2 - Samvirkende Menighedsplejer

Menighedspleje
er på vej tilbage
i sognenes liv
af biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift
„ En skrantende velfærdsstat har medført, at diakonien er på vej tilbage
til at blive en selvfølgelig del af sognenes liv ...“
„ Kristendommen forkynder, at Gud har agtet ethvert menneske værdigt
i en så ekstrem grad, at Han endda har sat det højere end sig selv“.
Diakoni har hørt med til den kristne
menigheds liv fra dens allerførste begyndelse
- det bærer Ny Testamente vidnesbyrd
om. Igennem kirkens 2000-årige historie
har der mig bekendt ikke været noget
tidspunkt, hvor der ikke i tilknytning
til kirken har været udført en tjeneste for
den nødlidende næste. Den har været organiseret
på forskellig vis, den har været
mere eller mindre intens og mere eller
mindre institutionel; der har været ført diskussioner
om, hvem den burde omfatte,
og hvorledes den skulle forstå sig selv.
Men den har altid været der - ikke uomstridt,
men til gengæld uomgængelig,
fordi vi altid »har haft de fattige hos os«
(Johs. 12,8).
Det gælder også i det 20. århundrede,
og det gælder også for den danske kirke.
Diakonien var der - og var sat til diskussion,
endda i et sådant omfang, at nogle
mente, at diakoniens tid var forbi. I den
sidste halvdel af århundredet, som er den
periode, jeg husker, har debatten især haft
tre omdrejningspunkter: a) diskussionen
om tro og gerninger, b) velfærdsstatens
betydning, c) kirkens institutionelle ansvar.
8
Luther-renæssancen -
diskussionen om tro og gerninger
Det 20. århundredes teologi blev præget af
en fornyet optagethed af Martin Luthers
skrifter, som bl.a. også medførte heftige
diskussioner om forholdet mellem tro og
gerninger. At mennesket ikke kan retfærdiggøres
ved særlige kristelige gerninger,
men at retfærdigheden og frelsen er en virkelighed,
som Gud alene gennem sit Ord
bringer til veje, er en grundlæggende tankegang
hos reformatoren. At mennesket
gennem denne skænkede retfærdighed på
ny anbringes i et forpligtende forhold til
sin næste, er lige så uomgængeligt luthersk.
Det, som diskussionen kom til at handle
om, var altså ikke, om den kristne var
forpligtet på sin nødlidende næste. Derimod
om tjenesten for Næsten ikke altid
måtte udspringe af den konkrete situation
og derfor ikke kunne organiseres. Endvidere
- hvis man alligevel accepterede en
organisering af tjenesten - om særlige kirkelige
organisationer ikke forplumrede forholdet
mellem tro og gerninger, sådan at
gerningerne ikke des mindre på en eller
anden måde blev opfattet som fortjenst-