var på 

holdet sidste efterår, og som 

praktikant dækkede hun fyrværkeriulykken 

i Seest for 

TV2 Syd og TV2. 

25 år på bagen 

De bedste branchefolk bliver 

hentet ind, taler udenfor 

referat og åbner op. At det 

hele overhovedet kan lade 

sig gøre er udelukkende takket 

være Erik Lunds omfattende 

netværk. 

”Det handler om netværksloyalitet. 

Ellers virkede 

det ikke,” siger den 68-årige 

mand, der har været på DJH 

siden Cuba-krisen. Det var i 

1962. 

Netværket omfatter i 

mange tilfælde tidligere stu- 

gøre det for at få noget på dit 

cv, for det nytter ingenting. 

Det får hverken du eller din 

redaktion eller bestyrelse 

noget som helst ud af - snarere 

tværtimod.” 

Marie Rønde, 3. semester 

DJH-engagementer: 

Formand for Andrea 

Rusvært på 2. og 3. semester 

Redaktør af Illustreret Bunker 

på 2. semester 

Chefredaktør på Panikavisen 

på 2. semester 

Hvorfor har du engageret 

dig i så mange ting på 

DJH? 

”Jeg har valgt de ting, som 

jeg synes er spændende og 

sjovt og har ikke haft noget 

mål om at skulle være med i 

et bestemt antal bestyrelser 

eller lignende.” 

derende, som Tantholdt 

og Jensen. 

KKK-kurset 

kan i år fejre 25 års 

jubilæum. Ifølge de 

studerende er det 

takket være Erik 

Lund. 

”Vi har den mest 

inspirerende underviser. 

Han er en 

inspiration til, hvad 

man kan blive, hvis 

man virkelig gider 

engagere sig,” siger 

Kim Lykke Vester. 

Og med sans for 

dramatik følger 

Mads Zacho op: 

”Hvis man var 

villig til at ofre alt for 

at blive den mest vidende, så 

ville man blive Erik Lund.” 

Feltmarskal Lund takker 

af 

Med efteråret 2008 er det 

slut. En generation af krisebevidstejournaliststuderende 

har siden introduktionen 

af fagspecialerne på DJH 

Hvad laver du egentlig ud 

over DJH? 

”Jeg har fået mere tid, efter 

jeg stoppede som redaktør 

på Bunkeren, så nu svømmer 

jeg to gange om ugen, og ellers 

er jeg med i to madklubber 

og arbejder af og til på 

TV2 Østjylland.” 

Hvordan får du overskud til 

al det engagement ved siden 

af det almindelige skolearbejde? 

”Jeg synes, det er rigtig 

spændende og sjovt, og så 

betyder det rigtig meget, 

at jeg kan se, at de ting, jeg 

sætter gang i, rent faktisk 

bliver til noget. Når resultaterne 

kommer, er det alt 

sliddet værd. Eksempelvis 

da den første Bunker, jeg var 

med til at redigere, var færdig. 

Eller da alle på mit rushold 

i år var med på rustur. 

Jeg forsøger at have en times 

”kontortid” om dagen, hvor 

jeg sørger for at få svaret på 

de mails og ordnet de små- 

i 1982 bevæget sig i geledderne 

under Erik Lund. Alle 

med en fælles interesse for at 

prøve at forstå den kompleksitet, 

der udgør enhver krig, 

krise eller katastrofe. Lund 

takker af, akkurat inden han 

falder for den 70-årsgrænse, 

som ikke engang de største 

korpsførere undslipper. 

”Men måske kommer jeg 

ting, der nu skal ordnes, så 

jeg ikke går og tænker på det 

hele dagen.” 

Hvad har du måttet give afkald 

på? 

”Det er ikke så tit, jeg kommer 

hjem til mine forældre. 

På 2. semester skete det 

faktisk kun en gang. Mine 

gamle venner og veninder 

ser jeg meget sjældent. Og 

så kan jeg faktisk slet ikke 

huske, hvornår jeg sidst var 

i biografen. ” 

Et godt råd til studerende, 

der overvejer at engagere 

sig i DJH? 

”Du skal kun gøre det, hvis 

du synes, det er sjovt. Ikke 

fordi du synes, du skal eller 

bør. Vigtigst er dog at finde 

ud af, om du overhovedet 

har tid, og hvor meget tid 

du vil bruge på skolen. Find 

ud af hvilke opgaver der er, 

inden du kaster dig ud i det. 

Begynd i det små.” 

tjekristensen@mail.djh.dk 

KRIGSJOURNALISTIK | KKK gør deres erfaringer i marken. Foto: Morten Bager 

tilbage på freelancebasis og 

holder dem i ørerne.” smiler 

Erik Lund underfundigt. 

psgaarskjaer@mail.djh.dk

ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR 

OKTOBER 2007 

De fremmede fra Uni 

De kommer med akademisk sprog fra statskundskab, store tanker fra filosofi og stærk energi fra idræt. Baggrundene er mange for eleverne på DJH’s nye 

overbygning for bachelorer fra landets universiteter – men hvad laver de på ’vores’ skole? 

Tekst 

Jon Bøge Gehlert 

”Jamen, hvad så hvis de socialkonstruktivistiske 

tanker 

om journalistik ikke har ændret 

sig de sidste hundrede 

år?!” 

Udbryder en studerende 

fra stolerækkerne ved vinduet. 

Flere nikker samstemmende 

og ser spørgende på 

dagens gæsteforelæser Christian 

Breinholt. Han forklarer 

og peger på powerpointpræsentationen, 

som guider 

eleverne gennem det såkaldte 

aktions-kompas med deliberative 

og repræsentative 

pile. Rundt om i lokalet pryder 

kaffekrus, Nyhedsaviser 

og æbleskrog scenariet. Men 

kun én Mac-computer har 

sneget sig ind! Det er absolut 

ikke ’rigtige’ journaliststuderende 

herinde. 

Bunkeren er på besøg 

i det fra august nystartede 

overbygningshold på DJH. 

Den overbygning, også kaldet 

cand. public., hvor bachelorer 

fra landets universiteter 

kan snige sig direkte 

ind på skolen uden om den 

frygtede optagelsesprøve. 

Overbygningen kombineres 

med elevernes respektive 

universitetsstudie, hvor de 

gennem to år skal arbejde 

på tværs af fagene. Til slut 

skal eleverne udarbejde et 

speciale, som skal kombinere 

deres akademiske- og 

formidlingsmæssige kompetencer. 

Journalistik på japansk og 

idræt’sk 

Denne fredag foregår undervisningen 

ved, at en 

gruppe elever fra holdet 

fungerer som ’ordstyrende 

moderatorgruppe’. Holdet 

skal ud fra oplæg diskutere 

tabloid-journalistik i forhold 

til traditionel, oplysende 

journalistik. Debatten 

breder sig over Clooney’s og 

Bono’s påvirkning af medierne 

til glansbillederne af 

Kongehuset. 

En fyr bagerst i lokalet 

drejer hyppigt diskussionen 

over på tidligere begivenheder. 

Han har en bachelor i 

historie, og metoden med at 

bruge sit oprindelige studie 

som afsæt sker ifølge holdets 

faste underviser lektor 

Birgitte Dalum ofte: 

”De trækker deres respektive 

viden ind i diskussio-nerne, 

og det kvalificerer 

virkelig undervisningen. De 

løfter simpelthen hele tiden 

niveauet.” 

Men holdets viden kommer 

også fra studier, som 

enhver ikke umiddelbart vil 

forbinde med journalistik. 

Klasselisten tæller således 

japansk, geografi og idræt. 

Ditte Toft Clausen, 25 år, 

har en bachelor i netop 

idræt. Men hvorfor så en 

kandidat blandet med journalistik? 

”Jeg vil gerne gå mere 

bagom idrætten, hvor der 

ligger noget politik og kultur. 

Idræt i dag er jo næsten 

lige så meget PR. Ved at 

kombinere idræt og journalistik 

kan jeg måske lave noget 

mere udredende idrætsjournalistik. 

Det hele skal jo ikke 

bare være kampreportager.” 

forklarer hun. 

Men også undervisningsformen 

på DJH spiller 

en rolle. 

Den praktiske undervisning 

Hos mange af de auditorietrænede 

universitetsfolk 

kommer den praktisk orienterede 

undervisning som et 

kærkomment afbræk. 

Louise Boo Jespersen, 

24 år, kom med en bachelor 

i statskundskab og ser 

mange fordele i DJH’s undervisningsform. 

”På den her måde kan 

jeg kombinere den faglige 

fordybelse med praksis i 

virkeligheden. Vi lærer det, 

og så prøver vi det. Så bliver 

undervisningen taget 

Uendeligt antal praktikansøgninger 

Praktiksøgende har tidligere haft en grænse på fem ansøgninger. Nu må de søge ubegrænset 

Tekst 

Lotte gyldenvang 

”Han virker som én, vi kan 

bruge, og jeg tror, han er et 

godt valg. Og så er klokken 

ni!” 

Panikken var let at spore 

hos Peter Brüchmann fra 

BT på den seneste panikdag, 

da han fortalte, hvorfor 

de gerne ville ansætte James 

Kristoffer Miles. Kampen 

om de studerende er hård, 

så medierne skal handle 

hurtigt. 

Næste gang, der skal 

søges praktik, må de studerende 

sende så mange 

ansøgninger, de magter at 

skrive. Om det skaber mere 

eller mindre panik den 31. 

oktober, har Illustreret Bunker 

sat sig for at finde ud af. 

Regelændring mod snyd 

Formålet med at fjerne lof- 

OVERBYGNINGSHOLD | Bachelorer fra universiteterne løfter niveauet i undervisningen med deres forhåndsviden Foto: Peter Helles Eriksen 

tet for ansøgningerne er 

at stramme op overfor de 

praktiksteder, som laver forhåndsaftaler. 

Tidligere var forhåndsaftaler 

tilladte, så længe praktikstedet 

ikke lavede opslaget, 

så de praktiksøgende 

dermed blev snydt og spildte 

en ansøgning på et sted, som 

allerede var optaget. 

Nu skal alle praktikstillinger 

slåes op, men praktikvejleder 

på DJH, Pia Færing, 

understreger, at der stadig 

vil komme opslag, som er 

besatte. Det er nærmest 

umuligt for praktikudvalget 

at bevise, at der er tale om 

snyd, hvis aftalerne indgås i 

al hemmelighed. 

”Det er som i færdselsloven. 

Man må ikke køre 

mere end 110 kilometer i 

timen på motorvejen. Men 

hvis vi ikke er der, kan vi 

jo ikke komme efter dem, 

som kører 120 eller derover. 

Sådan er det.” konstaterer 

Pia Færing. 

Hun mener, at det er 

mere fair, at de studerende 

må søge alle de steder, de 

vil. Så spilder de ikke en ud 

af fem dyrebare ansøgninger 

på at søge et opslag, som er 

optaget. 

Ufokuserede ansøgere 

Politiken var i sidste praktiktunde 

topscorer af ansøgninger 

med 76. Praktikansvarlig 

Jesper Friis tror, at 

det bliver mere vanskeligt at 

finde de praktikanter, som 

passer sammen med Politiken. 

”Hvor vi førhen altid har 

vidst, at vi var blandt fem 

prioriteter, søger de studerende 

næste gang mere 

rent strategisk. De kan have 

flere bolde i luften, og det 

kan gøre dem ufokuserede,” 

siger Jesper Friis. 

Derfor vil Politiken i 

højere grad end nogensinde 

fokusere på, hvorfor de 

praktiksøgende netop søger 

Politiken. De understreger 

dog, at de er åbne over for 

det nye tiltag, og de bifalder 

en ændring af systemet. 

“ 

Når man må søge 

ubegrænset, er 

chancen større for 

at få en plads, man 

har søgt 

-Pia færing 

“ 

Kim Vejrup er kommunikationschef 

i DGI. Han 

synes kun, at det er godt for 

de studerende, at de må søge 

så meget de vil. Det må de 

også i den virkelige verden. 

DGI gik ved sidste panikdag 

hjem uden nogen underskrift 

på den medbragte kontrakt. 

At der er mulighed for flere 

ansøgninger til DGI, er ikke 

umiddelbart nogen trøst for 

Kim Vejrup. 

”Vi vil ikke have en praktikant 

for enhver pris. Den 

studerende skal have lyst til 

DGI, og det afspejler sig 

hurtigt i den praktiksøgende, 

hvis vi kun er 10. prioritet.” 

Den nye regel vil måske 

give DGI flere ansøgninger, 

men ikke nødvendigvis en 

praktikant. Nok er der flere 

ansøgninger i omløb, men 

antallet af studerende er det 

samme. 

Rolig panikdag 

Man kunne tro, at en større 

bunke ansøgninger gør tilfældighedernes 

spil endnu 

større. Men ifølge Pia Færing 

er det ikke tilfældet. 

”Når man må søge ubegrænset, 

er chancen større 

for at få en plads, man har 

7 

lidt væk fra universitetets 

højtsvævende ’diskutere, 

diskutere, diskutere.” 

DJH er dermed ikke 

længere forbeholdt os ordkløvende, 

kommaliderlige, 

don’t tell it, show it-dikterende 

journalistspirer. Med 

det fremmede universitetsfolk 

har vi fået et akademisk 

løft. Med gæsteforelæser 

Christian Breinholts ord til 

uniholdet: 

”I skal være de reflekterende, 

analyserende journalister.” 

Så må vi andre ’almindelige’ 

journalister jo se, hvad 

der er tilbage til os. 

jbgehlert@mail.djh.dk 

søgt.” forklarer hun. 

Pia Færing håber, at tiltaget 

betyder, at færre vil 

gate-crashe, fordi de allerede 

har skrevet ansøgninger 

til de medier, som de vil på, 

hvis de ikke får drømmepladsen. 

Pia Færing forventer, 

at den kommende panikdag 

vil forløbe i god ro og 

orden. 

