TEMA: VElFÆrDStEKnoloGI Vejen hjem 16 social fokus ældre selvom knuds hverdag nu leves på et plejehjem, nyder han og annelise stadig naturen sammen. Foto: mette Krull
For mange ældre med demenslidelser kommer der et tidspunkt, hvor det er svært at finde rundt på egen hånd. En GPS kan være med til at forlænge tiden hjemme og give tryghed til de pårørende. ”Den har været guld værd for os”, siger annelise Pedersen, hvis mand har demens. væggene i det lille hus i Odense er fyldt med minder. Børn og børnebørn smiler fra de mange familiefotos og danner sammen med malerier og udklip en collage af indtryk fra et langt liv. Et liv med nære relationer og kærlighed med stort K. Annelise Pedersen sidder i den lille opholdsstue og fortæller om livet og ægteskabet med Knud, som hun har delt tilværelsen med siden 1952. Deres fælles liv ændrede sig dog markant for halvanden måned siden. Demensen tog efter nogle år så godt fat i Knud, at det var for hårdt for Annelise at have ham hjemme. rundkørslen ”Det startede i det små, hvor jeg bare tænkte, at han var glemsom og doven”, fortæller Annelise om det tidspunkt, hvor demensen begyndte at påvirke deres hverdag sammen. ”Han har altid interesseret sig for natur og dyr, men pludselig måtte jeg være efter ham med at få gjort rent hos hønsene og fuglene, som vi havde i haven. Det har han ellers altid været meget omhyggelig med”. Annelise og Knud Pedersen har levet et aktivt liv sammen, og særligt Knud har altid elsket at gå ture og cykle rundt til alt. Men efter at Knuds diagnose blev stillet i september 2007 oplevede Annelise, at han havde svært ved at finde hjem fra sine udflugter. En nat i samme måned som demensdiagnosen blev stillet, ringede politiet på hos Annelise. ”De sagde, at de havde fundet min mand. Jeg afviste med det samme. Han lå jo i sin seng og sov! Men de sagde, at de havde fundet ham i nattøj med bare fødder midt i en stor rundkørsel her i Odense. Jeg blev utroligt forskrækket og ked af det og begyndte derefter at gemme nøglerne til både huset og cyklen”, forklarer Annelise. arbejdstelefonen En demenskoordinator i Odense Kommune foreslog Annelise, at Knud fik en GPS med sig rundt. ”GPS’en har betydet alt. Det gjort, at han har kunnet blive ved med at lave de ting han holder af. Jeg følte ikke, at jeg kunne bremse ham i at cykle. Det har været en del af hans liv, at han har haft frihed til at komme rundt på egen hånd. GPS’en gav mig ro, fordi jeg hele tiden kunne finde ud af, hvor han var, hvis jeg ville”. Knud havde ingen problemer med at acceptere, at han skulle udstyres med en GPS. Den lignede en mobiltelefon, og når han hver dag drog af sted til dagcenter, skulle han jo på ’arbejde’, som han sagde. Og så var det godt at have en telefon med sig. Knud fik sin ’arbejdstelefon’ fra Odense Kommune, som gennem de sidste fem år har tilbudt GPS til ældre med demens. Kommunen har fået mange positive tilbagemeldinger, især fra de pårørende. Hvornår GPS’en skal præsenteres for den demente og de nærmeste pårørende, findes der ikke en fast opskrift på, men ifølge Odense Kommune skal det gerne være så tidligt som muligt. ”Når vi kommer på hjemmebesøg nævner vi ofte GPS’en som mulighed inden, der reelt er brug for den. Vi tror på, at det er vigtigt for særligt de pårørende at vide, at der ligger den mulighed, når demensen bliver værre. De pårørende er typisk rigtig glade for GPS’en. Trygheden er nok det væsentligste, og så det at hverdagslivet derhjemme kan fortsætte så længe som muligt”, forklarer ergoterapeut og demens koordinator Helle Andersen fra Odense Kommune. et positivt livssyn Hjemme hos Annelise spirer foråret frem i den lille have. Huset skal dog sælges, når finanskrisen har lagt sig lidt. For selvom fuglene og hønsene er væk, er det et stort arbejde for Annelise at skulle holde både hus og have alene. At leve sammen med en dement kan give mange frustrationer, og man kan blive helt fortvivlet over, hvordan det menneske, man troede, man kendte, ændrer sin personlighed markant, fortæller Annelise. Men hun fandt hurtigt ud af, at humor og et positivt livssyn var eneste vej frem, hvis hun skulle holde til at have manden hjemme længst muligt. ”Jeg husker tydeligt en morgen, hvor jeg vågnede og kiggede ud af vinduet. Pludselig kunne jeg se Knud gå rundt ude i haven i nattøj og vande blomster i øsende regnvejr. Jeg begyndte at skraldgrine, fordi det var så komisk. Så i stedet for at skælde ham ud over, at han stod der i nattøj og vandede blomster, mens regnen piskede ned, lavede jeg morgenmaden klar og sagde med et smil på læben: ’Kom min ven. Kom du ind og spis lidt morgenmad.’ Der var ingen problemer, han kom ind, og vi havde en hyggelig stund sammen”, siger hun med et kærligt smil. I dag er Knuds demens så alvorlig, at han ikke længere kan eller vil have en GPS. Nu har han til gengæld chip i både sko og sutsko, så medarbejderne på plejehjemmet bliver alarmeret, når han forlader stedet. Men selvom Knud er en helt anden mand i dag, end han var, da de mødte hinanden for 57 år siden, har han stadig en helt unik forbindelse til sin kone. ”Han kan med det samme mærke, når jeg er træt eller bekymret, og det er jo egentlig utroligt, når han på mange andre områder er et helt andet menneske end den Knud, jeg lærte at kende for så mange år siden”. ❚❙ af journalist trine Frederiksen – trf@servicestyrelsen.dk GPs Hos odense koMMune odense kommune har kontrakt med brand og beredskab, der har det elektroniske udstyr til at følge de demente, som har svært ved at finde hjem. kommunen har i de seneste fem år haft gps som tilbud til ældre demente. odense kommune har ca. 25 gpstelefoner – halvdelen er givet til ældre i plejebolig. gps’en testes en gang om måneden, så de pårørende er sikre på, at den virker. de pårørende opfordres til at teste den dementes trafiksikkerhed hver 3. måned. ældre social fokus 17
Change language