2 - Samvirkende Menighedsplejer

Men tre uheldige konsekvenser blev følgen:
a) den enkeltes ansvar fortonede sig.
Var folk i nød, var det nok deres egen skyld,
for her i landet sørger staten for alle - og
derfor behøvede vi andre ikke at føle os forpligtede,
b) forståelsen af tjenesten som en
del af kristendommens væsen gled i baggrunden.
Diakonien var lige på nippet til
at blive isoleret som noget „kirkefremmed“,
c) og det blev overset, at der findes
anden fattigdom end den økonomiske, og
at behovet for hjælp, bare af en anden
slags, bestod. De fattige havde vi stadig
hos os.
Det frie kirkelige arbejde
Men det diakonale arbejde blev også problematiseret
fra andet hold. I Danmark har
det, i hvert fald i det sidste århundrede, i
vid udstrækning været organiseret af frie
diakonale organisationer, der nogle steder
spillede sammen med omsorgsarbejdet i
det enkelte sogn, men andre steder fungerede
mere uafhængigt. Og det kan ikke
nægtes, at den sognekirkelige diakoni,
menighedsplejen, netop med velfærdsstaten
mange steder gled meget i baggrunden.
Derfor lød kravet: folkekirken må som
institution påtage sig det diakonale arbejde
- den kan ikke hverken overlade det
til staten eller til de frie kirkelige organisationer.
Folkekirken skal selv på banen og
vedkende sig sit ansvar for det diakonale
som en ligeværdig del af kirkens væsen.
Man skal ikke kunne være medlem af kirken
uden også at yde sit til det diakonale
arbejde. På en vis måde er det velfærdsstatens
forestilling om den solidariske forpligtelse,
der fra dette hold blev gjort gældende
»indre-kirkeligt«. De kristne skulle
så at sige tvinges til at forstå, hvad det
indebærer at være menighed.
»Organiseret næstekærlighed«
Det kan godt blive til store ord og fedt
10
flæsk, hvis man begynder at tale om det
diakonale arbejde som en særlig næstekærlig
tjeneste. Vores motiver er altid
blandede. Hvortil kommer, at næstekærligheden
ikke er en særlig kristen specialitet
- i denne kvalitative forstand kan tjenesten
for næsten nøjagtig lige så godt øves af en
ikke-kristen.
Men derfra og så til at sige, at tjenesten
ikke må udøves i en kirkelig sammenhæng
er der et for mig uforståeligt spring.
Selvfølgelig kan såvel den kristne menighed
som den enkelte kristne være subjekt
for en sådan tjeneste, sådan som Ny Testamente
bærer vidnesbyrd om. Menigheden
er et forpligtende og forpligtet fællesskab.
Jeg er ofte vendt tilbage til en formulering
af K.E. Løgstrup: ”Man har ansvar
så langt, som man har magt”.
Allerede af den grund er det diakonale,
som jeg ser det, en indlysende forpligtelse
for kirken. At sidde med hænderne i skødet,
når man har handlemuligheder, er at
svigte, kristeligt og folkeligt. Vi kan ikke
overse behovet for en indsats, og fordi vi
har mulighederne, både ressourcemæssigt
og med hensyn til at skabe opmærksomhed
om behovet, kan vi ikke løbe fra
ansvaret.
Jeg hører til dem, der er godt tilfreds
med den måde, hvorpå folkekirken varetager
den diakonale forpligtelse - gennem
Korshæren, Folkekirkens Nødhjælp og de
mange andre sommetider mere lokalt definerede
organisationer. Det arbejde, der udføres
af de forskellige diakonale organisationer,
er et fuldgyldigt folkekirkeligt arbejde -
organisationerne er »ægte børn af huset«,
med hjemstedsret, men også barnets ret til
at kritisere ophavet.
Organisationsdiakonien er langt mere
fleksibel og langt bedre i stand til at reagere
her og nu på aktuelle udfordringer,
end et institutionaliseret folkekirkeligt diakonalt
apparat ville være. Hvortil kommer,