”Jeg forventer en stor 

effektivitet, da praktik-stederne 

prioriterer panikdagen 

meget højt denne gang. Jeg 

har hørt, at flere steder sender 

større bemanding, end 

de plejer, for at nå at læse de 

mange ansøgninger.” slutter 

Pia Færing. 

lgyldenvang@mail.djh.dk

8 ILLUSTRERET BUNKER 

UDENFOR 

UDENFOR 

OKTOBER 2007 

LIVSSTILSJOURNALIST Foto: Dana Ulmann 

EHVERVSJOURNALIST Foto: Casper Christoffersen 

PAPARAZZI Foto: Anne-Christin Ackermann 

SPORTSFOTOGRAF Foto: Elin Hansson 

TEMA: 

JOURNALISTTYPER 

Journalister har ry for at 

være nogle sære typer. Her 

sparker vi UDENFOR temaet 

om journalisttyper 

igang med en billedeserie. 

Fotojournalisternes bud er 

blandt andet en erhvervsjournalist 

i et privat øjeblik 

og en paparazzi i aktion. 

I resten af UDENFOR kan 

du se mere til den brede 

vifte af journalisttyper, man 

finder i vores branche. Både 

de kendte og de mere sjældne 

af slagsen. Blandt andet 

en redaktør med et politisk 

budskab og en blind radiovært. 

MADANMELDER Foto: Uffe Poulsgaard Frandsen

ILLUSTRERET BUNKER UDENFOR 

OKTOBER 2007 

På plakaten i dag: Folketingets åbning 

Den første tirsdag i oktober udspiller der sig hvert år et nøje iscenesat skuespil. Politikerne 

og journalisterne kender deres roller, og de spiller spillet godt 

Tekst 

Esben Christensen 

Foto 

Valdemar Jørgensen 

Klokken er 11.45 i folketingssalen. 

Det sidste 

kvarter inden kl. 12 er folketingsårets 

første store 

forestilling. 

Det interne hierarki 

blandt politikerne er tydeligt. 

Nogle går ind i midten 

og fylder rummet, andre 

kryber langs panelerne. 

Journalister og fotografer 

kæmper om de spændstigste 

billeder og de saftigste 

kommentarer. 

”Ja, det er Bent Stuckert, 

var Naser med på den?” 

Det bliver nærmest råbt 

ind i mobiltelefonen, og a’et 

i Naser er fladt på Pia Kjærsgaard-måden. 

Ligesom politikerne 

har journalisterne 

et hierarki. Stuckert, der har 

været på Borgen siden 1965, 

er tydeligvis i toppen af det. 

Få minutter senere står 

Stuckert med kameramand 

og interviewer Naser Khader. 

Stuckert står roligt, 

tilbagelænet og laver interviewet. 

Rundt om går fotografer 

og tager billeder af 

optrinnet. 

Kædedans og small talk 

Der kommer Frank Jensen. 

Med smil fra øre til øre kædedanser 

han sig fra hånd til 

hånd. Lars Løkke og Frank 

Jensen stopper op og griner 

sammen. De klæder hinanden. 

Dagens hovedperson 

er naturligvis Anders Fogh 

Rasmussen. I nøje afmålte 

intervaller står han ved politiske 

støtter. En mand som 

Kristian Thulesen Dahl fra 

DF har virkelig tjent mange 

minutters statsministersmall-talk. 

Anders Fogh 

slutter af ved Helle Thorning. 

Alt er fryd og gammen. 

Der er godt med kameraer 

her i folketingssalen, og 

politikerne virker alle som 

den med mest oveskud. 

Udenfor salen sker der 

noget. Den royale familie 

kommer. Folketingsbetjentene 

ser på deres ure. 

Klokken er 12, og salen skal 

ryddes for alt andet end folketingspolitikere. 

Det går 

hurtigt. Det sidste minut er 

kaotisk, da alle lige skal have 

det sidste billede nede fra 

salen. Alle de journalister, 

der ikke skal sidde og høre 

statsministerens tale, kan 

holde pause. 

Kaare i maosutter 

I salen og på gangen udenfor 

folketingssalen venter journalisterne 

mellem kl.12 og 

13. De skal have reaktioner 

på talen, og det kan de først 

få, når den er færdig, og politikerne 

er til at få fat på. 

Ovre ved trappen står 

Kaare R. Skou og ligner verdens 

mest ensomme mand. 

Hans arbejdsområde er nøje 

afgrænset. Man går ikke 

bare sådan forbi der, hvor 

Kaare står. Udover det obligatoriske 

arbejdstøj, jakkesættet, 

har han på fødderne 

slidte sorte maosutter. Han 

har høretelefoner på ørene, 

og foran ham er en skærm. 

Han kigger ikke konstant på 

skærmen, men går rastløst 

frem og tilbage, så langt ledningen 

til hans ører tillader. 

Kaare spilder ikke tiden som 

de andre. Han har statsministerens 

ansigt på skærmen 

og sandsynligvis hans 

stemme i ørene. Han er ikke 

ensom, men koncentreret. 

Stemningen i venteværelset 

fortættes. Nu må de 

da snart komme ud. En fotograf 

kigger over på Kaares 

skærm, nej, Fogh taler 

endnu. Folketingsbetjentene 

kommer ud, og som 

opløbsstrækningen til et 

cykelløb laver de en tunnel 

af fotografer. På få øjeblikke 

løber de royale spidsrod 

igennem horden. Det tager 

kun et øjeblik, så er de igennem 

menneske- og blitztunnelen. 

Kaosdansen 

”Nu begynder ragnarokket!” 

udbryder en fotograf. 

Villy Søvndal var en af de politikkere der gav flest interviews på dagen 

Tv-kameraer, ledninger, 

fotografiapparater, 

diktafoner, ministre, folketingsbetjente, 

bodyguards, 

politikere og journalister 

fra dagblade, radio- og tvnyheder 

er nærmest enorganisme. 

Det minder om 

overfladen i et dambrug. 

Hver gang der er bare et 

lille område frit, bliver det 

fyldt ud. 

Oven over det hele bager 

kraftige projektører, der belyser 

hele forestillingen i et 

kridhvidt lys, så det hele kan 

tage sig godt ud på TV. De 

mange arbejdende kroppe 

og de stærke lamper hæver 

temperaturen og intensiteten. 

Rivegildet er begyndt. 

Det er et studie i interviewteknik. 

En ung fyr med 

skæg under underlæben interviewer 

Kristian Thulesen 

Dahl. Kameraet kører, så 

han snakker ikke med, men 

hele hans krop nikker til 

hvert enkelt ord fra Thulesen 

Dahl. Det ser hårdt ud. 

Bent Stuckert er en 

verdensmand med en helt 

anden tilgang til interviews. 

Med stoisk ro står han med 

en hånd i lommen, maven 

skudt frem og mikrofonen i 

strakt arm. Det er ikke første 

gang han er med i forestillingen 

som en af hovedpersonerne. 

De sidst valgte 

Som den gruppe i skolegården, 

der altid bliver valgt 

til sidst i fodbold, skuler de 

politikere, som ikke i første 

omgang bliver stoppet af 

journalisterne til dem, der 

bliver interviewet. Kommer 

der ikke snart en, som vil 

snakke med mig? 

Og det gør der. Selv de 

mindre interessante politikere 

bliver en efter en hentet 

hen til journalister, der 

vil have dem til at udtale sig 

om et eller andet. 

Efter godt 20 minutter 

er det ved at være slut, partilederne 

fra oppositionen er 

de sidste, der forlader scenariet. 

Journalisterne fortrækker 

til tastaturer og redigeringsmaskiner. 

Og så er dagens forestilling 

slut. Det gik, som det 

skulle. Alle, der ville ses eller 

høres, blev set eller hørt. 

Alle, der havde brug for 

noget at proppe i spalterne, 

eller indslag til nyhedsud- 

En rigtig politiker kan posere for et kamera 

Mens statsministeren holder tale i folketingssalen har andre pause på gangene 

sendelser, fik det. Dagens 

manuskript er spillet igennem. 

Om et år kommer det 

frem igen, som det har været 

mange gange før. Folketingets 

åbning er en forestilling 

med reprise hvert eneste år. 

Journalisterne skal alle have deres bid af politikerne 

9 


pvjoergensen@mail.djh.dk

10 ILLUSTRERET BUNKER UDENFOR 

OKTOBER 2007 

Klassisk journalistik 

Historierne skal hurtigt ud i æteren, når det 

er med Ritzau i byline 

Tekst 

Karina Kold 

Kom med ned ad Store 

Kongensgade ved Kongens 

Nytorv. Tag med i elevatoren 

op til Ritzaus Bureau. 

Dørene ruller til side, og 

et kæmpe projektoroplyst ur 

på en rød væg kommer til 

syne. På en aflang lystavle 

ruller de nyeste Ritzau telegramoverskrifter. 

Receptionsdamen byder 

velkommen og giver Illustreret 

Bunkers udsendte et 

gæstekort om halsen. Vi skal 

mødes med praktikant Anne 

Hermann for at høre, hvordan 

det er at arbejde som 

bureaujournalist. 

De første med nyheden 

”Jeg ved, at de på aviserne 

går meget op i, at deres 

netavis skal være hurtigere 

end Ritzau, men det er altså 

ikke særlig tit det lykkes,” 

siger Anne Hermann med 

et smil. 

Væsentlighed er det 

altdominerende kriterium, 

fortæller hun. Derudover 

gælder det om at være først 

med historien. 

Som praktikant på Ritzau 

får man lov til at lave nyheder 

i både lyd, billeder og 

tekst. Anne Hermann er 23 

år, fra SDU og i praktik på 

Tekst 

Mia Qvist Andersen og 

Per Andreasen 

På Danmarks Journalisthøjskole 

får vi gang på gang 

banket ind i hovedet, at rigtige 

journalister skal tilstræbe 

sig at være objektive. Det 

er en journalistisk dyd. 

Men spørger vi redaktøren 

på 180grader.dk, Ole 

Birk Olesen, findes der ikke 

objektivitet i journalistikken. 

Her bringes borgerlige nyheder 

skrevet af borgerlige 

journalister. Og nyhederne 

bliver skrevet til læsere med 

en borgerlig, liberal eller 

konservativ baggrund – det 

lægger redaktøren ikke skjul 

på. 

Vidste du, at du kan få hovedpinepiller i informationen? 

Politi- og Retsredaktionen. 

”Hver gang jeg skriver 

noget, går der i gennemsnit 

tre minutter, så ligger det på 

Berlingske, Politiken og Jyllands-Postens 

netavis,” siger 

Anne Hermann. 

Skriver i bidder 

Det summer let fra rygeboksen 

’Smoke Free System’, 

som suger journalisternes 

cigaretrøg op i emhætten. 

Ved siden af brummer multikaffemaskinen 

og sender 

en duft af nybrygget kaffe ud 

i det åbne kontorlandskab. 

Der er ikke altid tid til 

at nørkle med sproget eller 

finpudse sætninger. Nyhederne 

skal ud. Derfor skriver 

bureaujournalisterne i 

’takes’. En rubrik, underrubrik 

og indledning er som 

regel, hvad første ’take’ indeholder. 

Det bliver lagt 

på Internetudgaven af telegramrullen. 

Mens journalisten 

skriver videre på næste 

’take’, der uddyber historien 

yderligere. 

”Det er som at skrive en 

historie i legoklodser, hvor 

du bygger nedenunder hele 

tiden. En klassisk nyhedshistorie 

med det vigtigste 

først,” siger Anne Hermann. 

Når alle ’takes’ er lagt 

på Internettet, kan journalisten 

skrive en ny version, 

hvor der er kræset mere for 

Borgerlig journalistik med borgerlige journalister 

Journalisters fornemste opgave er at være objektive. Men på netavisen 180grader.dk er 

redaktionen sprunget ind i en subjektiv verden med borgelig præget journalistik 

Holdninger giver kritisk 

tilgang 

Ole Birk Olesen mener ikke, 

at man kan beskæftige sig 

med vigtige problemstillinger 

med en neutral kasket 

på. For at gå kritisk til sine 

kilder må man også basere 

sin tilgang til en problemstilling 

på en grundholdning. 

”Politikere og journalistiske 

kilder er simpelthen 

alt for forkælede. Der er så 

mange journalister, der går 

ukritiske til dem. Det eneste, 

journalisterne tør, er at 

få en anden kilde til at sige 

det modsatte. Det får man 

jo ikke noget ud af”, fortæller 

redaktør på 180grader. 

sproglige detaljer og fortælleteknik. 

Nostalgi og nytænkning 

På Ritzaus Bureau kan man 

høre knitren fra bladren i 

aviser, kuglepenne, der rammer 

bordplader og snak 

blandt kollegerne. En fyr 

med headset er i gang med 

et telefoninterview. 

På væggene hænger 

gamle avisudklip, kunstværker, 

postkort, tegninger, 

souvenirs, flere landkort og 

en masse ure. 

I midten af lokalet sidder 

cheferne med ansigterne 

mod hinanden og tre computerskærme 

på hvert skrivebord. 

En storskærm viser 

deadlines på Ritzaus næste 

nyheder. 

”Dak-dak, dak-dak,” 

lyder det henne fra redaktionslederens 

skrivemaskine. 

Han er i gang med at skrive 

noter ind på Politi og Retredaktionens 

høresager. Notepapiret 

bliver lagt i skuffesystem, 

så alle kan følge med 

i, hvilke retssager de skal 

holde øje med dag for dag. 

Systemet virker rigtig godt, 

synes Anne Hermann. 

Nogle ting herinde er 

meget levn fra gamle dage. 

Det er rigtig klassisk journalistik, 

der bliver drevet, med 

aktualitet og væsentlighed i 

højsædet, siger Anne Hermann. 

dk, Ole Birk Olesen. Han 

mener, at 180grader.dk har 

genopfundet en journalistisk 

tradition, hvor journalisterne 

udfordrer kilderne. 

