Campisten Nr. 3

Aktivferie
i Garmisch
Blandt klatrere, paraglidere
og mountainbikere
I det sydligste Tyskland ligger Garmisch-Partenkirchen. Med sin
smukke Af Peter natur, Christiansen utallige aktivitetsmuligheder og korte køreafstand
fra Danmark er byen et oplagt feriemål, hvis man ønsker aktivferie
i Alperne. Vi – en familie på fire – besøgte byen og blev
både udfordret og fik nogle gode oplevelser.
Af Peter Christiansen
Masser af liv
Allerede i den store kabinelift ved Alpspitzbahn summer det af liv
og aktivitet. Før vi stiger ind, hopper et par skiløbere om bord.
De efterfølges af fem paraglidere, der bærer på deres enorme
rygsække med faldskærm, styrthjelm, dragt og sæde. Masser
af vandrere med deres teleskopstave og store støvler bliver der
også plads til, og alle har vi samme endestation; det 2050 meter
høje Osterfelderkopf, der er indgangsporten til det store alpine
område mellem Zugspitze, Alpspitze og Kreuzeck.
Turen op mod toppen er smuk med bjerglandskabet klædt mange
forskellige farver. Mod nord kan vi skimte München, der ligger
90 kilometer væk, og nedenunder fylder de to sammenvoksede
byer, Garmisch og Partenkirchen, ikke meget. Endnu smukkere er
der ved toppen af liften, hvor det er helt klart i vejret, og solen
brager ned. Selv om vi er i alpint område, går de fleste rundt
med korte bukser. Lige foran os rager Alpspitze op i 2628 meters
højde, og en del vandrere med steigeisen under støvlerne sætter
kurs over isen for at gå mod toppen.
Fristelsen er simpelthen for stor. Selv om vi er i området for at
lave aktiviteter, smider vi os ned i græsset med vores medbragte
ost, flûtes & rødvin, og så går den næste time med at lave ingenting
og betragte alle de andre bjergfreaks, der også er søgt mod
toppen. Paragliderne har deres egne steder. Lidt fra det sted,
hvor vi ligger, er der en stejl hældning i terrænet, og en vindpose
angiver hele tiden den aktuelle vindretning og -styrke. Her søger
en del af paragliderne hen, pakker skærm og udstyr ud, og så
venter de på den helt rigtige vind. Når den kommer, løber de ned
ad bjergsiden, indtil der er luft i skærmen, og så stiger de helt
lydløse til vejrs. Et flot syn.
Efter at vi har spist og ladet os gennembage af solen, rejser vi os
og vandrer ned mod bunden af liften, 1300 højdemeter under os.
Det er en flot vandretur, hvor vi kommer gennem sne, skov, forbi
vandfald og mange bjerghytter. Hele tiden med bjergene som
smuk baggrundskulisse.
Klatring på ”Frøen”
De store hænder afslører ham. Robert er klatreguide, og på
hans visitkort fremgår det, at han er Staatliche geprüfter Berg-
und Skiführer. Robert har fået sin uddannelse på Münchens
Universitet, og ud over de rent ski- og klatretekniske dele af
uddannelsen, har han også taget kurser i glaciologi, meteorologi,
Campisten · Side 16
geologi og førstehjælp samt lavineeftersøgning. Han må lave guidede
ture over alt i Alperne, fx til Mont Blanc, men vi nøjes med
at tage på en tur, kun seks kilometer fra byens centrum.
Her ligger et par gode klipper, der egner sig til rappelling og
sportsklatring. Rappelling er første aktivitet, så vi pakker det nødvendige
udstyr og går op på bagsiden af en 20 meter høj klippe.
På toppen fastgør vi et rappellingtov til nogle øjer, der er boret
ned i klippen, og kaster derefter tovenden ned mod bunden. Jeg
er den første, der skal prøve, og Robert klikker en karabinhage
med et ekstra sikkerhedstov fast i min klatresele. Langsomt vender
jeg ryggen mod ”afgrunden” og kravler ud over kanten. Det
er vigtigt, at man ikke krummer sig sammen. Derimod skal hoften
godt frem, så benene kan sætte af fra klippesiden, mens man løsner
tovet. Hvis man koordinerer alle sine bevægelser ordentligt,
kan man ”sejle” ned over klippesiden i nogle flotte buer, og det
er en dejlig fornemmelse at beherske teknikken mere og mere for
hver gang.
Hundrede meter længere væk ligger ”Frøen”. Det er en cirka 15
meter høj klippe med en diameter på omkring tolv meter. Her er
udfordringer for enhver. Der er lette begynderruter, hvor de fleste
kan nå toppen uden problemer, og på bagsiden er der en ekstrem
svær rute, som Robert kun har taget to gange i sit liv. Vi starter
med en af de mellemsvære ruter, og Pernille på 14 år er den
første. En klippespalte går diagonalt mod toppen, og der er lige
netop plads nok til, at hun kan presse sine fingre ind i spalten,
strække armene, skyde hoften i modsat retning og arbejde sig op
mod toppen.
Uanset hvilket niveau man befinder sig på, er klatring en aktivitet,
man hurtigt bliver glad for. Resten af dagen går med at lege,
udfordre hinanden og blive som børn igen. Hele tiden finder vi
nye ruter mod toppen, og Robert står og sikrer os, mens han
giver gode råd om teknik og udstyr.
Byen og området har alt
Det er stort set kun tyskerne selv, der har øje for Garmisch’s
charme og muligheder. En del amerikanere, englændere og russere
besøger dog også byen, men stort set ingen danskere. Og
det kan godt undre, for byen har simpelthen alt.
Hvis man er adrenalinjunkie, er der først og fremmest bjergene
med deres muligheder for skiløb, klatring, paragliding og