”På 180grader.dk ringer vi 

til folk og stiller dem kritiske 

spørgsmål. Så skriver 

vi både vores spørgsmål og 

deres svar. Dermed kan folk 

se, at magthavere og beslutningstagere 

er lidt på skideren, 

når de udfordres af 

en vedholdende journalist,” 

fortæller Ole Birk Olesen. 

Ville gå sine egne veje 

180grader.dk blev startet af 

Ole Birk Olesen tidligere i 

år, fordi han ikke helt kunne 

lave de ting, han ville på sin 

HURTIGST | SDU-praktikant Anne Hermann er på Ritzau hvor det handler om at være først med historren. Foto: Niels Toftegaard 

Hver morgen ringer 

Politi- og Retsredaktionen 

rundt til efterforskningen og 

vagthavende på alle landets 

politikredse for at få dugfriske 

oplysninger. Andre 

gange ringer politiet selv til 

Ritzaus Bureau. 

Ude i marken 

Mange af skrivebordene på 

Ritzaus Bureau står tomme, 

fordi journalisterne er ude 

at reportere. De fleste skribenter 

har ikke faste pladser. 

I stedet har de hver 

deres skuffedarium med hjul 

under, som de internt kalder 

for ’rullemarie’. 

Når bureaujournalisterne 

er ude i marken, har 

de ofte en computer med 

eller en mobiltelefon med 

indbygget computer. Så kan 

de skrive nyheden med det 

tidligere arbejdsplads, Berlingske 

Tidende. 

”De historier, som avisen 

syntes, var de mest interessante, 

syntes jeg ikke, 

var specielt interessante. Så 

for at få mere indflydelse 

på, hvad jeg selv kunne beskæftige 

mig med, stiftede 

jeg min egen avis,” siger Ole 

Birk Olesen. 

Mens nogle måske ville 

se et problem i, at en gratis 

netavis skriver nyheder 

for borgerlige læsere, ser 

Ole Birk Olesen det som 

et problem, at Danmarks 

Radio i overvejende grad leverer 

nyheder for folk med 

en venstreorienteret holdning. 

Det har resulteret i, 

samme og sende den til korrektur. 

Er det ikke muligt at 

have en bærbar med, ringer 

journalisterne løbende hjem 

til redaktionen og fortæller, 

hvad der nu er sket, så oplysningerne 

hurtigt kan komme 

ud i nyhedstelegrammer. 

Byline hysteriet 

Ritzau leverer nyheder til 

mange forskellige medier, 

så noget af det svære ved at 

være bureaujournalist er, at 

man ikke har en fast målgruppe, 

og ikke kender sine 

læsere, synes Anne Hermann. 

”Abstraktionsniveauet 

må ikke være for højt, og 

historien må ikke blive for 

indforstået.” 

Anne Hermann arbejder 

syv en halv time om 

dagen. Når hun tager hjem, 

at 180grader.dk flere gange 

har ageret vagthund overfor 

DR. For eksempel i sagen 

om Jeppe Nybroes Irak-historie, 

men også i forhold til 

et spørgeskema, DR sendte 

ud i september, som flere 

borgerlige politikere nægtede 

at udfylde, fordi de så 

det som vildledende og venstreorienteret. 

Bider regeringen i halen 

Men 180grader.dk kan også 

bjæffe af regeringen, selvom 

de grundlæggende står for 

den samme politiske linje. 

Ole Birk Olesen mener faktisk, 

at netavisen går ligeså 

meget efter regeringen som 

andre medier, det er bare på 

overtager en kollega de historier, 

hun er i gang med. 

Sådan samarbejder bureaujournalisterne, 

fordi Ritzau 

som princip ikke bruger 

skribentnavne i byline. Har 

journalisten fordybet sig i en 

sag over en længere periode, 

får han eller hun dog ofte sit 

navn i byline. Faktisk er det 

noget, kunderne efterspørger. 

At bylinen ikke viser 

hendes navn er mindre problematisk, 

end Anne Hermann 

troede i starten. 

”Det er nok noget, man 

går op i, fordi man gerne vil 

anerkendes af sine kolleger 

eller andre i faget. Jeg tror 

ikke, der er ret mange læsere, 

der lægger mærke til, 

hvem der har skrevet hvad,” 

siger hun. 

karinakold@mail.djh.dk 

et andet grundlag. 

”Hver gang, vi er efter 

regeringen, er det ud fra et 

borgerligt syn. Hvor andre 

er efter regeringen for at 

være for borgerlig, så kritiserer 

vi altid regeringen for 

at være for lidt borgerlig,” 

fortæller Ole Birk Olesen. 

Og måske ser fremtiden 

ly sere ud for netop den borgerlige 

journalistik. Den seneste 

undersøgelse af, hvilke 

partier journaliststuderende 

på første semester på DJH 

ville stemme på, tyder på en 

mere ligelig politisk fordeling. 

andreasen@mail.djh.dk 

mqandersen@mail.djh.dk

design: husk lynet

12 ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2007 

HVIDE 

HANS LODBERG | Tidligere fisker. Født og opvokset på Holmsland. ”Vi er nok et særegent folkefærd herude. Vi ved godt, hvordan vi ønsker det, men det kan man ikke forlangte, at en inde fra landet skal vide. Det her er det åbne land. Det er lukket land, det derinde. 

Den dag det blev lavet til en storkommune, skal jeg love for, at jeg mistede lysten til at være med mere. Så blev det da formålsløst, syntes jeg. Helt ærligt, jeg tabte fuldstændigt gnisten.” 

Tekst og Foto 

Emil Ryge Christoffersen 

”Her er der liv og glæde 

Til vores by er jeg tro 

Her er det nære samfund 

Her er der godt at bo” 

Sådan lyder det i Hvide Sandes 

bysang. Hvide Sande 

var den altdominerende by i 

det, der engang hed Holmsland 

kommune. Kommunen 

var en af landets mindste 

kommuner med omkring 

5.500 beboere. Området 

ligger klemt inde på en smal 

tange af jord og sand mellem 

Vesterhavet og Ringkøbing 

Fjord. Det vestligste 

Jylland. 

Holmsland ligger her i sagens 

natur stadig, men kommunen 

er en saga blot. For 

da beboerne i kommunen 

vågnede op nytårsdag 2007 

var Holmsland kommune 

blevet sammenlagt med 

de fire andre kommuner, 

der omkranser Ringkøbing 

Fjord. 

Langt de fleste indbyggere i 

kommunen ville have fore- 

trukket at forblive selvstændige. 

Ikke mindst Ib Thomsen, 

der flyttede til i 1954. 

”Vi har måske en speciel 

form for humor. En hård 

form, men når det så gælder, 

så hjælper vi hinanden,” fortæller 

han. Alle kendte alle, 

inklusiv politikerne, og det 

frygter han nu kan gå tabt. 

emilrc@mail.djh.dk 

Tekst og billeder er uddrag fra 

Emil Ryge Christoffersens førsteårsopgave.


IB THOMSEN | Thailandsk generalkonsul. Har boet i området i 53 år. 

TOM HOLM | Tidligere fisker. Til og fraflyttet flere gange, nu boet i området i 15 år. 

IVER ENEVOLDSEN | Tidligere Borgmester. ”Da regeringen først havde sat processen i gang kom Holmsland kommune under pres med det samme. Det vidste vi jo godt.” 

13

14 ILLUSTRERET BUNKER UDENFOR OKTOBER 2007 

Lyden af journalistik 

Ove Gibskov er født blind, men det hæmmer ham ikke i arbejdet som radiojournalist 

på Danmarks Radio 

Tekst 

Benjamin Rasch Skou 

Øjnene glipper ved første 

syn af Ove Gibskov. Med 

hænderne forrest styrer han 

langsomt hen ad gangen fra 

sit kontor i DR Århus. Et 

øjeblik er det svært at fastholde 

indtrykket af en skarp, 

selvsikker journalist. 

Men hans stemme fortrænger 

fordommene. Den 

energiske, lidt hæse radiostemme 

fra P1-programmet 

Samfundstanker. Et interviewprogram, 

der har omkring 

100.000 lyttere, når 

det sendes i prime time lørdag 

klokken 8 om morgenen. 

Programmet har kørt 

siden 1999 og er ikke ramt 

af DR’s sparekniv. Danmarks 

eneste blinde journalist 

har succes. 

Netop fordi folk studser 

over en blind journalist, 

venter Ove Gibskov altid 

lidt med at fortælle kilderne 

om sit handicap. 

”Hvis jeg ringede op og 

med det samme fortalte, at 

jeg er blind, så er det hamrende 

ligemeget, hvad jeg i 

øvrigt ville sige. Folk ville 

kun tænke på, hvordan fanden 

jeg kan klare det her job. 

Derfor viser jeg først min 

faglige viden inden for det 

emne, jeg vil interviewe om. 

Senere kan jeg så i en parantes 

nævne, at jeg er blind og 

give kilden mulighed for at 

spørge ind til det,” fortæller 

Ove Gibskov. 

Lige vilkår 

Den indledende kildekontakt 

er en af de få situationer, 

hvor Ove Gibskov skal 

gøre noget anderledes end 

sine seende kolleger. For ellers 

er arbejdsvilkårene ge- 

Journalistuddannelsen på Odense Universitet 

uddeler sin egen pris, Jern Henrik-prisen. 

SDU er også med i Cravlingkonkurrencen 

JOURNALITTYPER | Den blinde journalist Ove Gibskov sender radio i primetime Foto: Anne Ackermann 

nerelt ens. 

Han redigerer og klipper 

sine indslag manuelt. Med 

et shufflehjul 

i stedet 

for musen 

“ 

og nogle 

andre genvejstaster 

end Apples. 

Artikler og mails kan han 

få læst op med syntetisk tale 

fra computeren. Eller han 

kan konvertere teksten og 

Det er sgu godt, du ikke 

kan se noget, 

sådan som her roder! 

læse den fra sin Braille-lit; en 

bærbar computer til blindeskrift, 

som også holder ham 

beskæftiget 

med 

“ 

-Kvinde, som Ove Gibskov interviewede 

arbejde på 

togrejserne 

til og fra interviews. 

Når han er 

ude hos kil- 

der, bruger Ove Gibskov tid 

på hyggesnak før og efter 

interviewet. Blandt andet 

for at kilden kan vænne sig 

til ikke at have øjenkontakt. 

Men det er ikke træls 

spildtid. Det er almindelig 

briefing og debriefing og en 

måde at spore sig ind på kilden. 

For selv om Ove Gibskov 

ikke kan vurdere folk på 

deres ydre, kan han sagtens 

få et indtryk af dem. 

”For nylig var jeg ude at 

interviewe en kvinde, som 

sagde ’Det er sgu godt, du 

ikke kan se noget, sådan 

som her roder’. De ting, 

folk siger, og den stemmeføring, 

de bruger, siger noget 

om deres attitude. Om en 

stemme er anspændt eller 

afslappet. Men det er noget, 

alle journalister er bevidste 

om,” siger Ove Gibskov. 

Æter-ører 

Da Ove Gibskov skulle i 

praktik var valget bestemt 

af den teknologiske udvikling. 

Radioen var eneste 

mulighed dengang i midten 

af halvfjerdserne. I dag ville 

den 61-årige journalist godt 

kunne arbejde på et dagblad, 

men han har ingen planer 

om at skifte. 

”Radiomediet er det, 

jeg kan. Og jeg holder så 

meget af at lave radio, at jeg 

nok også ville vælge det som 

nyuddannet i dag.” 

Radiojournalister skal 

være bevidste om lyd, og 

Ove Gibskov er meget følsom 

over for støjkilder. Når 

han kommer ind i en bygning, 

vil han for eksempel 

med det samme registrere 

lyden af aircondition. Eller 

andre lyde, der forringer en 

optagelse. 

”Men alle, der laver 

radio, skal være ekstremt 

opmærksomme på lyd. Det 

er mine kolleger også. Ellers 

bliver de det af at begå 

fejl.” 

Efter en halv times interview 

lyder klangen af 

Ove Gibskov helt klart. Han 

er en selvsikker og erfaren 

journalist. 

Og dét med selvtilliden 

vedkender han sig gerne, 

men mener igen, at det er 

noget helt generelt for journalister. 

”Langt de fleste af os, der 

går ind i branchen, kan lide 

at høre os selv. Men jeg er 

også blevet journalist, fordi 

jeg er den, jeg er. Fordi jeg 

er så hamrende nysgerrig, 

og fordi faget er det sjoveste 

i verden. Hvis jeg får et 

liv mere, og det tror jeg sgu 

ikke på, så vil jeg være journalist.” 

brskou@mail.djh.dk

ILLUSTRERET BUNKER UDENFOR OKTOBER 2007 

Ham den pæne unge mand fra Nyhederne 

For nyhedsværter er det et vilkår at blive genkendt som ham fra tv. Johannes Langkilde 

fra TV2 er vant til altid at være lidt på arbejde 

Tekst 

Maria Denise 


Man kan sige, at Johannes 

Langkilde arbejder i Netto. 

Og på Nyhederne. Mest 

på Nyhederne selvfølgelig, 

men han er også altid lidt på 

arbejde, selvom han har fri 

og køber ind. Det er fordi, 

folk genkender ham og taler 

til ham. De siger altid pæne 

ting som “Hvor er du go’!” 

eller “Pænt slips du havde 

på i går”, men selvom det 

er behagelige henvendelser, 

har Johannes Langkilde 

altid i baghovedet, at han repræsenterer 

sit arbejde. Det 

følger med jobbet, når man 

er journalist og vært på de 

landsdækkende nyheder. 

Hverdagskost og erhvervspraktikanter 

Det er mørkt i studiet. Han 

sidder klar i stolen, og landkortet 

lyser op bag ham. 

Han tænker: “Nu skal vi gi’ 

dem. Nu skal de fandme ha‘, 

derude.” 

Om lidt er der hul igennem 

til hele Danmark. På en 

god aften er der en million 

seere. Det tænker Johannes 

Langkilde ikke på lige nu. 

I øresneglen bliver der talt 

ned. Da kameraet stiller ind 

på Johannes Langkilde få 

øjeblikke før sendetid, høres 

en vittig producerstemme: 

“Næh, er det ikke 

ham, der så gerne vil være 

kendt?” 

Johannes Langkilde stikker 

tungen ud og laver en 

trodsig pruttelyd, ligesom 

et barn. Ellers tak, han skal 

ikke være mere kendt, end 

han allerede er. Så ruller nyhedsjinglen. 

Danmark kigger 

med. 

Mens en kollega præsenterer 

Sporten, figurerer Johannes 

Langkilde stadig på 

producernes skærm. Det ser 

ud, som om han er faldet ud 

af billedet, men han er ved 

at ordne sine papirer. Man 

kan være nervøs for, om han 

når at blive klar, men da kameraet 

lidt efter peger på 

Johannes Langkilde, er han 

med ét veloplagt og på. Han 

runder af, siger farvel, og 

straks da udsendelsen slutter, 

rejser han sig fra værtsstolen 

og går direkte hen til 

KENDT ANSIGT | Johannes Langkilde vil kun være ‘ham fra Nyhederne’ Foto: Maria Denise Christoffersen 

sin computer for at fortsætte 

forberedelserne til de 

sene nyheder. Ikke så meget 

som et minut bruger han på 

at falde ned efter netop at 

have været på direkte tv, han 

spørger ikke nogen, hvordan 

de synes, det gik. Det her er 

hverdagskost for Johannes 

Langkilde - ikke noget at 

hidse sig op over. 

“ 

Der er nogle, der er bedre 

til at glemme fejl end 

andre, og jeg er ekstremt 

dårlig til det 

-Johannes Langkilde 

Han har været vært på 

Nyhederne i halvandet år, 

og det gør ham faktisk mere 

nervøs, at fem erhvervspraktikanter 

sidder i studiet og 

kigger på, end tanken om, at 

hundredetusinder af mennesker 

lige har set og hørt ham 

ude i landet. 

“Jeg tager det meget alvorligt, 

det med at jeg er ude 

i folks stuer, men på en måde 

går der også en smule dagligdag 

i det, men når der sidder 

fem unge mennesker og 

“ 

Pia Kjærsgaard vandt årets Ting-pris, som 

gives af netavisen Altinget til en dygtig politisk 

kommentator 

kigger, kan jeg jo følge deres 

øjne på mig. Det er noget 

psykologisk,” siger han. 

Ordene skal ned i maven 

Arbejdsuniformen, den 

sorte jakke, lægger han på 

en kommode. Men det er 

også det eneste, han lægger 

fra sig. Han er den samme 

som på skærmen. Stemmen 

er rolig, blød og lidt dyb. 

Der er noget tillidsvæk- 

kende over de meget 

brune øjne. Noget troværdigt. 

Han har ikke 

noget påtagethed, som 

han skal slukke for, efter 

at kameraet går ud. 

Johannes Langkilde 

mangler fuldstændig den 

glathed og insisterende “lyt 

så til mig!”-attitude, som der 

ellers er rigeligt af i tv-branchen. 

Der er ingen grund til 

at insistere, man lytter helt 

automatisk, og det er fordi, 

han tager historierne på 

sig. Der er mange, som har 

spurgt, hvordan han lægger 

ansigtet i de rette folder, 

når han er på tv. Men han 

ser egentlig altid ud som sig 

selv. Han plejer at tænke, 

at ordene skal ned i maven, 

før de kommer ud gennem 

munden; det er et spørgsmål 

om at gøre historierne til 

sine egne. Og han vil have, 

at det bliver den bedste 

nyhedsudsendelse, han 

overhovedet kan levere. 

Fandme ikke godt nok 

Johannes Langkilde ser 

altid sine udsendelser 

igennem for at sikre netop 

dette. Han betegner sig 

selv som “helt vildt selvkritisk, 

til den selvdestruktive 

side.” Han kan gå og ærgre 

sig over en fejl i fjorten dage, 

vel at mærke fejl, som ingen 

andre nødvendigvis bemærker. 

Han kan irriteres over 

den måde, han selv holder 

“ 

“ 

Jeg har besluttet at være 

ham fra Nyhederne, og 

ikke ham fra Vild med 

Dans. 

-Johannes Langkilde 

papirerne på, eller hvis hans 

hoved er lidt for meget på 

skrå, mens han taler. 

“Jeg hader det. Der er 

nogle, der er bedre til at 

glemme fejl end andre, og 

jeg er ekstremt dårlig til 

det. Det er fordi, jeg gerne 

vil lave det ordentligt. Selvfølgelig 

er der en petitessegrænse, 

men selv ret små fejl 

kan jeg godt gå og martre 

mig med i alt for lang tid.” 

En ting er, hvis strømmen 

ryger eller maskinen 

går ned, men de gange, det 

er hans egen skyld, sidder 

han tilbage og tænker ”Det 

er fandme ikke godt nok”. 

Og det sker måske en gang 

hvert halve år, at Johannes 

Langkilde bliver overvældet 

af selvkritikken og tænker 

“Arh, det går sgu ikke det 

her, jeg er ikke god nok. Jeg 

må finde noget andet.” 

Hvis et direkte interview 

for eksempel er gået dårligt. 

Kilden nægter måske 

at svare og til sidst hænger 

man der “og kommer til at 

ligne en klovn.” 

“Bagefter går man selv 

og ærgrer sig. Når andre så 

også kommer og siger: ’Nå, 

det var noget værre noget i 

går!’, så tænker man: “Kunne 

jeg ikke have gjort det lidt 

bedre? Skulle jeg have været 

pølsemand i stedet for?” 

Men helt ærligt, så er Johannes 

Langkilde faktisk ret 

tilfreds med sit høje ambitionsniveau. 

“Selvom det også kan 

være hårdt, så tror jeg på en 

Uhh, jamen det er jo den 

søde Johannes 

Langkilde! 

-Søgeresultat på Google 

“ 

måde, det er okay at være 

sådan en selvpiner, for så er 

man i hvert fald også oppe 

på dupperne næste gang. 

Og nej, det tager ikke det 

sjove ud af arbejdet, ikke det 

mindste - det er et fedt arbejde.” 

“ 

Ikke ham fra Vild 

med Dans 

Effekten af det hårde 

arbejde viser sig på 

temmelig kontant vis. 

Prøv bare at google 

Johannes Langkilde, 

så kommer der en 

masse hjemmesider frem, 

hvor brugerne skriver ting 

som “Er der en bedre måde 

at afslutte aftenen på end at 

15 

se nyhederne med Johannes?” 

og ”Uhhh, jamen det 

er jo den søde Johannes 

Langkilde!” 

Det var aldrig sket for en 

skrivende journalist. Kendthed 

er en del af arbejdsbeskrivelsen 

som vært på de 

landsdækkende nyheder, 

men der er en efterhånden 

temmelig udflydende grænse 

mellem journalister og underholdningspersoner, 

som 

Johannes Langkilde ikke har 

planer om at krydse. Folkene 

bag ”Vild med dans” har ellers 

ringet for at få ham med 

ud på gulvet i fredag aftens 

bedste sendetid, men det 

kommer ikke til at ske. 

“Du ser mig ikke i Vild 

Med Dans. Men jeg forstår 

godt at mine kollegaer gør 

det, for jeg tror, det er hyleskægt 

at være med i. Men jeg 

har besluttet, at jeg vil være 

ham fra Nyhederne. Ikke 

ham fra Vild Med Dans, 

som også laver nyheder,” 

siger han. 

Men selvom man er Johannes 

Langkilde, nyhedsvært, 

skal man alligevel aldrig 

sige aldrig. 

“På et tidspunkt gør 

man jo også nogle ting, bare 

fordi det er sjovt. Og hvis 

der kommer et vildt morsomt 

program, for eksempel 

sådan noget som Zulu 

Djævleræs, så vil jeg måske 

alligevel sige ja.“ 

Han fortaber sig lidt 

i tanken om at være med 

i Zulu Djævleræs, for det 

kunne egentlig alligevel 

være ret skægt. Men så vender 

han tilbage til pointen: 

“Men det er jo overhovedet 

ikke derfor, jeg har 

det her job. Det er, fordi jeg 

elsker at være journalist, og 

privat har jeg ikke lyst til at 

være supermeget i søgelyset. 

Selvfølgelig kan jeg godt lide 

det som vært, ellers var jeg 

det ikke. Og så længe folk er 

søde og rare, så er der jo ikke 

noget skidt i det. Folk vil jo 

bare snakke om udsendelsen 

eller sige “Du er en pæn ung 

mand.” 

mariadc@mail.djh.dk


OKTOBER 2007 

Tour de Fredagsbar 

Dine skarpe reportere Anders Krog og Rie Ljungmann har danset sig igennem to berygtede fredagsbarer 

Sygeplejeskolen 

Tekst 

Rie Ljungmann 

Jeg troede ikke, at jeg ville 

komme til at tale med ret 

mange. Der skulle jeg tro 

om igen! For sygeplejeskoles 

fredagsbar er en fest, som 

er fyldt med villige mænd og 

god stemning. Skuffelsen i 

Anders’ øjne er da også tydelig, 

da vi gør vores entré. 

De lange borde, han havde 

troet, var fyldt med små 

omsorgsfulde pigebørn iført 

lårkorte hvide kitler, er byttet 

ud med svedende landmand- 

og maskinmesterstuderende. 

Et liveband med to virkelig 

sceneliderlige fyre er 

godt i gang, og der er rigtig 

god stemning. De spiller 

røvballe-musik, som passer 

perfekt til en pigefest. 

Jeg går i baren og giver 

pigen to 10’ere for at få en 

øl igen. Hun griner lidt af 

mig og siger, at hun altså 

kun skal have en. Tilsyneladende 

er både øl og drinks 

virkelig billige. Hvis vi var 

kommet tidligere, kunne 

vi have raflet os til gratis 

drinks. Det har pigen ved 

siden af mig gjort, snøvler 

hun, smiler over hele femøren 

og piller ved sugerøret 

i sin ”hot nurses”-drink. 

Med hensyn til det 

mandlige klientel hviler der 

en vis desperation over dem. 

De fleste af dem, jeg møder, 

er fra Landbrugsskolen Risskov. 

De kommer her, fordi 

der er masser søde piger, 

BERØMTE FREDAGSBARER | Stemningen er høj i medicinerbaren, hvor Anders brillerer med hammer og søm Foto: Paul Galipeau og Mikkel Møller Jørgensen 

”som ikke er så alternative 

og flippede”, fortæller min 

første nye samtalepartner 

mig. Han er en del af en 

gruppe, der alle er i jeans og 

stram t-shirt med print, der 

afslører, at de ikke er bange 

for at spænde vognen for 

traktoren. Søde bonderøve, 

tænker jeg. 

På barens anden langside 

ser Anders ud til at 

være kommet sig over den 

værste skuffelse, der er stadig 

mange søde piger. Det 

ene shot bliver efterfulgt af 

det næste, og der danner sig 

efterhånden et saligt smil på 

hans læber. 

”Kom med udenfor, så 

skal jeg vise dig festen,” 

råber en anden fyr, der har 

præsenteret sig som Wegger. 

Han griber min hånd, 

og jeg er ærligt talt lidt 

utryg ved situationen. Det 

viser sig, at en del af gruppen 

fra Landbrugsskolen 

bare er rykket udenfor for 

at ryge en smøg og gerne vil 

TA’ BUSSEN - LINIE 888 

ÅRHUS 

ROSKILDE 

KØBENHAVN 

have os med til det. De slutter 

af med at invitere os til 

fest på deres skole engang i 

november med mad og hele 

molevitten. En af de søde 

bonderøve konkluderer, 

hvorfor Sygeplejeskolen er 

et fedt sted: ”Pigerne her er 

ligesom svenskere – blonde 

og lette.” 

Alt i alt er Sygeplejeskolen 

et hyggeligt sted. Der er god 

stemning, masser af søde 

fyre og ifølge Anders helt 

sikkert også piger dog i et 

mindre antal end forventet. 

Barpriserne er absolut overkommelige, 

og toiletterne 

er fine og rene. Jeg kommer 

helt sikkert igen. Og 

at dømme efter min mandlige 

kollega, vil han sikkert 

gerne med. Jeg må nemlig 

efterlade ham i baren, hvor 

han netop er ved at forklare 

et helt kuld sygeplejersker 

in spe, hvilken spændende 

journalist-type han er. 

rljungmann@mail.djh.dk 

Online booking: 

Medicinerbaren 

Tekst 

Anders Krog 

”Grøn, gul eller rød?”, 

spørger fyren i døren. Han 

er iklædt overalls og stråhat. 

Dagens tema er farmerdating. 

Han har allerede lange 

øjne efter Rie og hendes 

valg af farve. Farven fortæller 

nemlig, om man er klar, 

optaget, eller meget optaget. 

Vi vælger alle en grøn, 

da dette bør optimere vores 

chancer for at falde i snak 

med folk. 

Vi kommer indenfor, og jeg 

styrer direkte mod baren 

for at få det ”sæt”, jeg har 

længtes efter, siden jeg forlod 

Bunkeren. Ikke kun den 

tørre mund bliver fugtet, 

mine øjne bliver også helt 

våde: Bag baren danser fire 

KUN 130 KR. 

For studerende og seniorer 

fra mandag til torsdag 

Rejsetid ca. 3 timer. 

Afgang fra Århus 

rutebilstation. 

Telefon 70 210 888 

www.linie888.dk 

piger rundt med nedknappede 

ternede skjorter, store 

smil og rottehaler. Malkepiger, 

som man kender dem 

fra oktoberfest eller underlødige 

tyske naturfilm. 

Selvom baren lige er åbnet, 

er salen næsten fyldt med 

piger og drenge, der lever 

op til temaet. Jeg føler, at 

jeg er til høstfest på Næsbygaard, 

men uden en Ib Mossin 

til at løbe med damernes 

opmærksomhed. 

“ 

Hej kys kys. Ska 

vi ik se, om min 

caput humeri 

passer i din acetabulum? 

-the farmer 

“ 

Jeg ser Rie med et grin i 

hele hovedet. Hun har fundet 

”Det digitale hø”. Konceptet 

er simpelt: man skriver 

sit navn og nummer på 

en seddel og smider den ind 

i ”høstakken”. Samtidig har 

man mulighed for at snuppe 

en seddel selv. 

Det skal prøves. ”Mød mig i 

baren, baby?” skriver Rie og 

sender en sms til en person 

med navnet ”The Farmer”. 

Nu er det bare at vente. 

Cut ’N’ Move brager ud 

af to kæmpestore højtalere, 

og selvom der endnu ikke er 

nogen, der danser endnu, er 

stemningen ved at være høj. 

Nu er det min tur til at føre 

mig frem. Der er selvfølgelig 

mulighed for at slå søm 

i, og jeg finder hurtigt fire 

søde bondepiger, der vil lege 

med. De har alle sammen 

grønne bånd i fletningerne 

og er tydeligvis imponerede 

over min træfsikkerhed. 

”Jah, journalistik er et 

håndværk”, får jeg sagt, 

inden jeg banker sømmet 

det sidste stykke ned i stammen, 

som en klar vinder. 

Jeg får dog en mistanke om 

aftalt spil, da jeg bagefter 

finder ud af, at vinderen skal 

give øl til de andre. 

Medicinerne er utroligt 

imødekommende, pæne 

og festlige. Samtidig er der 

overtal af piger, og langt de 

fleste har grønne bånd på. 

Rie fortæller, at fyrene bestemt 

ikke er dårlige, og kun 

det manglende svar fra ”The 

Farmer” skuffer hende lidt. 

Vi har meget svært ved at 

forlade stedet, men bliver 

nødt til at vinke farvel til de 

flinke piger med hø i træskoene 

og fyrene med farmermusklerne. 

Da vi når ud, modtager Rie 

beskeden, der sætter hjul på 

trillebøren, eller hvordan 

det nu er: 

”Hej kys kys. Ska vi ik se, 

om min caput humeri passer 

i din acetabulum”. Festen er 

reddet, og medicinerbaren 

scorer toppoint. 

aksorensen@mail.djh.dk


PANIK 

Niels 

Toftegaard og 

Maria Denise 


Fobier, præstationsangst, brændpunktsjournalistik, 

sms-svipsere, bommerter på direkte 

tv og skandaler på jobbet. 

Ordet PANIK fremkalder tænderskærende 

og angstsvedende associationer hos skribenterne 

på denne udgaves fokus 

Annullér, annullér! 

Tekst og foto 

Marie Rønde og 

Laura Bøge Mortensen 

Sisse Stroyer, 3. semester 

”Jeg var rigtig sur på min 

gamle kæreste og var ved at 

skrive en sms til min veninde 

om, hvor dum, irriterende, 

latterlig, håbløs og talentløst 

han var. Samtidig sad 

jeg og snakkede med min 

søster om det samme, og så 

kom jeg til at sende sms’en 

til ham. Så gik jeg i panik! 

Det må være indbegrebet 

af panik! Men så tænkte jeg 

også, at så kan han bare lære 

det. Så jeg lod som om, jeg 

ikke vidste, jeg havde sendt 

den til ham.” 

Mikkel Ais, 7. semester 

17 

Hele kroppen stivner, og øjnene er fast fokuseret på din mobilskærm. 

”Fuck! Den sms skulle ikke have været sendt til ham!” Det har flere 

DJH-studerende prøvet 

”Jeg havde knaldet med en 

pige, men fik så en kæreste 

umiddelbart derefter. I en 

sms til kæresten skrev jeg: 

”Må jeg bide dig i numsen?” 

Men så røg den til hende, 

jeg havde knaldet med i ste- 

det for. Så begyndte hun at 

skrive tilbage, og ville ha’ 

sex igen. Det var ret pinligt. 

’Fuck,’ tænkte jeg. Jeg trykkede 

bare annullér, annullér, 

annullér!” 

Julie Mabeck, 3. semester 

”Jeg boede i Sverige og 

havde ikke set min kæreste i 

lang tid. Så jeg skrev en sød, 

lidt lummer godnat-sms til 

ham. Så kom der ret hurtigt 

svar tilbage: ’Hej Julie. Du 

kom til at sende den søde 

Foto: Tobias Selnæs Markussen 

besked forkert. Knus Mor.’ 

Der ville jeg godt klippe de 

sidste ti minutter af mit liv 

ud.” 

Der er panikdag d. 31/10. Det betyder, at er det tid til semestrets største og sjoveste 

udgivelse: Panikavisen 

Vi inviterer alle friske djh studerende til ideudvikling på Panikavisen 

torsdag d. 11/10 kl. i Lille Audi 

15:00 

Sidste semester blev panikavisen på 36 sider , der udkom med minutters mellemrum 

PANIK 

Venlig Hilsen Milla Mølgaard Jensen, tlf: 26719590, Niels Toftegaard, tlf: 26330462, Alice Petersen, tlf: 20460340 

08:02 

07:05 

10:11


OKTOBER 2007 

Tv-mand i skudlinien: bogstaveligt talt 

Han laver journalistik fra verdens brændpunkter - ofte iført hjelm og skudsikker vest. Bunkeren har mødt tv-journalisten 

Steffen Jensen, der risikerer livet for den gode historie 

Tekst 

Susie Espersen 

Året er 1995. Steffen Jensen 

og hans kameramand er på 

arbejde for at dække et sammenstød 

mellem israelske 

soldater og palæstinensiske 

oprørere. Med ét går det 

galt. De to befinder sig midt 

i en krydsild, og må bogstavelig 

talt bide i sandet for 

ikke at blive skudt. Steffen 

Jensen kan høre kuglerne 

hvisle om ørene på ham, alt 

imens kameraet ruller ved 

hans side. 

Dette er bare én af de 

mange livsfarlige situationer, 

som TV 2's korrespondent i 

Mellemøsten, Steffen Jensen 

og hans medarbejdere, 

har været udsat for. 

Den garvede ørkenrotte 

Steffen Jensen bor i Jerusalem 

med sin kone og parrets 

to børn, og har skrevet 

om Mellemøsten og lavet 

TV derfra siden 1970erne. 

Allerede inden han blev 

optaget på Danmarks Journalisthøjskole 

i 1981 havde 

han skrevet flere artikler fra 

kriseområdet. 

”Jeg var sådan set allerde 

Er jeg på nu? 

Hvad enten man er ny på DJH, eller har vundet prisen som 

bedste tv-vært fire år i træk, kan der være ægte panik, når 

det gælder 

Tekst 

Jane Stoffregen 

Trin for trin bevæger vi os 

mod målet. Mod at blive 

journalister. Men for hvert 

skridt er der grænser, der 

skal rykkes, og frygt, der 

skal overvindes. Fra det første 

bævende telefonopkald 

til en kilde, til første gang 

man er på ”live”. 

Men når vi nogensinde 

op i et luftlag, hvor vi som 

journalister intet frygter og 

ingen grænser har tilbage at 

overskride? 

udenlandskorrespondent, 

og så tænkte jeg, at jeg også 

hellere måtte blive journalist,” 

siger Steffen Jensen 

med et smil på læben. 

Avisen møder tv-journalisten 

en solrig eftermiddag 

på en café i København. 

Der er en verden til forskel 

på denne smilende mand, 

afslappet klædt i en mørkerød 

sweater, og journalisten, 

som Danmark oplever på 

TV-skærmene, når han rapporterer 

fra usikre områder. 

“ 

På Den Grafiske Højskole spiser de studerende 

frokost forskudt af hinanden 

Jeg har ofte lyst til at tage 

de børn med mig hjem, men 

man kan jo ikke adoptere 

halvdelen af verden. 

-Steffen Jensen 

Det eneste, der måske 

afslører hans daglige arbejde, 

er hans lidt slidte, sorte 

rygsæk, som synes at bære 

spor af ørkensand og støv. 

Børnene er det værste 

Steffen Jensen fortæller om 

sine oplevelser i Mellemøsten, 

som kan virke uoverskuelige 

og uvirkelige for 

den almindelige dansker. 

Når kilden tager telefonen 

Marie Tangaa Jensen, studerende 

på 2. semester, sad 

på biblioteket med en række 

telefonopkald, der skulle 

klares og meget lidt tid at 

klare dem på. Hun havde 

forsøgt at få makkeren til at 

tage opgaven, men den gik 

ikke. 

”Hej, mit navn er 

Marie...” foran hende havde 

hun et stykke papir, der ordret 

førte hende igennem indledningen, 

men det her var 

et researchinterview, og hun 

havde ikke kunnet forberede 

sig på, hvad personen i den 

anden ende ville svare. 

”De tror jo, at jeg er 

dum, og at jeg overhovedet 

”Den ting, der er værst, 

er at se børn, som lider eller 

er i dyb sorg. Det er der 

intet, der kan sammenlignes 

med,” siger han. 

”Jeg har ofte lyst til at 

tage de børn med mig hjem, 

men man kan jo ikke adoptere 

halvdelen af verden.” 

dansker under Muhamedkrisen 

Den 30. september 2005 

bragte Morgenavisen Jyllandsposten 

12 karikaturtegninger 

af profeten 

Muhammed. Danmark 

blev i den føl- 

gende tid lagt for had 

i store dele af Mellemøsten 

og i resten 

af den muslimske 

verden. 

Steffen Jensen 

opholdt sig i hele det 

dramatiske forløb i 

hælene på demonstrationer 

og brændende 

ambassader. På trods af, at 

han aldrig skjulte sin nationalitet 

under Muhammedkrisen, 

kan han fortælle, at 

han kun oplevede venlighed 

fra arabernes side. 

”Min egen personlige 

oplevelse er, at hvis man behandler 

folk med respekt, 

“ 

- Anne-Marie Dohm 

ikke kan finde ud af at interviewe,” 

fortæller Marie 

Tangaa Jensen om de tanker, 

hun sad med, inden hun 

trykkede nummeret ind på 

mobilen. 

Men det var ikke så slemt. 

For hvert opkald vandt hun 

selvtillid, papiret blev lagt 

væk og støjen på biblioteket 

blev ignoreret. 

Når ens stemme runger 

igennem højtaleren 

”Hvordan ser det ud lige 

nu?” Spørgsmålet var til 

Christian Frederiksen. 

Kashmir havde lige spillet 

de sidste toner på scenen, og 

JOURNALISTTYPER | TV-journalist Steffen Jensen har set mere end de fleste. Foto: Jakob Laurits Jørgensen 

interesse og venlighed, så 

bliver man også selv behandlet 

godt,” siger han. 

Mellemøstens mystik 

Steffen Jensen har den opfattelse, 

at når mange danskere 

reagerede så stærkt 

på begivenhederne omkring 

Muhammedkrisen, hænger 

det til dels sammen med, 

at Danmark ikke er vant til 

Christian Frederiksen skulle 

for første gang igennem live 

på radioen. 

”Man bliver sgu rimelig 

nervøs, når man lige skal 

sige det første. Man kan 

høre værterne snakke i ørerne 

og høre dem sige, at de 

stiller om til Christian, der 

står ude i marken. Der kørte 

bare tusinde tanker rundt i 

hovedet.” 

Christian Frederiksen fik 

fremstammet et eller andet, 

præcis hvad husker han ikke. 

Men det første skridt var 

overstået. 

”Jeg var helt vildt forvirret, 

fordi jeg ikke kunne 

huske, hvad jeg havde sagt. 

Men det var også rigtig fedt, 

at blive angrebet, men også 

fordi den tit meget voldsomme, 

mellemøstlige demonstrationsform 

har chokeret. 

Der er ifølge Steffen Jensen 

flere aspekter, der spiller 

ind ved demonstrationer 

rettet mod Vesten. Mange 

af landene i Mellemøsten er 

diktaturer, og der er derfor 

i det daglige ikke mulighed 

for at lufte vreden mod re- 

jeg fik et kick ud af det.” 

I løbet af aftenen fik han 

taget flere skridt. Han blev 

stillet igennem igen og igen 

og var igennem flere interviews. 

”Det var virkelig, virkelig 

fedt. Jeg fik sådan en 

følelse af, at jeg godt kunne 

finde ud af det her,” fortæller 

Christian Frederiksen. 

“ 

Jeg var helt vildt 

forvirret, fordi jeg 

ikke kunne huske, 

hvad 

sagt. 

jeg havde 

-Christian Frederiksen 

“ 

Når det at være på skærmen 

er hverdag 

Det er år og dag siden, at 

Cecilie Frøkjær er vågnet før 

vækkeuret og ligget i sengen 

med præstationsangst. En 

årrække er passeret, siden 

hun sidst følte sig nødsaget 

til at pudre håndfladerne, 

inden hun skulle hilse på 

den, hun var bange for at 

interviewe. Og Poul Nyrup 

gimernes inkompetence 

og korruption. Når der så 

endelig gives mulighed for 

legitime protester, som for 

eksempel mod Vesten, så 

bliver demonstrationerne tit 

meget voldsomme. Det var 

netop det, der skete under 

Muhammedkrisen. 

Samtidig fortæller han, 

at Danmark kan have fået 

et noget forvrænget billede 

af Mellemøsten, da krudt og 

var statsminister sidste gang, 

hun kan huske, at knæene 

klaprede under hende. 

Kan vi ånde lettet op - 

er der i virkeligheden intet 

at frygte, når man når det 

øverste trin? 

Nej! 

’Jeg lærer det aldrig’. ’Jeg er 

også hujende talentløs’. Tankerne 

er Cecilie Frøkjærs, 

og de kan stadig komme 

over hende, men de får ikke 

lov til at gøre deres indtog 

så ofte som tidligere. 

Cecilie Frøkjær har siden 

1996 bladret igennem morgenaviserne 

på Go’ Morgen 

Danmark og behændigt ført 

danskerne igennem interview 

efter interview. Men 

selvom hun føler sig på sikker 

grund, når hun kører 

live over skærmen, er der 

stadig situationer, der kan 

give hende ekstra hjertebanken. 

”Jeg oplever det specielt 

ved de historier, hvor der 

er konflikter, og hvor folk 

er smadderuenige, fordi jeg 

ved, at det er dem, der stiller 

de største krav til mig som 

spilfordeler,” siger Cecilie


kugler generelt bliver prioriteret 

højere end kultur og 

kulør i de danske medier. 

”Når der ikke er kriser, 

er interessen for at fortælle 

om regionen meget 

begrænset, og det er ellers 

her, man skal fortælle andre 

sider fra området. Ellers får 

danskerne bare det indtryk, 

at Mellemøsten konstant er 

i brand - hvilket den jo ikke 

er,” fortæller Steffen Jensen 

TV-journalister i farezonen 

Da et af de bærende elementer 

i tv-journalistikken 

er de gode billeder, er det 

også de hold, der arbejder 

med tv-mediet, der er mest 

i farezonen, når det gælder 

journalistik i utrygge områder. 

”Fordi de skrivende journalister 

netop skal have det 

eftertænksomme og dybdeborende, 

er det jo ikke altid 

nødvendigt for dem at være 

helt oppe i skudlinien. Af 

hensyn til billedsiden skal vi 

tv-folk være der,” siger Steffen 

Jensen, om forskellen på 

den skrivende journalistik 

og TV-journalistikken. 

Netop det at befinde sig 

i en utryg situation, er Steffen 

Jensen god til at kapere. 

”Jeg kan mærke, at 

Frøkjær. 

Det seneste eksempel 

på sådan en situation var 

samme morgen, som Illustreret 

Bunker fik fat i Cecilie 

Frøkjær. 

Undervisningsminister 

Bertel Haarder skulle i studiet 

med formanden for 

Danske Gymnasieelevers 

“ 

Nogle gange har 

man en fornemmelse 

af, at det gik 

smaddergodt, og 

andre gange er jeg 

i tvivl. 

-Cecilie Frøkjær 

Sammenslutning. De to 

parter var dybt uenige, og 

Cecilie Frøkjær ville gerne 

undgå, at diskussionen 

skulle komme til at handle 

for meget om tal. Men det 

gjorde den. 

”Nogle gange har man 

en fornemmelse af, at det 

gik smadder godt, og andre 

gange er jeg i tvivl. Og det 

var jeg i morges,” svarer Ce- 

Graffitti på DJH. 

Væggen ned til fredagsbaren er blevet tagget. 

Man kan ikke se, hvad der står, men der er 

blevet brugt et stykke kridt fra poolbordet. 

“ 

jeg stadig kan tænke logisk 

og rationelt, selvom 

jeg er under pres. Det er 

der mange andre, der kan 

have svært ved,” siger Steffen 

Jensen, som i stedet er 

meget fokuseret på sin historie, 

når han befinder sig 

i en utryg situation. 

”I det øjeblik man har et 

job at klare i området, så kanaliserer 

man al sin energi 

og opmærksomhed ind i, at 

man skal arbejde og få det 

her til at fungere. Det gør 

måske, at panikken bliver 

holdt på afstand,” siger han. 

”Man kan de mest ubegribelige 

ting, når adrenalinen 

pumper rundt i kroppen. 

Man kan springe og 

hoppe som en gazelle. Det 

er simpelthen en overlevelsesmekanisme.” 

Om et par timer vil 

danskerne igen sidde foran 

fjernsynet og opleve verden 

på splitsekunder; måske 

uden at tænke over, at journalister 

verden over sætter 

livet på spil for at informere, 

fordi det er så vigtigt. 

sjespersen@mail.djh.dk 

cilie Frøkjær på spørgsmålet 

om, hvordan det så egentlig 

var gået. 

”Det er smadder ubehageligt 

med tvivlen. Går 

det godt, rejser man sig og 

har en fornemmelse af, at 

her blev der slået de rigtige 

knuder, og jeg traf de rigtige 

valg. Men går det skidt, 

tænker jeg: ’satans, satans, 

satans’.” 

Hvor lang tid tager det 

at få det ud af hovedet? 

”I dag er det ikke helt 

ude af hovedet endnu, og nu 

er klokken halv elleve, hvor 

indslaget løb over skærmen 

klokken kvart over syv. Men 

i de første år var det sådan 

noget, jeg kunne tænke over 

som det sidste, inden jeg 

lagde mig til at sove.” 

Her er det erfaringen, der 

spiller ind. Hun har prøvet 

at dumme sig på skærmen, 

at fumle med oplæggene og 

lave interviewmæssige fejl, 

men hun har også fundet ud 

af, at hun overlever det. 

jstoffregen@mail.djh.dk 

Jeppe, du er ikke alene 

En granat og en tilbagetrækning fra Irak. De fleste kender 

Jeppe Nybroes skæbne. I de her hårde tider for Jeppe Nybroe 

bringer vi nogle historier, der måske kan være en trøst. 

Tekst 

Anders Krog Sørensen 

Den kendte 

En artikel, der afslørede, at 

hackere blev betalt af store 

amerikanske virksomheder 

for at hacke sig ind i konkurrenternes 

databaser, blev 

enden for den unge journalist 

Stephen Glass fra ”The 

New Republic”. 

Historien var god, men 

også en kæmpe løgn. Det 

eneste sande, der stod i artiklen, 

var, at Nevada er en 

stat. 

En konkurrerende avis 

undrede sig, og snart faldt 

historien til jorden. En undersøgelse 

blev sat i værk, 

og det viste sig, at hele 27 

af hans tidligere historier, 

enten kun var halvsande 

eller det pure opspind. Glass 

røg i 1998 på porten, og 

”The New Republic” måtte 

stramme sig an for ikke at 

miste al deres troværdighed. 

Bonus: Der er lavet en 

film om episoden med titlen 

”Shattered Glass”. 

UDENFOR 

Den amerikanske Nybroe 

Irak-krigen er et følsomt 

emne. Der er et utal af journalister, 

der jager den gode 

historie, og Jeppe Nybroe er 

ikke den eneste, der har forsøgt 

sig med en lille løgn. 

Da Sky News i 2003 

viste billeder af et påstået 

angreb på Irak, var der i 

virkeligheden tale om en 

militær øvelse. Journalisten 

James Forlong lavede indslag, 

der viste et krigsskib, 

der affyrede et krydsermissil 

mod Irak. BBC fandt senere 

ud af, at billederne ikke var 

ægte og bragte et indslag 

om det. 

Sky News fik en bøde på 

£50.000, men langt værre 

gik det for journalisten. 

Efter sin fyring blev James 

Forlong fundet død i sit 

hjem efter at have begået 

selvmord. 

Den azerbaijanske ”sitcom” 

Da den amerikanske nyhedskanal 

Eastern US 24 i 2004 

sendte journalist Scott Alexander 

og et kamerahold til 

Azerbaijan, havde de aldrig 

regnet med, at de skulle få så 

godt tv. Udsendelserne viste 

nedbrændte byer og børn, 

der legede i ruinerne, og de 

rørte seerne dybt. Scott Alexander 

og tv-stationen opnåede 

stor hæder for indslagene, 

indtil folk fra Azerbaijan 

bosiddende i USA begyndte 

at sætte spørgsmålstegn ved 

deres ægthed. 

Det viste sig, at indslagene 

var konstruerede. Tvholdet 

havde taget børnene 

væk fra deres hjemby og 

kørt dem ud til et sted, der 

tidligere havde været en by. 

Deres udtalelser var klippet 

sådan sammen, at det virkede 

som, de snakkede om 

stedet som deres nuværende 

bopæl. Kort efter klagerne 

tilstod en kameramand, at 

de havde manipuleret med 

virkeligheden, og Scott Alexander 

røg ud i kulden. 

Glass’ efterfølger 

Også de store verdenskendte 

aviser kan komme ud for, 

at deres journalister vil gøre 

alt for at skrive den gode 

artikel. Det måtte den re- 

19 

spekterede ”The New York 

Times” sande i 2003. 

Journalist Jason Blair 

skrev om sårede soldater på 

sygehuset, en begravelse af 

en soldat fra Irak og hjerteknusende 

interviews med 

døde soldaters pårørende. 

Alt sammen uden selv at 

have været tilstede. Han 

stjal artikler fra andre aviser, 

omskrev dem og lavede nye 

citater fra folk, han aldrig 

havde mødt. Han løj over 

for redaktionen om, hvor 

han var, så de ikke fattede 

mistanke. 

Hans snyd blev først opdaget 

efter næsten fem år 

på ”The New York Times”. 

Især over de sidste otte måneder 

havde han været særdeles 

aktiv, og man fandt 

problemer med mindst 36 

ud af 73 af hans landsdækkende 

artikler. 

aksorensen@mail.djh.dk 

En af historierne har 

Anders selv opdigtet til 

artiklen. 

Gæt hvilken og se svaret 

på side 2. 

PANIK | Marie Tangaa Jensen overvandt sin frygt for at interviewe. Foto: Peter Helles Eriksen

FOTO: NILS ROSENVOLD 

Vi sætter dagsordenen 

DGI kommunikation sørger for, at DGI bliver dagsordensættende 

inden for dansk idrætspolitik 

Danskerne fortjener at kunne motionere i moderne 

omgivelser og på så mange forskellige måder som 

muligt. Og så gør det jo ikke noget, at man samti- 

dig bliver klogere på de andre og får nogle sociale 

kompetencer. Kort sagt skal bredden styrkes på lige 

fod med eliten i Danmark. 

Det er et stærkt budskab – og formidlingen af det 

budskab er lagt i hænderne på DGI kommunikation. 

Vores ”outlet” er både et månedsmagasin – UDSPIL – 

og vores hjemmeside – www.dgi.dk – så vi arbejder 

både på den korte og den lange bane med kommu- 

nikation. Ligesom vi naturligvis også rådgiver vores 

folkevalgte, når de skal en tur i mediemøllen. 

Vores budskaber har relevans for rigtig mange. Poli- 

tisk er vi blandt andet omkring forhandlingsbordet i 

Kulturministeriet, Sundhedsministeriet, Undervis- 

ningsministeriet og i landets kommuner, ligesom vi 

journalistisk lander på bordene hos kulturredaktio- 

nen, sportsredaktionen og indlandsredaktionen. 

Samtidig bidrager vi naturligvis også til, at der bliver 

uddannet journalister til fremtiden. Det gør vi ved at 

tilbyde praktikplads til studerende fra alle relevante 

studier inden for journalistik og kommunikation. 

Hold derfor øje med vores stillingsopslag 

den 12. oktober 2007! 

DGI – 1,4 mio. medlemmer – 13 kolleger og 14 lands- 

delsforeninger. 

Læs mere om DGI på 

www.dgi.dk 

FOTO: JENS ASTRUP


Hvad er du bange for? 

Folk omkring dig er bange for de mærkeligste ting. 

Her er en guide til nogle af de mindre kendte fobier 

Tekst 

Af Laura 

Kjeldbjerg 

Det kaldes: logofobi 

...og betyder angst for: 

ord 

Worst case scenario: 

Lotte Heise som erfaringskilde 

Reel skadesmulighed: 

Her er der tale om en farlig 

størrelse. Ord er overalt 

og kan som bekendt ikke 

trækkes tilbage, når de 

først er sagt 

Måder at undgå konfrontation: 

Man må nok ty til tegnsprog 

for at kringle den. 

Det kaldes: telephonofobi 


telefoner 

Worst case scenario: Indespærring 

i Telefonkælderen 

-du kan ikke engang ringe og 

bede om hjælp 


Man har hørt om telefonstorme, 

men den reelle risiko ved 

disse er vist bare røde ører. 

Måder at undgå 

konfrontation: Genindfør 

morsealfabetet. 

12 timer på vagt 

Med bakteriefobi er hverdagen en kamp, når man lever i en 

verden fyldt med baciller, og det gør Karoline Amalie, Illustreret 

Bunkers kulturkalenderbestyrer 

Tekst 

Karoline Amalie 

Markholst 

Klokken 08.23 

Stiger ind i bussen. Vil 

helst ikke berøre noget 

herinde, derfor undgår jeg 

at holde fast i gelændre 

og andre bakteriebomber. 

Forbander chaufføren, der 

slingrer og bremser vilkårligt, 

som blev han betalt for 

det. Vælter næsten, men en 

fremmed mand griber mig. 

Jeg skal holde bedre fast, 

formaner han. Jeg nægter. 

Overvejer, om man har en 

førsteårsopgave i kassen 

ved at undersøge hygiejneniveauet 

i landets busser. 

Klokken 11.40 

Er ved at falde i søvn i Frøberts. 

Vil lægge mig ind 

over bordet, men jeg kan 

ane nogens fedtede fingeraftryk 

på bordpladen 

foran mig, så jeg lader være. 

Sender en hidsig tanke af 

sted til min læge, der forbød 

mig at benytte alcogel 

til daglig. Skidepraktisk 

foranstaltning ellers. 

Håndvask og desinfektion 

uden brug af vand - perfekt 

i denne slags situationer. 

Lægens forbud bundede 

i noget med, at jeg 

ville blive sårbar over for 

sygdomme, hvis jeg ikke 

dagligt udsætter mig for et 

minimum af andres bakterier. 

Forstod ikke logikken. 

Syntes bare, at han var klam. 

Note to self: Køb alcogel på 

vej hjem. Og skift læge. 

Klokken 13.03 

Skal tisse. Vælger strategisk 

wc’erne på 700-gangen, hvor 

Det kaldes: decidofobi 


at tage beslutninger 


Et pizzamenukort med 250 

valgmuligheder 


En pizza med ansjoser og æg 


Bliv sportsjournalist! 

Hvor mange vigtige beslutninger 

er det lige, de tager? 

Det kaldes: dipsofobi 


at drikke 


En tur til Sunny Beach 


En forkert håndbevægelse 

og en tur i Tivoli kan blive 

enden på din karriere 


Undgå fredagsbaren. 

jeg har bildt mig ind, at der 

kommer færrest folk. Trækker 

trøjeærmerne ned over 

hænderne, så jeg ikke skal 

røre ved håndtagene derinde. 

Gud ved, hvad der sidder 

på dem. Især dem indvendigt 

i båsene, som folk rører 

ved, før de vasker hænder. 

Klokken 15.23 

Er i fitnesscenter. Spritter 

stepmaskinen af, inden 

jeg stiller mig derop. Har 

ikke tiltro til, at personen 

før mig har husket at tørre 

sit eget sved væk, og jeg 

gider ærligt talt ikke stå og 

soppe i det og røre ved det. 

Klokken 16.37 

Sætter mig i bussen. Jeg 

forbander den idiot, der 

huggede min cykel. Har ellers 

fået tilbud om at låne 

en bil i denne uge, men jeg 

har udviklet bilfobi siden 

min køreprøve, hvor den 

motorsagkyndige nægtede 

mig at desinficere rat og 

gearstang inden prøven. Så 

der sad jeg og skulle holde 

hovedet koldt med hænderne 

på et rat, hvor tusindvis 

af unge årligt sidder og 

sveder. Jeg har ikke kunnet 

slappe af bag et rat siden. 

En lille pige hoster på 

mig i bussen. Fandme direkte 

på mig. Jeg går i koma og 

senerne i nakken spændes. 

Blinker febrilsk. Moderen 

ænser ikke sin unges mangel 

på manerer, og jeg sender 

barnet et opdragende 

dræberblik. Fnyser højt og 

tørrer mig rasende i ansigtet 

med trøjeærmet. 

Klokken 17.03 

Det kaldes: allodoxafobi 


meninger / holdninger 


Praktiktid på Borgen 


Ikke det store, det meste 

er jo bare varm luft 

Måder at undgå 

konfrontation: 

Meld dig ind i Ny Alliance. 

Jeg er ude at handle. Altid 

en besværlig opgave. Nægter 

kategorisk at have noget 

at gøre med supermarkedernes 

kurve eller vogne som 

gud og hvermand har jo rørt 

ved dem, og som forhenværende 

ansat i Dansk Supermarked 

ved jeg, at de aldrig 

bliver vasket. Må bære mine 

varer i favnen og har ikke 

plads til en skid. Jeg er irriteret 

på hele verden, da jeg 

endelig når frem til kassen. 

Klokken 20.00 

Dejser omkring i min egen 

sofa efter en dag med 15+ 

håndvaskninger. Slapper af 

ved tanken om, at jeg nu 

har 12 timer i mit eget hjem 

uden nogen andres baktusser. 

karolineamalie@mail.djh.dk 

PANIK 

Villavejsvanvid 

og praktikpanik 

Tekst 

Sara Møller 

Christensen 

Jeg er bange for katte. Og 

ikke på sådan en ”jeg synes 

ikke, missekatten er sød”agtig 

måde, men på ”jeg 

besvimer, hvis det behårede 

bæst kommer et skridt 

nærmere”-måden. 

Når jeg cykler i skole om 

morgenen, er det ad en smal 

villavej, hvor mange af beboerne 

rystende nok lader 

deres katte spankulere rundt 

uden snor! Det gør min 

daglige cykeltur omtrent 

ligeså fredelig som et tyreløb 

i Pamplona. Hver gang 

jeg drøner forbi en af de 

klamme guløjede, er jeg efterfølgende 

nødt til at vende 

mig om hver tredje sekund 

for at sikre mig, at katten 

ikke følger efter mig – eller 

i værste fald er hoppet op på 

min bagagebærer, hvor den 

sidder med kløerne klar til 

at kradse mine øjne ud. 

Katte får min puls til at 

rase og min hals til at snøre 

sig sammen. Kort sagt: får 

mig til at gå i panik. I denne 

efterårstid er der nok flere af 

os, der kan genkende følelsen. 

Måske er du én af dem, 

der har kendt til følelsen, 

siden du første gang forvildede 

dig ind i Frøberts og 

hørte en fladpandet medstuderende 

bruge sin første 

taletid på uddannelsen til at 

stille spørgsmålet: ”Hvornår 

får vi noget mere at vide om 

det der praktik?” 

Jeg kan ikke selv forklare, 

hvor min fobi for katte kommer 

fra, men min mor har 

fortalt, at hun engang i min 

spæde barndom fandt mig 

skrigende i barnevognen 

under en hvæsende vildkat. 

Om nogle djh’ere har haft 

lignende barndomsoplevelser 

med en hvæsende Pia 

Færing, skal jeg ikke kunne 

sige. Faktum er, at en stor 

del af de studerende på 3. 

semester panikker i timevis 

over, hvordan de slipper 

helskindet og helfornøjet 

gennem Store match-dagen. 

Tid, som man passende 

Se Dilberts verden 

i virkeligheden 

 

21 

Foto: Gaëtan Nerincx 

kunne bruge på at se fjerner, 

løbe en tur eller sågar studere 

international politik. 

Nogle aftener når jeg ligger 

i sengen og burde dyrke 

min fobi for katte, føler jeg 

mig selv ramt af praktikpanik. 

Og det irriterer mig. 

For nok er min fobi for katte 

dum og uforklarlig, men ligeså 

tåbeligt er det at stresse 

over noget, som rent faktisk 

kan gå hen og blive en af de 

vildeste, fedeste dage i ens 

liv! Og skulle alt gå galt, 

ingen praktisksteder ringer, 

og fadølsanlægget går ned, 

tror jeg alligevel godt, jeg 

kan love, at ingen liv bliver 

ødelagt for altid på grund af 

den ene dag. Så er der vist 

større sandsynlighed for, at 

man får øjnene kradset ud af 

en sindssyg kat, mens man 

cykler sin panikdag i møde. 

smchristensen@mail.djh.dk

22 ILLUSTRERET BUNKER DEBAT 

OKTOBER 2007 

DEBAT 

TEKST | Karoline Markholst og Fie Krøyer Dahl 

Kulturkalender 

Tirsdag 9. oktober 

Aarhus Freestyler Rap ’07 på Voxhall kl. 19:00. Entré 20 

kroner. 

Onsdag 10. oktober 

”Løgstrup og Sløk – modsætning og harmoni”. Biskop 

Kjeld Holm holder foredrag om de to store Århus-teologer, 

K.E. Løgstrup og Johannes Sløk. Kl. 10.30-13-30 i 

Møllevangskirken, Møllevangs Allé 49. Entré: 50 kroner. 

Torsdag 11. oktober 

”Fodbold bag facaden”. Carsten Werge, Kim Milton og 

Ove Pedersen om alt det fra sportens verden, som du 

ikke ser i mediebilledet. Kl. 18 på Århus Købmandskole, 

Erhvervsakademiet, Sønderhøj 30, 8260 Viby J. Billetsalg 

i Bruun’s Galleri og Storcenter Nord. 

Klimadebat og visning af Al Gores film ”En Ubekvem 

Sandhed”. Det foregår kl. 19.00 på Gyngen, Mejlgade 

53. Fri entré. 

Spoken Word-succesen fra Roskilde Festival er i Århus 

fra 11.-13. oktober. Det er kl. 18.00 i Studenterhuset på 

havnen – se program på www.studenterhusaarhus.dk. 

40 kroner for medlemmer, 60 for ikke-medlemmer. 

Lørdag 13. oktober 

Bli Glad spiller på Train kl. 21.30. Entré: 130 kroner. 


Klarsyn. Marion Dampier-Jeans holder foredrag om 

det hinsides – og skaber måske kontakt til dine afdøde 

slægtninge? Kl. 19.30 i Lysets Hus, Posthussmøgen 

11C, 8000 Århus C – billetter til 120,- købes via Billetnet. 

Lørdag 20. oktober 

Roisin Murphy spiller på Train kl. 21.30. Entré: 195 

kroner. 

Søndag 21. oktober 

Salsasøndag i Århus. Undervisning og salsatek. Kl. 

18.00 i Studenterhuset på havnen, entré 20-50 kroner. 


”Europas sidste diktatur”. Aleksandr Lukasjenko er 

Europas sidste diktator, men oppositionen er ved at 

samles og unge går i spidsen for forandringer. Debat 

med hviderussiske politikere om, hvad EU kan gøre for 

at fremme demokrati. Kl. 17-19 i Studenternes Hus på 

Aarhus Universitet, Ndr. Ringgade 3, bygning 1420. Fri 

entré. 

Torsdag 25. oktober 

Journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen uddyber 

sit værk, Blekingegadebanden, om den danske terrorcelle. 

Kl. 19.30 på Testrup Højskole, Testrupvej 110, 

8320 Mårslet. Entré: 100 kroner. 

Fredag 26. oktober 

Blue Foundation spiller på VoxHall kl. 21.00. Entré 170 

kroner. 

Mandag 29. oktober 

Folketingspolitikere fra Århus står i baren og møder de 

studerende i Århus over en fadøl eller snak om politik. 

Mød op og se hvilken drink de blander for dig. Det er kl. 

15.00 på Studenterhuset på havnen. Fri entré. 

1. november 

Magtens Korridorer spiller på Train kl. 20.00. Entré: 130 

karolineamalie@mail.djh.dk 

adahl@mail.djh.dk 

SANDHED | Redaktionen 

Pas din egen troværdighed 

Da bunkeren talte med Solveig 

Schmidt (SS), mente 

hun, at det var Karen Jørgensen, 

der løj. Forskellige 

studerende kunne bekræfte 

historien, men SS havde en 

mail, der kunne afvise historien. 

Efterfølgende talte Bunkeren 

med Pia Færing (PF), 

hun kunne bekræfte historien. 

Der var ikke noget nyt 

under solen, PF sagde det 

samme, som vi havde forelagt 

SS. 

Rektor Anne-Marie Dohm 

(AMD) skrev til sidste udgave 

af IB et læserbrev i anledning 

af sagen om forskelsbehandling 

på DJH. Heri 

skriver hun blandt andet, 

at det principielt ikke bør 

kunne ske, at institutionen 

lader en elev gå op til re-eksamen, 

hvis eleven afleverer 

sin tilmelding for sent. Det 

valgte AMD som øverste 

ansvarlige dog alligevel at 

tillade i den verserende sag. 

Her afleverede to elever for 

sent, men kun den ene fik 

efterfølgende lov til at gå op 

til re-eksamen. 

I sig selv er det en problematisk 

disposition, eftersom 

der eksplicit blev forskelsbehandlet. 

Hvad værre er, 

efterfølgende vil AMD ikke 

vedkende sig sit ansvar som 

rektor i det trykte læserbrev. 

Den umiddelbart logiske 

konsekvens af den håndfaste 

insisteren på principper og 

regler måtte være, at enten 

går begge op, ellers går 

ingen op. 

Jeg har netop læst Solveig 

Schmidts dokument om 

ændrede regler for sprog/ 

komma- & videnstest, og 

jeg må indrømme, at jeg 

synes, det rejser en del relevante 

spørgsmål. 

Blandt andet hvorfor de 

pågældende tests overhovedet 

er blevet brugt på DJH, 

hvis grundlaget for dem er 

ulovligt ifølge Undervisningsministeriet. 

Har DJH 

ikke tjekket reglerne, inden 

de begyndte at teste os på 

Der er ikke noget digt fra 

vores side i den her historie. 

Det er klart, det bliver 

en del af historien, når en 

studieleder har en mail med 

beviser på at historien ikke 

er sand. En mail som vi ikke 

må se, og som efterfølgende 

er væk. En mail hvis eksistens 

er ganske umulig. 

Desværre var der ikke 

diktafon på interviewet med 

SS, den fejl begår vi ikke 

igen. 

ib@mail.djh.dk 

FORSKELSBEHANDLING | Boline Skovly, 3. semester 

Lunefuld ledelse 

De to centrale spørgsmål er 

efterfølgende; hvorfor man i 

første omgang har forskelsbehandlet, 

og dernæst hvorfor 

der ingen principielle 

konsekvenser er for ledelse 

og administration. Kun den 

orlovsramte studerende, der 

efterfølgende (forståeligt 

nok) er overgået til SDU, 

blev berørt. 

Som studerende på DJH 

giver sagen anledning til 

undren, tvivl og mistillid til 

rektor og de administratorer, 

der har håndteret denne 

sag, og i fremtiden skal 

håndtere lignende sager. 

De spekulationer bliver 

ikke mindre af, at AMD i 

Politiken (9/9) udbreder 

sig om Nybroe-sagen. Her 

efterlyses der ”afgørende 

kontrolposter” i forhold til 

”bevidst manipulation”, og 

der spørges til hvem, der 

”påtager sig ansvaret, når 

det går galt”. 

Svar udbedes - ærlig talt. 

bskovly@mail.djh.dk 

de vilkår, at vi må dumpe 8 

gange? Hvis det bunder i, 

at reglerne fra ministeriets 

side er lavet om, hvorfor har 

DJH så ikke foretaget sig ét 

af følgende: 

1) Lavet reglerne om, så vi 

”kun” må dumpe testene 3 

gange? 

2) Droppet at teste os og 

lavet dem om til en eksamen 

for længst? 

Konsekvensen bliver nu, at 

DUER IKKE! SKYD HAM! 

Rie Ljungmann har set Lars Bom som gal 

general på Århus Teater. Læs hendes anmeldelse 

af “Hvordan slipper vi af med de 

andre” på www.illbunker.dk 

SANDHED | Solveig Schmidt, studieleder 

Ødelæg ikke en 

god historie 

I seneste nummer af IB har 

I en artikel om grov forskelsbehandling 

af to studerende. 

Det er en god historie. 

IB lever her op til en 

af journalistikkens vigtigste 

roller: At kontrollere dem, 

der forvalter magten. Min 

kompliment til den del. 

I har en væsentlig historie. 

Den er rigtig. Den er oven 

i købet værre, end I viser 

læseren (det vender jeg tilbage 

til). Hvorfor har I så 

behov for at fylde læseren 

med oplysninger, der ikke 

holder vand? Hvis IB var en 

avis, der blev offentliggjort i 

en større sammenhæng, 

ville jeg bruge 

et spindoktor-trick “ 

og påvise, at en ikke 

uvæsentlig del af 

jeres historie er digt. 

Og vupti, kunne jeg 

få hele debatten til 

at handle om, at I 

er utroværdige. I lægger jer 

smukt på linie med ind eller 

ud af Irak, en eller tre granater, 

arkivbilleder af uniformer 

eller ej? Det er en 

kedelig måde at få sine 15 

minutters berømmelse på. 

Afsnittet om forløbet med 

den afviste studerendes tilmelding 

er nemlig ukorrekt. 

Men det er jo lige meget for 

kernen i jeres historie. Den 

holder. Hvorfor så al den 

urigtige dramatik? Fordi det 

virker dramatisk? 

Ligeså med min afvisning 

af, at det har fundet sted. 

Jeres artikel kan kun læses 

på den måde, at jeg udtaler 

mig mod bedre vidende. 

visse elever kommer igennem 

studiet uden for eksempel 

at have bestået sprog- & 

kommatesten. En test mange 

dumpede første gang og dermed 

har et reelt behov for at 

tage igen og bestå, hvis ikke 

de fortsat vil forholde sig til 

grammatik, som døve forholder 

sig til radio. 

Ydermere vil studerende på 

samme semester nu komme 

igennem studiet på forskellige 

vilkår. Det i sig selv har 

jeg ikke ondt i røven over - 

skal lige indskydes, at jeg er 

én af dem, der har bestået 

begge tests - men jeg har 

derimod ondt fra røven og 

Men sagen er, at I ved mere 

end mig. I ved, at der var en 

underviser inde i billedet. 

Det vidste jeg ikke. Derfor 

gentog jeg som en papegøje 

”jeg har ingen forklaring på 

det” (i sig selv er det pudsigt, 

at man som kilde kan sige 

en sætning 15 gange uden at 

blive citeret for den). Hvorfor 

konfronterer I mig ikke 

med jeres viden? Det er da 

en god historie. Studielederen 

har ikke styr på det. 

Heller ikke efter, at hun har 

undersøgt sagen. Det er en 

bedre historie, end den konspiration, 

I antyder. 

Jeg forstår ikke, og er bekymret 

over, at I ikke passer 

bedre på jeres troværdighed. 

I har en god historie. Hvorfor 

pakke den ind i løgn og 

urigtige fortolkninger? I var 

kommet dybere ned i substansen, 

hvis I uhildet havde 

undersøgt tingene og var 

vendt tilbage til kilderne, 

efterhånden som I blev klogere. 

Dermed havde læserne 

fået en bedre, og fremover 

alt en rigtigere, historie. 

Poynter Institute har fat i 

den lange ende, når de siger, 

at journalistik netop er journalistik, 

fordi man om det 

kan sige: None of this is 

made up! 

sos@djh.dk 

KOMMATEST | Berit Ertmann, 2. semester KOMMATEST 

Kommatestfiasko 

I lægger jer smukt på linie 

med ind eller ud af Irak, 

en eller tre granater... 

-Solveig Schmidt 

“ 

helt op i hovedet af, at DJH 

nu igen (med tanke på balladen 

om tilmelding til førsteårsprøven) 

ændrer regler til 

den helt store OL-guldmedalje. 

Det lugter langt væk af 

”Hov, nu får vi at vide, vi har 

lavet noget, der ikke følger 

reglerne. Det var vi sørme 

ikke klar over. Så laver vi det 

da bare om. Det er der sgu 

nok ingen, der opdager”mentalitet. 

Jeg har efterhånden lidt 

svært ved at tage mit studie 

seriøst. 

ertmann@mail.djh.dk

ILLUSTRERET BUNKER DEBAT 

OKTOBER 2007 

Hvis du kunne tænke dig at anmelde et 

teaterstykke, en koncert eller noget andet, så 

kontakt redaktionen. 

KANTINEKAMP | Jesper Nørby, 2. semester 

Fingrene væk fra den hvide kantine 

Der kom den berømte 

dråbe, der får bægeret til at 

flyde over, så skoldhed kaffe 

brænder de journaliststuderendes 

nallebasser. Samtlige 

studerende har for nyligt 

modtaget en mail fra det 

højeste høje, rektor Anne 

Marie Dohm, om at den 

hvide kantine (som kendetegnes 

ved, at der er et sundt 

lys og et lydniveau der er til 

at holde ud) bliver inddraget 

til medarbejdernes brug. 

Jeg kan sagtens forstå behovet 

for, at medarbejderne 

har et personalerum. Det 

KANTINEKAMP | Marie Rønde, formand for ANDREA 

Hvid kantine skal 

ikke inddrages 

Kære Anne-Marie Dohm. 

Din beslutning om at gøre 

den hvide kantine til ”underviserkantine” 

er fuldstændig 

uacceptabel! De studerende 

har svært nok ved at finde 

steder, hvor man kan lave 

gruppearbejde i forvejen. 

Alligevel fjerner du nu en 

tredjedel af de pladser, vi 

har. 

“ 

Du henviser de studerende 

til biblioteket, 

der vil blive udvidet 

og forbedret. 

Bedre arbejdsvilkår 

på biblioteket 

har længe været 

tiltrængt – det glæder vi os 

til! - men det forbedrede 

bibliotek skaber langt fra 

arbejdspladser nok, når de 

studerende samtidig jages 

ud af den hvide kantine. 

Studerende kan nu kun opholde 

sig i ”den mørke kantine” 

– den er, som navnet 

antyder både meget dunkel 

og meget trist. Lyset er dårligt, 

og der er meget larm fra 

kantinekunderne. Akustikken 

er mildest talt elendig. 

Der er en grund til, at folk 

sidder i den hvide kantine 

– det er ikke til at arbejde 

i ”den mørke”! Var det det, 

du havde tænkt dig, de studerende 

skulle gøre? 

Om skolens undervisere skal 

have et lærerværelse eller ej, 

vil jeg ikke blande mig i, 

men det skal ikke ske på bekostning 

af de studerendes 

vilkår! 

Hvad er der for øvrigt i 

vejen med at spise sammen 

“ 

Hvordan kan man fratage 

de studerende et rum med 

plads til over 50 mennesker, 

og så tilsyneladende 

mene, at to ekstra borde 

i den røde kantine er en 

fuldgod erstatning? 

med os studerende? 

Hvis underviserne vil have 

mere ro og fred, når de spiser, 

vil jeg foreslå at de fortrækker 

sig til deres kontor. 

’Røret’ bagest i kantinen er 

også en mulighed. 

Derudover mener jeg, din 

kommunikation omkring 

Hvad er der for i øvrigt i 

vejen med at spise sammen 

med os studerende? 

-Marie Rønde 

-Jesper Nørby 

“ 

denne beslutning er under 

al kritik. 

For bare en måned siden 

fortalte ANDREA dig, at 

det kniber med pladsen til 

gruppearbejde på skolen. 

Din nye kantine-plan, der i 

høj grad vil påvirke de studerendes 

hverdag på DJH, 

burde vendes med eller i 

det mindste varsles til AN- 

DREA. 

”Jeg vil gerne ud på skolen, 

så jeg med egne øjne kan 

se, hvad der fungerer godt 

og dårligt på skolen,” siger 

du i en artikel på Illustreret 

Bunkers hjemmeside. Jeg vil 

opfordre til, at du, Anne- 

Marie, går ned i kantinen 

en gang til og overvejer, om 

den beslutning, du har taget 

vil fungere godt. Jeg tror det 

ikke! 

ronde@mail.djh.dk 

skal der uden tvivl være 

plads til på en uddannelsesinstitution. 

“ 

Til gengæld kan jeg 

ikke helt forstå den 

erstatning, de studerende 

får i stedet. 

I mailen står der: 

”Til gengæld får de 

studerende råderet 

over hele den røde 

kantine - også den 

bageste del, som i 

dag bliver brugt til 

”Lyder I villigt, skal I æde landets 

goder: står I genstridigt 

imod, skal I ædes af sværd. Thi 

Herrens mund har talet” 

Esajas Bog 1.19-20 

Ofte bliver jeg spurgt, om 

jeg er glad for at gå på DJH. 

Med stor glæde og entusiasme 

kan jeg så fortælle, at, det 

er jeg. Men der er en række 

men’er, der er så tydelige, at 

de skinner gennem min begejstring. 

Opgaveformuleringer der 

ikke entydigt beskriver, 

hvad det er, man faktisk skal 

gøre. Sene ændringer i skemaer. 

Undervisere, der præsenterer 

stof, hvis relevans 

er uklar – og som de internt 

er uenige i forståelsen af - på 

slides med årgamle datoer i 

buffeter ved konferencer og 

lign.” 

Hvordan kan man fratage 

de studerende et rum med 

plads til over 50 mennesker, 

og så tilsyneladende mene, 

at to ekstra borde i den røde 

kantine er en fuldgod erstatning? 

I min bog svarer det lidt til 

at tage en slikkepind fra et 

barn, for så - med det største 

smil, man kan præstere 

– at give barnet en hunde- 

OPSANG TIL DJH | Martin Særmark-Thomsen, 2. semester 

Frustration over DJH 

Netavisen Altinget er 

med ti journalister 

en af Christiansborgs 

store redaktioner. Tre 

af journalisterne er 

praktikanter i tolv måneders 

forløb. 

sidehovedet, og stave- og 

formuleringsfejl. Uendeligt 

lange undervisningsdage 

med bunker af pensum og 

mange flere irritationsmo- 

“ 

Måske skal undervisningen 

bare skydes af, så der 

kan blive tid til at skrive 

undervisningsbøger, freelanceartikler, 

eller passe 

firmaet. 

-Martin Særmark-Thomsen 

menter, der bidrager til, at 

den samlede frustration ophobes. 

Det samlede indtryk tyder 

på en lærergruppe, der har 

Vi udgiver på uvildigt, 

kritisk journalistisk 

grundlag syv portaler 

med nyhedsbreve 

samt leverer politik. 

tv2.dk. Vi har nye portaler 

i støbeskeen. 

Elevatoren i tv-afdelingen er kun godkendt 

indtil August 2007. 

lort. Lige meget, hvor bredt 

man end smiler, kan man 

ikke komme uden om det 

faktum at dér, hvor der før 

var en slikkepind, nu er en 

hundelort. 

Det er rigtig godt at medarbejderne 

på skolen får et 

personalerum, Men så skal 

det også bruges! Mange studerende 

vil nok blive lettere 

misfornøjede, hvis der 

fra midten af november vil 

komme til at sidde en otte- 

mistet gejsten til at planlægge, 

udvikle og forbedre 

undervisningen. En opfattelse 

der skinner igen i den 

seneste evaluering af Insamling 

og analyse 1, hvor 

underviserne til kritik- 

“ 

ken af opgaveformuleringerne, 

konstaterer, 

at: ”En enkelt rettes, 

ellers fejlskudt kritik.” 

Måske skal undervisningen 

bare skydes 

af, så der kan blive tid 

til at skrive undervisningsbøger,freelanceartikler 

eller passe firmaet. 

Planlægningen lader hånt 

om vores liv, og det føles 

som om, vi bare skal prise 

os lykkelige over at være 

på DJH og så i øvrigt gøre, 

Hvis du overvejer at 

søge praktikstilling hos 

os, kan du forberede 

dig. Log på www.altinget.dk 

med mailadressen 

opslag@altinget. 

dk og koden opslag. 

23 

ni lærere og spise frokost i 

en ellers tom kantine, som 

er lukket land for de studerende. 

Et sådan scenario vil 

næppe forbedre det i øjeblikket 

lunkne forhold mellem 

de studerende og administrationen. 

jbnorby@mail.djh.dk 

som vi får besked på. Kravet 

synes at være en total opofrelse 

til journalistikken og 

en stiltiende accept af, at der 

ikke skal være tid til fritidsjobbet, 

der skal finansiere 

studiet, eller til venner og 

familie. 

”Man skal ikke skide i den 

hånd, der skyder en selv i 

foden,” eller noget i den 

retning, men jeg er ligeglad. 

Faktisk håber jeg, at 

jeg tager fejl, men det lyder 

ikke sådan på gangene og 

i Frøberts. Men jeg skal 

være den første til at trække 

ovenstående i mig, hvis ikke 

der er et gran sandhed over 

det. Jeg opfordrer jer til at 

deltage i debatten på illbunker.dk. 

martins@mail.djh.dk 

JOURNALIST PÅ CHRISTIANSBORG? 

Held og lykke med uddannelsen, 

faget og 

karrieren. 

Gammel Strand 50 

1202 København K 

Tlf. 33 34 35 40 

red@altinget.dk

BAGSIDEN 

ILLUSTRERET BUNKER Af MAdS TROLLE JULIE MABEcK OKTOBER 2007 

»Han sender os tilbage til DDR-tiden!« 

IT-forhandler om finansministerens monopolaftaler 

på it-indkøb til det offentlige. 

– Vi går tæt på magten og pengene i it-branchen! 

SORT! 

KOM TIL IDEUDVIKLING 

PÅ ILLUSTRERET BUNKER 

VI ER I ÅBEN MODUS 

OMKRING ORDET ”SORT” 

ONSDAG D. 10. OKTOBER KL. 15 

I LILLE AUDI 

VI SES!

Download som PDF. - Illustreret Bunker

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?